Viser opslag med etiketten Sir Grand Lear. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sir Grand Lear. Vis alle opslag

torsdag den 10. februar 2022

Anmeldelse: ANTIGONE i Retten på Frederiksberg

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som hun står der dirrende af hvidglødende raseri kunne hun være spillet af den engelske skuespiller Tilda Swinton. Samme androgyne fremtræden. Samme "otherness". Antigone, personificeret af Lucia Vinde Dirchsen, virker sært dragende. Hun er ikke af denne verden. Eller også er det netop, hvad hun er. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Andreas Garfields gendigtning af Soflokles´ græske drama, om kongedatterens trodsige begravelse af broren, er fremrykket til år 2030, hvor verden er af lave. Naturkatastroferne har ramt os, der er krige og hungersnød. Alt det, der truer os i dag, er brudt ud i lys lue. Klimaet har slået tilbage og har straffet os for alt det, vi ikke har gjort i tide. Midt i dette træder Antigone frem som aktivist. Hun kysser sin nyfødte søn og hvisker ind i hans øre. Vi ved ikke, hvad hun hvisker, men det er et løfte, som hun vil holde for enhver pris. Gennem tre måneder har hun forberedt aktionen sammen med søsteren, men vælger alligevel at gennemføre den alene. Om morgenen har hun sagt farvel til sin mand. De er skiltes i vrede, men hun vender tilbage for at blive forsonet inden aktionen. Men hun bliver pågrebet og sigtet for terrorvirksomhed. I fængslet opsøges hun af udenrigsministeren, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Han udgør en værdig opdatering af rollen som kong Kreon. Han prøver at nå ind til hende,  og som to løver i bur kredser de om hinanden. Det er den nye verden mod den gamle. Det er den bestående samfundsorden mod det nye kaos. Han prøver alt, for han ved, at han kæmper mod kaos. 


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Antigone er kaos i egen person. De står dirrende over for hinanden. De er ganske jævnbærdige. Pelle Nordhøj Kann har instrueret dem højspændt og indædt. Rolf Hansen er rørende indfølt som søsteren og manden. Der er fuld dækning for hvert et ord. Ulver Skuli Abildgaard er altid en fornøjelse. Han fører sig med en naturlig autoritet, mens Lucia Vinde Dirchsen er glødende som en hævngudinde, der er på vej til at rasere det hele i den gode sags tjeneste.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Men hvad er godt og hvad er ondt? Dilemmaet overlades til publikum, der er indbudt som nævninge for at dømme i sagen, og afslutningsvist skal vi kaste vores uddelte lodder i vægtskålene - og dømme i sagen. Skal Antigone dømmes som skyldig eller frifindes? 

Sir Grand Lears betagende scenografi afbalancerer det fornemme retslokales egen stærke stemme, og den afsluttende store menneskelige vægt fylder hele lokalet. Det er sin opgave at hamle op med det rum, som retslokalet på Frederiksberg udgør.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Indledningsvist bliver vi bedt om at markere ved håndsoprækning, hvor mange af os, der tidligere har befundet os i et retslokale, og derefter hvor mange af os, der har været der frivilligt. Resultatet får os til at le, men straks efter tager alvoren fat i os, for der er ikke noget at le af i denne sag og i dette retslokale.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Teatergrad står for ide og koncept. Det særlige ved Teatergrad er, at alle deres forestillinger spilles alle andre steder end på teatrene. De træder ud af teatrene og blander sig i byen. De er også kaldt et byrumsteater, og det er meget opløftende og overraskende at møde dem og deres forestillinger rundt om i byen. Når der kommer invitationer fra teatret, smider jeg alt andet fra mig og iler derhen. Det er altid ulejligheden værd. Således også til premieren i Retten på Frederiksberg i aftes.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Marie Louise von Bülow har komponeret musikken. Hendes kompositioner indgår som en fast bestanddel i Teatergrads produktioner. Hendes musik fanger straks publikum ind. Også i denne forestilling.

Forestillingen udspiller sig på mange niveauer, og det gælder om at holde tungen lige i munden. Den er stærkt stilliseret i de opstillede tableauer. Det virker manieret sådan at stille sig an i stram posittur som var det friser af Thorvaldsen, udhugget i marmor. Komplet med hvidt draperet klæde, men det er samtidig også dejlige brud  - og måske også nødvendige brud væk fra den naturalisme, der ellers præger både teksten og spillet. Jeg var både fascineret af det, dog syntes det at være lidt i overkanten. Men det gjorde indtryk.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der er mange lag i forestillingen. Måske også for mange. Vi er både i fortidens Grækenland, i samtiden med oprids af andre politiske retssager og i det fremrykkede drama i 2030. Først og fremmest befinder vi os i Retten på Frederiksberg. Det afspejler meget godt det vi har med at gøre, der er mange divergerende sider af sagen. Verdens enkelthed er forlængst gledet os af hænde. Det er svært at manøvrere igennem tiden og sagen. Hvem er de gode, og hvad er godhed?

Vær med til at kaste den første sten - eller rettere læg en sten i den vægtskål, som du mener er den rette. Til premieren faldt dommen ud til Antigones fordel, og hun blev frifundet. Men det var første gang det skete. Til de første prøveforestillinger blev hun dømt skyldig. Udfaldet afhænger af publikum.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


ANTIGONE
Sofokles´ græske drama gendigtet af Andreas Garfield
Retten på Frederiksberg
90 minutter
 10.-23. februar 2022 + efterfølgende turne.

Medvirkende: Ulver Skuli Abildgaard, Lucia Vinde Dirchsen + Rolf Hansen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Andreas Garfield, med afsæt i Sofokles’ tragedie
Scenograf: Sir Grand Lear
Komponist: Marie Louise von Bülow
Produktionsleder: Anna Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Idé og koncept: Teatergrad


Forestillingen spiller bagefter på Københavns Rådhus, 
hvorefter den er på turné rundt i landet til den 2.4.2022.

*

Læs anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

2021:

2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen over de øvrige 210 teateranmeldelser.

*

onsdag den 1. juli 2020

Anmeldelse: ANNAS VERDEN på Sophienholm


I gudesmukke omgivelser udspiller forestillingen ANNAS VERDEN sig i disse dage i parken ved Sophienholm. Smukkere sted kan ikke tænkes til beretningen om Skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), der blev født som datter af Brøndums Hotel i det, der skulle blive til en af de mest fejrede kunstneriske perioder i dansk malerhistorie. Hun blev født til at være kunstner i en tid, hvor kvinder stadigvæk ikke havde adgang til Kunstakademiet. Til gengæld gik hun på Vilhelm Kyhns malerskoler for kvinder i København, men det var først da hun giftede sig med den unge fremadstormende Akademi-uddannede maler Michael Ancher, at hendes egen karriere kom igang, men det var samtidig også tidspunktet, hvor hun blev mest presset til at skulle vælge mellem at være mor, hustru og kunstner, for hvordan udfylde alle tre roller samtidig med, at hun blev udråbt til at være midtpunkt for alle de malende mænd, der slog sig ned på Skagen omkring forrige århundredskifte? Det er her at forestillingen træder i karakter. Især i mødet mellem Anna Ancher og P.S.Krøyers tilkommende Maria Triepcke. Tydeligvis er Marie blot én blandt mange kvinder i Krøyers liv, mens Anna er en ener blandt kunstnerne på Skagen. 


Foto: Per Morten Abrahamsen


I forestillingen skrevet af Julie Petrine Glargaard og itonesat af Nanna-Karina Schleimann er der spændende kønspolitiske udvekslinger mellem de to malende kvinder, for som Marie siger, så ville hun være mindst lige så god som Krøyer, hvis hun havde samme muligheder som ham. Men i stedet så forventes det at hun som kvindelig kunstner højest beskæftiger sig med motiver fra hjemmelivet. Netop det som Anna Ancher bliver en så stærk formidler og skildrer af. Og farverne. Farverne synger, og Anna synger sammen med dem. Hendes skildringer af lys og farvernes spillen i lyset på en væg bliver hendes bidrag til den danske kunsthistorie. Stadig i dag sitrer hendes palet og hendes motivkreds virker så vedkommende som altid, og mens de malende mandlige Skagensmaleres motiver af stedets fiskere nu fremstår bedagede og gammeldags, så er det som om lyset stadig står og sitrer i Anna Anchers billeder. 

 Foto: Per Morten Abrahamsen


Oprindelig skulle forestillingen have akkompagneret den nyligt afsluttede udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK), men den er stærk nok til at stå alene. Udstillingen vender tilbage til hovedstaden til november, og indtil da kan den opleves på Skagen Museum.

Som malerparret Anna og Michael Ancher er Julie Riis og Pelle Nordhøj Kann skønne og dejlige at se på - og godt instrueret af Jennifer Vedsted Christiansen. Julie Riis har flest nuancer i sit spil, men til gengæld er Pelle Nordhøj Kann umådelig charmerende, og det falder i hans lod at skulle skildre mange af de begrænsninger som Anna møder, og det slipper han godt fra. De har begge noget djærvt og jordbundent over sig, der forplanter sig direkte til publikum. De er elskelige med denne higen efter det kunstneriske og lyset. Ikke mindst lyset. Luise Kirsten Skov har flere roller, og hun er en køligere og smukkere spiller, der skiftevist skal være Marie og P.S. Krøyer, men også Alba Schwartz, der flirter og skriver på en bog om Skagensmalerne, baseret på Michael Anchers dagbogsoptegnelser.  Nanna-Karina Schleimann leverer en festlig lydscenografi til forestillingen. Mens Sir Grand Lear står for den faktiske scenografi. Ikke mindst er den indledende præsentation af Anna Ancher som statue af Astrid Noack imponerende og visuelt overdådig.

                                                                  Foto: Per Morten Abrahamsen


Det er blevet til en ujævn forestilling med store højdepunkter. 
Det er en hårfin balance, for godt nok er skildringen af de kvindelige begrænsninger i forrige århundrede det, som vi formodentlig har lettest ved at identificere os med idag, men det er samtidig også i brudfladerne mellem de to ægtefæller, at forestillingen flere steder bliver mest triviel. Det er selvfølgelig et dilemma. I forestillingen fungerer smerten bare ikke, men det gør glæden til gengæld dobbelt så godt, som fx. i scenen, der nærmest formidles som en dans, hvor Anna Ancher maler og lever som aldrig før og tydeligvis føler sig meget bedre tilpas end ægtemanden Michael Ancher, da de besøger verdensudstillingen i Paris. Disse scener bobler af glæde og livslyst. Det er også en fornøjelse at se en kærlighedshistorie udspille sig på den hvide bro oven over scenen. Smukkere kunne det ikke gøres. Mens smerten ikke forplanter sig og heller ikke bliver skildret med samme følelsesmæssige dækning.


                                                                   Foto: Per Morten Abrahamsen

Måske er det bare en skildring af glæden og de begrænsninger, som den mødes med for en kvindelig kunstner - og måske stadig gør det? Mens smerten stadigvæk er sværere at favne. 
Så nogen helstøbt forestilling er det ikke, men i stedet formår den som det farvemættede lys på Anna Anchers malerier at besætte tilhørerne med en let perlende rus, og det er i grunden ikke så dårligt.



ANNAS VERDEN
af Julie Petrine Glargaard
Det Flydende Teater og Teatergrad
1. juli - 12. august 2020
Sophienholm, Nybrobej 401, 2800 Kongens Lyngby
75 min.

