Viser opslag med etiketten Gyldendal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gyldendal. Vis alle opslag

onsdag den 15. oktober 2025

Anmeldelse: AFSKAF ALDERDOMMEN af Lone Kühlmann og Henning Kirk

 


 

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

”Før i tiden blev folk gamle – det er der ingen der bliver i dag. At være gammel sidestilles med at være affældig., og det er der ingen der har lyst til at være. ”Han er blevet gammel” refererer ikke til personens alder, men til hans forfald, og når folk siger ”jeg er blevet gammel, du”, mener de det ikke som nogen reklame, men som en opgiven. Derfor er der heller aldrig nogen der taler om ”gammelområdet”. ” (side 20N)

Det bedste grin i lang tid fik jeg, da jeg læste disse linjer: ”Det er interessant at se arrangementerne i forbindelse med Ældre Sagens 25-års jubilæum i 2011. Lokalafdelingerne markerer stort set alle sammen dagen med kaffebord og lagkage ledsaget af ønskekoncertmusik fra lokale hyggepianister. Det er åbenbart gået hen over hovedet på den ellers meget dygtige organisation at nutidens ældre voksede op med Beatles og Stones, tjald og bajere… de er fremtidens gamle og de har måske aldrig hørt Giro 413.” (side 22 M)

Teksten er muntert og lystigt skrevet. Jeg sad i lange perioder og smilede, hvis jeg ikke ligefrem kluklo. Bogen er meget veloplagt. Den er ingenlunde akademisk og tung, men fremstår direkte, uden at virke slingrende. Det er opløftende læsning. Tonen er satirisk, og teksten griller læseren over en sagt ild, når den i flæng konkluderer alt det, som vi godt ved, men som virker pinligt, når vi får det genfortalt. Det er en lyrisk rap fortælling om dilemmaer og sandheder, som det svider at få genfortalt, men man er i godt selskab. Det må have været en sjov bog at skrive. Den er meget træfsikker.

”I det omfang alderdommen defineres som en tilstand af forkalkning, er det stadig muligt at afskaffe alderdommen.” (side 68).

”Forfald skyldes hverken Gud eller andre højere magter. Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig, men vi dør alle sammen til sidst. Det er hvordan vi har det inden der er det interessante. Og det som vi kan gøre noget ved.” (side 73).

Bogen er formuleret ved hjælp af humoristiske talemåder, der både gør læsningen let og meget ligefrem, samtidig med at indholdet hele vejen igennem afmonterer alle de selvfølgeligheder og fordomme, som vi er bærere af i større eller mindre grad. Det er bogens fortjeneste, at den skubber tæppet væk under os og giver os røde ører. De fleste vil have let ved at genkende sig selv i teksten. Ikke mindst når vi bliver indfanget i de latterligheder, som bogen er så rig på. Alt det vi gør og siger, der ofte slet ingen mening giver, og i hvert fald slet ikke kan dækkes ind bag noget dokumenterbart. Alle de talemåder og vaner som vi har, bliver langsomt opløst for øjnene af os - og det er bogens fortjeneste. Den angriber så at sige alt – og der er nok at tage fat på. Det er afslørende givtigt.

”Tak. Jeg er død, men jeg har udgangstilladelse.» En citeret replik som denne er typisk for bogen, der præsenterer et nyt energisk blik på livet og døden. Det er generelt opløftende læsning. Måske er det refererede udsagn ikke så positivt i sig selv, men det er et godt eksempel på, at meget ligger i sproget og den sproglige begrebsverden, vi omgiver os selv og hinanden med. Bogen udmærker sig med et forfriskende nyt blik på liv, død og aldring. Efter endt læsning, tænker jeg: ”Nå… Ja, men så skal det jo nok gå!”

”Mæt af dage” eller ”mæt af kage” – bogen giver en fin mæthedsfornemmelse, der efterfølges af lysten til at give sig livet i vold.


 Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ADERDOMMEN

Bliv i de voksnes rækker 

Gyldendal, 2012

 

 




Bogen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.


Mød Lone Kühlmann til festivalåbningen, 

fredag den 24. oktober. 

Se program. 

 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

 

tirsdag den 14. oktober 2025

Anmeldelse: TØSNE OG FORSYTHIA af Thomas Bredsdorff

 

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.


Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Kan man leve videre med det bagefter. Det er noget, der flytter ind i én. Både hos den ramte, ægtefællen og vennerne. Det sætter sig tungt ned over det hele. Netop det, at bevidstheden i knusende skarpe øjeblikke tilsyneladende pludselig fungerer normalt gør, at man aldrig rigtig ved, hvor man er. Heller ikke den ramte selv, der mister rumfornemmelsen og til sidst mister sig selv.  

I bogens 2. del remses de forskningsmæssige resultater op igennem de sidste 100 år – eller rettere de manglende resultater. Når det virker så enerverende at læse om, er det netop, fordi det er enerverende. Så er der mere at hente i 3. del, hvor kunsten tages med på råd, når det gælder om at få defineret vores egen indstilling til alzheimers. Det er anderledes løfterigt. Især nævnes forfatteren Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” som et eksempel på en fortælling, der gør noget andet, og derfor også når andre steder hen.

Thomas Bredsdorff er forsker - litteraturforsker med et mangeårigt journalistisk virke på Politiken. Det er tydeligt, at der for ægteparret er tale om privilegerede mennesker, hvad angår deres arbejdsliv og deres kontakter i samfundslivet, og derfor må man også formode, at de har større emotionelle ressourcer til at stå dette igennem, så hvor meget sværere er det ikke for mennesker uden denne privilegerede adgang til diverse.

Men der er også lyspunkter, og Thomas Bredsdorff er rigtig god til både at rose og kritisere, hvor der er brug for det. På den måde fremstår beretningen yderst troværdig. Der er stor ros til musikterapeuten, Hugo Jensen, fra De Gamles By, som den syge får en fremragende kontakt med. Det er en forunderlig beretning. Mens alle andre menneskelige færdigheder smuldrer væk, har hustruen også som barn spillet klaver, men altid strengt efter noder, men i samværet og samspillet med  Hugo Jensen, vokser der helt nye toner frem. For første gang i livet viser det sig, at hustruen nu går ind i et nyt musikalske liv, da hun på trods af sin fremskredne Alzheimers pludselig kan improvisere på klaveret. Det skaber selvfølgelig eufori i denne ellers triste fortælling. Det er en yderst smuk skildring af, at selv når mørket sænker sig, er der stadig lys. Måske er det ikke stort, men det skinner klart gennem mørket. Det er betagende. Ellers er der langt mellem det glædelige i deres nye samliv, der gradvist bliver et liv hver for sig. Uigenkaldeligt, da hustruen først kommer på aflastningsophold, for siden at flytte på plejehjem.

For forfatteren er der ikke andet at gøre end at hænge på og leve og kæmpe. Bogen er en på sin måde frygtelig sårbar og nøgen skildring, men det er også en både varm og kærlig skildring af, hvad der sker, når et elsket menneske langsomt viskes ud. Så nær ved og alligevel så uendelig langt væk. Det er en fantastisk skildring. Rå, skånselsløs og helt uundværlig.

 

Thomas Bredsdorff:

TØSNE OG FORSYTHIA.

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024.

231 sider.

 

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

torsdag den 25. april 2024

Anmeldelse: NATTERÆDSEL af Aleksa Okanovic

Fotocollage: Michael Svennevig med portræt af Gaia Galbiati.


Der er en krybende uro og utilpashed, der straks indfinder sig, når vi kommer med ind i lejren og siden videre ind i lejrkommandantens nærtliggende private bolig. Endnu mere knugende er det at blive vidne til ægtefællernes knagende samliv. Til sønnens skrig om natten og den natterædsel, han lider af. Dermed er brikkerne sat op til det dødens skakspil, der kun kan opstilles så djævelsk udspekuleret af en dramatiker. Godt nok er det Aleksa Okanovics romandebut, men han er i forvejen en velanskrevet dramatiker.




Romanen gav mig associationer til Kirsten Thorups ”Indtil vanvid, indtil døden” (2020, Gyldendal), der har samme ærinde og på samme måde bringer krigen og nazismen helt tæt ind på livet af læseren. Enhver distancering er umuliggjort. Det bringer os så tæt på, at det ikke er til at holde ud. Det er bøger, der tager livtag med mørket. Det er ikke muligt at undslå sig. Hvordan kan alt dette vederstyggelige være menneskeligt muligt?  Det kan det! Det er den chokerende lære, der står tilbage efter læsningen af begge romaner. I Aleksa Okanovics roman præsenteres vi for et strindbergsk ulykkesridt, som ægteparret Sebastian og Isabella gennemlever sammen med deres lille søn. De hidkalder en jødisk psykoanalytiker fra lejren, og han iværksætter forskellige undersøgelser af sønnen. Adam, der er den jødiske analytiker, har tidligere arbejdet sammen med Freud og forhandler sig frem til en betaling for sine behandlinger. Det løskøber midlertidigt jøder fra det allermest hårde arbejde i lejren. Hverken de eller Adam undviger deres endeligt, der venter forude. Det er som Scheherazades fortællinger, der lidt efter lidt, nat eller nat, forlænger livet lige en stund mere. Længere frist er der ikke tale om. Det er en morderisk plan beskrevet uden formildende omstændigheder i en djævelsk udspekuleret roman. Romanens undertitel er meget rammende: ”eller mennesker er dyr, der handler med hinanden”.

Først havde jeg fravalgt romanen, men en kollega introducerede mig for forfatteren og forklarede, at han var så rar, og det faldt jeg for. For det ér forfatteren, men ”den rare forfatter” har skrevet en roman, der aldrig bliver rar. Tværtimod.

NATTERÆDSEL er rædselsfuld god. Det er en bog, man ikke har lyst til at læse. Den er djævelsk velskrevet. Så god faktisk, at det næsten ikke er til at holde ud.


Uddrag fra romanen om at være ”normal” (samtale mellem Adam og Sebastian):

„Jeg har jo boet her i månedsvis,“ indledte Adam, „og jeg har betragtet Dem. Jeg har nedskrevet en del af mine observationer i en bog, der ligger i den kiste der. Rent fagligt er jeg blevet … hvordan siger man det … overrasket, ja, og skuffet.“

„Skuffet?“

„Jeg har ikke observeret noget, der virker sygeligt, jeg kan selvfølgelig tage fejl, eller jeg kan have overset noget, men jeg kan ikke se, at De udviser tegn på sygdom. Hvis der er noget, der har chokeret mig i løbet af de her måneder, er det, at De trodser alle tidligere antagelser om det onde. De er ikke ond i den gængse forstand, De har, så vidt jeg kan se, ingen sadistiske tilbøjeligheder, De slår heller aldrig Deres søn. De nærer en stærk antipati for mennesker, der udtrykker sig fjendtligt, eller som benytter sig af det, De ved gentagne lejligheder har kaldt for vulgær nazistisk retorik. Hvis De virkelig er interesseret i en strengt faglig vurdering, ja, så vil jeg konkludere, at De i det store og hele er normal.“

„Normal?“

„Ja.“

(side 311 M)

Foto: Sara Galbiati,



Aleksa Okanovic

NATTERÆDSEL

Roman

Gyldendal, 2023.


Hør også podcasten med forfatteren, 

der medvirker på den kommende festival.

Læs flere festival-anmeldelser



Læs mere om festivalen.

tirsdag den 29. juni 2021

24: Razan Haugaard: "Det er kvinder som mig, de kalder ofre"

 

Foto: Michael Svennevig.

med Razan Haugaard.





Razan Haugaard fortæller med udgangspunkt i bogen, "Det er kvinder som mig, de kalder ofre", om sit liv, om at blive tvangsgiftet som 13-årig, om at skulle leve skjult i bjergene som kurdisk oprører, om flugten fra Irak til Iran og videre til Syrien og Danmark - og ikke mindst om sit nuværende arbejde med at få kvinder fra Mellemøsten ud på det danske arbejdsmarked.

Forfatteren og journalisten Dorte Hygum Sørensen har skrevet bogen baseret på Razan Haugaards fortælling, der udkom på Gyldendal sidste år.

