Viser opslag med etiketten Thomas Eisenhardt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Eisenhardt. Vis alle opslag

lørdag den 20. september 2025

Anmeldelse: VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans, SORTE FIRKANT på Blaagaard Teater og SHĀH MĀT i Den Grå Hal

Fotos: Per Morten Abrahamsen (VI FORTSÆTTER...), 
Zuhal Kocan.(SORTE FIRKANT) og  Emil Monty Freddie. (SHAH  MAT).


3 forestillinger om fastholdelse.  
Om kongemagt og skak. 
Om tang og overlevelse. 
Om fængsel og afsoning. 
VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans i Centralmagasinet ved Roskilde. 
SORTE FIRKANT på Blaagaard Teater. 
SHAH MAT af Uppercut Danseteater & Holstebro Dansekompagni i Den Grå Hal.


Foto: Lærke Posselt


VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
ved Roskilde

Det er ikke let at finde frem til Centralmagasinet i Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Selv om det kun er 4 km fra centrum. Men det er det hele værd.

Da vi kom ind i foyeren, lagde vi straks mærke til al den tang, der var placeret rundt i rummet.  Det nærmest vældede frem fra lokalets hjørner. Når jeg lod hånden glide henover, føltes det som blødt, renvasket tang. Indgangen til teaterrummet var dækket med blå plastik. Den blå farve var kraftig og draperet på en måde, så det lignede et hav. Som om vi skulle igennem havet for at komme ind til selve rummet, hvor forestillingen foregik. Derinde var der bænke rundt langs ydervæggene på tre sider af dansegulvet i midten, der ligeledes var fyldt med tang.  


Foto: Lærke Posselt


Da lyset dæmpedes, gled lyskegler gennem rummet og momentvist indfangede de fire dansere, der lå livløst spredt rundt i rummet, som var de selv tang, der var skyllet i land. 

I starten skede der ingenting. Alligevel var rummet ladet med alt det, vi skulle opleve. Min forventning var spændt til det yderste, men der skete kun så lidt, at jeg flere gange døsede hen. En enkelt arm bevægede sig. Langsomt, ganske langsomt bredte det sig til resten af kroppen, men kun på den ene af de fire dansere. Det så ud som om bevægelsen voksede ud af tangen, som lå rundt om danserens krop. Langsomt, meget langsomt vågnede de øvrige tre dansere. To mænd og to kvinder: Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage. De var iklædt almindeligt tøj i overvejende jordfarver, der marchede den sort/brune tang. Lidt efter lidt vækkedes de til live i danseforestillingen VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans. Konceptet, koreografien og iscenesættelsen er af Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling.


Foto: Lærke Posselt

Det var ikke egentlig musik. Der var snarere nogle dybe brummende lyde, der flød sammen og udfyldte lydrummet med noget manende, noget uafvendeligt og næsten skæbnesvangert. Der var fra teatrets side intet handlingsreferat. Alt hvad der udfoldede sig for øjnene af os, var noget vi selv skabte meningen i, baseret på det indtryk bevægelserne og dansen skabte i vores egen indre biograf. Det gør netop denne slags forestillinger til noget af det mest udmattende, for man er nødt til selv at sortere og skabe orden i indtrykkene. Det gør vores underbevidsthed automatisk. Vi vil gerne forstå, hvad vi oplever - og også gerne afkode betydningen.


Foto: Lærke Posselt

Min underbevidsthed blev ved med at sende mig afsides, og jeg døsede hen flere gange, og så pludselig var det der, dette magiske øjeblik, hvor det hele giver mening og bliver vedkommende. For mig indtraf det, da danserne fandt sammen og ikke længere levede hvert deres isolerede liv. De dansede meget tæt på de omkringsiddende. Den ene af de to kvindelige dansere satte sig tæt op af et publikum og lagde hovedet i den siddendes skød. Det afgav en impuls, der straks fik mig til at  knytte an til de dansendes univers og gøre det til mit eget. Den lette, næsten tilfældige berøring vækkede noget i mig. 


Foto: Lærke Posselt

Derfra tog forestillingen fart. Dog er jeg mig også bevidst, at den lange (for mig) døsende intro, var min vej til at forbinde mig med det. Nogle gange tager det lang tid, og nogle gange er det der fra begyndelsen. Men at nå ind i det punkt, er altid en lykke, derfra kan alting ske. Det er som en dør, der svinger op, og som publikum får man lov til at træde indenfor i det værk, som nu opføres inde i os hver især.

Der indtraf en katastrofe, som lagde sig ind over de dansende. Måske var det verden, der eksploderende eller flodbølgen, der opslugte alt. Efter katastrofen blev de forsvundne ting genfundet. De dukkede op af tangen, efter at flodbølgen havde skyllet dem væk. Det genfundne (en sko, en beklædningsdel m.m.) iførte de søgende mennesker sig opløftet, som var det genfundne brikker til en mening, der midlertidigt var forsvundet og som nu skulle genfindes. Nogle gik nærmest lettede derfra, for de fortsatte...


Foto: Lærke Posselt

VI FORTSÆTTR... ligesom danserne, der til sidst forlod scenerummet og dermed afsluttede forestillingen efterfuldt af et meget nænsomt sammensat lyd- og lysshow, der smukt samlede hele oplevelsen. Ikke mindst med korværket, "La Nuit" sunget af Sønderjysk Pigekor og Drengekor komponeret af Mads Emil Nielsen. Elke Laleman stod for lys og video.

Vi var to, der blev siddende. Det var dejligt at blive siddende i oplevelsen. 


