Anmeldelse: HVORFOR BLIVER DET NAT i Den Grå Hal og IND I MØRKET på Krudttønden

Fotos: Amogh Pant (Hvorfor bliver det nat) og Per Morten Abrahamsen (Ind i mørket)

To fantastiske teateroplevelser dybt inde i mørket. Men også to diametralt forskellige oplevelser. Den ene, HVORFOR BLIVER DET NAT, forklarer os, hvorfor og hvordan vi fandt lyset, mens den anden, IND I MØRKET, trækker tæppet væk under os, så vi falder ned i et bundløst mørke. Begge forestillinger er betagende eksempler på, hvad teater kan, når det er lagt i hænderne på store teaterkreatører og tryllekunstnere.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

IND I MØRKET

af Mærkværk og Teaterhuset Filuren

på Krudttønden

Normalt når jeg ser en god forestilling, er jeg bagefter fuld af ord. Ordene vokser ud af mig, for jeg vil gerne dele min glæde og begejstring, men det er anderledes med IND I MØRKET, der efterlader mig stum og forstenet.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det er MÆRKVÆRKs første samproduktion med Teaterhuset Filuren (Århus). Julie Maj Jakobsen har skrevet stykket efter en ide af Anne Gry Henningsen, der er kunstnerisk leder af MÆRKVÆRK og som også står på scenen sammen med Rasmus Elbo. De er instrueret af Jonas Preben Jørgensen og spiller henholdsvis mor og søn. Rasmus Elbo spiller den 15-årige søn, Harald. Han virker aldersløs og han kunne være alt fra 15-25 år. Han er dermed jævnaldrende med de unge som forestillingen er skabt for, men forestillingen er aldersløs - og kan ses af alle fra 13 år og op. Lad det være sagt med det samme: det er et brag af en forestilling.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Manuskriptet af Julie Maj Jakobsen er mesterligt. Det samme gælder instruktionen af Jonas Preben Jørgensen. Det går efter struben og virker dræbende. Hver en replik er slebet til og virker træfsikker. Det er så godt, at det næsten ikke er til at holde ud. Det bygger langsomt op. Vi møder de to, moren og sønnen hjemme i lejligheden, hvor de bor. Moren kommer træt hjem fra en nattevagt, hvor en ung dreng, på alder med sønnen, er blevet bragt ind, efter at være blevet stukket tre gange i maven. Sønnen sidder foran computeren. Han siger, at han har været til fest og er kommet tidligt hjem. Moren taler efterfølgende med hans kammerater, der siger, at han slet ikke var med og at det er længe siden, de har set ham. Da moren konfronterer ham med det, svarer han undvigende.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

De står lige overfor hunanden, men med en afgrund imellem sig. Moren forsøger at nærme sig sønnen, der undviger. Når hun går ham på klingen, springer han væk.  Pludselige slår han over i vredesudbrud, der skræmmer hende. Hun er i tvivl, om han taler sandt. Da hun griber ham i en løgn, eskalerer det. Ved hun overhovedet, hvad han går og foretager sig?

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det antydes, at der skete noget for et år siden, der gør, at moren egentlig har god grund til at bekymre sig, men det er først meget senere, at vi finder vi ud af, hvad det er. Under hans seng finder hun en kniv.  Han fortæller, at han ikke ser sine gamle venner mere. At han har fundet nye. Pludselig siger han noget, der får hende til at studse, for hvad mener han virkelig - og hvem er han egentlig? Kender hun ham overhovedet længere?

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Scenografien, af Astrid Lindgreen Hjermind, med et hvidt telt midt på scenen, hvorpå der kan opprojiceres billeder og film, og som kan belyser fra mange sider, for til sidst at falde helt sammen, er enkelt, elegant  og meget virkningsfuldt. Det tilhørende video- & lyddesign, af Jens Mønsted, fungerer flot sammen med og fuldendes af lysdesignet af Jesper Munk Jepsson.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Handlingen sker gradvist. Først er det bare en lille sprække i tilliden mellem dem,  hvorigennem mørket slipper ind, senere vokser det sig stadigt større. Som publikum sidder vi som forstenede uden grund under fødderne - ligesom de to på scenen. Vi er draget med ud på en rejse IND I MØRKET, hvorfra ingen veje fører  tilbage. Mørket er nådesløst. Det er netop det, der gør det så uafrysteligt. Begge personer, der spilles knugende af Anne Gry Henningsen og Rasmus Elbo , er umulige at affeje. Det samme gælder hele forestillingen om  højreekstremisme og radikalisering, uden at det nævnes overhovedet.  Vi er gået med ganske langsomt. Skridt for skridt er vi fulgt med ind i mørket. Mørket er bundløst og uforsonligt. Det er teater, når det er allerbedst.  

Foto: Per Morten Abrahamsen.

IND I MØRKET

af Mærkværk og Teaterhuset Filuren

på Krudttønden

Medvirkende: Anne Gry Henningsen & Rasmus Elbo

Instruktør: Jonas Preben Jørgensen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Scenograf & kostumedesigner: 

Astrid Lindgreen Hjermind

Video- & lyddesigner: Jens Mønsted

Lysdesigner & afvikler: Jesper Munk Jepsson

Scenemester & bygger: Claus Madsen

Rekvisitør: Linda Fallentin

Instruktør- & rekvisitørassistent: 

Mille Rosenkvist Thomsen

Afviklere, Krudttønden & turné: 

Viktor Holm Lauridsen og Emil Wardeh

Producent: Teaterhuset Filuren & MÆRKVÆRK 

efter idé af Anne Gry Henningsen

Hjemmeside

Tidligere anmeldte forestillinger af MÆRKVÆRK:

2024:

Grænseløst

2023:

Drøm drøm drøm

2020:

Frontløberne

Under huden

2017:

Stræber

Foto: Amogh Pant.

HVORFOR BLIVER DET NAT

af KORBO

i Den Grå Hal

Der er nogle teateroplevelser, jeg slet ikke ønsker skal slutte. HVORFOR BLIVER DET NAT af dansk/franske KORBO er en af dem. Det er noget af det smukkeste, mest poetiske og charmerende, jeg længe har set.

Efter at have taget skoene af, bliver vi ført ind i en sort telthule. Vi sidder ganske tæt på fire rækker omkring den opbyggelige mytefortælling om, hvordan mennesker og dyr i tidernes morgen var et og det samme. Nogle var dyr, andre var mennesker og de kunne skifte fra det ene til det andet. 

Foto: Amogh Pant.

Der er en ravn og der er et hus. Der er en gammel mand og en datter. Der er et barn, der vokser op og en hemmelighed, der lidt efter lidt bliver åbenbaret. Der er et håb, der bliver født og der er et lys, der ser skinner ud over verden for første gang.

Den allegoriske fortælling er lille og alligevel stor. Det er skabelsesfortælling, der stammer fra et oprindeligt folk på den canadiske vestkyst, hvor vi synker ned i historien, der foregår i et lille hus mellem træerne i skoven gemt bag snedækkede bjerge. Det er der, vi møder både mennesker og dyr - og os selv. Det er det særlige ved myternes magi, for de handler ikke bare om verden rundt om os, de handler også om os selv og den måde vi er til i verden på. 

Foto: Amogh Pant.

Der er tre på scenen. To skuespillere og musiker. Men David Tholander er også tryllekunstner, uddannet fra École Jacques Lecoq i Paris. Han er sammen med Léna Rondé, fransk skuespiller, sanger og instruktør, kunstnerisk ledere af Korbo. Claus Kaarsgaard akkompagnerer og spiller både kontrabas og cello. Uddannet fra The Royal Conservatory of the Netherlands. Sammen har de skabt denne lille perle af en forestilling, hvor trylleri, visuelt teater og musik genfortæller myten og tæmmer mørket.

Lyd (Rastko Lazic), lys (Martin Danielsen), konstruktion (Jesper Folke), billedkunst (Luc Perez), kunstnerisk sparring (Seimi Nørregaard). Det hele glider sammen i en magisk kombination, hvor det ene understøtter det andet, og opnår en fylde og et format, der gør denne lille forestilling til et betagende under. Kitt Johnson, der også står bag festivalen, som forestillingen er en del af, har haft øje og hjerte med udefra.

Foto: Amogh Pant.

Vi får forklaret verden. Alt det vi ikke forstår forsvinder, og tilbage står fortællingen om, hvordan verden er, som den er. De er alle tre klædt i sort, så det er kun deres ansigter vi ser. Det er betagende at betragte Davids Tholanders ansigt. Det er uudgrundeligt. Som magiker må det være utroligt at have et ansigt, der er så sigende. Der er noget lidt fortabt over ham. Han forekommer lidt stakkels og så alligevel ikke. Det ene øjeblik ligner han et månebarn og det næste øjeblik kan han trylle, så vi mister enhver fornemmelse af tid og sted.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der har kedet mig grumt, når jeg er blevet præsenteret for diverse selskabstryllerier. Jo, der er overraskende, men også umådeligt kedsommeligt. Det er mange af de samme tricks, der indgår i forestillingen, men her bliver det vitterlig magisk, for i denne mytiske sammenhæng giver de mening og resonerer med historien, som de indgår i. Det hele får vinger og flyver afsted med os til de canadiske skove langt herfra.

Det er fortalt med stor nænsomhed og et sitrende nærvær, der forplanter sig til os. Historien er bearbejde og komprimeret til det allermest nødvendige. Det er så godt, at jeg tænker, at jeg bare har lyst til at blive siddende.

Det kan opleves og nydes af alle fra 6 år og op. Det giver ingen mening at kaldet det en børneforestilling. Det er en forestilling om mennesker og dyr for mennesker. For unge såvel som for gamle. Det rammer lige i hjertet.

Foto: Amogh Pant.

HVORFOR BLIVER DET NAT

Idé, skabelse og performance: Léna Rondé & David Tholander 

Medskaber og musiker: Claus Kaarsgaard

Outside eye: Kitt Johnson

Lyddesign: Rastko Lazic

Lysdesign: Martin Danielsen

Konstruktion: Jesper Folke

Billedkunstner: Luc Perez

Kunstnerisk sparring: Seimi Nørregaard

Hjemmeside

Indgik i festivalen C!CAF, 

der finder sted fra den 14.-24. april 2026 

i Den Grå Hal i København.

"Copenhagen Circus Arts Festival er en biennale, der viser international cirkuskunst af høj kvalitet. Forestillinger, der griber dig lige der, hvor grænsen mellem cirkus og kunst udviskes. Hvor noget nyt og enestående skabes! En uimodståelig bastard!"

*

Se også oversigten 

over de øvrige 261 anmeldelser.

*

Om TAKNEMMELIGHED og SOMMERFEST

 

Jeg føler stor taknemmelighed. Jeg er omgivet af mennesker, og der er en masse af dem, der har hjulpet mig på min vej. Jeg har aldrig været bange for at spørge andre om råd og vejledning. Jeg har altid vidst, at mange andre har gået af samme veje – og der er ingen grund til at gøre de helt samme opdagelser, hvis andre kan fortælle om, hvordan de er nået frem. Jeg har altid været nysgerrig – og det er jeg stadig. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er at være menneske. Hvad er det, der binder os sammen og driver os. Vi er alle forskellige og alligevel ens. Vi tror, at alting er så personligt, men det vigtigste er fælles for alle. Det er det, der gør det så spændende at møde nye mennesker. Pludselig opdager man alle de ligheder og forskelle, der er. Det er berusende. Jeg har altid været drevet frem af nysgerrighed og så har jeg været ærgerrig, for der var så meget, jeg ville nå og opnå. Jeg skriver ”var”, for sådan er det ikke længere. Jeg mærker ikke længere ilden indeni for at opnå og blive noget særligt. Det er det spændende, for nu er jeg ved at udforske hvem jeg er, når ilden ikke er der mere. I hvert fald ikke den ild, der fik mig til ar arbejde nonstop fra jeg var 24 år og endelig fandt min retning. Det var dengang jeg flyttede til Grækenland og et år senere kom hjem igen og havde fundet ud af, at jeg ville være dukkemager og dukkefører – og at dukketeatret skulle være min vej. Bagefter kom litteraturen og dramatikken til. Senere igen forlaget og festivalerne. Så kom alle podcastene – og nu er jeg komme gennem skoven og ud til det åbne landskab på den anden side. Herfra kan jeg se milevidt til alle sider. Udsigten er uendelig, og jeg er ikke længere tvunget til at arbejde og arbejde. Min ærgerrighed er væk og jeg føler mig fritaget for at knokle afsted.

Jeg har været meget spændt på, om det over hovedet ville lykkes. Vi er alle vanemennesker. Jeg er – og ville det overhovedet være muligt, at leve videre befriet for denne indre motivation? Nu er der ikke længere en masse jeg skal. Der er i hvert fad ikke noget jeg nødvendigvis skal. Hvad er livet uden det? Er det overhovedet værd at leve? Hvem er jeg, når jeg affører mig den klædning? Det har været det, jeg skulle undersøge og nærme mig. Pludselig har jeg al den tid i verden, jeg kan ønske mig. Hvordan ville det være? Ville det være skønt eller forfærdeligt - eller måske bare tomt? Det er det, jeg er gået i møde. Jeg tænker at det, er det hele. Det er på én gang både skønt og forfærdeligt. Men først og fremmest er det befriende og berigende. Det er en kæmpe luksus. Det, at kunne disponere helt frit, er en forrygende følelse. Gennem alle årene, er det ofte at jeg har gemt noget med tanke for, at når jeg engang fik tid og mulighed for det, var det noget, jeg ville dykke længere og dybere ned i. Det er der, jeg er nu. Det er her, lige her, hvor livet bruser imod mig på en ny måde. Jo, det er muligt stadig at holde det helt frisk og nyt. Det har jeg altid insisteret på, men det kræver sit, for at lykkes.

Det er her den store taknemmelighed viser sig. Der er så mange, jeg har passeret på vejen. Så mange jeg har danset med og ladet mig inspirere af. Både før, under og efter festivalerne har jeg været tæt omgivet af mennesker. Jeg har fået lov til at spørge dem om deres liv, værk og virke – og har forsøge at forstå deres vej gennem livet. At finde ud af, hvad der har formet dem og hvorfor de er blevet, som de er. Det har også været samme spørgsmål, jeg har stillet mig selv, men det har altid været langt mere udfordrende og spændende at spørge andre om det, for deres svar har været så uforudsigelige og overraskende – og det har næret og inspireret mig.

 

Skrevet forud for SOMMERFESTEN/

min fødselsdag den 16. maj 2026 i haven.

*

Se invitation.

FB-begivenhed.

 

*

INVITATION til SOMMERFEST & fødselsdag, lørdag den 16. maj 2026

 

Et af mine egne fotos fra haven.

Hjerteligt velkommen til SOMMERFEST & fødselsdag, lørdag den 16. maj fra kl. 14 i min have. Efterhånden er det blevet lidt af en folkefest. Sikkert fordi det er en åben invitation, hvor jeg også byder nye velkommen. Det er spændende at se, hvem der dukker op – og glædeligt med alle gengangerne. Men også at så mange fra haveforeningen tager imod invitationen.

Foto fra min have.

Det føles som om verden er helt ny. Der er sket så meget nyt, så det er lidt som at træde ind i et nyt liv. Selvfølgelig forsøger jeg at tage det bedste med fra mit gamle liv, men det er vigtigt også at holde døren åben ud mod det nye. Det er skønt, når foråret slår igennem og får vinteren til at flygte langt væk. Den glæde fylder de fleste. Alting ligger i frø og det hele ligger bare og venter på, at det grønnes på ny. Efter den kolde vinter er det skønt, når foråret tager over. Solen bliver kraftigere og kraftigere. Dagene bliver længere for hver dag – og det er let at glide ind i glæden. Også selv om det omgivende politiske liv er alt andet end oplivende. Måske ægger det ligefrem forårsglæden på en omvendt proportionel måde. På dette tidspunkt plejer jeg at være i fuld gang med at planlægge den årlige sommerfestival, men sådan er det ikke mere. Det er selvfølgeligt lidt underligt, men det er også skønt pludselig at have fået et nyt liv. Det er stadig et ubeskrevet blad i en ny bog, der ikke er navngiven - og det er heller ikke noget, jeg har ikke travlt med at få gjort. Jeg vil gerne bevare åbenheden, så længe som muligt – og også gerne forlænge og finde hvile i den. Det er sjældent at kunne have så megen tid og så mange muligheder, der endnu står åbne. Så kom og vær med i alt det spirende nye, som jeg gerne vil dele med jer.

Foto fra min have.

Ligesom jeg plejer, har jeg valgt også i år at lægge invitationen ud som en åben FB-begivenhed. Det synes jeg, er en god måde at bevare åbenheden på. En sjov udløber er de to unge fyre, der dukkede op for et par år siden. De blev ved med at vende tilbage og er siden blevet en del af haveforeningen. Ikke mindst, da de lod sig skrive op på ventelisten, og er faktisk rykket så langt frem, at de selv får haver i år. Der kan ske så meget forunderligt, hvis vi er åbne over for hinanden - og tør tage en chance. Det er med til at gøre verden så meget mindre, men samtidig også større.

 

 VELKOMMEN  

til 

SOMMERFEST & fødselsdag

lørdag den 16. maj 2026 fra kl. 14 

i min have 5NB ved fælledplænen

HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2400 Kbh. S.

 FB-Begivenhed.

*

Læs også teksten om 

TAKNEMMELIGHED og SOMMERFEST

(17.4.2026)

*

Anmeldelse: TARANTULA på Thorvaldsens Museum og AMAGER STATSBORGERSKABS KONGRES på Tårnby Rådhus

 

Foto: Søren Meisner (Tarantula), Rocio Christensen

 & David Sebstian Lopez Restrepo (Amager Statsborgerskabs Kongres).

