Hokusai (1760-1849)
DRØMMEN OM NOGET BEDRE
Utopiske tanker udvekslet med Louise Christine Larsen,
kunsthistoriker med speciale i satiretegninger - og som medvirker på festivalen
Kære Louise.
Der er endnu en New York Times-artikel som jeg har lyst til at sende dig, for den satte sig i klemme inde i mig, da jeg læste den.
Den er bærer af en slags UTOPI. En lykkedrøm, som vi nok alle higer efter - og alligevel er der også noget uhyggeligt og beklemmende over det. Er det bare en illusion - eller er vi bange for at hengive os til drømmen? Som artiklen også spørger: er det "paradis eller parodi"?
https://www.nytimes.com/2024/02/04/world/asia/china-dali.html?unlocked_article_code=1.TU0.GBit.2DJyvVPhnTuY&bgrp=g&smid=url-share
Welcome to ‘Dalifornia,’ an Oasis for China’s Drifters and Dreamers
Young Chinese are flocking to the picturesque mountain town of Dali to escape the cutthroat competition and suffocating political environment of the country’s megacities.
www.nytimes.com
I hvert fald så jeg oplagte festivalparalleller - og gemte dem i min festivalmappe, eftersom jeg synes at der er så få fristeder, hvor der kan drømmes frit - og her var endelig ét af dem. Tænkte umiddelbart, at det kunne være sjovt at lave et festivalopslag om modet til at drømme os til en bedre verden. Vi er jo nødt til at have nogle forbilleder - og dem er der så få af. Hvad synes du om det, Louise?
Kære Michael,
Mange tak for ny, inspirerende artikel - og ja, jeg havde det som dig, der er noget beklemmende ved det, også fordi det er det hele samfund, som skal rystes op, så mennesker ikke bukker under for stress og låste liv. Alternativet er så heller ikke en by, eller en enkelt samling, men lige så mange løsninger, som der er mennesker. Vi har alt for let ved at skabe nye despoter og regler om, hvordan livet skal gøres. Den store utopi er vel, at den ikke kan formuleres, men at den har ret til at være til. At vi har ret til at drømme og længes, og få nye drømme - og nye igen, og at give dem allesammen liv. Og selvfølgelig har vi brug for forbilleder og at drømme sammen, hvad din festival er udtryk for - alle kommer med noget forskelligt, hvad vi har leget med siden sidst, og vi udveksler, før vi igen går ud og leger - inspireret af festivalen til at prøve nye ting af. Du sørger for, at alle får plads og rum og ret til at tale, hvad der måske er den allervigtigste funktion - det er den åbenhed og ret til at være til stede, som oftest bukker under. Og igen, du inspirerer til at komme med noget nyt, der er et rum, der inviterer til at bringe nyt ind som alle kan glædes over - og inspireres til selv at skabe ud fra.
Kærligst
Louise
Tak, kære Louise.
Du får sat ord på netop dilemmaet mellem at ville og have. For når utopien omplantes til virkelighed, kalder den nok også på despoterne - og på det ensrettede, for nu har vi fundet SANDHEDEN. Kun vi - og ikke de andre.
Jeg tænker videre, for det optager mig. Som du rigtig og fint skriver, så er festivalen jo også et forsøg i den retning, men eftersom den kun er en luftspejling - og en slags lykketilstand, som vi alle kun kan have til låns i et lille stykke tid, undslipper den farerne ved at blive diktatorisk og ensrettet. Men det er et umådeligt spændende emne.
Jeg kan huske, at mens jeg sad i forfatterforeningens kursusudvalg lavede vi et weekendkursus på Hald, der handlede om UTOPI, og så vidt jeg husker mundede den også ud i nogenlunde den samme konklusion: at Utopi har vi alle brug for, men hvis vi besætter den og møblerer den, ender den med at spænde ben for os - og blive en ny spændetrøje. Hvad mener du om det, Louise?
