torsdag den 4. marts 2021

Anmeldelse: MIT HOVED ER ET RADIOTEATER af Thulla


Forsiden af Thomas Winkler (der også er designer i Tivoli) siger det hele. Thullas MIT HOVED ER ET RADIOTEATER er en blotlæggelse af de mange stemmer vi har indeni. Det er et forsøg på at finde tilbage til en egen indre stemme. Den oprindelige stemme. Det er et forsøg på at skrælle alle de lag væk i underbevidstheden, der driver gæk med os, og som gør os til alt for lette ofre, ikke mindst i vores møde med de sociale medier. I Thullas fortælling er Facebook omdøbt til ”Landsbyen”. Det er beretningen om, hvad det gør ved vores egen opfattelse af at have succes og være menneske. For mødet med Landsbyens lykkeopdateringer ændrer vores syn på, hvad der er godt og ikke godt. Det påvirker vores måde at tænke på. Ja, det tager herredømmet fra os og smudser os til. Det er især narcissismedelen som Thulla tager livtag med. Hun har selv været der og delt alt, hvad hun har kunnet kommet afsted med, men det har efterladt hende med ar. For det er svært at finde tilbage til sig selv. Det er som at låne sig selv ud, og bagefter ikke længere at være i stand til at mærke sig selv. Thulla fortæller historien, orkestreret for flere stemmer, som hun går i dialog med. Stemmerne i hendes hoved træder ind på scenen, og bogen er en lang indre dialog (eller monolog om man vil), hvor forfatteren med udgangspunkt i egne oplevelser tager os med tilbage igennem et liv, der har været præget af stor spirituel søgen og lige så stor kunstnerisk nysgerrighed. Et liv, der har resulteret i 11 cd-udgivelser, et redaktørjob, legater og en vis synlighed. Men livet er et ubarmhjertigt sted at befinde sig for kunstneriske sjæle, praktiske problemstillinger trænger sig uvægerligt på i kunstnernes drømmerige. Der skal betales regninger (på mange niveauer), og det er væsentlig lettere at leve med sin kunst end at leve af den.


Foto: Michael Svennevig

”Hvorfor bliver livets mening ikke plantet dybt i os, når vi bliver født? Hvorfor skal vi jage rundt og lede efter den? Hvorfor skal livets mysterium være så hemmeligt og skjult med en milliard røgslør hen over sig? Det er sgu da underligt! Men siden det har været sådan altid, skulle man næsten tro at der er en mening med det. At vi mennesker åbenbart ikke skal kende den, bare sådan. At en motivation til at leve livet er at lede efter den dybere mening. Nysgerrighed driver os fremad. Eller hvad?” (side 119).

*

Facebook-delen af historien er i sig selv ikke så interessant, men den bagvedliggende problematik er for mig både vedkommende og svær at ignorere. Det er her at monologen finder sin berettigelse. Den udspiller sig i et meget kvindeligt univers, hvor jeg som mand ofte må stå lidt tøvende som iagttager, for jeg er ikke fascineret af tarokkort, månefaser, selvhjælpsbøger og mantraer, men det betyder ikke, at jeg ikke er optaget og optændt af de bagvedliggende mekanismer. For ligegyldigt om vi bekender os til det ene eller det andet, er vi alle underlagt de mekanismer, der er styrende bag vore egne indre radioteateropsætninger. Thulla giver sig det hele i vold. Men samtidig bibeholder hun en befriende høj gad af selvironi og humor, og forstår til fulde, når hun bliver taget ved næsen. Ikke mindst i bogens forrygende beskrivelse af Guldinderne, der er et af bogens højdepunkter. Som en af deltagerne spørger: ”Hvor er mændene?” Svaret på det spørgsmål må være, at vi går andre veje.  At vi ikke begiver os ud ad Guldinde-stier. Men selv om Thulla går linen ud og optjener dyre lærepenge, er hun god til at skille skidt fra kanel. Også selv om det først sker en postgang for sent, i hvert fald i forhold til Guldinderne. For noget af det bemærkelsesværdige ved Thullas egen hudflettende indre rejse er hendes evne til at genopstå. Det sker på mange planer, ikke mindst kunstnerisk.


Foto: Michael Svennevig

”Jeg ved ikke, hvorfor vi er blevet så berøringsangste over for det åndelige, det spirituelle. Samtidig med at det er tydeligt, at vi længes så meget efter det.” (side 63-64).

                                                                                           *

Ikke mindst er det en meget velskrevet roman, der har en ret springende form sådan som indre rejser ofte har. Romanen har meget betegnende undertitel: ”et vidnesbyrd”. Vi bliver inviteret med på en undersøgelse af tilværelsens spirituelle sammenhæng – og det er en spændende og veloplagt undersøgelse. Ikke mindst fordi det er fortalt med en afvæbnende humor. Sproget er smidigt og ofte krydret med veloplagte og slagfærdige udtryk og betragtninger.

Thulla skriver og fortæller, at der er ”nogle væsentlige områder af min karma, som jeg mangler at få manifesteret i den ydre verden, før jeg kan føle mig som et helt menneske. ”(side 7) ”Men frygt og tvivl har indtil videre haft held med at sabotere min stræben efter at springe ud som et helt MIG.”(side 7) ”jeg skal hverken flytte i kloster eller bo i en kasse på en øde bjergskråning. Men jeg skal holde fast.”(side 8) ”Slut med at være små-skjult.”(side 9) ”Foren dig med din tro”(side 10) ”Målet er at springe ud som et helt MIG, at brede de vinger ud som jeg fornemmer ligger uforløste i min karma for dette liv. Og for at lykkes med det, må jeg se min frygt og min tvivl i øjnene. Kalde dem ved navn, få dem indkredset, få dem fjernet som forhindringer. En art udrensning?” (side 11)

Romanen er født ud af et ønske om at betro sig til læserne, og komme overens med sit eget indre tankemorads. I erindringspassagerne synes jeg at bogen finder hjem, og finder sit helt eget liv og står ved det: ”Jeg smider en fiskeline ned i erindringen og ser, hvilke pletter af grønt græs, jeg får fisket op. ” (side 182)

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   *

”Jeg er helt spærret inde i mit eget hoved lige nu. Jeg martres, især om natten, af sorg og bekymring; tanker, der suger mig ned i et snævert, mørkt morads. Sorg over at se, hvordan alderdommens ubarmhjertige vande hugger sig mere og mere ind på mine forældre, angst for at der skal ske dem noget. Jeg martres af smuldrende venskaber, manglende loyalitet, festen der fortsætter uden mig og bagom min ryg. De falske smil, den manglende varme, det manglende mod til at insistere på et ærligt møde. Jeg martres af min manglende rummelighed, og af at jeg har insisteret på at være mere rummelig, end jeg i virkeligheden er.” (side 80).

*

Skildringerne af drillerier i skolegården på grund af en pelset frakke i 5.-6. klasse (s. 81-83) og akavede optrin til en klassefest, for ikke at nævne det værste, at bogens forfatter bliver så glad for at blive lukket midlertidigt ind i klassens varme, som hun ellers er blevet udelukket fra, at hun ikke opdager, at hendes plageånder i mellemtiden har bundet hende fast til et vejskilt. Det er knugende at høre om, for vi kender det. Den frygtelige måde som vi har været over for hinanden på. Hvis vi ikke selv har drillet, så er vi blevet drillet. Det er slet ikke til at bære at blive sænket ned til de lag i underbevidstheden. Men forfatteren tager os med derned – og slipper ikke grebet i os i de tætte og stærke skildringer

*

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,” siger Tove Ditlevsen. Den unge pige i mig, der ikke vil dø, er den skabende del af mig. Den føles stadig fuldkommen jomfruelig, bliver nærmest genopdaget hver eneste dag, evig nyslået, som en havfrue.” (side 207)

                                                                               *

Grafisk er romanens anden del beriget af farens, Niels Birger Wambergs stregtegninger, der nogle steder er brugt som vignetter og andre steder som illustrationer. De er smukke og vibrerende og giver romanen et visuelt løft, som Thullas egne illustrationer i første halvdel umuligt kan leve op til. De er simpelthen for svære at matche. Men det er også den eneste anke ved denne smukke vidnesbyrd-roman, der med sin ligefremme ærlige tone og sit hoppende friske sprog får opført et udfordrende og vedkommende indre radioteater-stykke.

Foto: Michael Svennevig

Romanen udkommer før festivalen, både som fysisk bog på 277 sider, e-bog samt udvidet lydbog/radioteater med effekter, indtaling og musik af Thulla. Thulla udgiver fortsat sin musik under sit fornavn, mens romanen udgives under hendes fulde navn: Thulla Christina Wamberg Kronaie. For nemheds skyld har jeg i anmeldelsen udelukkende brugt musikernavnet.

Lyt til festivalpodcasten med Thulla, hvor hun fortæller om sin nye roman.

Mød også Thulla på den kommende festival ÆG & HÅB.

*

6: Thulla: MIT HOVED ER ET RADIOTEATER

 

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til denne 6. festivalpodcast med Thulla. 

Thulla fortæller om sin nye roman "Mit hoved er et radioteater" (BogGalaxen, 2021). Vi dykker ned på teaterscenen for at høre mere om, hvordan det er at have et radioteater i hovedet. En samtale om Facebook-paralyse, usikkerhed, forførelse og spiritualitet. Om at acceptere et autentisk, mangelfuldt selv i en verden, der lefler for perfektion, succes og vækst. 


Uddrag fra anmeldelsen:

”Ikke mindst er det en meget velskrevet roman, der har en ret springende form, sådan som indre rejser ofte har. Romanen har meget betegnende undertitlen: ”et vidnesbyrd”. Vi bliver inviteret med på en undersøgelse af tilværelsens spirituelle sammenhæng – og det er en spændende og veloplagt undersøgelse. Ikke mindst fordi det er fortalt med en afvæbnende humor. Sproget er smidigt og ofte krydret med veloplagte og slagfærdige udtryk og betragtninger.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

”Jeg gider ikke være skabs-spirituel længere!”

Thulla er musiker, sanger og komponist, og selv om hun altid har drømt om at skrive, har hun med bogudgivelsen ikke forladt musikken, for musikken og skrivningen går hånd i hånd for hende. ”Det her en stor øvelse for mig i at turde være den jeg er”. Eller som Thulla skriver: ”Jeg ved ikke, hvorfor vi er blevet så berøringsangste over for det åndelige, det spirituelle. Samtidig med at det er tydeligt, at vi længes så meget efter det.” Eller som Thulla fortæller på podcasten: ”Det handler for mig om at stå ved, at jeg er kunstner og spirituelt søgende.” Thulla fortæller om nysgerrighed, sårbarhed og den nødvendige ærlighed. Om ikke at ville være bange længere. Om at bekende sig til den, man er.

Foto: Michael Svennevig.

”For mig skal der altid være drømme og håb i min musik.”

Musikken på podcasten er af og med Thulla:  

“Namo daiji henjo kongo” fra “ArtManMantrA”, 2020

“Inngerut IV” fra "The Spirit of Ice", 2009

“Namo hun sun Kaie” fra “ArtManMantrA”, 2020.

ArtManMantrA:  Thulla sammen med Ayi Solomon (perc) og Alain Apaloo (gui).


*

Denne podcast med Thulla er festivalpodcast nr. 100. Hør hvordan det begyndte på denne lancerede 1. podcast fra juni 2018, hvor Thulla og Michael Svennevig talte om Et ideelt samarbejde”. 

Næste uges podcast:

2. præsentationspodcast med uddrag fra de 5 næste festivalpodcasts med Jeanne von Haller Grønbæk, Michael Omoke, Iben Hasselbalch og Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. Samt en særlig tilbageskuende jubilæumspodcast med uddrag fra de 10 mest hørte podcasts i anledning af podcast nr. 100. Offentliggøres den 12. marts 2021.


*

Mød Thulla på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse, hvor hun fortæller om ”Mit hoved er et radioteater”. Thulla er også med til festivalåbningen og festivalafslutningen. Til åbningen er det i et teatersamarbejde med Shohreh Shahrzad og Michael Svennevig. Til afslutningen indleder og afslutter Thulla musikalsk – og måske bliver der også lejlighed til at høre lidt om Thullas anden nye bogudgivelse, da hendes forlægger Erik Trigger også medvirker til festivalafslutningen.

Lyt også til den 1. præsentationspodcast  

med uddrag fra de næste 6 festivalpodcasts. 

Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

 *