Festival-anmeldelse:
Jette Drewsen: DØDEN ER EN
MESTER (Gyldendal, 2015)
Frank Wertheimer, eller FW
som han også bliver kaldt, lever i livets overhalingsbane. Han er en
respekteret arkitekt og en meget beleven mand. Det er som om han holder sig ung
i mødet med de meget yngre kvindelige studerende, der flokkes om ham. Men tiden
er ved at løbe fra ham. Nærmest umærkeligt haler mørket og det uvisse ind på
ham. Først som bare en dunkel fornemmelse. Senere i kraft af at bekymrede læger
ikke rigtig kan finde ud af, hvad der er i vejen, for noget er der ved at ske.
Hele hans liv forrykkes, og i mødet med den tilsyneladende herreløse hund, som
han døber Tristan, finder han for en stund en retning på sin sidste sejllads. Indtil
også hunden er væk igen, og han er ladt ene tilbage med hustruen, Helene,
eks-konen AnnaElise og deres fælles datter Sia. Der er også tvillingbroren Leslie,
der er præst på Grønland. Leslie er fortrolig med datteren og endog meget
fortrolig med Franks hustru Helene. Det er en åben hemmelighed, at de har et
forhold, men det gør egentlig ikke Frank noget. Han er meget rationel,
grænsende til det følelseskolde. Han er en erobrer, og har ikke meget til overs
for datteren, der ikke har samme stålsatte natur. Faktisk har de svært ved at
kommunikere. Så i stedet er det den fraværende tvillingebror, der - selv i sit
fravær - binder familien sammen. Franks død er vel ret beset en befrielse for
alle implicerede. Inklusiv ham selv. Han efterlader sig ikke rigtigt noget. Intet
afsavn hos dem, der er ladt tilbage. Jo, de vil sikkert sørge som det sig hør
og bør, men nok heller ikke mere end det.
Bagsideteksten sidste ord er: ”... men det er også en historie om vores moderne
tid, som mere og mere kan opfattes som et vedhæng til en tid, der er ved at
rinde ud.”
Bogen udkom i 2015 – altså
flere år før MeToo-bevægelsen tog fart. Frank ville uden tvivl være blevet
trådt under fode af bevægelsen, på samme måde som han selv har kvast en
uendelig række af alt for unge kvindelige skønheder under sig på sin vej gennem
livet. Eller som hustruen Helene siger: ”-Vi har alle slået os til blods på
dig, Frank Wertheimer, mere eller mindre.” (side 212)
Vi har med andre ord at
gøre med en kold, beregnende og usympatisk hovedperson, der indtil videre har
kunnet charmere sig igennem, men nu er det slut. ”... enhver mester slår ikke
til, før det rigtige øjeblik er kommet... ” For Frank er tiden kommet. Som han
flakker rundt med ”sin hund”, mens hans indre seismograf er gået i stykker,
minder han om den omkringflakkende hovedperson i Theo Androlopoulos´ ”Evigheden
og en dag”, der på samme måde driver syg rundt på jagt efter en mening, der er
randt ham af hænde, inden tæppet går ned og mørket sænker sig.
Foto: Michael Svennevig.
Jette Drewsen har skrevet
en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig?
Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er
gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke
som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst fanger
og holder ham fast –så døden kan tage over.
Som der også står mellem
linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for
Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år
efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en
tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over?
Frank kigger sig rundt på
verden for at sige den ret farvel. Som Leoparden i Viscontis filmatisering af
Lampedusas roman af samme navn (eller rettere omvendt). Eller som Johannes
Møllehave sagde og skrev for mange år siden: ”Heldig er den, der når at blive
færdig med livet, før livet bliver færdig med èn.” (citeret efter hukommelsen).
DØDEN ER EN MESTER er en
elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes
meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting
drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter
at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er
hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.
Det er spændende at bevæge
sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men
der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig
allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der
hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem
for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld
mening. Selv for Frank.
Læs festivalopslag
Hør podcast
Ingen kommentarer:
Send en kommentar