Da vi kommer ind, sidder de allerede klar ved hver deres computer i hver sin lejlighed. De er naboer og sidder der i mørket med åben mund i skæret fra skærmene. Når de rejser sig og går hen for at lave en kop te, er det som om deres fysiske færdigheder i mellemtiden er gledet af dem. Al den brugte tid foran skærmene har fået virkeligheden til at glide dem af hænde. De kan ikke længere håndtere de allermest almindelige dagligdags objekter omkring dem. Glassene vælter, skeerne ryger på gulvet, affaldsspanden sidder fast, og vandet fra termokanden ryger ved siden af. De er blevet fremmede for den verden de lever i, altimens den digitale verden har ædt sig ind i deres underbevidsthed og er ved at tage kontrollen over dem.
Kvinden har et klaviatur og sætter sig til at spille, men går hver gang i stå på det samme sted i sangen. Det er enerverende at høre på. Det synes manden i nabolejligheden også. Hans frusterede råb får den kvindelige nabo til at sætte voldsom musik på, som hun danser demonstrativt til. Det fører kun til højere protester fra naboen, der ender i sengen med hovedet gemt under hovedpuden.
Met ét bryder verden sammen, virkeligheden splintres og væggen imellem dem smadres, og han kan pludselig uhindret gå ind til den kvindelige nabo, der ligger livløs ind over klaviaturet.
Manden får hende på fode, drejer hende rundt og glædes over, at han har fået selskab. Han fotograferer dem sammen og skaber billeder af deres lykke. Temmelig opsatte fotos. Hun er i mellemtiden blevet til en dukke, der kun gør, hvad han programmerer hende til at gøre. Men det passer ham langt hen ad vejen fint, for han er en ensom sjæl, der hungrer efter selskab og kærlighed. Men den kvindelige dukke bliver stadig mere levende, indtil den til sidst tager kampen op mod ham og udfordrer hans suverænitet. Hvad det ender med, skal ikke afsløres her.
Det er en smuk billedskabende fabel uden ord. Men det er også en syret udgave af HCAndersens "Nattergalen". For alt det smukke viser pludselig tænder, da romantikken fordamper, og det viser sig at være en kamp på liv og død.
Det er en illustration af vores drøm om at kunne forme kærligheden i vores eget billede, men også en illustration af det mareridt, som det ender med, hvis det lykkes.
Det er samtidig en fortælling om, hvad vi mennesker er i stand til at gøre, når vi mister følingen med livet omkring os. Om hvad der sker, når vi forsvinder ned i vores teknik. Når vi holder op med at være menneske, og i stedet bliver til omvandrende skærme.
Langt hen ad vejen sidder jeg opslugt med et smil om munden, for det er saliggørende at få mulighed for at træde ind i denne Chaplinske historie. Det er også historien om Coppelia - om dukkemageren, der giver liv til en dukke. Det er menneskets ældgamle drøm om, at et besjælet kunstværk får sit eget selstændige liv. I og for sig er det også en Frankenstein-historie, selv om det straks får det til at lyde langt mindre hyggeligt.
Mens mest er det et tidsbillede af mennesket af i dag. Hvor nænsomt det end er fortalt, i det meste af historien, så er moralen grum.
Men det er let at føle sig helt tryg i Øyvind Kirchhoffs og Katrien van der Veldens selskab i Lotte Faarups dygtige instruktion. Scenografen og dukkemageren Rolf Sæborg Hansen har sørget for, at det er lutter eventyr, når skabet bagest i mandens lejlghed åbnes, og der slipper noget af alt det udefrakommende ind i lejligheden. En slange, et træ, en frokostdug og skakbrikker. Når dugen vendes bliver den til et skakspil, hvor brikkerne kan bruges.
En anden dug ligger ind over klaveret og giver mindelser om Salvador Dalis smeltende ure. Bolde med form som øjenæbler ruller hen over scenen. Vi er i en genkendelig virkelighed, og alligevel er der disse døre, der fører ind til andre universer.
Alting er først til dørs med stor akkuratesse. Der er kun det allermest nødvendige med.
Forenklingens kunst er altid den sværeste, og det er, hvad Det Oldske Orkester formår med forestillingen. Det er betagende, eftersom de lige har afsluttet en anden trilogi, hvoraf jeg så den sidste "Hvem er det der banker?" (2020), hvor alle sejl var sat til. Stort opsat og ganske overvældende. Stor teaterkunst, simpelthen. Teatret mester det hele.
I "Det kontaktløse forhold" bringes vi ikke ud i den store verden, men bliver snarere spærret ind i os selv. Det er hårdt at se denne dommedagsprofeti, og alligevel ikke... Den er formuleret som én stor kærlighedserklæring til alt det, vi trods alt stadig kan, selv om vi som Faust er ved at sælge vores sjæl til djævelen. Vi har indgået en pagt, som det ikke er for sent at trække sig ud af. Eller er det? Teatret forsøger at råbe os op, og det er værd at følge deres anvisninger, hvis vi skal nå det.
Teatret er et af de steder, hvor vi stadig er nødt til at være nærværende og at lade os adskille fra vores andet skærmliv. Hurra for det!
Tidligere anmeldelser af Det Olske Orkesters forestillinger:
DET FØRERLØSE MENNESKE (2021)
HVEM ER DET DER BANKER? (2020)
Se de øvrige 117 anmeldelser.
*
