.jpg)
BRAVO! Hvor er det flot!
Ballerinaen Natalia Osipova gæstede Gamle Scene i aftes med et blandet balletprogram, hvor nye og gamle værker smøg sig om hinanden, så det var en fryd.
FORCE OF NATURE var den lidt prangende overskrift, men sådan virkede det.
Natalia Osipova er født og voksede op i Moska, hvor hun blev optaget på Bolsjojteatrets corp de ballet, hvor hun allerede i første sæson helt ekstraordinært dansede otte solistroller. Få år efter blev hun solist og dansede hovedpartierne i det klassiske repertoire: Giselle, Don Quixoto, Svanesøen og La Bayadère. I 2007 under Bolsjojteatrets gæstespil i London fik hun sit internationale gennembrud i Don Quixoto, og siden gæstedansede hun i Paris, Milano, Berlin og New York. I 2012 blev hun Principal Dancer ved American Ballet Theatre i New York, der er et af USA´s mest prestigefyldte balletkompagnier. I 2013 indgik Osipova en fast kontrakt med The Royal Ballet i London, hvor hun fortsat danser i dag, hvor London er blevet hendes kunstneriske hjem.
.jpeg)
Nogle af de største og mest spændende nye koreografer har kreeret værker direkte til hende: Alexei Ratmansky, Wayne McGregor, Christopher Wheeldon, Akram Khan og Sidi Larbi Cherkaoui. Det er således en af de største ballarinaer, der trådte ind på Gamle Scene i aftes.
Titlen FORCE OF NATURE stammer fra den britiske instruktør Gerald Fox` dokumentarfilm af samme navn. som giver et sjældent indblik bag kulisserne i Osipovas liv og arbejde, fra prøverne på Medusa fra opførelsen af den klassiske ballet La Bayadère.
I første del blev vi præsenteret for fem uddrag fra større balletter og efter pausen fik vi en ny ballet i sin helhed. Med sig på scenen havde hun blandt andet principal dancers fra The Royal Ballet i London, Queensland Ballet (Australien) og Dutch National Ballet.
%20(1).jpg)
Det startede traditionelt med uddrag fra Frederick Ashtons La fille mal gardée med musik af Ferdinand Hérold. Men det var i den efterfølgende Le Corsaire Pas de Deux af Marius Petita, med musik af Adolphe Adam, at Natalia Osipova og Giorgi Potskhinshvili (Dutch National Ballet) standsede tiden. Han iført et barbrystet blåt korsarkostume, mens hun iført florlette hvide gevanter. De to sværmede om hinanden og lavede de mest halsbrækkende kast og fald med stor elegance. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre. Publikum applauderede spontant, og det var fra da af, at vi vidste, at dette ville blive en uforglemmelig aften.
Aftenens to moderne værker af Jason Kittelberger, danser og koreograf fra Rambert i London, dansede selv sammen med Osipova. Stærkest i Damage Skin, hvor de er alene på scenen og iklædt sandfarvet satin. Fra de foregående klassiske værker trådte vi nu ind i et intimt rum, hvor tyngdepunktet blev flyttet ned i kroppen. Det handlede ikke længere om at springe længst og højest. Vi befandt os milevidt fra korsarer og prinsesser. I stedet mødte vi to mennesker, der smøg sig om hinanden i et moderne formsprog, der gjorde nøjagtig det modsatte af Ashton og Petipa. Vi var trådt ud af den ideele verden, der stræber efter enhed, højhed og perfektionisme. I stedet gled vi ned til et menneskeligt drama, hvor kroppene selv bliver til dirrende instrumenter. Kontrasten var overvældende og betagende.
