Anmeldelse: DEN TAVSE BYRDE, digtsamling af Qaali Schmidt-Sørensen

 

Foto: Elias Diini. Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

”Vi marcherer for forandring med løftet pande,

men spørger, om sandheden nogensinde vil flyve.

For i dette land, hvor friheden kræves,

brænder uretfærdigheden, og vi bærer skylden.”

Disse linjer fra digtet ”Retfærdighedens maske” et godt eksempel på digtenes flertydighed. Vi ”marcherer”, ”spørger” og "kræver", men ”bærer skylden”. Digtet slutter med det tankevækkende spørgsmål: ”Har vi frihed og demokrati?” Når spørgsmålet stilles i denne digteriske sammenhæng og kontekst, er det tydeligt, at svaret langt fra er så enkelt, som det måske umiddelbart kan se ud, for Qaali Schmidt-Sørensen er det tydeligvis langt mere komplekst. For i og med at hun overhovedet spørger, svarer hun selv både ja og nej. Hvad svarer vi?

I det efterfølgende digt, ”Mit fundne land”, der også er citeret på digtsamlingens forflap, får digtet en pudsig dobbeltbetydning. Taget ud af sammenhængen bliver det nærmest rørstrømsk og overvældende positivt. Nærmest FOR glad, sådan at det kommer til at virke animeret og postuleret, men i sammenhængen føjer det sig smukt ind sammen med de øvrige digte. Dette dobbelte blik er digtenes store fortjeneste. Derved får læsere, der ikke deler flygtningebaggrund med Qaali Schmidt-Sørensen mulighed for at se sig selv og ”lykkelandet” på en helt anden og anderledes måde.

Foto: Elias Diini.

Den store fortjeneste ved at læse digtsamlingen ”Den tavse byrde”er alt det, der automatisk følger med, og som vi får oven i læseoplevelsen. Sproget bærer på så meget mere, end vi umiddelbart kan se. Dette dobbeltblik får os til at fundere og gennemtænkte alt det, vi bare tager for givet. For digteren er det ingen selvfølge – og det bliver det dermed heller ikke for læseren. Alene det er det hele værd. Det implicitte taler med og bærer sin egen tavse byrde.  

I det efterfølgende digt, ”Gennem storme”, er der fire linjer, der skiller sig ud:

”Hvert ar en lærestreg, hver tåre en sang,

Midt i kampen hører jeg til.

Verden kan ryste, vejen være usikker,

Men jeg har lært, at overlevelse er at holde ud.”

Der udgår en stærk kraft fra ordene, der også bærer på en stor forbrødring med det, som digteren har været igennem. Det beskrives så enkelt, og er alligevel en meget stor og kompliceret affære, der slet, slet ikke er så ligetil og enkel. Måske kan netop denne slags digtsamling kun skrives efter et langt forløb, der er endt godt. For nogle er det et livslangt projekt at forlige sig med det, som livet har budt én. For andre er det en uopnåelig og uladesiggørlig proces, men for dem, der arbejder metodisk og ihærdigt på at bjerge sin stumpede sjæl i land, er der håb og forbrødring mulig. Det er den bevidsthed, som jeg som læser sidder tilbage med. Det virker næsten overmenneskeligt, at der skulle være muligt, sådan som det fremgår af teksterne. Eller også er sandheden, at det er muligt i stunder og øjeblikke – og at det netop er disse som digtsamlingen samler sammen og lægger frem. Roen og glæden skal der arbejdes med på daglig basis – ingenting er blivende i denne verden. Bortset fra håbet. Fuldstændigt som det også fremgår af digtet, der slutter med ordene:

”Med hver ny daggry rejser jeg mig igen,

For jeg er stormen, og jeg er himlen,

En overlever, der aldrig siger farvel.”

Det smukkeste, men også det mest gådefulde af digtene er ” I tusmørke”. Sådan er tusmørket. Det er ikke til at blive klog på. Det både er der og er der ikke. Det kommer snigende, men det rummer også sin egen poesi - som her:

”I tusmørke, månen så klar og smuk,

hvisker farvel, en stille bøn.

Den forlader min sjæl, driver i natten,

En vandrer i skyggernes lys.

Den svæver over i sølvglans,

Mens jeg er tabt i en rastløs drøm.”

I ”Genfødt” opsummeres hele digtsamlingen med ordene:

”Jeg vil rejse mig fra asken, ren og klar,

kaste min gamle hud og træde ind i lyset.

En sjæl genfødt, uden spor af fortidens anger,

klar til at begynde forfra, for at jagte uopfyldte drømme.”

Håbet er der hele tiden sammen med en utrættelig tro på, at det nok skal gå. Det er meget inspirerende og virker smittende.

I ”Ensomhedens labyrint” skriver digteren:

”Hvem er jeg, når jeg ikke længere kan finde mig selv?

