To stole, to standerlamper og en forhøjning i midten med en stor polstret lænestol og et bagvedstående filmlærred. Set-uppet ligner noget fra en gammel stumfilm. De indflettede filmiske vignetter af og med filmparret Michael Wikke & Steen Rasmussen (eller slet og ret Wikke Rasmussen), kommenterer og præsenterer det, vi skal se, og er holdt i sepia - den falmede farve, der giver mindelser om gulnet avispapir og gamle fotos og postkort, sendt med 2 øres frimærker.
Vi er ført tilbage i tiden i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket". Dostojevskis roman er bearbejdet til teater af Wikke Rasmussen og bliver spillet af Tilde Knudsen og Peter Kirk, der udgør teatret Asterions Hus. Tidligere holdt teatret til på Teaterøen på Refshaleøen, men er nu flyttet til Møn og er blevet til Teater Møn. På Møn er de blevet omfavnet med større (økonomisk) imødekommenhed, end hvad var tilfældet i København. Fantastisk for Møn, men en stor ærgrelse for de københavnske teatergængere. Dog har de beholdt Magneten, som en sidste bastion i det københavnske - og det skal vi være glade og taknemmelige for. Med den nye cykelbro fra Nyhavn til Amager er det ikke længere så afsides, men man føler sig alligevel uden for byen, og det passer fint til det nyeste stykke.
Jeg er vild med Dostojevski, den store russiske forfatter, der levede fra 1821-1881, og slugte de fleste af hans værker i en tidlig alder. "Idioten", "Brødrene Karamasov", "De Besatte", "Raskolnikov" og "Det Døde Hus". "Kældermennesket" er af mange opfattet som en slags prolog til forfatterens store værker. Det bærer undertitlen "Optegnelser fra et kælderdyb". Det er skrevet i 1864. Året inden udkom hans debut, "Fattige folk".
Hovedpersonen er en 40-årig unavngiven embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.
Romanen betegnes som et nybrud, for vi kan slet ikke stole på hovedpersonen. Det var aldrig set før, og det kom til at føre videre gennem forfatterskabet, og er velsagtens grunden til, at hans romaner stadig taler til os. Hans personer modsiger sig selv i ét væk. Ikke fordi forfatteren ikke har styr på figurerne, men fordi det er det vi gør, vi mennesker. Det ene øjeblik er vi storladne og det næste ganske sølle. Vi taler og taler og siger det hele, og siger dog intet, men har alligevel sagt det hele. Vi kan genkende os selv i hans figurer. Det fascinerede dengang som nu.
Det er på den måde, at han får sagt noget om at være menneske. Vi bliver som menneskelig race afklædt, når vi stiger ombord i hans universer. Bagefter er man helt rundforvirret, for hvad menes der egentlig? Personerne rabler løs og historierne bevæger sig hid og did. Der er ingen stringens. Det er et frit fald ned i en menneskelige afgrund. Som om der slet ingen ende er på det fald.
Det er ikke for ingenting, at al senere litteratur er inspireret af det, der startede og påbegyndtes med Kældermennesket. Som en mørk lysstråle har det sat sit præg på alt andet: Hamsun, Kafka, Satre og alle de andre. Alle har de læst "Kældermennesket" og badet sig i det mørke lys fra Rusland. Dostojevskis er som et prisme, hvori alt menneskeligt spejler sig. Det er djævelsk fascinerende. Det er som om lyset og mørket slår sammen i hans værker.
Det gør det også på scenen i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket", hvor hovedpersonen skiftevis fremstilles af Tilde Knudsen og Peter Kirk. I beretningen om hovedpersonens møde med den prostituerede Lisa finder de sammen på scenen. Vi får rablende tirader om dovenskab, om mødet med en forhadt officer og om kærlighed.
Det er både storladent, svulstigt og ganske sølle. Det er en slags orgie i mental ekshibitionisme. Det er stor tragik og lavpandet komik. Peter Kirk og Tilde Knudsen har et fast greb om figuren. Det er egentlig godgørende at opleve dem på denne galej, for det er så anderledes end alle deres tidligere forestillinger, og dog er der tætte spor tilbage til Howard Barker-totalteaterforestillingen EUROPÆERNE som Asterions Hus opsatte på teaterøen i 2016. En gigantisk teatersatsning, hvor alle sejl var sat til. Forestillingen foregik såvel inde som ude, men vi var samtidig inde i sjælen på europæerne. Det er vi også i "Kældermennesket", selv om den har et russisk udspring. Samme selvransagelse, samme vilde talestrøm. Samme frydefulde teateroplevelse.
Peter Kirke er ét med figuren. Man kan se det på den forkrampede måde han sidder i stolen på. Han kaster sig fra side til side. Han er rastløs, og livet raser i ham. Han raser mod livet, mod andre og sig selv. Det er faktisk urkomisk. Al denne energi. Dette raseri og al denne poseren - til ingen verdens nytte. Alting er et skyggespil. Intet er sandt - og alt er sandt. Lige i det øjeblik det siges, men når øjeblikket er ovre, er vi endnu mere forvirrede, end vi var før. Sådan er det at være menneske. Sådan er det at være sammen med Kældermennesket.
Når Tilde Knudsen rejser sig som Kældermennesket, så er hun ligeså meget ét med ham. Hendes teatermæssige skift, hendes bratte bevægelser. Det er alt sammen noget, der gør at vi klæber til, hvad hun siger. Også selv om det ingen mening giver, og dog siger det hele.
Peter Kirk og Tilde Knudsen er på hjemmebane, selv om de er langt fra de universer, som de plejer at færdes teatermæssigt i. Selvfølgelig er de det, for de er kompromisløse i deres kunstneriske stræben og kamp for at give os det bedste de formår. Stort tillykke til Møn, der nu delvis har overtaget disse dejlige kunstnere - og godt for os andre, at der stadig er mulighed for at opleve dem på Magneten yderst på Refshaleøen. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig derud. I tilgift er der Wikke Rasmussen. Disse stærke kunstneriske kræfter klæder hinanden.
KÆLDERMENNESKET
24. ma j - 11. juni 2023
Magneten på Teaterøen
Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:
2023:
2020:
2017:
Min Odyssé
Rodin
2016:
Europæerne
2015:
Leonardo
2013:
Mit Rum
2012:
Asteroiden
