Anmeldelse: FEJRING AF ET GODT MENNESKE på Mungo Park

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

60 års fødselsdag. Susanne står afsides og gør sig klar til sin store entré. Gæsterne er begyndt at ankomme. Hun forestiller sig, hvordan hun vil gå ned ad trappen i bedste Norma Desmond-stil, for at ende i sit store close-up. Smile rundt til alle gæsterne: ”VELKOMMEN!” Hun øver sekvensen om og om igen. ”Velkommen...!” Hun smiler, hun er glad. Eller er hun? Hun taler om, at det jo ikke er hende som skal være i centrum. Festen er en fejring af vennerne, familien og naboerne. Alle dem, der gør hende til den hun er. Og så knækkker hun sammen og hun begynder at tale om Irena Sendler (1910-2008). Ikke Schindler, men Sendler. Epidemi-sygeplejersken, der under 2. verdenskrig i ghettoen i Warszawa bedøvede børnene for at kunne smugle dem ud og væk fra ghettoen – ud i sikkerhed. Hun samler de forældreløse jødiske børn op, der ligger på gaden, sikre på døden der ellers vil indfinde sig om natten, og efterlade dem nøgne, døde og nødtørfstigt dækket af en avis i morgengryet, for at skjule en sidste rest af deres døde værdighed. Hun var oppe imod den tyske okkupation, oppe imod nazismens dødsmaskine. 2.500 jødiske børn smuglede hun ud - og reddede.

                                                                                                                     Fotograf: Mikkel Russel

”Fejring af et godt menneske” er Mathilde Walter Clarks fine dramatikerdebut, men fejringen bliver aldrig det som avisartiklen lægger op til, hvor alle Susannes meritter opremses. Det er mange og artiklen slutter med monologens titel, ”...at det er fejring af et godt menneske”. Igen og igen vender hun tilbage til beretningen om Irena Sendler og til farens sidste ord til Irena: ”Der findes kun to slags mennesker. Gode og dårlige. Ikke jødiske og ariske mennesker, ikke alle de grupperinger som vi hører om. Kun to slags mennesker: de gode og de dårlige.” 
For hver 10.000 mennesker er der kun ét godt menneske. Susanne hælder alle strømperne ud på gulvet og sorterer dem. Først alle dem med de gode intentioner, der så at sige på afstand fejrer deres godhed ved at støtte børn langt væk. Eller i vore dages frelste (politiker)sprog ville det blive omdøbt til: børn i de nærområder, der altid ligger velbehageligt langt væk fra os. Men vi svigter. Næsten alle mennesker svigter. De gode er der kun få af.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne har gjort karriere inden for stamcelleforskning, og hun er en betydningsfuld forsker, der har drevet det vidt i menneskelighedens navn. Hun glider tilbage i erindringen til forældrenes ostebutik, for det lå ikke i kortene at hun skulle læse videre. Men en lærer erklærer hende ikke bare egnet, men særdeles egnet til gymnasiet. Faren er ligeglad, så længe hun blot assisterer i butikken efter skole og om lørdagen.

Til sidst kan moren ikke mere. Det hedder sig, at hun i stedet ville hellige sig hjemmet og børnene. Men det er Susanne, der sørger for at brødrene, tvillingeparret, kommer op, får tøj på og morgenmad før hun følger dem i børnehaven på vej til skolen.  Til sidst er moren bare et hjemmegående spøgelse, som Susanne forgæves forsøger at give strømper på. Det er næsten umuligt, hvis man ikke bøjer fødderne – og samarbejder.

                                                                                                             Fotograf: Mikkel Russel

Susanne klarer sig godt i skolen. Særligt i fysik og kemi. Men ønsker sig kun at komme afsted hjemmefra, og bruger alle sparepengene på flyrejsen, og kommer til at sidde ved siden af the Petersons på flyrejsen, der tilbyder hende at blive deres nye au pair i England. Hustruen er forsker, mens manden er ’moren’ i familien. Susanne ønsker sig frihed, men går i en fælde – og bliver au pair. Men det sætter hende fri, for om natten går hun ind i Petersons bibliotek, og finder Fru Petersons bøger frem og læser i dem. Får lov til at følge hende i laboratoriet, og da hun første gang træder indenfor føler hun sig fri.

