Fridtjof
går meget imod sin vilje ind på et værtshus. Han har ladet sig overtale, og der
kaster en kvinde sig over ham – og de kommer til at danne par og får en søn
sammen. For Fridtjof er værtshuse noget af det værste. Han er ansat i
Frøkorpset, hvor han uddanner og træner unge frø-aspiranter ved at arrangere
overlevelsesture for dem. Et tv-hold filmer Fridtjofs arbejde, og det er et
scoop for dem, da han gakker ud for åbent kamera. Hans overordnede får afværget
at det kommer med i den endelige udsendelse. Til gengæld bliver udsendelsen centreret om Rene. Rene har overhovedet ingen mulighed for at gennemføre
overlevelsesturene, men hans kamp er godt tv. Det er da også Renes kluntede håndtering
af en granat, der gør at Fritjofs lunger bliver perforerede, og det sætter en
stopper for Fridtjofs videre karriere Frøkorpset.
Det er en
historie om bristede drømme og store forhåbninger. Om knuste illusioner. Slet og ret en historie om at være menneske -
på godt og ondt.
Sproget er friskt og funklende, hårdt pumpet og
overraskende.
Det er ikke for ingenting,
at det er nærliggende at sende den underfundige og originale norske forfatter
Erlend Loe en tanke under læsningen. "FRØ" minder på mange måder om Loes ”Naiv.Super.” (1996) - i form og udtryk.
Teksten trænger i blodet, hvor detonerer. Det er meget
morsomt, fordi det er så tragisk.
Det er en mørk beretning drevet at et lyst
tindrende blik på verden. Der er et håb og en fandenivoldskhed i teksten, der
spilles op mod en udslettende nihilisme. Som om kampen om det gode og onde
eller om lyset og mørket udkæmpes inde i hver enkel af romanens personer. "Frø" er på én gang både diffus og hårdslående. Morsom og dybt tragisk.
Det er vandkantslitteratur skrevet med blottede nerver og med et fast greb om sproget.
Er du i
forvejen fan af Erland Loe, så grib fat i ”FRØ”, men gør det også alligevel. Det
er en voldsom, men skøn beretning ude fra, hvor kragerne ender. Først efter
læsningen forstår man fuldt ud, hvorfor de vender netop dér.