Sønnen, 17-årige Luca, har under coronaen lært sig selv at spille guitar, og det er hans guitartoner, der er brugt som en lille musikalsk vignet gennem samtalen.


Foto: Michael Svennevig


Mød Razan Haugaard på 4. festivaldag, 
torsdag den 12. august 2021 kl. 19-21 i Salonen på Østerbro.


*

Næste podcast:

25: Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff: Det Olske Orkester

Lotte Faarup & Øyvind Kirchhoff fortæller med udgangspunkt i teater-trilogierne: "En nations selvhad - Danmark mellem skam og selvovervurdering" og "Overlevelse i nyere tid" om, hvordan historien stadig er lyslevende i vor danske bevidsthed og om, hvordan teknologien har formet vort moderne liv på godt og ondt. Men også om det nødvendige teatermøde med andre og det håb, som det bringer for fremtiden. Offentliggøres den 9. 7. 21.

*

Lyt også til 1., 2., 3. og 4. præsentationspodcast
med uddrag fra de første 26 festivalpodcasts.

Læs om festivalen ÆG & HÅB - og på Facebook

*

torsdag den 6. maj 2021

Anmeldelse: MIN KRISTIN af Maria Helleberg

 

Romanen virker næsten royal med den guldtrykte bort i siden og ned langs ryggen. Selv når smudsbindet kommer af, er det en gedigen sag med en guldfarvet snor som bogmærke. Den omfangsrige roman er på hele 862 sider. Vi er tilbage i 1528, og hopper derefter yderligere 26 år tilbage, hvor vi møder Kristin som 12-årig. Hun bliver gift med Steen Sture, og da han dør, overtager hun selv kongemagten. Det er en tid præget af politisk uro – unionen med Danmark vakler. Danmarkshistorien bliver vakt til live i romanen med store håndbevægelser. Det hele opleves med Kristins blik. Hun regerer fra Stockholms slot.

Det er som at træde direkte ned i historien, og selv om jeg allerførst havde svært ved at finde ind i den, blev jeg hurtigt opslugt af den passionerede fortælling, og det fik mit læsetempo til at stige betragteligt. Det lå længe og murede i baghovedet på mig, for jo – det er lige præcis det, som er romanens store omdrejningspunkter: blodbadet i Stockholm.

Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke, men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen, og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad der sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt temperament, men hvilken kvinde. Som fx i afsnittet her:

”Der var en glædesløs anspændthed over ham, som gjorde hende bange, og hun vidste, at hendes angst kun ville svække ham. Uvist hvorfor virkede han oplivet og snakkede med sig selv hele vejen tilbage til slottet og ville så drikke og spise og diktere breve sammen. Indimellem kom han hen og stod lidt fraværende og kærtegnede hendes ansigt. Som om han først nu, efter otte års samliv, havde opdaget, hvad hun havde at byde ham. Og havde brug for.” (s. 207)

Det skildres fra hjemmet, fra borgen, fra fængslet – altid indefra. Først senere bliver vinduerne lavet, så de kan åbnes. Derfor er det indelukkede stemninger, der skildres, men Kristin er ikke bange for at træde i karakter og tage skridtet ind i handlingens midte. Det er et fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vor samtid. Der er mange fødsler og veer hen over siderne, men der er også et fast blik på det, der betyder noget. Det er relationerne mellem personerne, der skildres. Det er kærligheden og dens vilkår – og det er magten, som den går og kommer. Kristin er tæt på magtens korridorer hele vejen gennem romanen, hvis hun da ikke selv befinder sig i dens midte. Der er ikke noget at sige til, at hun ofte er et fascinerende midtpunkt for de forsamlede mennesker. Men selv om hun udmærket godt ved, hvem hun er, er hun klædelig overrasket, hver gang det sker.

