Anmeldelse: BJØRG, roman af Maria Lundborg

Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Maria Lundborgs romandebut GENNEM EN HINDE AF IS udkom i 2019, og nu kommer hendes næste roman BJØRG. Vi træder ind i et have- og blomsterunivers. Hovedpersonen Bjørg er enke efter Asger, der døde 5 år tidligere. Sammen har de døtrene Ida, der er den yngste og letteste og Rakel, der er den ældste og mest besværlige. I hvert fald er der knaster i relationerne imellem dem. Da Asger levede dannede han en slags bro mellem dem alle, men kræften tog ham. Ikke kræften alene, for der er også noget andet, der langsomt lander i læserens bevidsthed. Alt det grønne i haven blev i starten stærkt styret af Bjørg, både i hendes egen have, men også i andres, for dem rådgiver hun via nettet. Hun er god til sit job, hun er på en måde enerådende, men når arbejdshandskerne tages af, så er det som om livet ebber ud af hende. De fem år siden Asgers død har taget på hende. Hun er blevet ligeglad med sig selv og andre. Til sidst lykkes det hende at finde tilbage bag computeren, og hun begynder igen at ordne og arrangere andres haver. Søren, der har ansat hende, forsøger ihærdigt at få arrangeret et fotoshoot i hendes egen have og siger, at det er en del af arbejdet, men hun orker det ikke. Haven er hendes ét og alt. Da Asger levede beskyldte han hende for at sætte haven højere end deres de tre, og måske havde han ret.

Foto: Ninna Flora.  

Som læser er det ikke let at holde af hovedpersonen. Hun er manipulerende og enerådig. Men vi forstår hende godt – i hvert fald til en vis grænse. Den ene af døtrene får arrangeret, at der kommer en hushjælp, og det er dér, at der begynder at ske ting og sager.

Naturen i haven har bredt sig i de forgangne år, men også inde i Bjørg selv. Det hele er vokset hende over hovedet – også i overført forstand.

Maria Lundborg er god til at økonomisere med oplysninger. Vi får kun ganske lidt at vide i starten, men langsom udvides det og ender med at blive en hel afgrund, der åbner sig foran personerne i bogen. Hushjælpen får sin helt egen fortælling, der vikles ind i Bjørgs historie. De to kvinder finder mening i hinandens selskab.

Det er en meget sorgfuld fortælling, fuld af tåge og dansende elverpiger. Måske ikke konkret, men det handler alligevel om at forvilde sig ud i den sumpede mose, hvorfra der ikke er nogen redning. Ord kan være som mosevand, og de kan være stærkt mættede af skyld og straf.

Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten for enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb.

Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet.

Hvad der sker, skal ikke røbes her, men de to kvinder får vristet noget løs inde i sig selv og hinanden, og på den vis er det en voksende og vegeterende beretning om at finde sine rødder – og beslutte sig for, hvor de skal sættes ned i jorden.

Maria Lundborg: 

BJØRG 

Roman, 223 sider

Rød Panda, 2026

 

Omslag: Thit Thyrring. 

Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Maria Lundborg

om lørdagen den 19. september 2026

på KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program

 

 

Plakat: Lise Rønnebæk.

 

Anmeldelse: BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL af Gustav Foss

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.

Gustav Foss romandebuterer i dag med BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL på Forlaget Gutkind. I 2023 udkom hans novellesamling LÅN MIG DINE TÆNDER på Forlaget Rød Panda.

Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde.

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 

”Der er længe til fyraften. Der er flere timer til frokost, og jeg er allerede sulten. Ved de andre kontorøer klaprer tastaturerne, og jeg splitter det ad, som ligger foran mig. Jeg piller tasterne ud, begynder at spise dem en for en.” (s. 10)

Foss bevæger sig fritsvævende i et meget kropsnært univers. Det gør han såvel i novellerne som i hans nye roman. Han virker ustoppelig og det er netop det fine ved ham. Han er totalt uforudsigelig – og hans fantasi slår flikflak hen over alt andet. Det er højt, vild og uhæmmet. Han er god til at bygge stemninger op og til at narre læseren helt tæt ind i sit univers – og er endnu bedre til at forløse det på overraskende måder.

