Tredobbelt anmeldelse: SPRÆKKER i Hal9 i Roskilde, TIL UNGDOMMEN på Teater V. og PERMANENT MIDLERTIDIG på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen.

SPRÆKKER

”Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie må vi nærme os livets skjulte hemmeligheder.”

Vi bliver ført indenfor i den store tomme lagerhal og placeret på træstubbe i en halvcirkel og får udleveret hver sin varme sten. Det er nødvendigt med en varm sten, for det er koldt både inde og ude. Vi kigger mod hallens midte, hvor store stenblokke ligger belyst og ligner  Stonehenge. Skikkelser danser rundt om som var vi indbudt til at overvære urgamle ritualer i danseforestillingen SPRÆKKER af kunstnerduoen Thomas Eisenhardt og Catherine Poher. De har allerede skabt adskillige forestillinger sammen, hvoraf fem har været Reumertnominerede. De er alle blevet til under Aaben Dans, der er egnsteater i Musicon i Roskilde. Ved at følge Rabalderstræde kommer man ned til Lydmuren, hvor Hal9 er stedet, hvor ritualerne udspiller sig i vores midte.

Foto: Ditte Valente.

Thomas Eisenhardt er grønlandsk/dansk danser og koreograf og til daglig leder af Aaben Dans. Catherine Poher er fransk iscenesætter.

Gentagne gange kom jeg til at tænke på min tid som stenaldermand i Sagnlandet Lejre, hvor vi gik i offerprocessioner ned til den nærliggende mose, for også i SPRÆKKER er vi ude i en tilbedelse af naturen og dens elementer. Vi bliver placeret i en magisk virkelighed, hvor mennesker, dans og urelementer smelter sammen. Det er frydefuldt at bliver placeret uden for tid og rum, for i den time som forestillingen varer, forsvinder alt andet. Der er kun dette nu som vi deler.  Alle særpræg forsvinder i mørket, og vi er ladt tilbage i en tilstand, hvor alt er flydende. SPRÆKKER hvisker til os og minder os om det vi er rundet af.

Foto: Ditte Valente.

I begyndelsen bliver vi som publikum inddelt i to grupper, og jeg er alt for optaget og opslugt af det, der udspiller sig omkring os, til at jeg kan oveskue, hvad den ANDEN gruppe oplever. Hallen er 90 meter lang, og virker så enorm og så lang, at de sagtens kan opleve en del af det samme, nærmest spejlvendt – og alligevel overrasker det gang på gang, når de pludselig træder ind igennem de to endevægge og går i procession frem mod os med grønne grene og  lysende papirlamper. Eller endnu mere abstrakt, når de kommer gående gennem hallen for at ende på et tæppe bærende på alskens abstrakte objekter også med lys i. Der står de helt stille, meget koncentreret og afventende. Ja, de står tæt sammen, mens vi cirkler rundt om dem. Ikke en eneste af dem flakker i blikket. De står dybt koncentrerede, og jeg tænker: Er det virkelig anden del af publikum, unge som gamle, der formår at indleve sig så intenst i oplevelsen? Hvordan kan det lade sig gøre? Bagefter bliver jeg opmærksom på, at der også medvirker et hav af statister, men i øjeblikket virker det overvældende, fordi jeg forføres til at tro, at det er de øvrige publikummer, der lever sig så intenst ind i stemningen.

Foto: Ditte Valente.

Teknisk er det en kompliceret forestilling, men det afvikles så gnidningsløst, at teknikken helt forsvinder og blot lader oplevelsen stå tilbage, der, lysende i mørket, omgivet af et brus af lyde og musik. 