Resten indbefatter en datter, der ikke er der længere. En datter, der forsvinder, men som bliver lyslevende på denne 60 års fødselsdag. For hvilken slags mor er hun? Hvilken slags? Hun forsøger at råde bod på sine svigt som mor, og køber en rejse, så de kan rejse afsted sammen, men sådan bliver det ikke. Hun bliver ved med at gå rundt med datterens ubrugte billet i tasken. Den billet som hun ender med at rive i stykker, inden hun slukker lyset og går ned til de ventende gæster.

                                                                                                           Fotograf: Mikkel Russel

Walter Maria Clarks ”Fejringen af et godt menneske” er en klassisk monolog, der på mange måder minder om Kjeld Abells ”Anna Sophie Hedvig” (1939), hvor tiden kaldte på teater, der tog livtag med samtiden. Om en kvinde, der bærer på en hemmelighed. En kvinde, der har mod til at stå frem og fortælle om sin ”forbrydelse” og derved demaskerer borgerskabet omkring hende.

Susannes historie ligner umiddelbart ikke nogen tragedie. Det er en bragende flot præstation af Marianne Mortensen, der er alene på scenen i 1 time og 40 minutter. Hendes karakter vokser langsomt frem for øjnene af os. Det starter i det små, men bygger op og får vinger, før hun flyver afsted med historien og os. Det er meget velspillet og bliver fulgt til dørs i en flot og stilsikker instruktion af Kamilla Bach Mortensen. Marianne Mortensen, der med forestillingen fejrer sit 35 årige skuespillerjubilæum, udfylder hele scenen, selv om scenografien kun dækker den ene side. Vi er på et loftskammer med hendes og mandens tøj. Omgivet af kufferter, kasser og skuffer. Lyset falder ind udefra gennem persiennerne i døren. Der er en enkelt hængende nøgen loftspære. På et tidspunkt hiver hun en kuffert, en overfrakke og et par sko frem og sætter sig på kufferten, som om hun er på vej mod en ny destination. Som om hun alligevel ikke bliver til sin egen fest. Resten af scenerummet er tomt. Ind imellem går hun mørket i møde på den bare scenehalvdel. Den ufuldstændige scenografi af Mie Riis bliver derved til et helt univers, hvor hovedpersonens historie udspiller sig. Det er flot og enkelt tænkt. Nærmest som på et maleri af Poul Anker Bech (1942-2009), hvor dele af en lokalitet står tydeligt frem, mens alt andet forsvinder og efterlader et sugende tomrum.

                                                                                                          Fotograf: Mikkel Russel

Stykket har en fin timing. Det er et opråb til os - de mætte, veltilfredse, velstimulerede og veluddannede gode, danske mennesker, der sidder og ser flygtningene kommer hertil - og intet gør. Det er en behandsket knytnæve midt i pænhedens ansigt. Et slag for humanismen. Det er teatret, der bliver nutidigt ved at iføre sig klassiske klædninger. Teatret er provokation - og nærvær. Det glemmer vi alt for ofte, men det er godt at blive mindet om i en digital verden, hvor vi alle sidder klistret til vore skærme. På vejen op i toget til Allerød sad jeg og kiggede rundt på alle de bøjede nakker, mens mine medrejsendes øjne kiggede ned på deres mobiltelefoner. Ingen kiggede op, ingen havde nærkontakt. Der var ingen udveksling mellem os. Alle sad hver for sig fordybet i hver sin lille verden afskåret og afsondret fra hinanden. Men i teatermørket mødes vi. Vi trækker vejret i takt. Vi fokuserer nærværet mod et lysende punkt på scenen - og det er berusende. ”Fejring af et godt menneske” er noget så sjældent som et moralsk stykke, der taler til alle de mobilkiggende mennesker, og prøver at fange vores opmærksomhed. Det er prisværdigt. Måske er der ikke så meget at fejre i stykket – og for Susanne. Men stykket rummer et håb om at det aldrig er for sent. Selv inden den 60. fødselsdagsfejring er der stadig væk muligheder for at blive et godt menneske. Også for publikum.

Fotograf: Mikkel Russel

FEJRING AF ET GODT MENNESKE

af Mathilde Walter Clark

Premiere fredag den  10. maj 2019

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Medvirkende: Marianne Mortensen

Scenografi: Mie Riis

Lys: Mikkel Givskov

Lyd: Emil Bøll

Instruktørassistent: Tanya Falkenberg Kirk

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Systue: Hanne Mørup

Fotograf: Mikkel Russel

Hjemmeside 

Forestillingstrailer: Ivar Lind Greiner

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Manning er fri, 
Faust, 
Fritz Hansen Folket, 
Uledsaget, 
Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)