Ørkendrømme: Anmeldelse: KÆRLIGHEDENS SPØGELSER af Stig Dalager, roman (2024)

onsdag den 10. juli 2024

Anmeldelse: KÆRLIGHEDENS SPØGELSER af Stig Dalager, roman (2024)

Omslag: Anne-Lone Krogh Møller.

En roman om Franz Kafka, Bind I

På omslaget af 1. bind af Stig Dalagers flerbindsværk med titlen, KÆRLIGHEDENS SPØGELSER, kigger Franz Kafka ud på beskueren. Det er et næsten hypnotisk foto, hvor han er en ganske indtagende ung mand. Hans hvide skjortekrave og slips indikerer, at han måske er ældre, end man først ville tippe ham til. Der er et lille smil i mundvigene, men det er øjnene, der har denne næsten hypnotiske virkning. På én gang både et naivt, infantilt blik, men også øjnene på et gammelklogt barn, der har set det hele. Det gør næsten ondt at holde hans blik fangen. Det virker forpligtende. Det virker, som om man kan se lige ind i sjælen på ham. Og det kan man måske også.

I romanens første bind griber Stig Dalager fat i Franz Kafka (1883-1924) og fastholder blikket. Fortællingen er inddelt i korte 1-2-3 siders afsnit, hvor der hele tiden springes i tid. Hans første erindringer blandes med, hvad der formodentlig er nogle af de sidste, for han blev kun 40 år. Det udspiller sig før og efter forrige århundredeskifte. En tid, hvor verden var i opbrud, og hvor den nye og gamle verden tørnede sammen, frem mod 1. verdenskrig videre frem mod det, der senere kulminerede med 2. verdenskrig.

I starten virker det overvældende så hurtigt og voldsomt at blive slynget ind i hans liv, men det er skrevet, så han som menneske og kunstner står tydeligt for os. Centralt skildres kampen for at nærme sig kunsten, der bliver det gennemgående for Kafka, der følte sig spændt ud mellem sit kontorarbejde som jurist i dagtimerne og hans arbejde som forfatter bagefter. Det var svært for ham at få de to sider af tilværelsen til at smelte sammen. Ikke mindst eftersom han var en så langsom og omhyggelig forfatter. Tilmed var han umådelig selvkritisk, og havde det ikke været for vennen Max Brod, der gemte hans udkast og historier, havde vi antagelig slet ikke haft hans forfatterskab i dag.

I dag befinder Kafka sig blandt de forreste på det litterære parnas, men det var ganske anderledes i samtiden. Det forstår vi tydeligt, alt som hans familiære og skolemæssige baggrund rulles op for os. Let har det ikke været, og alligevel tegner romanen nye sider af Kafka, så vi har mulighed for at møde en Kafka, der trods sin enspændernatur stadig rækker ud efter os, hvilket står i kontrast til det næsten stereotype billede af ham vi har i dag. For alting ved ham var ikke ”Kafkask”.

”Han er en fabelagtig blindeskriftslæser. Jeg skylder ham meget. Han ved alt om det at forvandle sig til noget andet end det som omgivelserne forventer af en, og samtidig holde fast på sig selv, selvom man må betale en pris.” (side 38)

”Hans egen grimhed forvandler selv en skræddersyet jakke til en las, også af hensyn til det fine tøj, som en skrædder måske har brugt al sin flid og dygtighed på at sy og fabrikere, nægter han nu at tage nyt tøj på for i stedet at iklæde sig sit sædvanlige lurvede tøj, der går i et med hans utiltalende udseende.” (side 64)

”Spændetrøjen har han følt sig tvunget til at vælge efter at have gjort op med sig selv, at jurastudiet er det studium, der bedst korresponderer med den ligegyldighed over for et valg af profession, som han lige siden barndommen har haft en forudanelse om. På dette område er han fortabt og forventer sig ingen redning, blot at hans forfængelighed ikke bliver alt for såret.” (side148)

Det nære og meget varme venskab med Max Brod står centralt i beretningen. Det virker stærkt og ubrydeligt, indgået tidligt og ungdommeligt forstærket, mens de begge står på spring, mens voksenlivet tårner sig op foran én – og venskaber kan have en særlig tendens til at tegne og rumme alt. Det er det eneste, der er at holde fast i, eftersom alt andet er så svært at gribe om. Mødet mellem dem er rørende beskrevet. Som den første bestøvning. Den første kontakt med en ven, en forbundsfælle i livet. Desuden er det Max Brods skyld, at vi over hovedet beskæftiger os med Kafka i dag. Uden hans brud på Kafkas ønske om at alt skulle destrueres, når han døde, ville vi ikke have værkerne. Men dette er at foregribe begivenhedernes gang, for så langt strækker første bind sig slet ikke.
Personligt interesserer jeg mig ikke for diskussionerne om zionisme kontra socialisme, der indgående drøftes, men til gengæld er jeg glødende interesserer i portrættet, som Dalager formår at give af den sammensatte hovedperson.

Det har selvsagt være en udfordring for Stig Dalager at skulle gribe om Kafkas liv og værk, for Dalager er den store humanist, det har han bevist gennem et langt og mangefacetteret litterært liv, hvor håbet om noget bedre er gennemgående, hvad enten det handler om romaner, essays, digte eller drama eller mere dagsaktuelle kronikker. Mens Kafka var meget mere dyster, men samtidig også en rendyrket drømmer, og det er drømmen som begge forfattere har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER.