Viser opslag med etiketten Mushida Zaman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mushida Zaman. Vis alle opslag

søndag den 14. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Cindy Lynn Brown, livsskriver

Fotograf: Isabella Seofryd.

 "Tilbage i 2010 skrev en veninde til mig. Hun havde bemærket, at jeg underviste i at skrive erindringer på AOF og Folkeuniversitet. Hun havde selv tidligere skrevet et par livsfortællinger for et firma og spurgte, om ikke jeg ville være med til at starte vores egen lille biks, hvor vi skrev livsfortællinger. Jeg sprang til, og vi startede op med cvr-nummer, hjemmeside og omtale i lokalavisen osv. og fik hurtigt vores første kunder. Firmaet eksisterer ikke længere, men lige siden har jeg skrevet livsfortællinger on and off for mange vidt forskellige mennesker, der gerne ville fortælle deres historie eller en lille del af den, men ikke selv kunne nedfælde og strukturere stoffet til en egentlig samlet fortælling. Siden den spæde begyndelse har jeg lært meget på den hårde måde om at lave klare aftaler, så min faktiske arbejdstid ikke løber helt løbsk i forhold til honoraret, og også om at være nænsom uden at blive terapeutisk, for det sker ofte, at folk deler meget private og svære oplevelser i et interview, som de ikke nødvendigvis ønsker at få med i den færdige bog.     

 

Lisbeth Eunkyung Seofryd: "Spejlbarnet"


Vi laver en række interviews typisk af halvanden time, antallet afhænger af, hvor meget personen har på hjerte, om det er hele livet, der skal berettes om eller udvalgte episoder og perioder.

Når vi er færdige, transskriberer jeg det hele. Det er en opgave, der tager virkelig lang tid – halvanden times interview kan sagtens tage seks timer at transskribere eller længere, hvis det en, der taler hurtigt. Men det er en absolut nødvendig del af processen at gøre det, for det er der, jeg for alvor lærer stemmen at kende. Bemærker hvornår der tøves, hvilke vendinger og idiosynkrasier der går igen og alt om tonefald og tryk osv., det er al den information jeg behøver for at kunne gengive en persons stemme, så det skrevne lyder ligesom når de taler, selvom det reelt slet ikke er talesprog. Det er det, der er afgørende for at personen jeg skriver for, føler sig mødt og gengivet og er genkendelig for venner og familie, der læser bogen. De transskriberingsprogrammer, der findes på markedet, rydder op i sproget og gengiver en glat og upersonlig stemme, der kun rummer de informationer der tales om, ikke alle dem, der ligger udenom. De er derfor uanvendelige, selvom man kunne indvende, at de ville spare mange ugers arbejde. Men jeg tror så også, jeg kommer dybere ned i stoffet ved selv at få det gennem fingrene i denne del af processen.   


Fotograf: Isabella Seofryd.


Den næste fase rummer skrivning, strukturering og redigering. Interviewet er selvsagt talesprog, fyldt med halve sætninger og udsagn, der bliver uforståelige, når de bliver skrevet ned.  Så alt skal genskrives og omformuleres. I et interview springer man ofte frem og tilbage mellem tidspunkter, kommer i tanke om tilføjelser til noget, vi var inde på tidligere og knytter kommentarer til, der hører nutiden til. Selvom vi oftest aftaler at strukturere en fortælling kronologisk, er der tusind ting, episoder og relationer at tage stilling til, der kunne placeres mange forskellige steder i bogen. Min opgave er at gøre det sammenhængende, læseværdigt og vedkommende, så læserne ikke bliver hægtet af, men tværtimod nysgerrige og berørte. 

Alt i alt er det et kæmpestort arbejde, som strækker sig over mange måneder og ofte år, inden processen er helt færdig, fordi der også er perioder, hvor jeg venter på, at personen gennemlæser, mærker efter og vender tilbage med tilføjelser og rettelser. Men samtidig er det en unik chance for at komme helt tæt på et fremmed menneske og få indblik i utrolige begivenheder i liv, der ved første blik måske virker almindelige og for dybere psykologisk indsigt. Hvad driver os mennesker til at træffe beslutninger gennem livet, til at gentage mønstre der ikke gør os godt og til at ændre dem? Det er en enorm tillidserklæring, når et fremmed menneske lukker mig ind i intimsfæren og fortæller om alt det gode og svære i deres liv, det er rørende og en stor ære at påtage mig det ansvar, og var kemien der ikke, ville det være umuligt.    