Når jeg mister tråden til min egen historie,

og alting omkring mig bliver til ekkoer af fortiden?”

Efter uvisheden træder håbet og visheden på ny frem. ikke mindst i de to afsluttende digte: ”Genmødte” og ”I en vidunderlig Ierden”-

I ”Genmødt” skildrer digteren en flugthistorie: flugten over havet, opvågningen på en fremmed kyst, ankomsten til asylcentret og bagefter mødet med Danmark – og især naturen, der åbner sig for hovedpersonen med al sin nordiske skønhed. Det er rørende læsning. Det bliver oplevet og sanset, som det kun kan opleves og sanses, når det bliver set med nye øjne – med øjne, der møder det for første gang.

Det er velgørende at møde vores vante verden på en ny måde i ”Den tavse byrde” af Qaali Schmidt-Sørensen.

 

Qaali Schmidt-Sørensen 

DEN TAVSE BYRDE

Digtsamling, mellemgaard, 2026

Omslag: mellemgaard. Vignet: Lise Rønnebæk.

 

Hør også podcasten 

"Den usynlige krig" (2018). 

Læs mere. 

 

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på

KULTURDAGE I ISHØJ,

om lørdagen, den 19.9.2026.

Se dagens program

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk. 

Peter & Lene Romer Halby

 

”Fotoet er fra 2022, hvor Peter lige har fået diagnosen – og vi er på ferie ved Mosel i Tyskland.

 På de andre billeder er det Rumle, som jeg selv har tegnet.” Lene Romer Halby.

Peter & Lene Romer Halby

Det var et rørende øjeblik i DRs serie om Demenskoret, da Peter (med hatten) til den afsluttende koncert i Koncerthuset sang solo på sangen «Du kom med alt, hvad der var dig”, som han i 2022 blev gift til (for anden gang), med sin Lene til. Ingen vidste på daværende tidspunkt, at Peter skulle blive den første af de medvirkende, der døde. Han nåede lige akkurat at holde sin 80-års fødselsdag. Godt nok var det reelt set kun hans 79-årige fødselsdag, men hvad gør det. De to nåede næsten at være sammen i 40 år. 1½ år efter ringer jeg til hans Lene for at høre mere om, hvordan det siden gik. Demenskoret forsatte efter optagelserne og synger sammen hver tirsdag i De Gamles By, hvor Lene stadig er med.

-Noget af det jeg lærte under Peters sygdomsforløb var, at jeg blev ret god til at navigere i den der demensverden. Der var ingen grund til at skulle fortælle Peter, hvad der var rigtigt og forkert. Det blev lige meget. Jeg tror, at mange af os i vores almindelige liv- hvis vi ved, at vi har ret, så kæmper vi også for at holde på det. Det lærte jeg heldigvis forholdsvis hurtigt at give slip på. Når man lever et demensliv, handler det ikke længere om at have ret. På et tidspunkt opfattede jeg det, som om der eksisterede to virkeligheder i vores hjem. Der var min – og så var der Peters. Jeg havde jo ikke mere patent på sandheden i min verden, end Peter havde i sin. Det Peter oplevede var jo hans virkelighed. Jeg opdagede også, at jeg kunne træde ind i Peters verden, men jeg kunne ikke trække Peter over i min. Det var demensen alligevel for stærk til. Den var stærkest.

-Så man har kun øjeblikket sammen her og nu?

-Ja, og det nyttede ikke blive irriteret over, at han spurgte om det samme igen og igen. Der var mennesker, han rodede sammen. Jeg måtte møde ham med nysgerrighed. Når han pludselig spurgte: -Hvor er vores far? Så skulle jeg ikke fortælle ham, at han var død. For jeg vidste, at det slet ikke var det, han spurgte om. Jeg vidste ikke, hvad han spurgte om, men det var i hvert fald ikke dét. Men jo mere nysgerrig jeg kunne blive og snakke med ham om det, des bedre forstod jeg det. Det viste sig i stedet at være vores søn. Man skal give sig selv lov til at træde ind i den verden. Vores kommunikation ændrede sig – det gør den jo gennem hele livet. Den var jo også anderledes, dengang jeg var 23 og Peter var 40, da vi mødtes. Dengang var jeg en ung, stædig tøs, der troede, at jeg vidste alt i verden. Peter var en halvgammel stædig rad, der også insisterede på at vide alt. Så bølgerne kunne gå højt. Når man er sammen gennem så mange år, ændrer kommunikationen sig. Det gør den gennem hele livet. Bestemt også til sidst, da vi pludselig skulle leve et demensliv gennem de 10 år, hvor Peter var syg. Jeg gjorde det, at jeg meget bevidst skilte demensen og Peter. Jeg har lavet et foredrag, hvor jeg fortæller, at jeg navngav demensen Rumle. At skille demensen fra Peter, og navngive den, betød at jeg i mange situationer, kunne kigge på Peter og sige: -Det er ikke Peter, der siger sådan, det er ikke Peter, der gør eller siger noget, der virker sårende – det er Rumle. Derved kunne jeg lægge min vrede på Rumle. Det kunne jeg også periodevis sammen med Peter. Nogle gange blev han irriteret, og sagde: -Den hedder ikke Rumle. -Nå, nå, men det gør den for mig. Det er en hjælp for mig. -Nå, okay… Det har virkelig været en stor hjælp at kunne skille det ad. Det har betydet, at jeg har kunnet blive ved med at bevare min kærlighed til Peter. Men jeg kunne være rasende på Rumle. Til mine foredrag har jeg illustreret det visuelt. Jeg har tegnet Rumle, sådan som jeg forestillede mig at Rumle så ud. I starten er Rumle en ubuden gæst, der flytter ind i vores hjem. Vi har aldrig inviteret ham ind, men han flyttede alligevel ind og blev boende. Dengang var han lille og Peter fik stadig lov til at fylde meget, og så han jeg tegnet ham, hvor han fyldte stadigt mere. Jo mere Rumle voksede, des mindre plads blev der til Peter. Så på billederne bliver Rumle større og større – og til sidst fylder Rumle næsten det hele, men jeg valgte at Peter aldrig forsvandt for mig. Uanset hvor stor Rumle blev, så blev Peter ved med at være der. Jeg kan ikke genkende, når andre siger, at de forsvinder for øjnene af os. Nej, de forsvinder kun, hvis vi vælger ikke at se dem. Det er min holdning. Det har hjulpet mig. Peter blev ved med at være der – lige til det sidste.

-I tv-serien spørger Puk Peter, om han er bange for fremtiden? Han svarer nej! Det overraskede mig, men det er måske fordi fremtiden slet ikke eksisterede for ham? De fleste ville være bange for fremtiden…

-Det kan jeg slet ikke huske… Det har jeg ikke bidt mærke i. Men han havde i ekstrem grad manglende sygdomsindsigt. Det interesserede ham ikke. Han spurgte mig på et tidspunkt, næsten lige da han fik diagnosen: -Er det noget, jeg skal dø af? Jeg svarede ham: -Ved du hvad, det er lige som cancer. Nogle dør af det, og andre dør med det. Så det kan mam ikke sige noget om. Der er mange, der får demens og så dør de af noget helt andet. -Nå, nå. Så havde han fået et svar på det, og så tror jeg ikke, at han bekymrede sig ret meget mere om det. Men jeg ved, at han også skånede mig, for det har jeg siden fået fortalt af venner og familie. Når jeg ikke var i stuen, kunne han godt sige noget andet. Da en af vore gode venner skulle gå og sagde: -Vi ses, Peter. Svarede han: -Måske, men det kan man jo ikke vide med denne her åndsvage sygdom! Men det var ikke noget, han gav plads til at fylde. Peter var ekstremt god til at sige: -At det vi er i nu, det er det bedste! Han havde et slagord eller en levesætning, der også hænger ude i vores éntre: Det vil vise sig! Det er noget, han havde fra Charles Dickens ”David Copperfield”, hvor der er en Mr. Micawber , der er en værre bandit. Han kommer i gældsfængsel. Han kommer altid ud for noget værre rod. Hans slagord er: Noget vil vise sig!

-På trods af alt!

-Ja, og det er fuldstændig rigtigt. Noget VIL vise sig. Ligegyldigt, hvor surt det ser ud, så vil noget vise sig. Derfor tror jeg simpelthen ikke, at Peter brugte meget krudt på at gå og være bange for fremtiden. Det var også grunden til at vi i sommeren 2025 havde en samtale, hvor hans ord var blevet markant færre og det var sværere for ham at lave lange sætninger. Pludselig en dag sidder han og kigger frem for sig - og siger så: -Hvor er det underligt, at vi har fået døden så tæt på! Jeg ved ikke, om det var vores egen død eller fordi vi lige havde mistet nogle, som vi ikke havde regnet med at miste, men jeg greb det - og spurgte: -Peter, er du bange for at dø? Han svarede: -Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg har heller ikke lyst til at dø! Jeg vil så gerne have, at vi har meget tid sammen! Vi havde ikke snakket så meget om døden, så jeg tænkte, at jeg blev nødt til at spørge ham: -Peter, hvad tror du egentlig der sker, når vi dør? Nogle tror, at vi bliver til en stjerne eller at vi kommer op at sidde på en stjerne. Tror du på det? Det troede han ikke. Vi har jo boet 20 år fast på båd fra 1996-2016 hele året. Vi har sejlet meget på Nordøen og også til London. Havet har altid betydet meget for os. Peter var lysdesigner og har lavet store lysskulpturer, hvor han brugte solnedgang og solopgang som inspiration: -Ved du hvad, Peter, jeg har sådan et billede af os. Jeg tror, at vi to skal ud at sejle på det uendelige ocean. Så lyste han op. -Det tror jeg også! -Men, Peter, det fantastiske er, at man derude ser solnedgangen fra den anden side af horisonten - og det betyder, at ligegyldigt hvem, det er der er på den anden side af horisonten, så vil vi begge vide, at det er den samme solnedgang vi ser sammen. –Det tror jeg også! Efter Peters død, har solnedgangen fået en helt særlig betydning for mig – og hver dag tænker jeg ”Noget vil vise sig”.

   

”Fotoet er fra 2022, hvor Peter lige har fået diagnosen – og vi er på ferie ved Mosel i Tyskland.

 På de andre billeder er det Rumle, som jeg selv har tegnet.” Lene Romer Halby.

Samtalen med Lene Romer Halby 

er lavet som opvarmning for 

KULTURDAGE I ISHØJ

den 18. & 19. september 2026.

Læs mere på hjemmesiden 

og se Facebook-begivenheden.

Billetbestilling.

Plakat: (cut & paint) Lise Rønnebæk. 

Anmeldelse: ERASMUS MONTANUS på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.

Dejlig forestilling, men men men...

De bedste oplevelser er dem, hvor man skal kæmpe for at blive siddende og så alligevel går beriget og charmeret derfra. Sådan er det med Grønnegårds Teatrets ERASMUS MONTANUS.

Foto: Bjarne Stæhr.

Jeg er ikke vild med Ludvig Holbergs stykker, men jeg morer mig alligevel over JEAN DE FRANCE (1722) og ERASMUS MONTANUS (1723). To stykker, der begge handler om, hvor forskruet man kan blive af at stikke hovedet i lærdommens brønd. Langt hen ad vejen virker det reaktionært og bagstræberisk, men Holberg gør noget spændende, for allerbedst som vi ler, trækker han tæppet væk under os, og vi opdager, at det er os selv vi ler af. Det bedste er, hvis man kan forene det nye og det gamle. Hvis man kun lever for videnskaben, sejler hverdagen lige lukt forbi én, men omvendt hvis man ikke befatter sig med noget højere end hverdagen, taber man også noget væsentligt. Det er den pointe, vi som publikum sidder tilbage med i Madeleine Rønn Juuls bearbejdelse og instruktion af ERASMUS MONTANUS.

Foto: Bjarne Stæhr.

Ludvig Holberg (1684-1754) var professor ved Københavns Universitet, hvor "disputationer" var en del af disciplinerne. Det er vandret direkte ned i hans dramatik, hvor personerne i forsøg på logisk argumentation forvilder sig ud i verdensfjerne ordfægteriet iblandet uforståeligt og forvrøvlet latin.

Foto: Bjarne Stæhr.

Holberg var inspireret af den italienske maskekomedie commedia dell´arte, og sådan fungerer hans personer også på scenen. De er alle firskårne og forvrøvlede, men djævelsk veloplagte. For at gøre det levende kræver det en overdreven spillestil, hvor skuespillerne giver alt til publikum hele tiden. Det er folkekært og lidt oppustet, men selv om jeg i starten havde lyst til at løbe væk, har det også sin charme, og som sagt endte jeg med både at blive begejsret og ganske glad for opsætningen.

Foto: Bjarne Stæhr.

Marianne Nilsson har skabt scenografien og kostumerne. Maja Kaagaard Olsen har kreeret koreografien. Scenografi og koreografi fungerer flot sammen, selv om det om noget må være en balancegang for skuespillerne, der skal balancere på den skrå scene og springe op og ned af de skrå flader, men det giver et godt udsyn fra tilskuererpladserne, der alle er bænket direkte på græsset. For jo, vi befinder os under åben himmel i Odd Fellow Palæets Have med indgang fra Bredgade. Det er morsomt, at duer, krager og måger flyver hen over haven og leverer deres egne kurrende, skrappende og skrigende kommentarer til skuespillernes ageren. Det passer faktisk godt ind.

Foto: Bjarne Stæhr.

Nicolai Jørgensen spiller hovedrollen som den forskruede hjemvendte søn, Rasmus Bjerg, der i hovedstaden har omdøbt sig selv til Erasmus Montanus. Han er charmeforladt og forskruet, og det går ham heller ikke godt, men han kæmper bravt for sagen og videnskaben.

Foto: Bjarne Stæhr.

