Anmeldelse: KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD? – en personlig beretning af Nina Harboe

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Det, som Nina Harboe bruger knap 500 sider på at beskrive, ville sagtens kunne siges på 100 sider, og så alligevel ikke, for som bogens undertitel siger, er det en personlig beretning. Det skal vi være glade for. Hvis vi vitterlig gerne vil forstå de dilemmaer, man befinder sig i som pårørende til en demensramt, kræver det meget mere end de knap 500 sider. Nina Harboe træder os åbenhjerteligt i møde med sin beretning, der nok er omstændelig – og sine steder kunne være kortet betydeligt ned, når der fx tales om forskellige film med demens-tema (for det kan man læse om andre steder). Til gengæld giver omstændigheden fuld mening, når der også berettes om ægtemandens sidste svære tid. Det er svært ikke at fælde en tåre, når vi tages med ind i de sidste overvejelser i forbindelse med liv og død. Det sættes endnu mere på spidsen, eftersom demens-sygdommen har det særlige, at den går og kommer som en tyv om natten, indtil den slår sig permanent ned i den syges hjerne og faktisk æder hjernen op indefra. Det er ubehagelige ord, og fakta er, at forløbet ikke er smukt. Det er brutalt og barbarisk, men ikke desto mindre er det kun ved at gå ind i det, at det er muligt at håndtere. Håndtere det? Kan man overhovedet? Muligvis ikke, men bogen er samtidig en smuk og barsk beskrivelse af den sidste tid, der pludselig indtræffer, når vejen ender for en demensramt.

Nina Harboe skriver godt. Selv om bogen i store træk består at dagbogsnotater, er det harmonisk smeltet sammen med hendes overvejelser, der er mere generelle og hævet over dagbogsnotaternes øjebliksregistreringer. Dertil er hun heldig og særdeles privilegeret i og med, at hendes mands barndomsven, Martin, indgår i en livlig og veloplagt mailkorrespondance, der fylder lige så meget som dagbogsnotaterne, hvis ikke mere. Det er de to, der primært er omkring Steen, som Nina Harboes mand hedder. De har selvfølgelig forskellige forhold til Steen. Steen har været gift én gang tidligere, før han bliver gift med Nina. Han er psykolog, og hun er socialrådgiver. I flere tilfælde arbejder de samme. De rejser meget. De er interesserede i klassisk musik og opsøger Wagner-forestillinger flere forskellige steder i Europa. Steen er også radio-entusiast og har en stor samling af radioer og lydanlæg – og har indrettet et særligt rum i kælderen til det. Martin er hans barndomsven. De fulgtes ad i skolen og også i årene efter. Men Martin var aldrig hans fortrolige – og det er egentlig rystende, når Nina siger det samme. Det er derfor et ret komplekst billede, vi får af Steen. For han beskrives også som en, der meget tit placerede sig i centrum af et selskab, med stor diskussionslyst og sin ofte ret ukompromisserende adfærd. Der er ingen tvivl om, at han har være yderst beleven og spændende at tale med, men at han også samtidig må have været ret reserveret.

I en latinamerikansk børnebog blev demens beskrevet som en rist oppe i hovedet på en påfugl. Når den rystede hovedet, faldt filteret på plads, så tanker, ord og følelser uhindret kunne passere igennem, men når filtret sad fast, var alting kaos.

Især Martin er god til at gengive samtaler med Steen, hvor vid og lune trænger igennem i korte frysende og særdeles ærlige ordvekslinger. Det ene øjeblik kigger vi lige ind i sjælen, og det næste øjeblik er alting absurd som i ”Slutspil” af Samuel Beckett. Måske er Beckett en god reference, for der er ingen mening, og samtidig er der masser af mening, men vi skal selv finde den. Det gælder også for læseren af Nina Harboes personlige beretning KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?

 

Nina Harboe: 

KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD? 

– en personlig beretning. 

Forlaget mellemgaard, 2018. 495 sider

 Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Nina Harboe

om lørdagen den 19. september 2026

på KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program

Plakat: Lise Rønnebæk.

Anmeldelse: "7", novellesamling af Katrin Ottarsdóttir

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

I novellesamlingens første novelle, ”Andersine”, er vi sammen med den 9-årige søn, der bliver forskrækket over at hans mor ikke længere ligner sig selv.

