Foto: Søren Meisner (Tarantula), Rocio Christensen
& David Sebstian Lopez Restrepo (Amager Statsborgerskabs Kongres).
Dokumentaropera på Thorvalsens Museum og Statsborgerskabs Kongres på Tårnby Rådhus. Der er bid i TARANTULA, en nyskrevne opera af Mauro Patricelli, og der er selvoplevede livsberetninger, der bider fra sig på AMAGER STATSBORGERSKABS KONGRES instrueret af Anders Liebmann.
Foto: Søren Meisner.
TARANTULA
- en dokumentaropera
af Mauro Patricelli
på Thorvaldsens Museum
27. og 28. marts 2026
60 minutter.
Egentlig er rummet for lille og for trangt. Vi sidder på tre rækker ganske tæt og heller ikke særligt mageligt. Klemt inde mellem Thorvaldsens skulpturer, der især tårner sig op over os. I den ene ende hans kæmpestore selvportrætstatue og i den anden ende hans store rytterstatue. I loftet er der de smukkeste rosetter og kranse. Vægfarverne er markante og kraftige. På en måde må vi sidde og kæmpe med begyndende hold i nakken, fordi vi sidder så tæt på, og alligevel gør det ikke noget, for da dokumentaroperaen TARANTULA sætter i gang, kaster lyden og akustikken os himmelhøjt op. Det er et regulært chok. Lyden er pågående og direkte. Den blæser mig bagover. Først virker musikken staccato og skarp. Det tager lige et øjeblik at få ørerne rettet ind efter dens voldsomhed, der hældes ned over os. Men jeg er vild med det. Det er som et hav, jeg dykker ned i. Dybt, dybt ned. Det er umuligt at få vejret og alligevel opstår der straks en ny måde at trække vejret på - gennem musikken.
Foto: Søren Meisner.
Rent visuelt er det umuligt at afkode, hvad det er, vi skal opleve. Yderst til venstre står det cembalo, som Mauro Patricelli, der både er komponist og librettist, spiller på. Det er et smukt og værdigt instrument. Det er pudsigt med den spinkle lyd af de knipsende strenge. Det er en fin og meget distinkt lyd, der egentlig er al for lille til resten af den store instrumentopstilling, men den sprøde lyd er perfekt i den forstærkede helhed. Det gælder også resten af instrumenteringen. Ved siden af står Anders Banke, der spiller på saxofon og tværfløjte, og dernæst Thommy Andersson, der spiller på kontrabas, cello og elektrisk guitar.
Signe Asmussen spiller på violin og synger. Bag hende er percussionisten Matias Seibæk. Han er vokalt miket op ligesom Signe Asmussen og Anders Banke. Det er de tre, der lægger stemmer til TARANTULA. Deres stemme er orkestreret som var de selv instrumenter. I passager synger de glidende og sorgmættet, men det er Signe Asmussen, der er den egentlige solist. Lyden er organisk sammenvævet med de øvrige instrumentalister. Det er underfuld blanding af nyt og gammel. Det er en vild kombination af elektrisk guitar, saxofon, opera og en musik, der knytter an til forskellige tidligere perioder i musikhistorien. Der er trommebaserede passager, hvor vi bliver slynget tilbage til tidlig folkemusik, hvor rytmerne er så dansante, at det bliver til dansemusik. Det afløser af mere moderne passager, hvor et mere elektronisk lydunivers sprænger musikken i luften, så den fragmenteret slynges hid og did. Jeg er vild med at placerer mig i midten af moderne klassisk kompositionsmusik, hvor det ofte er svært at orientere sig. Men denne aften vil musikken det hele. Den vil både være vild og hidsig, nær og intim, og også dykke tilbage i tidligere musikalske lydbilleder, når den bydes op til dans. Vi bliver ikke mindst budt op til en tarantel, som det er svært at sidde stille til.
Foto: Søren Meisner.
Librettoens intellektuelle univers, der spændes hen over musikken, sagde mig ikke noget. Operaen er inddelt i 3 dele, der hver har sit tematiske motiv, der bindes sammen af fotos og film, der viser på fem store skærme bag musikken. Rent teknisk er operaen et udstyrsstykke. De adskilte dele larmer, men glider også sammen i en storslået og meget inciterende musisk oplevelse. Det giver mening med genrebetegnelsen "dokumentaropera", for det beskriver godt den kunstneriske hybrid, vi kan opleve midt i Thorvaldsens Museum. Selv om vi sidder alt for tæt og presset ind mellem skulpturerne i det lange rektangulære rum, matcher det musikken på en skæv og alligevel meget organisk måde.
Foto: Søren Meisner.