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann + Nanna-Karina Schleimann
Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Nanna-Karina Schleimann
Scenograf: Sir Grand Lear
Lysdesign turné: Martin Danielsen Barnung
Skrædere: Maria Ipsen, Katrine Bunton, Marie Teudt + Sara Steen Andersen
Bygger: Nikolaj Heiselberg Tarp
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Junior producent & forestillingsafvikler: Anne Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann



*


Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:


2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 117 teateranmeldelser.

fredag den 7. februar 2020

Anmeldelse: QUEENS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en teatergruppe under Teatergrad. De har altid følt sig hjemløse, men nu virker det som om at har taget bolig i denne hjemløshed. Det har ændret deres fokus, for fra at skælde ud på danskerne, er blikket gledet hen på dem selv, sådan så de nu fortæller historier om sig selv.  

QUEENS er historien om tre unge kvinder og deres ankomst til livet, sådan som det er set fra hver deres perspektiv. Det er tre danskeres historier om at være i live, i splid med sig selv og hinanden, og om de begrænsninger som de oplever at det giver. Først og fremmest er det et indblik i at være dansker, sådan som det ser ud, når man har afrikansk, kurdiske eller egyptisk familiebaggrund.


Fotograf: Per Morten Abrahamsen


Selv om Danmark og danskernes liv ser moderne ud på overfladen, er vi et traditionelt bondesamfund. Det betyder at tilflyttere aldrig kommer til at høre til, hvis de ikke er født ind i den by, hvor de nu bor. Fremmede er dem, der ikke er født samme sted altid, så derfor er tilflyttere fra andre kulturer dobbelt fremmede. Det er den dobbelthed som forestillingen tager afsæt i.
Rent sprogligt kan vi afhjælpe det ved at kalde dem, der bor i Danmark for danskere (ligesom fransmænd, der bor i Frankrig, er franskmænd - så enkelt er det!). Det fjerner ikke de problemer, der er ved at høre til og ved at føle at man bliver set ned på og diskrimineret. Men vi er bondske i vor optik, og selv om vi lever moderne liv, er vi stadigvæk bondske og enøjede. Sådan er det bare. En for alle og alle for en!


Fotograf: Per Morten Abrahamsen


Nia (Marie-Lydie Meloni Nokouda) er queer og aktivist. Hun arrangerer aktioner og demonstrationer - og arbejder med børn og unge. Hun er også edderspændt rasende og har en direkte adgang til et nedarvet had, der for hende hænger sammen med at være sort og føle sig udenfor. Det giver hende en identitet, selv om hun mest af alt ønsker sig at være den foruden.
Aisha (Amira Jasmina Jensen) har en master i økonomi, og har forældre, der har nurset hende og hendes faglige ambitioner fra barnsben af. Hun er privilegeret, og er vokset op i velstand med en støttende familie, men har ikke set så meget af livet som sine to veninder.
Det er i hvert fald det som den tredje veninde, Imen (Ellaha Lack), klandrer hende for, for selv er hun opvokset med forældre som hun har måttet tage sig af. Hun er tidligt blevet voksen og er spiret op af en barsk social baggrund. Hun er splittet mellem sit musikalske talent og nødvendigheden af at give tilbage til den mor, der har ofret alt for hende, og som ikke mindst har givet hende en dansk opdragelse, selv om familien oprindelig er kurdisk. Hun har valgt at læse medicin, for at brødføde familien. Et sabbatår er ingen mulighed for hende.


Fotograf: Per Morten Abrahamsen



I Camara Lundestad Joofs QUEENS er der plads til det hele, men i de tre veninders venskaber er der mindst lige så meget social kontrol som de oplever udenfor. For de er meget ømtålelige og fintfølende, og hvert ord imellem dem bliver vejet og målt. For så meget søstersolidaritet er der heller ikke. I Sandra Yi Sencindivers skarpe instruktion bliver det pres de hver især føler, ikke anderledes end det alle føler, selv om det er dobbelt op for dem.  Den eneste identitet som de føler, er én som de ikke kan være i. Det med at finde sig selv er noget vi alle skal igennem og det kan tage mange år, for nogle er det et livslangt projekt. Det er faktisk noget af det der først melder sig – og det tager tid. Sådan er det for alle.

Forestillingen har en fin balance mellem alvor og humor. Teksten er god og fyrig, og de tre giver ordene både krop og sjæl. De danser, skriger og hvisker. Det er stærkt spillet. Hvis man kan undgå at slå sig på de skarpe kanter, er det vidunderligt at blive skiftevist underholdt med sang og musik, og sat til vægs af forestillingens mange fine monologer. 
Bagefter til premieren blev der budt på lyserøde bobler og flødeboller. Det burde måske snarere have været jordmoderkaffe og honningmåne, for det er nødvendigt med noget at stå imod med, for det er svært at være dansker og menneske. Men skål og velkommen i klubben!



Fotograf: Per Morten Abrahamsen


danskdansk´s achilleshæl er, og har altid været (siden starten i 2009), at de er i krig med omverdenen. De er i krig med sig selv og deres omgivelser. Det er den krig, der er deres brændstof, og det falder tilbage på dem selv, for den anderledeshed som de ønsker at blive kvit, er samtidig deres berettigelse for at have en stemme og bruge den til at kreere teater med. Det er uholdbart i længden. For hvem laver de egentlig teater for? Jeg synes, at det nu må være på tide at komme ind i kampen. For det er aktivistisk teater, men det fastholder dem samtidig i deres egen ekskludering af sig selv. Det er ikke nok at stå og råbe fra en scene. Men det er en begyndelse og en overgang, men jeg synes at det må være på tide at komme videre. Det skylder de både sig selv og publikum, for det er teater med saft og kraft, der bobler med fantasi og talent. Der er en frodighed over det, der burde kunne bruges til meget andet end denne protest, for det bliver statisk og er udtryk for stagnation, når teater nu på 11 år drager i krig, for tænk på, hvad al denne talentmasse kunne bruges til, hvis det ikke bare skulle bruges til protest. Der er en tid til protest, og der er en tid til at bygge op og bygge nyt. Men nu skal vi videre. Det må være på tide... hvis ellers teatret tør!



QUEENS

Tre kvinder  *  Tre liv  *  Én aften

70 minutter

4.-22. februar kl. 19.00 i Osramhuset 

*

Dramatiker:  Camara Lundestad Joof
Instruktør:  Sandra Yi Sencindiver
Skuespillere: Marie-Lydie Meloni Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack
Scenograf: Sir Grand Lear
Lyddesigner: Karen Duelund Guastavino
Kreativ producent: Christine worre Kann
Co-producent: Teatergrad
Ide & koncept: danskdansk

*

Osramhuset, Valhalsgade 4, 2200 Kbh. N.
Metro: Skjolds Plads


*

Teatergrad-hjemmeside
danskdansk-hjemmeside


*



*

Øvrige anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2019: 



2018:


2017:


2016:


2015:


