Den
76-årige skuespiller, Lane Lind (f. 1945), fortæller om det, hun aldrig
glemmer.
Lane
Lind medvirkede i tre afsnit af ”Forbrydelsen III”, og tonede for et par dage
siden frem på min skærm som advokat Magnusson, da jeg genså serien. Jeg oplevede
hende utallige gange på Folketeatret i hovedrollen som ”Dyveke” i revykomedien
af Kjeld Abel og med sangtekster af PH. Gennem 15 år var hun rektor for Odense
Teaterskole. Hun har fået en Reumert (og flere nomineringer) og Ridderkorset. Hun
var også med i Matador i rollen som kørelærerens Jenny, der var veninde til
Ulla Henningsens Iben Skjern.
Lane
Lind har levet et langt liv på mange scener og i mange forskellige sammenhænge.
Der er ingen tvivl om, at hun har været kompromisløs i sin laden, gøren og
søgen, for det hun har krævet af sig selv, har hun også krævet af andre.
Det
er underligt, for mens jeg interesseret har fulgt hendes livsrejse gennem et
broget og vidtforgrenet liv, har jeg næret en stadig størrelse forståelse,
medfølelse og sågar beundring, men i den mellemliggende uges tid, inden jeg
læste bogens sidste 100 sider, var det som om at hun med sit liv stødte mig fra
sig igen. Det er der ikke noget at sige til, for det der fascinerer, er også
det, der afstøder. I bogen var det netop dét, som først betog mig. Hun er hård
ved sig selv - og andre. Ligefrem stålsat, og det bliver ikke pakket ind. Det
er bogens store fortjeneste, at intet smukkeseres eller skubbes ind under
stolen. Det er det hele menneske, vi får lov til at møde. Ikke kun det
pæne og respektable. Bogen er på sin vis meget selvudleverende, men måske er
der rigtigere at tale om en intens og nådesløs selvransagelse. Det er hårde
ord, der falder om hendes livsvej, men inden vi når til det, lad os drage
tilbage ad nogle af de stier, som tilbagelægges i bogen.
Allerede
i første afsnit står: ”Og alligevel mærker jeg fligen af den smerte, jeg altid
har båret på.” (s. 11). Et par sider senere: ”Jeg tror, at store
betydningsfulde, livstruende hændelser åbner et menneskes sind og skaber en
omfavnende forståelse for andre.” (s. 15). Men alting er ikke så enkelt, og da
slet ikke, når det opsummeres sådan: ”Men jeg turde aldrig sige, hvad jeg gerne
ville. Jeg var på en måde sikker på, at hvis jeg sagde lige ud, hvad jeg ville,
ville det helt sikkert blive afvist. Så det eneste, der var at gøre, var at
håbe, at mine omgivelser, min partner, på mystisk vis kunne regne ud, hvad jeg
ville og ikke ville, og kunne de ikke det, måtte vi gå hver til sit.” (s. 19). Om at blive forladt står der: ”Nu er jeg dog
nået så langt, at jeg ved hjælp af rolig og dyb vejrtrækning og klare tanker
kan stoppe angsten, når den begynder at indtage min krop.” (s. 32). Men hårdest
er hun ved sig selv, når hun skriver: ”Der er mange mennesker, som jeg elsker,
og som jeg tør sige det til, men hvor mange er jeg sikker på, elsker mig? Ikke
mange.” (s. 57). Det opsummeres med ordene: ”Længslen efter anerkendelse blev
drivkraften i mit liv. Ubevidst transformeredes længslen til ambition.” (s.
63).
Bogen
er skrevet i et klart og ligetil sprog. Præcist og velformuleret, og i korte
afsnit og illustreret med fotos. Helt
renset for føleri. Hvad det angår, er beretningen forbilledlig. Også selv om
indtrykket, der står tilbage, er lidet misundelsesværdigt. På den ene side, i
hvert fald, mens det på den anden side er imponerende. Og ganske underholdende.
Ikke mindst.
Det
er i høj grad venner, kærester og familien, der må have betalt prisen for det. På den ene side levner det ikke mange mellemtoner
på livets farveskala, men det giver alligevel en variation og mangfoldighed i
de modige valg, som tages. Mest overraskende og ufrivilligt muntert er
beskrivelsen af den periode, hvor den indre hårdt tilkæmpede ro gik gennem et ophold
i en ashram i Indien, hvor det kostede en del af den personlige autonomi at
blive optaget i fællesskabet. Det er i sig selv ikke så exceptionelt, for de
fleste liv rummer en søgen eller en drift efter noget større, men beskrivelserne
af omverdenens reaktioner, da hjemmelivet i Danmark igen genoptages, men nu
iført orange klæder, er ikke bare muntert og meget overraskende, men også
udtryk for en radikal og helt ukompromissøgende retning i livet. Det er
imponerende, at det er muligt at fastholde i det hjemlige – i hvert fald for en
periode. For det kan ikke have været let at gøre sig SÅ synlig.
Lane
Lind voksede op i et kunstnerhjem. Moren var skuespiller, munter og slagfærdig.
Faren var kvindeglad til det sidste. Og især glad for andre kvinder.
Opvæksten var ikke nem, og bogen rummer mange knugende beskrivelser, der
berettes uden tøven. Fingrene bliver ikke lagt imellem. Men der er også en stædig
overlevelsesdrift og en gentagende rækken ud efter noget andet og bedre. En
insisteren på noget bedre. Som ganske ung blev hun ansat på et reklamebureau,
og fik siden opgaver som tekstforfatter. Det gik godt, indtil det ikke gik
længere. Hun vidste ikke, hvad der skulle blive af hende. Hun kunne ikke finde
ud af, hvad hun skulle være. Bogen rummer mange betragtninger over tilværelsens
valg og fravalg. Ikke mindst, da hun besluttede sig for at blive skuespiller.
Disse funderinger er noget af det, der kæder bogen sammen. Dels fordi det kobles
sammen med de gengivne tanker om jobbet som rektor for Odense Teaterskole, som
hun til sidst opnåede, og dels fordi det er tanker som går igennem hele
livsforløbet. Det gør bogen til en guldgrube for enhver teaterinteresseret og
især for dem der netop drømmer om at gå samme vej. Det er tanker og spørgsmål,
der afprøves igen og igen og sættes op mod livets mange tilskikkelser.
Hvilket
gentager sig, da Lane Lind, efter at hendes teaterliv mere eller mindre er
omme, søger ind på en terapeutuddannelse, hvor hun først dumper og siden tager
ved lære af de slag, hun får og søger videre og også lykkes i det, selv om hun
efterfølgende må konstatere, at hun ikke har det i sig. Men vejen dertil var
det hele værd. Det er den slags erkendelser, som bogen rummer mange af. Det gør
det til yderst begavet og spændende læsning, for Lane Lind slutter selv med
ordene om livet:
”Så
husk at leve det. Og husk at bruge det!”
Det
er netop, hvad hun gør på Café Liva i cabareten ”Hvis livet var en sang”, der har
repremiere den 19.10.2021, hvor hun, akkompagneret af Lasse Schmidt, står alene
på den scene, som hun i sin tid var med til at skabe. (Se trailer via FB).
Lane Lind: DET JEG ALDRIG GLEMMER
236 sider. Illustreret.
Udgivet af KOPPELWRITE, 2021
Udgivelsesdato: 4. oktober 2021.
