torsdag den 19. januar 2023

Anmeldelse: THE MIRROR PROJECT i Dansekapellet og TRO, HÅB & GORGONZOLA på Teater Vestvolden

Fotos: Jan Vesala/Ingrid Riis.

To forestillinger, der næsten ikke kan være mere forskellige, fortæller om at finde mening i tilværelsen - eller drive med ud på det dybe vand, hvor alting ophører og bliver til noget nyt. TRO, HÅB & GORGONZOLA på Teater Vestvolden giver et rørende og varmt indblik i barnets forvirrende verden, hvor det er svært at forstå de voksne. THE MIRROR PROJECT i Dansekapellet tager os med ud på de dybe våger, hvor alting opløses og forsvinder. To stærke visuelle forestillinger om at finde veje og forstå det uforståelige.


Foto: Jan Vesala.

 

THE MIRROR PROJECT

i Dansekapellet

En mand og en kvinde bevæger sig langsomt baglæns ind på scenen i Dansekapellet i Antoinette Helbings "The Mirror Project". Skridt for skridt. Ganske langsomt. Det tager lang tid. Over dem hænger to spejle næsten på størrelse med scenen. Min 25 årige ledsager og jeg sidder på første række. Vi betragter de to skikkelser og træder med dem ind i en anden verden. Langsommeligheden i deres bevægelser gør at vi glider ind i en tilstand, hvor alt andet ophører. De tager os med sig hinsides. Jeg ser deres refleksion oppe i spejlet, og snart efter kryber mit blik op og hæfter sig fast på dem - i spejlet. Virkeligheden forsvinder,  oppe i spejlet bliver alt vendt på hovedet. Perspektivet forsvinder, mens verden forsvinder under mine fødder, og snart efter befinder jeg mig i et lige så grænseløst univers som de to dansere/performere Cecilie Schyth Kjær og Taneli Törmä. Mine øjne og mit sind vænner sig lidt efter lidt til at alting forstyrres og vendes på hovedet -  bogstavlig talt. 


Foto: Jan Vesala.


Efter længe at have betragtet de to i spejlene sker der noget i min underbevidsthed. En lem åbnes og jeg falder og falder. Dansernes bevægelser i spejlene får dem til at blive til alt muligt som kun fantasien sætter grænser for. De bevæger sig som plankton i vandet. Blødt, glidende og pludselig afbrudt af rystelser som var det en bølge, der kastede dem ud af kurs, hvis der altså er nogen, for vi befinder os i et grænseløst run. Hid og did i en evig glidende bevægelse. I evig forandring og i et uendelig hav af vilkårlighed. Det er, hvad det er, men oppe i spejlet sker der noget. Det kaster mig dybere ind i mig selv. Deres bevægelser spejles og kastes ud til mig som en evig bevægen sig på må og få. Det trækker tæppet væk under mig - og jeg flyder med længere og længere ud på et uendeligt hav. 


Foto: Jan Vesala.


75 minutter er lang tid, men pludselig er det ovre. Jeg oplever at tiden er smuttet fra mig. Det kan da umuligt have varet 75 minutter! "The Mirror Project" har stjålet tiden fra mig. Jeg er faldet ned i en tidslomme - og kan ikke komme op igen. Bagefter står vi vi tøvende. Det er svært at genvinde balancen efter denne glidende, formløse og strømmende oplevelse. Det er alt og ingenting. Det er et hop ud i intetheden.


Foto: Jan Vesala.


Måske er det mere en undersøgelse end det er en forestilling. Måske er det en fælles afsøgning af, hvad der sker, når det intet sker. Eller rettere, hvordan reagerer sindet sat overfor det myldrende liv, der aftegner sig i en regndråbe, sådan som HC Andersen beskriver det i et af sine eventyr. Det er selve vores blik, der vendes rundt og bliver sat på hovedet. 


Foto: Jan Vesala.


Det er blikket der ser, der afgør det sete. Sådan er det også i "The Mirror Project", der er koreograferet af Antoinette Helbing sammen med danserne. Kasper Svenstrup Hansen har skabt scenografien - det vil sige spejlene og den konstruktion, der kan få dem den til langsomt at vendes. Når de via snoretræk i siden, som danserne trækker i, sænkes en anelse forskudt af hinanden, opstår der brudflader, hvor refleksionen af danserne afbrydes på midten. Pludselig bliver dansernes kroppe halveret, hvilket kun gør det endnu mere surrealistisk. Ida Elisabeth Larsen har stået fra dramaturgien. Carina Backman har været ansvarlig for lyset, der bølger om dem, mens Mads Emil Nielsen har skabt det musikalske computergenereret lydspor, der består  lyde, der væver sig sammen til enorme klangflader. Fra det tyste og blide til det irriterende pågående. Nogle gange lyder det som radiobølger, der brydes på scenen. Andre gange er det som stråler af lyd, der rammer de dansende som impulser fra det hinsides.


