Ørkendrømme: Anmeldelse: QUEENS i Osramhuset

fredag den 7. februar 2020

Anmeldelse: QUEENS i Osramhuset

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en teatergruppe under Teatergrad. De har altid følt sig hjemløse, men nu virker det som om at har taget bolig i denne hjemløshed. Det har ændret deres fokus, for fra at skælde ud på danskerne, er blikket gledet hen på dem selv, sådan så de nu fortæller historier om sig selv.

QUEENS er historien om tre unge kvinder og deres ankomst til livet, sådan som det er set fra hver deres perspektiv. Det er tre danskeres historier om at være i live, i splid med sig selv og hinanden, og om de begrænsninger som de oplever at det giver. Først og fremmest er det et indblik i at være dansker, sådan som det ser ud, når man har afrikansk, kurdiske eller egyptisk familiebaggrund.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Selv om Danmark og danskernes liv ser moderne ud på overfladen, er vi et traditionelt bondesamfund. Det betyder at tilflyttere aldrig kommer til at høre til, hvis de ikke er født ind i den by, hvor de nu bor. Fremmede er dem, der ikke er født samme sted altid, så derfor er tilflyttere fra andre kulturer dobbelt fremmede. Det er den dobbelthed som forestillingen tager afsæt i.

Rent sprogligt kan vi afhjælpe det ved at kalde dem, der bor i Danmark for danskere (ligesom fransmænd, der bor i Frankrig, er franskmænd - så enkelt er det!). Det fjerner ikke de problemer, der er ved at høre til og ved at føle at man bliver set ned på og diskrimineret. Men vi er bondske i vor optik, og selv om vi lever moderne liv, er vi stadigvæk bondske og enøjede. Sådan er det bare. En for alle og alle for en!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Nia (Marie-Lydie Meloni Nokouda) er queer og aktivist. Hun arrangerer aktioner og demonstrationer - og arbejder med børn og unge. Hun er også edderspændt rasende og har en direkte adgang til et nedarvet had, der for hende hænger sammen med at være sort og føle sig udenfor. Det giver hende en identitet, selv om hun mest af alt ønsker sig at være den foruden.

Aisha (Amira Jasmina Jensen) har en master i økonomi, og har forældre, der har nurset hende og hendes faglige ambitioner fra barnsben af. Hun er privilegeret, og er vokset op i velstand med en støttende familie, men har ikke set så meget af livet som sine to veninder.

Det er i hvert fald det som den tredje veninde, Imen (Ellaha Lack), klandrer hende for, for selv er hun opvokset med forældre som hun har måttet tage sig af. Hun er tidligt blevet voksen og er spiret op af en barsk social baggrund. Hun er splittet mellem sit musikalske talent og nødvendigheden af at give tilbage til den mor, der har ofret alt for hende, og som ikke mindst har givet hende en dansk opdragelse, selv om familien oprindelig er kurdisk. Hun har valgt at læse medicin, for at brødføde familien. Et sabbatår er ingen mulighed for hende.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I Camara Lundestad Joofs QUEENS er der plads til det hele, men i de tre veninders venskaber er der mindst lige så meget social kontrol som de oplever udenfor. For de er meget ømtålelige og fintfølende, og hvert ord imellem dem bliver vejet og målt. For så meget søstersolidaritet er der heller ikke. I Sandra Yi Sencindivers skarpe instruktion bliver det pres de hver især føler, ikke anderledes end det alle føler, selv om det er dobbelt op for dem. Den eneste identitet som de føler, er én som de ikke kan være i. Det med at finde sig selv er noget vi alle skal igennem og det kan tage mange år, for nogle er det et livslangt projekt. Det er faktisk noget af det der først melder sig – og det tager tid. Sådan er det for alle.

Forestillingen har en fin balance mellem alvor og humor. Teksten er god og fyrig, og de tre giver ordene både krop og sjæl. De danser, skriger og hvisker. Det er stærkt spillet. Hvis man kan undgå at slå sig på de skarpe kanter, er det vidunderligt at blive skiftevist underholdt med sang og musik, og sat til vægs af forestillingens mange fine monologer.
Bagefter til premieren blev der budt på lyserøde bobler og flødeboller. Det burde måske snarere have været jordmoderkaffe og honningmåne, for det er nødvendigt med noget at stå imod med, for det er svært at være dansker og menneske. Men skål og velkommen i klubben!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk´s achilleshæl er, og har altid været (siden starten i 2009), at de er i krig med omverdenen. De er i krig med sig selv og deres omgivelser. Det er den krig, der er deres brændstof, og det falder tilbage på dem selv, for den anderledeshed som de ønsker at blive kvit, er samtidig deres berettigelse for at have en stemme og bruge den til at kreere teater med. Det er uholdbart i længden. For hvem laver de egentlig teater for? Jeg synes, at det nu må være på tide at komme ind i kampen. For det er aktivistisk teater, men det fastholder dem samtidig i deres egen ekskludering af sig selv. Det er ikke nok at stå og råbe fra en scene. Men det er en begyndelse og en overgang, men jeg synes at det må være på tide at komme videre. Det skylder de både sig selv og publikum, for det er teater med saft og kraft, der bobler med fantasi og talent. Der er en frodighed over det, der burde kunne bruges til meget andet end denne protest, for det bliver statisk og er udtryk for stagnation, når teater nu på 11 år drager i krig, for tænk på, hvad al denne talentmasse kunne bruges til, hvis det ikke bare skulle bruges til protest. Der er en tid til protest, og der er en tid til at bygge op og bygge nyt. Men nu skal vi videre. Det må være på tide... hvis ellers teatret tør!