Dokumentaropera på Thorvalsens Museum og Statsborgerskabs Kongres på Tårnby Rådhus. Der er bid i TARANTULA, en nyskreven opera af Mauro Patricelli, og der er selvoplevede livsberetninger, der bider fra sig på AMAGER STATSBORGERSKABS KONGRES instrueret af Anders Liebmann. 

Foto: Søren Meisner.

TARANTULA

- en dokumentaropera 

af Mauro Patricelli

på Thorvaldsens Museum

27. og 28. marts 2026

60 minutter.

Egentlig er rummet for lille og for trangt. Vi sidder på tre rækker ganske tæt og heller ikke særligt mageligt. Klemt inde mellem Thorvaldsens skulpturer, der tårner sig op over os. I den ene ende hans kæmpestore selvportrætstatue og i den anden ende hans store rytterstatue. I loftet er der de smukkeste rosetter og kranse. Vægfarverne er markante og kraftige. På en måde må vi sidde og kæmpe med begyndende hold i nakken, fordi vi sidder så tæt på, og alligevel gør det ikke noget, for da dokumentaroperaen  TARANTULA sætter i gang, kaster lyden og akustikken os himmelhøjt op. Det er et regulært chok. Lyden er pågående og direkte. Den blæser mig bagover. Først virker musikken staccato og skarp. Det tager lige et øjeblik at få ørerne rettet ind efter dens voldsomhed, der hældes ned over os. Men jeg er vild med det. Det er som et hav, jeg dykker ned i. Dybt, dybt ned. Det er umuligt at få vejret og alligevel opstår der straks en ny måde at trække vejret på - gennem musikken. 

Foto: Søren Meisner.

Rent visuelt er det umuligt at afkode, hvad det er, vi skal opleve. Yderst til venstre står det cembalo, som Mauro Patricelli, der både er komponist og librettist, spiller på. Det er et smukt og værdigt instrument. Det er pudsigt med den spinkle lyd af de knipsende strenge. Det er en fin og meget distinkt lyd, der egentlig er al for lille til resten af den store instrumentopstilling, men den sprøde lyd er perfekt i den forstærkede helhed. Det gælder også resten af instrumenteringen. Ved siden af står Anders Banke, der spiller på saxofon og tværfløjte, og dernæst Thommy Andersson, der spiller på kontrabas, cello og elektrisk guitar. 

Signe Asmussen spiller på violin og synger. Bag hende er percussionisten Matias Seibæk. Han er vokalt miket op ligesom Signe Asmussen og Anders Banke. Det er de tre, der lægger stemmer til TARANTULA. Deres stemmer er orkestreret som var de selv instrumenter. I passager synger de glidende og sorgmættet, men det er Signe Asmussen, der er den egentlige solist. Lyden er organisk sammenvævet med de øvrige instrumentalister. Det er en underfuld blanding af nyt og gammel. Det er en vild kombination af elektrisk guitar, saxofon, opera og en musik, der knytter an til forskellige tidligere perioder i musikhistorien. Der er trommebaserede passager, hvor vi bliver slynget tilbage til tidlig folkemusik, hvor rytmerne er så dansante, at det bliver til dansemusik. Det afløser mere moderne passager, hvor et mere elektronisk lydunivers sprænger musikken, så den fragmenteret slynges hid og did. Jeg er vild med at placere mig i midten af moderne klassisk kompositionsmusik, hvor det ofte er svært at orientere sig. Men denne aften vil musikken det hele. Den vil både være vild og hidsig, nær og intim, og også dykke tilbage i tidligere musikalske lydbilleder, når den bydes op til dans. Vi bliver ikke mindst budt op til en tarantel, som det er svært at sidde stille til.

Foto: Søren Meisner.

Librettoens intellektuelle univers, der spændes hen over musikken, sagde mig ikke noget. Operaen er inddelt i 3 dele, der hver har sit tematiske motiv, der bindes sammen af fotos og film, der viser på fem store skærme bag musikken. Rent teknisk er operaen et udstyrsstykke. De adskilte dele larmer, men glider også sammen i en storslået og meget inciterende musisk oplevelse. Det giver mening med genrebetegnelsen "dokumentaropera", for det beskriver godt den kunstneriske hybrid, vi kan opleve midt i Thorvaldsens Museum. Selv om vi sidder alt for tæt og presset ind mellem skulpturerne i det lange rektangulære rum, matcher det musikken på en skæv og alligevel meget organisk måde.

Foto: Søren Meisner.

