onsdag den 13. maj 2015

Gammelfestivalen II - refleksioner


Gammelrapportering (fra Paris, oktober 2014)

Se også de færdigproducerede film fra festivalen.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket med blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikket ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet som det også er. Også når det skræmmer os.

Som en oplægsholder sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden, der er syg og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig at meget var generelt og slet ikke så privat som vi troede. Det var noget som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive afslutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv – sådan som vi lige har oplevet det.

Det samme skete også med sang og musik på festivalen. For musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt glemte. Noget af alt det vi troede var forsvundet.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv i spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min tekst ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var det Bozenna (som I lige har hørt), der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

”Gammelfilmen” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?”

I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmet beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

 
---
 

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabueret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival. Især en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet.

Refleksioner og film fra GAMMELFESTIVALEN II.


Foto: David Blazek - af rustskulpturer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen



Med en samlet spilletid på 3 timer udgør de færdigproducerede 6 film en righoldig dokumentation af interviews, samtaler, oplæg, skuespil, film, fotos, sang og musik fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet 2014.

Filmene er nu tilgængelige på nettet.
https://www.youtube.com/channel/UCM2Dci4XjK8IUa7G-lxLTeA

Sammen med en række refleksioner (fra Paris) lige efter Gammelfestivalen II:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/05/gammelfestivalen-ii-refleksioner.html




FILMOVERSIGT:

 
 ”Om at være med på Gammelfestivalen. Reaktioner” (22:49)
Bozenna Partyka, Alice Maud Guldbrandsen, Egon Clausen, Kirsten Thorup, Lise Warburg, Exit-Hans, Louise Adrian, Vibeke Marx, Pia Raug, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Charlotte Strandgaard, Anne Hjælmsø, Stine Bitsch-Larsen, Marie Thøger, Per Lykke, Lisbeth og Torben Skjødt Jensen, Susanne Lana, Lars Knutzon, Judy Gringer, Sten Hegeler, Ghita Nørby og Laust Sørensen.
https://www.youtube.com/watch?v=id4uRiQi_dE
 
”Sammendrag fra Gammelfestivalen 2014” (47:08)
Bozenna Partyka (tekst: Michael Svennevig), Kirsten Thorup, Anne Hjælmsø (med novellen ”Pilleæsken”), Palle Kjærulff-Schmidt, Bent Melchior, Susanne Lana & Armager Harmonien (”Hvis tårer var guld”, tekst og musik: Fältskog/Lana ), Ghita Nørby & Michael Noer.
 

”Hele oplæg fra Gammelfestivalen 2014” (84:20)
Egon Clausen, Ebba Nørager (tekst: Jens Blendstrup), Stine Bitsch-Larsen
(med film af Ole Bundgaard) og Charlotte Strandgaard.
https://www.youtube.com/watch?v=iJWugothLfo


 
”Bonusmateriale fra Gammelfestivalen 2014”(17:14)
Sang og musik fra festivalen af Sten Hegeler, Krisztina Vas Nørbæk & Naja Månsson (”Jacobsen”, tekst & musik: Stentoft/Müller) og Fangekoret (”Brian, Bill og Benny”, tekst & musik: Louise Adrian). Samt en varm historie fra Cairo af Alaa Gamal (Egypten) inspirere af festivalens rustskulpturer kreeret af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen.

"Fotos fra Gammelfestivalen 2014" (2:05)
Metalfigurer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen, Fangekoret, Paul Hüttel, Kirsten Thorup&Michael Svennevig, Ebba Nørager, Pia Raug, Alan Pary, Sam & Alfred, Stine Bitsch-Larsen & Lise Warburg, Egon Clausen, Sten Hegeler, Lars Knutzon & Judy Gringer, Anne Hjælmsø, Charlotte Strandgaard, Palle Kjærulf-Schmidt, Marie Thøger, Torben og Lisbeth Skjødt Jensen & Per Lykke, Vibeke Marx, Hanne Marie Svendsen & David Blazek, Bent Melchior, Susanne Lana& Laust Sørensen og Ghita Nørby.

 
”Gammelfilmen 2014” (9:38)
Er du Gammel? Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup besvarer spørgsmålet. Lise Bidstrup læser sin novelle ”Ansigt” fra Gammelbogen II (Forlaget Epigraf, 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=c179lGM6kiI 




 
Filmproduktion & tilrettelæggelse:
Michael Svennevig : interview og tilrettelæggelse

& David Blazek : kamera, klip, musik og produktion
Produceret for Betania Film 2015