Anmeldelse: UNDER HUDEN på Teaterøen

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.

De er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.

Frejas mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først, da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der. Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja. Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...

Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går, og det ofte begynder Freja at græde i klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende – netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.

Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det vidste jeg da heller ikke!”

På forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan han har det.”

Det er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen, da lyset blev tændt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Under flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.

Det er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om, for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.

Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.   

Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle – og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er. Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.

UNDER HUDEN

af MÆRKVÆRK – teater til teenagere

Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg

Komponist & lyddesigner: Klaus Risager

Lys & teknik: Martin Danielsen

Bygger: Søren Romer

Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil Hart Producent Karoline Michelsen

Idé & koncept: MÆRKVÆRK

Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen

HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen

9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021, Danmarksturné

+ Efterår 2021, Danmarksturné

Hjemmeside 

Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:

 

»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«

Anne Gry Henningsen,
skuespiller

Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:

2020: 

FRONTLØBERNE

2017:

STRÆBER

*

Se listen over de 

117 andre teateranmeldelser 

*

Anmeldelse: UDVANDRERNE af danskdansk/Teatergrad

Det særlige ved danskdansk og Teatergrad er, at de ikke har noget fysisk teater, men i steder flytter sig rundt i byen fra forestilling til forestilling – og ”Udvandrerne” foregår på Tingbjergs nye Bibliotek og kulturhus, nær Utterslev Mose. Det er med andre ord slet ikke spor centralt, men hele teatertanken er også decentral, så Tingbjerg er så godt som noget sted til denne forestilling om flugt og hjemløshed.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Blanke spejlflader, mobile lyskastere og håndholdte mikrofoner er hvad vi visuelt mødes med. To spillere og en musiker er på scenen – og sortklædte. Af rekvisitter er der blot et par bordeau jakker og andre beklædningsdele. Intet andet. Ideelt for turnevirksomhed, men samtidig en raffineret enkelhed, der klædte de to spilleres mangefacetterede og fysisk udfordrende og ofte akrobatiske spillestil. Skiftevist følger vi unavngivne flygtninge på deres flugt, men er også sammen med trygge familier og del af deres intime daglige skærmydsler – eksemplificeret i en forrygende scene om forskellige nuancer af brunt – eller rettere af de mange forskellige måder man kan sige ”Nå” på, der i sin både muntre og brutale enkelhed giver mindelser til PHs vise af samme navn. Forestillingen består af en række numre, der er sat sammen, nærmest som en revy. Spillernes overskud får det hele til at tage sig legende let ud, selv om scenegangen er kompliceret.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

I den indledende musikalske scene er spillernes gangarter synkroniseret og afstemt efter hinanden, sådan så de syngende skiftevist bevægede sig fremad i rasende højt tempo afbrudt af langsommere tilbageskridt. Det hele genskabt som loops, der gentages i en uendelighed. Det kunne have virket manieret, men blev forløst så smidigt og legende, at  det vidnede om en flot instruktion, der evnede at skabe ro og orden i et flydende og fritstrømmende univers. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Sandra Yi Sencindiver havde instrueret, og er selv skuespilleruddannet, og sammen med Christine Worre Kann kunstnerisk leder af danskdansk. Det er hendes 3. forestilling. Den første kvindeforestilling, ”Ikke uden min mor”, i Verdenskulturcentret på Nørrebro, var charmerende og spændende tænkt, men lidt rodet, selv om resultatet var meget sjælfuldt. Efterfølgeren var skoleforestillingen, ”Sorg – i børnehøjde”, der var væsentlig strammere i formen og handlede om sorg og sorgbearbejdning for 3.-6. klasse. Det var en forestilling, der var på vej, men det er først med ”Udvandrerne”, at hun nu har fundet den rette balance mellem teksten af Julie Glargaard og forestillingens sange og musik af Marie Louise von Bülow, smukt spillet hjem af Wahid Sui Mahmoud og Josephine Raahauge. 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Der er mange spring i den ellers fine tekst, men det virker kun animerende og gør, at man som publikum selv tænker med og fuldfører det manglende. Der var nervøsitet til premieren, men den forsvinder, når arrangementet først bliver endnu mere indarbejdet. Til gengæld spillede, talte og sang de tre medvirkende så det var en lyst – og det var  smittende, så den efterfølgende applaus var både varm og meget velfortjent.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

danskdansk er en del af Teatergrad og har siden sin start 2009 bevæget sig fra det propagandistiske og mere konfrontatoriske til det kunstnerisk mest velforløste med ”Udvandrerne”. Teatrets forestillinger har altid kant, men har nu også fået det kunstneriske niveau og den nerve, som det kræver for at kunne løfte de store og vigtige emner som de kredser om. Det virker logisk og smukt, at en forestilling om hjemløshed og flugt hele tiden opføres nye steder - ude blandt mennesker og fjernt fra de etablerede teatre.    
 

NYE HISTORIER – NYE VINKLER

Der er nye historier og nye vinkler. Det er historien om den danske kvinde, der ikke længere elsker sin udenlandske mand. Selv om han har fået papir på, at han er dansker og har lært at spise stegt flæsk med persillesovs, giver det kun mening for ham at være, hvor hans familie er. Hans familie er hende, der ikke vil have ham – og deres fælles børn. Men hvor skal han gå hen, når hans børn stadig er her – i Danmark i hans nye land, hvor hans kone ikke længere elsker ham og vil have ham?

Der er historien om den tyrkiske mand, der er taget til Europa og Danmark for at søge lykken, og som har lovet at sende gaver hjem til børnene og hustruen, der sidder alene tilbage i Tyrkiet. Men han falder til i Danmark og kommer til at elske sin nye frihed. Han trives fint, og længes ikke hjem. Konen ringer og siger at hun hader ham, og at hans børn ikke længere husker ham. Han skulle bare være af sted ét år eller to år, men tiden går og han bliver, for han bliver afhængig af de penge han tjener, og vil egentlig ikke tilbage.

Det er de, der er på vandring, der skriver historien – ja, det er de og deres fødder, der ændrer historien og genskriver den. Sådan har det altid været. De, der bliver hjemme, ændrer ikke noget. Ingen rejser til Europa for at blive der. Det er kun for at søge lykken, tjene penge og finde nye muligheder. Dem, der vender tilbage, gør det kun for at dø der, når de bliver gamle. Da fortælleren rejste hjemmefra, sad landsbyens gamle tudser og kiggede på ham, men da han selv vendte tilbage, var der ikke nogen tilbage, som han længere kendte.  I mellemtiden var han selv blevet en af de gamle tudser, der nu sad tilbage og kiggede – og ventede på slutningen.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Det var samtidig dén slutning, vi får som publikum, men den er det hele værd. Så rejs ud i det ukendte – eller start med at rejse til Tingbjerg Bibliotek, hvor ”Udvandrerne” rejser sig for at ændre historien - og det har vi brug for. Følg deres vandring – og søg ind i et helt nyt land tæt på dig selv.

DEN EVIGE FLYGTNING – et kunstnerisk overblik

I kunsten er der plads til flygtningene. Ingen andre steder synes de at blive budt indenfor som dér. For 7 år siden skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen en liste over de forestillinger med indvandrer/flygtningetema, der havde været oppe på de danske scener. På grund af min egen andel i forestillingen HEGN var det noget, jeg noterede mig og læste med stor interesse. Middelboe greb fat i ALT der havde været spillet, for det var til at overskue - dengang. I dag er situationen anderledes. Ikke at flygtninge generelt er blevet mere velkomne hos os. Det er snarere tværtimod, men i kunsten er de trådt indenfor og er blevet budt velkommen. Det er mest gammeldanskere, der stadig fortæller om de nytilkomne, men mange er også født her, så også dét er i forandring.  danskdansk giver ét fint bud på det - og er en vigtig stemme.

Historierne bliver behandlet med den fornødne respekt og værdighed, som tilkommer mennesker – og ikke bare som flygtninge, for de har fået blivende opholdstilladelse, og er ikke bare på tålt ophold. Deres historier er blevet fortalt og belyst fra mange vinkler. Det resulterer i stærke møder, hvor man – per stedfortræder – kan møde de menneskelige historier, der skal til for at vi bedre kan forstå hinanden og sætte pris på den forskellighed, der alt for ofte fra politisk side fremstilles som en svaghed, selv om den er det modsatte. I hvert fald er det både udfordrende og lærerigt at møde disse (menneske)skildringer, for det er kun med de fremmedes blikke på os, at vi har mulighed for at forstå, hvem vi er. Det har vi ikke selv den fornødne afstand til at se. Her kan kunstnerne noget særligt og har også en særlig forpligtigelse. Jeg synes, at der er en række kunstneriske værker, der fortjener at blive nævnt som udtryk for, at der trods alt er noget, der har ændret sig – for det bringer håb for morgendagen, selv om det fra politisk hold - med den siddende regering - ser mildest talt mørkt ud. Spørgsmålet er, om at det egentlig kommer til at ændre sig efter et muligt regeringsskifte? Men indtil da er det godt at kunne glæde sig over, hvad der ER sket, for gennem kunsten ser det ud til at vi alligevel formår at bjerge vores medmenneskelighed i land.

Her er et bud på en liste med 7 forestillinger og 4 romaner, der har placeret flygtninge/indvandrere i centrum – og er sluppet godt fra det.

TEATER:

”Herfra min verden går” (Gæstespil på Riddersalen, 2018. Af Ingrid Tranum Velásquez m.fl.).  Vi ved det godt, men hvordan føles det egentlig at være på flugt og at være hjemløs? På fornem vis lykkedes det  at give os den følelse via forestillingen.

”Rusturen” (Edison, 2018. Af Zaki Youssef & Babak Vakili)  6 unge er på rustur. Tre brune og tre hvide, og på ingen tid kommer det til at handle om forskelle og ligheder, men det er forskellene, som de spiller ud mod hinanden i det, der starter som en leg – og ender med at blive en kamp om overlevelse.

”Fortællinger på flugt” (Bremen Teater, 2017) Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i et nyt land. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år, fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka, fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark.

”HOOYO!” (Edison, C:NTACT, 2016) Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

”ULEDSAGET” (Mungo Park, 2015) Forestillingen giver krop og mæle til et hav af stemmer, som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og videre på rejsen i et forsøg på at nå frem til Europa, hvor de kæmper videre, indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred, at det bliver alle flygtninges historie.

”EN LILLE BÅD DER GYNGER” (Edison, C:NTACT, 2015) Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer eller ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da Dannebro bæres ind, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen.

”Ondt blod” (Edison, C:NTACT, 2012. Af Nurkan Erpulat og Jens Hillje) Lærerinden, Fru Thomsen, taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, og vi får indtrykket af at sådan har det stået på længe, men hun nægter at affinde sig med situationen, og fortsætter undervisningen med en skarpladt pistol i hånden. 

BØGER:

Vibeke Marx: ”En god flygtning” (Modtryk, 2017) Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men  romanen  fremstår også som et dobbeltportræt af - eller som et skæbnesammentræf mellem - den unge danske Benjamin og Vahid som skyller i land og bliver samlet op af Benjamin. 

Kristian Husted: ”Vahid” (Lindhardt & Ringhof, 2018) Forfatteren rejser fra flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort dermed, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og skildre det - indefra. Det er der kommet en knugende doku-roman ud af.

Aleksandar Šajin: ”Ivan Blank” (Gladiator, 2018) Hovedpersonen, Ivan, flygter til Danmark som følge af Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år, tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark. Alene romanens gribende fysiske skildringer af, hvordan det er at leve med PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) er uafrystelige!

Saida Benakrich: ”Rejsen” (Siesta, 2014) "Rejsen” er ikke bare en skildring af rejsen fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske.

---------------------------------

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

UDVANDRERNE

danskdansk & Teatergrad

70 min.

Medvirkende: Josephine Raahauge, Wahid Sui Mahmoud + Marie Louise von Bülow
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Marie Louise von Bülow
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Lysdesign: Martin Danielsen
Lydkonsulent: Emil Sebastian Bøll
Producent: Christine Worre Kann
Idé & koncept: danskdansk

trailer

 Hjemmeside

Spilleperiode & sted/billetsalg:

14. november kl. 19 (Premiere): Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

15. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

16. november kl. 10: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

17. november kl. 14: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

19. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

20. november kl. 19: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus

Danmarksturné 2018:

21. november kl. 20: Baltoppen LIVE, Ballerup

27. november kl. 19.30: Rotary, Skive Fjord Morgen, Dantherm A/S

28. november kl. 20: Kokkedal på vej, Helsingør Teater

29. november kl. 16 + kl. 19.30: Helsingør Teater

30. november kl. 19.30: Teaterforeningen Bøgestrømmen, Vordingborg Teater

05. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

06. december kl. 20: Teater Katapult, Aarhus

10. december kl. 19.30: Vejleegnenes Teaterforening, Vejle Musikteater