fredag den 25. februar 2022

Festival 2022: Lydbrev fra Paris

 

Foto: Michael Svennevig.

Frem til august offentliggøres en ugentlig festivalpodcast, hvor man kan møde en lang række af de medvirkende. Den første bliver lagt ud i næste weekend. Men først dette lydbrev fra Paris!

 Lyt med her - og tag med på rejsen!

Jeg rejste til Paris, og  det var ikke ikke første gang. Alligevel var det som om mine sanser slog mig omkuld. Savnet havde vokset sig så stort, at jeg trippede for at falde ned i alle de sprækker, jeg elsker ved Paris. 


Foto: Michael Svennevig.

Jeg længtes efter at synke til bunds i stemmernes klang på det lokale marked tirsdag og fredag formiddag. Jeg vidste, at de fremmedklingende stemmer ville trække mig ud af mig selv. Det er det, som jeg forsøgte at indfange på optagelserne fra Paris. 


Foto: Michael Svennevig.


Egentlig var det blot tiltænkt en af mine venner, der plejer at rejse med. I hvert fald i overført betydning, for jeg har ofte optaget lydene fra markedet og sendt til hende. Men når jeg alligevel var i gang, sneg der sig også nogle andre stemninger med. Blandt andet nogle gudsbenådede gademusikanter, der musicerede foran operaen. De fik os til at danse euforiske rundt til den gjaldende messingsuppe. 


Foto: Michael Svennevig.


Jeg sendte også lydbrevet til et par andre venner og opdagede, at lydene og forårsfornemmelserne forplantede sig videre rundt, og tænkte at lydbrevet også ville kunne bruges som festivalopvarmning. Eftersom det handler om at åbne vinduet eller døren – og træde verden i møde. Men se, om du kan mærke det selv?


Foto: Michael Svennevig.


Næste weekend er der uddrag fra de 5 første festivalpodcasts.

Læs mere.


Foto: Michael Svennevig.


Læs mere om tankerne forud for den 

kommende jubilæumsfestival 2022

og om nedtællingen til Festival 2022.


Foto: Michael Svennevig.


Foto: Michael Svennevig.


Foto: Michael Svennevig.



Foto: Michael Svennevig.




*
Lyt med på den 
med uddrag fra de 5 første podcasts,
når festivalens tema offentliggøres søndag den 6. marts 2022.
Læs mere
#forvandling


*


lørdag den 12. februar 2022

Anmeldelse: HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE? på Krudttønden

Foto-grafik: Robin Hart.

 

Genialt, sjovt og begavet! 

Teater Hund & Co gør det igen. Hvor svært kan det egentlig være? Faktisk er det hundesvært, men det ligner en leg, når alle hundekunstnerne sættes i spil i selskab med Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn instrueret af Jacob Stage. Anna Panduro har været devising dramatiker, hvilke vil sige, at man improviserer sig frem til det endelige resultat. Det mærkes tydeligt, for det legende går som en forgyldt tråd igennem forestillingen. Det er svært ikke straks at blive revet med. Det er en fryd at opleve. 


Foto: Jacob Stage.


Mathilde drømmer om at blive valgt, men det bliver hun sjældent. Hun er uden for det fællesskab, hun drømmer om at være en del af. Theresa har svært ved at bestemme sig, hvad skal hun vælge? Skal hun det ene eller det andet? Hvordan bestemmer man sig? Hun er fanget lige i det øjeblik, hvor hun skal vælge, det er umuligt for hende. Therese vil allerhelst bare være for sig selv. Hun er indadvendt og stille. Foreslår at de skal lege gemmeleg, men gemmer sig ofte så godt, at hun bliver væk, for hun vil slet ikke findes. Hun har bare brug for at være lidt alene, inden hun er klar til at lege med de andre. De tre venner har svært ved at finde en leg de kan lege, for hvordan kan det hele kombineres? De skriver om det til deres brevkasse, der dykker ned i præmiepokalen og finder en løsning.


Foto: Jacob Stage.


Man skal bare være sig selv. Mærke efter, spørge kroppen - og slappe af. Ja, det er let nok at sige, og så er det ligegyldigt, om man er barn eller voksen.

Forestillingen handler om venskab og fællesskab, og måder at være sammen på. Der er intet overflødigt. Kun det, der skal til, når man er i tæt øjenhøjde med sit publikum. Vi bliver taget  med ind i os selv, hvor vi mærker efter - og slapper af med de forskelligheder, vi hver især rummer. Det er så enkelt - og alligevel så svært.


Foto: Jacob Stage.


Scenografien af Jacob Langaa-Senneker er storslået. Vi er både på boldbanen, i skolegården, ude og hjemme. Lyssætningen af Mikkel Magnus Olsen er flot, og lyden af Brian Larsen gør det hele endnu bedre. Til overmål får vi den skønneste udgave af Eric Carmens "All by myself", baseret på et tema fra Rachmaninoffs 2. klaverkoncert. Der er ikke er øje tørt. Det går lige til hjertet. Det balancerer der mellem sorg og glæde, hvor alle kan gribe det. Stor som lille.

Det handler om noget, og vi går derfra besjælede og glade, for vi har lært noget væsentlig om at være menneske. Store ord, for det er trods alt "bare" en børne- og familieforestilling, men det viser, hvor godt det kan gøres, når man har hjertet med. 

Tillykke til Teater Hund & Co.

Se forestillingen og mærk det selv. Det er forrygende, vidunderligt - og legende let!


Foto: Jacob Stage.


I tilgift er det altid en glæde at opleve børn se teater. Lille lyshårede Jakob havde taget sin hundebamse Bo med i teatret. Hunden var ligeså stor som ham selv, og fyldte halvdelen af teatersædet. Som de sad der, Jakob knugende Bo ind til sig, var der ingen tvivl om, at de var bedste venner. Jeg sad og funderede over, hvor lykkelige og trygge vi alle ville være, hvis vi tog vores yndlingsbamser med os ud i verden.





HVOR SVÆRT KAN DETVÆRE? 

Teater Hund & Co 
på Krudttønden

For de 5 -12 årige og deres voksne.

 9. februar – 6. marts 2022

ca. 45 min.

MEDVIRKENDE: Mathilde Eusebius, Theresa Lange Olesen & Therese Glahn
INSTRUKTION: Jacob Stage
DEVISING DRAMATIKER: Anna Panduro
Opr. SCENOGRAFI: Jacob Langaa-Sennek
SYERSKE: Hanne Mørup
LYDDESIGN & TEKNIKER: Brian Larsen
LYSDESIGN: Mikkel Magnus Olsen
BYGGER: Morten Just Hansen
DRAMATURGISK KONSULENT: Jane Rasch
PRODUKTIONSLEDER: Anna-Kathrine Madelung Fries
FOTOGRAF: Jacob Stage
GRAFIKER: Robin Hart
PR & KOMMUNIKATION: Laila Skjerning
PRODUCENT: Kenneth Gall

SPILLETIDER: Ons. & Tors. kl. 9.30 & 11.00 // Fre. kl. 11.00 & 17.00 // Lør. & søn. kl. 11.00 & 13.00

OBS: SPILLETIDER I VINTERFERIEN: Ons. & Tors kl. 11 & 13, Fre. kl. 11 & 17, Lør. & Søn. kl. 11. & 13

Hjemmeside og billetter

Trailer

Undervisningsmateriale

Foto: Jacob Stage.


*

Tidligere Teater Hund & Co-andmeldelser:

2021:

Tænk engang!

2019: 

Drømme om noget andet

2017:

Drømme om noget andet/Den store jagt på lykke


*

Se oversigten over de øvrige

212  anmeldelser

*

torsdag den 10. februar 2022

Anmeldelse: ANTIGONE i Retten på Frederiksberg

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende,  og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes? 

Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.

Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud  - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?

Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


ANTIGONE
Sofokles´ græske drama gendigtet af Andreas Garfield
Retten på Frederiksberg
90 minutter
 10.-23. februar 2022 + efterfølgende turne.

Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Lucia Vinde Dirchsen + Rolf Hansen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Andreas Garfield, med afsæt i Sofokles’ tragedie
Scenograf: Sir Grand Lear
Komponist: Marie Louise von Bülow
Produktionsleder: Anna Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Idé og koncept: Teatergrad


Forestillingen spiller bagefter på Københavns Rådhus, 
hvorefter den er på turné rundt i landet til den 2.4.2022.

*

Læs anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen over de øvrige 210 teateranmeldelser.

*

torsdag den 3. februar 2022

Anmeldelse: DEN FØRSTE DRÅBE BLOD på Teater V

 

Foto: David Trood.

Der er et bur midt på scenen, og selv om hovedpersonen, den 15-årige skolepige, er buret inde, stopper det ikke stemmerne i hovedet på hende. Faren vil ikke vide af hende og moren,  så moren finder i stedet en ny mand. Pigen har ikke lyst til at bo sammen med den nye stedfar, der styrer og kontrollerer dem begge, og betror sig til fysiklæreren, der bliver hendes eneste fortrolige på den nye skole. Han sørger for, at hun kan flytte hjemmefra, og at hun kommer i praktik på et dyrepensionat, hvor hun for første gang oplever, at hun kan noget – og bliver værdsat for det. På en rejse til Tyrkiet oplever hun den først forelskelse i en tjener, og bliver ført ind i en ny kultur, der tager varmt imod hende. For første gang føler hun sig rigtigt hjemme. Hun konverterer, da hun kommer hjem. Vennerne forsvinder, men som hun siger. ”…på et kvarter fik jeg nye venner” – de nye venner er alle muslimske.


Foto: David Trood.


Det er historien om en pige, der altid har haft svært ved at passe ind, men pludselig en dag oplever at blive hentet ind i et fællesskab, hvor hun for første gang føler sig hjemme. Det er en historie om menneskelig kulde og om, hvad det gør ved én, når alle døre lukkes.

På internettet ser moren, at ham datteren mødte i Tyrkiet nu er i tæt kontakt med endnu en ung hvid pige. En ny pige, som også lader sig påvirke, og som er villig til at lægge øre til en radikal muslim, der taler om hævn over de vantro.


Foto: David Trood.


Kundby-sagen*, som den omdiskuterede sag om en radikaliseret dansk skoleelev, er blev kaldt i medierne, førte til 8 års fængsel for pigen for at have planlagt et terrorangreb og udøvet grov vold.  Det er en ubehagelig sag, for hvad stiller man op med en ganske ung skoleelev, der vil udføre Jihad for at fremme Kalifatet og bringe død over de vantro ved et bombeangreb på sine klassekammerater? Forestillingen er en kunstnerisk bearbejdelse af, hvad der skete. Det er en fiktiv historie baseret på de reelle fakta. Hvis der er noget teatret er godt til, er det netop denne slags historier, hvor vi som publikum bringes helt tæt på noget, som vi helst vil være foruden.


Foto: David Trood.


Hannah Arendt (tysk-jødisk forfatter og filosof, 1906-1975), taler om, at vi skal anerkende, at andre kan være radikalt anderledes end os selv, og at vi skal bruge vores fantasi til at se verden gennem andres øjne. Tolerance handler om at turde forholde sig åbent til det, som man umiddelbart ikke forstår, og som muligvis byder en imod.  Arendt er god at have ved hånden, når man skal navigere gennem så mineret terræn som det, der omgiver Kundby-pigen.

For en gangs skyld har de sidste 2 år fået os til at flytte fokus væk fra udlændingedebatten. Udlændingene har længe nok været prygelknabe i den offentlige debat, hvor DF og Nye Borgerlige har kæmpet om at hænge dem ud på skift. Den nuværende regerings skamplet er netop udlændingepolitikken, men det har spillet 2. violin, mens pandemien har raset – og neddroslingen af emnet i de kommende vælgeres bevidsthed ser ud til at fortsætte frem mod næste regeringsvalg. Alt dette rusker forestillingen op i.


Foto: David Trood.


Det er en ganske enkel tekst om et uhyre kompliceret emne. Det er forestillingens store fortjeneste, at den holder sit sigte på det almenmenneskelige, og at den sceniske enkelthed går igen med buret, der kan åbnes på forskellige måder, og både kan illudere frihed og fængsel, men også pigens egen indre isolation, hvor hun hjemsøges af stemmerne i hovedet.

Robert Reinhold har skrevet den enkle, men meget virkningsfulde tekst. Robert Parr har dygtigt instrueret de tre på scenen: Charlotte Amalie Kehlet som Kundby-pigen, Penille Albæk Andersen som moren og Bo Carlsson som henholdsvis stedfaren, fysiklæreren og den tyrkiske tjener.  Især Charlotte Amalie Kehlets fremstilling af pigens sårede og alligevel viljefaste styrke brænder igennem. Scenografien er af Tanja Bovin. Esa Alanne har koreograferet. Jakob Ebbe har stået for lys og værksted, mens Robert Reinhold og Frans Hansen har stået for lyden. Forestillingen er produceret i 2019 af Teatret Fair Play fra Holbæk, der kun ligger 15 kilometer fra Kundby.


Plakat: Asako Kido Parr


DEN FØRSTE DRÅBE BLOD

Gæstespil på Teater V af Teatret Fair Play

60 minutter

2.-5. februar 2022

Medvirkende: 

Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson

Manuskript: Robert Reinhold
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Lys og værksted: Jakob Ebbe
Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen
Koreografi: Esa Alanne
Fotos og trailer: David Trood
Plakat: Asako Kido Parr
Produceret af: Teatret FAIR PLAY

Hjemmeside og billetter

Læs mere om forestillingen på Fair Plays hjemmeside

Trailer:

Se undervisningsmateriale.

*Kort om Kundby-sagen (fra Wikipedia): 

”Kundby-sagen var en dansk straffesag, hvor en 17-årig pige fra Kundby blev idømt 8 års fængsel for at have planlagt et terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle Stationsby og Carolineskolen i København,[1] samt at have udøvet grov vold mod en pædagog på en lukket institution, mens hun var varetægtsfængslet.

Sagen fik stor opmærksomhed i den danske offentlighed, blandt andet fordi pigen tilsyneladende konverterede til islam og blev radikaliseret meget hurtigt. Derudover var det også første gang at en kvinde blev dømt under dansk terrorlovgivning. Sagen blev først behandlet ved Retten i Holbæk, hvor pigen blev idømt 6 års fængsel, herefter ved Østre Landsret hvor straffen blev ændret til 8 års fængsel.”

  *

Se oversigten over de øvrige 

 209  anmeldelser

*