Alt det banale bliver væsentligt, og det væsentlige bliver banalt. Humoren bærer det igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Det hele ligger indlejret i sproget og tonen som trænger igennem fortællingen. Lukas er forelsket i Rosa. Det er sket mange gange før. Alle han elsker hedder Rosa. Det gør det meget nemmere, når de ikke får nye navne. Man kommer ikke til at fortale sig. Vi hører om deres første møde og bliver ført rundt i deres første forelskelsens rus. Alt er lyserødt i denne bog. Dels de indsatte illustrationer og dels forsiden, hvor en salamanderagtig størrelse er ved at bevæge sig ind og fylder halvdelen af forsiden. Den stikker hovedet op gennem det lyserøde, og det burde måske signalere, at ikke alt er lyserødt, men det er det alligevel længe, indtil det ikke kan blive lykkeligere og bliver uhåndterligt. Ud af det blå – eller måske rettere ud af det lyserøde, slynger hovedpersonen, Lukas, sig ud fra en klippe og suser gennem luftet. I et ekstatisk nu er han fritsvævende, og her er der en overraskende enhed mellem ord og grafik, for sidernes farver skifter fra hvidt til sort og tilbage til lyserødt. Betaget vender jeg side efter side, mens farverne kredser mig ind. Der er flere af disse nulpunkter i værket.
I Per Blochs
roman, ROSA I AL SLAGS LYS, griber ord, grafik – dvs. også illustrationer - og
lydkompositioner (mere om dem senere) ind i hinanden og knytter sig sammen til
en enhed. Men efter de første sider er jeg forundret og har svært ved at greje,
hvad der sker med mig. Det er som at bevæge sig ind i en kæmpestor konkylie,
hvor der hele tiden er denne dybe klang af hav. Der er ingen havlyde i ROSA I
AL SLAGS LYS, men alligevel er det som at træde ind i anelsesfulde rum, hvor
alting er vendt på hovedet. Også dialogerne. Det er slet ikke det, der siges,
for det er nærmest høflighedsbanaliteter, og alligevel er der denne ekstra
lytten, som om der er nogen, der lytter med. Som om det hele er én stor kulisse
for noget andet, som endnu ikke er blevet synligt. Det fungerer dobbelt, for på
den ene side irriterer det, men samtidig er der også dette inciterende, der
inviterer mig stadigt dybere ind i disse (for)underlige rum, som teksten lægger
frem for læseren og lytteren.
Per Bloch har
en sitrende og pirrelig forfattestemme, alting er meget usikkert og rodet. Som
om det hele er udtænkt af en forskruet hjerne, der prøver at overgive
kontrollen til sit hjerte, og så alligevel fortryder, og derfor er resultatet
blevet som at snige sig hen over den tyndeste is, der hvert øjeblik kan briste under
én. Måske er det bare et galt ord, der skal til. Måske endnu mindre…
Det varer
ikke længe, inden jeg overgiver mig, selv om det er umuligt at greje, hvor det fører
hen. Lige så lyserødt det er i starten, lige så mørkt og trøstesløst bliver det
siden. Alt det smukke visner omkring Lukas og Rosa – og især inde i dem.
Pludselig en
dag løber Lukas sin vej. Det er lige så overraskende som springet fra klippen,
men det er ikke længere i en lykkerus. Lukas ved ikke, hvorfor han løber. Han
flytter ind et andet sted, hvor han tilfældigvis ved, hvor ekstranøglen hænger.
Lejligheden er tom og forladt. Han går rundt i sin egen fremmedhed. I et eget
ingenmandsland, indtil han nogle uger senere tilfældigt møder Rosa, og de igen
slår sig sammen. Det er tilsyneladende uproblematisk bortset fra, at Lukas ikke
kan forklare, hvad der skete. Men forholdet er på vej ned ad bakke. Det
lyserøde er uigenkaldeligt væk og det bliver mørkere og mørkere, forelskelsen
er væk. Til sidst går de igen fra hinanden.
Det lykkes at
fortælle denne forholdsvise banale historie på en ny og frisk måde. Det hele er
også til stede i de indlagte lydværker, der via indscannede QR-koder bringer os
endnu tættere på os selv – eller rettere ind på livet selv. Der er 5 værker:
”Rosa i al slags
lys”: Vi lytter til hjerteslag, der blandes med regnende knasen, mens
spændstige harpestrengeklimpt hæver sig op over det jordiske og lader os skue
ud over en meget større verden, indtil hjerteslagene igen bringer os tilbage ind
i kroppen.
”Noget nyt og
noget lånt”: Grædende cello- og pizzicato-knips, der som en masse myldrende
myrer kravler frem fra sprækkerne i væggen bag køleskabet.
”Efter
regnen”: Sorgen griber fat. Fuglekvidren gennem regnen fra burfugle. Let trafik
trodser vandmasserne, der uophørligt fosser ned. Forbigående barnegråd.
Elektriske guitarriffs, der blander sig med gråden og regnen, og slår ekko hen
over det hele.
”Ombygning”:
Klirrende metalbøtter, der som xylofoner slår imod hinanden, mens enkelte toner
går amok i en ukontrolleret rytme, der til sidst samler sig til en pulserende
rytme, der slår imod en indtalt stemme, der taler lige akkurat højt nok til, at
den kan høres, men ikke højt nok til, at det er muligt at forstå, hvad der
bliver sagt.
”Stranden”:
Rytmiske indiske toglyde og buldrende menneskemasser. Vi glider ned igennem
menneskemyldret. Måske er vi med på markedet, hvor sangtoner slynges imod os,
mens alskens varer bliver højlydt faldbudt. Bilernes båtten glider igennem og
tager os med på farten. Til sidst når vi stranden, og i en forløsning af den
buldrende lyd drukner vi i brændingen. Endelig er vi fremme, mens løbende
tabla-rundgange, ringende klokker og bølgeslag opsluger det hele.
Per
Bloch
ROSA
I AL SLAGS LYS
Roman med indlagte lydværker og
illustrationer
218 sider
Forlaget Rød Panda, 2024
Illustrationer: Christian Skovgaard
Lydværker: Per Bloch (koncept/konstruktion)
Gæstesolister: Sandra Sohn (harpe), Peter Morrison (cello), Trine Rosa Bonde (stemme), Angunnguaq Larsen (guitar) og Edris Qasimi (tabla). Producer, mix og mastering: Mikkel Engel Gemzøe.
Per Blochs lydoptagelser er lavet i Delphi,, Athen, Nuuk, Chennai, Århus og København.
Mød forfatter og komponist Per Bloch
til festivalåbningen,
lørdag den 3. august kl. 12-20 på Amager
i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.,
hvor han vil fortælle og afspille lydværker fra romanen.
*
Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:
.jpeg)