Foto: Lærke Posselt

Jeg kan godt lige at forsøge at holde oplevelsen så abstrakt som muligt, derved beholder den sin styrke. På en måde formindskes oplevelsen, når den bliver holdt fast og konkretiseret i ord og meninger. Det er som om det beholder sin storhed, hvis vi evner at gribe fat uden at tolke for meget. Men omvendt, som før omtalt, er det en forståelsesproces som vores underbevidsthed automatisk går i gang med - og det er umuligt at hægte den helt af, og det skal vi heller ikke, men tolkningen af det sete afhænger af vores behov for mening og sammenhæng.

Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling kan deres metier. Vi er i trygge hænger, når de lader os med danserne hvirvle sanseløst rundt i lokalen, som var vi alle reduceret til viljesløst tang i et meget stort hav. Der er ikke noget skønnere end at føle sig som viljeløst tang i et stort hav! Tag endelig til Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Det er den skønneste tang-fornemmelse.


Foto: Per Morten Abrahamsen.

VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
Karoline Ebbesens Plads 1,
Skt. Hans bydelen i Roskilde
 
Koncept, koreografi og iscenesættelse:
Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling

Dansere: 
Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage

Scenografi og kostumer:
Marie Rosendahl Chemnitz

Komponist:
Mads Emil Nielsen

Lys og video: 
Elke Laleman

Produktionsleder: 
Madeleine Lind Hoppe

Videotrailer: 
Adam Laver Film og Monokel Studio

Kostumer, indkøb: 
Nina Helbak

Syerske: 
Anne Marie Ramona Würgler



Tidligere anmeldte forestillinger med Aaben Dans:



 

Foto: Zuhal Kocan.



SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025


Det tomme rum, der møder os, er belyst med ophængte neonrør, som om vi befinder os i en celle. I et samarbejde mellem scenekunstkollektivet SAMLING og Blaagaard bliver vi præsenteret for fire borgere og to skuespillere.
Skuespillerne Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef præsenterer Birgitte, Alexander, Camilla og Yaqoub (sidstnævnte er kun med som stemme), der alle er blevet idømt  og har afsonet lange fængselsstraffe.
De er alle fire uhyre velformulerede, charmerende og velbehageligt selskab. Hvis jeg havde mødt dem til en fest, ville jeg umiddelbart være faldet i snak med dem.
Deres domme til trods, fremstår de umådelig sympatiske og livsduelige.
De får hver især en pensel og grøn maling stukket ud for visuelt at kunne illustrere deres afsoning ved at male lange streger på den hvide væg og opdele den alt efter forløbet i afsoningen.


Foto: Zuhal Kocan.



Alt som deres fortællinger skrider frem, bliver det hvide rum mere og mere grønt. Samtidig bliver vi som publikum mere og mere hensat i undren, for det rejser væsentlige spørgsmål om afsoning og fængselstraf. Er afsoningen egentlig den mindste del af straffen? Når de kommer tilbage ud i samfundet, modtager de den egentlige straf, der er udelukkelse fra det liv som vi andre lever. Pludselig er der en masse døre, der er lukket og forbliver lukkede. Vi ved det godt, men graden og omfanget af det er oprørende.
Sonja Ferdinand har skrevet teksten, baseret på de medvirkendes historier. Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard udgør Kollektivet SAMLING. Astrid Lindhardt har instrueret. 


Foto: Zuhal Kocan.



De tre borgere på scenen fremstår umådelig charmerende. De taler om de 10 år, som den ene af de tre, har afsonet. Skuespillerne beretter fra deres eget liv, hvad de har gennemlevet på 10 år, og hvad det har betydet for, hvor de er i dag. Alexander beretter som kontrast, at han blev indsat som 21-årig, og 10 år efter blev han igen ladt ud i samfundet. De 10 år betød, at han aldersmæssigt var blevet 10 ældre, men uden at have levet de 10 år, for som indsat bliver ens liv sat på pause. Han beretter, at kæresten havde sagt, at det tøj han nu købte stadig var ungdomstøj og ikke tøj til en voksen mand. Han er med andre ord stadig  kun 21 år. De efterfølgende 10 år, hvor han har siddet inde, er ligesom slettet. De findes ikke længere.

De dømte på scenen er 3 unge mennesker, der er blevet ældre. Camilla hævder at være dømt på indicier. Kæresten har - under coronaen - fået pakker sendt til deres fælles hjem, og som hun har videresendt. Det lignede sundhedsartikler, som på det tidspunkt var svære at få fat på i butikkerne. Andre pakker, der i stedet var sendt til kærestens arbejde, blev konfiskeret og viste sig at indeholde indsmuglede stoffer. Politiet formodede, at det samme gjaldt pakkerne, der var sendt hjem til dem, men beviset var ikke-eksisterende. Alligevel blev hun dømt. Uden beviser.


Foto: Zuhal Kocan.



Skuespillerne skal både hjælpe med at formidle deres historier, men også stille de spørgsmål, som vi som publikum sidder tilbage med. Kimmie forsøger at få svar på, hvordan det kan være, at de i forbindelse med forestillingen ikke har måttet læse det 97 siders lange anklageskrift? Måske er Camilla slet ikke så uskyldig som hun hævder? Er det for at skjule noget? Hendes retssag resulterede i en dom på 6 års fængsel.


Foto: Zuhal Kocan.


Alexander solgte stoffer, mange stoffer, og blev arresteret på en parkeringsplads i Slagelse i besiddelse af 50 kg. euforisende piller.
Birgitte havde afsonet en straf som miljøaktivist, og blev dømt for civil ulydighed i forbindelse med mange radikale miljøprotester. 
Yaqoub  blev fængslet som islam-ekstremist med syrisk baggrund, og som fremmedkriger med en lang række banderelaterede forbrydelser bag sig. I et omfang, der gjorde at hans sikkerhed ville være truet, hvis han selv stod på scenen.


Foto: Zuhal Kocan.


I den teatermæssige sammenhæng handler det ikke om, idømmelsen af deres straf er rigtig eller retfærdig, men mere om, hvad samfundet gør ved de dømte og efterfølgende om, hvordan vi behandler dem efter udstået straf. Deres fortællinger understreger, at vi allerede har dømt dem ude, så snart de bliver fængslet. Det er det, som er forestillingens ærinde: at give os syn for sagen. At lade os møde deres fortællinger og se dem som mennesker.


Foto: Zuhal Kocan.


Blandt de mange oplysninger om svære forhold og umulige situationer er der især én, der står tilbage: det faktum at enhver straffet modtager et krav om tilbagebetaling af sagsomkostningerne, hvilket for den ene af de fire borgere resulterede i noget nær en million kroner, som han aldrig ville være i stand til at betale tilbage - og derfor heller aldrig ville kunne eje noget. Inden afsoningen forhørte han sig om muligheden for i det mindste at stoppe de påløbende renter, mens han sad inde, men det var ikke muligt. Selv i gode perioder (han arbejder nu som stilladsarbejder) ville den største del af hans månedlige tilbagebetalingsrater primært gå til at dækning af renter.  


Foto: Zuhal Kocan.


Det er dokumentarisk hybridteater om menneskets møde med retssystemet. 
Det faktuelle er forestillingens akilleshæl, for vi aner intet om troværdigheden af deres udsagn, men det er heller ikke det, der er så væsentligt, men snarere fortællingen om, hvad dommen og straffen betyder for disse fire menneskers videre liv. Forestillingen giver glimrende indblik i, hvordan det opleves at være tidligere straffet, og hvordan man klarer det. Efterfølgende er det oplagt at spørge sig selv, hvad vi som samfund egentlig mener, formålet er med afsoningen?


Foto: Zuhal Kocan.


Det er glimrende eksemplificeret af de udklippede sorte firkanter, der er lagt rundt på sæderne til publikum, og som de indsatte har klippet under deres afsoning. Firkanterne var klæbet fast til den underliggende lille pjece, hvor der stod:

"SORTE FIRKANTER KLIPPET I FÆNGSEL. 
Som indsat i Danmarks Fængsler har man ret eller pligt til beskæftigelse. Arbejdsopgaver spænder bredt fra rengøring, madlavning, værkstedsarbejde og cellearbejde. Det kan være svært at finde 37 timers meningsfuldt arbejde, der kan udføres i en celle, hvor der er store krav til sikkerhed, kompetencer, plads og hygiejne. Derfor kan indsatte opleve opgaver, der virker meningsløse. En arbejdsopgave i cellen kan fx være at samle rawplugs eller klippe firkantede, sorte prisskilte efter en skabelon.
I forbindelse med forestillingen har indsatte i Vestre og på det lokale Blegdamsvejens Arrest sagt ja til at skære sorte firkanter og udtrykke deres ønsker eller indtryk indefra til publikum. De 2800 firkanter er hver blevet sikkerhedstjekket og censureret af ansatte i fængslet."

På min firkant var der på bagsiden skrevet med hvid blyant: 

hold ud


Foto: Zuhal Kocan.

SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025

Idé, casting & iscenesættelse:
 KOLLEKTIVET SAMLINGEN 
(Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard)
Instruktion: Astrid Lindhardt
Dramatiker: Sonja Ferdinand 
Komponist & lyddesign: Julie Østergaard
Lysdesign: Anna Westh 
Scenografassistent: Carlos Manns
Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen
Produktions- og forestillingsleder: 
Rikke Haarbo
Scenograf- og kostumeassistent:
 Milla Magndahl
Scenograf- og kostumeassistent:
 Johanna Linde 
Malerelev:  Robin Looks
Malerelev: Thor Laadal
Malerelev: Mette Damgaard
Fotograf: Jasko Bobar
Videograf: Sara Jordan



Tidligere anmeldte forestillinger 
på Blaagaard Teater:

2025:




Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni 
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025

Den Grå Hal var tætpakket til premieren i torsdags. Den Grå Hal er i sig selv et smukt sted med sin massive trækonstruktion, der arbejdede fint sammen med scenografen til SHAH MAT af Johan Kølkjær. Scenen var én stor spilleplade, hvor de 16 dansere fra Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni placerede sig over for hinanden, som om de var spillere eller brikker i et større spil, instrueret af Stephanie Thomasen, der sammen med Mark Philip er kunstnerisk ledere af Uppercut Danseteater . Dette er den hidtil største satsning, når Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni slår sig sammen om at spille skak.


Foto: Emil Monty Freddie.


Det buldrer løs fra begyndelsen, hvor Alexander Skjold Henriksen slår løs på 5 opmikede stortrommer, så det gjalder gennem salen og også får lydvibrationer til at forplante dig til tilskuerrækkerne , der er bygget op i hver ende af salen. Dansen følger synkront de tunge trommeslag. Det er vildt, voldsomt og umådelig sanseligt. Det er umuligt ikke straks at blive revet med. Der danses med en voldsom , nærmest manisk aggression, der er umulig at stå imod. Vi er nede i den dybe jord, Det er rituelt, og det er himmel og hav, der anråbes.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.