På en måde forsvandt rummet og alting opløste sig, da musikken satte ind. Det var så overrumplende. Der var intet at holde fast i, der var ikke andet for end at følge med i denne gigantiske dans. Selv om de medvirkende ikke flyttede sig, fremstod den samlede oplevelse som en hurtig og hidsig dans. Fra skærmene over os buldrede billederne imod os. Der var gigantiske filmede nærbilleder af en hånd, der kradsede i noget, vi ikke kunne se, hvad var. Nogle gange var det dobbelt-eksponerede billeder af hånden og edderkopper. Der var mange edderkopper. Deres bid er både dødelige og ophidsende. I hvert fald i denne musikalske opskænkning. Hånden bevægede sig rundt, som en edderkop. Løbende. Den standsede op, blev stående, løb rundt og gjorde sig klar til at bide. Den blev levendegjort som et selvstændigt dyr. Det var filmet forførende og yderst æstetisk i sort/hvidt af fotografen Søren Meisner. Om det også var danseren Jessica Lyalls hænder, ved vi ikke. Billederne af hendes dans var lige så smukke og udtryksfulde. Hun var filmet som en af Thorvaldsens skulpturer, der træder os i møde og danser ud af marmoret. Det var på en gang lyrisk og dyrisk. Det var en fryd af opleve det kunstneriske niveau. Florient Azoulary havde instrueret. Annette Hansen var scenograf. Birk Horst havde lavet lyddesign. Philip Meedom havde stået for lysdesignet.

Foto: Søren Meisner.

Den billedmæssige høje kvalitet bar det hele. Jeg kunne sagtens have undværet det lidt docerende lag, som den tilhørende libretto fik gjort alt for repeterende, som en rest fra et akademisk foredrag. Referencerne til Henrik Ibsens "Et Dukkehjem" og Bournonvilles "Napoli", der blev møjsommeligt forklaret og lagt ud både af danseren Jessica Lyall og af teaterforskeren Bent Holm, blev alt for udpenslet. Dels fik vi det som filmede sekvenser og dels som opprojicerede grafisk tekst, der bevægede sig hen over skærmene. Blandingen af antropologisk research, dokumentariske kilder og forsøget på at sætte to ikonografiske kvindeskikkelser i et nyt lys: Nora fra "Et Dukkehjem" og Teresina fra "Napoli" ansporede mig ikke til at trænge yderligere ind i værket. Jeg var allerede langt inde i det musikalske landskab, og tekstlaget insisterede på at møde mig som en udenforstående ved indgangen.  

Foto: Søren Meisner.

Men jeg tager hatten af for fremførelsen af dette gigantiske værk, der bød op til en taranteldans, der formåede både at være livgivende - og samtidig dødelig. Det var i den dobbelthed, at værket sprang os i møde og dansede tæt ind på os. Det var også en danse macabre. Der var utvivlsomt nogle blandt publikum, der ikke overlevede, men selv oplevede jeg det berigende og meget livgivende. Jeg gik løftet derfra, nærmest dansende.

Foto: Søren Meisner.

TARANTULA

- en dokumentaropera 

af Mauro Patricelli

på Thorvaldsens Museum

27. og 28. marts 2026

Mauro Patricelli: komponist, librettist og cembalist

Signe Asmussen: sang

Matias Seibæk: perkussion

Anders Banke: saxofon

Thommy Andersson: kontrabas

Jessica Lyall: dans

Bent Holm: idé og dramaturgi

Florient Azoulay: iscenesættelse

Søren Meisner: videokunst

Anette Hansen: scenografi

Birk Horst: lysdesign

Philip Meedom: lyddesign

TARANTULA gennemførtes med støtte fra Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Foundation, Wilhelm Hansen Fonden, Koda Dramatik, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Lasson Andersen Fonden, Dansk Komponistforening, Art Music Denmark, Københavns Kommune

Hjemmeside

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Amager Statsborgerskabs Kongres

på Tårnby Rådhus

af Tårnby Park Studio

19. - 29. marts 2026

120 minutter.

Siden begyndelsen af året har Tårnby Park Studio inviteret mennesker fra Amager og resten af verden til at dele deres personlige historier. Deres fortællinger danner grundlaget for en anderledes teateroplevelse skabt af borgere fra nær og fjern, hvor publikum bevæger sig rundt på rådhuset for at lytte til de stemmer og erfaringer, der udgør Amagers lokale fællesskab.

Det er mundet ud i en  performance "der blander kongresformatet med teater, dokumentar og koncert - alt sammen funderet i deltagernes personlige erfaringer fra livet mellem lande, kulturer og med Amager som fælles omdrejningspunkt." 

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Det er blevet til en invitation ind i et levende og fortællefyldt rum, hvor spørgsmål om tilhørsforhold, identitet og medborgerskab understøttes af teatertekniske greb.

Det er let at føle sig velkommen på Tårnby Rådhus. Foran indgangen står en håndfuld små piger og balancerer på nogle opsatser med vimpler på træpinde i hænderne. De er så optaget af deres balanceakt, at jeg fejlagtigt tror, at jeg kan liste mig ind fra siden, men en af dem retter mig straks: "Du skal gå ind forfra!" Så det gør jeg, mens de samlet flager mig ind. Lige så snart jeg træder ind, bliver jeg budt velkommen med sang. I rådhushallen møder den smilende kvinde i receptionen mig med ordene: "Jeg ved godt, hvem du er - og jeg synes, at det er godt, hvad du gør!" Jeg er ikke klar over, om hun ved, hvem jeg er, for det kan også være noget hun siger til alle. Det ville passe godt med den stemning af velvillig  og glad accept, der bruser imod gæsterne. 

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Efter at have fået udleveret program og en navnesnor, får jeg at vide, at jeg hører til  i gruppe 5, og at jeg, inden det går rigtig i gang, har mulighed for at møde nogle af  hovedtalerne, der står ved høje runde borde i forhallen. Deres navne er skrevet på navnetags, der er sat på bordene ved siden af tallerkner med chokoladekiks med kongressens logo som spiselig pynt. 

Der sker noget særligt, når man træder ud af tilskuerens passivitet og interagerer med de medvirkende - ikke mindst her, hvor kongres-formatet blandes med selvoplevede fortællinger. Man skal tage et skridt hen imod en anden og møde vedkommende i det øjeblik, der opstår, når man møder et nyt menneske for første gang. 

Jeg sætter mig ved siden af Rene, der er formand for malersammenslutningen Tårnbymalerne. Han har placeret sig ved et bord lidt ude i siden, hvor han er ved at skitsere et ko-maleri af Theodor Philipsen, der hænger på rådhuset. Vi taler om malerier og Theodor Philipsen. Jeg spørger ham, om Philipsen også har malet køer på Amager, men det ved han ikke.

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Bagefter sætter jeg mig på hug for at være i øjenhøjde med Martin, der er kørestolsbruger. Han fortæller om sit flygtningeengagement. Der startede i Kongelundslejren, men da lejren lukkede, fortsatte han arbejdet på egen hånd på Amager.

Harman er fra Indien, hvor hun skrev digte til en lokal avis. Hun har fået to børn, siden hun kom til Danmark og beretter om, hvordan hun  har bragt en indisk tradition med sig, hvor børnefamilierne mødes hos hinanden og spiser sammen - og at børnene bare går og kommer, uden at de behøver at aftale noget på forhånd.

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Formanden for Statsborgerkongressen, Andreas Liebmann, byder velkommen fra scenen. Camilla Sonne Tiede synger á capella "Jeg ved en lærkerede", mens de balancerende småpiger nu har fået fast grund under fødderne, da de kommer ind som fugle og danser rundt i en fugledans.  

Alle besøgende er inddelt i grupper.  Vi er fem i gruppe 5, der bagefter bliver ledt ovenpå, hvor jeg møder Rene igen, der fortæller om sin amarkanske opvækst, om sit unge arbejdsliv først som messedreng på de danske have og bagefter videre ud i verden til De Dansk Vestindiske Øer, før han kom i lære som elektriker. Selv om han flyttede væk, endte han alligevel med at vende tilbage - næsten til samme sted som han først boede på Amager. Hans far var typograf, så der var altid papir og farver i hjemmet, derfor var det også det kunstneriske, der igen blev plads til, da han blev pensionist - og i dag er han formand for Tårnbymalerne på 16. år. Ved siden af ham hang Theodor Philipsens ko-maleri. Foran os var der lagt blokke og blyanter. Vi var der kun 15 minutter, men egentlig var det meningen, at vi skulle have tegnet René, men det nåede vi ikke, før vi blev ført videre til Ami.

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Ami kom hertil for 34 år siden fra Bosnien. Hun havde indlæringsvanskeligheder. Hun kiggede hurtigt op på os fra bordet, hvor hun sidder, da vi kommer ind. Hun afspillede den indlæste journaltekst om hende samt teksten fra en artikel om hende fra Familliejournalen. De to diametral forskellige tekster skurrer mod hinanden. Det virker voldsomt at høre den kølige og nøgterne journaltekst. Det krymper sig i mig, og der er god grund til at Ami også føler sig forurettet, når hun efter 34 år skal op til indfødsretsprøve. Hun får et afslag, som vi også hører, da hun ikke har haft arbejde, så hun har kunnet forsørge sig selv i de knap 4 år, som det bl.a. kræves for at opnå dansk statsborgerskab. Det er en knugende beretning, og vi går lidt forknytte derfra, da vi bliver ført videre til Grethe.

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Grethe blev pensioneret fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun havde varetaget forskellige jobfunktioner og også var blevet udsendt til Mellemøsten. Det kom hende til gode, da hun blev bedt om at være kontaktperson for to afghanske piger på henholdsvis 14 og 19 år, der var kommer hertil efter 3 måneders flugt gennem Pakistan, Tyrkiet og op gennem Europa til Padborg, hvor de søgte om dansk asyl.  

Grethe fortalte om forløbet med at få dem til at falde til i Danmark, hvor de til sidst opnåede at få asyl og dansk statsborgerskab. Hun havde lagt fotos frem på bordet fra flygtningelejren Moira på Lesbos, som hun i sin tid havde besøgt - og hvortil de to afghanske søstre også i sin tid ankom.  

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Den sidste af de fire, vi skulle møde, var 41-årige ukrainske Vlad. Vi satte os over for ham ved et rundt bord. Han var uddannet ingeniør og havde arbejdet flere år som ingeniør, inden han blev indkaldt til hæren. Men døden på slagmarken rykkede stadigt nærmere, og han valgte at flygte. Han skammede sig over ikke at blive og kæmpe for sit land, men satte alligevel sit eget ve og vel højere end døden på slagmarken. Han indledte med at sige, at det gik tilbage for Ukraine, men ingen ville se det i øjnene. Selv kiggede han os ikke i øjnene, men han udstrålede en vild energi og livsglæde. Jeg spurgte, hvordan han havde kunnet holde sig selv oppe? Det svarede han ikke direkte på. Hans fortælling satte sig fast på mig - og den blev siddende, da vi gik videre. Derved beviste den også det unikke ved det format, som Statsborgerskabs Konferencen havde sat op for os, da den netop evnede at få os rystet ud af tilhørernes passivitet og få det gjort det til en oplevelse, vi delte med hinanden. 

Bagefter fortsatte "forestillingen" med Kor Ukrainian Soul. Derefter var der tæppeudrulning, hvor vi alle skulle tage skoene af, før vi lagde os. Oppe i loftet kørte opprojicerede spørgsmål fra indfødsretsprøven. Mange af dem, kunne jeg ikke besvare rigtigt. Til sidst skulle vi vælge mellem, om vi ville blive liggende, sætte os op eller rejse os op - og klappe. Der var god grund til at klappe.

Andreas Liebmann havde instrueret det vellykkede forløb med video-design af David Sebastian Lopez Restrepo. Musikken var komponeret af Mathias Loose. Boaz Barkan var dramaturg.

Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo. 

Amager Statsborgerskabs Kongres

på Tårnby Rådhus

af Tårnby Park Studio

19. - 29. marts 2026

120 minutter.

Instruktør: 

Andreas Liebmann

Storytellers: 

Aminata Hadziabdic, Salomey Nartey, Jaco Botha & Sheldon Fouché, 

Grethe Bille, Emad-Edinn Almohammad, Elena, Martin Vestergaard, 

Rene Lagermand, Vlad Vereshchakov, Nykyfor, Farza

Video-Designer /Performerere: 

David Sebastian Lopez Restrepo, Rocio Christensen,

Caster / Rum: Kollektivet Samling (Helle Egsgaard & Marie Boye)

Kostumedesigner: Oscar Lyons, Mette Sangaard Dideriksen

Komponist og lyddesigner: Mathias Loose

Dansere: 

Oona Klibo Carstensen, Oona Valeska Liebmann, Grace Aya Høgsted Fellingham, Ellen Kargaard Christensen, Nina Marie Sindahl, Viktorija og Olivia Degn, Kajsa Karlsson

Koreograf Fremtidsklubben: Birgitte Skands

Kor: Ukrainian Soul + Camilla Sonne Tiede

Dramaturg: Boaz Barkan

Grafiker: Max Morris-Doherty

Afvikler: Pape Arce, Mathias Loose og Petra Holbek

Fundraiser: Henriette Rosenbeck

Presssansvarlig: Vibeke Bryld

Praktikanter: Cecilie Secher Hansen, Alfrida Steimle og Max Wallmeier

Producer: Delia Corina Keller

Hjemmeside 

Se også oversigten over de øvrige 259 anmeldelser.