Danserne er iført tidløse dragter i afdæmpede jordgrønne nuancer. De kunne være trådt ud af en science fiction-film, hvor menneskeligheden er reduceret til ansigtsløse arbejdere. Deres udtryk er nærmest udviskede, og de udviser ingen emotioner. De er så at sige gået i ét med naturen. Dansen imellem dem centreres omkring naturens elementer, og de er ikke længere til stede som individer, men mere som repræsentanter for en uddøende eller måske netop en opblomstrende race. Selv om deres dans til tider rummer en vis grad af inderlighed, gør dragterne og deres manglende ansigtsudtryk, at de fremstår som de store stenblokke midt i rummet, der belyses på forskellig vis. Nogle gange som ren magi i et urgammelt ritual. Andre gange blodrødt og pulserende. Eller som det sker mod slutningen, med små omkringvimsende celler, sædceller eller slanger fulde af liv, der breder sig og snart efter også aftegner sig på gulvet og vimser hid og did i deres søgen efter at undfange liv.

Foto: Ditte Valente.

Vi går derfra med et håb for artens overlevelse. For vor overlevelse. Der er trods alt stadig håb for os og vor klode. Og hvornår er der ellers mulighed for at opleve det orkestreret til et så fuldendt hele, hvor rum, bevægelse, musik og lyd smelter så perfekt sammen?

Godt nok er det ikke det letteste at finde frem via Rabalderstræde og gennem Lydmuren til Musicons Hal 9, men det er det hele værd.

Det sidste jeg hører, strømmende ud fra en højtaler placeret udenfor, er ordene: 

”Der er tre fænomener som vi alle kender, men som videnskaben ikke kan forklare: Tyngdekraften, livet og bevidstheden.”

SPRÆKKER 

HAL9, Musicon, Roskilde

En danseperformance og -installation

Af Thomas Eisenhardt og Catherine Poher

16.-26. november 2021

60 min.

Koncept, koreografi, instruktion, scenografi: 

Thomas Eisenhardt og Catherine Poher

Dansere: 

Antoinette Helbing, Nanna Hanfgarn Jensen, Fabio Liberti og Ole Birger Hansen

Komponist/lydproducent: Mads Emil Nielsen 

Lysdesign: Carina Backman

Projektioner: Olive Guillemain

Kostumedesign: Franciska Forslund Toubro, 

praktikant ved Stockholms Konstnärliga Högskola

Tekniker/afvikler: Elke Laleman

Publikumsværter: 

Merete Dam, My Lindblad Szlavik, Lars Bjørn Hansen og Thomas Nørskov

Sang: Alfred Halfdan Murray / Benjamin Skjoldager Fangel

Vokal indstudering: Michael Min Knudsen

Percussion: Victor Dybbroe

Produktionsleder: Madeleine Lind Hoppe

Scenemester: Rose Marie Juul Lerstrup

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Grafisk designer: Line Thornberg

Statister (skiftende grupper): 

Gunilla Rasmussen, Bjarni Sørensen, Mette Kristensen, Malthe Eilersen, Niels Eilersen, Cecilie Post Kjærulf, Lucca Hermind Nørregren Mogensen, Merete Krabbe, Signe Kristine Hermind, Annie Nilsson, Flemming Hornskov, Matilde Christiansen, Matilde Keiniche Green, Helle Berggren Balslev, Nana Gammelgaard, Louise Faurholt Maiboe, Birgitta Dehn, Marianne Jørgensen, Peter Byrholt, Eve Eisenhardt, Sven Molin, Alaia Alonso-Rabade, Lisbet Nielsen og Eya Hildebrand Larsen.

Producent: Aaben Dans

Hjemmeside & billetter

Læs mere om Catherine Poher

Se filmintroduktion til SPRÆKKER (via Facebook)

Husk varmt tøj!

 *

 

Foto: Martin Høyer.

