Viser opslag med etiketten Anne Gry Henningsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anne Gry Henningsen. Vis alle opslag

tirsdag den 9. januar 2024

Anmeldelse: THE LAUGHING CROWD i Skuespilhuset og GRÆNSELØST på Teater Zebu

Foto: Per Morten Abrahamsen ("Grænseløst")/ Jan Vesala ("The Laughing Crowd")


Oplev to forestillinger, hvor der i den ene ikke er noget at grine af, mens der i den anden grines fra start til slut. To forestillinger der handler om grænser mellem mennesker og grænser for morskab. Oplev GRÆNSELØST af Mærkværk på ZeBU og THE LAUGHING CROWD på Skuespilhusets Lille Scene. Anne Gry Henningsen og Antoinette Helbing er ude i forskellige ærinder, men fælles for begge er, at de er nysgerrige og forsøger at forstå, hvad det vil sige at være mennesker. Det er grænseløst nært og latrende fjernt.



Foto: Jan Vesala.


THE LAUGHING CROWD
på Skuespilhusets Lille Scene
8.-14. januar 2024


Da vi træder ind på Lille Scene i Skuespilhuset bølger en masse lyd imod os. Der er en let dis oplyst af lysende rør ophængt i forskellige højder. Nogle over os, mens andre er helt nede i i siddehøjde. Midt i det sortmalede rum står to kvinder og batler med latteren som våben. De lægger hovedet tilbage og latrer alt hvad de kan. Da vi træder ind er de allerede langt inde i en latter-duet, hvor de skiftevist slynger latteren imod hinanden. Frem og tilbage. De er iklædt spraglet tøj, der leder tankerne hen på noget klovnet, der også understeges af deres sminkning.  

Forinden har vi på engelsk fået at vide, at der er ingen faste pladser. Vi kan sidde lige hvor vi vil på de sorte og hvide taburetter, der er anbragt vilkårligt rundt i lokalet. Vi kan flytte os rundt undervejs som vi vil. Det står os frit for om vi vil sidde, stå eller gå rundt. Det er et levende rum vi træder ind i - og sådan føles det også. I starten koncentreres al opmærksomhed omkring de to latrende kvinder i midten. Langsomt glider vi som publikum ind og sætter os til rette. 


Foto: Jan Vesala.


Men THE LAUGHING CROWD af Antoinette Helbing handler slet ikke om at sætte sig til rette. Latteren slynges lidt efter imod os fra mange steder, da de 9 medvirkende (inklusiv koreografen selv) langsomt træder i karakter. Eller det gør de netop ikke. De er den leende flok, der som gøglere forsøger at få os til at le. Egentlig foregår der ikke noget morsomt. Der er ingen morsomme optrin. Ingen komik. Kun latteren selv.

Latter uden morskab er en underlig størrelse, for den har intet afsæt. Latter gør noget ved os og kan være lige så engagerende, insisterende og enerverende som barnegråd. Eller næsten. Den er meget svær at sidde overhørig. I starten er vi der bare som observatører, for når vi ikke bliver inddraget i det morsomme, sidder vi udenfor og kigger ind som laboranter i et laboratorium. De optrædende er forsøgsrotter i et eksperiment. Eller måske er det os, der er det?


Foto: Jan Vesala.


Jeg betragter deres latter og noterer mig, at overgangen fra latter til gråd er minimal. Den transformation er der flere af de medvirkende, der mestrer gribende, og langsomt sker forvandlingen, for på et tidspunkt glider jeg ind i latteren og tager den på en måde på mig. Det er ikke noget jeg er mig bevidst, men rummet og latteren tager mig med og jeg træder ind over en tærskel, hvor jeg selv bliver en del af den. Men alligevel ikke rigtig, for det ville betyde at de medvirkende inviterer mig med, og det gør de ikke. De smyger sig rundt imellem os, puffer til os, slingrer forbi og læner sig ind os og ruller tæt forbi, men inviterer os med ind i deres morskab gør de ikke - og det er heller ikke meningen. Vi forbliver tilskuere, der kun tilsyneladende er med i det, der foregå. Godt nok rækkes der ud efter os, men det er bare på skrømt. Der er de optrædende og så er der os, de betragtende.

