torsdag den 30. juli 2020

Rose Marie Tillisch og Bertel Thorvaldsen

Foto: Anne Marie Busch Petersen.

Mød Rose Marie Tillisch til festivalafslutningen

Mit liv med Bertel Thorvaldsen 
og hvad der følger af det...

Rose Marie Tillisch fortæller:


"Bertel Thorvaldsen har været levende hele mit liv selvom jeg blev født 110 år efter hans død. Huset jeg blev født i, voksede op i og bor i idag, rummer 14 af hans relieffer. De handler alle om kunst og kærlighed. De har påvirket hele mit liv fra jeg som barn i det skjulte dansede forsigtige ballettrin foran spejlene til nu hvor vi en gang om året holder åbent hus og have med sang, fortælling, teater og kunst..."


Foto: Rose Marie Tillisch.


Foto: Rose Marie Tillisch.




"Bertel Thorvaldsens forhold til kunst og kærlighed har formet mine visioner om hvordan kunst og kærlighed skal formidles bredt ud til alle."


Bertel Thorvaldsen ( 1770-1844)
Malert af  C.W. Eckersberg i 1814.
Foto: Rose Marie Tillisch.

Mød Rose Marie Tillisch til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*



Jette Drewsen: "Døden er en mester"

Foto: Michael Svennevig.


Født ved Vejle i 1943, debuterede i 1972 med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” – en roman, der banede vejen for en bølge af kvindelitteratur, hvor kvinden for første gang blev fuldt synlig i litteraturen. Det var et nybrud i forhold til kvindens rolle i familien og i samfundet, for hvordan både være kvinde, hustru, mor og samtidig udearbejdende. Hvordan få sine egne drømme og længsler til at passe sammen med samfundets normer og de snævre bånd inden for hjemmets fire vægge.
Det er siden blevet til mange andre udgivelser. Senest til DØDEN ER EN MESTER, der handler om en mand, der møder døden.

Uddrag fra festival-anmeldelsen:

”Jette Drewsen har skrevet en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig? Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst har ham fanget og holder ham fast – og så kan døden ellers tage over.
Som der også står mellem linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over.
DØDEN ER EN MESTER er en elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.
Det er umådelig spændende at bevæge sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld mening. Selv for Frank.”
Læs hele anmeldelsen.



Foto: Michael Svennevig.


Mød Jette Drewsen til festivalafslutningen,



På podcasten er  der også uddrag fra romanen. 

Musikken på podcasten: 
”The Truth lies within” af og med Mika Filborne 
fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”. 
Oplev også Mika til festivalåbningen
Trio-Impro: Jens Christensen (spansk guitar og nomadisk sang), Sophus Rosenvinge Christensen (båndløs guitar) og Michael Svennevig (percussion).

Lyt også til de fire præsentationspodcasts
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.


Læs mere om festivalen 


*



Anmeldelse: DØDEN ER EN MESTER af Jette Drewsen



Festival-anmeldelse:

Jette Drewsen: DØDEN ER EN MESTER (Gyldendal, 2015)

Frank Wertheimer, eller FW som han også bliver kaldt, lever i livets overhalingsbane. Han er en respekteret arkitekt og en meget beleven mand. Det er som om han holder sig ung i mødet med de meget yngre kvindelige studerende, der flokkes om ham. Men tiden er ved at løbe fra ham. Nærmest umærkeligt haler mørket og det uvisse ind på ham. Først som bare en dunkel fornemmelse. Senere i kraft af at bekymrede læger ikke rigtig kan finde ud af, hvad der er i vejen, for noget er der ved at ske. Hele hans liv forrykkes, og i mødet med den tilsyneladende herreløse hund, som han døber Tristan, finder han for en stund en retning på sin sidste sejllads. Indtil også hunden er væk igen, og han er ladt ene tilbage med hustruen, Helene, eks-konen AnnaElise og deres fælles datter Sia. Der er også tvillingbroren Leslie, der er præst på Grønland. Leslie er fortrolig med datteren og endog meget fortrolig med Franks hustru Helene. Det er en åben hemmelighed, at de har et forhold, men det gør egentlig ikke Frank noget. Han er meget rationel, grænsende til det følelseskolde. Han er en erobrer, og har ikke meget til overs for datteren, der ikke har samme stålsatte natur. Faktisk har de svært ved at kommunikere. Så i stedet er det den fraværende tvillingebror, der - selv i sit fravær - binder familien sammen. Franks død er vel ret beset en befrielse for alle implicerede. Inklusiv ham selv. Han efterlader sig ikke rigtigt noget. Intet afsavn hos dem, der er ladt tilbage. Jo, de vil sikkert sørge som det sig hør og bør, men nok heller ikke mere end det.

Bagsideteksten sidste ord er: ”... men det er også en historie om vores moderne tid, som mere og mere kan opfattes som et vedhæng til en tid, der er ved at rinde ud.”
Bogen udkom i 2015 – altså flere år før MeToo-bevægelsen tog fart. Frank ville uden tvivl være blevet trådt under fode af bevægelsen, på samme måde som han selv har kvast en uendelig række af alt for unge kvindelige skønheder under sig på sin vej gennem livet. Eller som hustruen Helene siger: ”-Vi har alle slået os til blods på dig, Frank Wertheimer, mere eller mindre.” (side 212)
Vi har med andre ord at gøre med en kold, beregnende og usympatisk hovedperson, der indtil videre har kunnet charmere sig igennem, men nu er det slut. ”... enhver mester slår ikke til, før det rigtige øjeblik er kommet... ” For Frank er tiden kommet. Som han flakker rundt med ”sin hund”, mens hans indre seismograf er gået i stykker, minder han om den omkringflakkende hovedperson i Theo Androlopoulos´ ”Evigheden og en dag”, der på samme måde driver syg rundt på jagt efter en mening, der er randt ham af hænde, inden tæppet går ned og mørket sænker sig.


Foto: Michael Svennevig.


Jette Drewsen har skrevet en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig? Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst fanger og holder ham fast –så døden kan tage over.

Som der også står mellem linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over?

Frank kigger sig rundt på verden for at sige den ret farvel. Som Leoparden i Viscontis filmatisering af Lampedusas roman af samme navn (eller rettere omvendt). Eller som Johannes Møllehave sagde og skrev for mange år siden: ”Heldig er den, der når at blive færdig med livet, før livet bliver færdig med èn.” (citeret efter hukommelsen).

DØDEN ER EN MESTER er en elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.

Det er spændende at bevæge sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld mening. Selv for Frank.

 ------------------

Mød Jette Drewsen til festivalafslutningen

Læs festivalopslag

Hør podcast

Læs mere om festivalen