Ørkendrømme: Anmeldelse: SPEJLTRÆET af Hans Henrik Rasmussen, roman (2023)

onsdag den 10. juli 2024

Anmeldelse: SPEJLTRÆET af Hans Henrik Rasmussen, roman (2023)

Foto: Anders Rye Skjoldjensen. Omslag: Simon Lilholt/Imperiet

”…da jeg var yngre, løb jeg næsten hele tiden. Nogle gange sammen med min far, som også løb meget, men som regel alene og altid ude i skoven.”

Sådan starter en af historierne i Hans Henrik Rasmussens debutroman SPEJLTRÆET, indtil det slutter brat, da en knagerække knuser en nerve ved øjet. Løb bliver til læsning og en helt enorm læseappetit. Arturo er 19 og kæreste med brugtvognsforhandlerens datter, Maria, og de har et frodigt seksuelt samliv. Maria er den tredje han er sammen med, men hans første store forelskelse.

”Og som du kun ved alt for godt, kommer den følelse kun én gang. Eller også kommer den flere gange, men det er kun første gang, den får lov til at stå så alene, så rent og klart som et råb i natten, uden at blive forstyrret af alle de ting, som vi kalder erfaring, og som på en måde er meningen med livet, men som kommer med en pris. En høj pris, kunne man sige, måske endda for høj. Man risikerer med andre ord at få mindre, end man har betalt for.” (side 13)

Sproget er friskt og frejdigt. Det er lidt som at kigge op imod lyset gennem et prisme. Der er fine beskrivelser og sansninger. Bogen har et broget og farverigt persongalleri. Historien er drevet frem af en glæde ved verden og en tristhed over, at glæden ikke varer ved. Ilden i faklen er ungdommelig. Romanen er båret af en intens søgen efter mening, men også en stor desillusion over, at det er så svært at finde lykken. Det lykkes faktisk for bogens mange personer – på en måde. Mere skal ikke afsløres her, men der er mange fællestræk mellem de parallelle historier. Arturo møder Sabina på slagteriet, og senere igen hos bageren. Arturos far har efterladt en roman til ham, da han pludselig dør, og sønnen tager det som et tegn. Der er mange tegn og varsler i romanen, der gnistrer af fortælleglæde, men igen denne dobbelthed. Lidt som børn, der kan kigge på én med et så klogt og vidende blik, at man helt forstummer.

Personernes livsbaner vikler sig ind og ud af hinanden. En filmparrallel kunne være Robert Altmanns «Short Cuts» eller Paul Thomas Andersons «Magnolia». Det er gjort med charme, og er bundet godt og grundigt sammen.

Gennem læsningen får jeg en smag på tungen af dybt, varm solskin sidst på sommeren. Det kan have en overvældende, insisterende melankoli over sig. Vi ved godt, at det lakker mod mørkere tider, men bliver alligevel siddende på bænken lidt endnu, for når vi går, går vi vinteren i møde. Romanen kaster mig ind i den billedmetafor, for der kæmpes hele vejen igennem med at aftvinge livet en betydning. Som om livet er noget vi kan anråbe, og hvis vi kalder længe og højt nok, får vi svar. Det insisterer romanen på, og så er det op til læseren at beslutte sig for at blive siddende på bænken i det sidste solskin, eller at gå videre – og måske gå vinteren i møde.

Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni.