mandag den 25. maj 2026

Anmeldelse: FORCE OF NATURE med Natalia Osipova på Gamle Scene


BRAVO! Hvor er det flot!

Ballerinaen Natalia Osipova gæstede Gamle Scene i aftes med et blandet balletprogram, hvor nye og gamle værker smøg sig om hinanden, så det var en fryd.

FORCE OF NATURE var den lidt prangende overskrift, men sådan virkede det.

Natalia Osipova er født og voksede op i Moska, hvor hun blev optaget på Bolsjojteatrets corp de ballet, hvor hun allerede i første sæson helt ekstraordinært dansede otte solistroller. Få år efter blev hun solist og dansede hovedpartierne i det klassiske repertoire: Giselle, Don Quixoto, Svanesøen og La Bayadère. I 2007 under Bolsjojteatrets gæstespil i London fik hun sit internationale gennembrud i Don Quixoto, og siden gæstedansede hun i Paris, Milano, Berlin og New York. I 2012 blev hun Principal Dancer ved American Ballet Theatre i New York,  der er et af USA´s mest prestigefyldte balletkompagnier. I 2013 indgik Osipova en fast kontrakt med The Royal Ballet i London, hvor hun fortsat danser i dag, hvor London er blevet hendes kunstneriske hjem. 




Nogle af de største og mest spændende nye koreografer har kreeret værker direkte til hende: Alexei Ratmansky, Wayne McGregor, Christopher Wheeldon, Akram Khan og Sidi Larbi Cherkaoui. Det er således en af de største ballarinaer, der trådte ind på Gamle Scene i aftes. 

Titlen FORCE OF NATURE stammer fra den britiske instruktør Gerald Fox` dokumentarfilm af samme navn. som giver et sjældent indblik bag kulisserne i Osipovas liv og arbejde, fra prøverne på Medusa fra opførelsen af den klassiske ballet La Bayadère.

I første del blev vi præsenteret for fem uddrag fra større balletter og efter pausen fik vi en ny ballet i sin helhed. Med sig på scenen havde hun blandt andet principal dancers fra The Royal Ballet i London, Queensland Ballet (Australien) og Dutch National Ballet.




Det startede traditionelt med uddrag fra Frederick Ashtons La fille mal gardée med musik af Ferdinand Hérold. Men det var i den efterfølgende Le Corsaire Pas de Deux af Marius Petita, med musik af Adolphe Adam, at Natalia Osipova og Giorgi Potskhinshvili (Dutch National Ballet) standsede tiden. Han iført et barbrystet blåt korsarkostume, mens hun iført florlette hvide gevanter. De to sværmede om hinanden og  lavede de mest halsbrækkende kast og fald med stor elegance. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre. Publikum applauderede spontant, og det var fra da af, at vi vidste, at dette ville blive en uforglemmelig aften.

Aftenens to moderne værker af Jason Kittelberger, danser og koreograf fra Rambert i London, dansede selv sammen med Osipova. Stærkest i Damage Skin, hvor de er alene på scenen og iklædt sandfarvet satinFra de foregående klassiske værker trådte vi nu ind i et intimt rum, hvor tyngdepunktet blev flyttet ned i kroppen. Det handlede ikke længere om at springe længst og højest. Vi befandt os milevidt fra korsarer og prinsesser. I stedet mødte vi to mennesker, der smøg sig om hinanden i et moderne formsprog, der gjorde nøjagtig det modsatte af Ashton og Petipa. Vi var trådt ud af den ideele verden, der stræber efter enhed, højhed og perfektionisme. I stedet gled vi ned til et menneskeligt drama, hvor kroppene selv bliver til  dirrende instrumenter. Kontrasten var overvældende og betagende.




På mig har det altid virket forstemmende, når nye og gamle balletværker præsenteres side om side, hvor deres forskellighed brager imod hinanden, i et ønske om at gøre alle tilfredse. Men denne aften lykkedes sammenstillingen, og det ene voksede organisk videre i det andet. I Damage Skin er kroppene ikke længere idealiserede og forførende drømmende. Som titlen antyder, befinder vi os i et forbrændt univers, hvor livet myldrer imod os i al sin pågående frygtelige, men også fascinerende fysikalitet. Fire arme og fire ben glider sammen og skilles, så det tager vejret fra mig. Vi befinder os i en underverden, hvor kroppene mylder frem og tilbage i en konstant gensidig tiltrækning og afstødning. Det er både frydefuldt og svært at  tage ind. Alle kropslige linjer bliver udblødt, når kroppene bølger mod hinanden. Det er svært at forstå, at det er Osipovas krop, der i de forrige balletuddrag trippede på tåspidser hen over scenen i skape klassiske positioner. Men her fungerer sammenstillingen - og det ene vokser organisk ud af det andet. 