Naturen og årstiderne følger hinanden. Ligesom liv og død synes at være vævet af samme tråd, der ofte finder sammen i store forunderlige mønstre gennem fortællingen: ”Døden kom som et venligt vindpust, og Sigrid gik villigt ud af sin krop og til himmels, fra nu af usynlig og tilsvarende utilgængelig for sorg og ulykke. Kristin havde forventet sjælerystelse, angst og gråd, men hendes mors gamle hunds død året forinden havde rørt hende dybere. Sigrid havde gjort sit arbejde færdigt, hun havde efterladt sit eneste overlevende barn i tryghed og glæde. Det var rette tid at give sig selv den gave at træde ud af tiden.” (s. 630)

Det er en tid, hvor de store beslutninger træffes hen over hovedet på menigmand. De fleste forvandles til forsvarsløse bønder, som historiens hjul kværner henover. Den gejstlige magt og kongemagten står stejlt over for hinanden. Kommunikationen sker ved budbringere og brevskrivning. Det får alting til at ske langsomt, og alligevel er tiden overvældende og ganske uoverskuelig. Jeg funderer over, om det ikke altid er sådan – at nutid synes overrumplende? Riger og hære rejses for atter at synke i grus. Det er som at befinde sig i et af Shakespeares kongedramaer. Der dannes alliancer og sværges troskabsløfter på kryds og tværes. Hvem er ven og hvem er fjende? Alting skifter og ændres, og midt i beretningen står romanens hovedperson og ser ind i tiden, som hun selv kommer til at tegne og regere over på flere måder. Det er som træk i et gigantisk skakspil. Træk for træk. Bønnerne er bare kanonføde. Det er kongen og dronningen, det handler om. Alle andre retter ind – lige indtil de så ikke gør det længere.

Sproget er let løbende og malende: ”Hun var som en udslidt hest på sin sidste vandring mod hammerslaget i panden.” (233).  Det er ligeledes flot, når Helleberg skriver: ”Der blæste en frisk vind, og tre udtørrede, grå kroppe hang i galgen, som tørfisk stivnet i frost.” (s. 533), så det er let at tilgive, når det også falder hende i pennen med det mere klodsede billede: ”…han svømmede som en glad and rundt i sin egen mæthed.” (501)

Indledningen, hvor psyke og naturkræfter slår sammen i hovedpersonens indre, er noget af det mest velskrevne i romanen. Det er en prolog, der næsten fungerer som en selvstændig monolog. Det bliver til ren tragik og er en flot introduktion til en fuldstændig grænseløs beretning, der strækker sig fra 1502-1555.

Alle bogens afsnit bliver indledt med årstal. For læseren kræver det sit at holde styr på det meget store persongalleri, så jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det har været for forfatteren undervejs. Det er ærefrygtindgydende research, der ligger til grund for denne selvstændige 3. del i en trilogi, der indledtes med ”Stormene” (2017) og efterfulgtes af ”Sommerfugl” (2018). Alle tre kan læses selvstændigt og uafhængigt af hinanden.

Alting er i opbrud, og alligevel falder det til ro på en forunderlig måde. Meget betegnende slutter romanen med ordene: ”Intet var sket. Solen skinnede fra en skyfri himmel.” (s. 862)

Maria Helleberg: "Min Kristin, Gyldendal 2020, 862 sider.


Bogtrailer:



Lyt til festivalpodcasten, hvor Maria Hellerberg fortæller om romanen "Min Kristin".
Podcasten er i to dele - og offentliggøres den 7. & 9. maj 2020.
Læs mere.


Foto: Robin Skjoldborg, 2020.

Mød Maria Helleberg til festivalafslutningen af ÆG & HÅB,
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Festivallogo: Lena Gemzøe.
Læs mere om festivalen.


*

Maria Helleberg: "Min Kristin"


Foto: Robin Skjoldborg, 2020.

Lyt til denne 15. & 16. festivalpodcast 

med forfatteren Maria Helleberg.



I Maria Hellebergs roman "Min Kristin" træder vi direkte ned i historien, og tilbage til det stockholmske blodbad i 1520. Det er et stærkt og fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vores samtid. Podcasten er i to dele.

*

Uddrag fra anmeldelsen:

"Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke, men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen, og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad det sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt temperament, men hvilken kvinde."

Læs hele festivalanmeldelsen.


Se bogtrailer:


På podcasten er der uddrag fra lydsporet til
"Maria Helleberg på Rosenborg"
Instrueret og klippet af Martin Reinhard
for Forlaget Rosinante, 2013.