*

fredag den 2. marts 2018

Anmeldelse: IKKE UDEN MIN MOR i Verdenskulturcentret

 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
76 kvinders beretninger om mor/datter-forholdet er samlet og bearbejdet til teater af Camara Christina Lundestad Joof (1988) i danskdansks dokumentariske forestilling IKKE UDEN MIN MOR. Med sin direkte henvendelse har det form af vidnesbyrd, der er lavet om til små spil og tableauer. Helt fritaget enhver patos og ganske uprætentiøst. Det er befriende nært og fortalt i øjenhøjde. Tilsat en neddæmpet musikalitet, der går lige til hjertet, værdigt og nærværende. Som små bekendelser, der vokser ud af intet, men som rummer meget liv.
 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
De fire medvirkendes spil er varmt og registrerende. Anne-Vibeke Mogensen (1953), Lotte Munk og Siir Tilif (1986, Tyrkiet) går gnidningsfrit i spil med musikeren, komponisten og sangskriveren Marie Louise von Bülow (1975). Man føler sig godt tilpas i deres selskab. Også selv om jeg som mand ikke ligefrem tilhører kernepublikummet til en forestilling om forholdet mellem mødre og døtre.
 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Den fri abort kom først i 1973. Det er utroligt at det ikke er længere siden. Generationerne spilles ud over for hinanden. Ærindet er at få sagt det hele. Alt det som vi normalt ikke hører om – eller selv taler om. Alligevel er det vigtigste det usagte. Ikke mindst som det kommer til udtryk i scenen mellem moren og datteren. Moren er tydeligvis skuffet over at datteren ikke læste videre og blev læge. At datteren ikke har udnyttet sine muligheder bedre, for moren vægter ikke datterens arbejde som PR-ditten og datten som noget særligt. Det usagte hænger tungt i luften mellem dem, at moren har ofret sig, for at datteren kunne gøre det, som moren ikke selv evnede at gøre. Det resulterer i, at datterren bliver led og ked af konstant at blive målt og vejet – og fundet for let: ”Hvor meget mælk skal du have, før det er betalt tilbage?” Der er regnestykker som aldrig går op, og derfor løber mælken over og havner på gulvet imellem dem.
 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Forestillingens tematik og musik kunne have været indspillet på en Trille-plade. Det er meget smukt sunget i forestillingen. Renfærdigt og blottet for en  hver sentimentalitet. Det er som at være tilbage i 70´erne, og det føles varmt og stærkt – og på en måde nostalgisk, selv om de skildrede konflikter og dilemmaer er tidsløse. Dog er meget blevet lettere. Fosterfordrivelser hos tvivlsomme kvaksalvere hører fortiden til, og godt for det. Når etnicitet bliver bragt på banen står tiden stille i scenen, hvor den somaliske mor ikke længere kan kende og vil kendes ved sin danske datter. De er ikke længere til stede i det samme univers. De rækker ud efter hinanden, men er adskilt af et florlet stykke stof. Det er en scenografisk smuk visualisering af deres adskillelse (af Sir Grand Lear). I det hele taget er det visuelle set-up imponerende enkelt. Det er en forestilling, der kan sættes op og spilles hvor som helst. Det er byrumsteater, sådan som Teatergrad definerer deres virke – og danskdansk er en del af Teatergrads vidtfavnende paraply.
 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Sandra Yi Sencindiver (medstifter af danskdansk i 2009 og Teatergrad i 2014) debuterer her som voksen-instruktør, og sørger for en varm stemning fra start til slut. Også når tematikken problematiseres. For hvordan er det at være mor, og tør man sige højt at moderskab slet ikke er for alle? At nogle børn hader deres forældre og nogle forældre hader at være forældre? Her er der rum og plads til alle fortællinger, og ingen er på forhånd dømt bedre end andre. Dermed munder fortællingen også ud i en forsoning, om ikke andet så i døden. Liv og død. Fødsel og død. Mor og datter træder dansen i Verdenskulturcentret. Det er så smukt at jeg selv som en mand bliver (be)rørt.
 
Fotograf: Per Morten Abrahamsen

IKKE UDEN MIN MOR
Premiere den 1.3.2018 i Verdenskulturcentret
danskdansk i samarbejde med Baltoppen LIVE, Helsingør Teater, Aarhus & Malmø
 
Medvirkende:
Anne-Vibeke Mogensen, Lotte Munk, Siir Tiif og Marie Louise von Bülow
Dramatiker: Camara Lundestad Joof
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramaturg: Sosha Teperowska
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Sir Grand Lear
Ide & koncept: danskdansk

Co-producenter:
Baltoppen LIVE og Helsingør Teater

 *

Spilleperiode og steder: 1. - 17. marts 2018 + 31. maj – 9. juni 2018
1. & 2. + 14. & 15. marts 2018: Verdenskulturcentret
16. & 17. marts: Grannys House i Søborg
5., 7. & 10. marts: Baltoppen LIVE
6., 8. & 9. marts: Helsingør Teater

+ juni spilles i Aarhus & Malmø + CPH Stage

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Trailer 

*

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

Husker du?

Forført


*