Foto: Jan Vesala.


Måske er vi under vand. Svømmende, flydende eller flyvende. Som om vi ser de dansende nede fra bunden af en swimmingpool, mens de svømmer forbi oven over os. Perspektivet er revet løs fra virkeligheden og oppe i spejlet bliver de til i en forvirret ny verden, hvor alting forandres.

Teater, kunst og dans kan give os nye øjne at se verden med. Det kan forstyrre os og gøre os klogere. Det kan stille spørgsmål uden svar. Svarene må vi selv finde. Det formår "The Mirroir Project" til fulde. Svøm med ud på det dybe vand - hvis du tør!

                                 

Foto: Jan Vesala.


THE MIRROR PROJECT

 i Dansekapellet



Concept: Antoinette Helbing
Choreography: Antoinette Helbing 
 in collaboration with the performers 
 Dance: Cecilie Schyth Kjær and Taneli Törmä
Scenography: Kasper Svenstrup Hansen
Dramaturgy: Ida Elisabeth Larsen
Light design: Carina Backman
Sound: Mads Emil Nielsen

Length: 75 min

Past Performances
30 November - 1 December 2022 at Holmegaard Værk

Upcoming Performances
19-21 January 2023 at Dansekapellet Copenhagen


Læs mere


*

Foto: Ingrid Riis.


TRO, HÅB & GORGONZOLA

på Vester Vestvolden

Anton bor alene med sin mor, der er byens ostehandler. Anton er mors ”lille mand”, men hun drømmer alligevel om ”en høj mand med overskæg og stærke lange arme, der kan nå de øverste hylder i ostebutikken”. Sammen ser de hver onsdag tv-serien ”Tro, håb & Amore”, og moren er vild med mesterdetektiven Don Amore. Mens de sidder og ser fjernsyn, siger moren noget mærkeligt: ”Det var en sådan mand, man skulle have!”


Foto: Ingrid Riis.


Anton vil gerne hjælpe sin mor, og sammen med vennen Molly lægger de planer om at finde den rette mand til moren. Det går dog ikke helt som de planlægger. Molly er fuld af gode ideer og er hurtig til at få dem udført. Måske lidt for hurtig…


Foto: Ingrid Riis.


Lars Daneskovs roman af samme navn er af Anna Panduro bearbejdet til teater. Bogen illustrator, Pernilla Lykkegård, har skabt en masse illustrationer til historien som Frederik Lindgren har animeret og sammen med scenografen Signe Krogh har de genskabt bogens univers i en 2D-animeret udgave, hvor det lykkedes at lave en flydende og glidende overgang fra det animerede til den fysiske scenografi. Det har resulteret i en filmisk iscenesættelse som Kasper Sejersen smukt har styret i havn med god og smidig hjælp fra de fire skuespillere.


Foto: Ingrid Riis.


Anton spilles af  Andreas Forné, der med drenget charme er Anton med hud og hår. Han har et fjæs og en mimik, der er overdrevet skøn. Det er svært at spille barn. Hvis det ikke er ramt lige på kornet, er det slet ikke til at holde ud. Men det er det her. Endda med en sødme og en charme, der går gennem hele forestillingen. 

Vi er med Anton hele vejen på cyklen gennem byen og videre gennem resten af historien. Molly spilles af Christina Bech, der også er moren og Lola Star. Rundt om dem jonglerer  Max-Emil Nissen og Kristian Holm Joensen med figurerer og gestik, så det er en fryd. Både som umulig elskovssyg skolelærer, lidt kikset pizzabager og action-politibetjent. Det er sandt som det er sagt: intet er som på tv, men måske er virkeligheden meget bedre, for alting er lidt forskruet på tv. Det er fup og gorgonzola det hele!


Foto: Ingrid Riis.


Der er et matchende lys- og lyddesign af Maria Pi og Jonas Jørgensen. Nynne F. Hedal har komponeret musikken og Inge Mikkelsen har skabt kostumerne til. Forestillingen, der er en co-produktion mellem Teatret Masken fra Falster og Teater Vestvolden, er en charmerende og varm forestilling som børn og voksne kan glæde sig over sammen. Den flotte animerede scenografi skifter med et knips. Det er elegant og overraskende. Det er meget arrangement og teknik i forestillingen, det må have været et hestearbejde at få alting til at passe så godt sammen, for det fremstår enkelt og ligetil. Det er en fornøjelse at nyde den appetitlige pizza-forestilling. Både med og uden gorgonzola!

 

TRO, HÅB & GORGONZOLA

på Vester Vestvolden

SPILLEPERIODE

14. januar – 4. februar 2023

SPILLEDAGE

Tir 9.30 & 11.30. Ons 9.30, Tor 9.30 & 11.30, Fre kl. 18, Lør kl. 15

ALDER

Fra 6 år (0-5 klasse)

VARIGHED

45 min. (uden pause)

 

MEDVIRKENDE
Max-Emil Nissen, Christina Bech, Andreas Forné og Kristian Holm Joensen

SCENOGRAF
Signe Krogh

DRAMATIKER
Anna Panduro

INSTRUKTION
Kasper Sejersen

ANIMATION
Frederik Lindgren

ILLUSTRATOR
Pernille Lykkegård

LYSDESIGN
Maria Pi

LYDDESIGN
Jonas Jørgensen

KOMPONIST
Nynne F. Hedal

KOSTUMIER
Inger Mikkelsen

DRAMATURG
Anne Nymark

SCENEBYGGER OG TEKNISK PRODUKTIONSLEDER
Niels Kragh

ØVRIG TEKNIK/AFVIKLING
Søren Knud, Gert Christoffersen og Mikkjal Galan

FORFATTER
Lars Daneskov

CO-PRODUKTION
Co-produceret i et samarbejde mellem Teatret Masken i Nykøbing Falster og Teater Vestvolden i Hvidovre.

Hjemmeside  & billetter  

*

Se oversigten over de 

233 andre anmeldelser

*

fredag den 6. januar 2023

Anmeldelse: FRANKENSTEIN på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Robin Skjoldborg/Tommy Frost.

Fantastisk! Så enkelt kan det siges. 

Jeg var helt fortumlet, da jeg rejste mig fra premieren i aftes på The Why Not Theatre Companys gæstespil FRANKENSTEIN på Teatret ved Sorte Hest. Det er som om jeg stadig sidder der.

Nogle oplevelser kan efterlade en begejstret, men dagen efter kan den være væk igen som dug for solen. Så er der den anden slags oplevelser, hvor jeg bagefter føler mig irriteret og uforløst, når noget har sat sig på tværs. Det er når oplevelsen ikke går op, og jeg først skal finde ud af, hvad det egentlig er, der er sket med mig. Det kan ofte være oplevelser, der virker stærkere dagen efter, fordi jeg skal finde et nyt sted at placere det inde i mig. Jeg kan ikke bare lægge det på en eksisterende hylde. Det behøver slet ikke være en dårlig ting. Snarere tværtimod.

Og så er der oplevelser som FRANKENSTEIN, der er betagende teaterrejser, hvor alting går op, og hvor jeg næsten er bange for at rejse mig bagefter, fordi jeg frygter at forstyrre det smukke, jeg har oplevet.

Her dagen efter er det stadig underfuld, for oplevelsen er den samme. Den sidder stadig i kroppen på mig. Det er som om den slet ikke vil give slip. Det er det bedste. 


Foto:  Laura Ioana V.

Det er mødet med et kunstnerisk univers, hvor alting er så velkalkuleret og velgennemtænkt, at det klinger rent. Den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo har skrevet en moderne bearbejdelse af Mary Shelleys roman fra 1818. Fem år efter blev den sat op som teater i London, og blev straks en succes.

FRANKENSTEIN er genskabt utallige gange på film og teater i alverdens forskellige versioner. Det er en historie, der er fortalt så mange gange, at det er svært at forstå, at den stadig vil kunne sige noget til os i dag, men det underfulde er, at den virker dugfrisk i denne moderniserede version. Den er grebet mesterligt an. Victor Frankenstein er blevet til videnskabskvinden Victoria Frankenstein, og alting i historien er vendt på hovedet, og alligevel er det det samme, men stykket har fået et nyt liv og sjæl. Det opstår der foran os på scenen, som var det den første gang. 


Foto:  Laura Ioana V.

FRANKENSTEIN er et nyt, tankevækkende skuespil om ambitiøs videnskab, social isolation og en dyb længsel efter samhørighed. Scenografi og lys af Peter Rasmussen. Koreografi af Nathan Meister og Nina Larissa Bassett. Video af Sofus Bassett og Valentin Christensen. Musik af Basil Wesil. Det hele smelter sammen til ét hele. Det skal opleves.

Sue Hansen-Stiles er teatrets kunstneriske leder og drivende skuespillerkraft. I forestillingen fødes hun som et misfoster, der afvises af sin skaberinde. Hun skulle have været perfekt, men fødes som gammel.  Jessica O’Hara-Baker er Victoria Frankenstein, mens hendes kæreste Edward spilles af Nathan Meister. De er begge i sort og futuristisk klædt på af Tanja Mastilo. De kunne være sprunget ud af den franske tegneserieskaber Enki Bilals fascinerende, men meget kolde univers, hvor alle er klædt i sort, hvidsminkede og udstafferet som indgik de i en ny samfundsorden. De er fra en kold planet, hvor det menneskelige er en hæmsko for det de vil. Helt som i FRANKENSTEIN.