Der er også et uddrag fra:
"Maria Helleberg fortæller om, hvorfor man ikke skrev med store fjerpenne i 1600-tallet".
Maria Helleberg har selv prøvet at skrive med fjerpen og fortæller her om, hvor omstændelig brevskrivning har været. Produceret til DR Læseklubber i forbindelse med nomineringen til Årets Roman 2014. Se den her.

Desuden er der uddrag fra musikken til teaterstykket "Stormene" fra teatertraileren. Urpremiere 20. februar 2020 på Vendsyssel Teater. 
Se traileren.

Den øvrige musik er en rekonstruktion af musikken fra den tid, efter at man for nogle år siden fandt noderne til den musik, der blev spillet ved det svenske hof. 


*

Mød Maria Helleberg til festivalafslutningen, 
søndag den 15. august 2021 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretatiat, Dronningensgade 14. I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.


*

Næste podcast:

17: Cecilie Rosdahl: "Kolonihave"

Mød forfatter/manuskriptforfatter Cecilie Rosdahl, der byder indenfor i sin kolonihave. Kortprosasamlingen "Kolonihave" beretter om det vildtblomstrende liv i en kolonihave. Om fællesskab og grænser for fællesskab, når behovet for at være alene er størst. Offentliggøres den 21. maj. 

Lyt også til:
med uddrag fra de første 18 festivalpodcasts.
Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*

søndag den 2. august 2020

Anmeldelse: SNIPER af Kasper Hoff



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)


”Jeg hedder Christopher. Christopher Leboucher Larsen, men folk kalder mig Stoffer.”

 15-årige Christopher bor alene med sin mor. Han har to venner, Hassan og Emil. De mødes nede på pladsen bag idrætscentret, hvor de mest laver ingenting eller slås for sjovt, men det er nu mest Emil og Hassan. Christopher er varm på Petra fra klassen, men det er langt fra gengældt. Det længste Christopher kan drive det til, er at låne en blyant af hende. Men en dag får han et brev, der inviteret ham til et møde med en advokat, der overrækker ham en konvolut med en nøgle. Nøglen passer til en garderobeboks i lufthavnen, hvor der også befinder sig et gevær og et charteque med mordplaner. Christopher og hans to venner prøveskyder med geværet nede i den nærliggende mose, og da en afrikansk politiker med en blakket fortid kommer på besøg i København, tager Christopher med til klassens moddemonstration, men tager også geværet med – og går i aktion. Politikeren bliver dræbt. Det gælder også den næste på listen i chartequet. Da Christopher mødes med den 3. på listen, viser det sig at være hans forsvundne fars tidligere elskerinde. Den forsvundne far, som måske alligevel ikke er helt så død som han først troede.

I skolen prøver klasselæren at undervise i etik, og forsøger at anskueliggøre forskellen på at gøre noget godt, fordi man er nødt til det, eller fordi man vælger at gøre det. Christopher er i tvivl om man må slå ihjel, for hvis det nu tjener et større og højere formål?

På et tidspunkt konstaterer han: ”Retfærdighed er sgu noget mærkeligt noget”.
Bogen slutter med ordene: ”I virkeligheden tror jeg, de fleste er enig med mig i, at verden er et bedre sted uden mennesker som dem. Folk tør bare ikke sige det højt.”

Ligesom i Hoffs efterfølgende roman, ”Rygtet om hendes død” (Modtryk, 2016) er det igen en dreng med en manglende far, der udsættes for mangt og meget. Det er igen større etiske dilemmaer, der sættes i spil. Hvad kan man? Hvad skal man? Hvordan skal man leve bedst muligt? Hvordan gør man det på den bedst mulige måde?

Begge sønner i de to romaner presses ud i absurde situationer, men figurtegningen er så fin, at det ikke skorter på indre motivation. Hoff satser det hele og vinder, for han træffer den 15-årige pubertære knægt lige på kornet. Det er en fornøjelse at følge ham gennem bogens etiske dilemmaer, der er ekstra presserende i lige netop den alder, hvor alting skal stå sin prøve. Det giver et ekstra spændingslag til bogen.