Midt på det skakternede scenegulv var der hængt en trapezlignende rebstige op. Den hang lige over dansernes hovedhøjde. På det nederste trin var der hængt en kongekrone, og det lå implicit i den scenografiske opstilling, at det var den kongekrone, som skakspillet handlede om. Hvem kan vælte kongen eller dronningen? Hvem kan spillede sig frem til kongekronen og magten? Lionel Ah-Sou var den første af danserne, der ifører sig kronen. I en knugende scene fik han de øvrige dansere til at adlyde hans mindste vink, og de begyndte at krøbe som hunde,  dog kun for en stund. Kongen nød tydeligvis sin magt, og det nærmede sig det sadistiske på den måde, han undertvang sine undersætter, inden kronen gled videre til Oksana Masclechko. Hun er meget mere sensuel i sin dans og udøvelse af magten. Det gnistrer fra hende, og hendes kvindelige sensualitet fyldte det hele. Senere var det Mark Philip, der gav kronen videre til Lorenzo Giovanetti, men det var hele tiden Mark Philip, der måtte holde ham oppe. Selv om han stillede ham i positur til at bære kongeværdigheden, formåede han ikke at holde hovedet højt og kroppen rank. På et tidspunkt lå han på en stol, som Mark Philip svingede rundt. Det var utroligt, at det kunne lade sig gøre. Det var ikke overraskende, at kronen måtte gå videre - og det gjorde den. Det blev den ved med i størstedelen af forestillingens første akt. 


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen..


Dansernes mange forskellige måder at møde kongeværdigheden på, og deres måde at udøve magten på, sagde meget om skak, strategi og om magt og frygt. 

Udviklingen af det koreografiske materiale er skabt i samarbejde med danserne. Stephanie Thomasen har et godt blik for, hvad de enkelte magter og kan præstere. 

Forestillingen afvikledes med stor ekvilibrisme og perfektionisme. Det fungerede også som teater, for så vidt at det alvorlige afløstes af det naragtige og bevægede sig helt hen til det sødladne, da det på et tidspunkt bliver til dansernes vokale gengivelse af Abbas "Dancing Queen". Utroligt at de kan synge den så smukt. Der lød grin fra publikum, da det langsomt afsløredes, at det netop var dén sang, der slyngedes ud brudstykkevist. I begyndelsen var det slet genkendeligt, men snart råbtes enkelt linjer ud. Det skete spidsfindigt, mens den pågældende syngende danser prøvede at danse sig op til en af sanglinjerne, som om de var til audition som dansedronning. Det fungerer overraskende godt. Ikke mindst da hele melodien flerstemmigt bragede gennem rummet. De kan de altså også.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


Senere var det Hilde I. Sandvold, der ikke kunne bestemme sig til, om hun ville være konge eller dronning og som sagde: ”I feel like a king/I feel like a queen/It is clear that I have the talent to play both”Hilde I. Sandvold havde også en monolog tidligere, hvor vi blev stillet til vægs som publikum, for hvor engagerede er vi egentlig? Ville vi gøre noget for at verden bliver bedre, eller er vi bare godt tilfreds, som den er nu. Det er jo ikke alle, der har det så godt, som vi har det. Hvad vil vi gøre for balancen i verden, for diversiteten, for ligeberettigelsen mellem kønnene, for miljøet?
Måske slet ikke noget?
I situationen virkede det lige lovlig woke, men bagefter var det præcis, hvad forestillingen handlede om. Hvem er vi? Hvem lader vi os beherske af - og hvordan underlægger vi os de herskende magter omkring os. 


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


På et tidspunkt bliver kongen til narren, men det må jeg desværre fortie her, da det ville ødelægge overraskelsen ved Jacob Schrøder tilsynekomst som den 17. danser. Det var en velfungerende overraskelse, der da også kom til at præge resten af forestillingen, men det skal opleves ved selvsyn i Den Grå Hal.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


Der er et meget højt tempo gennem hele forestillingen. Efter pausen gled jeg lidt af, men blev snart efter hentet tilbage igen. Ikke mindst af de visuelle overraskelser i 2. akt (og som heller ikke skal afsløres her). SHAH MAT er en stor, saftig danseoplevelse, der gør, at man uvægerlig sidder og slår takten med foden. Det er umuligt at lade være. Lyset (af Raphael Solholm),  lyden (af Lawand Shakur Othman) og kostumerne (af Maria Ipsen) arbejdede sammen med scenografien og koreografien på smukkeste vis. Det er en meget helstøbt oplevelse.

Der er et rigtig godt udsyn fra alle siddepladser. Det er simpelthen en fornøjelse bare at være til stede i Den Grå Hal, og når danserne slår sig sløs, er der ikke noget bedre sted at være. 


Foto: Emil Monty Freddie.


SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni 
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025

KONCEPT OG ISCENESÆTTELSE
Stephanie Thomasen

UDVIKLING AF KOREOGRAFI OG MATERIALE
Stephanie Thomasen i samarbejde med danserne

ASSISTENT FOR STEPHANIE
Ædske Jolie van der Velden

SCENOGRAFI
Johan Kølkjær

KOMPONIST & KAPELMESTER
Lawand Shakur Othman

LIVE PERCUSSIONIST
Katrine Elbo, Alexander Skjold Henriksen

VIOLINARRANGEMENT
Katrine Elbo

LYSDESIGN
Raphael Solholm

DRAMATURG
Betina Rex

DRAMATURGASSISTENT
Maria Schultz-Christiansen

KOSTUMER
Maria Ipsen

DANSERE
Adam Tocuyo, Bjørk-Mynte Paulse, Carley Lund, George Burton, Gil Batista, Giorgia Reitani, Hilde I. Sandvold, Igea Noioso, Jacob Schrøder, Jens-Antonio Schyth Brøndum, Linn Fletcherl, Lionel Ah-Sou, Lorenzo Giovanetti, Mark Philip, Nikoline Kronslev, Oksana Masclechko, Patrick Afuale Eirup

PRODUKTIONSLEDER
Henrik Bank

FORESTILLINGSLEDER
Emilie Hasling

PRODUCENT
Maja Bonde Holtze (Uppercut Danseteater), Anna Marie Houe & David Price (Holstebro Dansekompagni)

BYGGER
Andrew Mathews & Sonny Oeftiger

Forestillingen er støttet af
Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Beckett Fonden, Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Hoffmann & Husmans Fond, Københavns Kommune & Holstebro Kommune






Tidligere anmeldte forestillinger
med Uppercut Danseteater:

2024:


2023:


2022:



*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 248 teateranmeldelser.

