Viser opslag med etiketten Mærkværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mærkværk. Vis alle opslag

tirsdag den 21. april 2026

Anmeldelse: HVORFOR BLIVER DET NAT i Den Grå Hal og IND I MØRKET på Krudttønden

Fotos: Amogh Pant (Hvorfor bliver det nat) og Per Morten Abrahamsen (Ind i mørket)


To fantastiske teateroplevelser dybt inde i mørket. Men også to diametralt forskellige oplevelser. Den ene, HVORFOR BLIVER DET NAT, forklarer os, hvorfor og hvordan vi fandt lyset, mens den anden, IND I MØRKET, trækker tæppet væk under os, så vi falder ned i et bundløst mørke. Begge forestillinger er betagende eksempler på, hvad teater kan, når det er lagt i hænderne på store teaterkreatører og tryllekunstnere.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


IND I MØRKET
af Mærkværk og Teaterhuset Filuren
på Krudttønden


Normalt når jeg ser en god forestilling, er jeg bagefter fuld af ord. Ordene vokser ud af mig, for jeg vil gerne dele min glæde og begejstring, men det er anderledes med IND I MØRKET, der efterlader mig stum og forstenet.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Det er MÆRKVÆRKs første samproduktion med Teaterhuset Filuren (Århus). Julie Maj Jakobsen har skrevet stykket efter en ide af Anne Gry Henningsen, der er kunstnerisk leder af MÆRKVÆRK og som også står på scenen sammen med Rasmus Elbo. De er instrueret af Jonas Preben Jørgensen og spiller henholdsvis mor og søn. Rasmus Elbo spiller den 15-årige søn, Harald. Han virker aldersløs og han kunne være alt fra 15-25 år. Han er dermed jævnaldrende med de unge som forestillingen er skabt for, men forestillingen er også aldersløs - og kan ses af alle fra 13 år og op. Lad det være sagt med det samme: det er et brag af en forestilling.


Foto: Per Morten Abrahamsen.



Manuskriptet af Julie Maj Jakobsen er mesterligt. Det samme gælder instruktionen af Jonas Preben Jørgensen. Det går efter struben og virker dræbende. Hver replik er slebet til og virker træfsikker. Det er så godt, at det næsten ikke er til at holde ud. Det bygger langsomt op. Vi møder de to, moren og sønnen hjemme i lejligheden, hvor de bor. Moren kommer træt hjem fra en nattevagt, hvor en ung dreng, på alder med sønnen, er blevet bragt ind, efter at være blevet stukket tre gange i maven. Sønnen sidder foran computeren. Han siger, at han har været til fest og er kommet tidligt hjem. Moren taler efterfølgende med hans kammerater, der siger, at han slet ikke var med, og at det er længe siden, de har set ham. Da moren konfronterer ham med det, svarer han undvigende.


Foto: Per Morten Abrahamsen.



De står lige overfor hinanden, men med en afgrund imellem sig. Moren forsøger at nærme sig sønnen, der undviger. Når hun går ham på klingen, springer han væk.  Pludselige slår han over i vredesudbrud, der skræmmer hende. Hun er i tvivl, om han taler sandt. Da hun griber ham i en løgn, eskalerer det. Ved hun overhovedet, hvad han går og foretager sig?


Foto: Per Morten Abrahamsen.



Det antydes, at der skete noget for et år siden, der gør, at moren egentlig har god grund til bekymring, men det er først meget senere, at vi finder vi ud af, hvad det er. Under hans seng finder hun en kniv. Han fortæller, at han ikke ser sine gamle venner mere. At han har fundet nye. Pludselig siger han noget, der får hende til at studse, for hvad mener han virkelig - og hvem er han egentlig? Kender hun ham overhovedet længere?


Foto: Per Morten Abrahamsen.



Scenografien, af Astrid Lindgreen Hjermind, med et hvidt telt midt på scenen, hvorpå der kan opprojiceres billeder og film, og som kan belyser fra mange sider, for til sidst at falde helt sammen, er enkelt, elegant  og meget virkningsfuldt. Det tilhørende video- & lyddesign, af Jens Mønsted, fungerer flot sammen med og fuldendes af lysdesignet af Jesper Munk Jepsson.


Foto: Per Morten Abrahamsen.



Det udvikler sig gradvist. Først er det bare en lille sprække i tilliden mellem dem,  hvorigennem mørket slipper ind, senere vokser det sig stadigt større. Som publikum sidder vi som forstenede - ligesom de to på scenen. Vi er draget med ud på en rejse IND I MØRKET, hvorfra ingen veje fører  tilbage. Mørket er nådesløst. Det er netop det, der gør det så uafrysteligt. Begge personer, der spilles knugende af Anne Gry Henningsen og Rasmus Elbo, er umulige at affeje. Det samme gælder hele forestillingen om  højreekstremisme og radikalisering, uden at det nævnes overhovedet.  Vi er gået med ganske langsomt. Skridt for skridt er vi fulgt med ind i mørket. Mørket er bundløst og uforsonligt. Det er teater, når det er allerbedst.  



Foto: Per Morten Abrahamsen.



IND I MØRKET
af Mærkværk og Teaterhuset Filuren
på Krudttønden


Medvirkende: Anne Gry Henningsen & Rasmus Elbo
Instruktør: Jonas Preben Jørgensen
Dramatiker: Julie Maj Jakobsen
Scenograf & kostumedesigner: 
Astrid Lindgreen Hjermind
Video- & lyddesigner: Jens Mønsted
Lysdesigner & afvikler: Jesper Munk Jepsson
Scenemester & bygger: Claus Madsen
Rekvisitør: Linda Fallentin
Instruktør- & rekvisitørassistent: 
Mille Rosenkvist Thomsen
Afviklere, Krudttønden & turné: 
Viktor Holm Lauridsen og Emil Wardeh
Producent: Teaterhuset Filuren & MÆRKVÆRK 
efter idé af Anne Gry Henningsen




Tidligere anmeldte forestillinger af MÆRKVÆRK:






Foto: Amogh Pant.

HVORFOR BLIVER DET NAT

af KORBO
i Den Grå Hal

Der er nogle teateroplevelser, jeg slet ikke ønsker skal slutte. HVORFOR BLIVER DET NAT af dansk/franske KORBO er en af dem. Det er noget af det smukkeste, mest poetiske og charmerende, jeg længe har set.

Efter at have taget skoene af, bliver vi ført ind i en sort telthule. Vi sidder ganske tæt på fire rækker omkring den opbyggelige mytefortælling om, hvordan mennesker og dyr i tidernes morgen var et og det samme. Nogle var dyr, andre var mennesker og de kunne skifte fra det ene til det andet. 


Foto: Amogh Pant.


Der er en ravn og der er et hus. Der er en gammel mand og en datter. Der er et barn, der vokser op og en hemmelighed, der lidt efter lidt bliver åbenbaret. Der er et håb, der bliver født og der er et lys, der ser skinner ud over verden for første gang.

Den allegoriske fortælling er lille og alligevel stor. Det er skabelsesfortælling, der stammer fra et oprindeligt folk på den canadiske vestkyst, hvor vi synker ned i historien, der foregår i et lille hus mellem træerne i skoven gemt bag snedækkede bjerge. Det er der, vi møder både mennesker og dyr - og os selv. Det er det særlige ved myternes magi, for de handler ikke bare om verden rundt om os, de handler også om os selv og den måde vi er til i verden på. 


Foto: Amogh Pant.


Der er tre på scenen. To skuespillere og musiker. Men David Tholander er også tryllekunstner, uddannet fra École Jacques Lecoq i Paris. Han er sammen med Léna Rondé, fransk skuespiller, sanger og instruktør, kunstnerisk ledere af KorboClaus Kaarsgaard akkompagnerer og spiller både kontrabas og cello. Uddannet fra The Royal Conservatory of the Netherlands. Sammen har de skabt denne lille perle af en forestilling, hvor trylleri, visuelt teater og musik genfortæller myten og tæmmer mørket.

Lyd (Rastko Lazic), lys (Martin Danielsen), konstruktion (Jesper Folke), billedkunst (Luc Perez), kunstnerisk sparring (Seimi Nørregaard). Det hele glider sammen i en magisk kombination, hvor det ene understøtter det andet, og opnår en fylde og et format, der gør denne lille forestilling til et betagende under. Kitt Johnson, der også står bag festivalen, som forestillingen er en del af, har haft øje og hjerte med udefra.


Foto: Amogh Pant.