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.

”Billederne efter gymnasietiden er anderledes, jeg kan ikke forklare hvordan. Især dem fra vores rejse og dem efter dem. Det er, som om vi forsøger at holde fast i noget, som ikke er på billederne. For siden at give slip på alt, vi havde sammen.” (side 28)

Jeg må tøve, når det gælder om at genfortælle handlingen i hans bøger – ikke mindst i dagens romanudgivelse, selv om udgangspunktet er enkelt og let at håndtere: den ca. 35-årige hovedperson er gennemtræt af sit kontorarbejde, hvor han snylter sig igennem. Han er en total fiasko, der er ingen som helst succes nogen steder. Sådan er det i Gustav Foss´ universer. Det er sort med sort på, men når det er allermest sort, er der alting stjerner til at lyse op. I det her tilfælde er det fantasien, der kommer krybende ind og torpederer normaliteten. I romanen bliver det for meget for hovedpersonen. Hans Kafkaske univers bryder sammen, og i en hævnakt myrder han sin plageånd – eller gør han? Da han senere søger tilbage til åstedet, finder han i stedet en ”skabning”, som han tager til sig. Er det et menneskeligt væsen, er det et dyr eller blot noget i hans egen fantasi? Det ved læseren ikke, men langsomt bydes vi indenfor i den verden, der opbygges mellem skabningen og hovedpersonen. Det ene fører til det andet, og de rejser afsted – eller rettere flygter til Rudkøbing, men ikke til det eventyrlige, historiske Rudkøbing på det idylliske Ærø, men snarere tilbage til det Rudkøbing, som hovedpersonen forlod for aldrig at ville vende tilbage, men det er netop dertil, han rejser hen med skabningen. Alting er groet til, naturen har taget over og det forladte sted vrimler med skabninger. Det bliver til et opgør med barndommen og opvæksten. Det er alt sammen holdt i en sort, sort meget humoristisk tone, der fint matcher det bagvedliggende drama. På overfladen er det en rejse tilbage til det rene ingenting, men et tilbageskuende afsnit viser med al tydelighed, at det samtidig er mødet med en umulig opvækst, der næsten har været ved at tage livet af hovedpersonen. Man kan hævde, at den faktisk gjorde det - og at det er den døde, der vender tilbage til døden. Ja, hvis det lyder tungt, så tilføj en djævelsk humor, der slår alt omkuld.

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 

”Gadelygterne brænder, og der er næsten ingen mennesker på gaden. De spiser alle indenfor, simreretter med alt godt fra havet. Madosen siver fra bliktagenes bukkede skorstensrør, ruderne dugger. De små fiskerhuse ligger hulter til bulter som legoklodser på et børneværelse, som inkaruiner på en bjergside, og er karakteristiske for denne del af øen.” (s. 94)

Vi er, som læsere, draget ud på en uendelig rejse, hvor hver side er en fryd, for denne gennem-redigerede historie emmer af stemning og mysterium. Læseren er ikke den samme efter at have bevæget sig gennem bogens univers. Det er for meget. Alting er for meget – både for hovedpersonen og for læseren. Det er netop det skønne ved det. Sproget er meget stramt, og humoren er sort som natten, men uhyre præcis og rammende. Man har lyst til at le, hvis det ikke gjorde så ondt, men både humoren og alvoren danser en danse macabre på fineste vis. Det går lige lukt ned ad bakke, men det sker så veloplagt og velturneret, at det er en fornøjelse at danse med.

”Her sidder jeg så og tysser på mig selv, og inden jeg ved af det, er jeg sunket ned i en komalignende tilstand, der minder om velvære, men ikke er det.” (s. 14)

Rejs med på denne rejse ind i mørket. Humoren slår gnister, og lyser det hele op. God fornøjelse - og tillykke til den romandebuterende forfatter. Det er en imponerende roman!

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.  

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Roman, 289 sider. 