*

torsdag den 19. september 2024

Anmeldelse: TRONFØLGER på Mungo Park, DE FORTABTE på Musicon og DANCING WITH THE DEAD i Dansekapellet

Foto: Rumle Skafte (Tronfølger) og Aaben Dans (De fortabte).


Tre spændende forestillinger om liv, død og erkendelse.
Om passion og destruktion.
Tre stærke musikalske oplevelser, hvor levet liv, dans og musik flyder sammen og viser vej ind til nye erkendelser.


TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024


Foto: Rumle Skafte.

Én ting er at berette om et livsforløb. En anden ting er at lave teater. Men i TRONFØLGER på Mungo Park finder det sammen i Alexander Mayah Larsens selvbiografiske forestilling. Han står selv på scenen i Thomas Hwans billedrige og musikalske instruktion. Alexander Mayah Larsen er en del af Mungo Parks ensemble, og han bliver på scenen assisteret af Nanna-Karina Schleimann, der har komponeret forestillingens musik og som selv synger og spiller live oven på et backtrack. Samtidig glider hun ind og ud af forestillingen både som musiker og medspiller. Forestillingen spændes ud imellem de to på scenen.


Foto: Rumle Skafte.

Det fungerer som et billeddigt, der berettes med stærk rytme og puls med sikker sans for, hvor fortællingen ligger. Det er en fryd at opleve, hvor godt skrevet, fortalt og spillet forestillingen er. 

Det er historien om en far, der er født i Persien, Iran. Det er skildringen af en stor familie, hvor faren som den ældste ud af en søskendeflok på otte, er forpligtet til at blive hjemme og arbejde på familiens daddelplantage, mens de øvrige søskende alle er rejst til udlandet for at videreuddanne sig. Kun faren og lillebroren er tilbage. Faren skal passe arbejdet på familiens plantage og tage sig af lillebroren. 


Foto: Rumle Skafte.

Vi er i 70´erne, hvor Iran stadigt er et kongedømme regeret af Shahen. Landet er sekulariseret og vestligt orienteret. Faren er splittet mellem sine to idoler: fodboldspilleren Pelé og skuespilleren James Dean. Men der er uroligheder, og en revolution er på vej, da præstestyret og Khromeini tager over. De vil lukke nattelivet, og under en razzia på et diskotek bliver faren taget til fange og fængslet. Han bliver torteret og tvunget til at angive sine venner. I fængslet bliver han også tvunget til at overvære en masse henrettelser. Efter fængslet flygter han til Tyrkiet og videre til Europa, hvor han ender i Sandholmlejren i Allerød - et par kilometer fra Mungo Park.


Foto: Rumle Skafte.

Danmark er et paradis for ham. I en rørende scene ved et busstop møder han sin kommende danske kone, der også senere bliver hans børns mor. Sammen får de to sønner. Det er lillebroren, Alexander, der beretter fortællingen om sin far. Alexander Mayah Larsen spiller godt. Der er en tøven i hans spil, som om historien ikke rigtig vil slippe ham. Det er denne tøven, der giver det liv og som gør ham fuldt troværdig som fortæller. Det giver en distance til historien. Der er ingen sentimentalitet. Vi får historien som den er. Det er i hvert fald det indtryk, vi sidder tilbage med. Det farlige ved selvoplevede fortællinger på en scene er altid, at det let bliver for rørende og for følelsesladet, men her holdes det ud i strakt arm. Der er  distancen, der fremhæve historien. Man kan næsten sige, at den fortælles med en godgørende tilbageholdenhed. Det er denne skyhed, der gør, at fortællingen aldrig bliver for meget. Distancen gør, at der bliver plads til publikum. Vi bliver ikke befamlet, og det gør historien heller ikke.


Foto: Rumle Skafte.

Det vigtigste er, hvorfra historien fortælles - og til hvem. Det er vigtigt at positionerne er klare og præcise, for at det hele ikke taber fokus. Især i en historie, der spænder så vidt og er så kompleks som denne.

Den danske del af historien starter lovende. Faren påtager sig alle mulige forskellige arbejder. Det er han tvunget til, da han ikke kan bruge sin iranske ingeniør-uddannelse i Danmark. Han sparer op til kebabboden "Golden Shawarma" på Nørrebrogade. Det er en drøm, der går i opfyldelse - og det går rigtig godt, indtil der i medierne dukker historier op om stening af iranske kvinder. Kunderne trækker sig, selv om faren sætter støtteskilte op til fordel for de undertrykte iranske kvinder. Skilte, der protesterer imod præstestyret. Men det fjerner ikke modstanden, og kunderne forsvinder. Da butiksruden bliver overmalet med slagord om "Rottekød", slutter drømmen. Butikken lukker, og faren trækker sig ind i sig selv. Han synker til bunds i sig selv, installerer parabol og ser iransk tv dagen lang, mens hans danske familieliv smuldrer omkring ham. Han begynder at opsøge moskéen på Vibevej, hvor han bliver taget imod med åbne arme. Da han også vil tage sin danske kone med, nægter hun at klæde sig anderledes for at passe ind. Den ældste søn tager den nye religion til sig som noget nyt og spændende, mens vores fortæller, lillebroren, stiller sig mere tøvende over for det. Forældrene skændes og  bliver til sidst skilt. Faren køber en ny iransk kone, der kan lave al den iranske mad, han savner, men hun siger ikke noget, og det er tydeligt, at hun  mistrives, så hende skiller han sig af med igen. Den ældste søn kommer ud i kriminalitet. I hemmelighed forsøger faren at opdrager den yngste søn i den nye religion, men sønnen er fuld af spørgsmål, ligesom den danske kone var. Den sidste gang de mødes slår faren ham. Han slår og slår. Bagefter forsvinder han. Han rejser tilbage til Iran. Tilbage til det præstestyre, der i sin tid torterede ham - og som han flygtede fra.


Foto: Rumle Skafte.

Sønnen ved blot, at han bor i nærheden af Teheran, men de har ikke længere kontakt, selv om han savner faren. Forestillingen slutter med ønsket om at genoptage kontakten. Han rækker hænderne ud mod den forsvundne far. Her kunne forestillingen for så vidt godt begynde igen. Det er elegant historiefortælling at slutte med at introducere en ny fortælling. 

Virkelighedens veje og vildveje er ofte meget mere kringlede end fiktionens. Der er intet, der overgår virkeligheden. Livet er den største historiefortæller af alle. Det må have været svært at navigere i denne historie. Det hører vi kun lidt om, men den stående applaus efter forestillingen viste med al tydelighed, at alle i salen var grebet af den komplekse og kringlede fortælling.


Foto: Rumle Skafte.

I programmet til forestillingen udtaler Alexander Mayah Larsen: "-Men når jeg  først står på scenen, er det en rolle som enhver anden, og jeg tænker ikke over, at det er mig selv, der spiller. Det er først bagefter, at jeg stopper op og tænker: "Det er jo min families historie".

Men det er ikke en skelnen, publikum laver. Historien er overordentlig nærværende og gribende. Det er svært, men det lykkes Alexander Mayah Larsen at afbalancere historien - både som dramatiker og skuespiller. Det er en svært at skildre levet liv fra en teaterscene, men det lykkedes over al forventning på Mungo Park. Ikke mindst takket være  den fine instruktion af Thomas Hwan. Det er en fryd at opleve.


Foto: Rumle Skafte.


TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024


Medvirkende: 
Alexander Mayah Larsen 
& live-musiker Nanna-Karina Schleimann
Idé & manuskript: 
Alexander Mayah Larsen 
Instruktion: Thomas Hwan
Scenografisk konsulent: 
Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann 
Dramaturgisk konsulent: Trine Wisbech 
Lysdesign: Casper Døi 
Lyddesign: Emil Sebastian Bøll 
Komponist: Nanna-Karina Schleimann

Varighed: ca. 1 t. 30 min.
Teatret anbefaler forestillingen fra 14 år og op.

Forestillingen spiller på Scene 1.



Foto: Lærke Posselt.



DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt, 
Aaben Dans 
og Dreamers´ Circus.


Der er nogle oplevelser, der lejrer sig i kroppen. De lægger sig til rette og bliver liggende, som om de altid har været der. De bliver en del af én - og vil ikke ud igen. Sådan havde jeg det med SPRÆKKER, som jeg så i Hal 9, Musicon i Roskilde  i 2021 - og sådan har jeg det igen med DE FORTABTE, der spiller samme sted.


Foto: Lærke Posselt.



Den færøske forfatter William Heinesens roman "De fortabte spillemænd" har inspireret Thomas Eisenhardt til i samskabelse med de involverede at skabe dette store pulserende værk. Selv står han for koreografi, iscenesættelse og scenografi og har med 5 dansere fra Aaben Dans skabt en visuel diamant af en forestilling, der musikalsk er lagt i hænderne på Dreamers´ Circus, der spiller ny nordisk folkemusik - og som spiller live til forestillingen. 


Foto: Lærke Posselt.


Det er både en live koncert og en danseforestilling. Det er så stort tænkt, ekvilibristisk udført, og resultatet er så betagende, at oplevelsen ikke vil slippe mig. Det gør næsten ondt at skulle berette om det, for værket er så dragende og imponerende, at det består i sin egen ret. Det ER slet og ret - og ligner intet andet. 



Foto: Lærke Posselt.



Jo, det ligner havet i al sin skøre og dragende vildskab. Det bruser os i møde, og musikken og dansen bærer det ind i os, hvor det bruser videre. Snart stille, snart voldsomt. Det daler ned og bliver så stille, at det helt forsvinder og opløser sig selv, men snart efter svulmer det op igen - lige som forestillingen - og så giver det faen i alt og alle og slår gækken løs. Det bliver vildere og vildere og rejser sig i ekstatiske bølger. Det beskriver essensen i romanen uden et eneste ord. Jo, der var sentenser fra romanen ude i forhallen, inden vi ventede på at blive lukket ind. Det var poetiske ordbilleder, der satte sig fast i kroppen og som slap tankerne løs og skabte en luftlomme omkring os, hvor poesien lokkede os til at træde op til en besættende dans. Sådan virker forestillingen, hvor livemusikken og dansen fører os helt derop i det nordligste, til en fjernt beliggende ø, helt indhyllet i sig selv.  



Foto: Lærke Posselt.



Det er beretningen om vildskab, om liv og død. Om beruselse, om vanvid og om at træde ud i ingenting, hvor musikken og dansen tager over og får os til at give slip. Vi er helt derude, hvor livet står på spil, og hvor vanviddet og elskoven tager over. Men lad os hellere starte med begyndelsen.



Foto: Lærke Posselt.



Hal 9  befinder sig i Rabalderstræde i Musicon i udkanten af Roskilde.  En kæmpestor sorttjæret fangerbåd ligger på pladsen foran den 90 meter lange lagerhal. Vi står tæt sammen i den sorte foyer. Som sagt er der opprojicerede sentenser fra romanen  på væggen. Eller rettere på det sorte stof, der adskiller os fra resten af hallen. Midtfor hænger en masse sortbejsede tykke tove ned fra loftet. De er lyssat, så vi ved, at det er derigennem vi skal ind til forestillingen. Allerede da den indledende velkomst bruser imod os, kan man høre det. Lyden er fantastisk. Den klinger dybt ind i én. Lidt efter bliver vi lukket ind og bevæger os forbi det nedhængende tovværk. Vi kan ikke undgå at komme i berøring med dem. De lugter af tjære. Straks efter træder vi ned på stranden, for det knaser under fødderne på os. Vi træder ind på småsten, muslingeskaller og tangrester. På forhånd var vi blevet bedt om at klæde os godt på, da hallen er uopvarmet, men sådan virkede den nu ikke. Måske fordi stedet er tætpakket. 


Foto: Lærke Posselt.



Da vi er blevet placeret, begyndte drømmen. Sådan kan det bedst beskrives. Det ER en drøm! Vi er langt oppe nordpå i et isoleret ørige, hvor menneskene drikker, elsker, lever og dør. Nærmest som døgnfluer, der lyser op i gigantiske lysglimt eller synker ned i alkoholens bundløse flaskedyb. 


Foto: Lærke Posselt.



Jeg ved slet ikke, hvordan jeg får disse indtryk, men det er det, Thomas Eisenhardt formår ved at sætte musik og  bevægelse sammen i det enorme rum. Musikken er fantastisk og sikke en lyd! Dreamers´ Circus  bliver til de fortabte spillemænd, der spiller os alle til døde  - eller måske genopstår vi netop til den musik, som de tre gutter sender vibrerende ind i os. Musikken er - ligesom dansen - grænseløs vild og dybt melankolsk. Der er en længsel i den, der beruser. Selv når den er vildest, har den en indkapslet melankoli, der sætter sig fast indeni. Det får mig til at tænke på store filmkomponister som Eleni Karaidrou og Zbigniew Preisner. Deres musik er umiddelbart genkendelig, og selv om man måske ikke genkender  navnene, skabte de hver især uforglemmelige filmmusik til den græske filmskaber Theo Angelopoulos og til den polske filmskaber Krzysztof Kieslowski. Der er den samme indbyggede længsel i forestillingens musik. Selv når musikken er gladest og mest sprudlende, har den denne dybe  iboende længsel. Måske er det netop noget, der kendetegner stor kunst, for det samme gælder Heinesens romaner. Denne tunge dansende lethed, der betager og besvangrer os. 


Foto: Lærke Posselt.



Vi træder ind i dansen, der fører os ud midt i det vildeste hav, hvorfra man måske aldrig vender tilbage. Musikken siger det ganske ordløst ligesom dansen.  De fem dansere: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen blander sig med musikerne. Dreamers´ Circus består af Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen. Det er betagende, hvordan de stadig kan spille og indgå i den koreografiske verdensorden, der besætter os alle og tager os med på rejse til et fjernt beliggende nordligst ørige. 


Foto: Lærke Posselt.



Mette Kruse har været dramaturg og iscenesætter. Ligesåvel som danserne også har  medkoreograferet. (Vel)lyden er lagt i hænderne på Julian Falck. Lysdesignet er af Thomas Bek. Olivier Guillemain har været videodesigner. Lys, lyd og video arbejder sammen på fineste vis, så bølgerne bogstavelig talt slår sammen om os i det kæmpestore rum. Hillary Mugen Adler har været landskabskonsulent. Franciska Toubro har designet kostumerne. Elke Laleman står for teknikken og afvikling, og det kan ikke have været nogen nem opgave.

Jeg føler slet ikke, at jeg verbalt kan yde denne pragtforestilling fuld retfærdighed. Men måske handler det lige som musikken og dansen om at sige alt og intet. Derved kommer vi direkte til det fjernt beliggende ørige ved navn Færøerne. Det er langt, langt væk - og helt tæt på os selv. 

 
Foto: Lærke Posselt.


DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt, 
Aaben Dans 
og Dreamers´ Circus.

Holdet bag:

På et koncept af Thomas Eisenhardt er De fortabte… 
blevet til i samskabelse mellem:

Koreograf, iscenesætter og scenograf: Thomas Eisenhardt
Dramaturg og iscenesætter: Mette Kruse
Dansere og koreografer: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, 
Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen.
Komponister og musikere: Dreamers´ Circus: 
Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen
Lysdesigner: Thomas Bek
Videodesigner: Olivier Guillemain
Kostumedesigner: Franciska Toubro
Landskabskonsulent: Hillary Mugen Adler
Teknik og afvikling: Elke Laleman
Lyd: Julian Falck
Produktionsledelse: Madeleine Lind Hoppe
Produktionsledelses-praktikant: Christian Henckel Lund Nielsen
Grafisk design: Line Thornberg
Videotrailers: Adam Laver Film og Monokel Studio
Produceret af Aaben Dans



Foto: Alexandra Bergman.



DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024 
på turné i Danmark

Straks jeg læste om forestillingen, tænkte jeg, at dén måtte jeg se. Teater har en enestående evne til at åbne døre og vinduer op til andre verdener. At gøre det i en danseforestilling om døden for de 10-årige og opefter, er prisværdigt. Aldersgruppen er bestemt ud fra at instruktøren selv mistede sin far som 10-årig, derfor skulle der med forestillingen skabes et rum, hvor man kunne gå følelserne i møde - næsten ordløst. Koreograf og kunstnerisk leder, Michael Tang, bød velkommen og opfordrede 20 modige til at melde sig til at være de første til at gå ind. De skulle blot stå midt på scenen de første 5-10 minutter. Andet ville der ikke ske!
Da de var forsvundet ind i salen, blev de resterende 40 bedt om at assistere med at lave tungeklik, når danserne gjorde det - og forsøge at holde rytmen. 
Derefter bliver vi også lukket ind i salen.


Foto: Alexandra Bergman.


Der var siddepladser på tre sider af scenen. 
I midten stod de første 20 i en cirkel omsluttet og oplyst af lysstofrør. De fem dansere: Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias cirklede langsomt rundt om dem. Først i slowmotion, derefter stadigt hurtigere. De trak eksploderende impulser ud af kroppen  og sendte dem videre fra person til person, mens de bevægede sig stadigt hurtigere rundt om gruppen i midten. Snart efter spurtede de rundt i et forsøg på at indhente hinanden. Bagefter overrakte de hver af de 20 en rose, og fik dem til at give den videre til de andre siddende rundt om scenen. Derefter brød danserne ud i dans, mens de blev ved med at holde en af de 20 i hånden. Det gav en stump akavet danserytme, eftersom energien ikke forplantede sig og bliver ført videre. De ikke-dansende blev bagefter ført rundt og placeret på tomme pladser rundt om scenen i. Det skabte fornemmelsen af, at vi som tilskuere også blev involveret. Der var ikke kun et "os" og "dem", men et "vi". Det blev gjort på en imødekommende og accepterende måde med plads til improvisation. Ikke meget, men lige nok til at det gav forestillingen sit eget impulsive forløb. Afhængig af, hvor meget publikum gik med på ideen. Nogle dansede lidt med, mens andre undlod det. Begge dele fungerede fint - og var spændende at betragte.


Foto: Alexandra Bergman.


Musikken af Hans-Ole Amossen var nogle steder  manende og andre steder rytmisk massiv, og snart faldt danserne ind i synkrone bevægelser. Energien forplantede sig, og det var let at glide med på den dansende eufori. Indimellem kom der indtalte tekster, der handlede om at befinde sig i tomrum og skulle (gen)finde meningen med livet. Der var historien om den døde søster, der ønskede at forsvinde og blive til et spøgelse. Hendes bror var ikke længere bange for mørket, for derinde gemte søsterens spøgelse sig - og han savnede hende.
De udleverede roser blev vi inviteret til at lægge på den døde i midten. Måske var det søsteren eller en hvilken som helst anden død, som vi hver især ønskede at lægge en blomst for. Igen foregik det i et åbent rum, hvor man var med på hver sin måde, sådan som man hver især selv ville og kunne.  


Foto: Alexandra Bergman.


Der var en stram enkelhed over koreografien og opsætningen skabt af Lava Markusson og Michael Tang. Der er ingen distraherende rekvisitter eller scenografi. Kun danserne, energien imellem dem, deres bevægelser og mørket, der svøber sig om dem og så lyset, der skiftevist løftes og holdes besværgende frem mod dansernes kroppe. Det hele var lyssat af Tanya Theo Johansson med scenografi af Åsa Gjerstad. 


Foto: Alexandra Bergman.


Der siges ikke meget - og det er heller ikke nødvendigt. Vi er budt indenfor i et rum, hvor alt kan ske - og hvor vi kan føle os trygge. Det er tydeligt, at der bliver taget hånd om os, men det er også lige så tydeligt, at alt kan ske herinde i det indre grænseløse rum mellem os.

Det er et særligt rum, som det ikke er alle forundt at betræde, men vi har fået invitationen - og nysgerrigheden driver os videre. Alles opmærksomhed er fangen fra start til slut. Det er en god, men for så vidt udmattende oplevelse. Som publikum klæder vi selv danserne på med en historie om liv, død og savn. Alt efter, hvad vi hver især har oplevet og har brug for at bearbejde.
Jeg tager hatten af for denne type forestillinger, der er forsøg på at skabe adgang  ind til lag i bevidstheden. En slags passage, hvorigennem vi kan passere ind til nye erkendelser - hvis vi ellers kan, vil eller tør. Muligheden er der.


Foto: Alexandra Bergman.


Det står åbent for enhver. Det er frit, hvad vi vil hente ud af det. Måske slet intet - eller også lige det, vi har brug for på det givne tidspunkt.
Det lykkedes at skabe det trygge rum, hvor alt kunne ske. Resten er op til hver enkelt. Hvis man vil, kan man befolke det med lige netop den historie, man selv har behov for at få fortalt eller bearbejde. 
Tak for opfodringen til at følge med. Den er værdifuld - og nødvendig.  


Foto: Alexandra Bergman.

DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024 
på turné i Danmark
Fra 10 år og op


Koreograf: Lava Markusson og Michael Tang

Dansere: 
Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias

Komponist: Hans-Ole Amossen

Scenograf: Åsa Gjerstad

Lysdesign: Tanya Theo Johansson

Trailer: Diego Monsiváis

Foto: Alexandra Bergman

Forestillingen produceres af Bobbi Lo Produktion med støtte fra: Statens Kunstfond, Kulturrådet, Augustinusfonden, Dansk Skuespillerforbund, Den A.P. Møllerske Støttefond, Malmö Stad og Region Skåne. Co.produceret af Teaterhuset Filuren, Rum för Dans og Dansinitiativet.


*


Se oversigten over de 

305 andre anmeldelser


*