På et tidspunkt tager latteren over på en uventet måde - og det er en gave fra publikum. Da spillerne er faldet til ro efter en støre latterorkan, er der to kvinder i den ene side, der er blevet smittet af latteren og fnis bliver til undertrykt latter. Den ene af dem vender sig væk for at forsøge at bremse latteren, men det er umuligt og hendes veninde griner med. Ikke frit og højt, men undertrykt og forbudt. To andre kvinder i modsatte side fanger latteren og den breder sig i dem. For en stund udviskes grænserne mellem dem og os, og vi blev alle med i en fælles latter. Dog med den undtagelse, at der egentlig ikke er noget at le af. 


Foto: Jan Vesala.


Hvorfor ler vi? Det er lettest at forklare med, at vi oplever noget sjovt og latteren bryder frem i os som en reaktion på det. Men det er meget mere komplekst, for vi griner også, når vi er usikre og ikke ved, hvordan vi skal reagere. Smilet og grinet er også en maske eller en facade som vi holder op foran os, når vi bliver usikre. Mange smiler, når de ikke ved, hvordan de ellers skal reagere. 

De medvirkende samles midt i rummet. De ligger ned, rejser sig langsomt og synkront slår de sig på lårene af grin, men uden lyd, før de igen går i stå, fryser fast som fanget af tiden, før de lydløst griner og bevæger sig videre i slowmotion.

Vi er på rundrejse i latterens rige, men bliver aldrig rigtig budt indenfor. Vi er med på en udforskning af latterens væsen, men får aldrig lov til at le med. Det er heller ikke meningen. Vi bliver stående udenfor og banker på - og får lov at titte ind i det sjove land, hvor de andre er, men uden at blive budt indenfor. Vi er med og alligevel ikke. Det opleves som at træde ind i et lokale, hvor der lige er blevet fortalt noget morsomt som alle andre ler af, men selve vittigheden får vi ikke lov at høre.  


Foto: Jan Vesala.


Det er fascinerende at opleve, hvor kort afstand, der er mellem latter og gråd, hvor kort afstand, der er mellem de optrædende og os - og hvor lang afstand, der er mellem at forstå og at opleve. Vi forstår ingenting, men får lov til at opleve det hele. Antoinette Helbing inviterer os med på en forunderlig og forstyrrende rejse frem mod et sted inde i os, som vi måske aldrig har mødt før. Vi er sammen rejst afsted, men oplever det vi ser meget forskelligt. Lidt som at befinde sig i et tog, hvor alle sidder helt stille for sig selv, mens der uden for passerer et andet tog, hvor alle fester og synger. Oven i det er der den smukkeste afslutning, der ikke skal afsløres her. Med sig på scenen har Antoinette Helbing: Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Jakob Schnack Krog, Nanna Stigsdatter Mathiassen og Thjerza Balaj. De er kostumeret af Inbal Lieblich. Komponist er Randi Pontoppidan. Lysdesigner er Carina Backman. Senest kunne Antoinette Helbing opleves med det fascinerende værk THE MIRROR PROJECT. Denne gang indgår hendes nyeste værk i K:Select, der et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.



Foto: Jan Vesala.


THE LAUGHING CROWD
på Skuespilhusets Lille Scene
8.-14. januar 2024
K:Selekt
1 time
Fra 15 år af


Koreograf: Antoinette Helbing
Performere: Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Jakob Schnack Krog, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Thjerza Balaj og Antoinette Helbing
Stand In: Katrien van der Velden
Dramaturg: Naya Moll
Komponist: Randi Pontoppidan
Sound Designer og Teknikker: Emil Vodder Kristensen
Lysdesigner: Carina Backman
Kostume Designer: Inbal Lieblich
Producent: My Marie Nilsson
Administration: Dorte Burmester/B&W Art and Support
Dramaturgisk Praktikant: Eglė Nešukaitytė
Forestillingsbillede: Jan Vesala

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg og Musikudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, Wilhelm Demant Fonden, Augustinus Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Dansk-Svensk Fonden, Aage og Johanne Louis- Hansens Fond and ISLAND CONNECT Residency Program.



*


GRÆNSELØST

Gæstespil på ZeBU

af Mærkværk

1.-13. januar 2024



Fotograf: Per Morten Abrahamsen.



Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at lave en forestilling om grænser og grænseløs adfærd for unge. Men det beviser, at hvis man gør det på den rette måde, er der ingen grænser for, hvad man kan.

Efter en ide af Anne Gry Henningsen har de to dramatikere Lin Melkane & Josephine Eusebius skrevet en tekst, der er gnistrende instrueret af Mikkel Løvenholt Reenberg, hvor alting lykkes. Det er sjældent at det lader sig gøre. Der er ikke en eneste mislyd. Anne Gry Henningsen er selv på scenen som Alice i et veloplagt sammenspil med Morten Klode som Elias. De er venner. Bedste venner, men hvordan respekterer man hinandens grænser, hvis man ikke kan mærke sine egne grænser eller andres? Jo, man mærker det, men måske først, når det er for sent.


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.


Vi er alle forskellige og det er spændende - men også svært. Det rummer mange udfordringer. Grænserne er selvfølgelig svære og udefinerede over for dem man ikke kender, men nogle gange endnu sværere over for dem man kender rigtig godt. Det er et mineret område, og forestillingen lykkedes med at give gode sigende eksempler på, hvordan man kan navigere i det vanskelige farvand. Endda uden at det på nogen måde virker skematisk eller postuleret. Alle klichér undgås og der gås til det på mange nye, overraskende måder.


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.


Handlingen er i og for sig enkel. Den starter i 4. klasse, hvor Elias gerne vil være venner med Alice. Kontakten mellem de to knyttes, da han foreslår klassen, at Alice skal løbe om kap med Pelle, der på en eller anden måde ikke rigtig passer ind i klassen. Hvis Alice vinder skal han gå ud af skolen. Hvis Pelle vinder får han lov til at blive i klassen. Det er jo bare en leg. Alice er den hurtigste i klassen, så hun kan da godt løbe, men da hun har klipklapper på, tager hun dem af og løber barfodet - og kræver at Pelle gør det samme. Alice vinder, klassen jubler og tilbage står Pelles røde gummisko, for i mellem tiden er han forsvundet - og de ser ham aldrig mere. Men gummiskoene ender i en pose hjemme i Alices skab, som en dårlig samvittighed, hun slæber med sig videre. 


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.


Så enkel og alligevel meget kompleks er udgangspunktet. Det samme gentager sig på en måde nogle år senere. Det ene ord tager det andet, og hun får igen ikke sagt fra. Men ender alligevel med senere at få fortalt, hvordan hun oplevede det. I scene, hvor de to venner igen mødes og forsøger at genoptage deres venskab, må de flere gange afbryde sig selv med ordene: "Nej, det går altså ikke, kan vi ikke godt begynde forfra." Det gør de flere gange, for de forvilder sig hele tiden ind i mentale blindgyder, hvor de får låst sig selv og hinanden fast. Hvor tit har vi ikke alle ønsket os, at vi kunne spole tiden tilbage, fordi det ene ord tog det andet og det hele endte helt forkert. Det gør det også for Alice og Elias, men de spoler tilbage og lidt efter lidt får de blotlagt, hvad det egentlig handler om. Det er dybt fascinerende og meget lærerigt for alle i alle aldre.


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Samtidig er det et meget værdigt portræt at Elias. Der er ingen skurke eller helte. Alice og Elias er to rigtige mennesker. De er langt fra perfekte. De har fossede kanter og følelser, og har svære ting og følelser som de hver især tumler med, ligesom vi alle har, men sammen når de i land og det sker på en rørende, naturlig måde. 


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.


Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, men det sker i MÆRKVÆRKs meget fine forestilling GRÆNSELØST. Indrømmet, så havde jeg nogle forbehold inden forestillingen, for jeg orkede næsten ikke at høre mere om emnet, men det blev straks blæst væk. Ikke mindst fordi jeg ved fra nogle teatrets øvrige forestillinger at de kan noget ganske særligt. 