Personligt var jeg skuffet over uddraget fra Isadora af Kenneth MacMillan (1929-1992), som Osipova dansede alene, som det sidste værk før pausen. MacMillan har kreeret så mange fantastiske værker som Mayerling (1978), Romeo & Julie (1965) og Manon (1974) , men i Isadora (1981), der er en hyldest til barfodsdanserinden Isadora Duncan (1877-1927), danser Osipova barfodet rundt med et stort tørklæde, og når man ved, at hun i virkeligheden led en mababer død ved at blive kvalt i et blaffrende langt tørklæde, der vikledes ind i hjulet på hendes bil, får det en anderleds mørk tone. MacMillan har valgt at give Isadora en masse faste og lidt låste attituder, der virker karikerede, som om han på en måde peger fingre af den store barfodsdanserinde. I hvert fald holder han hende ud i strakt arm, og tager hende ikke rigtig alvorligt. Hun er med sin gestik gestaltet som en gammel stumfilmstjerne, der geråder i lutter attituder og falbelader. Det bliver aldrig rigtig menneskeligt.




Det er derfor en lettesteles efter pausen igen at synke ned i  Jason Kittelbergers Ashes, der er det aftenens nyeste værk - og skabt til netop denne turné. Musikken er af violinisten Nigel Kennedy & the Kroke Band med Jerzy Bawoł (akkordiom), Tomasz Kukurba (viola) og Tomasz Lato (kontrabas). Musikken er passioneret. Den emmer af tangoinspirerede brudte rytmer. Violin, akkordion, viola og kontrabas er smægtende instrumenter, der går lige til hjertet.  Det er passioneret og vemodig musik, der danner melodisk baggrund for Ashes. Det når ikke det fantastiske niveau fra Damage Skin, men mindre kan også gøre det. 

På den mørke scene, hvor de to mænd er klædt i mørkt, mens de to kvinder er klædt i lyst, kommer danserne på et tidspunkt selv bærende ind på de remedier, som de skal bruge til at fortælle deres jordbundne historie med. Et gulvtæppe bæres ind og ender med at indrulle en af danserne. Elegant er det ikke, men det behøver det heller ikke at være. Det kunstrneriske niveau er højt, og jeg er vild med den måde som Jason Kittelberger formår at ryste kropene ud af deres vante former.  Koreografisk bløder han dansernes fysik op, og gør dem til svajende siv i musikken. Han ryster dem løs af sig selv, så de bliver til dansende toner, der indgår i et pulserende partitur. Jeg bliver ved med at se for mig, hvordan han opløser kroppens normale linjer og gør danserne (hvoraf han jo selv er en af dem) til udflydende størrelser, hvor linjer og former udviskes og vristes løs fra sig selv. 

De samme bløde linjer forekom også i Le Corsaire Pas de Deux, men i Ashes får de helt deres eget univers og træder dansen ret imod. De så at sige træder ud imod os, og jeg bliver slået af beundring for den utrolige fysikalitet, der ligger bag, når kroppene opløses og bliver til noget helt andet. Måske til en drøm. 




 FORCE OF NATURE

med Natalia Osipova & friends
 Søndag den 24. maj 2026
Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Varighed: 2 timer inkl. en pause

Forestillingen præsenteres af: 
Winstag Production

Medvirkende dansere:
Natalia Osipova
Jason Kittelberger
Giorgi Potskhishvili
Anna Tsygankova
Patricio Revé
Francisco Serrano
Patricia Torres

Læs mere.

*


Se også oversigten 
over de øvrige 263 anmeldelser.

*

torsdag den 21. maj 2026

Anmeldelse: ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing i Brønshøj Vandtårn


Foto: Jan Vesala.


Hvad er gråd, sorg og tårer? 

I forestillingen ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing i Brønshøj Vandtårn inviteres vi med på en rejse ind i tårernes rige. Det er samtidig en undersøgelse og en afsøgning af, hvad gråden betyder, og hvordan vi forholder os til den. 

Det starter uden for vandtårnet, hvor vi opfordres til en stille meditation, hvor vi forestiller os, at vi  holder os selv og hele verden i hænderne. I den ene hånd holder vi vores sorg, og i den anden hele verdens sorg, hvorefter vi lader de to glide sammen - og følger efter ind i vandtårnet, hvor vi ad lange gange ledes rundt og rundt. Jeg forestiller mig, at jeg bevæger mig ad uendelige tårekanaler ind til det, der venter.


Foto: Jan Vesala.


