Romanen virker næsten royal med den guldtrykte bort i siden
og ned langs ryggen. Selv når smudsbindet kommer af, er det en gedigen sag med
en guldfarvet snor som bogmærke. Den omfangsrige roman er på hele 862 sider. Vi
er tilbage i 1528, og hopper derefter yderligere 26 år tilbage, hvor vi møder Kristin som
12-årig. Hun bliver gift med Steen Sture, og da han dør, overtager hun selv
kongemagten. Det er en tid præget af politisk uro – unionen med Danmark vakler.
Danmarkshistorien bliver vakt til live i romanen med store håndbevægelser. Det
hele opleves med Kristins blik. Hun regerer fra Stockholms slot.
Det er som at træde direkte ned i historien, og selv om jeg allerførst
havde svært ved at finde ind i den, blev jeg hurtigt opslugt af den
passionerede fortælling, og det fik mit læsetempo til at stige betragteligt.
Det lå længe og murede i baghovedet på mig, for jo – det er lige præcis det, som
er romanens store omdrejningspunkter: blodbadet i Stockholm.
Det er glødende historiefortælling, der var ved at blæse mig
omkuld, for det er et stærkt drama. Det er bevægende og meget gribende. Især
fordi det skildres på anden hånd, for selv om vi befinder os i orkanens øje, er
hovedpersonen aldrig direkte til stede under selve blodbadet, men ser, hvad der
er tilbage, da alle er slået ihjel, eller får øjenvidneberetninger fra dem, der
overværer det. Det er et dramaturgisk flot greb. Vi er der – og alligevel ikke,
men det virker og føles både nærværende og knugende. Det gælder også resten af romanen,
og man kan sige, at den politiske situation også skildres på anden hånd, lige
med undtagelse af de episoder, hvor Kristin faktisk har hånd i hanke med, hvad
der sker og hvordan det sker. Det hele er skildret gennem et kvindeligt
temperament, men hvilken kvinde. Som fx i afsnittet her:
”Der var en glædesløs anspændthed over ham, som gjorde hende
bange, og hun vidste, at hendes angst kun ville svække ham. Uvist hvorfor
virkede han oplivet og snakkede med sig selv hele vejen tilbage til slottet og
ville så drikke og spise og diktere breve sammen. Indimellem kom han hen og
stod lidt fraværende og kærtegnede hendes ansigt. Som om han først nu, efter
otte års samliv, havde opdaget, hvad hun havde at byde ham. Og havde brug for.”
(s. 207)
Det skildres fra hjemmet, fra borgen, fra fængslet – altid indefra. Først senere bliver vinduerne lavet, så de kan åbnes. Derfor er det indelukkede stemninger, der skildres, men Kristin er ikke bange for at træde i karakter og tage skridtet ind i handlingens midte. Det er et fascinerende kvindeportræt, der samtidig er er tidsbillede med bud til vor samtid. Der er mange fødsler og veer hen over siderne, men der er også et fast blik på det, der betyder noget. Det er relationerne mellem personerne, der skildres. Det er kærligheden og dens vilkår – og det er magten, som den går og kommer. Kristin er tæt på magtens korridorer hele vejen gennem romanen, hvis hun da ikke selv befinder sig i dens midte. Der er ikke noget at sige til, at hun ofte er et fascinerende midtpunkt for de forsamlede mennesker. Men selv om hun udmærket godt ved, hvem hun er, er hun klædelig overrasket, hver gang det sker.
Naturen og årstiderne følger hinanden. Ligesom liv og død synes
at være vævet af samme tråd, der ofte finder sammen i store forunderlige mønstre gennem
fortællingen: ”Døden kom som et venligt vindpust, og Sigrid gik villigt ud af
sin krop og til himmels, fra nu af usynlig og tilsvarende utilgængelig for sorg
og ulykke. Kristin havde forventet sjælerystelse, angst og gråd, men hendes
mors gamle hunds død året forinden havde rørt hende dybere. Sigrid havde gjort
sit arbejde færdigt, hun havde efterladt sit eneste overlevende barn i tryghed
og glæde. Det var rette tid at give sig selv den gave at træde ud af tiden.”
(s. 630)
Det er en tid, hvor de store beslutninger træffes hen over
hovedet på menigmand. De fleste forvandles til forsvarsløse bønder, som
historiens hjul kværner henover. Den gejstlige magt og kongemagten står stejlt
over for hinanden. Kommunikationen sker ved budbringere og brevskrivning. Det
får alting til at ske langsomt, og alligevel er tiden overvældende og ganske
uoverskuelig. Jeg funderer over, om det ikke altid er sådan – at nutid synes
overrumplende? Riger og hære rejses for atter at synke i grus. Det er som at befinde
sig i et af Shakespeares kongedramaer. Der dannes alliancer og sværges
troskabsløfter på kryds og tværes. Hvem er ven og hvem er fjende? Alting
skifter og ændres, og midt i beretningen står romanens hovedperson og ser ind i
tiden, som hun selv kommer til at tegne og regere over på flere måder. Det er
som træk i et gigantisk skakspil. Træk for træk. Bønnerne er bare kanonføde. Det
er kongen og dronningen, det handler om. Alle andre retter ind – lige indtil
de så ikke gør det længere.
Sproget er let løbende og malende: ”Hun var som en udslidt
hest på sin sidste vandring mod hammerslaget i panden.” (233). Det er ligeledes flot, når Helleberg skriver:
”Der blæste en frisk vind, og tre udtørrede, grå kroppe hang i galgen, som
tørfisk stivnet i frost.” (s. 533), så det er let at tilgive, når det også
falder hende i pennen med det mere klodsede billede: ”…han svømmede som en glad
and rundt i sin egen mæthed.” (501)
Indledningen, hvor psyke og naturkræfter slår sammen i
hovedpersonens indre, er noget af det mest velskrevne i romanen. Det er en
prolog, der næsten fungerer som en selvstændig monolog. Det bliver til ren
tragik og er en flot introduktion til en fuldstændig grænseløs beretning, der
strækker sig fra 1502-1555.
Alle bogens afsnit bliver indledt med årstal. For læseren
kræver det sit at holde styr på det meget store persongalleri, så jeg tør slet
ikke tænke på, hvordan det har været for forfatteren undervejs. Det er
ærefrygtindgydende research, der ligger til grund for denne selvstændige 3. del
i en trilogi, der indledtes med ”Stormene” (2017) og efterfulgtes af ”Sommerfugl”
(2018). Alle tre kan læses selvstændigt og uafhængigt af hinanden.
Alting er i opbrud, og alligevel falder det til ro på en forunderlig måde. Meget betegnende slutter romanen med ordene: ”Intet var sket. Solen skinnede fra en skyfri himmel.” (s. 862)
Maria Helleberg: "Min Kristin, Gyldendal 2020, 862 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar