”Vi marcherer for forandring med løftet pande,
men spørger, om sandheden nogensinde vil flyve.
For i dette land, hvor friheden kræves,
brænder uretfærdigheden, og vi bærer skylden.”
Disse linjer fra digtet
”Retfærdighedens maske” et godt eksempel på digtenes flertydighed. Vi
”marcherer”, ”spørger” og "kræver", men ”bærer skylden”. Digtet
slutter med det tankevækkende spørgsmål: ”Har vi frihed og demokrati?” Når
spørgsmålet stilles i denne digteriske sammenhæng og kontekst, er det tydeligt,
at svaret langt fra er så enkelt, som det måske umiddelbart kan se ud, for
Qaali Schmidt-Sørensen er det tydeligvis langt mere komplekst. For i og med at
hun overhovedet spørger, svarer hun selv både ja og nej. Hvad svarer vi?
I det efterfølgende digt, ”Mit fundne land”, der også er citeret på digtsamlingens forflap, får digtet en pudsig dobbeltbetydning. Taget ud af sammenhængen bliver det nærmest rørstrømsk og overvældende positivt. Nærmest FOR glad, sådan at det kommer til at virke animeret og postuleret, men i sammenhængen føjer det sig smukt ind sammen med de øvrige digte. Dette dobbelte blik er digtenes store fortjeneste. Derved får læsere, der ikke deler flygtningebaggrund med Qaali Schmidt-Sørensen mulighed for at se sig selv og ”lykkelandet” på en helt anden og anderledes måde.
Den store fortjeneste ved at
læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og
som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi
umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt
det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det
bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det
implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde.
I det efterfølgende digt, ”Gennem storme”, er der fire
linjer, der skiller sig ud:
”Hvert ar en lærestreg, hver tåre en sang,
Midt i kampen hører jeg til.
Verden kan ryste, vejen være usikker,
Men jeg har lært, at overlevelse er at holde ud.”
Der udgår en stærk kraft fra
ordene, der også bærer på en stor forbrødring med det, som digteren har været
igennem. Det beskrives så enkelt, og er alligevel en meget stor og kompliceret
affære, der slet, slet ikke er så ligetil og enkel. Måske kan netop denne slags
digtsamling kun skrives efter et langt forløb, der er endt godt. For nogle er
det et livslangt projekt at forlige sig med det, som livet har budt én. For
andre er det en uopnåelig og uladesiggørlig proces, men for dem, der arbejder
metodisk og ihærdigt på at bjerge sin stumpede sjæl i land, er der håb og
forbrødring mulig. Det er den bevidsthed, som jeg som læser sidder tilbage med.
Det virker næsten overmenneskeligt, at der skulle være muligt, sådan som det
fremgår af teksterne. Eller også er sandheden, at det er muligt i stunder og
øjeblikke – og at det netop er disse som digtsamlingen samler sammen og lægger
frem. Roen og glæden skal der arbejdes med på daglig basis – ingenting er
blivende i denne verden. Bortset fra håbet. Fuldstændigt som det også fremgår
af digtet, der slutter med ordene:
”Med hver ny daggry rejser jeg mig igen,
For jeg er stormen, og jeg er himlen,
En overlever, der aldrig siger farvel.”
Det smukkeste, men også det
mest gådefulde af digtene er ” I tusmørke”. Sådan er tusmørket. Det er
ikke til at blive klog på. Det både er der og er der ikke. Det kommer
snigende, men det rummer også sin egen poesi - som her:
”I tusmørke, månen så klar og smuk,
hvisker farvel, en stille bøn.
Den forlader min sjæl, driver i natten,
En vandrer i skyggernes lys.
Den svæver over i sølvglans,
Mens jeg er tabt i en rastløs drøm.”
I ”Genfødt” opsummeres hele digtsamlingen med ordene:
”Jeg vil rejse mig fra
asken, ren og klar,
kaste min gamle hud og træde
ind i lyset.
En sjæl genfødt, uden spor
af fortidens anger,
klar til at begynde forfra,
for at jagte uopfyldte drømme.”
Håbet er der hele tiden
sammen med en utrættelig tro på, at det nok skal gå. Det er meget inspirerende
og virker smittende.
I ”Ensomhedens labyrint”
skriver digteren:
”Hvem er jeg, når jeg ikke længere kan finde mig selv?
Når jeg mister tråden til
min egen historie,
og alting omkring mig bliver
til ekkoer af fortiden?”
Efter uvisheden træder håbet
og visheden på ny frem. ikke mindst i de to afsluttende digte: ”Genmødte” og ”I
en vidunderlig Ierden”-
I ”Genmødt” skildrer
digteren en flugthistorie: flugten over havet, opvågningen på en fremmed kyst,
ankomsten til asylcentret og bagefter mødet med Danmark – og især naturen, der
åbner sig for hovedpersonen med al sin nordiske skønhed. Det er rørende
læsning. Det bliver oplevet og sanset, som det kun kan opleves og sanses, når
det bliver set med nye øjne – med øjne, der møder det for første gang.
Det er velgørende at møde
vores vante verden på en ny måde i ”Den tavse byrde” af Qaali
Schmidt-Sørensen.
Qaali Schmidt-Sørensen
DEN TAVSE BYRDE