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Anne Gry Henningsens er også teatrets kunstneriske leder. Der er noget over hende. Noget kantet og usikkert, der bliver helt rigtigt, når hun står på en scene. Ikke mindst i samspillet med Morten Klodes Elias. Men jeg har oplevet det efterhånden i flere forskellige forestillinger. Det er noget hun har med sig, der gør hende interessant på en scene. Det er noget uforbeholdent, en slags kæk usikkerhed, der virker så ligetil i samspillet med andre - og endda ekstra fint med Elias i GRÆNSELØST. De to figurer har en vidunderlig tekst - og samspillet er betagende. Scenografien af Siggi óli Pálmason er meget enkel. Den er nærmest ikke eksisterende. Det er dejligt, at det er så enkelt som overhovedet muligt, men samspillet mellem lyssætningen og scenografien virker klodset, for spillerne bruger (for) megen tid på at rette lamper til, forbinde ledninger og tænde og slukke for dem. De har to forsølvede måtter som de ruller ind og ud i en uendelighed. Det støjer rent visuelt og virker overflødigt, eftersom resten er så forunderligt. Men ethvert perfekt maleri skal have en lille skønhedsplet. 


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.

Det virker så overvældende og ærligt, at jeg som publikum bliver helt tryllebundet - ligesom de unge gør. Efter forestillingen bliver vi alle siddende. Ingen havde lyst til at rejse sig. Hele seancen, både det der udspandt sig på scenen og relationen mellem spillerne og publikum blev ridset op fra starten, og det var med til at sikre trygheden, så det gav mulighed for at bevæge sig ind i det følelsesmæssige minerede område. Måske er det en vigtige grund at det  lykkedes så fint. Det er godt at sætte grænser op for vores måde at være sammen på


Fotograf: Per Morten Abrahamsen.


GRÆNSELØST

Gæstespil på ZeBU

af Mærkværk

1.-13. januar 2024

Medvirkende: 
Anne Gry Henningsen & Morten Klode

Instruktør: 
Mikkel Løvenholt Reenberg

Dramatikere: 
Lin Melkane & Josephine Eusebius

Scenograf: 
Siggi óli Pálmason

Lysdesigner: 
Flora Brandt

Komponist & lyddesigner: 
Thomas Dinesen

Skrædder: 
Sigrid L.H. Pedersen

Produktionsledere: 
Karen Hal Gerup Hermansen & Lasse Hal

Instruktør -og produktionsassistent: 
Katharina Adrian

Scenografisk assistent: 
Johanne Maise Hal Hedeskov

Grafiker: 
Robin Neil Hart

Kommunikation & turné: 
 Janne Hovmand Storm

Producent: 
Kenneth Gall
 

*

Tidligere anmeldte forestillinger af MÆRKVÆRK:

2023:

2020:

2017:

onsdag den 22. marts 2023

Anmeldelse: DRØM DRØM DRØM PÅ Teater ZeBU

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Det er vore drømme, der definerer, hvem vi er - og hvem vi gerne vil være. Drømme kan være vævet af det fineste stof, men også føles som støbt i beton, når de ikke indfries. I forestillingen DRØM DRØM DRØM fylder drømmene det hele. Og med god grund. De fylder så meget, at de er ved at gøre det ud for forestillingens dramaturgi, for måske er den der slet ikke? Sådan kan det godt umiddelbart virke, men det passer heller ikke, selvom opbygningen er meget spinkel og overlader det hele til de tre på scenen: danseren Jeppe Kaas Vad og skuespillerne Ludvig Brostrup og Anne Gry Henningsen. Sidstnævnte er også ideskaberen bag forestillingen, der er både energisk og iderigt instrueret af Petrea Søe.



Foto: Per Morten Abrahamsen.


De 100 publikummer inviteres til at bidrage med hver sin drøm, der skrives på små sedler og afleveres til de tre på scenen. Drømmene inddeles i forskellige kategorier. Hver kuffert på scenen rummer opfyldelsen af en kategori inden for drømmene. Bagefter går forestillingens Dream Team igang med opfyldelsen af drømmene. Det hele er lækkert sat op med musik og koreografi, som var det X-Factor eller et andet følelsesudkrængende TV-show. Men af og til springer der gnister fra Dream Teamet, når de skønt spildte kræfter ikke rigtig slår til - eller er dækkende. Når løsningerne bliver lidt for hurtige og smarte, slår de medvirkende sig i tøjret og mister troen på projektet, for mon ikke vi kan finde på en bedre løsning selv? Det spørgsmål får flere gange lov til at hænge i luften over forestillingen.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


De tre på scenen må knokle for at holde alle bolde i luften samtidig. Boldene - eller rettere drømmene - stikker hele tiden af fra dem, for det er alligevel ikke så let og ligetil, som vi er blevet lovet. Af og til falder masken, og det gøres hver gang med afvæbnende troværdighed. Kemien imellem de tre er forrygende, og de griber og kaster og griber igen. Det hele er én stor leg - og alligevel er det blodigt alvor for mange af de tilstedeværende, for det er publikums egne drømme, der står på spil og som der jongleres med. 