”Han tror nok, at det var, da moren kom hjem efter sundeturen, at han første gang lagde mærke til, at noget var forandret ved hende, uden at han kunne sige nøjagtigt, hvad det var. Måske noget med ørerne? Han havde studeret morens ører indgående, når hun ikke bemærkede det, men han kunne ikke få øje på noget, der kunne forklare, hvad det var for en masse, hun havde om dem, ørerne.” (s. 5)

Hun var politiker, men blev bagefter en højtbetalt businesskvinde, og med det enorme ansvar hun har, er hun ofte bortrejst, men når hun kommer tilbage, bliver hun mere og mere ændret for hver gang. Der sker noget med hendes ansigt.

”Og de fine smilehuller på begge sider af munden var en dag helt væk. Han vidste, at hun var hans mor, selvfølgelig vidste han det. Men hun var ikke helt den samme. Moren. Ikke rigtigt.” (s. 6)

Det forandrer sig – og det ender ikke godt. Katrin Ottarsdóttir er god til at skildre livet helt inde i sjælen. Der er noget uforfærdet ærligt, over hendes sprogtone. Der er en barsk tysthed og en tilbageholdt desperation lige bag overfladen. Det er som om hun skriger i tavshed. Hun skriver godt. Rigtig godt, men ubehagelig læsning er det, for vi kommer dybt ind i sjælen, hvor smerterne ophober sig. Hun skærer direkte gennem det bløde omkring hjertet med en kirurgs præcision, indtil hun støder til i hjertet.

 ”Er alt det moragtige ved moren ved at forsvinde?” (s. 10)

Foto: Hugin Eide.

På et par linjer formår forfatteren at indfange essensen af et menneske og det livs, så det står frysende klart for læseren som fx i bogens anden novelle, ”Flyttemanden”:

”Den sivende lyd af varmen får hende til at tænke på kæmpestore blæksprutter, i gang med at presse deres klistrede fangarme ind gennem alle åbninger i husene og omslynge den svedige hud på beboerne, der skjuler sig i lejlighederne. Det føles, som om huden og håret hænger fast i sugekopperne. Hun kan ikke trække vejret, orker det ikke. Men hun er nødt til at orke. For manden, for sig selv. Manden, som ligger derinde i sengen, rystende af kulde, radmager. Tapper. Hun sidder hos ham, som hun har gjort i mere end et år nu, uden pause. Han er hendes mand. Hendes ridder og bedste ven. Hun har aldrig elsket nogen anden så højt som ham. Og i dag har de været sammenføjet i Guds navn i et halvt århundrede.” (s. 16)

Sproget slår hul i den virkelig, vi bliver præsenteret for. Der bliver slået hul ud til en fortabthed, der er betagende, men også skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin Ottarsdóttir.

Om det er døden, der tager over i novellen, vides ikke. Det kunne det godt være. Vi bliver i hvert fald budt inden for i et meget sanseligt univers, hvor den dødende ægtemand og minderne om deres samliv glider sammen med smukke muskuløse flyttemand, der er ved at flytte alting ud. 

I ”Lærerinden” er det den første sanselige forelskelse, der har bidt sig fast. Inden den har fået noget navn. Snart efter følger jalousien. Pigen er 13 og lærerinden er 30 og så er der den nye unge pige…

”Hun ved kun, at kroppen ved noget, som hun ikke ved. Ikke vil vide. Mellemgulvet prøver at fortælle hende det, også kvalmen. Hun vil ikke høre. Kan ikke. Hun er jo lærerindens yndling. Hvorfor er hende den krølhårede så inde hos lærerinden i aften? Og så sent? Hun gætter på, at der nok heller ikke er nogen i bygden, der må vide, at den fremmede pige besøger lærerinden, når de fleste er gået i seng. Men hun ved det.” (s. 28)

Det ender fatalt: ”Og så er det slut. Alt er igen, som det var. Som det bør være. En brusende å, der løber som for livet ned mod havet. Måske skete der ikke noget, i virkeligheden. Hun har altid fået at vide, at hun har sådan en livlig fantasi. Hun har lyst til at le, føler sig så let om hjertet.” (s. 41)

”…du har banket mig for sidste gang”, skriver kvinden på sedlen, som hun kaster hen over hans døde krop i novellen ”Lastbilen”. Hun kommer op at blaffe med lastbilchaufføren, der egentlig var på vej hjem til konen – i en helt anden retning. Lastbilchaufføren tager sit liv op til revision, og har mest af alt lyst til at køre afsted - uden konen.

I ”Toiletrullen” er det hustruen, der føler sig kørt ud på et sidespor. Først til sidst finder vi ud af, hvad der er sket. Det er fatalt og skæbnesvangert.