Jeg ved ikke, hvor længe jeg fortsætter med at skrive livsfortællinger. Jeg laver så mange andre ting også, og det er en af de mest krævende opgaver jeg har lavet, men belønningen, når man står med den færdige bog i hånden, er også tilsvarende stor og givende."

 


Om Cindy Lynn Brown:

Foto: Michael Svennevig.

Digteren Cindy Lynn Brown fortæller: ”Jeg er født i Århus og opvokset i en dansk/amerikansk familie, og har altid været et skrivende menneske og vidste allerede som 6-årig, at jeg ville være forfatter. Eller rettere forfatter og småkageopfinder.
Alle mine bøger er forskellige, fordi jeg arbejder tematisk og også sigter efter at udfordre mig selv formmæssigt i hver ny bog. Det, teksterne har til fælles, er at de ofte kredser om verden - dens mangfoldighed, skrøbelighed, rædsel og absurditeter". Læs mere og hør podcast (2024).

*

Mød forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown på festivalen

til festivalopvarmningen

torsdag den 1. august kl. 16-21i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro

hvor Cindy læser egne digte

2. festivaldag

tirsdag den 6. august kl. 15-21 i GLOBAL Art Gallery, Skalbakken 8 A i Vanløse

i samtale med Lisbeth Eunkyung Seofryd, hvis livsfortælling hun har skrevet og som udkom sidste år med titlen:   

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16 i Gårdhaven hos Dansk PEN, Dronningengade 14 (i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 - et par gader derfra - på Christianshavn.

i samtale med den pakistanske Fribyforfatter, Mushida Zaman, hvis novellesamling, "Ustandseligt Forår", Cindy for nylig har oversat til dansk.



 *

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

mandag den 1. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Anmeldelse af 8 værker på festivalen (2:2)

 

Bogforsiderne til de anmeldte værker.

Som noget nyt er her en oversigt over og uddrag fra anmeldelserne af mange af værkerne,  der præsenteres på festivalen. Hvert år medvirker 30 nye kunstnere. Det er for at sætte ekstra fokus på de overvejende debuterende forfattere og digtere.

Indtil videre er der anmeldt 10 værker.

Her er yderligere 8 uddrag/smagsprøver fra anmeldelserne af nogle af de øvrige værker,  der er med på festivalen:



HANS HENRIK RASMUSSEN

SPEJLTRÆET

"Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni."

- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelsen




JAKOB HERO

IKKE ET KIRSEBÆR

"Historien forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på køreturen til Østrig. Hero har en vedholdende og insisterende forfatterstemme. Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil, og eksistensen knager." 

- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelsen



STIG DALAGER

KÆRLIGHEDENS SPØGELSEER

"...det er drømmen som begge forfattere har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER."



JIM HØJBERG

DEN AFRIKANSKE ARV

"Det fortælles med stort kendskab til kulturen og med et glimt i øjet. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men det er spændende fortalt."

- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelsen



SINUS REUSS

DEN VIGTIGSTE ROLLE

"Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den ikke mindst om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme."


- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelsen




ORHAN DOGRU

EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED

"Nydanskerens dilemma er at drømme på ét sprog, tale på et andet og skrive på et tredje, så det hele ramler sammen i et fjerde sprog – sådan som det sker i teksten i denne digtsamling, hvor sproget klinger med en fremmed eksotisk tone, der måske nok skurrer lidt på dansk, men samtidig tilfører det også det danske sprog nogle tiltrængte nye dufte og følelser."

- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelse



PER BLOCH

ROSA I AL SLAGS LYS

"Alt det banale bliver væsentligt og det væsentlige bliver banalt. Humoren bærer det igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Det hele ligger indlejret i sproget og tonen som trænger igennem fortællingen. Lukas er forelsket i Rosa. Det er sket mange gange før. Alle han elsker hedder Rosa. Det gør det meget nemmere, når de ikke får nye navne."

- er allerede offentliggjort -

Læs hele anmeldelsen


MUSHIDA ZAMAN

USTANDSELIGT FORÅR

"Der er så megen visdom og direkte tale i novellerne at de virker forfriskende som efter en farvestrålende regnbue. Der er stadig kulturforskelle, for hvor regnen for os vesterlændinge kan stå for noget lidt trist og tungsindigt, repræsenterer det for Mushida Zaman stor lidenskab, håb og glæde."

-  er allerede offentliggjort  -
Læs hele anmeldelsen


*


Læs flere af festivalens boganmeldelser:


Læs mere.
*

mandag den 24. juni 2024

Anmeldelse: USTANDSELIGT FORÅR af Murshida Zaman

 

Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Marie Madsen.

Hold da op. Mushida Zamans 5. bogudgivelse, der først kommer på dansk med titlen USTANDSELIGT FORÅR og siden følger på engelsk, er noget ganske særligt. Mushida Zamans er Københavns 3. Friby-forfatter og har tilbragt de sidste 2½ år her. Mushida Zaman (1983) kommer fra Bangladesh og er her sammen med sin mand, der er filminstruktør. Hun skriver på bengalsk, der først er oversat til engelsk af Arunable Sinha, hvorefter den dansk/amerikanske forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown har oversat novellesamlingen til smukt flydende dansk. Den er udgivet af Dansk PEN og blev lanceret i Dansk Forfatterforening den 12. juni, hvor forfatteren og oversætteren læste op og fortalte om udgivelsen.

Titelnovellen overrasker. Det er sjovt, det er karikeret og det er menneskelig satire på højt plan. Tilmed er det fortalt med en fremmed glød og lune, der vælter alt omkuld. Sproget er stramt, glødende og tæt. Tekstens metamorfoser er elskelige, men også ramsaltede. Der er ingen, der går fri. Det er menneskenes dårskab, der står for fald. Det er fortalt så anekdotisk, så det skaber sit helt eget univers. Derved frigører det sig også fra enhver social kontekst, samtidig med at det udstiller dem alle. I det her tilfælde befinder vi os i en fremtid, der minder meget om fortiden. Menneskenes kamp for magt, skønhed og livets sande værdier bliver alle sendt til tælling, da de til et bryllup møder denne gudesmukke mand, der får alt til at gå i stå omkring sig. Han er som en moderne superstar, som alle vil gnide sig opad og tækkes på den bedst tænkelige måde. Kvinderne er alle smukke, mens mændene er blevet degenererede og har fået mærkelig udvoksninger og udposninger. Der er ikke noget at sige til, at såvel mænd som kvinder er vild med Tatai, som han hedder. Han er som en anden Kasper Hauser, der lige pludselig dukker op ud af ingenting og sætter menneskenes egne dårskaber til tælling. Som Dostojevskijs ”Idioten” ændrer han andre ved sin blotte tilstedeværelse.

”Klub Vielsesring” er en hyldest til livets foranderlighed og især til Mrs. Andrews evne til at arbejde for andres lykke. En lyst og en evne, der sikkert var rundet af hendes egen drift efter hele tiden at forbedre sig og videreuddanne sig, så hun til sidst mestrede livet og kunne give andre nødstedte kvinder en håndsrækning.

I ”Spejlet af knust glas” bliver en far pludselig til en fremmed, da sønnen opdager, at faren har fået en ny familie, hvor nye børn kalder ham FAR. Men som der står: ”Der var intet had, igen vrede i Kabirs hjerte. Så smuk hans far endnu var. Kabir græd. Livets rytme brydes aldrig. Livet bevæger sig selv efter en mysteriøs rytme.”

”Den lille by var vokset frem uden om en politistation. Dens gamle navn på kort tid falmet ud i fortiden. En flod løb som en enke gennem byens centrum. Berøvet sin ånd. Som en kvinde uden børn, uden et hjem, uden køn. Ligesom pjusket hår antager en sfærisk form, når et par hænder former det i en knold, var også flodens rasende strøm blevet mobbet til ro af en menneskeskabt dæmning” (Begyndelsen på novellen ”Kailash”, s. 67)

”Kailash” er en smuk hymne til kunstens udødelighed. Kailish er en beåndet og besjælet kunstner, der kan vække ånden ud af materien og gør det med sine lerskulpturer, hvor han særligt formår at give guderne, som han portrætterer, de mest sjælfulde øjne, der betager beskuerne.  Men det er ikke det eneste han kan…

I ”Vinduesglas” sidder den gamle far tilbage, mens konen er skredet mange år tidligere, og sønnen nu arbejder i udlandet. Sønnen sender dollars, så der bliver taget hånd om faren. Men meget hjerte er der ikke i det. Farens minder er ikke store og forgyldte. De har meget at gøre med regnen, der trods alt giver legende mindelser om svømmeture som barn. Men meget mere er der heller ikke tilbage. Novellen slutter med ordene: ”Jeg vil se himlen om det så kun er en sprække. De der står mig nær, er forsvundet, jeg vil ikke miste min lille strimmel himmel i det fjerne.”

”Figenkaktus” er en kærlighedshistorie mellem Shohag og Afsana, men da de glider fra hinanden, kommer der en fatal bankrådgiver ind over. Det er endnu en beretning om livets mange genveje og omveje. Murshida Zaman er optaget af, hvordan tilværelsen slynger os hid og hid og om, hvilke betydninger vi dermed får for hinanden. Hvordan mødet med forskellige mennesker påvirker os og de valg, vi tager igennem livet. Der ligger en glad optimisme til grund for det. Det er en glæde og en forunderlighed, som smitter af på læseren.


I ”Outsiders” og ”Døden har ingen lugt” regner det, ligesom det er tilfældet i flere af de øvrige noveller. Novellesamlingen kunne også have heddet ”Ustandselig Regn” – og regnen lokker lidenskaberne yderligere frem, men i ”Døden har ingen lugt” tages vi med til fremtiden i år 2090, hvor sygdommen er karakteriseret som ”uforklarlig latter”. Det er i modsætning til de fleste andre noveller en barsk sag. Der er ingen forsoning, men netop en hård, barsk latter, der runger hen over den virkelighed, der træder os i møde i denne futuristiske verden. Hovedpersonen Faisal siger til sig selv: ”I morgen ville han helt sikkert sige sin mening, han ville råbe. Le. Før døden kunne bide i hans sind ville han…» Derefter falder han i søvn.

I «Mørke tider» overdøver et sorgfuldt suk alt andet. Det er en bevægende historie, som gerne måtte have været meget længere. Et trosmæssigt blandet ægteskab får to brødre til at tæve og dræbe deres yngste bror, der døende tænker tilbage på det, der var og det, som det blev til.

I ”Velsignelse” er det tydeligt at fornemme forfatterens inspiration fra opholdet i Danmark, når hun lader hovedpersonen Meera fundere over kulturforskellene mellem Danmark og hjemlandet Bangladesh. Hun lader Meera stræbe efter selvstændighed og uafhængighed, og gennem kærlighedsmødet med danske Jonas indser hun til sidst det, der har været så længe undervejs i hendes sind.

I den afsluttende novelle. ”Intimitet, omvæltning” er der mere omvæltning end intimitet, for den viser en verden, hvor alle angiver alle – og hvor ”Musene var blevet til katte nu, og kattene til tigre.” Alligevel er det kærligheden, der holder det hele sammen, men også ofte skiller det igen. Selviskhed, grådighed og snæversynethed spænder ben for meget. Selv om novellesamlingen dermed slutter på en lidt misantropisk tone, er der alligevel en overvældende sanselighed og farverigt gå-på-mod, der står tilbage. Der er så megen visdom og direkte tale i novellerne, at de virker forfriskende som efter en farvestrålende regnbue. Der er stadig kulturforskelle, for hvor regnen for os vesterlændinge kan stå for noget lidt trist og tungsindigt, repræsenterer det for Mushida Zaman stor lidenskab, håb og glæde.

Bogomslag: Marie Madsen.


Murshida Zaman

USTANDSELIGT FORÅR

Novellesamling, 184 s.

Dansk PEN, 2024

Oversat af Cindy Lynn Brown

Redaktion: Mille Rode

Grafisk design: Marie Madsen

Udgivet med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond


Foto: Michael Svennevig.