fredag den 9. november 2012

Anmeldelse: "Ondt blod" på Edison

Gæstespil af C:NTACT





Man sidder der og bliver mere og mere tør i munden, for det er næsten ikke til at holde ud.  Jeg føler at jeg bliver udstillet på scenen, for jeg genkender det hele alt for godt. Det er frygten for det fremmede og ukendte, truslen om vold og spillet om den stærkes ret, selv om vi jo godt ved at volden er afmagtens sprog, men sådan føles det ikke.

    
I forestillingen ONDT BLOD, der i aftes havde premiere på Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene, kom teatret helt tæt på. Det blev truende, ligesom det også bliver for stykkets lærerinde, Fru Thomsen (Anette Støvelbæk), der taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, da hun kaster sig ud i et længere oplæg om Friederich Schiller og hans skuespil "Røverne", mens de halvvoksne elever skriver sjofle sexistiske smædeord på tavlen bag hende. Det går ikke. Slet ikke. Vi får indtrykket af at det har stået på sådan længe, men også at der alligevel er et tillidsforhold imellem dem. I hvert fald så længe hun holder sig på afstand og lader dem være, men det er netop det hun ikke vil, så hun bliver ved, og nægter at affinde sig med situationen. I et forsøg på at få eleverne til bare at overholde den mest elementære disciplin i klassen, griber hun fat i en taske som to af fyrerne skændes om. Da den går op, falder der en skarpladt pistol ud. Den lander på gulvet imellem dem, og bliver stykkets omdrejningspunkt. Fr. Thomsen får fat i pistolen før de andre, og med den i hånden fortsætter hun undervisningen. Det er optakten til den efterfølgende undervisningslektion i det lydisolerede undervisningslokale. Der er ingen udefra, der ville kunne høre affyrede skud. Der er ingen udefra, der vil blande sig. Læreren og eleverne er overladt til det spil, der er gået igang. De er overladt til den stærkes vilje og magt - og lige nu er det læreren, der har pistolen - og magten.  Fru Thomsen gennemfører nu undervisningen, og får for én gangs skyld eleverne fulde opmærksomhed. Hun genopretter ro og orden i klasselokalet. Vi tror på hende og sympatiserer med hende. Alligevel er hun ikke den hun giver sig ud for at være. Ingenting er som vi først tror. Det er det, der er stykkets store fortjeneste. Hun har ikke en chance, men tager den, da revolveren lander i hendes hånd. Hun stiller sig midt i klasselokalet og peger på dem en efter en med pistolen, og så er scenen sat for en lektion om den tyske forfatter og dramatiker Frederich Schillers "Røverne", hvor hun tvinger dem til at fremføre scener fra stykket for at få dem til at overskride deres egne grænser.


Musa (Hadi Ka-koush) er klassens leder, mens Hassan (Besir Zeciri) er syndebukken, mens Mariam (Siir Tilif) er tørklædepige, der ender med at smide tørklædet. Musa bliver undertvunget og Hassans sættes fri i stykkets epilog, hvor han så at sige affører sig rollen og taler til publikum som "præmieperker". Det afsluttende pistolskud rettet ud mod publikum er symptomatisk for stykkets konfronterende attitude. Der spilles helt ud til kanten, og det er det, der er med til at gøre at vi som publikum i lige så høj grad bliver kigget ud, mens vi kigger ind. Flere gange bliverer vi reduceret til uvidende betragtere, når fremmede tungemål som eder flyver gennem luften og tydeligvis er møntet på os - betragterne.
Det er en foruroligende og dybt skræmmende historie om at den der sår vind høster storm. Om vold, der avler vold og om magt og underkastelse. Det er en nødvendig historie, der som en bombe slår ned i skødet på os. Vi befinder os i et mineret område, hvor verden er præget af en opdeling af "dem" og "os".



Ud over et kateder og stole til læreren og de 7 elever er klasselokalet tomt. Det skråner ned mod publikum, og er afgrænset af en kant  hele vejen rundt med lys i. Bagvæggen, der også bruges som tavle, tårner sig op over dem.  Øverst er der et stort ur, der inddeler lektions skæbnesvangre minutter. Ellers intet. (Scenografi af Allan Frausing).
Spillet er overbevisende og nærværende. Anette Støvlebæk bærer forestillingen. Hun har en egen skrøbelighed, men giver ikke op. Selv når hun forsøger at råbe klassen op, hører vi det. Hører at hendes stemme ikke bærer igennem. Den drukner imellem de andres stemmer. Men det er netop Anette Støvlebæks usikkerhed og kraftesløshed, der gør figuren troværdig og interessant, og giver den balance til forestillingen, der gør at magtkampen bliver så nærværende og vedkommende.



Lyssætningen (af Christian Alkjær) er raffineret brugt som markering af overgangene fra scene til scene. I fire indlagte mellemspil rejser spillerne sig og stiller sig med front mod publikum og afsynger danske sange. Det virker afvæbnende, forsonende og understreger at dette angår os alle, at vi er sammen om det her - og at der er håb, hvis vi forstår hinanden bedre, og tør lytte til hinanden. Men straks efter er vi tilbage i klasselokalet, hvor kampen fortsætter. En kamp på liv og død - om de rette værdier.
Stykket spiller dygtigt på usikkerheden om, hvad der vil ske, når magtbalancen igen tipper. For det vil den uvægerlig gøre. Men de kræfter, der allerede er sluppet løs, fortsætter og giver hele forløbet et andet og meget overraskende udfald, der ikke skal røbes her. Forestillingen er i sit udgangspunkt umådelig enkel og spinkel, men samtidig uforudsigelig, selv om vi aner at det umuligt kan ende godt. Forestillingen skal ses og opleves. Den sætter sig i kroppen, og er ikke til at blive af med igen. Et premierepublikum er altid meget venligsindet, men det var ikke bare venlighed, der strømmede skuespillerne i møde ved den stående applaus efter forestillingen. Det var belønningen for en besættende og rystende teateroplevelse. Det var fuldt fortjent. Tillykke med den fine forestilling!

Teksten er skrevet af Nurkan Erpulat og Jens Hillje og kåret til årets skuespil i Tyskland i 2011. Det er fermt iscenesat af Kamilla Bach Mortensen, der med ligeså stor nerve iscenesatte "Sex. Vold. Blod. Snask" af Alfian Bin Sa’at på Får302.

Medvirkende:
Annette Støvelbæk
Hadi Ka-koush
Simon Stenspil
Zaki Youssef
Siir Tilif
Wahid sui
Zainab Ahrmed
Besir Zeciri
 
Scenografi og kostumer: Allan Frausing
 
Lys: Christian Alkjær