Gutkind 2026

Udkommer i dag, 15. februar 2026

*

Hør podcasten med Gustav Foss (fra 2022), hvor han fortæller om det, der året efter udkom som LÅN MIG DINE TÆNDER på Rød Panda.

Se listen over de øvrige 348 anmeldelser.

*

Anmeldelse: ROSA I AL SLAGS LYS af Per Bloch, roman (2024)

 

Foto: Charlotte Lakits. Omslag: Christian Skovgaard,

Alt det banale bliver væsentligt, og det væsentlige bliver banalt. Humoren bærer det igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Det hele ligger indlejret i sproget og tonen som trænger igennem fortællingen. Lukas er forelsket i Rosa. Det er sket mange gange før. Alle han elsker hedder Rosa. Det gør det meget nemmere, når de ikke får nye navne. Man kommer ikke til at fortale sig. Vi hører om deres første møde og bliver ført rundt i deres første forelskelsens rus. Alt er lyserødt i denne bog. Dels de indsatte illustrationer og dels forsiden, hvor en salamanderagtig størrelse er ved at bevæge sig ind og fylder halvdelen af forsiden. Den stikker hovedet op gennem det lyserøde, og det burde måske signalere, at ikke alt er lyserødt, men det er det alligevel længe, indtil det ikke kan blive lykkeligere og bliver uhåndterligt. Ud af det blå – eller måske rettere ud af det lyserøde, slynger hovedpersonen, Lukas, sig ud fra en klippe og suser gennem luftet. I et ekstatisk nu er han fritsvævende, og her er der en overraskende enhed mellem ord og grafik, for sidernes farver skifter fra hvidt til sort og tilbage til lyserødt. Betaget vender jeg side efter side, mens farverne kredser mig ind. Der er flere af disse nulpunkter i værket.

I Per Blochs roman, ROSA I AL SLAGS LYS, griber ord, grafik – dvs. også illustrationer - og lydkompositioner (mere om dem senere) ind i hinanden og knytter sig sammen til en enhed. Men efter de første sider er jeg forundret og har svært ved at greje, hvad der sker med mig. Det er som at bevæge sig ind i en kæmpestor konkylie, hvor der hele tiden er denne dybe klang af hav. Der er ingen havlyde i ROSA I AL SLAGS LYS, men alligevel er det som at træde ind i anelsesfulde rum, hvor alting er vendt på hovedet. Også dialogerne. Det er slet ikke det, der siges, for det er nærmest høflighedsbanaliteter, og alligevel er der denne ekstra lytten, som om der er nogen, der lytter med. Som om det hele er én stor kulisse for noget andet, som endnu ikke er blevet synligt. Det fungerer dobbelt, for på den ene side irriterer det, men samtidig er der også dette inciterende, der inviterer mig stadigt dybere ind i disse (for)underlige rum, som teksten lægger frem for læseren og lytteren.

Per Bloch har en sitrende og pirrelig forfattestemme, alting er meget usikkert og rodet. Som om det hele er udtænkt af en forskruet hjerne, der prøver at overgive kontrollen til sit hjerte, og så alligevel fortryder, og derfor er resultatet blevet som at snige sig hen over den tyndeste is, der hvert øjeblik kan briste under én. Måske er det bare et galt ord, der skal til. Måske endnu mindre…

Det varer ikke længe, inden jeg overgiver mig, selv om det er umuligt at greje, hvor det fører hen. Lige så lyserødt det er i starten, lige så mørkt og trøstesløst bliver det siden. Alt det smukke visner omkring Lukas og Rosa – og især inde i dem.

Pludselig en dag løber Lukas sin vej. Det er lige så overraskende som springet fra klippen, men det er ikke længere i en lykkerus. Lukas ved ikke, hvorfor han løber. Han flytter ind et andet sted, hvor han tilfældigvis ved, hvor ekstranøglen hænger. Lejligheden er tom og forladt. Han går rundt i sin egen fremmedhed. I et eget ingenmandsland, indtil han nogle uger senere tilfældigt møder Rosa, og de igen slår sig sammen. Det er tilsyneladende uproblematisk bortset fra, at Lukas ikke kan forklare, hvad der skete. Men forholdet er på vej ned ad bakke. Det lyserøde er uigenkaldeligt væk og det bliver mørkere og mørkere, forelskelsen er væk. Til sidst går de igen fra hinanden.

