mandag den 24. juni 2024

Anmeldelse: USTANDSELIGT FORÅR af Murshida Zaman

 

Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Marie Madsen.

Hold da op. Mushida Zamans 5. bogudgivelse, der først kommer på dansk med titlen USTANDSELIGT FORÅR og siden følger på engelsk, er noget ganske særligt. Mushida Zamans er Københavns 3. Friby-forfatter og har tilbragt de sidste 2½ år her. Mushida Zaman (1983) kommer fra Bangladesh og er her sammen med sin mand, der er filminstruktør. Hun skriver på bengalsk, der først er oversat til engelsk af Arunable Sinha, hvorefter den dansk/amerikanske forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown har oversat novellesamlingen til smukt flydende dansk. Den er udgivet af Dansk PEN og blev lanceret i Dansk Forfatterforening den 12. juni, hvor forfatteren og oversætteren læste op og fortalte om udgivelsen.

Titelnovellen overrasker. Det er sjovt, det er karikeret og det er menneskelig satire på højt plan. Tilmed er det fortalt med en fremmed glød og lune, der vælter alt omkuld. Sproget er stramt, glødende og tæt. Tekstens metamorfoser er elskelige, men også ramsaltede. Der er ingen, der går fri. Det er menneskenes dårskab, der står for fald. Det er fortalt så anekdotisk, så det skaber sit helt eget univers. Derved frigører det sig også fra enhver social kontekst, samtidig med at det udstiller dem alle. I det her tilfælde befinder vi os i en fremtid, der minder meget om fortiden. Menneskenes kamp for magt, skønhed og livets sande værdier bliver alle sendt til tælling, da de til et bryllup møder denne gudesmukke mand, der får alt til at gå i stå omkring sig. Han er som en moderne superstar, som alle vil gnide sig opad og tækkes på den bedst tænkelige måde. Kvinderne er alle smukke, mens mændene er blevet degenererede og har fået mærkelig udvoksninger og udposninger. Der er ikke noget at sige til, at såvel mænd som kvinder er vild med Tatai, som han hedder. Han er som en anden Kasper Hauser, der lige pludselig dukker op ud af ingenting og sætter menneskenes egne dårskaber til tælling. Som Dostojevskijs ”Idioten” ændrer han andre ved sin blotte tilstedeværelse.

”Klub Vielsesring” er en hyldest til livets foranderlighed og især til Mrs. Andrews evne til at arbejde for andres lykke. En lyst og en evne, der sikkert var rundet af hendes egen drift efter hele tiden at forbedre sig og videreuddanne sig, så hun til sidst mestrede livet og kunne give andre nødstedte kvinder en håndsrækning.

I ”Spejlet af knust glas” bliver en far pludselig til en fremmed, da sønnen opdager, at faren har fået en ny familie, hvor nye børn kalder ham FAR. Men som der står: ”Der var intet had, igen vrede i Kabirs hjerte. Så smuk hans far endnu var. Kabir græd. Livets rytme brydes aldrig. Livet bevæger sig selv efter en mysteriøs rytme.”

”Den lille by var vokset frem uden om en politistation. Dens gamle navn på kort tid falmet ud i fortiden. En flod løb som en enke gennem byens centrum. Berøvet sin ånd. Som en kvinde uden børn, uden et hjem, uden køn. Ligesom pjusket hår antager en sfærisk form, når et par hænder former det i en knold, var også flodens rasende strøm blevet mobbet til ro af en menneskeskabt dæmning” (Begyndelsen på novellen ”Kailash”, s. 67)

”Kailash” er en smuk hymne til kunstens udødelighed. Kailish er en beåndet og besjælet kunstner, der kan vække ånden ud af materien og gør det med sine lerskulpturer, hvor han særligt formår at give guderne, som han portrætterer, de mest sjælfulde øjne, der betager beskuerne.  Men det er ikke det eneste han kan…

I ”Vinduesglas” sidder den gamle far tilbage, mens konen er skredet mange år tidligere, og sønnen nu arbejder i udlandet. Sønnen sender dollars, så der bliver taget hånd om faren. Men meget hjerte er der ikke i det. Farens minder er ikke store og forgyldte. De har meget at gøre med regnen, der trods alt giver legende mindelser om svømmeture som barn. Men meget mere er der heller ikke tilbage. Novellen slutter med ordene: ”Jeg vil se himlen om det så kun er en sprække. De der står mig nær, er forsvundet, jeg vil ikke miste min lille strimmel himmel i det fjerne.”

