søndag den 5. juli 2020

Søren Valente Ovesen: Gæstespil i Mongoliet




Teatergruppen BATIDA.  
Det er Søren Valente Ovesen med tubaen i midten. 
Foto: Ditte Valente.

Lyt til denne 7. podcast
med Søren Valente Ovesen 
fra Teatergruppen BATIDA 

”Sjældent har en rejse været så bøvlet og meningsfuld på en og samme tid. I slutningen af oktober rejste vi mod øst med 3 forestillinger i 19 store kufferter med udsigten til et tætpakket program i Mongoliet. Vel ankommet viste det sig dog, at kun 2 af de 19 kufferter havde rejst samme vej som os, og en længere bureaukratisk tovtrækning og tidspresset truede med at gøre os arbejdsløse de næste 8 dage. Men lykken og Aeroflot tog sig sammen, og vi nåede at lave 5 workshops og spille 17 forestillinger i børnehaver, på skoler, i shelters for udsatte børn, langt ude på landet og endeligt hos vores nu endnu bedre venner og kolleger på Bamboo Theatre i Ulan Bator. En uforudsigelig og uforglemmelig tur.” 

Søren Valente Ovesen (Teatergruppen Batida)
medvirkede blandt andet på festivalen MED OG UDEN SMUKKER 
i august 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Foto: David Blazek


Det var hvad teatret Batida skrev i deres nyhedsbrev, der var den direkte anledning til denne 7. festivalpodcast med skuespiller, instruktør og dramatiker Søren Valente Ovesen.

”Vores udgangspunkt er i virkelighed musikken, og vi synes, at musikken manglede teatret, for musikken er en del af et meget stærkt udtryksmiddel, og det er en del af en forestillings åndedræt. Vi har gjort det til vores opgave at integrere den levende musik og teatret, og det betyder, at vore skuespillere alle kan et eller andet med musik, og især kan vi noget sammen med musik.”


Oplev Søren Valente Ovesen (Teatergruppen Batida)
 på festivalen MED OG UDEN SMUKKER 
i august 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. 


"Jeg har haft alt, alt for travlt til at finde på noget begavet og originalt, og nu er det vist langt over deadline. Men disse linjer faldt  mig ind i morges, mens jeg børstede tænder og betragtede mig eget ansigt. Måske kan du bruge dem.

"Drømmer jeg, eller er jeg vågen"
("Jeppe på bjerget")
"Jeg er vågen, og jeg drømmer"
(Søren Valente Ovesen)"

Søren Valente Ovesen (1950), 
instruktør, dramatiker, skuespiller, musiker og aktivistisk dagdrømmer

(Fra antologien "117 stemmer om drømme og visionerForlaget Epigraf, 2013).

*

Lyt til denne 7. podcast
– og mød Søren Valente Ovesen 
fra Teatergruppen BATIDA til festivalafslutningen.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 
med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 

Læs mere om festivalen

lørdag den 4. juli 2020

HVOR REGNBUEN ENDER. 2. præsentationspodcast


Teatergruppen BATIDA. Foto: Ditte Valente.

Forud for festivalen HVOR REGNBUEN ENDER offentliggøres en lang række samtaler med festivalens medvirkende som podcasts. De første 12 er klar til offentliggørelse og vil blive lagt ud løbende.
For at give et overblik over samtalerne, er der lavet to præsentationspodcasts  med uddrag fra de 12 første samtaler - 6 på hver. 
Her er den 1. præsentationspodcasten .
Lyt med, når den 2.præsentationspodcast offentliggøres i dag.

Her er korte uddrag med:

1) Søren Valente Ovesen: ”Batida i Mongoliet”
Sjældent har en rejse været så bøvlet og meningsfuld på en og samme tid. I slutningen af oktober 2019 rejste teatergruppen Batida mod øst med 3 forestillinger i 19 store kufferter med udsigten til et tætpakket program i Mongoliet. En uforudsigelig og uforglemmelig tur. Skuespiller, instruktør og dramatiker Søren Valente Ovesen fra Teatergruppen Batida fortæller.
Læs mere & hør podcast





Foto: Michael Svennevig


2) Jeremy Wilson og superheltene
Hvem drømmer ikke om at være en superhelt? Det er noget, som Jeremy Wilson kan genkende og spejle sig i. For Jeremy er heller ikke som de fleste: 21-årig animator, der går på 4. semester på miljøingeniørstudiet DTU, og som i efteråret vandt filmpris for tegnefilmen ”Ibrahim & Andreas”, der handler om homoseksualitet i indvandrermiljøet.
Læs mere & hør podcast. 





Foto: Michael Svennevig


3) Cindy Lynn Brown: Digter og småkageopfinder
Cindy Lynn Brown fortæller: ”Jeg er født i Århus og opvokset i en dansk/amerikansk familie, og har altid været et skrivende menneske og vidste allerede som 6-årig, at jeg ville være forfatter. Eller rettere forfatter og småkageopfinder.”
Læs mere & hør podcast. 



Foto: Michael Svennevig


4) Birgitte Bregnedal: Fra økonom til børnebogsforfatter
”- Jeg troede, at jeg skulle være så klog og skrive voksenromaner. Det var først, da jeg gav slip, at der kom børneromaner. Og så var det befriende ikke at skulle lyde så klog, som jeg skulle som økonom. Det var mere tæt på følelser, siger Birgitte Bregnedal”.
Læs mere & hør podcast. 



Foto: Michael Svennevig


5) Margrethe Tjalve: ISESKROG
Magrethe Tjalve skulle på studietur til Grønland, og begyndte at læse om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knytter Grønland og Danmark sammen. Margrethe læste om Hans Egede og Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at skrive romanen ”Iseskrog”.
Læs mere & hør podcast. 



Foto: Michael Svennevig


6) Madame Garborg: Et styrtdyk tilbage til barndommen
Det er et styrtdyk tilbage til barndommen, når Madame Garborg i sin nye monolog ”Bare en skål – hurtigt!” tager os med tilbage til dengang hvor der ingen hjælp var at hente.  Men når det gør allermest ondt, kommer humoren og forløser det hele.
Læs mere & hør podcast. 


Lyt også til den 1. præsentationspodcast.
Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER


*

onsdag den 1. juli 2020

Mikas Lang: "MELANIN"


Foto: Michael Svennevig.


Mikas Lang debuterede på forlaget Sievers med digtsamlingen MELANIN i 2019. Melanin er mørkfarvet pigment, der findes i huden. Og det er ikke for ingenting, at podcasten indledes af trompetfanfaren fra Billie Holidays ”Strange Fruit”, for Mikas Lang skriver:

”der hænger stadig slaver/i mit stamtræs grene” ( s. 21)
menneskeskoven ligger lige for/hvor vi mærkelige frugter hang/og rådnede i træerne”( s. 23) 

Det bliver endnu tydeligere, når man læser digtene, der også er som en rystende fanfare, der går gennem marv og ben. Men det er også en samtale om, hvordan vi er blevet farveblinde, men uden at det gør det bedre. Som digter vrider og vender Mikas sproget. Ryster og chokerer det for at fraviste det nye betydninger. Sproget giver sig og giver igen. Det er flot, overvældende pågående og ordsmidigt, men det er også en tekst, der nærmest detonerer. Det giver brandsår at læse den.

”jeg defineres af det/jeg næsten ikke er/ og jeg er ikke andet”

Mikas Lang taler i digtsamlingen om historieløshed og om ikke at kunne få vejret, og skriver:

”jeg er barn af angsten”,

men også om at varme sig ved undergangens bål, når han skriver:

”det bliver uden tvivl et prægtigt bål”

for

”vi må starte forfra”.

Det er som om teksten som en anden Fugl Fønix gang på gang tilintetgøres, for bagefter at genopstå af asken.

”der er noget med mine øjne/ de fleste vinkler er blinde”  (s. 18)

”sort skam – køn kannibal”

”sorte huller/ i historien/ sorte huller i sproget” (s. 22)


Foto: Michael Svennevig



Podcasten er optaget inden Black Lives Matter-demonstrationerne tog fart både herhjemme og i udlandet i kølvandet på politidrabet på George Floyd. Efterfølgende har jeg spurgt Mikas:

-Hvordan oplever du tiden og den ånd, der er over os nu, for det har jo ændret sig siden du og jeg optog podcast-samtalen?

Mikas Lang: ”Black Lives Matter har fra sin begyndelse i 2013 for mig været en kilde til både glæde og inspiration, sorg og styrke. Sådan har jeg også haft det i den senere tid. Meget intenst. (Jeg har skrevet en lille tekst om det her). Alting sker jo også i en vekselvirkning, og det gør mig uendeligt trist med det brutale racistiske mord på Bornholm for nylig – og jeg bliver rasende over, at vi har et politi og nogle medier, som kategorisk nægter at forholde sig til virkeligheden. Omvendt forsøger jeg at holde fast i, at sådan noget sker som reaktion på, at tingene faktisk er ved at forandre sig til det bedre.”



Mød Mikas Lang på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro 

Lyt til festivalens 1. præsentations podcast  
        med uddrag fra de 6 første festivalspodcasts.                                                                                             
Læs mere om festivalen 





Anmeldelse: ANNAS VERDEN på Sophienholm


I gudesmukke omgivelser udspiller forestillingen ANNAS VERDEN sig i disse dage i parken ved Sophienholm. Smukkere sted kan ikke tænkes til beretningen om Skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), der blev født som datter af Brøndums Hotel i det der skulle blive til en af de mest fejrede kunstneriske perioder i dansk malerhistorie. Hun blev født til at være kunstner i en tid, hvor kvinder stadigvæk ikke havde adgang til Kunstakademiet. Til gengæld gik hun på Vilhelm Kyhns malerskoler for kvinder i København, men det var først da hun giftede sig med den unge fremadstormende Akademi-uddannede maler Michael Ancher at hendes egen karriere kom igang, men det var samtidig også tidspunktet, hvor hun blev mest presset til at skulle vælge mellem at være mor, hustru og kunstner, for hvordan udfylde alle tre roller samtidig med at hun blev udråbt til at være midtpunkt for alle de malende mænd, der slog sig ned på Skagen omkring forrige århundredskifte? Det er her at forestillingen træder i karakter. Især i mødet mellem Anna Ancher og P.S.Krøyers tilkommende Maria Triepcke. Tydeligvis er Marie blot én blandt mange piger i Krøyers liv, mens Anna er en ener blandt kunstnerne på Skagen. 


Foto: Per Morten Abrahamsen


I forestillingen skrevet af Julie Petrine Glargaard og itonesat af Nanna-Karina Schleimann er der spændende kønspolitiske udvekslinger mellem de to malende kvinder, for som Marie siger, så ville hun være mindst lige så god som Krøyer, hvis hun havde samme muligheder som ham. Men i stedet så forventes det at hun som kvindelig kunstner højest beskæftiger sig med motiver fra hjemmelivet. Netop det som Anna Ancher bliver en så stærk formidler og skildrer af. Og farverne. Farverne synger og Anna synger sammen med dem. Hendes skildringer af lys og farvernes spillen i lyset på en væg bliver hendes bidrag til den danske kunsthistorie. Stadig i dag sitrer hendes palet og hendes motivkreds virker så vedkommende som altid, mens de malende mandlige Skagensmaleres motiver af stedets fiskere, nu fremstår bedagede og gammeldags, så er det som om lyset stadig står og sitrer i Anna Anchers billeder. 

 Foto: Per Morten Abrahamsen


Oprindelig skulle forestillingen have akkompagneret den nyligt afsluttede udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK), men den er stærk nok til at stå alene. Men udstillingen vender tilbage til hovedstaden til november og indtil da kan den opleves på Skagen Museum.

Som malerparret Anna og Michael Ancher er Julie Riis og Pelle Nordhøj Kann skønne og dejlige at se på - og godt instrueret af Jennifer Vedsted Christiansen. Julie Riis har flest nuancer i sit spil, men til gengæld er Pelle Nordhøj Kann umådelig charmerende, og det falder i hans lod at skulle skildre mange af de begrænsninger som Anna møder, og det slipper han godt fra. De har begge noget djærvt og jordbundent over sig, der forplanter sig direkte til publikum. De er elskelige med denne higen efter det kunstneriske og lyset. Ikke mindst lyset. Luise Kirsten Skov har flere roller og hun er en køligere og smukkere spiller, der skiftevist skal være Marie og P.S. Krøyer, men også Alba Schwartz, der flirter og skriver på en bog om Skagensmalerne baseret på Michael Anchers dagbogsoptegnelser.  Nanna-Karina Schleimann leverer en festlig lydscenografi til forestillingen. Mens Sir Grand Lear står for den faktiske scenografi. Ikke mindst er den indledende præsentation af Anna Ancher som statue af Astrid Noack imponerende og visuelt overdådig.

                                                                  Foto: Per Morten Abrahamsen


Det er blevet til en ujævn forestilling med store højdepunkter. 
Det er en hårfin balance, for godt nok er skildringen af de kvindelig begrænsninger i forrige århundrede det som vi formodentlig har lettest ved at identificere os med idag, men det er samtidig også i brudfladerne mellem de to ægtefæller at forestillinger flere steder bliver mest triviel. Det er selvfølgelig et dilemma. I forestillingen fungerer smerten bare ikke, men det gør glæden til gengæld dobbelt så godt som fx. i scenen, der nærmest formidles som en dans, hvor Anna Ancher maler og lever som aldrig før og tydeligvis føler sig meget bedre tilpas end ægtemanden Michael Ancher, da de besøger verdensudstillingen i Paris. Disse scener bobler af glæde og livslyst. Det er også en fornøjelse at se en kærlighedshistorie udspille sig på den hvide bro ovenover scenen. Smukkere kunne det ikke gøres. Mens smerten ikke forplanter sig og heller ikke bliver skildret med samme følelsesmæssige dækning.


                                                                   Foto: Per Morten Abrahamsen

Måske er det bare en skildring af glæden og de begrænsninger som den mødes med for en kvindelig kunstner - og måske stadig gør det? Mens smerten stadigvæk er sværere at favne. 
Så nogen helstøbt forestilling er det ikke, men i stedet formår den som det farvemættede lys på Anna Anchers malerier at besætte tilhørerne med en let perlende rus og det er i grunden ikke så dårligt.



ANNAS VERDEN
af Julie Petrine Glargaard
Det Flydende Teater og Teatergrad
1. juli - 12. august 2020
Sophienholm, Nybrobej 401, 2800 Kongens Lyngby
75 min.

Medvirkende: Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann + Nanna-Karina Schleimann
Instruktør: Jennifer Vedsted Christiansen
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Nanna-Karina Schleimann
Scenograf: Sir Grand Lear
Lysdesign turné: Martin Danielsen Barnung
Skrædere: Maria Ipsen, Katrine Bunton, Marie Teudt + Sara Steen Andersen
Bygger: Nikolaj Heiselberg Tarp
Forestillingsleder: Karen Zenia Hal Hermansen
Junior producent & forestillingsafvikler: Anne Sofie Rimestad
Kreativ producent: Christine Worre Kann



*


Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:


2020:

2019:

2018:

2017:
(sammen med Cantabile 2)

2016:
(sammen med Familien)

2015:

*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 117 teateranmeldelser.

tirsdag den 30. juni 2020

Visesangeren Iben Hasselbalch



Foto: Majka Bjørnager. 
Iben Hasselbalch fra festivalen MØD VERDEN (2019) 
til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening.

Iben Hasselbalch har været med på festivalerne flere gange. Første gang var i 2014, hvor hun medvirkede til festivalafslutningen i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat på Christianshavn, hvor hun dels fortalte om en af sine mange spanske litterære oversættelser og dels spillede et par viser. Siden har hun været med flere gange. Ikke mindst i HF Prøvestenen, hvor hun var med i 2017 og 2019 – og i år er hun det igen. 

Se videoen med et lille uddrag fra Iben Hasselbalchs sang ”Bellevue” 
fra cd´en: ”Drømme og andre sange” (2016). 
Filmet af Irma Clausen i HF Prøvestenen i 2017. 
Hele indslaget kan høres her.

Ibens første cd, ”Tankens magt”( 2009) består ligesom efterfølgeren, ”Drømme og andre sange”(2016) af sange, der er skrevet og komponeret af Iben selv. Ofte er det viser, der både har et varmt, men også satirisk blik på livet omkring os.

Hør titelnummeret fra ”Tankens Magt”

Uddrag fra festivalanmeldelse:

”Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitar, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.”

 Læs hele festivalanmeldelsen af ”Drømme og andre sange” (2016). 



Mød Iben Hasselbalch 
på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER

mandag den 29. juni 2020

NYNNE BILLESBØLLE TWOREK: Set igennem en glasdør

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til 2. del af podcasten ”Til Lea”

I efteråret 2019 mødte jeg Eva Billesbølle Tworek, der indviede mig i sine kommende udstillingsplaner. Det resulterede i en podcast, som optakt til Evas medvirken på festivalen sidste år, hvor hun præsenterede datteren, Nynne Billesbølle Tworek, der arbejdede på en digtsamling med samme tema som udstillingen. Digtsamlingen er i mellemtiden blevet færdig og har fået titlen GLASDØREN. Både Eva og Nynne er med på den kommende festival, hvor Eva fortæller om arbejdet med færdiggørelsen af udstillingen, mens Nynne fortæller om den nye digtsamling.  Både udstilling og digtlancering løber sammen, for digtene akkompagnerer malerierne på udstillingen – og omvendt.

Hør mere på denne 5. festivalpodcast, der er 2. del af ”Til Lea”.

I første del fortælleren moren, Eva Billesbølle Tworek, om arbejdet med udstillingen, der handler om datteren Lea, som er født med et kromosom for meget og har Downs syndrom. Mens datteren, Nynne Billesbølle Tworek, fortæller om, hvordan det er lykkedes at opbygge og udbygge kontakten til søsteren uden om forældrene. Det er stadigvæk en ny og sitrende kontakt. Men faktisk går det mange år tilbage, selv om det stadig føles nyt. Det er svært, men spændende.

Via podcast-optagelserne med mor og datter er der mulighed for at følge deres arbejde med maleri og digt. Det er et møde med to kunstnere, der på hvert deres felt har sat ord og billeder på noget af det unævnelige og tabuerede, der ligger i at fortælle om at have et barn og en søster med Downs syndrom. For hvad betyder det, og hvilken historie fortæller det om os andre?


                                                                   Foto: Michael Svennevig


For i mødet med Lea møder vi også det irrationelle, og det giver os mulighed for at lære noget om at være menneske. For det giver indblik i meget af det, som vi til dagligt glemmer, og som vi alligevel higer og stræber efter. Det er ikke for ingenting, at udstillingen er døbt ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN, for vi bliver sat til tælling, når vi skal genopfinde os selv i mødet med en som Lea. Her kan vi ikke klare os igennem med hurtige løsninger. Her er der kun nærvær og autencitet, der gælder. Det er noget af det møde, som udstillingen ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN og digtsamlingen GLASDØREN forsøger at fastholde, og som vi med Nynne Billesbølle Tworek og Eva Billesbølle Tworeks assistance kan møde på den kommende udstilling. Lyt med her!

Eller som Nynne skriver i digtet ”Ambivalent” 
fra digtsamlingen GLASDØREN:

”19% af den danske befolkning
 synes det er grænseoverskridende 
eller gør dem usikre/at sidde ved nabobord til 
en udviklingshæmmet/kom jeg til at læse
to dage før 
hun og jeg 
skulle på café sammen
uden forældre
pædagoger
eller vikarer. ”



                                                                            Foto: 



I podcasten taler vi bl.a. om en lille tegnet film af Alex Widdowson, der er offentliggjort via New York Times, der er en af de sjældne skildringer af livet med en bror med Downs. Skildring, der minder meget om livet med Lea, hedder: "You´re a Complete Mystery to Me. Meet my Brother Jamie".

Hør Nynne fortælle om og læse fra GLASDØREN til festivalafslutningen.

Musikken i ”Til Lea” (del 2) er improviseret af Nynne selv på klaver. Det er udsprunget af et øjebliks leg i forsøget på at favne søsteren med toner. Det samme har hun gjort med Leas lyde. 

Hør også Nynne i samspil med Marie Holm Hansen til festivalåbningen

Lyt til 1. del og 2. del af podcasten.

Lyt til festivalens 1. præsentations podcast 
med uddrag fra de 6 første festivalspodcasts.

Læs mere om festivalen

fredag den 26. juni 2020

EVA BILLESBØLLE TWOREK: At fange øjeblikket



Foto: Michael Svennevig.


1. del af podcasten ”Til Lea” (i to dele)

I efteråret 2018 mødte jeg Eva Billesbølle Tworek, der indviede mig i sine kommende udstillingsplaner. Det fortalte hun om på podcasten , der blev lavet som optakt til Evas medvirken på festivalen sidste år (læs mere), hvor hun på festivalens 2. dag i Vanløse malede til lyden af nepalesiske syngeskåle. Det blev til et af malerierne på den kommende udstilling ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN. Eva fortalte også om ideerne bag udstillingen, der siden har taget konkret form. Det fortæller hun om på den kommende festival HVOR REGNBUEN ENDER forud for udstillingens åbning til efteråret.

Allerede på festivalen sidste år nævnte Eva, at datteren, Nynne Billesbølle Tworek, arbejdede på en digtsamling med samme tema som udstillingen. Den er i mellemtiden blevet færdig og har fået titlen GLASDØREN. Både Eva og Nynne er med på den kommende festival, hvor Eva fortæller om arbejdet med færdiggørelsen af udstillingen, mens Nynne fortæller om den nye digtsamling.  Faktisk er det meningen, at udstilling og digtlancering løber sammen, for digtene akkompagnerer malerierne på udstillingen – og omvendt.


"Portræt af Lea" var med på Janus VestjyllandsKunstmuseum, da de i sidste weekend åbnede 
KS - 48. censurerede udstilling i Tistrup, hvor billedet kan ses fra den 20.6.-9.8.20.



I 1. del fortæller moren, Eva Billesbølle Tworek, om arbejdet med udstillingen, der handler om datteren Lea som er født med et kromosom for meget  og har Downs syndrom.

Via podcast-optagelserne med mor og datter, er der mulighed for at følge deres arbejde med maleri og digt. Det er et møde med to kunstnere, der på hvert deres felt har sat ord og billeder på noget af det unævnelige og tabuerede, der ligger i at fortælle om at have et barn og en søster med Downs syndrom. For hvad betyder det, og hvilken historie fortæller det om os andre?

I mødet med Lea møder vi også det irrationelle, og det giver os mulighed for at lære noget om at være menneske. Det giver indblik i meget af det, som vi til dagligt glemmer, og som vi alligevel higer og stræber efter. Det er ikke for ingenting, at udstillingen er døbt ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN, for vi bliver sat til tælling, når vi skal genopfinde os selv i mødet med en som Lea. Her kan vi ikke klare os igennem med hurtige løsninger. Her er det kun nærvær og autencitet, der gælder. Det er noget af det møde som udstillingen ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN og digtsamlingen GLASDØREN forsøger at fastholde, og som vi med Nynne Billesbølle Tworeks og Eva Billesbølle Tworeks assistance kan møde på den kommende udstilling. 

Lyt til 1. del  og 2. del af podcasten 

Musikken i ”Til Lea” (1. del) er komponeret og spillet på klaver af Benny Tworek. Det er en komposition, der forsøger at indfange billedet af Lea i toner. Benny Tworek, Leas far,  medvirker selv på podcasten og fortæller om sin oplevelse af livet med Lea.

I podcasten taler vi bl.a. om en lille tegnet film af Alex Widdowson, der er offentliggjort via New York Times, der er en af de sjældne skildringer af livet med en bror med Downs. Skildring, der minder meget om livet med Lea, hedder: "You´re a Complete Mystery to Me. Meet my Brother Jamie".

Mød Eva Billesbølle Tworek på festivalens 

    Lyt til 1. præsentationspodcast 
- med uddrag for de første 6 festivalpodcas

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER  


*