Anmeldelse: BJØRG, roman af Maria Lundborg

Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Maria Lundborgs romandebut GENNEM EN HINDE AF IS udkom i 2019, og nu kommer hendes næste roman BJØRG. Vi træder ind i et have- og blomsterunivers. Hovedpersonen Bjørg er enke efter Asger, der døde 5 år tidligere. Sammen har de døtrene Ida, der er den yngste og letteste og Rakel, der er den ældste og mest besværlige. I hvert fald er der knaster i relationerne imellem dem. Da Asger levede dannede han en slags bro mellem dem alle, men kræften tog ham. Ikke kræften alene, for der er også noget andet, der langsomt lander i læserens bevidsthed. Alt det grønne i haven blev i starten stærkt styret af Bjørg, både i hendes egen have, men også i andres, for dem rådgiver hun via nettet. Hun er god til sit job, hun er på en måde enerådende, men når arbejdshandskerne tages af, så er det som om livet ebber ud af hende. De fem år siden Asgers død har taget på hende. Hun er blevet ligeglad med sig selv og andre. Til sidst lykkes det hende at finde tilbage bag computeren, og hun begynder igen at ordne og arrangere andres haver. Søren, der har ansat hende, forsøger ihærdigt at få arrangeret et fotoshoot i hendes egen have og siger, at det er en del af arbejdet, men hun orker det ikke. Haven er hendes ét og alt. Da Asger levede beskyldte han hende for at sætte haven højere end deres de tre, og måske havde han ret.

Foto: Ninna Flora.  

Som læser er det ikke let at holde af hovedpersonen. Hun er manipulerende og enerådig. Men vi forstår hende godt – i hvert fald til en vis grænse. Den ene af døtrene får arrangeret, at der kommer en hushjælp, og det er dér, at der begynder at ske ting og sager.

Naturen i haven har bredt sig i de forgangne år, men også inde i Bjørg selv. Det hele er vokset hende over hovedet – også i overført forstand.

Maria Lundborg er god til at økonomisere med oplysninger. Vi får kun ganske lidt at vide i starten, men langsom udvides det og ender med at blive en hel afgrund, der åbner sig foran personerne i bogen. Hushjælpen får sin helt egen fortælling, der vikles ind i Bjørgs historie. De to kvinder finder mening i hinandens selskab.

Det er en meget sorgfuld fortælling, fuld af tåge og dansende elverpiger. Måske ikke konkret, men det handler alligevel om at forvilde sig ud i den sumpede mose, hvorfra der ikke er nogen redning. Ord kan være som mosevand, og de kan være stærkt mættede af skyld og straf.

Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten FOR enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb.

Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet.

Hvad der sker, skal ikke røbes her, men de to kvinder får vristet noget løs inde i sig selv og hinanden, og på den vis er det en voksende og vegeterende beretning om at finde sine rødder – og beslutte sig for, hvor de skal sættes ned i jorden.

Maria Lundborg: 

BJØRG 

Roman, 223 sider

Rød Panda, 2026

 

Omslag: Thit Thyrring. 

Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Maria Lundborg

om lørdagen den 19. september 2026

på KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program

 

 

Plakat: Lise Rønnebæk.

 

Samlede anmeldelser til KULTURDAGE I ISHØJ 2026

 

Der er 7 nye boganmeldelser 

og 5 tidligere anmeldte bøger, 

der er med på 

KULTURDAGE I ISHØJ 2026

Det er 3 digtsamlinger, 3 romaner, 

1 novellersamling, 2 erindringsbøger, 

1 børnebog og 2 fagbøger. 

Mød forfatterne: 

Bente Høegh, Benthe Ploug, Erik Trigger, 

Gustav Foss, Jesper Lüzthøft, Karsten Bjarnholt, 

Katrin Otarsdóttir, Lone Kühlmann, 

Maria Lundborg, Nina Harboe, 

Qaali Schmidt-Sørensen og Thomas Bredsdorff 

– og hør dem fortælle og læse op fra deres bøger den 18. og 19. september i Brohuset i Ishøj.

Det er bøger, der forsøger at indfange, hvad det vil sige at være menneske. Nogle er vildt fabulerende, andre er digteriske overvejelser over liv og død og den skæbne, der rammer os, når det uventede sker. Eller personlige beretninger. Bøger er som prismer vi kan kigge ind i. Nogle gange ser vi os selv. Andre gange hinanden. Men det gør os ofte klogere på det liv, vi alle lever – hver for sig og sammen.

Bøger er som udstrakte hænder, der kan holde os fast og som vi nogle gange umuligt kan slippe. Nogle er som lette berøringer, mens andre sparker os omkuld. Ligegyldigt om du foretrækker det ene eller det andet, så kan du møde det hele på KULTURDAGE I ISHØJ. 

  

Læs uddrag af anmeldelserne her:

Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Qaali Schmidt-Sørensen

DEN TAVSE BYRDE

Digte. mellemgaard, 2026

"Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den  4.8.2026

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Katrin Ottarsdóttir

7

Noveller, Jensen & Dalgaard, 2026

"Sproget slår hul i den virkelighed, vi bliver præsenteret for. Der bliver slået hul ind til en fortabthed, der er betagende, men også skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin Ottarsdóttir."

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Katrin Ottarsdóttir på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Christine Imbert. Omslag: Marie Hvid-Olsen. Vignet: Lise Rønnebæk.

Bente Høegh

SPIONENS HUSTRU

Roman, Forlaget Læselyst 2026

"På mig som læser slår hele romanens beretning en kolbøtte - og det er også meningen. Det er modigt med en sådan romanopbygning, men det lønner sig. Som læser kommer jeg ligesom hovedpersonen til at føle mig som offer for min egen godtroenhed, når tæppet bliver revet væk under én. Det er på sæt og vis en lidt flov følelse. Men det er meget velfungerende, og det giver en god nøgle til forståelse af hovedpersonen."

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Bente Høegh på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 1. september 2026. 

Se dagens program.

Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ALDERDOMMEN 

Bliv i de voksnes rækker 

Debatbog, Gyldendal, 2012

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 15. oktober 2025

Mød Lone Kühlmann på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Peter H. Olesen med foto af  Karsten Bjarnholt. Vignet. Lise Rønnebæk.

Karsten Bjarnholt

DEN DYBERE MENING

Melodika, 2026

"At vandre gennem Karsten Bjarnholts seneste digtsamling er som at sætte sig i solen og lukke øjnene, mens solen varmen én og tankerne falder til ro. Han kombinerer de første og de sidste sansninger, sådan så liv og død bliver ét. Det er måske den dybeste mening!"

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Karsten Bjarnholt på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Peter Langvitzh Smith. Omslag: Louise Johannesen.

Erik Trigger

ONKEL ÅGES INDRE TÅGE

Børnebog, Anarki Aps 2022

Nomineret til Årets Bedste Billedbog 2023 

af Københavns Børnebiblioteker

"I Erik Triggers billedbog ONKEL ÅGES INDRE TÅGE lader han børnerim træde dansen om demens, mens Louise Johannesens illustrationer danser med og løfter den barske virkelighed ned på et niveau, hvor alt det abstrakte bliver helt konkret og til at forstå for børn. Alt det uforståelige bliver for en stund ganske forståeligt. Sygdommens grusomhed og nådesløshed får sig en kajeryster, og bliver gjort til noget, der er til at tage at føle på.  Det lykkes at finde hoved og hale i den uforståelige tilstand, hvor virkeligheden glider én af hænde, når forstanden bakker ud og  fantasien tager over." 

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 21. marts 2024.

Mød Erik Trigger på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Nina Harboe

KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?

- personlig beretning

mellemgaard, 2018

"I en latinamerikansk børnebog blev demens beskrevet som en rist oppe i hovedet på en påfugl. Når den rystede hovedet, faldt filteret på plads, så tanker, ord og følelser uhindret kunne passere igennem, men når filtret sad fast, var alting kaos. Det ene øjeblik kigger vi lige ind i sjælen, og det næste øjeblik er alting absurd som i ”Slutspil” af Samuel Beckett. Måske er Beckett en god reference, for der er ingen mening, og samtidig er der masser af mening, men vi skal selv finde den. Det gælder også for læseren af Nina Harboes personlige beretning KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?"

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Nina Harboe på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Roman, Gutkind, 2025

"Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 14. januar2026.

Mød Gustav Foss

 på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Kirsten Puggaard. Vignet: Lise Rønnebæk

Benthe Ploug

MAGELØS MAGE I NUtIDENS INDIEN

Lemuel Books, 2026

"Bogen er fuld af magi, men ikke i nogen overlæsset sværmerisk forstand, for som Benthe Ploug selv skriver, så bestræber hun sig på at skildre det, hun møder så nøgternt som muligt, for at gengive det på den mest troværdige måde. Men meget af det ER placeret uden for vores normale vestlige forstand. Det er netop bogens ærinde at skubbe og puffe til os. Vi er dannet af den verden, vi lader opstå omkring os. Hvis vi selv inviterer det uvisse og uforståelige indenfor, og tør lade os være åbne over for det, så er bogen et smukt og sanseligt eksempel på, hvilke massive døre der åbner sig for os."

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Benthe Ploug på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

Maria Lundborg

BJØRG

Roman, Rød Panda, 2026

"Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten FOR enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb. Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 27. august 2026.

Mød Maria Lundborg

på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Michael Svennevig.

Jesper Lützhøft

DEN HAFNIENSKE DØDEBOG 

Digte, finkultur.dk, 2018.

"Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen bliver sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” spørger den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 10. oktober 2025.

Mød Jesper Lützhøft på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Thomas Bredsdorff  

TØSNE OG FORSYTHIA 

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Læs anmeldelsen

Offentliggjort den 21. oktober 2025.

Mød Thomas Bredsdorff på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september. 

Se dagens program.

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.

Mød Lena Gemzøe - 80-årig akvarelmaler fra Amager

 

Foto: Michael Svennevig. Plakat-vignet: Lise Rønnebæk.

Lena Gemzøe, 80-årig akvarelmaler fra Amager, fortæller om, hvordan man kan komme op af de dybe huller, man kan faldt ned i undervejs gennem livet. 

-Det første dybe hul faldt jeg ned i for 20 år siden, og jeg havde nogle bestemte strategier for, hvordan jeg kom op igen - det vil jeg gerne fortælle om. Jeg ved ikke, hvor kendte sådanne strategier er. 

Foto: Michael Svennevig. 

-Jeg havde et super godt job, som jeg var rigtig glad for. Jeg arbejdede på en ungdomsskole som ledende skolebibliotekar og jeg havde min egen afdeling som tale & læse pædagog. Foruden at jeg var i gang med tre forskningsprojekter. Det blev for meget for min hjerne. Det hele brød sammen en dag, hvor jeg sad og tudbrølede. Jeg kunne ikke læse fra næse til mund - jeg kunne intet huske. Lige meget, hvad jeg gjorde, nyttede det ikke. Jeg tænkte, at jeg måtte være blevet dement. Jeg blev sendt til en neurolog, der undersøgte mig og konkluderede, at jeg overhovedet ikke var dement. Det var stress! Det havde ingen hørt om på det tidspunkt, og heller ikke jeg. Det var mærkeligt, at det kunne have en så stor indflydelse på hjernen, at den gik i stykker. Det fattede jeg ikke, men alt var kaos hjemme hos mig. 

Lena Gemzøe, akvarel (2020).

Jeg fortsatte på arbejde. Jeg turde simpelthen ikke melde mig syg, Jeg forestillede mig, at jeg aldrig ville komme tilbage på arbejdet, hvis jeg sygemeldte mig. Bjerget ville være for stort at komme over. Så jeg blev ved med at gå på arbejdet og sad der og tudede. Når jeg kom hjem, sad jeg ved mit skrivebord, hvor stablerne hobede sig op. Når de blev så høje, at jeg ikke kunne se hen over dem, lagde jeg dem ned bag ved skrivebordet.  Da de nåede op til skrivebordskanten, var jeg klar over, at den var helt galt. Jeg tog fat i nogle papkasser og smed det ud.  “Hvad gør du nu?” Jeg kunne ikke holde styr på mine ting, Ja, jeg kunne ikke holde styr på noget som helst. 

Lena Gemzøe, akvarel (2020).

Dengang var jeg 60 år. Når jeg ikke kan holde styr på det, så måtte jeg af med tingene. Jeg tog også fat på min garderobe. Havde lige læst noget om, at hvis man tog en kjole, kunne man hænge den op et sted med et mærke på, og hver gang man gik i noget tøj, så kunne man hænge det til højre for mærket, og så kunne man efter et år se, hvad man overhovedet ikke havde gået i, og det kunne man så smide ud.  Okay, tænkte jeg, jeg har ikke et år, så jeg kiggede bare: “Det smider jeg ud. Det smider jeg også ud… og det og det!” Jeg smed ud i sække og solgte på loppemarkeder, men det var jo ikke nok. Hvad med bøgerne? Halvdelen skulle ud. Alle de skønlitterære bøger kan man låne på biblioteket, mens de faglitterære er mere specifikke - det er kunst- og popup-bøger og dem, der er svære at få fat i. Bøgerne røg på loppemarkedet eller jeg gav dem væk, og opfordrede andre til at give dem videre. 

Lena Gemzøe, akvarel. på Arches 300 g med salteffekt, 70x50 cm (2016().

Logo for festivalen ÆG og HÅB i 5 bydele i København (2021).

Det hjalp og gav mere plads. Jeg gik videre med mine køkkenting. Hvad skulle jeg bruge dem til? Jeg gad jo ikke lave noget som helst længere. Jeg levede af ostemadder, så halvdelen af køkkentingene røg på loppemarkedet. Ud med dem! Det blev mere overskueligt af det. Det hjalp. Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle omgive mig med smukke ting. Alt hvad jeg havde, skulle være smukke ting. Selv en gaffel skulle være én, der gav mig glæde. Når jeg købte tallerkner hos en keramiker, måtte jeg nøjes med to ad gangen. De var dyre, men med flotte, flotte farver. Tøjet skulle også have flotte farver. Farver var det, der gjorde mig glad. Smukke ting gjorde mig også glad. Sådan gjorde jeg med alting. Jeg købte intet uden at jeg tænkte over, om det gav mig en glæde. 

Lena Gemzøe, akvareller (2018).

Så gik der to år, og  jeg blev 62 år og blev smidt ud af arbejdsmarkedet, men jeg kunne jo stadigvæk ikke huske, så der var en periode, der var lidt svær. Det var sådan jeg kom igennem alle tingene. At det var farven og tingene, der gjorde mig glad. Så tænkte jeg over, hvad jeg så skulle lave? Nu har du ikke noget arbejde, men jeg har altid godt kunnet lide at male, og det havde jeg jo tid til nu. Jeg tog på nogle malekurser nord for Göteborg, og malede mere end nogensinde før. Jeg blev YouTuber med min egen kanal som 72 årig. Nu er der over en million, der har set mine videoer og jeg har 45.000 følgere. Folk tror, at jeg er stinkende rig, men det giver ikke én krone.  Jeg bruger jo ikke pensler, men mit Mastercard, for jeg har fundet ud af, at det er den eneste måde man kan lave “masterpieces” på. På videoerne viser jeg, hvordan jeg arbejder med mine akvareller.  

Foto: Michael Svennevig.. 

-Der er også en anden ting, for jeg bliver så vred over alt og alle. Når jeg cykler i byen: “Hvad er det for en idiot på dén cykel, hvorfor kører de helt ude til venstre, i stedet for at køre ind til højre! De skal i hvert fald ikke køre indenom, og hvorfor viser de ikke af!  Hvorfor dit og hvorfor dat! Jeg kunne blive så rasende over alting. Det har jeg også prøvet at arbejde med, men jeg er ikke helt færdig med det endnu.

Lena Gemzøe, akvarel, træer, 2 m høje og på baner á 70 cm. På stenpapir.(2022)..

-Der kommer jo ikke nogen, og laver om på én, hvis man ikke selv laver om på sit verdenssyn og menneskesyn. Så sker der slet ingenting. Jeg har mødt nogle mennesker, der er meget positive og kærlige bl.a. min svigerinde, der nu er kommet på plejehjem sammen med min bror, der har alzheimers - og så sidder hun der og siger: “Livet er skønt!” Det er så vidunderligt. Det er, fordi hun vælger at sige sådan - og hum løfter sig selv på den måde.  Det har jeg også lært at gøre. Jeg ved ikke, om jeg har lært det af de andre, men jeg har i hvert fald lært, at det er noget, der hjælper mig. Jeg løfter mig selv på den måde. 

Foto: Michael Svennevig.

-Jeg har lige været i Barcelona, hvor jeg udstillede et billede, og jeg sagde til mig selv: “Det tør jeg ikke, hvordan skal jeg finde rundt dernede? Det går aldrig, det her!” Det sagde jeg til min bror, og så havde hans datter og svigersøn arrangeret at leje et hus dernede, og ville surporte mig dernede. Så hele familien tog med derned. Jeg havde det som en dronning. Det var vidunderligt. Sådan en gave har jeg aldrig fået i mit liv, og jeg tror at i stedet for at sige: “Sådan en lortetur!” For jeg var jo nervøs for den, så skal man vænne sig til selv at løfte det. 

Lena Gemzøe, akvarel (2021).

-Der er ingen grænse for, hvor højt man kan løfte sig selv. Det er ret vildt. Der var engang én, der sagde til mig for 40 år siden: “Man vælger jo selv sit liv!” Jeg tænkte, hvad pokker bilder han sig ind, sådan en idiot! Hvis man er født i rendestenen, hvordan kommer man så op derfra? Men ved, at man nogle gange gør det mere positivt end det egentlig er, og siger det højt, så hjælper det!

Foto: Michael Svennevig.

Læs reportagen: 

På besøg hos Lena Gemzøe (2022). 

Hør også den to-delte podcast: 

1. Mødet med det nordatlantiske (2018).

 2. Livet på Nokken  (2018).  

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.

Mød Lena Gemzøe på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program

Anmeldelse: DEN TAVSE BYRDE, digtsamling af Qaali Schmidt-Sørensen

 

Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

”Vi marcherer for forandring med løftet pande,

men spørger, om sandheden nogensinde vil flyve.

For i dette land, hvor friheden kræves,

brænder uretfærdigheden, og vi bærer skylden.”

Disse linjer fra digtet ”Retfærdighedens maske” et godt eksempel på digtenes flertydighed. Vi ”marcherer”, ”spørger” og "kræver", men ”bærer skylden”. Digtet slutter med det tankevækkende spørgsmål: ”Har vi frihed og demokrati?” Når spørgsmålet stilles i denne digteriske sammenhæng og kontekst, er det tydeligt, at svaret langt fra er så enkelt, som det måske umiddelbart kan se ud, for Qaali Schmidt-Sørensen er det tydeligvis langt mere komplekst. For i og med at hun overhovedet spørger, svarer hun selv både ja og nej. Hvad svarer vi?

I det efterfølgende digt, ”Mit fundne land”, der også er citeret på digtsamlingens forflap, får digtet en pudsig dobbeltbetydning. Taget ud af sammenhængen bliver det nærmest rørstrømsk og overvældende positivt. Nærmest FOR glad, sådan at det kommer til at virke animeret og postuleret, men i sammenhængen føjer det sig smukt ind sammen med de øvrige digte. Dette dobbelte blik er digtenes store fortjeneste. Derved får læsere, der ikke deler flygtningebaggrund med Qaali Schmidt-Sørensen mulighed for at se sig selv og ”lykkelandet” på en helt anden og anderledes måde.

Foto: Elias Diini.

Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde.  

I det efterfølgende digt, ”Gennem storme”, er der fire linjer, der skiller sig ud:

”Hvert ar en lærestreg, hver tåre en sang,

Midt i kampen hører jeg til.

Verden kan ryste, vejen være usikker,

Men jeg har lært, at overlevelse er at holde ud.”

Der udgår en stærk kraft fra ordene, der også bærer på en stor forbrødring med det, som digteren har været igennem. Det beskrives så enkelt, og er alligevel en meget stor og kompliceret affære, der slet, slet ikke er så ligetil og enkel. Måske kan netop denne slags digtsamling kun skrives efter et langt forløb, der er endt godt. For nogle er det et livslangt projekt at forlige sig med det, som livet har budt én. For andre er det en uopnåelig og uladesiggørlig proces, men for dem, der arbejder metodisk og ihærdigt på at bjerge sin stumpede sjæl i land, er der håb og forbrødring mulig. Det er den bevidsthed, som jeg som læser sidder tilbage med. Det virker næsten overmenneskeligt, at der skulle være muligt, sådan som det fremgår af teksterne. Eller også er sandheden, at det er muligt i stunder og øjeblikke – og at det netop er disse som digtsamlingen samler sammen og lægger frem. Roen og glæden skal der arbejdes med på daglig basis – ingenting er blivende i denne verden. Bortset fra håbet. Fuldstændigt som det også fremgår af digtet, der slutter med ordene:

”Med hver ny daggry rejser jeg mig igen,

For jeg er stormen, og jeg er himlen,

En overlever, der aldrig siger farvel.”

Det smukkeste, men også det mest gådefulde af digtene er ” I tusmørke”. Sådan er tusmørket. Det er ikke til at blive klog på. Det både er der og er der ikke. Det kommer snigende, men det rummer også sin egen poesi - som her:

”I tusmørke, månen så klar og smuk,

hvisker farvel, en stille bøn.

Den forlader min sjæl, driver i natten,

En vandrer i skyggernes lys.

Den svæver over i sølvglans,

Mens jeg er tabt i en rastløs drøm.”

I ”Genfødt” opsummeres hele digtsamlingen med ordene:

”Jeg vil rejse mig fra asken, ren og klar,

kaste min gamle hud og træde ind i lyset.

En sjæl genfødt, uden spor af fortidens anger,

klar til at begynde forfra, for at jagte uopfyldte drømme.”

Håbet er der hele tiden sammen med en utrættelig tro på, at det nok skal gå. Det er meget inspirerende og virker smittende.

I ”Ensomhedens labyrint” skriver digteren:

”Hvem er jeg, når jeg ikke længere kan finde mig selv?

Når jeg mister tråden til min egen historie,

og alting omkring mig bliver til ekkoer af fortiden?”

Efter uvisheden træder håbet og visheden på ny frem. ikke mindst i de to afsluttende digte: ”Genmødte” og ”I en vidunderlig Ierden”-

I ”Genmødt” skildrer digteren en flugthistorie: flugten over havet, opvågningen på en fremmed kyst, ankomsten til asylcentret og bagefter mødet med Danmark – og især naturen, der åbner sig for hovedpersonen med al sin nordiske skønhed. Det er rørende læsning. Det bliver oplevet og sanset, som det kun kan opleves og sanses, når det bliver set med nye øjne – med øjne, der møder det for første gang.

Det er velgørende at møde vores vante verden på en ny måde i ”Den tavse byrde” af Qaali Schmidt-Sørensen.

 

Qaali Schmidt-Sørensen 

DEN TAVSE BYRDE

Digtsamling, mellemgaard, 2026

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Hør også podcasten 

"Den usynlige krig" (2018). 

Læs mere. 

 

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.