.jpg)
På mig har det altid virket forstemmende, når nye og gamle balletværker præsenteres side om side, hvor deres forskellighed brager imod hinanden, i et ønske om at gøre alle tilfredse. Men denne aften lykkedes sammenstillingen, og det ene voksede organisk videre i det andet. I Damage Skin er kroppene ikke længere idealiserede og forførende drømmende. Som titlen antyder, befinder vi os i et forbrændt univers, hvor livet myldrer imod os i al sin pågående frygtelige, men også fascinerende fysikalitet. Fire arme og fire ben glider sammen og skilles, så det tager vejret fra mig. Vi befinder os i en underverden, hvor kroppene mylder frem og tilbage i en konstant gensidig tiltrækning og afstødning. Det er både frydefuldt og svært at tage ind. Alle kropslige linjer bliver udblødt, når kroppene bølger mod hinanden. Det er svært at forstå, at det er Osipovas krop, der i de forrige balletuddrag trippede på tåspidser hen over scenen i skape klassiske positioner. Men her fungerer sammenstillingen - og det ene vokser organisk ud af det andet.
Personligt var jeg skuffet over uddraget fra Isadora af Kenneth MacMillan (1929-1992), som Osipova dansede alene, som det sidste værk før pausen. MacMillan har kreeret så mange fantastiske værker som Mayerling (1978), Romeo & Julie (1965) og Manon (1974) , men i Isadora (1981), der er en hyldest til barfodsdanserinden Isadora Duncan (1877-1927), danser Osipova barfodet rundt med et stort tørklæde, og når man ved, at hun i virkeligheden led en mababer død ved at blive kvalt i et blaffrende langt tørklæde, der vikledes ind i hjulet på hendes bil, får det en anderleds mørk tone. MacMillan har valgt at give Isadora en masse faste og lidt låste attituder, der virker karikerede, som om han på en måde peger fingre af den store barfodsdanserinde. I hvert fald holder han hende ud i strakt arm, og tager hende ikke rigtig alvorligt. Hun er med sin gestik gestaltet som en gammel stumfilmstjerne, der geråder i lutter attituder og falbelader. Det bliver aldrig rigtig menneskeligt.
.jpg)
Det er derfor en lettesteles efter pausen igen at synke ned i Jason Kittelbergers Ashes, der er det aftenens nyeste værk - og skabt til netop denne turné. Musikken er af violinisten Nigel Kennedy & the Kroke Band med Jerzy Bawoł (akkordiom), Tomasz Kukurba (viola) og Tomasz Lato (kontrabas). Musikken er passioneret. Den emmer af tangoinspirerede brudte rytmer. Violin, akkordion, viola og kontrabas er smægtende instrumenter, der går lige til hjertet. Det er passioneret og vemodig musik, der danner melodisk baggrund for Ashes. Det når ikke det fantastiske niveau fra Damage Skin, men mindre kan også gøre det.
På den mørke scene, hvor de to mænd er klædt i mørkt, mens de to kvinder er klædt i lyst, kommer danserne på et tidspunkt selv bærende ind på de remedier, som de skal bruge til at fortælle deres jordbundne historie med. Et gulvtæppe bæres ind og ender med at indrulle en af danserne. Elegant er det ikke, men det behøver det heller ikke at være. Det kunstrneriske niveau er højt, og jeg er vild med den måde som Jason Kittelberger formår at ryste kropene ud af deres vante former. Koreografisk bløder han dansernes fysik op, og gør dem til svajende siv i musikken. Han ryster dem løs af sig selv, så de bliver til dansende toner, der indgår i et pulserende partitur. Jeg bliver ved med at se for mig, hvordan han opløser kroppens normale linjer og gør danserne (hvoraf han jo selv er en af dem) til udflydende størrelser, hvor linjer og former udviskes og vristes løs fra sig selv.
De samme bløde linjer forekom også i Le Corsaire Pas de Deux, men i Ashes får de helt deres eget univers og træder dansen ret imod. De så at sige træder ud imod os, og jeg bliver slået af beundring for den utrolige fysikalitet, der ligger bag, når kroppene opløses og bliver til noget helt andet. Måske til en drøm.
.jpg)
