fredag den 30. januar 2026

Anmeldelse: WOYZECK på Husets Teater, STEMMER på Edison og LILLE KOSMOS på Krudttønden

 

Foto: Jacob Stage (Lille Kosmos), Christian Friedländer (Woyzeck), Daniel Bødker Sørensen (Stemmer).


Tre forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.  


Foto: Christian Friedländer. 


WOYZECK på Husets Teater

Georg Büchners ”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling. I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.


Foto: Christian Friedländer. 


Det er stort teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre alle.  


Foto: Christian Friedländer. 


Mathias Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.  Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.


Foto: Christian Friedländer. 


Jeg var vild med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det altid er svært at sammenligne ulige størrelser.

Senest har Sargun Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist, hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde sin helt egen indre skønhed og gru.


Foto: Christian Friedländer. 


I Woyzeck er der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe, inden den falder til ro.

Det er historien om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.

Prøv eventuelt teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk som natten. Ligesom forestillingen.


Foto: Christian Friedländer. 

WOYZECK 

17 jan. — 14 feb. 2026

Husets Teater

2 timer incl. pause.

Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau
Voice over (bedstemor): Vigga Bro
Original tekst: Georg Büchner
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi & kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen
Lyddesign: Laurits Jongejan
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Sonja Ferdinand
Instruktørassistent: Liv Tietge
Scenografassistent & teatermaler: Alma Holmefjord

Hjemmeside & billetter




 STEMMER 

...vi ikke må glemme 

Livingstones Kabinet & C:ntact

på Edison

16. januar –7. februar 2026

Da vi kommer ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.

Et navn, med udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek (fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Vi hører deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing. De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med (på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers, hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz.

Sami, Ana og Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier, for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund, og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de fremstår flerdimensionelle.  Forestillingen er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er anderledes flertydige fortællinger.  


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Sami er bare en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to, der bliver dræbt den første dag under opstanden.

Ana har en mor, der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle. Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.

Malek bliver taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste, der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Alle tre kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.

Ana og Sami får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik, hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.

De fortæller selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem. Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH! (2022) og KEJSEREN (2019).



Foto: Daniel Bødker Sørensen.

Det giver god mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER

 

Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.

De tre beretning bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami driver i dag flere forretninger på Sjælland.

Det er med andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.

STEMMER

...vi ikke må glemme 

Spiller på Edison, København  

16. januar - 7. februar 2026  

Iscenesættelse: Nina Kareis Livingstone

Medvirkende: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte, Sigurd Dissing,

Komponist: Pete Livingstone

Scenograf & Design: Johan Kølkjær, Marie Rosendahl Chemnitz

Hjemmeside & BILLETTER

Tidligere anmeldte forestillinger med Livingstones Kabinet:

​CANADA (2020)

KEJSEREN (2019)

FETCH! (2022)

KLIK (2012)


Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT:

EN SOM DIG (2021)

MÆRKET AF LIVET  (2018)

EN LILLE BÅD DER GYNGER (2015)

HOOYO! (2016)

ONDT BLOD (2012)

Foto: Jacob Stage.
 

LILLE KOSMOS

 på Krudttønden

 Teater Hund & co. & Teaterhuset Filuren  

5-10 årige og deres voksne

Lille Kosmos bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren, at de skal flytte ud på landet, hvor han får eget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de andre ikke skal med, der er kun ham og moren.


Foto: Jacob Stage. 

Han møder tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.  


Foto: Jacob Stage. 


Det er bare den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til. Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret af Adelaide Bentzon.


Foto: Jacob Stage. 


Malik Grosos er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende.  Han evner at lade de forskellige følelser glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige, hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er ham, der bestemmer.  Han er hovedpersonen – det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre planeterne, der svæver rundt om ham.


Foto: Jacob Stage. 


Sammen med Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan man slide kærlighed op?


Foto: Jacob Stage. 


Det er begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et brætspil til alle.

Her er eksempler på teksterne fra spillet:

”De voksne siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´ 2 stjerner fra bunken).”

”Solen er en stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”

”I rummet er der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”

 

LILLE KOSMOS

Aldersgruppe: For de 5 - 10 årige og deres voksne

Spilleperiode: 28. 11 - 22.12. 2025 (Aarhus) & 14.1. - 8.2. 2026 (København)

Varighed: ca. 50 min.

Medvirkende: Malik Grosos, Jesper Bruun & Emilie Rasmussen

Instruktør: Adelaide Bentzon

Dramatiker: Josephine Eusebius

Komponist: Johannes Eberl Smed

Scenograf: Astrid Lindgreen Hjermind

Lysdesigner: Jesper Munk Jepsson

Fotograf: Jacob Stage

 Hjemmeside & billetter

Se trailer:


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

 HVEM BESTEMMER? (2024)

HVOR GÅR GRÆNSEN...HEN? (2024)

 TÆNK ENGANG! (2021)

DRØMME OM NOGET ANDET/ Den store jagt på lykke (2017)


*


Se oversigten over de 

349 andre anmeldelser


*


 

   

mandag den 19. januar 2026

Hanne Karin Garborg / Madame Garborg (1956-2026)


Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026). Foto: Michael Svennevig.
 

Vi mødtes over en lille pose ørkensand (men mere om det senere).

Hvert menneske er som en klode, og når de ikke er der mere, er det som om en klode, der opløses og forsvinder. Det var Hannes bror, der ringede til mig - og nu er hun der ikke mere.


Forside-illustration: Hanne Svennevig. Lay-out: Shohreh Shahrzad


Hanne debuterede med kortprosa-samlingen, "Alt var kun en drøm. Flygtige illusioner og erindringshug" (Epigraf 2018). Jeg redigerede og udgav bogen. Sammen med Ole Bundgaard på saxofon læste Hanne op fra bogen til udgivelsen. Det er den mest sete video på festivalens YouTube-kanal. Knap 6.000 gange er den blevet set. 


Madame Garborg & Ole Bundgaard: "Alt var kun en drøm"


Hanne havde meget på hjerte og hendes hjerte bankede hårdt og højt. Det mærkedes gennem bogens tekster. De er på en gang både sjove og desperate. Der er indlagte referencer til populærmusikken fra Giro 413. Det er med til at give teksterne en vis munterhed, der hele tiden slås på plads af den bagvedliggende alvor.

Sådan var Hanne også selv. Det er mærkeligt at skulle skrive "var", men sådan er livet, det giver og tager. Det oplevede Hanne også selv fra en tidlig alder. Hun havde på mange måder et hårdt liv, men hendes møde med festivalerne for knap 10 år siden viste hende nye veje. Veje, der bragte hende mange nye venner og en sammenhæng, hvor hun beviste sit værd.


Foto: Tina Lindop.


Hanne havde en fabelagtig evne til at knytte an til andre. Hun havde et hårdt menneskesyn, da vi mødtes, men også en masse drømme. Menneskesynet blev blødt betydeligt op, og drømmene blev til virkelighed i løbet af de 10 år.

Det er hårdt og smerteligt at sige farvel til mennesker, vi har kær. Men noget af det bedste er, når vi kan konkludere, at pågældendes drømme fik vinger. Hanne fik på en måde selv vinger. Hun var som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor satte af - og FLØJ. Det er værd at hæfte sig ved - for det er så skønt, når det sker. Det er det, jeg synes, at vi skal huske og glæde os over nu.



For Hanne kom det ikke let, men hun var en slider, og hun gik overordentlig dedikeret til værks. Jeg plejede at rose hende for, at hun kunne, hvad hun ville, fordi hun satte alt ind på at opnå det - og det lykkedes for hende.

Men det hele startede med ørkensand: For 10 år siden holdt jeg oplæg i en litterær salon i Albertslund. Jeg fortalte om en af mine indiske rejseromaner og om mit forsøg på at sætte ord på ørkenen – og en af tilhørerne spurgte, om jeg ikke havde taget ørkensand med til dem. Det havde jeg. Det var Hanne, der spurgte. Vi fulgtes bagefter ned til S-toget. Det blev indledningen på vores venskab.




Hver gang vi mødtes, havde Hanne et par hjemmebagte boller og en lækker hjemmelavet marmelade med. Samtidig gav hun mig små sedler med tekster på. Det blev til flere og flere. På et tidspunkt syntes jeg, at det begyndte at antage form og krop, og jeg tilbød Hanne at udgive dem. Det resulterede i "Alt var kun en drøm". Sideløbende stod Hanne for maden til mine fødselsdage i haven (se menu). Senere også for mad på festivalen. 

Hanne brændte i fuld lue. Det virkede som om alting i hende havde ventet på dette. Hun var altid velforberedt til tænderne og gjorde sit hjemmearbejde. Det lønnede sig. Vi lavede adskillige podcasts sammen. Hun var god til at være på. Det var hun også på festivalerne - til og med den sidste festival, hvor hun lavede græskarsuppe til knap 100 mennesker på Gammelfestivalen i efteråret. Det var sidste gang vi sås, selv om vi bagefter fortsat var i kontakt.  Hun beklagede meget, at festivalerne ophørte, men hun var selv et af beviserne på, at det alligevel fortsatte. Hun slyngede sig rundt i festivalernes menneskehav og knyttede kontakter på kryds og tværs. Til stor glæde for sig selv og andre.


Lay-out: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop. 


Sammen med Tina Lindop lavede hun festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning” (Forlaget Anglomania, 2024), der blev støttet af Velux Fonden, hvor 40 medvirkende fortalte om deres møde med festivalerne, og hvad det havde betydet for dem. Det var en imponerende bog, som jeg fik overrakt på min 60 års fødselsdag i haven. Det var lykkedes at holde det hemmeligt, jeg anede intet om det. (Læs Hannes egen introduktion til bogen forud for Gammelfestivalen III). 




Hanne var god til at forfølge sine drømme. For mange år siden oplevede hun musicalen "I morgen er jeg på vej" på Det Kongelige Teater med Lise Ringheim og Ole Ernst. Hun var vild med de sange. Det var sange om at bryde op og slå sig fri. Hun drømte om selv at optræde med sang og musik. Det var det sidste, hun var i gang med - og som hun blev afbrudt i. Hun havde fået en god stemmetræner og drømmen var, at hun skulle optræde og synge. Hun tog hul på det, allerede i 2020 i samarbejde med Mika Filborne (guitar) og Naja Månsson (instruktion) i "SULT". Det indgik i festivalen ÆG & HÅB og blev opført som afslutning på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse (2022): 


ÆG & HÅB: "SULT" af og med Madame Garborg. Guitar: Mika Filborne. Instruktion: Naja Månsson


Det var betagende at følge hendes vej fra drøm til drøm. Egentlig havde hun ikke nogen stor sangstemme, men med træning kan alting læres - og hun gik på med krum hals. Igen det med brumlebien... Det gentog sig i rigtig mange andre sammenhænge. Hun troede på det, hun havde sat sig for, og det lykkedes, eftersom hun var så vedholdende og dedikeret.  




Hendes blomstring kom meget sent. I løbet af de sidste 10 år foldede tingene sig ud for hende. Hun fik nye værdier. Hun fik nye venner. Hun opdagede en ny måde at være til på. Også i forhold til andre. Hun var ret barsk og hård i sin karakteristik af sig selv. Hun fortalte, at hun i mødet med festivalerne mødte en masse mennesker og kunstnere, der fik stor betydning for hende. Hun lyttede, og tog det til sig. Hun bød ind i mange sammenhænge. Også som kok og madkunstner. De mere end 30 års virke som underviser på Hotel og Restaurantskolen fornægtede sig ikke. Hun delte generøst ud af sine evner i utallige sammenhænge. Også i Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe, hvor hun kom ind i bestyrelsen, hvor hun var medvirkende til at få gruppen på fode igen efter en større krise. 


Sammen med Søren.


Kærligheden kom også til hende. I mødet med Søren var det tydeligt, at de hver havde fundet den ideelle rejsepartner. Deres sidste rejse endte forleden i Thailand. Det skete pludseligt. Der var intet sygeleje. Det kom som lyn fra en klar himmel. Det er nådigt, når det sker sådan, men at det skulle ske så tidligt er uforståeligt.  

Hanne Karin Garborg er en smuk historie om at ville og kunne. Om at lytte og finde vej. Det var ikke noget let liv. Det kan godt være, at hun kunne virke voldsom og fremadstormende, men der var altid et stort bankende hjerte bagved. 


Sammen med Arabella Neuhaus og Regitze Ahrenfeldt Schrøder fra Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.

Hun var med på alle festivaler i knap 10 år. Det startede med, at hun lavede mad, og det gjorde hun også på den afsluttende Gammelfestival her i efteråret, derved var der en cirkel, der sluttedes. Men Hanne havde mod på meget mere - og det var det, som hun arbejdede videre på.

Vi andre er gået glip af hendes sidste syngende optræden. Men Hanne er en af dem, der bliver ved med at være her. Det er smukt, hvad hun efterlod til os. Det er troen på, at man kan, hvad man vil. Det er troen på, at vi selv kan slippe ud af de mentale spændetrøjer, som vi alt for ofte sætter os i. Selv havde hun været hård mod sig selv, men det lykkedes hende alligevel at få åbnet buret. Det synes jeg, at vi skal glæde os over - og lade os inspirere af. Det er smukt, flot og meget inspirerende. Hun endte med at blive det, som hun hele tiden havde stræbt efter.

SKÅL, Hanne - og tak for alle minderne om din gang her på jorden sammen med os.



Hør podcasts med Hanne:

"Alt var kun en drøm" (2018)

"En bøn til havet" (2019) - YouTube

"Bare en skål, tak!" (2020)

Læs samtalen:

"Man kan godt få øje på havet, hvis man vil" (2018)

 

Hanne Karin Garborg/ Madame Garborg (1956-2026)

*





onsdag den 14. januar 2026

Anmeldelse: BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL af Gustav Foss

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.


Gustav Foss romandebuterer i dag med BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL på Forlaget Gutkind. I 2023 udkom hans novellesamling LÅN MIG DINE TÆNDER på Forlaget Rød Panda.

Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 


”Der er længe til fyraften. Der er flere timer til frokost, og jeg er allerede sulten. Ved de andre kontorøer klaprer tastaturerne, og jeg splitter det ad, som ligger foran mig. Jeg piller tasterne ud, begynder at spise dem en for en.” (s. 10)

Foss bevæger sig fritsvævende i et meget kropsnært univers. Det gør han såvel i novellerne som i hans nye roman. Han virker ustoppelig og det er netop det fine ved ham. Han er totalt uforudsigelig – og hans fantasi slår flikflak hen over alt andet. Det er højt, vild og uhæmmet. Han er god til at bygge stemninger op og til at narre læseren helt tæt ind i sit univers – og er endnu bedre til at forløse det på overraskende måder.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.


”Billederne efter gymnasietiden er anderledes, jeg kan ikke forklare hvordan. Især dem fra vores rejse og dem efter dem. Det er, som om vi forsøger at holde fast i noget, som ikke er på billederne. For siden at give slip på alt, vi havde sammen.” (side 28)

Jeg må tøve, når det gælder om at genfortælle handlingen i hans bøger – ikke mindst i dagens romanudgivelse, selv om udgangspunktet er enkelt og let at håndtere: den ca. 35-årige hovedperson er gennemtræt af sit kontorarbejde, hvor han snylter sig igennem. Han er en total fiasko, der er ingen som helst succes nogen steder. Sådan er det i Gustav Foss´ universer. Det er sort med sort på, men når det er allermest sort, er der alting stjerner til at lyse op. I det her tilfælde er det fantasien, der kommer krybende ind og torpederer normaliteten. I romanen bliver det for meget for hovedpersonen. Hans Kafkaske univers bryder sammen, og i en hævnakt myrder han sin plageånd – eller gør han? Da han senere søger tilbage til åstedet, finder han i stedet en ”skabning”, som han tager til sig. Er det et menneskeligt væsen, er det et dyr eller blot noget i hans egen fantasi? Det ved læseren ikke, men langsomt bydes vi indenfor i den verden, der opbygges mellem skabningen og hovedpersonen. Det ene fører til det andet, og de rejser afsted – eller rettere flygter til Rudkøbing, men ikke til det eventyrlige, historiske Rudkøbing på det idylliske Ærø, men snarere tilbage til det Rudkøbing, som hovedpersonen forlod for aldrig at ville vende tilbage, men det er netop dertil, han rejser hen med skabningen. Alting er groet til, naturen har taget over og det forladte sted vrimler med skabninger. Det bliver til et opgør med barndommen og opvæksten. Det er alt sammen holdt i en sort, sort meget humoristisk tone, der fint matcher det bagvedliggende drama. På overfladen er det en rejse tilbage til det rene ingenting, men et tilbageskuende afsnit viser med al tydelighed, at det samtidig er mødet med en umulig opvækst, der næsten har været ved at tage livet af hovedpersonen. Man kan hævde, at den faktisk gjorde det - og at det er den døde, der vender tilbage til døden. Ja, hvis det lyder tungt, så tilføj en djævelsk humor, der slår alt omkuld.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 



”Gadelygterne brænder, og der er næsten ingen mennesker på gaden. De spiser alle indenfor, simreretter med alt godt fra havet. Madosen siver fra bliktagenes bukkede skorstensrør, ruderne dugger. De små fiskerhuse ligger hulter til bulter som legoklodser på et børneværelse, som inkaruiner på en bjergside, og er karakteristiske for denne del af øen.” (s. 94)

Vi er, som læsere, draget ud på en uendelig rejse, hvor hver side er en fryd, for denne gennem-redigerede historie emmer af stemning og mysterium. Læseren er ikke den samme efter at have bevæget sig gennem bogens univers. Det er for meget. Alting er for meget – både for hovedpersonen og for læseren. Det er netop det skønne ved det. Sproget er meget stramt, og humoren er sort som natten, men uhyre præcis og rammende. Man har lyst til at le, hvis det ikke gjorde så ondt, men både humoren og alvoren danser en danse macabre på fineste vis. Det går lige lukt ned ad bakke, men det sker så veloplagt og velturneret, at det er en fornøjelse at danse med.


”Her sidder jeg så og tysser på mig selv, og inden jeg ved af det, er jeg sunket ned i en komalignende tilstand, der minder om velvære, men ikke er det.” (s. 14)


Rejs med på denne rejse ind i mørket. Humoren slår gnister, og lyser det hele op. God fornøjelse - og tillykke til den romandebuterende forfatter. Det er en imponerende roman!

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.  

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Roman, 289 sider. 

Gutkind 2026

Udkommer i dag, 15. februar 2026


*


Hør podcasten med Gustav Foss (fra 2022), hvor han fortæller om det, der året efter udkom som LÅN MIG DINE TÆNDER på Rød Panda.

Se listen over de øvrige 348 anmeldelser.

*