Ørkendrømme: Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad

torsdag den 15. november 2018

Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad

Det særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne” foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til denne forestilling om flugt og hjemløshed.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Blanke spejlflader, mobile lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå” på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro og orden i et flydende og fritstrømmende univers.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sandra Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor”, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen, ”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet. Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og det var smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med ”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og vigtige emner som de kredser om. Det virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.

NYE HISTORIER – NYE VINKLER

Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs, giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen, når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke længere elsker ham og vil have ham?

Der er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.

Det er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været. De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem, der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte. I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede – og ventede på slutningen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor ”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i et helt nyt land tæt på dig selv.

DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik

I kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen en liste over de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne, men mange er også født her, så også dét er i forandring. danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.

Historierne bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker – og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse, og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er. Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud. Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte? Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed i land.

Her er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.

TEATER:

”Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.). Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det at give os den følelse via forestillingen.

”Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili) 6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse.

”Fortællinger på flugt” (Bremen Teater, 2017) Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.

”HOOYO!” (Edison, C:NTACT, 2016) Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

”ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.

”EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen.

”Ondt blod” (Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt pistol i hånden.

BØGER:

Vibeke Marx: ”En god flygtning” (Modtryk, 2017) Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men romanen fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin.

Kristian Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman ud af.

Aleksandar Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er uafrystelige!

Saida Benakrich: ”Rejsen” (Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske.

---------------------------------

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

UDVANDRERNE

danskdansk & Teatergrad

70 min.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk

trailer

Hjemmeside

Spilleperiode & sted/billetsalg:

14. november kl. 19 (Premiere): Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

15. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

16. november kl. 10: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

17. november kl. 14: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

19. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

20. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Danmarksturné 2018:

21. november kl. 20: Baltoppen LIVE, Ballerup

27. november kl. 19.30: Rotary, Skive Fjord Morgen, Dantherm A/S