TIL UNGDOMMEN

Linn Skåbers roman ”Til ungdommen”, der består af autentiske ungdomsstemmer og historier, er bearbejdet til teater og instrueret af Pelle Koppel på Teater V. Det er dejligt forfriskende at se nye og unge ansigter på scenen: Lue Støvelbæk, Malaika Berendt Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen, hvoraf de tre er debutanter. Det er svært ikke at blive forelsket i dem alle fem, for de sigter med deres historier lige efter hjertet - og rammer rent. Så enkelt kan det siges. Instruktionen er fortræffelig, ligesom deres spil. Meget er givet på forhånd, for med deres unge alder bærer de en masse energi og historier med sig, og som sættes fri på scenen, men det bedste er, at forestillingen formår, med sine mange stemmer uden nogen sammenkædende historie, at beskrive de mange forskellige liv og følelser, så det samler sig til en fællesberetning, der meget sigende har beholdt romanens titel. Det er en hyldest til den tid, hvor alting er nyt og ukontrolleret. Det er en tid og en periode, hvor alting prøves af. De enkelte historier er meget rørende, rå og direkte, men rummer samtidig en blødende blufærdighed, hvor et enkelt ord fra den elskende, kan få hele verden til at bryde samen. Det er en verden holdt sammen af kærlighed – eller manglen på samme. Verden bliver hele tiden skabt og brudt ned på sekunder. Det er både tidens og periodens fortryllelse og forbandelse.

Foto: Martin Høyer.

De fem medvirkende er sammen eller hver for sig på den ellers tomme scene. På baggrunden opprojiceres fotos af de lokaliteter, hvor historierne foregår. De vises op mod en fritstående bagvæg, der lige så godt kunne være et bustop eller muren ved en tunnel. Et sted, hvor man sidder og venter. Venter på virkeligheden for at kunne undslippe barndommen og ungdommen. For at give sig i kast med voksenlivet. Det er det de alle længes efter, men selv om det er en forfærdelig, meget berigende og krævende periode, ved de endnu ikke at for mange vil det være den periode som de senere i livet længes tilbage mod. Det er det jeg hører fra mange. For mig er det nærmest modsat. Jeg var lykkelig for at lægge barndom og ungdom bag mig. Men det er jo individuelt. 

Foto: Martin Høyer.

Det er også en forestilling om drømme. Drømme, der kan blive så store, at de opsluger én helt. Drømme, der knuses og aldrig mere bliver sig selv igen. Allermest banalt og rørende er det gengivet i den drømmende scene om at være renovationsarbejder. At stå der bag på skraldebilen i bar overkrop og smile og småsnakke med morgenkækkke piger i vinduerne. Men sådan skulle det ikke blive, for faren ønsker, at sønnen ”skal blive til noget”, og han får i stedet et job, hvor han skal have jakkesæt og slips på. Det lyder ikke af meget, og teksten er også virkelig banal. Men det lever og ånder der på scenen – ligesom alle de øvrige, og følelsesmæssige meget mere komplicerede scener. Det hele er skildringer af levet liv, der gløder og ofte også gør ondt – og minder os om alt det, der ligger bag os. TIL UNGDOMMEN er en uhyre smuk rejse tilbage til et land, der ligger lige under overfladen hos os alle. Stort tillykke til de fem skønne unge skuespillere og til Pelle Koppels flotte orkestrering af ordene og følelserne i TIL UNGDOMMEN. Tak for forelskelsen!

TIL UNGDOMMEN

Teater V

16. 11.- 4. 12. 2021

Medvirkende: 

Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen

Manuskript: Linn Skåber

Iscenesættelse, oversættelse og bearbejdning: 

Pelle Koppel

Producent: Teater V

Foto: Martin Høyer

Varighed: Ca 80 minutter

 Hjemmeside & billetter.

 

*

 

Foto: Jón Bjarni Hjartarson.

PERMANENT MIDLERTIDIG

11 unge stiller op med deres flygtningehistorier. De er i alderen fra 15-19 år og kommer fra bl.a. Syrien, Iran, Irak og Colombia. Tre af dem er i mellemtiden blevet hjemsendt, de resterende otte fortæller om flugt og tilpasning i det nye land, Danmark. Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam fortæller om at høre til og om de drømme, som de har haft med sig – og også om, hvor svært det er at få drømmene til at gå i opfyldelse. Fælles for dem alle er, at det må have krævet umådelig styrke at stille op med deres historier hos C:NTACT, der har til huse på Betty Nansen Teatrets intimscene Edison på Frederiksberg.