Foto:  Laura Ioana V.

Alting er vendt på hovedet, og det gør forestillingen tindrende frisk. Det er en modsætningsfyldt forestilling, for spillet er på mange måder klassisk med lange passager, hvor der tales og tales, men dialogerne er poetiske, og det letforståelige engelske sprog er som skabt til at få liv på en scene. Samtidig er forestillingen teknisk set uhyre dynamisk. De smukke indledende filmklip irriterer mig først lidt, for hvorfor skal alting altid pakkes ind i alverdens teknik, men som forestillingen skrider frem, finder det hele organisk på plads i forestillingen, der er dygtigt instrueret af Nina Larissa Bassett. Vi starter med en fødsel, og vi ender med en død. Cirklen er sluttet.


Foto:  Laura Ioana V.

Skuespillet fra de tre på scenen: Jessica O’Hara-Baker, Sue Hansen-Styles og Nathan Meister kunne ikke være bedre. Det tindrer og vibrerer. Der er ikke én mislyd. Det hele bliver til én stor lysende sæbeboble, der stiger op for øjnene af os og svæver hen over os, og når den til sidst brister, er det efter 1½ time, hvor forestillingen slutter, og vi sidder tilbage i teatersalen uden egentlig helt at vide, hvad der er sket.

Publikum sad til premieren fuldstændig stille fra start til slut. Ingen nervøse bevægelser i sæderne. Ingen hvisken. Ingen utålmodighed. Der var en perfekt kontakt fra scene til publikum. Det er en sjælden oplevelse. 


Foto:  Laura Ioana V.

Samarbejdet med Tanja Mastilo begyndte med "Secrets" på Halmlageret i 2015. Mastilo havde kun skrevet dele af forestillingen, der var et mærkeligt sammensurium af forskellige stemmer og stemninger. Der var tydeligvis noget på færde, men det nåede ikke rigtig igennem og sammen. Med "Mairead" i 2019 på Teatret ved Sorte Hest kulminerede samarbejdet, og alligevel var forestillingen "The Cheyenne are leaving" året efter, i 2020, en lige så knugende og betagende oplevelse. Begge var instrueret af Nina Larissa Basset - ligesom FRANKENSTEIN er det. Tidligere samme år var Sue Hansen-Stiles alene på scenen i "Dance with me" (2020) af  Peter Asmussen i Solbjørg Højfeldts mesterlige instruktion. Også på Teatret ved Sorte Hest. Stykket opnåede kun få opførelser, før den blev lagt ned på grund af covid. Desværre - den fortjener klart en genopsætning! Men ellers skal man helt tilbage til 2014, hvor Sue Hansen-Stiles også var alene på scenen i den prisbelønnede forestilling "Wit" på Bådteatret. Det var hun stort set også i Becketts "Happy Days" (2019), hvor hun dog blev sekunderet af Nathan Meister i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion. En forestilling, der ligesom FRANKENSTEIN foregik på en scene dækket af jord. To år tidligere var Nathan Meister alene på scenen i pop-up-forestillingen "Mr Tesla played" (2017) - igen skrevet af Tanja Mastilo. Så på den måde er det en cirkel, der hermed er fuldendt med FRANKENSTEIN.

Et stort tillykke til The Why Not Theatre Company og Teatret ved Sorte Hest for gennem så mange år at have lagt scenerum og hjerterum til så mange dejlige og begavede teateroplevelser - og nu igen med FRANKENSTEIN. 


Foto: Robin Skjoldborg/Tommy Frost. 


FRANKEINSTEIN

Gæstespil af The Why Not Theatre Company

på Teatret ved Sorte Hest

6. - 28. januar 2023


Medvirkende:
 Jessica O’Hara-Baker, Sue Hansen-Styles og Nathan Meister 
Dramatiker: Tanja Mastilo 
Instruktør: Nina Larissa Bassett 
Scenografi og lysdesign: Peter Rasmussen 
Koreografi: Nathan Meister og Nina Larissa Bassett 
Video: Sofus Bassett og Valentin Christensen 
Musik: Barry Wesil 
Kostumer: Tanja Mastilo 
PR: Sue Hansen-Styles 
Producent: Why Not Theatre Company 
Spilleperiode: d. 6. – 28. Januar 2023 
Spillested: Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 Kbh V 
Man- fre: kl 20; Lør: kl 17 
Varighed: ca. 90 minutter uden pause. 
Spilles på letforståeligt engelsk 

Forestillingen er støtte af: William Demant Fonden, Danske Dramatikeres Produktionspulje, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, I. F. Lemvigh Müllers Fond, Københavns Kommune Scenekunstudvalg.


Se mere på 

*


Tidligere anmeldte 
 Why Not Theatre-forestillinger: