Viser opslag med etiketten Jari Matsi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jari Matsi. Vis alle opslag

onsdag den 23. september 2026

Anmeldelse: UBEBOELIG på Bådteatret

 

Foto: Simone Ballan.

Vi er på gyngende grund. Vandstanden stiger. Ivans mor flyttede ud i sommerhuset, da hun blev pensioneret. Der sidder hun nu, mens hun venter på at høre fra sønnen. Hun efterlader beskeder til ham på telefonsvareren uden at han melder tilbage. Hun vil gerne have ham til at rydde kælderen. Mens vandstanden stiger har han sit eget at kæmpe med, for han har mareridt. Tilbagevendende. Måske startede det, da moren fik brevet fra kommunen. Det bliver liggende flere uger ude i køkkenet. Ingen ved, hvornår det sker, men på et tidspunkt vil stedet blive ubeboeligt. Om det bliver i hendes eller hans levetid vides ikke, men det trænger sig alligevel tungt ind på dem, som en mørk skygge, der ikke vil forsvinde. 


Foto: Simone Ballan.


En masse små gennemsigtige plastikposer er hængt op i loftet i bugen på Bådteatrets nøgne skrog. Ofte duver båden ganske let, men i aftes lå den helt stille, men fornemmelsen af at vi har sluppet landjorden, fornægter sig ikke. Vi er på en måde drevet til havs, sådan føles det også i forestillingen UBEBOELIG af Out of Balanz, der gæstespiller på Bådtatret. 

Vi er trådt ind på et unikt teater. UBEBOELIG er den perfekte forestilling til Bådteatret. I en scene synker vi dybt ned under vandet, hvor tyngdekraften ophæves. Det er ren teatermagi, når Troels Hagen Findsen og Ragnhild Kaarsgaard begynder at bevæge sig rundt som om alting allerede er oversvømmet. Det er lidt som at træde ned i Jannik Hastrups "Bennys Badekar" - det er samme stemning, der møder os. Det er på en og samme tid voldsomt poetisk, tykt karikeret, gyngende musikalsk og skræmmende reelt. Vi er fanget lige der mellem drøm og virkelighed. 


Foto: Simone Ballan.


Historien synes umiddelbart ganske enkel, dens puls er ganske langsom, men alligevel er der de tilbagevendende mareridt. Det hele bliver så håndgribeligt i denne lille perle af en forestilling.

Selv om der er sat en mindstealder på 15 år, kunne forestillingen lige så vel spilles for børn, så god er den. Scenografisk har Laura Rasmussen skabt en forunderlig verden. Smukt beslyst af Jari Matsi. Palle Nothlev har været lyddesigner. Alle lyde når os lidt forsinket, som om vi er nede på bunden af havet, hvilket vi også er. Der er kælet for alle detaljer. Samtidig virker det hele så nært. Ikke mindst på grund af Trols Hagen Findsen, der er sønnen, Ivan Hansen, mens Ragnhild Kaarsgaard er moren. 


Foto: Simone Ballan.


Forestillingen er skrevet af Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen og instrueret af Katrina Bugaj. Out of Balanz består af de to, og konceptet for forestillingen har de været fælles om. 

Ivan Hansen taler direkte til os. Ikke bare til os, men med os, men mest forsøger han at få kontakt til noget inde i sig selv. Noget, der er gledte ham af hænde. Han er kæntret og kæmper for at nå frem til til sig selv. Det er enkelt og alligevel kompliceret. Der er ingen lange dialoger, men mange forgæves forsøg på en tilnærmelse mellem sønnen og moren.


Foto: Simone Ballan.


Det er som taget ud af en børnebog, men en af de rigtig gode, hvor både børn og voksne forstår det hele på hver sin måde.

Vandstanden stiger, mens uroen langsomt sætter sig. Livet er ikke let for dem, der er drevet til havs.

Alting virker så ubesværet. Her er ingen store armbevægelser, men et sitrende nærvær, der er betagende at opleve. 



UBEBOELIG

af  Out of Balanz

gæstespil på Bådteatret

22.9. - 3.19.2026


Instruktør
Katrina Bugaj

Scenograf
Laura Rasmussen

Lysdesigner
Jari Matsi

Lyddesigner
Palle Nothlev

Koncept
Katrina Bugaj, Troels Hagen Findsen

Skuespiller
Troels Hagen Findsen, Ragnhild Kaarsgaard

Dramatiker
Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen



*

Anmeldelser af andre forestillinger 
med Troels Hagen Findsen, Katrina Bugaj 
og OUT OF BALANZ:

2024:

Se også oversigten
over de øvrige 265 anmeldelser.


*

onsdag den 22. marts 2023

Anmeldelse: DRØM DRØM DRØM PÅ Teater ZeBU

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Det er vore drømme, der definerer, hvem vi er - og hvem vi gerne vil være. Drømme kan være vævet af det fineste stof, men også føles som støbt i beton, når de ikke indfries. I forestillingen DRØM DRØM DRØM fylder drømmene det hele. Og med god grund. De fylder så meget, at de er ved at gøre det ud for forestillingens dramaturgi, for måske er den der slet ikke? Sådan kan det godt umiddelbart virke, men det passer heller ikke, selvom opbygningen er meget spinkel og overlader det hele til de tre på scenen: danseren Jeppe Kaas Vad og skuespillerne Ludvig Brostrup og Anne Gry Henningsen. Sidstnævnte er også ideskaberen bag forestillingen, der er både energisk og iderigt instrueret af Petrea Søe.



Foto: Per Morten Abrahamsen.


De 100 publikummer inviteres til at bidrage med hver sin drøm, der skrives på små sedler og afleveres til de tre på scenen. Drømmene inddeles i forskellige kategorier. Hver kuffert på scenen rummer opfyldelsen af en kategori inden for drømmene. Bagefter går forestillingens Dream Team igang med opfyldelsen af drømmene. Det hele er lækkert sat op med musik og koreografi, som var det X-Factor eller et andet følelsesudkrængende TV-show. Men af og til springer der gnister fra Dream Teamet, når de skønt spildte kræfter ikke rigtig slår til - eller er dækkende. Når løsningerne bliver lidt for hurtige og smarte, slår de medvirkende sig i tøjret og mister troen på projektet, for mon ikke vi kan finde på en bedre løsning selv? Det spørgsmål får flere gange lov til at hænge i luften over forestillingen.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


De tre på scenen må knokle for at holde alle bolde i luften samtidig. Boldene - eller rettere drømmene - stikker hele tiden af fra dem, for det er alligevel ikke så let og ligetil, som vi er blevet lovet. Af og til falder masken, og det gøres hver gang med afvæbnende troværdighed. Kemien imellem de tre er forrygende, og de griber og kaster og griber igen. Det hele er én stor leg - og alligevel er det blodigt alvor for mange af de tilstedeværende, for det er publikums egne drømme, der står på spil og som der jongleres med. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Forestillingen balancerer på en knivsæg, og er også den type forestilling, der først senere finder sit helt rette leje, da det bliver til i samspillet med publikum, og det er langt fra nogen let sag, når det handler om at skulle lave turnerende ungdomsteater. Men det ved Anne Gry Henningsen og MÆRKVÆRK alt om. Jeg har tidligere nydt forestillingerne STRÆBER (2017), FRONTLØBERNE (2020) og UNDER HUDEN (2020), der blot er 3 ud af deres 10 produktioner. De er modige og ærlige i deres tilgang- og det kræver målgruppen også.

 "Ambitionen er altid at skabe teater, der perspektiverer og sætter gang i dialogen om de tematikker, de udfordres af på vejen til at blive voksne. Forestillingerne er skabt i tæt samarbejde med unge, så de ikke blot reproducerer voksnes forestillinger om, hvordan unge tænker og har det." - står der er i forestillingens pressemateriale.

Det kræver mod og selvransagelse at lave teater for unge, som sætter spørgsmål ved alting og tager intet for givet. Af samme grund er det så befriende at se og opleve MÆRKVÆRKs forestillinger.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der tages fat i de store spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor vi er som vi er - og hvorfor vi ikke er noget helt andet? Undervejs i forestillingen læses alle drømmene op. Det sker som en del af spillet, i højt tempo og fuldt af sjov og ballade. Lidt på den pjankede uforpligtende måde som TV efterhånden har vænnet os til, men kun som oplæg til forestillingens stille passager, hvor spørgsmål pludselig slynges ud til publikum - som en del af legen. Det sker hver gang, inden vi mentalt lægges ned af vægten bag de oplæste drømme. Nogle er morsomme. Andre er dødsens alvorlige, og der var mange gange i løbet af forestillingen, hvor jeg følte et stik i hjertet, da de forskellige drømme blev læst op. Det blev gjort slagfærdigt og direkte, men uden at nogen af den grund kan have følt sig udleveret. Tværtimod tror jeg, at alle har følt sig set, og måske for en stund har følt sig til stede og måske endda en lille smule elsket, for her var der pludselig en fyldt teatersal, der måske lyttede til noget, der aldrig var blevet sagt højt før. Måske oplevede vi den allerførste gang det fik mæle. Det er fornemt at kunne opnå det med en så energibåret forestilling. Det gjorde, at jeg sad tilbage, rørt og taknemmelig.  


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Den ganske unge og meget høje skuespiller, Ludvig Brostrup, lignede ligesom de to andre på scenen en funklende guldfisk i skinnende trikot. Måske også et dansende rumvæsen. Hans ligefremhed var befriende. Danseren Jeppe Kaas Vad dansede, så det var en fryd, og var skøn at se på, mens Anne Gry Henningsen mest af alt lignede en trutmundet dansemyg, der gjorde sit bedste for at leve på til den dansende lethed, som det hele skulle leveres med, men som gang på gang alligevel måtte stå lidt udenfor og føle sig forkert, for hvad var det egentlig de sagde og gjorde. Gav det overhovedet mening? Hun kan lyde forurettet og mopset på en vidunderlig underholdende måde. Som om vi andre bare er tavse vidner til, at alting falder sammen for hende, mens hun febrilsk forsøger at skabe sammenhæng i det, der slet ingen mening har. Hun havde vores fulde sympati. 

Da vi forlod salen, sagde min sidemand stolt: "Min drøm blev læst op!"

Tak til MÆRKVÆRK for alle drømmene som forestillingen satte fri!


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Her er nogle af drømmene fra premiereaftenen i ZeBU:

"Jeg drømmer om at få en ven"

"Jeg drømmer om at kunne flyve"

"Fred på jord"

"At bo sammen med mor"

"Bare jeg ikke var så bange for piger"

"Jeg drømmer om at min bedste ven bliver rask igen"

"Jeg drømmer om at blive fodboldspiller"

"Jeg drømmer om at blive striptease-danserinde"

"Andre ved ikke at mit køn er forskelligt fra det de ser"

"Jeg drømmer om at danse ballet"

"Jeg drømmer om at bo sammen med min mor og far"

"Bare jeg vidste, hvor jeg skal kigge hen i omklædningsrummet"

"En verden uden krig og vold"

"Jeg drømmer om at bliver FNs generalkommissær  og arbejde for fred i verden"

"Jeg drømmer om et spændende liv"


Foto: Per Morten Abrahamsen.


DRØM DRØM DRØM

21.-31. marts 2023

på Teater ZeBU

af MÆRKVÆRK


Medvirkende: 
danser Jeppe Kaas Vad, skuespiller Ludvig Brostrup & skuespiller Anne Gry Henningsen

Instruktør: Petrea Søe

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lyddesigner: Thomas Dinesen

Lysdesigner: Jari Matsi

Dramaturg: Trine Wisbech

Instruktørassistent: Sofie Svendsen Jensen

Rekvisitør: Lasse Hal

Skrædder: Rosa Birkedal

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Kommunikation & turné:  Janne Hovmand Storm

Producent: Kenneth Gall

Produceres af MÆRKVÆRK efter idé af Anne Gry Henningsen


*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*