”C:NTACT skaber levende møder mellem mennesker. I C:NTACTs forestillinger kan du opleve mennesker fortælle deres historier fra scenekanten. Vi giver stemme til marginaliserede grupper i samfundet for at opløse fordomme og skabe dialog.”

Forestillingen er instrueret af Babak Vakili og Zaki Youssef. Fortællingerne er bearbejdede til lydfortællinger.  Det er første gang, at jeg har oplevet, at de ikke fortælles live fra scenen, men i stedet på forhånd er indtalt og klippet sammen, og afspilles som et lydspor, mens personen selv stiller sig tavst frem på forscenen. Fotos af dem projiceres imens op på bagvæggen. Under deres fornavne er deres flygtningestatus beskrevet med ordene: ”Afvist opholdstilladelse”, "Midlertidig opholdstilladelse” eller ”Hjemsendt”.

16-årige Ana fra Iran danser, og sikke en dans! Det var ganske betagende og også et nødvendigt åndehul mellem beretningerne. Da hun griber mikrofonen, bliver det hele endnu mere nærværende.

”I mit hoved eksisterer muligheden for, at vi bliver sendt tilbage til Iran ikke. Jeg har valgt ikke at tænke på det. Min mor har 94 piskeslag til gode i Iran. Det ved Danmark godt.” (Ana, 16 år)

Fælles for dem er, at de fortæller med et ungdommeligt gåpåmod, der gør indtryk.

Forestillingen begynder med, at alle otte sidder i én række i hver side af scenen, skrånende ind mod midten, hvorefter de på skift rejser sig og går ind på midten, mens vi hører deres ord. De har været i Danmark fra 2-5 år og taler flot dansk. Der står tomme stole, hvor tre af de medvirkende skulle have siddet, hvis de da ikke i mellemtiden var blevet hjemsendt.

“Nogle gange det er svært at være ny her. Men jeg kan gå i skole. Der er sport. Jeg går til boksning med mine venner. Der er mange muligheder. Mange flere end i Syrien.” (Ahmad A., 15 år)

I filmede klip på bagvæggen forklarer en jakkesætsklædt beslipset nyhedsoplæser forgæves asylsystemet i Danmark. Det bliver gjort nøgternt, men det er svært at få det til at lyde naturligt, for det hænger ikke sammen – og giver ingen mening.

Asylreglerne er det første vi møder. De glider ned over bagvæggen til lyden af en sørgmodig salme. Indtrykket, der står tilbage er, at det er pinligt, at vi ikke bare lukker dem indenfor i vores fællesskab, men i stedet lader dem rådne op i afrejsecentre rundt i landet. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan er det kommet dertil? Vi kalder det et velfærdssamfund, men det er tydeligt at velfærden ikke gælder alle.

”Jeg så demonstrationer, tusinder mennesker var samlet. De råber frihed frihed - for dem var frihed noget fremmed. Men så hørte jeg skud, så hørte jeg skrig. Snart var der krig” (Mohamad, 16 år)

Der er et stort varmt bifald efter hver beretning. Vi klapper af deres mod, og klapper også et håb frem, om at det alligevel skal lykkes for dem, og at de ikke bare skal vedblive med at være her permanent midlertidigt.

PERMANENT MIDLERTIDIG

Af C:NTACT på Edison

15. – 24. november 2021

70 min.

Medvirkende: Ahmad J., Basmalla, Lana, Mohamad, Nadia, Nicole, Sami, Sarah, Shirley og Wisam

Forestillingen er et samarbejde mellem C:NTACT og Red Barnet Ungdom.

Efter forestillingen er der en Q&A, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende.

Hjemmeside & billetbestilling.

 --------------

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

En som dig (2021)

Der skal mod til (2018)

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)

 

 *

Se oversigten over de 

201 andre anmeldelser

*

 

Anmeldelse: DET JEG ALDRIG GLEMMER af Lane Lind (KOPPELWRITE, 2021)

 

Foto: Mads M. Nielsen. Layout: Madsfind.dk

Den 76-årige skuespiller, Lane Lind (f. 1945), fortæller om det, hun aldrig glemmer.

Lane Lind medvirkede i tre afsnit af ”Forbrydelsen III”, og tonede for et par dage siden frem på min skærm som advokat Magnusson, da jeg genså serien. Jeg oplevede hende utallige gange på Folketeatret i hovedrollen som ”Dyveke” i revykomedien af Kjeld Abel og med sangtekster af PH. Gennem 15 år var hun rektor for Odense Teaterskole. Hun har fået en Reumert (og flere nomineringer) og Ridderkorset. Hun var også med i Matador i rollen som kørelærerens Jenny, der var veninde til Ulla Henningsens Iben Skjern.

Lane Lind har levet et langt liv på mange scener og i mange forskellige sammenhænge. Der er ingen tvivl om, at hun har været kompromisløs i sin laden, gøren og søgen, for det hun har krævet af sig selv, har hun også krævet af andre.

Det er underligt, for mens jeg interesseret har fulgt hendes livsrejse gennem et broget og vidtforgrenet liv, har jeg næret en stadig størrelse forståelse, medfølelse og sågar beundring, men i den mellemliggende uges tid, inden jeg læste bogens sidste 100 sider, var det som om at hun med sit liv stødte mig fra sig igen. Det er der ikke noget at sige til, for det der fascinerer, er også det, der afstøder. I bogen var det netop dét, som først betog mig. Hun er hård ved sig selv - og andre. Ligefrem stålsat, og det bliver ikke pakket ind. Det er bogens store fortjeneste, at intet smukkeseres eller skubbes ind under stolen. Det er det hele menneske, vi får lov til at møde. Ikke kun det pæne og respektable. Bogen er på sin vis meget selvudleverende, men måske er der rigtigere at tale om en intens og nådesløs selvransagelse. Det er hårde ord, der falder om hendes livsvej, men inden vi når til det, lad os drage tilbage ad nogle af de stier, som tilbagelægges i bogen.

"Dyveke" af Kjeld Abell med sangtekster af PH, Folketeatret, 2003.

Allerede i første afsnit står: ”Og alligevel mærker jeg fligen af den smerte, jeg altid har båret på.” (s. 11). Et par sider senere: ”Jeg tror, at store betydningsfulde, livstruende hændelser åbner et menneskes sind og skaber en omfavnende forståelse for andre.” (s. 15). Men alting er ikke så enkelt, og da slet ikke, når det opsummeres sådan: ”Men jeg turde aldrig sige, hvad jeg gerne ville. Jeg var på en måde sikker på, at hvis jeg sagde lige ud, hvad jeg ville, ville det helt sikkert blive afvist. Så det eneste, der var at gøre, var at håbe, at mine omgivelser, min partner, på mystisk vis kunne regne ud, hvad jeg ville og ikke ville, og kunne de ikke det, måtte vi gå hver til sit.” (s. 19).  Om at blive forladt står der: ”Nu er jeg dog nået så langt, at jeg ved hjælp af rolig og dyb vejrtrækning og klare tanker kan stoppe angsten, når den begynder at indtage min krop.” (s. 32). Men hårdest er hun ved sig selv, når hun skriver: ”Der er mange mennesker, som jeg elsker, og som jeg tør sige det til, men hvor mange er jeg sikker på, elsker mig? Ikke mange.” (s. 57). Det opsummeres med ordene: ”Længslen efter anerkendelse blev drivkraften i mit liv. Ubevidst transformeredes længslen til ambition.” (s. 63).