Foto: Per Morten Abrahamsen.


Forestillingen balancerer på en knivsæg, og er også den type forestilling, der først senere finder sit helt rette leje, da det bliver til i samspillet med publikum, og det er langt fra nogen let sag, når det handler om at skulle lave turnerende ungdomsteater. Men det ved Anne Gry Henningsen og MÆRKVÆRK alt om. Jeg har tidligere nydt forestillingerne STRÆBER (2017), FRONTLØBERNE (2020) og UNDER HUDEN (2020), der blot er 3 ud af deres 10 produktioner. De er modige og ærlige i deres tilgang- og det kræver målgruppen også.

 "Ambitionen er altid at skabe teater, der perspektiverer og sætter gang i dialogen om de tematikker, de udfordres af på vejen til at blive voksne. Forestillingerne er skabt i tæt samarbejde med unge, så de ikke blot reproducerer voksnes forestillinger om, hvordan unge tænker og har det." - står der er i forestillingens pressemateriale.

Det kræver mod og selvransagelse at lave teater for unge, som sætter spørgsmål ved alting og tager intet for givet. Af samme grund er det så befriende at se og opleve MÆRKVÆRKs forestillinger.


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Der tages fat i de store spørgsmål om, hvem vi er og hvorfor vi er som vi er - og hvorfor vi ikke er noget helt andet? Undervejs i forestillingen læses alle drømmene op. Det sker som en del af spillet, i højt tempo og fuldt af sjov og ballade. Lidt på den pjankede uforpligtende måde som TV efterhånden har vænnet os til, men kun som oplæg til forestillingens stille passager, hvor spørgsmål pludselig slynges ud til publikum - som en del af legen. Det sker hver gang, inden vi mentalt lægges ned af vægten bag de oplæste drømme. Nogle er morsomme. Andre er dødsens alvorlige, og der var mange gange i løbet af forestillingen, hvor jeg følte et stik i hjertet, da de forskellige drømme blev læst op. Det blev gjort slagfærdigt og direkte, men uden at nogen af den grund kan have følt sig udleveret. Tværtimod tror jeg, at alle har følt sig set, og måske for en stund har følt sig til stede og måske endda en lille smule elsket, for her var der pludselig en fyldt teatersal, der måske lyttede til noget, der aldrig var blevet sagt højt før. Måske oplevede vi den allerførste gang det fik mæle. Det er fornemt at kunne opnå det med en så energibåret forestilling. Det gjorde, at jeg sad tilbage, rørt og taknemmelig.  


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Den ganske unge og meget høje skuespiller, Ludvig Brostrup, lignede ligesom de to andre på scenen en funklende guldfisk i skinnende trikot. Måske også et dansende rumvæsen. Hans ligefremhed var befriende. Danseren Jeppe Kaas Vad dansede, så det var en fryd, og var skøn at se på, mens Anne Gry Henningsen mest af alt lignede en trutmundet dansemyg, der gjorde sit bedste for at leve på til den dansende lethed, som det hele skulle leveres med, men som gang på gang alligevel måtte stå lidt udenfor og føle sig forkert, for hvad var det egentlig de sagde og gjorde. Gav det overhovedet mening? Hun kan lyde forurettet og mopset på en vidunderlig underholdende måde. Som om vi andre bare er tavse vidner til, at alting falder sammen for hende, mens hun febrilsk forsøger at skabe sammenhæng i det, der slet ingen mening har. Hun havde vores fulde sympati. 

Da vi forlod salen, sagde min sidemand stolt: "Min drøm blev læst op!"

Tak til MÆRKVÆRK for alle drømmene som forestillingen satte fri!


Foto: Per Morten Abrahamsen.