Kærligst
Michael
Ja præcis, kære Michael, det er ligesom med lykken, den siver, hvis man griber efter den - men det betyder jo ikke, at den ikke findes og kan skabe store ting. Det er blot det at fange og definere den, som går imod dens natur. Så er despoterne der. Fint at diskutere, men kun når alle er enige om ikke at skulle have punkter på en tavle bagefter, det skal være lige så åbent, når man går ud igen. Ligesom når vi er igang med at skabe noget. Der er ikke noget bedre, når tankerne flyder og bare former ord eller billeder. Vi ved, at det kan vi ikke hver dag, der kan være måneder imellem. Men de andre dage gør skrivedage mulige og glæden ved skrivedage bliver kun større, fordi vi ved, at det er så unikt og ikke vil gribes.
Kærligst
Louise
Åh, hvor smukt, Louise.
Ja, det er sangen om sommerfuglen om igen. Nok se, men ikke røre!
Det har jeg lyst til at lave et opslag om, når vi nærmer os festivalen.
Ville du kunne foreslå illustrationer til vores lille skriftlige samtale om det?
Kærligst
Michael
Sommerfugle... og som vi lærte i 80'erne, så kan den ændre verden ved at bevæge sine vinger på den anden side af jordkloden...
Jeg skal lige tænke i sommerfugle, det skal være tegninger, som er vederlagsfrie.
Kærligst
Louise
Tusind tak, Louise.
Jeg har indsat illustrationerne i teksten. Det er dejligt med de omkringflyvende sommerfugle.
Kærlig hilsen
Michael
Kære Michael,
Det er snart sommerfugletid. Godt at tage lidt forskud på dem:)
Kærligst
Louise
"Satiretegningen er et barn af myten om kunstneren, som kæmpede for at kunne tegne en hane, så den fremstod levende. Det tog 20 år, men så skulle kunstneren også kun bruge fire streger. Satiretegnerne kan skabe liv af næsten ingenting, hvor de lægger sandheden foran os, så vi ser, hvad der gik forud, hvor vi er nu, og hvad som kommer forude, hvis vi bliver ved med at ligne os selv alt for meget som mennesker. De kender vores værste sider og alligevel holder de af os. De holder nok af menneskeheden til at sige fra, når magten begår uretfærdighed mod os, hvad der gennem hele satiretegningens historie har betydet, at satiretegnerne har risikeret deres liv og frihed. Når en satiretegning er allerbedst, er den et hovedværk over sin tid - og det kun i fire streger."
On Tue, 6 Feb 2024 at 06:45
Kære Louise.
Der er endnu en New York Times-artikel som jeg har lyst til at sende dig, for den satte sig i klemme inde i mig, da jeg læste den.
Den er bærer af en slags UTOPI. En lykkedrøm, som vi nok alle higer efter - og alligevel er der også noget uhyggeligt og beklemmende over det. Er det bare en illusion - eller er vi bange for at hengive os til drømmen? Som artiklen også spørger: er det "paradis eller parodi"?
https://www.nytimes.com/2024/02/04/world/asia/china-dali.html?unlocked_article_code=1.TU0.GBit.2DJyvVPhnTuY&bgrp=g&smid=url-share
Welcome to ‘Dalifornia,’ an Oasis for China’s Drifters and Dreamers
Young Chinese are flocking to the picturesque mountain town of Dali to escape the cutthroat competition and suffocating political environment of the country’s megacities.
www.nytimes.com
I hvert fald så jeg oplagte festivalparalleller - og gemte dem i min festivalmappe, eftersom jeg synes at der er så få fristeder, hvor der kan drømmes frit - og her var endelig ét af dem. Tænkte umiddelbart, at det kunne være sjovt at lave et festivalopslag om modet til at drømme os til en bedre verden. Vi er jo nødt til at have nogle forbilleder - og dem er der så få af. Hvad synes du om det, Louise?
6. februar 2024 08:57
Kære Michael,
Mange tak for ny, inspirerende artikel - og ja, jeg havde det som dig, der er noget beklemmende ved det, også fordi det er det hele samfund, som skal rystes op, så mennesker ikke bukker under for stress og låste liv. Alternativet er så heller ikke en by, eller en enkelt samling, men lige så mange løsninger, som der er mennesker. Vi har alt for let ved at skabe nye despoter og regler om, hvordan livet skal gøres. Den store utopi er vel, at den ikke kan formuleres, men at den har ret til at være til. At vi har ret til at drømme og længes, og få nye drømme - og nye igen, og at give dem allesammen liv. Og selvfølgelig har vi brug for forbilleder og at drømme sammen, hvad din festival er udtryk for - alle kommer med noget forskelligt, hvad vi har leget med siden sidst, og vi udveksler, før vi igen går ud og leger - inspireret af festivalen til at prøve nye ting af. Du sørger for, at alle får plads og rum og ret til at tale, hvad der måske er den allervigtigste funktion - det er den åbenhed og ret til at være til stede, som oftest bukker under. Og igen, du inspirerer til at komme med noget nyt, der er et rum, der inviterer til at bringe nyt ind som alle kan glædes over - og inspireres til selv at skabe ud fra.