Det lykkes at fortælle denne forholdsvise banale historie på en ny og frisk måde. Det hele er også til stede i de indlagte lydværker, der via indscannede QR-koder bringer os endnu tættere på os selv – eller rettere ind på livet selv. Der er 5 værker:

”Rosa i al slags lys”: Vi lytter til hjerteslag, der blandes med regnende knasen, mens spændstige harpestrengeklimpt hæver sig op over det jordiske og lader os skue ud over en meget større verden, indtil hjerteslagene igen bringer os tilbage ind i kroppen.

”Noget nyt og noget lånt”: Grædende cello- og pizzicato-knips, der som en masse myldrende myrer kravler frem fra sprækkerne i væggen bag køleskabet.

”Efter regnen”: Sorgen griber fat. Fuglekvidren gennem regnen fra burfugle. Let trafik trodser vandmasserne, der uophørligt fosser ned. Forbigående barnegråd. Elektriske guitarriffs, der blander sig med gråden og regnen, og slår ekko hen over det hele.

”Ombygning”: Klirrende metalbøtter, der som xylofoner slår imod hinanden, mens enkelte toner går amok i en ukontrolleret rytme, der til sidst samler sig til en pulserende rytme, der slår imod en indtalt stemme, der taler lige akkurat højt nok til, at den kan høres, men ikke højt nok til, at det er muligt at forstå, hvad der bliver sagt.

”Stranden”: Rytmiske indiske toglyde og buldrende menneskemasser. Vi glider ned igennem menneskemyldret. Måske er vi med på markedet, hvor sangtoner slynges imod os, mens alskens varer bliver højlydt faldbudt. Bilernes båtten glider igennem og tager os med på farten. Til sidst når vi stranden, og i en forløsning af den buldrende lyd drukner vi i brændingen. Endelig er vi fremme, mens løbende tabla-rundgange, ringende klokker og bølgeslag opsluger det hele.

Jo, ord, toner og illustrationer flyder sammen i denne parforholdsroman. Flere gange undervejs sender jeg den norske meget grumme humorist Erland Loes ”Doppler”en tanke, hvor manden på samme måde pludselig går hjemmefra uden at vide hvorfor. Han gør det bare. Han flytter ind i naturen og bliver en anden – eller måske bare sig selv. ”Doppler” er grotesk, vild og uregerlig. ROSA-romanen er ikke helt så vild, eller også er den? Den er på samme måde båret af en ligefrem uforståelighed, der bliver mere og mere udtalt gennem romanen. De sproglige billeder og metaforer står i kø og banker hele tiden på. Det er en desperat roman pakket ind i formildende lyserødt. Alle vil kunne forholde sig til temaet, der handler om drømmen, man lever og drømmer, men også om den hårde landing, når drømmen falder inde i én. Denne roman er både ulidelig og umanerlig spændende.

 

Foto: Charlotte Lakits.

Per Bloch

ROSA I AL SLAGS LYS

Roman med indlagte lydværker og illustrationer

218 sider 

Forlaget Rød Panda, 2024

Omslag: Christian Skovgaard,

Illustrationer: Christian Skovgaard

Lydværker: Per Bloch (koncept/konstruktion) 

Gæstesolister: Sandra Sohn (harpe), Peter Morrison (cello), Trine Rosa Bonde (stemme), Angunnguaq Larsen (guitar) og Edris Qasimi (tabla). Producer, mix og mastering: Mikkel Engel Gemzøe. 

Per Blochs lydoptagelser er lavet i Delphi,, Athen, Nuuk, Chennai, Århus og København.

 

*

Mød forfatter og komponist Per Bloch 

til festivalåbningen, 

lørdag den 3. august kl. 12-20 på Amager

i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.,

 hvor han vil fortælle og afspille lydværker fra romanen.

*

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.