Her er nogle af drømmene fra premiereaftenen i ZeBU:

"Jeg drømmer om at få en ven"

"Jeg drømmer om at kunne flyve"

"Fred på jord"

"At bo sammen med mor"

"Bare jeg ikke var så bange for piger"

"Jeg drømmer om at min bedste ven bliver rask igen"

"Jeg drømmer om at blive fodboldspiller"

"Jeg drømmer om at blive striptease-danserinde"

"Andre ved ikke at mit køn er forskelligt fra det de ser"

"Jeg drømmer om at danse ballet"

"Jeg drømmer om at bo sammen med min mor og far"

"Bare jeg vidste, hvor jeg skal kigge hen i omklædningsrummet"

"En verden uden krig og vold"

"Jeg drømmer om at bliver FNs generalkommissær  og arbejde for fred i verden"

"Jeg drømmer om et spændende liv"


Foto: Per Morten Abrahamsen.


DRØM DRØM DRØM

21.-31. marts 2023

på Teater ZeBU

af MÆRKVÆRK


Medvirkende: 
danser Jeppe Kaas Vad, skuespiller Ludvig Brostrup & skuespiller Anne Gry Henningsen

Instruktør: Petrea Søe

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lyddesigner: Thomas Dinesen

Lysdesigner: Jari Matsi

Dramaturg: Trine Wisbech

Instruktørassistent: Sofie Svendsen Jensen

Rekvisitør: Lasse Hal

Skrædder: Rosa Birkedal

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Kommunikation & turné:  Janne Hovmand Storm

Producent: Kenneth Gall

Produceres af MÆRKVÆRK efter idé af Anne Gry Henningsen


*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

onsdag den 28. juli 2021

Mød Anne Gry Henningsen, kunstnerisk leder og skuespiller i MÆRKVÆRK

Foto: Michael Svennevig.



Anne Gry Henningsen er kunstnerisk leder og skuespiller i MÆRKVÆRK, der producerer teater til teenagere. Det er en svær gruppe at spille teater for. Det kræver mod, tilstedeværelse og nærvær. Gry er modig. Selv trækker hun på skulderen, da jeg nævner det. Hun er handlekraftig og illustrerer det ved at slå hænderne sammen. Der er ikke så meget snak over hende. Hun udklækker ideerne til teatrets forestillinger, men har dramatikere og instruktører til at lave det videre arbejde, indtil hun selv står på scenen. Hun fortæller at forestillingerne laver de i fællesskab. Jeg har set og anmeldt tre at teatrets forestillinger, der alle har været drevet af stort mod.

Der er forestillingen ”Stræber” om vores konkurrencesamfund- og liv, ”FRONTLØBERNE” om klimakampens nødvendighed og senest ”under huden”, der handler om døden. Den sidste af de tre er direkte personligt følelsesmæssigt motiveret for Gry, mens de to andre er startet som et ønske om at undersøge og forholde sig til noget, der trænger sig på i tiden. 


Foto: Michael Svennevig.


Hør Gry fortæller på 3. festivaldag, tirsdag den 10. august kl. 15-21 i Global Art Gallery i Vanløse, om det særlige ved at lave teater for unge og hvad det personligt kræver af hende, både som teatrets kunstnerisk leder, skuespiller – og som menneske.


Læs mere om de tre anmeldte forestillinger:

Foto: Per Morten Abrahamsen



Foto: Per Morten Abrahamsen



Foto: Per Morten Abrahamsen

Stræber


*

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB

Se festivalen på Facebook.

*

søndag den 8. november 2020

Anmeldelse: UNDER HUDEN på Teaterøen

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.

De er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.

Frejas mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først, da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der. Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja. Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.


Foto: Per Morten Abrahamsen

I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...


Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går, og det ofte begynder Freja at græde i klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende – netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.

Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.

 
Foto: Per Morten Abrahamsen


Forestillingen slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det vidste jeg da heller ikke!”

På forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan han har det.”

Det er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen, da lyset blev tændt.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Under flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.

Det er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om, for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.

Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.   

Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle – og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er. Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.



UNDER HUDEN

af MÆRKVÆRK – teater til teenagere

Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg

Komponist & lyddesigner: Klaus Risager

Lys & teknik: Martin Danielsen

Bygger: Søren Romer

Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil Hart Producent Karoline Michelsen

Idé & koncept: MÆRKVÆRK

Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen

HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen

9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021, Danmarksturné

+ Efterår 2021, Danmarksturné

Hjemmeside 

Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:

 

»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«

Anne Gry Henningsen,
skuespiller



Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:

2020: 

FRONTLØBERNE

2017:

STRÆBER

*

Se listen over de 

117 andre teateranmeldelser 

*