På en måde forsvandt rummet og alting opløste sig, da musikken satte ind. Det var så overrumplende. Der var intet at holde fast i, der var ikke andet for end at følge med i denne gigantiske dans. Selv om de medvirkende ikke flyttede sig, fremstod den samlede oplevelse som en hurtig og hidsig dans. Fra skærmene over os buldrede billederne imod os. Der var gigantiske filmede nærbilleder af en hånd, der kradsede i noget, vi ikke kunne se, hvad var. Nogle gange var det dobbelt-eksponerede billeder af hånden og edderkopper. Der var mange edderkopper, eftersom dens bid både er dødelige og ophidsende. I hvert fald i denne musikalske opskænkning. Hånden bevægede sig rundt, som en edderkop. Løbende. Den standsede op, blev stående, løb rundt og gjorde sig klar til at bide. Den blev levendegjort som et selvstændigt dyr. Det var filmet forførende og yderst æstetisk i sort/hvidt af fotografen Søren Meisner. Om det også var danseren Jessica Lyalls hænder, ved vi ikke. Billederne af hendes dans var lige så smukke og udtryksfulde. Hun var filmet som en af Thorvaldsens skulpturer, der træder os i møde og danser ud af marmoret. Det var på en gang lyrisk og dyrisk. Det var en fryd af opleve det kunstneriske niveau. Florient Azoulary havde instrueret. Annette Hansen var scenograf. Birk Horst havde lavet lyddesign. Philip Meedom havde stået for lysdesignet.
Foto: Søren Meisner.
Den billedmæssige høje kvalitet bar det hele. Jeg kunne sagtens have undværet det lidt docerende lag, som den tilhørende libretto fik gjort alt for repeterende, som en rest fra et akademisk foredrag. Referencerne til Henrik Ibsens "Et Dukkehjem" og Bournonvilles "Napoli", der blev møjsommeligt forklaret og lagt ud både af danseren Jessica Lyall og af teaterforskeren Bent Holm, blev alt for udpenslet. Dels fik vi det som filmede sekvenser og dels som opprojicerede grafisk tekst, der bevægede sig hen over skærmene. Blandingen af antropologisk research, dokumentariske kilder og forsøget på at sætte to ikonografiske kvindeskikkelser i et nyt lys: Nora fra "Et Dukkehjem" og Teresina fra "Napoli" ansporede mig ikke til at trænge yderligere ind i værket. Jeg var allerede langt inde i det musikalske landskab, og tekstlaget insisterende på at møde mig som en udenforstående ved indgangen.
Foto: Søren Meisner.
Men jeg tager hatten af for fremførelsen af dette gigantiske værk, der bød op til en taranteldans, der formåede både at være livgivende - og samtidig dødelig. Det var i den dobbelthed at værket sprang os i møde, og dansede tæt ind på os. Det var også en danse macabre. Der var utvivlsomt nogle blandt publikum, der ikke overlevede, men selv oplevede jeg det berigende og meget livgivende. Jeg gik løftet derfra, nærmest dansende.
Foto: Søren Meisner.
TARANTULA
- en dokumentaropera
af Mauro Patricelli
på Thorvaldsens Museum
27. og 28. marts 2026
Mauro Patricelli: komponist, librettist og cembalist
Signe Asmussen: sang
Matias Seibæk: perkussion
Anders Banke: saxofon
Thommy Andersson: kontrabas
Jessica Lyall: dans
Bent Holm: idé og dramaturgi
Florient Azoulay: iscenesættelse
Søren Meisner: videokunst
Anette Hansen: scenografi
Birk Horst: lysdesign
Philip Meedom: lyddesign
TARANTULA gennemførtes med støtte fra Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Foundation, Wilhelm Hansen Fonden, Koda Dramatik, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Lasson Andersen Fonden, Dansk Komponistforening, Art Music Denmark, Københavns Kommune
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Amager Statsborgerskabs Kongres
på Tårnby Rådhus
af Tårnby Park Studio
19. - 29. marts 2026
120 minutter.
Siden begyndelsen af året har Tårnby Park Studio inviteret mennesker fra Amager
og resten af verden til at dele deres personlige historier. Deres fortællinger danner
grundlaget for en anderledes teateroplevelse skabt af borgere fra nær og fjern, hvor publikum bevæger sig rundt på rådhuset for at lytte til de stemmer og erfaringer, der udgør Amagers lokale fællesskab.
Det er mundet ud i en performance "der blander kongresformatet med teater, dokumentar og koncert – alt sammen funderet i deltagernes personlige erfaringer fra livet mellem lande, kulturer og med Amager som fælles omdrejningspunkt."
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Det er blevet til en invitation ind i et levende og fortællefyldt rum, hvor spørgsmål om tilhørsforhold, identitet og medborgerskab understøttes af teatertekniske greb.
Det er let at føle sig velkommen på Tårnby Rådhus. Foran indgangen står en håndfuld små piger og balancerer på nogle opsatser med vimpler på træpinde i hænderne. De er så optaget af deres balanceakt, at jeg fejlagtigt tror, at jeg kan liste mig ind fra siden, men en af dem retter mig straks: "Du skal gå ind forfra!" Så det gør jeg, mens de samlet flager mig ind. Lige så snart jeg træder ind bliver jeg budt velkommen med sang og glæde. Det gentager sig indenfor i rådhushallen, hvor den smilende kvinde i receptionen møder mig med et: "Jeg ved godt, hvem du er - og jeg synes, at det er godt, hvad du gør!" Jeg er ikke klar over, om hun ved, hvem jeg er, for det kan også være noget hun siger til alle, for det ville passe godt sammen med den stemning, der bruser imod gæsterne. Den er præget af samme velvillige og glade accept.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Efter at have fået udleveret program og en navnesnor, får jeg at vide, at jeg hører til i gruppe 5, og at jeg, inden det går rigtig i gang, har mulighed for at møde nogle af hovedtalerne, der står ved høje små runde borde i forhallen. Deres navne er skrevet på navnetags, der er sat på bordene ved siden af tallerkner chokoladekiks med kongressens logo som spiselig pynt.
Der sker noget spændende, når man skal træde ud af tilskuerens passivitet og interagere med de medvirkende - ikke mindst her, hvor kongres-formatet blandes med selvoplevede fortællinger. Man skal tage et skridt hen imod andre og møde dem i det øjeblik, der opstår, når man møder et nyt menneske.
Jeg sætter mig ved siden af René, der er formand for malersammenslutningen Tårnbymalerne. Han har placeret sig ved et bord lidt ude i siden, hvor han er ved at skitsere et ko-maleri af Theodor Philipsen, der hænger på rådhuset. Vi taler om malerier og Theodor Philipsen. Jeg spørger ham, om Philipsen også har malet køer på Amager, men det ved han ikke.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Bagefter sætter jeg mig ned på hug, for at være i øjenhøjde med Martin, der er kørestolsbruger. Han fortæller om sit flygtningeengagement. Der startede i Kongelundslejren, men da lejren lukkede, fortsatte han arbejdet på egen hånd på Amager.
Harman er fra Indien, hvor hun skrev digte til en lokal avis. Hun har fået to børn, siden hun kom til Danmark og beretter om, hvordan hun har bragt en indisk tradition med sig, hvor børnefamilierne mødes hos hinanden og spiser sammen - og at børnene bare går og kommer uden at de behøver at aftale noget på forhånd.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Formanden for Statsborgerkongressen, Andreas Liebmann, byder velkommen fra scenen. Camilla Sonne Tiede synger á capella "Jeg ved en lærkerede", mens de balancerende småpiger nu har fået fast grund under fødderne, da de kommer ind som fugle og danser rundt i en fugledans.
Alle besøgende var inddelt i grupper. Vi var fem i gruppe 5, der bagefter bliver ledt ovenpå, hvor jeg mødte René igen, der fortalte om sin amarkanske opvækst, om sit unge arbejdsliv først som messedreng på de danske have og bagefter videre ud i verden til De Dansk Vestindiske Øer, før han kom i lære som elektriker. Selv om han flyttede væk, endte han alligevel med at vende tilbage - næsten til samme sted som han i starten boede på Amager. Hans far var typograf, så der var altid papir og farver i hjemmet, derfor var det også det kunstneriske, der igen blev plads til, da han blev pensionist - og i dag er han formand for Tårnbymalerne på 16. år. Ved siden af ham hang Theodor Philipsens ko-maleri. Foran os var der lagt blokke og blyanter. Vi var der kun 15 minutter, men egentlig var det meningen, at vi skulle have tegnet René, men det nåede vi ikke, før vi blev ført videre til Ami.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Ami kom hertil for 34 år siden fra Bosnien. Hun havde indlæringsvanskeligheder. Hun kiggede hurtigt op på os fra bordet, hvor hun sad, da vi kom ind. Hun afspillede den indlæste journaltekst om hende samt teksten fra en artikel om hende i Familliejournalen. De to diametral forskellige tekster skurer mod hinanden. Det virker voldsomt at høre den kølige og nøgterne beskrivende journalberetning. Det krymper sig i mig, og der er god grund til at Ami også føler sig forurettet, når hun efter 34 år skal op til indfødsretsprøve. Hun får et afslag, som vi også hører oplæst, da hun ikke har haft arbejde, så hun har kunnet forsørge sig selv i de knap 4 år som det bl.a. kræves for at opnå dansk statsborgerskab. Det er en knugende beretning, og vi går lidt forknytte derfra, da vi bliver ført videre til Grethe.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Grethe blev pensioneret fra Dansk Flygtningehjælp, hvor hun havde varetaget forskellige jobfunktioner og også blev udsendt til Mellemøsten. Det kom hende til gode, da hun blev bedt om at være kontaktperson for to afghanske piger på henholdsvis 14 og 19 år, der var kommer hertil efter 3 måneders flugt gennem Pakistan, Tyrkiet og op gennem Europa til Padborg, hvor de søgte om dansk asyl.
Grethe fortalte om forløbet med at få dem til at falde til i Danmark, hvor de til sidst opnåede at få asyl og dansk statsborgerskab. Hun havde lagt fotos frem på bordet fra flygtningelejren Moira på Lesbos, som hun i sin tid havde besøgt - og hvortil de to afghanske søstre også i sin tid ankom.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Den sidste af de fire, vi skulle møde, var 41-årige ukrainske Vlad. Vi satte os overfor ham ved et rundt bord. Han var uddannet ingeniør og havde arbejdet flere år som ingeniør, inden han blev indkaldt til hæren. Men døden på slagmarken rykkede stadigt nærmere, og han valgte at flygte. Han skammede sig over ikke at blive og kæmpe for sit land, men satte alligevel sit eget ve og lev højere end døden på slagmarken. Han indledte med at sige, at det gik tilbage for Ukraine, men ingen ville se det i øjnene. Selv kiggede han os ikke i øjnene, men han udstrålede en vild energi og livsglæde. Jeg spurgte, hvordan han havde kunnet holde sig selv oppe? Det svarede han ikke direkte på. Hans fortælling satte sig fast på mig - og den blev siddende, da vi gik videre. Derved beviste den også det unikke ved det format som Statsborgerskabs Konferencen havde sat op for os, da den netop evnede at få os rystet ud af tilhørernes passivitet og få det gjort det til en oplevelse, vi delte med hinanden.
Bagefter fortsatte "forestillingen" med Kor Ukrainian Soul. Derefter var der tæppeudrulning, hvor vi alle skulle tage skoene af, før vi lagde os. Oppe i loftet kørte opprojicerede spørgsmål fra indfødsretsprøven. Mange af dem, kunne jeg ikke besvare rigtigt. Til sidst skulle vi vælge mellem om vi ville blive liggende, sætte os op eller rejse os op - og klappe. Der var god grund til at klappe.
Andreas Liebmann havde instrueret det vellykkede forløb med video-design af David Sebastian Lopez Restrepo. Musikken var komponeret af Mathias Loose. Boaz Barkan havde været dramaturg.
Foto: Rocio Christensen & David Sebstian Lopez Restrepo.
Amager Statsborgerskabs Kongres
på Tårnby Rådhus
af Tårnby Park Studio
19. - 29. marts 2026
120 minutter.
Instruktør: Andreas Liebmann
Storytellers: Aminata Hadziabdic, Salomey Nartey, Jaco Botha & Sheldon Fouché, Grethe Bille, Emad-Edinn Almohammad, Elena, Martin Vestergaard, Rene Lagermand, Vlad Vereshchakov, Nykyfor, Farza
Video-Designer /Performerere: David Sebastian Lopez Restrepo, Rocio Christensen,
Caster / Rum: Kollektivet Samling (Helle Egsgaard & Marie Boye)
Kostumedesigner: Oscar Lyons, Mette Sangaard Dideriksen
Komponist og lyddesigner: Mathias Loose
Dansere: Oona Klibo Carstensen, Oona Valeska Liebmann, Grace Aya Høgsted Fellingham, Ellen Kargaard Christensen, Nina Marie Sindahl, Viktorija og Olivia Degn, Kajsa Karlsson
Koreograf Fremtidsklubben: Birgitte Skands
Kor: Ukrainian Soul + Camilla Sonne Tiede
Dramaturg: Boaz Barkan
Grafiker: Max Morris-Doherty
Afvikler: Pape Arce, Mathias Loose og Petra Holbek
Fundraiser: Henriette Rosenbeck
Presssansvarlig: Vibeke Bryld
Praktikanter: Cecilie Secher Hansen, Alfrida Steimle og Max Wallmeier
Producer: Delia Corina Keller
Se også oversigten over de øvrige 259 anmeldelser.