Den umulige historie ender faktisk godt, og det er ikke synd at afsløre, for det er vejen dertil, der er det vigtige. Ikke udfaldet i sig selv. Det er en regulær spændingshistorie, der samtidig kommer til at fungere som en lære i etik. Det er flot håndteret.



Kasper Hoff: SNIPER  (Gyldendal, 2015)

Mød Kasper Hoff til festivalafslutningen

Læs mere om festivalen

*

lørdag den 1. august 2020

Kirsten Thorup: "Indtil vanvid, indtil døden"

Foto: Michael Svennevig.



Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):
”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Uddrag fra anmeldelse:
"Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem." Læs  hele festival-anmeldelsen.


Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  (uddrag):
”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)



På podcasten er der brugt et lydcitat fra 
prologen til Lars von Triers film "Europa" (1991).

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

 Lyt også til de fire præsentationspodcasts
med uddrag fra festivalens øvrige 24 festivalpodcasts.

Læs mere om festivalen

torsdag den 30. juli 2020

Jette Drewsen: "Døden er en mester"

Foto: Michael Svennevig.


Født ved Vejle i 1943, debuterede i 1972 med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” – en roman, der banede vejen for en bølge af kvindelitteratur, hvor kvinden for første gang blev fuldt synlig i litteraturen. Det var et nybrud i forhold til kvindens rolle i familien og i samfundet, for hvordan både være kvinde, hustru, mor og samtidig udearbejdende. Hvordan få sine egne drømme og længsler til at passe sammen med samfundets normer og de snævre bånd inden for hjemmets fire vægge.
Det er siden blevet til mange andre udgivelser. Senest til DØDEN ER EN MESTER, der handler om en mand, der møder døden.

Uddrag fra festival-anmeldelsen:

”Jette Drewsen har skrevet en mystisk roman, der er både forunderlig og mærkelig. Men hvad sker der egentlig? Sker der overhovedet noget? Hovedpersonen er den sidste, der opdager at den er gal. Det er svært at holde af Frank, og det behøver man heldigvis heller ikke som læser, for han bliver langsomt cirklet ind af romanens ord, der til sidst har ham fanget og holder ham fast – og så kan døden ellers tage over.
Som der også står mellem linjerne på bagsideteksten, er vi med lige før tæppet går ned. Ikke bare for Frank, men også for en hel epoke. Romanen er spændende læsning her et par år efter - så at sige efter at syndefaldet har fundet sted. For hvad er det for en tid, der er afsluttet, og hvad er det for en tid, der siden har taget over.
DØDEN ER EN MESTER er en elegant dødedans. Ikke som i Strindbergs ”Dødedansen”, hvor der ikke levnes meget håb for morgendagen og heller ikke i Sartres ”Lukkede Døre”, hvor alting drukner i absurd intethed. Frank er snarere en klode, der bare går under efter at have gennemløbet den bane, der nu engang var udstukket for den. Det er hverken trist eller sørgeligt. Sådan er det bare.
Det er umådelig spændende at bevæge sig med Jette Drewsen gennem Franks sidste tid. Romanen handler om døden, men der står ikke meget om døden, og Frank er den, der beskæftiger sig allermindst med den. Men sådan vil det nok altid være med døden. Den er der hele tiden, men det meste af tiden ser vi den ikke. Først når den træder frem for os, forstår vi, hvad livet er. Som kontrast til livet, giver den mening. Fuld mening. Selv for Frank.”
Læs hele anmeldelsen.



Foto: Michael Svennevig.


Mød Jette Drewsen til festivalafslutningen,



På podcasten er  der også uddrag fra romanen. 

Musikken på podcasten: 
”The Truth lies within” af og med Mika Filborne 
fra den kommende cd-udgivelse ”Between elements”. 
Oplev også Mika til festivalåbningen. 
Trio-Impro: Jens Christensen (spansk guitar og nomadisk sang), Sophus Rosenvinge Christensen (båndløs guitar) og Michael Svennevig (percussion).

Lyt også til de fire præsentationspodcasts
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts.


Læs mere om festivalen 


*