Forsiden
af Thomas Winkler (der også er designer i Tivoli) siger det hele. Thullas MIT
HOVED ER ET RADIOTEATER er en blotlæggelse af de mange stemmer vi har indeni.
Det er et forsøg på at finde tilbage til en egen indre stemme. Den oprindelige
stemme. Det er et forsøg på at skrælle alle de lag væk i underbevidstheden, der
driver gæk med os, og som gør os til alt for lette ofre, ikke mindst i vores møde
med de sociale medier. I Thullas fortælling er Facebook omdøbt til ”Landsbyen”.
Det er beretningen om, hvad det gør ved vores egen opfattelse af at have succes
og være menneske. For mødet med Landsbyens lykkeopdateringer ændrer vores syn
på, hvad der er godt og ikke godt. Det påvirker vores måde at tænke på. Ja, det
tager herredømmet fra os og smudser os til. Det er især narcissismedelen som
Thulla tager livtag med. Hun har selv været der og delt alt, hvad hun har
kunnet kommet afsted med, men det har efterladt hende med ar. For det er svært
at finde tilbage til sig selv. Det er som at låne sig selv ud, og bagefter ikke
længere at være i stand til at mærke sig selv. Thulla fortæller historien,
orkestreret for flere stemmer, som hun går i dialog med. Stemmerne i hendes
hoved træder ind på scenen, og bogen er en lang indre dialog (eller monolog om
man vil), hvor forfatteren med udgangspunkt i egne oplevelser tager os med tilbage
igennem et liv, der har været præget af stor spirituel søgen og lige så stor kunstnerisk
nysgerrighed. Et liv, der har resulteret i 11 cd-udgivelser, et redaktørjob,
legater og en vis synlighed. Men livet er et ubarmhjertigt sted at befinde sig
for kunstneriske sjæle, praktiske problemstillinger trænger sig uvægerligt på i
kunstnernes drømmerige. Der skal betales regninger (på mange niveauer), og det
er væsentlig lettere at leve med sin
kunst end at leve af den.
”Hvorfor
bliver livets mening ikke plantet dybt i os, når vi bliver født? Hvorfor skal
vi jage rundt og lede efter den? Hvorfor skal livets mysterium være så
hemmeligt og skjult med en milliard røgslør hen over sig? Det er sgu da
underligt! Men siden det har været sådan altid, skulle man næsten tro at der er
en mening med det. At vi mennesker åbenbart ikke skal kende den, bare sådan. At
en motivation til at leve livet er at lede efter den dybere mening.
Nysgerrighed driver os fremad. Eller hvad?” (side 119).
*
Facebook-delen
af historien er i sig selv ikke så interessant, men den bagvedliggende
problematik er for mig både vedkommende og svær at ignorere. Det er her at
monologen finder sin berettigelse. Den udspiller sig i et meget kvindeligt
univers, hvor jeg som mand ofte må stå lidt tøvende som iagttager, for jeg er
ikke fascineret af tarokkort, månefaser, selvhjælpsbøger og mantraer, men det
betyder ikke, at jeg ikke er optaget og optændt af de bagvedliggende mekanismer.
For ligegyldigt om vi bekender os til det ene eller det andet, er vi alle
underlagt de mekanismer, der er styrende bag vore egne indre radioteateropsætninger.
Thulla giver sig det hele i vold. Men samtidig bibeholder hun en befriende høj
gad af selvironi og humor, og forstår til fulde, når hun bliver taget ved
næsen. Ikke mindst i bogens forrygende beskrivelse af Guldinderne, der er et af bogens højdepunkter. Som en af deltagerne
spørger: ”Hvor er mændene?” Svaret på det spørgsmål må være, at vi går andre
veje. At vi ikke begiver os ud ad Guldinde-stier. Men selv om Thulla går
linen ud og optjener dyre lærepenge, er hun god til at skille skidt fra kanel.
Også selv om det først sker en postgang for sent, i hvert fald i forhold til Guldinderne. For noget af det
bemærkelsesværdige ved Thullas egen hudflettende indre rejse er hendes evne til
at genopstå. Det sker på mange planer, ikke mindst kunstnerisk.
”Jeg
ved ikke, hvorfor vi er blevet så berøringsangste over for det åndelige, det
spirituelle. Samtidig med at det er tydeligt, at vi længes så meget efter det.”
(side 63-64).
*
Ikke mindst er det en meget velskrevet roman, der har en ret springende form sådan som indre rejser ofte har. Romanen har meget betegnende undertitel: ”et vidnesbyrd”. Vi bliver inviteret med på en undersøgelse af tilværelsens spirituelle sammenhæng – og det er en spændende og veloplagt undersøgelse. Ikke mindst fordi det er fortalt med en afvæbnende humor. Sproget er smidigt og ofte krydret med veloplagte og slagfærdige udtryk og betragtninger.
Thulla
skriver og fortæller, at der er ”nogle væsentlige områder af min karma, som jeg
mangler at få manifesteret i den ydre verden, før jeg kan føle mig som et helt
menneske. ”(side 7) ”Men frygt og tvivl har indtil videre haft held med at
sabotere min stræben efter at springe ud som et helt MIG.”(side 7) ”jeg skal
hverken flytte i kloster eller bo i en kasse på en øde bjergskråning. Men jeg
skal holde fast.”(side 8) ”Slut med at være små-skjult.”(side 9) ”Foren dig med
din tro”(side 10) ”Målet er at springe ud som et helt MIG, at brede de vinger
ud som jeg fornemmer ligger uforløste i min karma for dette liv. Og for at
lykkes med det, må jeg se min frygt og min tvivl i øjnene. Kalde dem ved navn,
få dem indkredset, få dem fjernet som forhindringer. En art udrensning?” (side
11)
Romanen
er født ud af et ønske om at betro sig til læserne, og komme overens med sit
eget indre tankemorads. I erindringspassagerne synes jeg at bogen finder hjem,
og finder sit helt eget liv og står ved det: ”Jeg smider en fiskeline ned i
erindringen og ser, hvilke pletter af grønt græs, jeg får fisket op. ” (side
182)
*
”Jeg
er helt spærret inde i mit eget hoved lige nu. Jeg martres, især om natten, af
sorg og bekymring; tanker, der suger mig ned i et snævert, mørkt morads. Sorg
over at se, hvordan alderdommens ubarmhjertige vande hugger sig mere og mere
ind på mine forældre, angst for at der skal ske dem noget. Jeg martres af
smuldrende venskaber, manglende loyalitet, festen der fortsætter uden mig og
bagom min ryg. De falske smil, den manglende varme, det manglende mod til at
insistere på et ærligt møde. Jeg martres af min manglende rummelighed, og af at
jeg har insisteret på at være mere rummelig, end jeg i virkeligheden er.” (side
80).
*
Skildringerne
af drillerier i skolegården på grund af en pelset frakke i 5.-6. klasse (s.
81-83) og akavede optrin til en klassefest, for ikke at nævne det værste, at
bogens forfatter bliver så glad for at blive lukket midlertidigt ind i klassens
varme, som hun ellers er blevet udelukket fra, at hun ikke opdager, at hendes
plageånder i mellemtiden har bundet hende fast til et vejskilt. Det er knugende
at høre om, for vi kender det. Den frygtelige måde som vi har været over for
hinanden på. Hvis vi ikke selv har drillet, så er vi blevet drillet. Det er slet ikke til at bære at blive sænket ned til
de lag i underbevidstheden. Men forfatteren tager os med derned – og slipper
ikke grebet i os i de tætte og stærke skildringer
*
“Der
bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,” siger Tove Ditlevsen. Den unge pige i
mig, der ikke vil dø, er den skabende del af mig. Den føles stadig fuldkommen
jomfruelig, bliver nærmest genopdaget hver eneste dag, evig nyslået, som en
havfrue.” (side 207)
*
Grafisk
er romanens anden del beriget af farens, Niels Birger Wambergs stregtegninger,
der nogle steder er brugt som vignetter og andre steder som illustrationer. De
er smukke og vibrerende og giver romanen et visuelt løft, som Thullas egne
illustrationer i første halvdel umuligt kan leve op til. De er simpelthen for
svære at matche. Men det er også den eneste anke ved denne smukke
vidnesbyrd-roman, der med sin ligefremme ærlige tone og sit hoppende friske
sprog får opført et udfordrende og vedkommende indre radioteater-stykke.
Romanen udkommer før festivalen, både som fysisk bog på 277 sider, e-bog samt udvidet lydbog/radioteater med effekter, indtaling og musik af Thulla. Thulla udgiver fortsat sin musik under sit fornavn, mens romanen udgives under hendes fulde navn: Thulla Christina Wamberg Kronaie. For nemheds skyld har jeg i anmeldelsen udelukkende brugt musikernavnet.
