Gæstespil på ZeBU
af Mærkværk
1.-13. januar 2024
Handlingen er i og for sig enkel. Den starter i 4. klasse, hvor Elias gerne vil være venner med Alice. Kontakten mellem de to knyttes, da han foreslår klassen, at Alice skal løbe om kap med Pelle, der på en eller anden måde ikke rigtig passer ind i klassen. Hvis Alice vinder skal han gå ud af skolen. Hvis Pelle vinder får han lov til at blive i klassen. Det er jo bare en leg. Alice er den hurtigste i klassen, så hun kan da godt løbe, men da hun har klipklapper på, tager hun dem af og løber barfodet - og kræver at Pelle gør det samme. Alice vinder, klassen jubler og tilbage står Pelles røde gummisko, for i mellem tiden er han forsvundet - og de ser ham aldrig mere. Men gummiskoene ender i en pose hjemme i Alices skab, som en dårlig samvittighed, hun slæber med sig videre.
Så enkel og alligevel meget kompleks er udgangspunktet. Det samme gentager sig på en måde nogle år senere. Det ene ord tager det andet, og hun får igen ikke sagt fra. Men ender alligevel med senere at få fortalt, hvordan hun oplevede det. I scene, hvor de to venner igen mødes og forsøger at genoptage deres venskab, må de flere gange afbryde sig selv med ordene: "Nej, det går altså ikke, kan vi ikke godt begynde forfra." Det gør de flere gange, for de forvilder sig hele tiden ind i mentale blindgyder, hvor de får låst sig selv og hinanden fast. Hvor tit har vi ikke alle ønsket os, at vi kunne spole tiden tilbage, fordi det ene ord tog det andet og det hele endte helt forkert. Det gør det også for Alice og Elias, men de spoler tilbage og lidt efter lidt får de blotlagt, hvad det egentlig handler om. Det er dybt fascinerende og meget lærerigt for alle i alle aldre.
Samtidig er det et meget værdigt portræt at Elias. Der er ingen skurke eller helte. Alice og Elias er to rigtige mennesker. De er langt fra perfekte. De har fossede kanter og følelser, og har svære ting og følelser som de hver især tumler med, ligesom vi alle har, men sammen når de i land og det sker på en rørende, naturlig måde.
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, men det sker i MÆRKVÆRKs meget fine forestilling GRÆNSELØST. Indrømmet, så havde jeg nogle forbehold inden forestillingen, for jeg orkede næsten ikke at høre mere om emnet, men det blev straks blæst væk. Ikke mindst fordi jeg ved fra nogle teatrets øvrige forestillinger at de kan noget ganske særligt.
Anne Gry Henningsens er også teatrets kunstneriske leder. Der er noget over hende. Noget kantet og usikkert, der bliver helt rigtigt, når hun står på en scene. Ikke mindst i samspillet med Morten Klodes Elias. Men jeg har oplevet det efterhånden i flere forskellige forestillinger. Det er noget hun har med sig, der gør hende interessant på en scene. Det er noget uforbeholdent, en slags kæk usikkerhed, der virker så ligetil i samspillet med andre - og endda ekstra fint med Elias i GRÆNSELØST. De to figurer har en vidunderlig tekst - og samspillet er betagende. Scenografien af Siggi óli Pálmason er meget enkel. Den er nærmest ikke eksisterende. Det er dejligt, at det er så enkelt som overhovedet muligt, men samspillet mellem lyssætningen og scenografien virker klodset, for spillerne bruger (for) megen tid på at rette lamper til, forbinde ledninger og tænde og slukke for dem. De har to forsølvede måtter som de ruller ind og ud i en uendelighed. Det støjer rent visuelt og virker overflødigt, eftersom resten er så forunderligt. Men ethvert perfekt maleri skal have en lille skønhedsplet.
Det virker så overvældende og ærligt, at jeg som publikum bliver helt tryllebundet - ligesom de unge gør. Efter forestillingen bliver vi alle siddende. Ingen havde lyst til at rejse sig. Hele seancen, både det der udspandt sig på scenen og relationen mellem spillerne og publikum blev ridset op fra starten, og det var med til at sikre trygheden, så det gav mulighed for at bevæge sig ind i det følelsesmæssige minerede område. Måske er det en vigtige grund at det lykkedes så fint. Det er godt at sætte grænser op for vores måde at være sammen på
Gæstespil på ZeBU
af Mærkværk
1.-13. januar 2024
