mandag den 2. marts 2020

Anmeldelse: TATOVERING på Mungo Park


Fotograf: Catrine Zorn.


Scenografien er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.

TATOVERING er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks. Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.


Fotograf: Catrine Zorn


Allerførst virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.
Det er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.


Fotograf: Catrine Zorn


Inden forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen, lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal udsendes som FN-soldat.  Fyren, der staver som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden virkelighed.
Helt på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden.  Måske er det noget af det, som teatret er allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden side – for at fravriste verden en mening.


Fotograf: Catrine Zorn


Anna Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.” 


Det er flot og kompromisløst teater.  Med en ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen. Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.

*

Fotograf: Alexander Kaiser Lauritzen

TATOVERING

Spilleperioden:
Mungo Park i Allerød: 28.feb-11. marts, og 29. spril-1. maj på
Satellitscene i Gladsaxe: 2.-4. april
Teater Republique i København: 22.-29. maj

Varighed: Ca. 1 time

Medvirkende: Sara Fanta Traore og Nana Morks
Instruktør & dramatiker: Anna Malze
Tekst-og instruktionskonsulent: Mikkel Flyvholm
Scenograf: Simone Bartholin
Lysdesign: Mikkel Givskov
Lyddesign: Emil Bøll





*

Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:




(Mungo Park Kolding)


*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 117 teateranmeldelser.


søndag den 1. marts 2020

Anmeldelse: DANCE WITH ME på Teatret ved Sorte Hest



Foto: Bjarne Stæhr.

Gæstespil af The Why Not Theatre

I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016) var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med. 

Noget af det sværeste er at holde energien oppe i en monolog, men også det lykkes. 
Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk, at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til engelsk for at opføre det i København, men det giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring.  Det er overordentlig flot.


Foto: Bjarne Stæhr



Lyssætningen er smuk og kærtegner ordene på scenen. Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende kontrast.

Foto: Bjarne Stæhr



Der er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner.  Tre legemshøje skabe er det eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten. Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket.  Asmussens tekst minder os om at livet skal leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance with me!




*

Foto: Robin Skjoldborg


DANCE WITH ME

Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020

Varighed: 65 minutter

Dramatiker: Peter Asmussen
Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt
Skuespiller: Sue Hansen-Styles
Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt & Sue Hansen-Styles
Lys- og lyddesign & bygning af scenografi: Lasse Svarre
Lystekniker: Beáta Kublik
Instruktørassistent: Sarah Stephens


*

Hjemmesider:



Billetter:

Se videoer om forestillingen:





 *





Sagt af Peter Asmussen:

»Jeg har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men det må man jo bare overleve på en eller anden måde.« 
fra Jeppe Bangsgaards fremragende portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende, den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.

Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«

Selv opsummerer Asmussen sin gerning med ordene: 
»Det er mere ligesom en blyant, man lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre, og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«

Hvad angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen: 
»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«. Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at leve og en lille smule nemmere at dø.”


Mere om Peter Asmussen på Wikipedia.
Samt om hans filmmanuskriptarbejde.


*

Tidligere anmeldte forestillinger 
af The Why Not Theatre:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 117 teateranmeldelser.