"Anne og Poul" af Leif Panduro i TV-teatret, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt, 1975.

Bogen er skrevet i et klart og ligetil sprog. Præcist og velformuleret, og i korte afsnit og illustreret med fotos.  Helt renset for føleri. Hvad det angår, er beretningen forbilledlig. Også selv om indtrykket, der står tilbage, er lidet misundelsesværdigt. På den ene side, i hvert fald, mens det på den anden side er imponerende. Og ganske underholdende. Ikke mindst.

"Forbrydelsen III", afsnit 12, 13 & 14, DR 2007.

Det er i høj grad venner, kærester og familien, der må have betalt prisen for det.  På den ene side levner det ikke mange mellemtoner på livets farveskala, men det giver alligevel en variation og mangfoldighed i de modige valg, som tages. Mest overraskende og ufrivilligt muntert er beskrivelsen af den periode, hvor den indre hårdt tilkæmpede ro gik gennem et ophold i en ashram i Indien, hvor det kostede en del af den personlige autonomi at blive optaget i fællesskabet. Det er i sig selv ikke så exceptionelt, for de fleste liv rummer en søgen eller en drift efter noget større, men beskrivelserne af omverdenens reaktioner, da hjemmelivet i Danmark igen genoptages, men nu iført orange klæder, er ikke bare muntert og meget overraskende, men også udtryk for en radikal og helt ukompromissøgende retning i livet. Det er imponerende, at det er muligt at fastholde i det hjemlige – i hvert fald for en periode. For det kan ikke have været let at gøre sig SÅ synlig.

"Gertrud Stein" af Marty Martin, instrueret af Jan Hertz, Louise Schouw Teater, 2016

Lane Lind voksede op i et kunstnerhjem. Moren var skuespiller, munter og slagfærdig. Faren var kvindeglad til det sidste. Og især glad for andre kvinder. Opvæksten var ikke nem, og bogen rummer mange knugende beskrivelser, der berettes uden tøven. Fingrene bliver ikke lagt imellem. Men der er også en stædig overlevelsesdrift og en gentagende rækken ud efter noget andet og bedre. En insisteren på noget bedre. Som ganske ung blev hun ansat på et reklamebureau, og fik siden opgaver som tekstforfatter. Det gik godt, indtil det ikke gik længere. Hun vidste ikke, hvad der skulle blive af hende. Hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle være. Bogen rummer mange betragtninger over tilværelsens valg og fravalg. Ikke mindst, da hun besluttede sig for at blive skuespiller. Disse funderinger er noget af det, der kæder bogen sammen. Dels fordi det kobles sammen med de gengivne tanker om jobbet som rektor for Odense Teaterskole, som hun til sidst opnåede, og dels fordi det er tanker som går igennem hele livsforløbet. Det gør bogen til en guldgrube for enhver teaterinteresseret og især for dem der netop drømmer om at gå samme vej. Det er tanker og spørgsmål, der afprøves igen og igen og sættes op mod livets mange tilskikkelser.

"Kvinden i buret", Jussi Adler Olsen-filmatisering instrueret af Mikkel Nørgaard, 2007.

Hvilket gentager sig, da Lane Lind, efter at hendes teaterliv mere eller mindre er omme, søger ind på en terapeutuddannelse, hvor hun først dumper og siden tager ved lære af de slag, hun får og søger videre og også lykkes i det, selv om hun efterfølgende må konstatere, at hun ikke har det i sig. Men vejen dertil var det hele værd. Det er den slags erkendelser, som bogen rummer mange af. Det gør det til yderst begavet og spændende læsning, for Lane Lind slutter selv med ordene om livet:

”Så husk at leve det. Og husk at bruge det!”

Det er netop, hvad hun gør på Café Liva i cabareten ”Hvis livet var en sang”, der har repremiere den 19.10.2021, hvor hun, akkompagneret af Lasse Schmidt, står alene på den scene, som hun i sin tid var med til at skabe. (Se trailer via FB).

"Hvis livet var en sang", instrueret af Mads. M. Nielsen, Cabaret på Café Liva 2020/2021

 

Lane Lind: DET JEG ALDRIG GLEMMER

236 sider. Illustreret.

Udgivet af KOPPELWRITE, 2021

Udgivelsesdato: 4. oktober 2021.

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: VON TRIER, PERSONA NON GRATA på Teater V.

 

 

Nogle teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”, der er tredje og sidste del af Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi" der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset". Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt. Sært forunderligt. Teksten fungerede som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med mig.

 

Foto: Søren Kuhn

Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von Trier, Persona non grata”.

 

 Foto: Søren Kuhn

Forestillingen skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv. 

Det er faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.  Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver, der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion, hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
 

 

Den utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller. Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk, selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig. Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker at komme alt for tæt på?

 

Foto: Søren Kuhn

Jakob Weis formår elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.   

 

 

 

Medvirkende:

Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.

Instruktion: Pelle Koppel

Manuskript: Jakob Weis

Scenografi: Rikke Juellund

Læs mere

Varighed: ca. 130 min. inkl. pause

Spilleperiode: 3.-31.maj 2015 

Anmeldelse: SKETCH SJOV på Teater V.

Jeg har det svært med morskabsteater. Sidst jeg så en forestilling som løftede mig og fik mig til at tænke nye tanker, var da jeg så Flemming Jensens ”Mogens & Mahmoud” på Folketeatret. Forestillingen fik mig til at le af mig selv og verden, og af de mange underlige måder vi behandler hinanden på. Det samme skete til den vellykkede premiere i aftes på Teater V i Valby.
Latteren frigjorde noget i mig.

Alene titlen, SKETCH SJOV, er dejlig uprætentiøs. De tre skuespillere: den selvsikre og stilbevidste Gordon Kennedy, den fjumrede Kristian Holm Joensen og den smukke Filippa Suenson startede med at komme ind på scenen i tynde, sorte figursyede jakkesæt.

Der er en planlagt og kalkuleret elegance og skødesløshed over dem, som de står der parate til at træde ned i en tradition, der rummer andet end dans og sjov.
Det er befriende gakket i den efterfølgende sketch ”Hos fiskehandleren” om de to jyder, hvor den finurlig Kristian Holm Joensen iført tophue og munter humør kommer ind og spørger Gordon Kennedys fiskemand om, hvad han har i sit net i dag. Derfra udvikler det til noget, der ikke giver nogen mening i referat. Det sjove ligger ikke i teksten, men i spillet. Det kunne ligeså vel være Keld & Dirch. Det er så bekendt. Vi kender formen. Timingen er knivskarp. Dette med at få det til at se så let og legende ud, er det sværeste. Det er de vanvittig gode til, de to.

I ”Svæv med Lars & Lone” arbejdeer to afdankede småfuskende gøglere (Holm Joensen og Suenson) hårdt for at opretholde illusionen om at hun kan svæve. Men Lone er fra Rødovre, og ingen af dem er særligt æteriske i deres meget lidt glamourøse svævenummer. Lars fortæller om deres sidste optræden, at Lones trikot sprak. Kristian Holm Joensen er fantastisk til at spille disse håbløse typer.
Også i nummeret ”Pigen fra Fyn”, hvor han lige er ankommet til hovedstaden med 4-toget, og hvor han som ung uskyldig pige (ja, med paryk og høje hæle) fra Fyn møder en sælger fra Nyboder Rejser, der vil vise hele verden frem – på et hotelværelse i Nyhavn, viser det sig. I bund og grund forudsigeligt fra start til slut, og selvfølgelig ender de to i kanen sammen. Pigen fra Fyn får aldrig set verden, men dog Nyhavn.
Det er en svær balance, for spilles det ikke overbevisende nok, fungerer det ikke, og spilles det for manieret (som pige), falder det til jorden - både sketchen, potensen og den lovede rejse. Men alting ender som det skal, selv om uskylden ryger. Men det skal den også i en rigtig revy, for det er ikke kun for sjov.

Gordon Kennedy og Filippa Suenson er i ”Fungerer ikke” enige om at Kristian Holm Joensens solonummer ”Edderkoppen” slet ikke fungerer. De gentager det gang på gang, og lige meget hjælper det. Kristian Holm Joensen er udstafferet som edderkop iført Lars Lykke-maske. Alene den måde han krumbøjet står på overfor deres smarte figursyede jakkesæt, opsummerer hele revyen. Det går som dramatisk akse gennem flere numre. For Kennedy og Suenson kan det med at være smarte, trendy og checkede, mens det er lige modsat med Joensen, for han kan ikke, har det ikke i sig - og vi elsker ham for det. Alligevel forstår vi det godt, for det er kikset og for meget af det gode med det politiske satirenummer med edderkoppen. Men netop i vægringen af det politiske til fordel for det ublu publikumsbejleri med hjernedøde showrutiner og falbelader, som vi klapper af, kommer vi også til at klappe af vores egen hjerteløshed – og det gør ondt. Det er flot at ramme os i dette vores mest bløde punkt. Derved giver det hele mening, og vi får noget at tænke over – hvis vi altså tør.

Filippa Suenson går lige i kødet på publikum med sin tekst ”Au Pair”, der er en grum beretning om den danske familie med det kæmpestore hus, hvor pladsen er så trang, at der kun er plads til pigen på et ganske lille hummer nede i kælderen, hvor der lige akkurat kan stå en seng. Ja, pladsen er så trang i huset at ægtemanden, når konen er på forretningsrejse, kommer ned for at sove i au pair-pigens seng. Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Der må man tage til Valby, for at opleve det.

Suensons godnatsang, ”Det er så få det kommer til at ramme”, er nok ikke let at falde i søvn til, men den afleveres med så stor sødme og charme at det varer noget, inden man mærker brodden – og føler stikket. Også ”Sociologisk have” har brod og bid.

Sangnumrene ”Respæk” (om Grønlandsk spæk og guld), ”Do Dhat Shit” (jo, det er rigtigt stavet - og har tydelig indisk inspiration) og ”Danmarks dejligst” er skønne. Måske er det kun nummeret ”Praktikanterne”, der rammer helt ved siden af, men understreger også, hvor godt resten er.

Gordon Kennedy og Kristan Holm Joensen er formidable i sketchen ”Tips for enlige mænd”. Vi har set det 100 gange før, og alligevel er deres timing så fin, at det får os til at le, selv om teksten er lige så ølvommet som personerne. Vi ler af deres uduelighed, og af vores egen menneskelighed. For det er noget af det fine ved revyen, at humoren både er ramsaltet og varmhjertet. Teksterne, skrevet af de medvirkende selv, er en pose blandede bolsjer og der er også syrlige drops imellem. Men det mavesure afleveres så smilende, at vi først opdager den bitre bismag, når den begynder at brede sig indeni.

Aftenens sjoveste og mest udgakkede nummer var Kristians Holm Joensens ”Danser med kylling”, hvor han udførte en fænomenal dans med en plukket hovedløs kylling. Det var på én gang makabert, morsomt og sært poetisk. Som revyen i Valby er, når den er allerbedst. For den er både dybt håbløs, rablende morsom og tindrende veloplagt. Nærmest som en forelskelse.
Tag til Valby og bliv forelsket!

 

 

Premiere:
lørdag den 25. maj 2013
 

Medvirkende:
Gordon Kennedy, Kristian Holm Joensen og Filippa Suenson

Revyens tekster er skrevet af de medvirkende

Instruktion: Pelle Koppel

Teater V. i Valby.

Læs mere her