Den indre ødelæggelse rykker udenfor i ”Forrådskammeret”. Der er en mørktonet fremtidsvision, hvor Danmark bliver angrebet af Rusland velsagtens, og hvor vi må se i øjnene, at det vi ikke troede, der kunne ske – det er alligevel sket. Jo, der var valg i nabolande, hvor populisterne tog over, men det havde ikke alarmeret os. Ikke rigtigt. Det var jo demokratiske valg, selv om demokratiet smuldrede væk bagefter.

Teksten er som en knytnæve i hovedet. Selv om det er en visuel beskrivelse af det værst tænkelige, så fascinerer novellen mig – og det virker som den stærkeste og bedste af den alle. Den er stor og frygtelig, men også knugende godt skrevet. Den er infam, men mærkelig nok også betagende på en højst ubehagelig måde. Den hæver sig op over novellesamlingen, hvor den står og glæde som en dødelig advarsel om at det os af hinanden og den tid i lever ikke.

Herligt – humor skal der også være plads til. Begsort humor, men alligevel - i den afsluttende novelle, ”Damen”: ” Alt oven for halsen er så glat, huden udspændt – som lærred på en blindramme, hvor maleren ikke har fået motivet til at fungere endnu.” (s. 87)

Sikke en læserejse, der ender med disse sætninger:

I skal aldrig stole på hjertet, når det fortæller jer, at alle har fortjent et godt liv …  Den gamle ler. – … og lykkeligt tilmed. Jeres bløde hjerter bliver jeres undergang. Vi er fremtiden! Hun lukker øjnene. Alle tanker slukkes. Endelig fred. (s. 104)

 

 Katrin Ottarsdóttir

7

novellesamling

Oversat fra færøsk af Anya Mathilde Poulsen

Jensen & Dalgaard, 2026

106 sider

 

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. 

Udgivelsesdato:

27. august 2026

 Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Katrin Ottarsdóttir 

om lørdagen den 19. september 2026

på KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program

Plakat: Lise Rønnebæk.

Anmeldelse: BJØRG, roman af Maria Lundborg

Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Maria Lundborgs romandebut GENNEM EN HINDE AF IS udkom i 2019, og nu kommer hendes næste roman BJØRG. Vi træder ind i et have- og blomsterunivers. Hovedpersonen Bjørg er enke efter Asger, der døde 5 år tidligere. Sammen har de døtrene Ida, der er den yngste og letteste og Rakel, der er den ældste og mest besværlige. I hvert fald er der knaster i relationerne imellem dem. Da Asger levede dannede han en slags bro mellem dem alle, men kræften tog ham. Ikke kræften alene, for der er også noget andet, der langsomt lander i læserens bevidsthed. Alt det grønne i haven blev i starten stærkt styret af Bjørg, både i hendes egen have, men også i andres, for dem rådgiver hun via nettet. Hun er god til sit job, hun er på en måde enerådende, men når arbejdshandskerne tages af, så er det som om livet ebber ud af hende. De fem år siden Asgers død har taget på hende. Hun er blevet ligeglad med sig selv og andre. Til sidst lykkes det hende at finde tilbage bag computeren, og hun begynder igen at ordne og arrangere andres haver. Søren, der har ansat hende, forsøger ihærdigt at få arrangeret et fotoshoot i hendes egen have og siger, at det er en del af arbejdet, men hun orker det ikke. Haven er hendes ét og alt. Da Asger levede beskyldte han hende for at sætte haven højere end deres de tre, og måske havde han ret.

Foto: Ninna Flora.  

Som læser er det ikke let at holde af hovedpersonen. Hun er manipulerende og enerådig. Men vi forstår hende godt – i hvert fald til en vis grænse. Den ene af døtrene får arrangeret, at der kommer en hushjælp, og det er dér, at der begynder at ske ting og sager.

Naturen i haven har bredt sig i de forgangne år, men også inde i Bjørg selv. Det hele er vokset hende over hovedet – også i overført forstand.

Maria Lundborg er god til at økonomisere med oplysninger. Vi får kun ganske lidt at vide i starten, men langsom udvides det og ender med at blive en hel afgrund, der åbner sig foran personerne i bogen. Hushjælpen får sin helt egen fortælling, der vikles ind i Bjørgs historie. De to kvinder finder mening i hinandens selskab.

Det er en meget sorgfuld fortælling, fuld af tåge og dansende elverpiger. Måske ikke konkret, men det handler alligevel om at forvilde sig ud i den sumpede mose, hvorfra der ikke er nogen redning. Ord kan være som mosevand, og de kan være stærkt mættede af skyld og straf.

Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten for enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb.

Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet.