Vi bliver bænket rundt om i rummet, og sidder mellem vandtårnets enorme grå cementsøjler. På een gang rammet ind af søjlerne og samtidig gør de, at vi aldrig kan se det hele. Vi får det hele serveret, men får alligevel aldrig det hele at se. Måske er det på samme måde med gråden og sorgen. Vi fyldes af stemninger, som vi sjældent helt forstår, men pludselig presser gråden på. Vi er ikke herre over den, men prisgivet, når den bemægtiger sig os. Måske er det på samme måde med forestillingen, der skubber os foran sig og samtidig lader os være alene med oplevelsen.

Det kan nogle gange være ganske udmattende at blive efterladt i det ordløse rum som dans og installationskunst efterlader os i. Vores underbevidsthed kræver uvægerligt at vi skal sætte ord og mening sammen, for at skabe logiske sammenhænge, men måske er en af forståelsesnøglerne til sådanne oplevelser og værker, at vi i højere grad  bare skal forsøge at følge med, for vi behøver ikke forstå alting. 

Vi befinder os i en hverdag, hvor vores opmærksomhed hele tiden udfordres, og der kræver meget af vores underbevidsthed, og det er her at et værk som ON/CRYING – The Gravity of Tears kan noget ganske særligt.


Foto: Jan Vesala.


Det er som at træde ind i et frirum. Vi bringes dybt ind i værket. Det er her, vi skal tage udfordringen op og tage den på os, for hvor langt tør vi gå? Hvor meget tør vi give slip på - og hvor bringer det os hen?

Antoinette Helbing er tysk herboende danser og koreograf, der arbejder med at skabe forbundethed, fællesskab og empati i de værker, hun skaber.

Antoinette Helbing har koreograferet og danser sammen med Alica Minar. Katrine Faber er komponist og vokal coach. Emil Vodder Kristensen har også komponeret og været lyddesigner og tekniker. Inbal Lieblich er scenograf og kostumedesigner. Mirko Guido er dramatisk mentor. Carina Backman er lysdesigner. Jonas Schnor er "outside eye", mens Lenka Vořechovská har stået for produktionen. 


Foto: Jan Vesala.


Tuomas Rounakari har været " lament coach", og det har der været brug for. Hvad er sorg og gråd egentlig? Et velkendt billede på det er de sydlandske grædekoner. De udfylder en funktion, når de græder på kommando. De så at sige græder på vegne af os, hvis vi ikke selv finder vej til sorgen og gråden. Gråden er måske noget af det mest private, vi har og samtidig noget, der fylder os alle. Nogle gange af åbenlys grund, hvor vi fortæres af følelsen, der andre gange kan dukke op ud af det blå helt uforklarligt.

7 installationer er ophængt og belyst i Brønshøj Vandtårn. De er alle forskellige, men rummer ophængte isstykker, der i løbet af forestillingen langsomt smelter i varmen fra de spotlamper, der er placeret over dem. Den smeltende is drypper ned. Lyden indgår i forestillingens klanglige univers. Rummets unikke akustik driver gæk med os og er så fint indpasset i helheden, at det er umuligt at afgøre, om det er de medvirkendes egen sang, vi hører, eller om det er en optagelse. Det hele blander sig sammen som et flerdimensionelt lydtæppe, der lægger sig omkring os.

Antoinette Helbing og Alica Minar drejer og snurrer rundt med løftede arme, som hvirvlende sufistiske dervisher fra en fjern kultur, som vi ikke forstår, men som efterlader os forpustede og betaget. De markerer med glidende fingerbevægelser ned over kinderne, at de græder og er svøbt ind i en altopslugende sorg. Det starter i det små, men snart opsluger det dem helt, som de hvirvler rundt mellem søjler og installationer. De hvrivler og hvirler og ender med at ligge tæt sammenfiltrede på gulvet. Sorgen og gråden har opløst grænserne mellem dem. De er blevet til een altomfattende sorg, som de sammen græder ud.

Det mest overraskende og smukkeste øjeblik indtræffer, da snore fra alle de ophængte installationer forbindes til kroppen på Alica Minar, sådan så enhver af hendes bevægelser straks resulterer i at alle oplyste installationer bevæger sig op og ned sykromt med hendes bevægelser. Det er enkelt, men virkningen er overvældende. Det giver et sug i maven, når hun kaster sig frem, falder ned og rejser sig op igen, altmens alle installationer og lyskilderne, der hænger over dem, på samme måder hæver sig op og ned. Måske er det på samme måde med sorgen og gråden, der følges ad og både kan besætte os totalt, men også være noget, der kommer og går helt uforklarligt.

At være med i vandtårnet og rejse med på denne rejse og undersøgelse af noget privat, er  som at stille sig frem åbent og samtidig være dækket ind. Det er tankevækkende, ganske udfordrende og helt uforklarligt.


Foto: Jan Vesala.



ON/CRYING – The Gravity of Tears

af Antoinette Helbing

Brønshøj vandtårn, Brønshøjvej 29, 2700 København

17.-23. maj kl. 19.30

Varighed: 70 min. – men installationen er åben til kl. 22.30

Indgår i festivalen METROPOLIS

Koreograf og danser: Antoinette Helbing
Danser: Alica Minar
Komponist og vokal coach: Katrine Faber
Komponist, lyddesigner og tekniker: 
Emil Vodder Kristensen
Scenograf og kostumedesigner: Inbal Lieblich
Dramaturgisk mentor: Mirko Guido
Lysdesigner: Carina Backman
Outside Eye: Jonas Schnor
Produktion: Lenka Vořechovská
Lament coach: Tuomas Rounakari

Støttet af: The Danish Arts Council, Nordisk Kulturfond Opstart, Wilhelm Demant Fonden, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis- Hansens Fond, Beckett-Fonden, Hoffmann og Husmans Fond & Brønshøj-Husum Lokaludvalg og i samarbejde med Brønshøj Vandtårn

Residencies: Akademiet KBH, Forsøgsstationen, Holstebro Dansekompagni, Dance Cooperative, Studio Alta Prag, Studio Tanca Banska Bystrica

Co-Production: Metropolis, PASSAGE Festival, Sydhavn Teater

Metropolis’ sommerprogram er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond

- og bestilling af gratis billetter.


*

Tidligere anmeldte forestilinger 
af Antoinette Helbing:

2024:

2023:

*


Se også oversigten 
over de øvrige 262 anmeldelser.

*

mandag den 11. maj 2026

Anmeldelse: ISNÆTTER på Sydhavn Teater

Foto: Rumle Skafte.


Teater og dans smelter sammen i Sydhavn Teaters nyeste forestilling, ISNÆTTER, der spiller på Sporet 10, Vasbygade 10, nær Fisketorvet. Vi er langt ude - og det er vi også i Amanda Linneas Gimmans dramatisering af Anna Kavans´ roman "ICE". Vi er så langt ude at virkeligheden forsvinder, og vi begiver os med manden, spillet af Mathias Rahbæk, ud på en rejse efter kvinden, der spilles af både Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka, mens elskeren spilles af Thomas Bentin. Skuespil og dans går ud i eet - og det er en fryd at opleve. Også selv om det gør ondt. For dét gør det.


Foto: Rumle Skafte.


Vi befinder os i et uendeligt stormomsust indre landskab, hvor naturkrafterne slår sammen i gevaldige stød mod de fire på scenen. Er vi inde i en historie eller er vi sat fri i en dommedagsprofeti? Vi er begge dele - både fanget og sat fri.

Manden søger sin forsvundne kvinde. Det lykkes også at finde hende, selv om hun i mellemtiden er blevet ét med elskeren, der fuldt og holdent har overtaget mandens rolle. 


Foto: Rumle Skafte.


Historien udspiller sig i et bart lagerum, hvor der er sand på gulvet, som manden river, mens vi kommer ind. Bag ham hænger udspændt tynd, halvtransparant plastik, der i løbet af foresrtillinges hæves op og ned på mange fimurlige måder, så det ved hjælpe af lys og musik kan illudere alt det, der ikke bliver sat ord på. Og det er meget. Handlingen, bevægelserne og dansen virker som undertekster til alt det usagte. Det er råt og nøgent. Der er ingen fine fornemmelser, vi er ude, hvor blæsten hyler og havet tager over.


Foto: Rumle Skafte.


Vi befinder os i en dommedagsverden, hvor naturen er ved at tage over, og er ved at lukke sig uforsonligt over menneskene. Eller det er måske rigtigere at sige, at naturen allerede HAR taget over og nu er ved også at opsluge menneskene.

Det er let at komme til at tænke på Strindbergs "Et Drømmespil" eller på Ibsens "Fruen fra havet". Personerne er som fisk ude af havet. Det er uforsonligt og dommedagstrompeterne lyder gennem stormen.

Mathias Rahbæk er god, som den forknydte mand. Hans diktion er lidt tøvende, og hans taler lige lidt langsommr end man normalt gør, som om en  fjeder har sat sig på tværs i ham, og sløvet hans tale. Som om han ikke rigtig kan nå frm til sig selv. Han erden evigt rejsende. Det er en god ide at lade ham henvende sig direkte til publikum i starten, for ellers ville vi være blevet hægtet af.


Foto: Rumle Skafte.


Thomas Bentin som elskeren, er langt mere stoisk i sit udtryk. Han er den herskende og bevæger sig med stor maskulin energi, som han mest bruger på at holde kvinden væk fra manden.

De ekvilibristiske fald og kast mellem manden og elskeren imponerer. Det ser så legende let ud, men det er store velvoksne mandekroppe, der tumler rundt, som var det den letteste sag af verden. 

Nanna Finding Koppel og Anastasia Krasnoshchka er kvinden, der udspalter sig i to. Kvinderne spiller 2. violin i forestillingen, der fokuserer på mandens søgen og begær. Kvinderne har det hårdt - de er objekter i denne fortælling om at være menneske på jagt efter sit bedre jeg - eller bare én at være sammen med, for ikke at være ene. "Ensom blandt mennesker" af Satre skildrer samme utilpashed i verden. Det er svært at være menneske - ikke mindst når verden er ved at gå under. 


Foto: Rumle Skafte.


Forestillingen er fuld af ordløse skrig. Der er ingen lette løsninger i relatuionerne mellem de fire. De hiver og slider i hinanden, for at finde fodfæste i en verden, der for længst er gledet dem af hænde. De har kun hinanden - og det har de så heller ikke.

Menneskets ubodelige ensomhed griner af os - og man går forstemt derfra. Men kunsten overlever alt. Sammenspillet mellem de fire, den kraftfulde musik af Laurits Jongejan sammen med  det inciterende lysdesign af Andreas Buhl, spiller sammen på smukkeste vis med Thomas Kaufmanas´ scenografiske interaktionsdesign, der gør det hele let og luftigt, selv midt i de koldeste isnætter. Det hele er holdt umådeligt enkelt, og kommer derved til at virke så meget desto stærkere. Tina Tarpgaard har koreograferet og instrueret med Malene Paludan Keiding som samskabende instruktør. De har tydeligvis haft et kraftfuldt og meget vellykket samarbejde. Selvom livet, lysten og håbet ikke får megen plads i ISNÆTTER, hæver kunsten sig tårnhøjt over det hele, og vi som publikum går opløftede derfra - men samtidig også forstemte. Det er en stærk følelse at gå derfra med.



Foto: Rumle Skafte.


ISNÆTTER

10.-30. maj 2026

Sydhavn Teater

Sporet 10, Vasbygade 10 (nær Fisketorvet)

75 minutter


Koreograf og instruktør / Director and choreographer
Tina Tarpgaard

Dramatiker og dramaturg / Writer and dramaturg
Amanda Ginman

Samskabende instruktør / co-director
Malou Paludan Keiding

Performerere / performers
Nanna Finding Koppel, Mathias Rahbæk, Anastasia Krasnoshchoka & Thomas Bentin

Komponist / composer
Laurits Jongejan

Lysdesigner / Lighting designer
Andreas Buhl

Scenografisk interaktionsdesigner / Scenographic interaction designer
Thomas Kaufmanas

Afvikler / Technical operator
Jakob Folke Ivarsson

Kostumier / Kostumier
Sophie Bellin-Hansen

Forestillingsleder / Production manager
Dorte Burmester Wium

Bygger / Set Builder
Karl Jes Jessen

Syerske / Seamstress
Katrine Engell Winther og Cynthia Coussieu



Tidligere anmeldte forestillinger på Sydhavn Teater:

2023

2022

2021

2018

2016


*


Se også oversigten 
over de øvrige 265 anmeldelser.

*

søndag den 10. maj 2026

Buzor Nenic & Samson William Nenic Duo til SOMMERFESTEN 2026

Fotocollage: Michael Svennevig.

DE ER FAR OG SØN. 

Mød dem til Sommerfesten på lørdag. 

Begge spiller accordion (harmonika) 

og sammen udgør de 

Buzor Nenic & Samson William Nenic Duo

 

Buzor Nenic, voksede op i Helsingør og begyndte at spille som 4-årig. Hans spillelærer var faderen, Nikolaje Nika. Familien har en 300-årig tradition for at spille folke- og romamusik fra Balkan, som også gik i arv til sønnen, der igen har ladet det gå videre til sin søn.

Allerede som 10-årig vandt Buzor Nenic DAU’s (Dansk Accordion Union) musikkonkurrence samt talentprisen.

Buzor fortæller: ”Da jeg var dreng, solgte min far min accordion. Jeg fik ikke et nyt, for han mente ikke at mit talent var stort nok.”

Måske gjorde det ham kun endnu mere stålsat, for ikke desto mindre opnåede Buzor Nenic 2. pladserne ved VM i Internationaler Akkordeonwettbewerb Klingenthal (Tyskland) og VM i harmonika i Primus Ikaalinen (Finland) samt VM i harmonika i Citta di Castelfidardo, Ancona (Italien).

 


Om sit forhold til musikken, 

fortæller Buzor Nenic:

”Jeg er Roma. Musikken, sangen og dansen har vi fået ind med modermælken. Det ligger i generne og går igen i kulturen og sproget, og er en vigtig del af vores livsstil. Det er det vi kan. At musicere er en vigtig del af mig og min familie, og en måde at føre traditionen og kulturen videre på. Det er hele min eksistens, og det er vigtigt at videreføre dén kunst, jeg har fået og arvet gennem mine forfædre og direkte via min far og farfar. Det er min glæde og inspiration. Det er fordybelse og nærvær. Jeg glæder mig, både når jeg spiller og lytter. Det er noget unikt og delikat ingen kan tage fra mig. Det er noget, jeg ejer. Hvis jeg ikke kan spille, er det som at have brækket armen eller ikke kunne få luft. Jeg bliver nødt til at spille for at få kroppen og sindet i gang. Det er åndelig føde, som ikke kan gøres op i penge. Det er hævet over alt andet. Det at spille, øve og spille med andre, og at indstudere nye stykker, er et bevis på, at jeg er i live. Det er det, jeg er sat i verden for at gøre. Det det, der giver mening. Det er min måde at forstå mig selv på. Det er mig og min musik, der gør mig til den jeg er. Til hverdag, når jeg ikke spiller, komponerer og underviser jeg. 

Når jeg spiller, er jeg den rigeste mand i verden. Rig på glæde og inspiration. Det giver overskud og gåpåmod. Det er verdens bedste fitness, hvor man både underholder sig selv og publikum. Kom bare an! Jeg har min accordion og jeg er klar. Det er min glæde, min trøst og mit våben. Med musikken skaber jeg glæde og samhørighed. Musikken har ført mig rundt i Europa, men også i USA og helt til Hanoi i Vietnam, hvor jeg underviser og spiller koncerter. Uden den ville jeg nok blive i vores lille Danmark. Men Danmark er for lille. Europa går lige an. Men hele verden er meget bedre. Det gælder om at nå så langt ud som mulig. 

Musikken kender ingen grænser. Den sætter os fri. Det er lige meget, hvem du er, og hvor du er og hvor du kommer fra. Sådan har jeg det, når jeg spiller, så er jeg urørlig. Musikken kan det hele. Sammen rejser vi afsted med musikken. Helt til toppen. Det er mig og min accordion. Festen og rejsen er allerede i gang. Væk med våben. Ind med musikken. 

Vi ses nok snart over en god kop D-mol med en snert af en Fmaj7.”

*

Buzor Nenic er en meget alsidig accordionist og musiklærer. Hans musikalske kunnen spænder over roma- og folkemusik fra Balkan, jødiske klezmer, franske musetter, klassiske accordion-stykker, argentinske Piazolla-tangoer og skandinaviske folkeviser. På lørdag spiller han sammen med sin 24-årige søn, Samson William Nenic, der vandt Berlingske Klassisk Musikkonkurrence i 2007. 

Mød dem begge i gnistrende samspil på plænen til Sommerfesten.


Fotocollage: Michael Svennevig.

*

fredag den 24. april 2026

Anmeldelse: LA VICTORIA på H2O og SUNDHOLMS DRØM af GLiMT

Fotos: "La Victoria" (Jonas Persson) og "Sundholm Drøm".


Vi svæver et sted mellem drøm og virkelighed i LA VICTORIA på H2O og i SUNDHOLMS DRØM i Maskinhallen på Sundholm. Bevidsthedslagene blandes og tiden kaster os både frem og tilbage. I LA VICTORIA er vi langt inde i hovedpersonens bevidsthed, mens vi SUNDHOLMS DRØM lægger øret til historier, der ligger i væggene.


LA VICTORIA

22.-25. april 2026

i H2O

Det er forfriskende med historier og skildringer fra andre dele af verden.

"La Victoria",  er en roman af Ayaz Shah, der er bearbejdet til teater og instrueret af Barry McKenna

Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 42 år. Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en fortættet og fascinerende fortælling ud af.

Ayaz Shah spiller selv hovedpersonen i den englsksprogede opførelse på H2O, Hørsholmgade 20 på Nørrbro, der er et af Københavns nye kultursteder. Det er en hyggelig kælderscene, der tager sig godt ud. Når man kommer ind fra gaden, træder man ind i en anden verden. Publikum er placeret på tre sider rundt om scenen i midten. 

Ayaz Shah spiller sammen med Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest i denne historie fra Venezuela, der handler om taxachaufføren, Camillo, der en dag kommer hjem til sit tomme hus, hvor hans kone og deres to børn er sporlyst forsvundet. Først tror han, at de er hos svigerforældrene, men det er de ikke. Da han spørger sig rundt, viser det sig, at han tilsyneladende er den eneste, der ikke har vidst, at konen har haft et forhold til en anden mand i længere tid.




Først er tanken ham helt umulig. Også selv om han selv har en elskerinde ved siden af. Men vi befinder os i det katolske Latinamerika, hvor også overtroen spiller ind. Først opsøger han en sandsigerske eller heks, og bagefter en prædikant. Han henter hjælp alle steder, hvor han kan.

Det lykkes ham at finde ud af, at konen også har flyttet børne til en anden by, hvor elskeren bor. Hovedpersonen tager dertil, men finder ud af, at han må have fat i sin bror, Raul, som han ikke længere har kontakt med. Selv om broren er gået under jorden, lykkes det' alligevel at finde ham.

Hvad forestillingen ender med, skal ikke røbes her.




Romanen er spændende, fordi den giver indsigt i en helt anden verden, hvor helt andre værdinormer gælder. Også kønsrolle-mæssigt. Umiddelbart virker hovedpersonen usympatisk. Det er også sådan Ayaz Shah spiller ham. 

I romanen er han endnu mere bytte for sin egen fantasier og vildfarne forestillinger. Der er lange passager, hvor det er svært at afgøre om det, der sker, kun sker i hovedpersonens eget hoved. Virkelighed og fantasi flyder sammen. Forestillingen er holdt mere nøgternt. Det er egentlig ærgerligt, for det får hovedpersonen til at fremtræde mere usympatisk og overfladisk - i bedste fald som offer for et rigidt kønsrollemønster. Egentlig kunne han lige så godt have haft en diagnose. Skizofrenien lurer lige rundt om hjørnet. 




Stilmæssigt er forestillingen ujævn, for hovedpersonen er neddæmpet, mens personerne rundt om ham bliver spillet med stor energi og patos. Det er forfriskende, og det er gjort godt, og alligevel får det ikke forestillingen til at falde til ro. Det er orkestreret i forskellige stilarter. Det kunne godt have virket, men gør det alligevel ikke. Heller ikke selv om det bliver spillet gribende af Wanjiku Victoria Seest som tiggeren. Det er en skøn scene. Osar Rödsgaard er dejlig overgearet. Han er skøn skiftvis som amerikaniseret lægprædikant og som blomstrende queer. Der er en dejlig rytme over deres spil, men det kommer alligevel ikke til at falde sammen til en fælles historie. Desværre. Det er også en god måde at skabe scenisk rum på ved hjælp af lyssætningen. Måden at gå til publikum på fungerer også fint. 

I romanen er mødet med Raul, broren, væsentligt, da det viser sig, at broren er gået under jorden, fordi han har en forhistorie, der spejler hovedpersonens, men i stykket er det ikke med. Det er synd, for der er en særlig kontakt imellem de to, men baghistorien mangler. Det kunne have givet sceneversionen en del af den tyngde, som mangler. Som det er nu, så når forestillingen ikke rigtig at lande. Primært fordi hovedpersonen fremstår éndimensionel og usympatisk. Det er selvfølgelig et valg, men som publikum er det svært, når det er hovedpersonens historie, der er den centrale. Også selv om der spilles bravt hele vejen rundt om, for det gøres både med charme, energi og fandenivoldskhed. Men det er svære odds.


Plakat: Ksenija Erjavik Shah.

LA VICTORIA

22. - 25. april 2026

i H2O

Instruktion og bearbejdet til teater: Barry McKenna

 Baseret på romanen, "La Victoria" af Ayaz Shah.

Medvirkende: 

Ayaz Shah, Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest.

Instruktørassistent: Lian Tamam

Lysdesign: Julian Simpson

Lyd & teknik: Mark Jones

Lyddesign & lystekniker: Peter Godtfredsen

Hjemmeside

 

Foto: Jonas Persson.

SUNDHOLMS DRØM

af GLiMT AMAGR
i Maskinhallen på Sundholm
2. april - 30. maj 2026

75 min.


Når man træder indenfor i foyeren til Maskinhallen på Sundholm, får man straks øje på den ophængte plastik. Vi får udleveret VIP-navnetags til at have om halsen og får plastikovertræk til skon. Vi bliver vi gennet ind gennem en lille sluse ind bag plastikforhænget. På sæderne ligger der tændte høretelefoner, som vi tager på, før vi bliver introduceret til Dr. Frank Smith, der står for det tekniske, mens  Robert præsenterer os for den maskinelle lydbølgetidsmaskine, der kan kaste os tilbage i tiden, så vi kan lytte med på nedslag i den historie, som maskinhallens vægge rummer. I sin tid stod der tre damptromler i rummet, og selve Sundholmshistorie var ikke så glad og munter, som den synes i dag.. Det var dengang tvangsinstitution for socialt udsatte. I dag er strafarbejdet nedlagt og voldgraven omkring Sundholm dækket til. Nu huser området bl.a. herberger, beskyttede boliger, natcafé og fixerum for de borgere i samfundet, der er allerhårdest ramt af misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom.  Sundholm var oprindeligt tænkt som straffeanstalt for fattige, vagabonder og andre utilpassede borgere i København, der blev interneret uden dom i starten af 1900-tallet. Siden er andre institutioner rykket ind side om side med de sociale institutioner; det gælder bl.a. teatret GLiMT AMAGER, der som bydelsteater i Amager Vest har base i den gamle maskinsal - og står bag SUNDHOLMS DRØM.


Foto: Søren Meisner.


Publikum inviteres til at iføre sig høretelefonerne, der liger på sæderne, hvorefter vi præsenteres for nedslag i stedets historier. Vi hører deres stemmer fra 1967, hvor Ole, der arbejder i maskinhallen, møder en af  de unge piger, der bor her. Hun søger tilflugt i maskinhallen, efter at have stjålet portvagtens kasse med udekort. En af plejerne er på udkig efter hende, men Ole siger, at hun ikke er der. Men det er hun. Hun vil gerne betale ham tilbage for venligheden, men da hun ingen penge har, nævner hun, at der måske også er en anden måde at ordne det på, men det vil Ole ikke høre tale om. Det bliver starten på mødet mellem de to.


Foto: Jonas Persson.


Vi hører historien i små nedslag,men ikke helt i kronologik rækkefølge, hvilket gør at det hele får et skær af noget uvirkeligt over sig. Det er uvist, hvad der egentlig sker. Men det er ingen hemmelighed, at de bliver forelskede. Noget tid efter fortæller Gerda, at hun er blevet gravid. Inden da har de i fantasien talt om deres fremtidige liv sammen. De har drømt om hus og børn. Men det har bare været en leg - for Ole. Gerda truer med at kaste sig ud, da hun opdager at Ole slet ikke har ment det alvorlig. Han synes, at hun skal have en abort, men det vil hun ikke høre tale om. Derefter bliver det uvist, hvad der sker. Får hun barnet eller ej? Bliver hun gift og flytter ud fra Sundholm?


Foto: Jonas Persson.


Mette Hornbek Hansen har skrevet teksten, der er iscenesat af Lars Lindegaard Gregersen, der også spiller med og fremviser n ny lydbølgemaskine, mens Albert Ivarsson spiller hans tekniske assistent. Det der i starten bare er tics sætter sig i kroppen på assistenten og breder sig senere til dem begge, indtil det helt overtager dem, og kaster dem rundt i de mest abrupte og overaskende spring og kast. Det er utroligt, som de kan - og det hele bygges op lidt efter lidt. 


foto: Jonas Persson.


Hovedhistorien om Gerda og Ole er skabt via de indspillede stemmer, som vi lytter til i 3D-høretelefonerne. Vi ser dem aldrig. Eller det gør vi måske alligevel, da to akrobater kommer ind og langsomt slynger, hopper og balancerer med hinanden, som i en fjerlet dans (koreograferet af Liv Michaela Sanz).



Foto: Jonas Persson.


Pluslig står de der og omfavner hinanden, Ambre Ros og Antoine Dupeyrot. Ud af deres omfavnelse vokser den ene ekvilibristiske balanceakt efter den andet. De er smukke sammen, klædt helt i hvidt.  De slutter med halsbrækkende øvelser, hængende i arme og ben, mens de skiftvis griber hinanden og holder fast. Ligesom  de holder fast på os, og sørger for en smuk, nærmest balletagtig afslutning på forestillingen. 



Foto: Jonas Persson.



SUNDHOLMS DRØM
af GLiMT AMAGR
i Maskinhallen på Sundholm
2. april - 30. maj 2026
75 min.


Iscenesætter: Lars Lindegaard Gregersen

Medinstruktør: Joen Højerslev

Koreograf: Liv Michaela Sanz

Kostumier: Camila Sarrazin

Komponist: Kristoffer Rosing-Schow

Lysdesigner: Michael Breiner

Konsulent: Asger Kudahl

Lyddesigner: 
Brian Dyrby, Lars Lindegaard Gregersen

Konstruktør: Nicolaj Spangaa

Assistent: 
Caroline Folkerman Clausen, Felicita Falzarano

Videodesigner: Alex Christoffer Rasmussen

Scenograf: Camila Sarrazin

Medvirkende: 
Ambre Ros, Antoine Dupeyrot, Lars Lindegaard Gregersen, Albert Ivarsson

Stemmeskuespiller: 
Ida Cæcilie Rasmussen, Patrick Baurichter, Kasper Leisner, Claus Flygare, Mikkel Trier Rygård, Anders Hove, Peder Holm Johansen, Benjamin Kitter, Janus Elsig, Caroline Folkerman Clausen, Joen Højerslev, Camila Sarrazin, Rasmus Hougaard, Lars Rosengren, Hannah Madeleine Juul Toft, Anders Budde Christensen

Dramatiker: Mette Hornbek Hansen 


*

Se også oversigten 
over de øvrige 263 anmeldelser.

*