Kærligst
Louise
Vincent van Gogh (1853-1890): "Natpåfugleøje"
Tue, 6 Feb 2024 at 10:10
Tak, kære Louise.
Du får sat ord på netop dilemmaet mellem at ville og have. For når utopien omplantes til virkelighed, kalder den nok også på despoterne - og på det ensrettede, for nu har vi fundet SANDHEDEN. Kun vi - og ikke de andre.
Jeg tænker videre, for det optager mig. Som du rigtig og fint skriver, så er festivalen jo også et forsøg i den retning, men eftersom den kun er en luftspejling - og en slags lykketilstand, som vi alle kun kan have til låns i et lille stykke tid, undslipper den farerne ved at blive diktatorisk og ensrettet. Men det er et umådeligt spændende emne.
Jeg kan huske, at mens jeg sad i forfatterforeningens kursusudvalg lavede vi et weekendkursus på Hald, der handlede om UTOPI, og så vidt jeg husker mundede den også ud i nogenlunde den samme konklusion: at Utopi har vi alle brug for, men hvis vi besætter den og møblerer den, ender den med at spænde ben for os - og blive en ny spændetrøje. Hvad mener du om det, Louise?
Kærligst
Michael
Tir 06-02-2024 10:08
Ja præcis, kære Michael, det er ligesom med lykken, den siver, hvis man griber efter den - men det betyder jo ikke, at den ikke findes og kan skabe store ting. Det er blot det at fange og definere den, som går imod dens natur. Så er despoterne der. Fint at diskutere, men kun når alle er enige om ikke at skulle have punkter på en tavle bagefter, det skal være lige så åbent, når man går ud igen. Ligesom når vi er igang med at skabe noget. Der er ikke noget bedre, når tankerne flyder og bare former ord eller billeder. Vi ved, at det kan vi ikke hver dag, der kan være måneder imellem. Men de andre dage gør skrivedage mulige og glæden ved skrivedage bliver kun større, fordi vi ved, at det er så unikt og ikke vil gribes.
Kærligst
Louise
Odile Redon (1840-1916): "Fremkaldelse af sommerfugle"
On Tue, 6 Feb 2024 at 11:09:
Åh, hvor smukt, Louise.
Ja, det er sangen om sommerfuglen om igen. Nok se, men ikke røre!
Det har jeg lyst til at lave et opslag om, når vi nærmer os festivalen.
Ville du kunne foreslå illustrationer til vores lille skriftlige samtale om det?
Kærligst
Michael
Tue, 5 Feb 2024 at 11:20:
Sommerfugle... og som vi lærte i 80'erne, så kan den ændre verden ved at bevæge sine vinger på den anden side af jordkloden...
Jeg skal lige tænke i sommerfugle, det skal være tegninger, som er vederlagsfrie.
Kærligst
Louise
8 Feb 2024 at 03:59:
Tusind tak, Louise.
Jeg har indsat illustrationerne i teksten. Det er dejligt med de omkringflyvende sommerfugle.
Kærlig hilsen
Michael
Kære Michael,
Det er snart sommerfugletid. Godt at tage lidt forskud på dem:)
Kærligst
Louise
Vincent van Gogh (1853-1890): "To hvide sommerfugle"
Illustrationerne er valgt af Louise Christine Larsen
- og er af Odilon Redon, Van Gogh, og Hokusai.
*
Foto: Helle Scheffmann.
Louise Christine Larsen:
(Kunsthistoriker med speciale i satiretegninger fortæller:)
Mød Louise Christine Larsen på den kommende festival.
Festivalmaleri: Hanne Svennevig.
VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende
Læs mere om festivalen på hjemmesiden:
*