Hans forældre, Jeppe og Nelle Berg, spillet af Jesper Hyldegaard og Laura Bro, får deres sag for. De har ofret alt, for at den ældste søn har kunnet studere i hovedstaden og forventer, at det lønner sig, når han bliver gift med jomfu Lisbed, der er den formuende Jeronimus´ datter. Jeronimus spilles af Steen Stig Lommer, der altid er god. Jomfru Lisbed spilles iltert og lidenskabeligt af Rikke Westi. Endnu mere ilter er moren, spillet af  Christine  Gjerulff, der også har en herlig forklædningsrolle som hvervende løjtnant senere i stykket. Hun er lige så temperamentsfuld som Nelle ikke er det. På samme måde med de to fædre. Jesper Hyldegaard og Steen Stig Lommer er som dag og nat. Jesper Hyldegaard er indbegrebet af Holbergs måde at skabe sine personer på. En ting er, hvad de siger, en anden ting er, hvad man gør. Det gælder ikke mindst Johannes Lilleøres Per Degn, der gnistrer af selvhøjtidelighed. Alle hans falbelader og nervøse spjæt og ryk med kroppen er en fornøjelse at følge. Morten Hauch-Fausbøl er en god modpol til ham. Men det er Lue Støvelbæk, der spiller yngstesønnen Jacob Berg, der løber med al charmen - og den er der hårdt brug for i denne gamle komedie, der nok er tidsløs, men stadigvæk har brug for mange løft og kast for at få smilet frem hos et moderne publikum.

Der er indlagt et par danse i forestillingen. Dels hovedpersonens begejstrede dans og dels en lille fællesdans. Det er vakst og godt fundet på.

Foto: Bjarne Stæhr.

Madeleine Røn Juul instruede også samme teaters DEN GERRIGE af Molière i 2023, hvor Karen-Lise Mynster var vidunderlig i hovedrollen, som hun også blev Reumert-belønnet for. Molière (1622-1674) er lidt tidligere end Holberg, men også samtidig med ham. Der er mange ligheder imellem de to, i deres udstilling af dårskab og skabagtigheder. Med ERASMUS MONTANUS har vi på Grønnegårds Teatret fået en veloplagt og god gedigen opsætning, hvor det er befriende at kunne le ad sig selv.

Foto: Bjarne Stæhr.

ERASMUS MONTANUS

af Ludvig Holberg

Grønnegårds Teatret

25. juni – 27. august 2026

1 time og 40 minutter

MEDVIRKENDE: 

Nicolai Jørgensen, Johannes Lilleøre, Lue Støvelbæk, Rikke Westi, Laura Bro, Jesper Hyldegaard, Morten Hauch-Fausbøll, Christine Gjerulff og Steen Stig Lommer

INSTRUKTION & BEARBEJDELSE: 

Madeleine Røn Juul

SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN: 

Marianne Nilsson

KOREOGRAFI: 

Maja Kaagaard Olsen

FORESTILLINGSFOTOS: 

Bjarne Stæhr

PLAKATFOTO: 

Per Morten Abrahamsen

SPILLESTED:

Odd Fellow Palæets Have

Bredgade 28, 1260 København K

SPILLEPERIODE:

25. juni – 27. august 2026 (dog spilles der ikke i uge 29, 13. – 19. juli)

Mandag – fredag kl. 19.00, lørdag kl. 17.00

Hjemmeside

*

Se også oversigten 

over de øvrige 264 anmeldelser.

*

Anmeldelse: FORCE OF NATURE med Natalia Osipova på Gamle Scene

BRAVO! Hvor er det flot!

Ballerinaen Natalia Osipova gæstede Gamle Scene i aftes med et blandet balletprogram, hvor nye og gamle værker smøg sig om hinanden, så det var en fryd.

FORCE OF NATURE var den lidt storladne overskrift, men det var der dækning for.

Natalia Osipova er født og voksede op i Moska, hvor hun blev optaget på Bolsjojteatrets corp de ballet. Allerede i første sæson dansede hun helt ekstraordinært otte solistroller. Få år efter blev hun solist og dansede hovedpartierne i det klassiske repertoire: Giselle, Don Quixoto, Svanesøen og La Bayadère. I 2007 under Bolsjojteatrets gæstespil i London fik hun sit internationale gennembrud i Don Quixoto, og siden gæstedansede hun i Paris, Milano, Berlin og New York. I 2012 blev hun Principal Dancer ved American Ballet Theatre i New York,  der er et af USA´s mest prestigefyldte balletkompagnier. I 2013 indgik Osipova en fast kontrakt med The Royal Ballet i London, hvor hun fortsat danser i dag, hvor London er blevet hendes kunstneriske hjem. 

Nogle af de største og mest spændende nye koreografer har kreeret værker direkte til hende: Alexei Ratmansky, Wayne McGregor, Christopher Wheeldon, Akram Khan og Sidi Larbi Cherkaoui. Det er således en af de største ballarinaer, der trådte ind på Gamle Scene i aftes. 

Titlen FORCE OF NATURE stammer fra den britiske instruktør Gerald Fox` dokumentarfilm af samme navn, som giver et sjældent indblik bag kulisserne i Osipovas liv og arbejde, fra prøverne på Medusa fra opførelsen af den klassiske ballet La Bayadère.

I første del blev vi præsenteret for fem uddrag fra større balletter og efter pausen fik vi en ny ballet i sin helhed. Med sig på scenen havde hun blandt andet principal dancers fra The Royal Ballet i London, Queensland Ballet (Australien) og Dutch National Ballet.

Det startede traditionelt med uddrag fra Frederick Ashtons La fille mal gardée med musik af Ferdinand Hérold. Men det var i den efterfølgende Le Corsaire Pas de Deux af Marius Petita, med musik af Adolphe Adam, at Natalia Osipova og Giorgi Potskhinshvili (Dutch National Ballet) standsede tiden. Han iført et barbrystet blåt korsarkostume, mens hun var iført florlette hvide gevanter. De to sværmede om hinanden og  lavede de mest halsbrækkende kast og fald med stor elegance. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre. Publikum applauderede spontant, og det var fra da af, at vi vidste, at dette ville blive en uforglemmelig aften.

Aftenens to moderne værker af Jason Kittelberger, danser og koreograf fra Rambert i London, dansede selv sammen med Osipova. Stærkest i Damage Skin, hvor de er alene på scenen, iklædt sandfarvet satin. Fra de foregående klassiske værker trådte vi nu ind i et intimt rum, hvor tyngdepunktet blev flyttet ned i kroppen. Det handlede ikke længere om at springe længst og højest. Vi befandt os milevidt fra korsarer og prinsesser. I stedet mødte vi to mennesker, der smøg sig om hinanden i et moderne formsprog, der gjorde nøjagtig det modsatte af Ashton og Petipa. Vi var trådt ud af den ideelle verden, der stræber efter enhed, højhed og perfektionisme. I stedet gled vi ned til et menneskeligt drama, hvor kroppene selv bliver til  dirrende instrumenter. Kontrasten var overvældende og betagende.

På mig har det altid virket forstemmende, når nye og gamle balletværker præsenteres side om side, hvor deres forskellighed brager mod hinanden i et ønske om at gøre alle tilfredse. Men denne aften lykkedes sammenstillingen, og det ene voksede organisk videre i det andet. I Damage Skin er kroppene ikke længere idealiserede og forførende drømmende. Som titlen antyder, befinder vi os i et forbrændt univers, hvor livet myldrer imod os i al sin pågående frygtelige, men også fascinerende fysikalitet. Fire arme og fire ben glider sammen og skilles, så det tager vejret fra mig. Vi befinder os i en underverden, hvor kroppene mylder frem og tilbage i en konstant gensidig tiltrækning og afstødning. Det er både frydefuldt og svært at  tage ind. Alle kropslige linjer bliver udblødt, når kroppene bølger mod hinanden. Det er svært at forstå, at det er Osipovas krop, der i de forrige balletuddrag trippede på tåspidser hen over scenen i skape klassiske positioner. Men her fungerer sammenstillingen - og det ene vokser organisk ud af det andet. 

Personligt var jeg skuffet over uddraget fra Isadora af Kenneth MacMillan (1929-1992), som Osipova dansede alene, som det sidste værk før pausen. MacMillan har kreeret så mange fantastiske værker som Mayerling (1978), Romeo & Julie (1965) og Manon (1974) , men i Isadora (1981), der er en hyldest til barfodsdanserinden Isadora Duncan (1877-1927), danser Osipova barfodet rundt med et stort tørklæde, og når man ved, at hun i virkeligheden led en makaber død ved at blive kvalt i et blaffrende langt tørklæde, der vikledes ind i hjulet på hendes bil, får det en anderleds mørk tone. MacMillan har valgt at give Isadora en masse faste og lidt låste attituder, der virker karikerede, som om han på en måde peger fingre af den store barfodsdanserinde. I hvert fald holder han hende ud i strakt arm og tager hende ikke rigtig alvorligt. Hun er med sin gestik gestaltet som en gammel stumfilmstjerne, der geråder i lutter attituder og falbelader. Det bliver aldrig rigtig menneskeligt.

Det er derfor en lettesteles efter pausen igen at synke ned i  Jason Kittelbergers Ashes, der er aftenens nyeste værk - og skabt til netop denne turné. Musikken er af violinisten Nigel Kennedy & the Kroke Band med Jerzy Bawoł (akkordion), Tomasz Kukurba (viola) og Tomasz Lato (kontrabas). Musikken er passioneret. Den emmer af tangoinspirerede brudte rytmer. Violin, akkordion, viola og kontrabas er smægtende instrumenter, der går lige til hjertet.  Det er passioneret og vemodig musik, der danner melodisk baggrund for Ashes. Det når ikke det fantastiske niveau fra Damage Skin, men mindre kan også gøre det. 

På den mørke scene, hvor de to mænd er klædt i mørkt, mens de to kvinder er klædt i lyst, kommer danserne på et tidspunkt selv bærende ind på de rekvisitter, som de skal bruge til at fortælle deres jordbundne historie med. Et gulvtæppe bæres ind og ender med at indrulle en af danserne. Elegant er det ikke, men det behøver det heller ikke at være. Det kunstrneriske niveau er højt, og jeg er vild med den måde som Jason Kittelberger formår at ryste kropene ud af deres vante former.  Koreografisk bløder han dansernes fysik op, og gør dem til svajende siv i musikken. Han ryster dem løs af sig selv, så de bliver til dansende toner, der indgår i et pulserende partitur. Jeg bliver ved med at se for mig, hvordan han opløser kroppens normale linjer og gør danserne (hvoraf han jo selv er en af dem) til udflydende størrelser, hvor linjer og former udviskes og vristes løs fra sig selv. 

De samme bløde linjer forekom også i Le Corsaire Pas de Deux, men i Ashes får de helt deres eget univers og træder dansen ret imod. De så at sige træder ud imod os, og jeg bliver slået af beundring for den utrolige fysikalitet, der ligger bag, når kroppene opløses og bliver til noget helt andet. Måske til en drøm. 

 FORCE OF NATURE

med Natalia Osipova & friends

 Søndag den 24. maj 2026

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Varighed: 2 timer inkl. en pause

Forestillingen præsenteres af: 

Winstag Production

Medvirkende dansere:

Natalia Osipova

Jason Kittelberger

Giorgi Potskhishvili

Anna Tsygankova

Patricio Revé

Francisco Serrano

Patricia Torres

Læs mere.

*

Se også oversigten 

over de øvrige 263 anmeldelser.

*

Anmeldelse: ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing i Brønshøj Vandtårn

Foto: Jan Vesala.

Hvad er gråd, sorg og tårer? 

I forestillingen ON/CRYING – The Gravity of Tears af Antoinette Helbing i Brønshøj Vandtårn inviteres vi med på en rejse ind i tårernes rige. Det er samtidig en undersøgelse og en afsøgning af, hvad gråden betyder, og hvordan vi forholder os til den. 

Det starter uden for vandtårnet, hvor vi opfordres til en stille meditation, hvor vi forestiller os, at vi  holder os selv og hele verden i hænderne. I den ene hånd holder vi vores sorg, og i den anden hele verdens sorg, hvorefter vi lader de to glide sammen - og følger efter ind i vandtårnet, hvor vi ad lange gange ledes rundt og rundt. Jeg forestiller mig, at jeg bevæger mig ad uendelige tårekanaler ind til det, der venter.

Foto: Jan Vesala.

Vi bliver bænket rundt om i rummet, og sidder mellem vandtårnets enorme grå cementsøjler. På een gang rammet ind af søjlerne og samtidig gør de, at vi aldrig kan se det hele. Vi får det hele serveret, men får alligevel aldrig det hele at se. Måske er det på samme måde med gråden og sorgen. Vi fyldes af stemninger, som vi sjældent helt forstår, men pludselig presser gråden på. Vi er ikke herre over den, men prisgivet, når den bemægtiger sig os. Måske er det på samme måde med forestillingen, der skubber os foran sig og samtidig lader os være alene med oplevelsen.

Det kan nogle gange være ganske udmattende at blive efterladt i det ordløse rum som dans og installationskunst efterlader os i. Vores underbevidsthed kræver uvægerligt at vi skal sætte ord og mening sammen, for at skabe logiske sammenhænge, men måske er en af forståelsesnøglerne til sådanne oplevelser og værker, at vi i højere grad  bare skal forsøge at følge med, for vi behøver ikke forstå alting. 

Vi befinder os i en hverdag, hvor vores opmærksomhed hele tiden udfordres, og der kræver meget af vores underbevidsthed, og det er her at et værk som ON/CRYING – The Gravity of Tears kan noget ganske særligt.

Foto: Jan Vesala.

Det er som at træde ind i et frirum. Vi bringes dybt ind i værket. Det er her, vi skal tage udfordringen op og tage den på os, for hvor langt tør vi gå? Hvor meget tør vi give slip på - og hvor bringer det os hen?

Antoinette Helbing er tysk herboende danser og koreograf, der arbejder med at skabe forbundethed, fællesskab og empati i de værker, hun skaber.

Antoinette Helbing har koreograferet og danser sammen med Alica Minar. Katrine Faber er komponist og vokal coach. Emil Vodder Kristensen har også komponeret og været lyddesigner og tekniker. Inbal Lieblich er scenograf og kostumedesigner. Mirko Guido er dramatisk mentor. Carina Backman er lysdesigner. Jonas Schnor er "outside eye", mens Lenka Vořechovská har stået for produktionen. 

Foto: Jan Vesala.

Tuomas Rounakari har været " lament coach", og det har der været brug for. Hvad er sorg og gråd egentlig? Et velkendt billede på det er de sydlandske grædekoner. De udfylder en funktion, når de græder på kommando. De så at sige græder på vegne af os, hvis vi ikke selv finder vej til sorgen og gråden. Gråden er måske noget af det mest private, vi har og samtidig noget, der fylder os alle. Nogle gange af åbenlys grund, hvor vi fortæres af følelsen, der andre gange kan dukke op ud af det blå helt uforklarligt.

7 installationer er ophængt og belyst i Brønshøj Vandtårn. De er alle forskellige, men rummer ophængte isstykker, der i løbet af forestillingen langsomt smelter i varmen fra de spotlamper, der er placeret over dem. Den smeltende is drypper ned. Lyden indgår i forestillingens klanglige univers. Rummets unikke akustik driver gæk med os og er så fint indpasset i helheden, at det er umuligt at afgøre, om det er de medvirkendes egen sang, vi hører, eller om det er en optagelse. Det hele blander sig sammen som et flerdimensionelt lydtæppe, der lægger sig omkring os.

Antoinette Helbing og Alica Minar drejer og snurrer rundt med løftede arme, som hvirvlende sufistiske dervisher fra en fjern kultur, som vi ikke forstår, men som efterlader os forpustede og betaget. De markerer med glidende fingerbevægelser ned over kinderne, at de græder og er svøbt ind i en altopslugende sorg. Det starter i det små, men snart opsluger det dem helt, som de hvirvler rundt mellem søjler og installationer. De hvrivler og hvirler og ender med at ligge tæt sammenfiltrede på gulvet. Sorgen og gråden har opløst grænserne mellem dem. De er blevet til een altomfattende sorg, som de sammen græder ud.

Det mest overraskende og smukkeste øjeblik indtræffer, da snore fra alle de ophængte installationer forbindes til kroppen på Alica Minar, sådan så enhver af hendes bevægelser straks resulterer i at alle oplyste installationer bevæger sig op og ned sykromt med hendes bevægelser. Det er enkelt, men virkningen er overvældende. Det giver et sug i maven, når hun kaster sig frem, falder ned og rejser sig op igen, altmens alle installationer og lyskilderne, der hænger over dem, på samme måder hæver sig op og ned. Måske er det på samme måde med sorgen og gråden, der følges ad og både kan besætte os totalt, men også være noget, der kommer og går helt uforklarligt.

At være med i vandtårnet og rejse med på denne rejse og undersøgelse af noget privat, er  som at stille sig frem åbent og samtidig være dækket ind. Det er tankevækkende, ganske udfordrende og helt uforklarligt.

Foto: Jan Vesala.

ON/CRYING – The Gravity of Tears

af Antoinette Helbing

Brønshøj vandtårn, Brønshøjvej 29, 2700 København

17.-23. maj kl. 19.30

Varighed: 70 min. – men installationen er åben til kl. 22.30

Indgår i festivalen METROPOLIS

Koreograf og danser: Antoinette Helbing

Danser: Alica Minar

Komponist og vokal coach: Katrine Faber

Komponist, lyddesigner og tekniker: 

Emil Vodder Kristensen

Scenograf og kostumedesigner: Inbal Lieblich

Dramaturgisk mentor: Mirko Guido

Lysdesigner: Carina Backman

Outside Eye: Jonas Schnor

Produktion: Lenka Vořechovská

Lament coach: Tuomas Rounakari

Støttet af: The Danish Arts Council, Nordisk Kulturfond Opstart, Wilhelm Demant Fonden, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis- Hansens Fond, Beckett-Fonden, Hoffmann og Husmans Fond & Brønshøj-Husum Lokaludvalg og i samarbejde med Brønshøj Vandtårn

Residencies: Akademiet KBH, Forsøgsstationen, Holstebro Dansekompagni, Dance Cooperative, Studio Alta Prag, Studio Tanca Banska Bystrica

Co-Production: Metropolis, PASSAGE Festival, Sydhavn Teater

Metropolis’ sommerprogram er støttet af Københavns Kommune og Statens Kunstfond

Hjemmeside

- og bestilling af gratis billetter.

*

Tidligere anmeldte forestilinger 

af Antoinette Helbing:

2024:

The Laughing Crowd

2023:

The Mirror Project

*

Se også oversigten 

over de øvrige 262 anmeldelser.

*