Vi får forklaret verden. Alt det vi ikke forstår forsvinder, og tilbage står fortællingen om, hvordan verden er, som den er. De er alle tre klædt i sort, så det er kun deres ansigter vi ser. Det er betagende at betragte Davids Tholanders ansigt. Det er uudgrundeligt. Som magiker må det være utroligt at have et ansigt, der er så sigende. Der er noget lidt fortabt over ham. Han forekommer lidt stakkels og så alligevel ikke. Det ene øjeblik ligner han et månebarn og det næste øjeblik kan han trylle, så vi mister enhver fornemmelse for tid og sted.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der har kedet mig grumt, når jeg er blevet præsenteret for diverse selskabstryllerier. Jo, der er overraskende, men også umådeligt kedsommeligt. Det er mange af de samme tricks, der indgår i forestillingen, men her bliver det vitterlig magisk, for i denne mytiske sammenhæng giver de mening og resonerer med historien, som de indgår i. Det hele får vinger og flyver afsted med os til de canadiske skove langt herfra.

Det er fortalt med stor nænsomhed og et sitrende nærvær, der forplanter sig til os. Historien er bearbejdet og komprimeret til det allermest nødvendige. Det er så godt, at jeg bare har lyst til at blive siddende.

Det kan opleves og nydes af alle fra 6 år og op. Det giver ingen mening at kaldet det en børneforestilling. Det er en forestilling om mennesker og dyr for mennesker. For unge såvel som for gamle. Det rammer lige i hjertet.


Foto: Amogh Pant.

HVORFOR BLIVER DET NAT

Idé, skabelse og performance: Léna Rondé & David Tholander 
Medskaber og musiker: Claus Kaarsgaard
Outside eye: Kitt Johnson
Lyddesign: Rastko Lazic
Lysdesign: Martin Danielsen
Konstruktion: Jesper Folke
Billedkunstner: Luc Perez
Kunstnerisk sparring: Seimi Nørregaard



Indgik i festivalen C!CAF
der finder sted fra den 14.-24. april 2026 
i Den Grå Hal i København.

"Copenhagen Circus Arts Festival er en biennale, der viser international cirkuskunst af høj kvalitet. Forestillinger, der griber dig lige der, hvor grænsen mellem cirkus og kunst udviskes. Hvor noget nyt og enestående skabes! En uimodståelig bastard!"

*

Se også oversigten 
over de øvrige 261 anmeldelser.

*

onsdag den 22. marts 2023

Anmeldelse: DRØM DRØM DRØM PÅ Teater ZeBU

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Det er vore drømme, der definerer, hvem vi er - og hvem vi gerne vil være. Drømme kan være vævet af det fineste stof, men også føles som støbt i beton, når de ikke indfries. I forestillingen DRØM DRØM DRØM fylder drømmene det hele. Og med god grund. De fylder så meget, at de er ved at gøre det ud for forestillingens dramaturgi, for måske er den der slet ikke? Sådan kan det godt umiddelbart virke, men det passer heller ikke, selvom opbygningen er meget spinkel og overlader det hele til de tre på scenen: danseren Jeppe Kaas Vad og skuespillerne Ludvig Brostrup og Anne Gry Henningsen. Sidstnævnte er også ideskaberen bag forestillingen, der er både energisk og iderigt instrueret af Petrea Søe.



Foto: Per Morten Abrahamsen.


De 100 publikummer inviteres til at bidrage med hver sin drøm, der skrives på små sedler og afleveres til de tre på scenen. Drømmene inddeles i forskellige kategorier. Hver kuffert på scenen rummer opfyldelsen af en kategori inden for drømmene. Bagefter går forestillingens Dream Team igang med opfyldelsen af drømmene. Det hele er lækkert sat op med musik og koreografi, som var det X-Factor eller et andet følelsesudkrængende TV-show. Men af og til springer der gnister fra Dream Teamet, når de skønt spildte kræfter ikke rigtig slår til - eller er dækkende. Når løsningerne bliver lidt for hurtige og smarte, slår de medvirkende sig i tøjret og mister troen på projektet, for mon ikke vi kan finde på en bedre løsning selv? Det spørgsmål får flere gange lov til at hænge i luften over forestillingen.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


De tre på scenen må knokle for at holde alle bolde i luften samtidig. Boldene - eller rettere drømmene - stikker hele tiden af fra dem, for det er alligevel ikke så let og ligetil, som vi er blevet lovet. Af og til falder masken, og det gøres hver gang med afvæbnende troværdighed. Kemien imellem de tre er forrygende, og de griber og kaster og griber igen. Det hele er én stor leg - og alligevel er det blodigt alvor for mange af de tilstedeværende, for det er publikums egne drømme, der står på spil og som der jongleres med. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Forestillingen balancerer på en knivsæg, og er også den type forestilling, der først senere finder sit helt rette leje, da det bliver til i samspillet med publikum, og det er langt fra nogen let sag, når det handler om at skulle lave turnerende ungdomsteater. Men det ved Anne Gry Henningsen og MÆRKVÆRK alt om. Jeg har tidligere nydt forestillingerne STRÆBER (2017), FRONTLØBERNE (2020) og UNDER HUDEN (2020), der blot er 3 ud af deres 10 produktioner. De er modige og ærlige i deres tilgang- og det kræver målgruppen også.

 "Ambitionen er altid at skabe teater, der perspektiverer og sætter gang i dialogen om de tematikker, de udfordres af på vejen til at blive voksne. Forestillingerne er skabt i tæt samarbejde med unge, så de ikke blot reproducerer voksnes forestillinger om, hvordan unge tænker og har det." - står der er i forestillingens pressemateriale.

Det kræver mod og selvransagelse at lave teater for unge, som sætter spørgsmål ved alting og tager intet for givet. Af samme grund er det så befriende at se og opleve MÆRKVÆRKs forestillinger.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der tages fat i de store spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor vi er som vi er - og hvorfor vi ikke er noget helt andet? Undervejs i forestillingen læses alle drømmene op. Det sker som en del af spillet, i højt tempo og fuldt af sjov og ballade. Lidt på den pjankede uforpligtende måde som TV efterhånden har vænnet os til, men kun som oplæg til forestillingens stille passager, hvor spørgsmål pludselig slynges ud til publikum - som en del af legen. Det sker hver gang, inden vi mentalt lægges ned af vægten bag de oplæste drømme. Nogle er morsomme. Andre er dødsens alvorlige, og der var mange gange i løbet af forestillingen, hvor jeg følte et stik i hjertet, da de forskellige drømme blev læst op. Det blev gjort slagfærdigt og direkte, men uden at nogen af den grund kan have følt sig udleveret. Tværtimod tror jeg, at alle har følt sig set, og måske for en stund har følt sig til stede og måske endda en lille smule elsket, for her var der pludselig en fyldt teatersal, der måske lyttede til noget, der aldrig var blevet sagt højt før. Måske oplevede vi den allerførste gang det fik mæle. Det er fornemt at kunne opnå det med en så energibåret forestilling. Det gjorde, at jeg sad tilbage, rørt og taknemmelig.  


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Den ganske unge og meget høje skuespiller, Ludvig Brostrup, lignede ligesom de to andre på scenen en funklende guldfisk i skinnende trikot. Måske også et dansende rumvæsen. Hans ligefremhed var befriende. Danseren Jeppe Kaas Vad dansede, så det var en fryd, og var skøn at se på, mens Anne Gry Henningsen mest af alt lignede en trutmundet dansemyg, der gjorde sit bedste for at leve på til den dansende lethed, som det hele skulle leveres med, men som gang på gang alligevel måtte stå lidt udenfor og føle sig forkert, for hvad var det egentlig de sagde og gjorde. Gav det overhovedet mening? Hun kan lyde forurettet og mopset på en vidunderlig underholdende måde. Som om vi andre bare er tavse vidner til, at alting falder sammen for hende, mens hun febrilsk forsøger at skabe sammenhæng i det, der slet ingen mening har. Hun havde vores fulde sympati. 

Da vi forlod salen, sagde min sidemand stolt: "Min drøm blev læst op!"

Tak til MÆRKVÆRK for alle drømmene som forestillingen satte fri!


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Her er nogle af drømmene fra premiereaftenen i ZeBU:

"Jeg drømmer om at få en ven"

"Jeg drømmer om at kunne flyve"

"Fred på jord"

"At bo sammen med mor"

"Bare jeg ikke var så bange for piger"

"Jeg drømmer om at min bedste ven bliver rask igen"

"Jeg drømmer om at blive fodboldspiller"

"Jeg drømmer om at blive striptease-danserinde"

"Andre ved ikke at mit køn er forskelligt fra det de ser"

"Jeg drømmer om at danse ballet"

"Jeg drømmer om at bo sammen med min mor og far"

"Bare jeg vidste, hvor jeg skal kigge hen i omklædningsrummet"

"En verden uden krig og vold"

"Jeg drømmer om at bliver FNs generalkommissær  og arbejde for fred i verden"

"Jeg drømmer om et spændende liv"


Foto: Per Morten Abrahamsen.


DRØM DRØM DRØM

21.-31. marts 2023

på Teater ZeBU

af MÆRKVÆRK


Medvirkende: 
danser Jeppe Kaas Vad, skuespiller Ludvig Brostrup & skuespiller Anne Gry Henningsen

Instruktør: Petrea Søe

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lyddesigner: Thomas Dinesen

Lysdesigner: Jari Matsi

Dramaturg: Trine Wisbech

Instruktørassistent: Sofie Svendsen Jensen

Rekvisitør: Lasse Hal

Skrædder: Rosa Birkedal

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Kommunikation & turné:  Janne Hovmand Storm

Producent: Kenneth Gall

Produceres af MÆRKVÆRK efter idé af Anne Gry Henningsen


*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

onsdag den 28. juli 2021

Mød Anne Gry Henningsen, kunstnerisk leder og skuespiller i MÆRKVÆRK

Foto: Michael Svennevig.



Anne Gry Henningsen er kunstnerisk leder og skuespiller i MÆRKVÆRK, der producerer teater til teenagere. Det er en svær gruppe at spille teater for. Det kræver mod, tilstedeværelse og nærvær. Gry er modig. Selv trækker hun på skulderen, da jeg nævner det. Hun er handlekraftig og illustrerer det ved at slå hænderne sammen. Der er ikke så meget snak over hende. Hun udklækker ideerne til teatrets forestillinger, men har dramatikere og instruktører til at lave det videre arbejde, indtil hun selv står på scenen. Hun fortæller at forestillingerne laver de i fællesskab. Jeg har set og anmeldt tre at teatrets forestillinger, der alle har været drevet af stort mod.

Der er forestillingen ”Stræber” om vores konkurrencesamfund- og liv, ”FRONTLØBERNE” om klimakampens nødvendighed og senest ”under huden”, der handler om døden. Den sidste af de tre er direkte personligt følelsesmæssigt motiveret for Gry, mens de to andre er startet som et ønske om at undersøge og forholde sig til noget, der trænger sig på i tiden. 


Foto: Michael Svennevig.


Hør Gry fortæller på 3. festivaldag, tirsdag den 10. august kl. 15-21 i Global Art Gallery i Vanløse, om det særlige ved at lave teater for unge og hvad det personligt kræver af hende, både som teatrets kunstnerisk leder, skuespiller – og som menneske.


Læs mere om de tre anmeldte forestillinger:

Foto: Per Morten Abrahamsen



Foto: Per Morten Abrahamsen



Foto: Per Morten Abrahamsen

Stræber


*

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB

Se festivalen på Facebook.

*

søndag den 8. november 2020

Anmeldelse: UNDER HUDEN på Teaterøen

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.

De er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.

Frejas mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først, da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der. Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja. Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.


Foto: Per Morten Abrahamsen

I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...


Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går, og det ofte begynder Freja at græde i klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende – netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.

Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.

 
Foto: Per Morten Abrahamsen


Forestillingen slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det vidste jeg da heller ikke!”

På forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan han har det.”

Det er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen, da lyset blev tændt.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Under flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.

Det er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om, for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.

Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.   

Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle – og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er. Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.



UNDER HUDEN

af MÆRKVÆRK – teater til teenagere

Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg

Komponist & lyddesigner: Klaus Risager

Lys & teknik: Martin Danielsen

Bygger: Søren Romer

Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil Hart Producent Karoline Michelsen

Idé & koncept: MÆRKVÆRK

Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen

HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen

9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021, Danmarksturné

+ Efterår 2021, Danmarksturné

Hjemmeside 

Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:

 

»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«

Anne Gry Henningsen,
skuespiller



Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:

2020: 

FRONTLØBERNE

2017:

STRÆBER

*

Se listen over de 

117 andre teateranmeldelser 

*