”Figenkaktus” er en kærlighedshistorie mellem Shohag og Afsana, men da de glider fra hinanden, kommer der en fatal bankrådgiver ind over. Det er endnu en beretning om livets mange genveje og omveje. Murshida Zaman er optaget af, hvordan tilværelsen slynger os hid og hid og om, hvilke betydninger vi dermed får for hinanden. Hvordan mødet med forskellige mennesker påvirker os og de valg, vi tager igennem livet. Der ligger en glad optimisme til grund for det. Det er en glæde og en forunderlighed, som smitter af på læseren.


I ”Outsiders” og ”Døden har ingen lugt” regner det, ligesom det er tilfældet i flere af de øvrige noveller. Novellesamlingen kunne også have heddet ”Ustandselig Regn” – og regnen lokker lidenskaberne yderligere frem, men i ”Døden har ingen lugt” tages vi med til fremtiden i år 2090, hvor sygdommen er karakteriseret som ”uforklarlig latter”. Det er i modsætning til de fleste andre noveller en barsk sag. Der er ingen forsoning, men netop en hård, barsk latter, der runger hen over den virkelighed, der træder os i møde i denne futuristiske verden. Hovedpersonen Faisal siger til sig selv: ”I morgen ville han helt sikkert sige sin mening, han ville råbe. Le. Før døden kunne bide i hans sind ville han…» Derefter falder han i søvn.

I «Mørke tider» overdøver et sorgfuldt suk alt andet. Det er en bevægende historie, som gerne måtte have været meget længere. Et trosmæssigt blandet ægteskab får to brødre til at tæve og dræbe deres yngste bror, der døende tænker tilbage på det, der var og det, som det blev til.

I ”Velsignelse” er det tydeligt at fornemme forfatterens inspiration fra opholdet i Danmark, når hun lader hovedpersonen Meera fundere over kulturforskellene mellem Danmark og hjemlandet Bangladesh. Hun lader Meera stræbe efter selvstændighed og uafhængighed, og gennem kærlighedsmødet med danske Jonas indser hun til sidst det, der har været så længe undervejs i hendes sind.

I den afsluttende novelle. ”Intimitet, omvæltning” er der mere omvæltning end intimitet, for den viser en verden, hvor alle angiver alle – og hvor ”Musene var blevet til katte nu, og kattene til tigre.” Alligevel er det kærligheden, der holder det hele sammen, men også ofte skiller det igen. Selviskhed, grådighed og snæversynethed spænder ben for meget. Selv om novellesamlingen dermed slutter på en lidt misantropisk tone, er der alligevel en overvældende sanselighed og farverigt gå-på-mod, der står tilbage. Der er så megen visdom og direkte tale i novellerne, at de virker forfriskende som efter en farvestrålende regnbue. Der er stadig kulturforskelle, for hvor regnen for os vesterlændinge kan stå for noget lidt trist og tungsindigt, repræsenterer det for Mushida Zaman stor lidenskab, håb og glæde.

Bogomslag: Marie Madsen.


Murshida Zaman

USTANDSELIGT FORÅR

Novellesamling, 184 s.

Dansk PEN, 2024

Oversat af Cindy Lynn Brown

Redaktion: Mille Rode

Grafisk design: Marie Madsen

Udgivet med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond


Foto: Michael Svennevig.



Ingen kommentarer: