Der er teater - og så er der teater. Der er ikke noget bedre, end når det lykkes. Sådan som det sker i forestillingen BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR på Teater Får302. Peter-Clement Woetmann har skrevet den sprøde tekst som Lene Skytt har instrueret med Petrine Agger og Sophie Zinckernagel på scenen omgivet af Siggi Óli Pálmasons hårde hvidevarer. Hannah Schneider er musiker og komponist, der fra scenen iført Siggi Óli Pálmasons og Camilla Linds overdådige kostume bliver ét med havet og den flod og ebbe, der fører alt med sig videre. Bølgeslag efter bølgeslag. Alting udviskes og får ny form. Ingenting ændres og alt opløses. Det er frydefuldt at opleve. En anden teatergænger sagde bagefter: "Hvor var det skønt, men jeg ved ikke, hvad det handlede om!"
Teatret har denne transformerende kraft, alting slynges op i luften og falder ned over os som lava. Måske er det også grunden til, at der ikke findes noget så forfærdeligt som teater, der ikke lykkes. Det kan være pinefuldt at sidde igennem, for hvis det ikke løfter sig, er det dødt. Jo, det kan være interessant, det kan være morsomt, det kan være dramatisk og nysgerrigt, men enten fungerer det eller også gør det ikke. Som musik. Enten swinger det eller også gør det ikke. Det kan ikke "næsten swinge". På samme måde med teatret, enten drager det én med sig eller også gør det ikke. Det er en fryd at være med til - sådan som det for tiden sker på Teater Får302.
Men hvad er det så? Jeg ved det heller ikke! Men det betog mig og gjorde noget ved mig. Bagefter følte jeg mig ekstatisk, flyvende og let. Petrine Agger og Sophie Zinckernagel spiller overvældende stærkt som moren og datteren i en lejlighed omgivet af hårde hvidevarer. Deres liv er at tænde og slukke for forskellige maskiner. De har glemt sig selv, hinanden og livet. Livet er noget de andre lever. De er efterladt i en boble, hvor luften er ved at slippe op. Ja, det lyder umuligt - og er det også.
Peter-Clement Woetmanns tekst er et billede på tilværelsen - og på livet. Det hele er stukket til havs og handler om bølgeslag, alger og blå koraller. På en eller anden måde finder havet og bølgeslagene ind imellem de hårde hvidevarer og gør dem bløde. Alt den teknik som bløde kroppe kan slå sig på bliver blødgjort af havet. Publikum bliver selv til rullesten i strandkanten, der uafladeligt føres frem og tilbage i brændingen. Uden mål og med. Helt viljesløse, indtil vi er blevet helt runde og glatte. Indtil vi igen er blevet mennesker. Der er masser af håb, selv om verden står i flammer. I teater Får302 får du troen tilbage på det hele. Selv om den også bliver taget fra dig. Igen og igen.
"Der er lys der er stilhed
Verden forvandler sig nu
Den er allerede borte
Og jeg tager mit koralhjerte ud"
Se oversigten over de