Hvad der sker, skal ikke røbes her, men de to kvinder får vristet noget løs inde i sig selv og hinanden, og på den vis er det en voksende og vegeterende beretning om at finde sine rødder – og beslutte sig for, hvor de skal sættes ned i jorden.

Maria Lundborg: 

BJØRG 

Roman, 223 sider

Rød Panda, 2026

 

Omslag: Thit Thyrring. 

Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

fra KULTURDAGE I ISHØJ.

Mød Maria Lundborg

om lørdagen den 19. september 2026

på KULTURDAGE I ISHØJ 

Se program

 

 

Plakat: Lise Rønnebæk.

 

Samlede anmeldelser til KULTURDAGE I ISHØJ 2026

 

Der er 7 nye boganmeldelser 

og 5 tidligere anmeldte bøger, 

der er med på 

KULTURDAGE I ISHØJ 2026

Det er 3 digtsamlinger, 3 romaner, 

1 novellersamling, 2 erindringsbøger, 

1 børnebog og 2 fagbøger. 

Mød forfatterne: 

Bente Høegh, Benthe Ploug, Erik Trigger, 

Gustav Foss, Jesper Lüzthøft, Karsten Bjarnholt, 

Katrin Otarsdóttir, Lone Kühlmann, 

Maria Lundborg, Nina Harboe, 

Qaali Schmidt-Sørensen og Thomas Bredsdorff 

– og hør dem fortælle og læse op fra deres bøger den 18. og 19. september i Brohuset i Ishøj.

Det er bøger, der forsøger at indfange, hvad det vil sige at være menneske. Nogle er vildt fabulerende, andre er digteriske overvejelser over liv og død og den skæbne, der rammer os, når det uventede sker. Eller personlige beretninger. Bøger er som prismer vi kan kigge ind i. Nogle gange ser vi os selv. Andre gange hinanden. Men det gør os ofte klogere på det liv, vi alle lever – hver for sig og sammen.

Bøger er som udstrakte hænder, der kan holde os fast og som vi nogle gange umuligt kan slippe. Nogle er som lette berøringer, mens andre sparker os omkuld. Ligegyldigt om du foretrækker det ene eller det andet, så kan du møde det hele på KULTURDAGE I ISHØJ. 

  

Læs uddrag af anmeldelserne her:

Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Qaali Schmidt-Sørensen

DEN TAVSE BYRDE

Digte. mellemgaard, 2026

"Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den  4.8.2026

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Hugin Eide. Omslag Jense & Dalgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Katrin Ottarsdóttir

7

Noveller, Jensen & Dalgaard, 2026

"Sproget slår hul i den virkelighed, vi bliver præsenteret for. Der bliver slået hul ind til en fortabthed, der er betagende, men også skræmmende. Vi har at gøre med en forfatterinde, der er så modig, at det aftvinger respekt. Skriften er hudløs. Så hudløs, at det næsten ikke er til at holde ud, men det er også saliggørende godt, selv om det er meget barskt og svært at stå model til, for hvem kan holde denne vægt i sin favn? Det kan Katrin Ottarsdóttir."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 29.8.2026

Mød Katrin Ottarsdóttir på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Christine Imbert. Omslag: Marie Hvid-Olsen. Vignet: Lise Rønnebæk.

Bente Høegh

SPIONENS HUSTRU

Roman, Forlaget Læselyst 2026

"På mig som læser slår hele romanens beretning en kolbøtte - og det er også meningen. Det er modigt med en sådan romanopbygning, men det lønner sig. Som læser kommer jeg ligesom hovedpersonen til at føle mig som offer for min egen godtroenhed, når tæppet bliver revet væk under én. Det er på sæt og vis en lidt flov følelse. Men det er meget velfungerende, og det giver en god nøgle til forståelse af hovedpersonen."

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Bente Høegh på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 1. september 2026. 

Se dagens program.

Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ALDERDOMMEN 

Bliv i de voksnes rækker 

Debatbog, Gyldendal, 2012

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 15. oktober 2025

Mød Lone Kühlmann på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Peter H. Olesen med foto af  Karsten Bjarnholt. Vignet. Lise Rønnebæk.

Karsten Bjarnholt

DEN DYBERE MENING

Melodika, 2026

"At vandre gennem Karsten Bjarnholts seneste digtsamling er som at sætte sig i solen og lukke øjnene, mens solen varmen én og tankerne falder til ro. Han kombinerer de første og de sidste sansninger, sådan så liv og død bliver ét. Det er måske den dybeste mening!"

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Karsten Bjarnholt på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Peter Langvitzh Smith. Omslag: Louise Johannesen.

Erik Trigger

ONKEL ÅGES INDRE TÅGE

Børnebog, Anarki Aps 2022

Nomineret til Årets Bedste Billedbog 2023 

af Københavns Børnebiblioteker

"I Erik Triggers billedbog ONKEL ÅGES INDRE TÅGE lader han børnerim træde dansen om demens, mens Louise Johannesens illustrationer danser med og løfter den barske virkelighed ned på et niveau, hvor alt det abstrakte bliver helt konkret og til at forstå for børn. Alt det uforståelige bliver for en stund ganske forståeligt. Sygdommens grusomhed og nådesløshed får sig en kajeryster, og bliver gjort til noget, der er til at tage at føle på.  Det lykkes at finde hoved og hale i den uforståelige tilstand, hvor virkeligheden glider én af hænde, når forstanden bakker ud og  fantasien tager over." 

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 21. marts 2024.

Mød Erik Trigger på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

Nina Harboe

KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?

- personlig beretning

mellemgaard, 2018

"I en latinamerikansk børnebog blev demens beskrevet som en rist oppe i hovedet på en påfugl. Når den rystede hovedet, faldt filteret på plads, så tanker, ord og følelser uhindret kunne passere igennem, men når filtret sad fast, var alting kaos. Det ene øjeblik kigger vi lige ind i sjælen, og det næste øjeblik er alting absurd som i ”Slutspil” af Samuel Beckett. Måske er Beckett en god reference, for der er ingen mening, og samtidig er der masser af mening, men vi skal selv finde den. Det gælder også for læseren af Nina Harboes personlige beretning KAN JEG SYGEMELDE MIG HOS GUD?"

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 1. september 2026.

Mød Nina Harboe på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Roman, Gutkind, 2025

"Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 14. januar2026.

Mød Gustav Foss

 på 

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Omslag: Kirsten Puggaard. Vignet: Lise Rønnebæk

Benthe Ploug

MAGELØS MAGE I NUtIDENS INDIEN

Lemuel Books, 2026

"Bogen er fuld af magi, men ikke i nogen overlæsset sværmerisk forstand, for som Benthe Ploug selv skriver, så bestræber hun sig på at skildre det, hun møder så nøgternt som muligt, for at gengive det på den mest troværdige måde. Men meget af det ER placeret uden for vores normale vestlige forstand. Det er netop bogens ærinde at skubbe og puffe til os. Vi er dannet af den verden, vi lader opstå omkring os. Hvis vi selv inviterer det uvisse og uforståelige indenfor, og tør lade os være åbne over for det, så er bogen et smukt og sanseligt eksempel på, hvilke massive døre der åbner sig for os."

Anmeldelse offentliggøres snart.

Mød Benthe Ploug på

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Foto: Ninna Flora. Omslag: Thit Thyrring. Vignet: Lise Rønnebæk.

Maria Lundborg

BJØRG

Roman, Rød Panda, 2026

"Vi træder ind i et have- og blomsterunivers. Hovedpersonen Bjørg er enke efter Asger, der døde 5 år tidligere. Sammen har de døtrene Ida, der er den yngste og letteste og Rakel, der er den ældste og mest besværlige. I hvert fald er der knaster i relationerne imellem dem. Da Asger levede dannede han en slags bro mellem dem alle, men kræften tog ham. Ikke kræften alene, for der er også noget andet, der langsomt lander i læserens bevidsthed. Det er en roman, der bevæger sig. I starten virker det som en meget enkel historie, måske næsten FOR enkel, men langsomt som vi bevæger os ind i den, uddybes den mere og mere. Det er et godt fortællergreb. Sproget er umiddelbart meget blomsterbesmykket – i konkret forstand, for der er mange naturbeskrivende passager, som er med til at give en klar klangbund for dramaet."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 27. august 2026.

Mød Maria Lundborg

på

KULTURDAGE I ISHØJ, lørdag den 19. september 2026. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Michael Svennevig.

Jesper Lützhøft

DEN HAFNIENSKE DØDEBOG 

Digte, finkultur.dk, 2018.

"Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen bliver sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” spørger den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død."

Læs anmeldelsen.

Offentliggjort den 10. oktober 2025.

Mød Jesper Lützhøft på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september 2026. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Thomas Bredsdorff  

TØSNE OG FORSYTHIA 

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Læs anmeldelsen

Offentliggjort den 21. oktober 2025.

Mød Thomas Bredsdorff på 

KULTURDAGE I ISHØJ, fredag den 18. september. 

Se dagens program.

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk.