Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Foto: Søren Meisner (SLAGMARK) og Marie Albrechtsen Mortensen (OB(E)JECT).
To forestillinger om at se sig tilbage og tage kampen op med det, man har været igennem. Astrid Grarup Elbo gør det på Teater Blaagaard i forestillingen OB(E)JECT, der er en slåskamp mod patriarkatet i krop og ord. En solodanser fra Den Kongelige Ballet tager bladet fra munden og danser for. Jacque Lauritsen gør det i forestillingen SLAGMARK på Teater Får302, der er baseret på "En israelsk soldats erkendelser" af Yizhar Smilansky, der beretter om angrebet på en de første palæstinensisk landsbyer i 1948. To stærke forestillinger.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
SLAGMARK på Teater Får302 er en forestilling, jeg helst ville undgå at se, og alligevel viste den sig at være ypperlig. Den er baseret på en roman af den jødiske forfatter Yizhar Smilansky og bearbejdet for teater af Jacque Lauritsen, der også er den eneste på scenen i Andreas Dawes intense og uafrystelige instruktion.
Foto: Søren Meisner.
Forestillingens undertitel er" En israelsk soldats erkendelser" og den foregår i 1948 og skildrer erobringen af en palæstinensisk landsby - eller rettere ødelæggelsen af en af de første arabiske landsbyer, hvor de fastboende blev jaget væk, og deres huse blev brændt af eller sprængt bort.
Jacque Lauritsen og Andreas Dawe har også skabt den mesterlige forestilling RESTAURANT EUROPA (2022), der ligeledes gæstespillede på Teater Får302. Det var både en meget højt prist forestilling, men også en betagende teaterfantasi, der ramte mig lige i maven.
Foto: Søren Meisner.
Derfor var jeg nødt til at se SLAGMARK, selv om jeg vægrede mig ved det, eftersom temaet ikke umiddelbart tiltalte mig. Heldigvis overvandt jeg det, og fik mulighed for at opleve teater, når det er allerbedst. Intet mindre.
Måske er det ofte sådan, at de største oplevelser indtræffer, når man egentlig slet ikke har lyst til at være der. Sådan var det med SLAGMARK.
Foto: Søren Meisner.
Teater Får302 er et anderledes teater beliggende i en lille lejlighed på 1. sal i Toldbodgade - en sidegade til Nyhavn. Teatrets foyer ligger i kælderen, og når man skal op for at se forestilling, skal man først ud på gaden og ind igennem yderdøren og et par trin op til 1. sal, hvor man fra direkte fra opgangen træder ind i den sortmalede teaterlejlighed. Der er kun 4 rækker - og der er altid meget varmt, eftersom de 46 publikummer, der er plads til, sidder ganske tæt og skuespilleren eller skuespillerne optræder bare 30 centimer fra dem på forreste række. Det er med andre ord en meget tæt teateroplevelse. Det er betagende at opleve - og gode forestillinger bliver endnu bedre i det meget tætte møde mellem publikum og scene. Det er et af byens allermindste teatre. I årenes løb har jeg oplevet det intime fysiske scenerum forvandlet til det mest utrolige. Det har ingen ende været på de forskellige måder, rummet er blevet brugt til. Ofte har det virket, som om pladsbegrænsningen nærmest har inspireret de skiftende scenografer til at overgå sig selv.
Foto: Søren Meisner.
SLAGMAARK havde første gang premiere for to år siden, og der er - desværre - alt for god politisk grund til denne genopsætning - og repremieren i lørdags var en stor kunstnerisk oplevelse.
Jeg så ikke forestillingen i sin tid, så dette er mit første møde med SLAGMARK, der er af Teater Gaius v. Jaque Lauridsen, der nu gæstespiller på Teater Får302.
Foto: Søren Meisner.
"Sandheden er krigens første offer..." er de indledende ord i det trykte program, hvor der efterfølgende står: "Og det er i høj grad relevant, når vi taler om Israel/Palæstina. For eksempel hører vi ofte, at de forfærdende forhold i Gaza har rod i den blodige 7. oktober 2023. Men som FNs Generalsekretær Antonio Gueterez har sagt, skete det ikke i et vakuum. Det havde en historie bag sig. En lang historie, som er nødvendig at kende til for at forstå vore dages begivenheder. Derfor har vi valgt at at genopføre SLAGMARK, der fører os tilbage til den tid, hvor de grundlæggende årsager skal findes. Perioden omkring oprettelsen af staten Israel i 1948. Her deltager en ung jødisk soldat i en række angreb på palæstinensiske landsbyer og konfronteres med både sit mod og sin frygt - og ikke mindst sin tvivl og et voksende ubehag."
Foto: Søren Meisner.
Den unge soldat, Yizhar Smilansky, nedskriver sine oplevelser, der udkommer i bogform og senere bliver lavet til en TV-film. Altsammen noget som den israelske regering af alt magt forsøger at forhindre, for det udfordrer selvfølgelig den israelske selvforståelse.
I forestillingen kommer vi med på den første dag, og det er den nu gamle mand, der 78 år efter beretter historien, der har knuget ham lige siden - og med god grund.
Der er flere delinger, der rykker ud. Det virker helt uvirkeligt. Solen skinner, og de første skudsalver skal bare skræmme, men de næste bliver dødelige. De unge soldater opildner hinanden. De føler sig i god tro, og den lille tvivl der nager den unge soldat, overdøves af den befalendes ordrer.
Det hele er fortalt neddæmpet og intenst. Her er ingen store falbelader og ingen teatertorden. Kun lyden af maskingeværerne og de opprojicerede gamle sort/hvide fotos og filmsekvenser af israelere og palæstinensere. Vi bliver ført tilbage til denne den første dag uden at have mulighed for at stikke af.
På den sortmalede scene er der blot et par flytbare sortmalede kasser - og så en enkelt orange appelsin, det er det hele - og det er rigeligt. Mere skal der ikke til - og alligevel er det alt for meget. Det er for meget at opleve denne forestilling, men det er det, der skal til.
Har vi lyst til at høre denne historie? Orker vi det? Magter vi det? Det bør vi!
Kunstnerisk er det en stor bedrift. I en tid hvor de sociale medier flyder over med informationer, der fyger i alle mulige retninger, er det en skræmmende, men også nødvendig oplevelse af følge med tilbage til dengang, det hele startede. Det skylder vi os selv.
Oplevelsen er uafrystelig, men på en meget blid og inderlig måde. Det er måske mærkelige ord at bruge om noget, der fremstår så ihumant og frastødende. Men det er netop SLAGMARKs store fortjeneste, at det forfærdelige fortælles med nerve og autenticitet. Helt uden unødvendige virkemidler. Enkelheden er slående. Det slår én omkuld. Velkommen til SLAGMARK.
Foto & grafik: Carrit Evensen.
SLAGMARK
af Teater Gaius
på Teater Får302
14.- 28. februar 2026
Forfatter: Yizhar Smilansky
Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering og medvirkende: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Scenografi, lys- og kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lyd- og videodesign: Brian Larsen
Producent: Teater Gaius
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, 15. septemberfonden, Beckett Fonden og Dansk Skuespillerforbund
Hun kommer dansende ind til sin slåskamp mod patriarkatet. Astrid Grarup Elbo er iført en lang kjole md tylunderskørt. Hun langer ud efter en usynlig modstander og tager imod de slag, hun får. Hun kæmper bravt. Det ene slag efter det andet. Det er tydeligt, at hun slår godt fra sig, men også at hun indkasserer nogle gevaldige øretæver. Hun lægger al sin styrke i slagene. Hun står godt fast på fødderne, men hun ryger hele tiden tilbage, men lader sig ikke gå på af det. Hendes ansigt og overkrop vrides tilbage for hvert slag. Hun bider det i sig og kæmper videre.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Det er en kamp, som hun har sparet op til længe. Gennem hele sit liv som balletdanser ved Den Kongelige Ballet og indtil hun nu er pensioneret i en ganske ung alder. Det er vilkårene som professionel ballerina. Det må man bare affinde sig med. Det er ikke det, hun nu har taget kampen op med. Det er til gengæld den mandsdominerede danseverden. Det er gået igen i de mange roller, hun har danset som danser. Hele tiden har det været defineret af patriarkatets måde at se og opfatte hende på som kvinde. Men nu er det nok.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Forestillingen er bygget op i kapitler, hvor kvindefigurer fra ballettens historie får nye stemmer eller for første gang overhovedet får lov til at tale. Vi følger hende med ud i skoven, hvor ballettens døde kvinder altid bor. De er blevet trætte af at skulle spille de samme flyvende, blege og lette skikkelser, hvis eneste tilsyneladende gøremål er at danse prinser til døde.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Dette er hendes ordløse kamp for at genfinde det tabte. Astrid Grarup Elbo tager kampen op med få ord og mange bevægelser. Efter den indledende slåskamp, kommer hun ind igen - dansende med de fagter og den karakteristik af hende som kvinde, sådan som hun har oplevet det i sit dansende liv. Hun er i rollerne blevet defineret og begæret af de dansendes mandlige roller.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hun drømte om at at danse den kvindelige hovedrolle i "Svanesøen". Det er noget af det ypperligste som solodanser, men også her var hun, i sin fortolkning af rollen, begrænset af de stereotyper, som hun dansende fremviser for os. Hun er enten heks eller prinsesse. Det er luder-madonna-problematikken, der går igen på tåspidssko.
Det virker forfriskende at se det danset, for man kan næppe tænke sig en mere rigid og indskrænket måde at opfatte det kvindelige og mandlige på. Her er alting sort/hvidt - og mænd er mænd og kvinder er kvinder.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Vi ser det med det samme. Som den dygtige danser, hun er, kræver det få kokette bevægelser. En afværgende håndbevægelse, en bly genert bevægelse med hovedet og så de enerverende bevægelser med hænderne, der siger det hele - uden ord. I ballettens verden har tiden stået stille. Der er ikke blevet luftet ud overhovedet.
Vi ser det straks. Vi låner et nyt blik på det, og vi trækker på smilebåndet, for vi ved det godt, men har måske ikke tænkt på det før. Jeg har i hvert fald ikke. Men måske er det af samme grund af de gamle balletter egentlig ikke rammer mig. Jeg kan ikke identificere mig med den verden de lever og ånder i. Det virker anakronistisk - og vi ler, da Astrid Grarup Elbo danser det for os. Det har vel altid været en verden, der har levet sit helt eget liv med sine egne fastlåste stereotyper. Måske er der også grunden til, at jeg personligt meget hellere vil opleve moderne dans, hvor bevægelserne er sat fri. Men jeg har aldrig før tænkt på, HVORFOR jeg opfatter det så forskelligt. Så der er meget at tænke over, efter at have oplevet Astrid Grarup Elbo i OB(E)JECT på Teater Blaagaard. Hun har selv koreograferet dansene (på nær en enkelt af Amanda Donato med musik af Florence Beatrice Price).
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Fra det folkelige Bournonville-kostume skifter hun til et af væsenerne fra skoven. Det er en tætsiddende transparant heldragt, hvor der stikker skæl ud fra ryggen (kreeret af Larissa Jenne). Hun bryder ud i sang, mens hun synger om "creatures in the forest" - og får publikum til at synge med på omkvædet. I starten kommer hun bærende ind på de tre træer, der kommer til at udgøre scenografien for resten af seancen. De bliver placeret i hver side og ét lidt længere tilbage. Det fejende flotte lys, designet af Sarah Fredelund og Kia Lunddorf, sætter stemningen. Musikken overtages snart af toechter, der består af: Lisa Marie Vogel, Marie-Claire Schlameus &Katrine Grarup Elbo. Sidstnævnte havde også kreeret musikken til dansen inden.
toechter består af to violiner og en cello. Lyden (designet af Mina Göl Bertelsen) er fantastisk. Den kommer brusende, og det er umuligt ikke at blive revet med af den.
Efter dansen tager musikken over, mens Astrid Grarup Elbo trækker ud til siden, hvor hun sætter sig. Jeg glæder mig til at lytte mere til trioen. Deres musik fylder det hele. Den er på en gang stor og lille. Den vibrerer gennem hele rummet og siger alt uden et ord. Deres vokale ordløse sang løfter det hele op, så det er svært at finde fodfæste bagefter. Det hele bliver svævende - og jeg svæver med.
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
Hver aften er der efter et kvarters pause en afrundende aftertalk. Teatret skriver: "I forbindelse med opførelsen af soloværket ob(e)ject inviterer ASTRID ELBO hver aften publikum ind i en samtale med en ny kunstner, der sammen med ELBO vil undersøge, hvordan vi kan og skal skabe fremover, hvis vores kunstformer skal overleve og udvikle sig. Alle talks kredser om objektiviseringen af kroppe i kunsten og i verden omkring os. Ambitionen er at finde ud af, hvordan vi med scenekunsten kan skubbe til fortællingerne i samfundet sådan som vi har lært, vi skal være og samtidig inspirere til at skabe mangfoldighed i narrativer og fremstillinger af mennesker i fremtidens kunst."
Foto: Marie Albrechtsen Mortensen.
OB(E)JECT
på Teater Blaagaard
af Astrid Grarup Elbo
17. - 21. februar 2026.
2 timer incl. pause
Medvirkende:
ASTRID GRARUP ELBO
TOECHTER:
LISA MARIE VOGEL, MARIE-CLAIRE SCHLAMEUS & KATRINE GRARUP ELBO
Skabt af:
Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé: ASTRID GRARUP ELBO
Foto: Jacob Stage (Lille Kosmos), Christian Friedländer (Woyzeck), Daniel Bødker Sørensen (Stemmer).
Tre
forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets
Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være
lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre
meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at
være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.
Foto: Christian Friedländer.
WOYZECK på
Husets Teater
Georg Büchners
”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund
haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat
forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets
druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet
rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD
Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling.
I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på
Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme
forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det
er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til
benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på
scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække
vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til
at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.
Foto: Christian Friedländer.
Det er stort
teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af
Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er
det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at
dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs
boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre
alle.
Foto: Christian Friedländer.
Mathias
Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som
Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og
besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives
med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt
som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder
kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien
én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.
Foto: Christian Friedländer.
Jeg var vild
med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med
Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det
altid er svært at sammenligne ulige størrelser.
Senest har Sargun
Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det
var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist,
hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde
sin helt egen indre skønhed og gru.
Foto: Christian Friedländer.
I Woyzeck er
der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause
midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver
dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe,
inden den falder til ro.
Det er historien
om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter
forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde
svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental
opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.
Prøv eventuelt
teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk
som natten. Ligesom forestillingen.
Foto: Christian Friedländer.
WOYZECK
17 jan. — 14 feb. 2026
Husets Teater
2 timer incl. pause.
Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau
Voice over (bedstemor): Vigga Bro
Original tekst: Georg Büchner
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi & kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen
Da vi kommer
ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle
mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store
kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.
Et navn, med
udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de
tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek
(fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og
skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Vi hører
deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere:
Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing.
De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med
(på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers,
hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og
skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie
Rosendahl Chemnitz.
Sami, Ana og
Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men
det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier,
for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund,
og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker
med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de
fremstår flerdimensionelle. Forestillingen
er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men
selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er
anderledes flertydige fortællinger.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Sami er bare
en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af
militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at
det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt
med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to,
der bliver dræbt den første dag under opstanden.
Ana har en mor,
der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske
mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant
og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle.
Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.
Malek bliver
taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste,
der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det
ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Alle tre
kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange
asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.
Ana og Sami
får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik,
hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.
De fortæller
selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der
fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne
blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem.
Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er
instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete
Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min
ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en
helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden
og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har
et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH!(2022) og KEJSEREN (2019).
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det giver god
mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for
C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i
samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller
deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte
forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier
gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat
sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger
kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver
mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.
De tre beretning
bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke
forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget
individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som
flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami
driver i dag flere forretninger på Sjælland.
Det er med
andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden
i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver
vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.
Lille Kosmos
bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens
datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren,
at de skal flytte ud på landet, hvor han fåreget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de
andre ikke skal med, der er kun ham og moren.
Foto: Jacob Stage.
Han møder
tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af
det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han
var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det
bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.
Foto: Jacob Stage.
Det er bare
den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler
lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til.
Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har
skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie
Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret
af Adelaide Bentzon.
Foto: Jacob Stage.
Malik Grosos
er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er
skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et
betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende.Han evner at lade de forskellige følelser
glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige,
hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er
ham, der bestemmer. Han er hovedpersonen
– det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre
planeterne, der svæver rundt om ham.
Foto: Jacob Stage.
Sammen med
Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet
og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi
alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme
tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan
man slide kærlighed op?
Foto: Jacob Stage.
Det er
begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en
lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at
tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et
brætspil til alle.
Her er
eksempler på teksterne fra spillet:
”De voksne
siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´
2 stjerner fra bunken).”
”Solen er en
stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”
”I rummet er
der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”
JECT.jpg)
