Foto: Alan Jabbar
Samtalen er fra portrætsamtalebogen "Ude på kanten" (Epigraf 2014)
”Det sidder
dybt i mig, for selv om jeg har fået mere rygrad, er jeg også blevet mere
hudløs.”
Samtale med
digteren og fotografen Alan Pary
BARE GØR DET… OG KYS MIG
Kys mig
Før tiden ender
Kys mig
For at slutte krigen
Kys mig
For at jeg kan være en flamme mod skyen
Og danse blødt på
jorden
Kys mig
Fordi vi skal lære andre at kysse og tilgive
Kys mig og gør mig glad
Kom med dine røde læber
og smil… smil…
smil
fordi når du
smiler, hviler verden så stille
Kys mig
fordi der er nogle, der hader kyssene
Alan Pary: ”Bare gør det… og kys mig”.
Digtet er skrevet under opholdet i Sandholmlejren og har været bragt i
Politiken og Information i 2008.
Michael Svennevig (MS): Man kan mærke på dig at du trives og er glad, men du er kommet langvejs fra, og din flugt fra Irak ligger nu 13 år tilbage. Du udgav en digtsamling på arabisk, mens du stadig var i Irak - og siden er der kommet én mere. Du havde været næsten 10 år i forskellige flygtningelejre i Danmark, da vi mødtes via Dansk PEN, hvor du henvendte dig - og det var mødet med dig, der fik mig til at interessere mig for møderne på tværs af kulturelle forskelle og grænser. Det var efter mødet med dig i Sandholm. Husker du?
Alan Pary (AP): Når du taler om Sandholm, er det et sår jeg stadigvæk har inde i mig. Det er ikke lægt og bliver det nok aldrig. Før jeg kom til Denmark havde jeg også den der nervøsitet, men da jeg kom til Danmark troede jeg, at nu begyndte min fremtid, for nu ville jeg kunne gøre alt det som jeg havde drømt om. Inden jeg kom hertil tænkte jeg, at i Europa kan du gøre alt, for der er slet ingen begrænsninger. Der er ikke nogen der her siger, at der er noget som man ikke må. Der er ingen censur. Der er ingen grænser for, hvad du kan sige og gøre. Men efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må. Du kan f.eks. ikke rejse som andre gør. Du skal først have et personnummerbevis og bagefter et pas, så det er ikke så let. Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke. Jeg kan være sammen med dig, vi kan gå ud og gå i teatret sammen, men hvad så bagefter? Så skal jeg tilbage til Sandholm, hvor der er en masse forskellige mennesker, der bor tæt sammen og føler sig pressede. De har ingen fremtid her. De ved dårlig nok, hvorfor de er her. Der er ingen fremtid nogen steder. Det hele afhænger af om de får asyl eller ej. Der er en politisk vind, der blæser frem og tilbage og som er afgørende for, om du får opholdstilladelse eller ej. Selv var jeg meget tæt på at blive sendt tilbage. Det var jeg virkelig bange for. Mit navn var allerede på udsendelseslisten. Men jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var jeg heldig, eller også havde jeg været god til at undgå det. Jeg ved ikke hvordan.
Foto: Bent Dahl Jensen/Sameksistens.dk
Alan Pary & Michael Svennevig.
Fra arrangementet "De brændte broers land" (2009, Apostelkirken)
ET TIDLIGT DAGGRY
Et tidligt daggry
Jeg passerede igennem
byens gader
forretningernes døre
blev atter åbne
solen blev født med en
skrigende glød bag husene
et tidligt daggry
jeg var i færd med at
læse gadernes navne
og undrede mig over
tingenes ælde
mens gadernes støv
blidt lagde sig omkring mindesmærkerne
Det var det tidligste
daggry i livet
Da jeg gik alene forbi
var mine kolde hænder
fast knyttede i
lommerne
Jeg gik igennem
stilhedens tomme rum
mens jeg betragtede de
søvnige ansigter
og ville åbne deres
øjne
Jeg læste i deres
hænder
og så:
at de havde begravet
nattens sandhed, meget simpelt
og havde slukket skæbnens
trætte stjerne
mens en trykkende
klynken bredte sig
i det tidlige daggry
for med et ensomt
smil,
at byde mig og regnens
våde krop velkommen
Alan Pary: ”Et tidligt
daggry” (ikke tidligere trykt)
blev fremført af digteren ved forfatterarrangementet PENABER,
kurdisk
litteratur i eksil, i PH-cafeen i København den 10. april 2010.
*
MS: Omstændighederne for din hjemsendelse ændrede sig.
Der var ikke længere noget du kunne blive sendt tilbage til, for din familie
var også flygtet fra Irak.
AP: Ja, min familie flygtede til Jordan. Jeg havde ikke
længere familie i Irak. Så der var en god grund til, at jeg ikke kunne blive
sendt tilbage.
MS: Men så fik du opholdstilladelse?
AP: Ja, egentlig kom jeg hertil fordi jeg var digter, der skrev på arabisk og det måtte jeg ikke. Det var grunden. Så det er lidt underligt, at jeg endte med at få opholdstilladelse af en helt anden grund.
MS: Fordi du er kristen?
AP: Okay, jeg er kristen, og er født og vokset op som kristen. (pause) Det er en meget privat sag. Det kommer jo ikke andre ved.
MS: Men når du får opholdstilladelse, fordi du er kristen...
AP: Ja, så bliver det gjort til en kristen sag. Jeg er bare menneske, og jeg behandler alle andre som mennesker. Jeg var 18 år da jeg kom hertil, og har lært meget siden. Gode ting. Her i Danmark har jeg lært, at man må sige hvad man har lyst til…
MS: … men du skal stadig stå til ansvar for det.
AP: Ja, det skal man. (ler) Jeg har lært at sige det jeg tænker, for hvis du er vant til at skjule dine tanker, ender man med at blive aggressiv. Og hvorfor er der ikke frihed til at gøre det i Mellemøsten?
MS: Hvordan er det at komme fra et samfund uden
ytringsfrihed til et dansk samfund, hvor man kan sige alt - under ansvar.
AP: Der er stadig nogle ting, som f.eks. min asylsag, som jeg ikke har fortalt om. Der er mange ting i min sag som jeg ikke har fortalt andre. Det er mit. Det er mit liv. Men det er også et sår, og et sår, der ikke vil hele. Men det handler også om mentalitet. Om måden man tænker på. F.eks. hvad danskerne tænker om én. De tænker 1-2-3. Det må ikke være 2-1-3.
MS: Det er mere firkantet?
AP: Ja, det kan man godt sige. Det handler om mentalitet. For når du kommer til en sådan verden, virker her meget åbent. For nogen, i hvert fald. Ikke for alle. Når man kommer her er det overvældende. Du kan helt selv bestemme, hvordan du vil klæde dig. Det tager man ikke så nøje. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Du kan gå halvnøgen på gaden. Der er ikke nogen, der siger noget til det. Det er din egen sag. Jeg har læst, at udviklingen er gået meget stærkt. Før i tiden var danskerne meget gammeldags, og kønsrollemønstret meget stereotypt. Det var manden der tjente pengene, og konen der gik hjem.
MS: Ja, i 50´erne var det helt anderledes, men det er længe siden.
AP: Det er da ikke så lang tid siden, for sådan er det stadigvæk der hvor jeg kommer fra. (ler) Men i Danmark har der været en udvikling. Når der er noget som I syntes var forkert, har I ændret det. Sådan noget taler man slet ikke om i Mellemøsten. Jo, det gør man måske nok, men på en helt anden måde. I hvert fald tænker man ikke at det er forkert, så det må vi lave om. Jeg tror at det handler om religionen, for den spiller en stor og vigtig rolle. Der er ekstremister inden for alle religioner. De er meget farlige.
MS: Religionen er roden til meget ondt, men det ved jeg at mange vil være uenige i. Og det er selvfølgelig også en forenkling.
AP: Du må jo mene lige, hvad du vil. (ler)
MS: Men nu har du en mellemøstlig kæreste. Selv har du været her i mange år, og du har vænnet dig til den danske måde at tænke på, men nu er Nohara trådt ind i dit liv her i København. Jeg fornemmer at hun har al den smidighed som er nødvendig, når man tager hul på et nyt liv i et nyt land, men samtidig er hun også uvant med det hun står overfor. Det er også nyt for dig, for I kommer begge fra en kultur langt herfra. Og så skal I her i Danmark forsøge at finde jeres egen kultur sammen. Finde noget dansk, finde noget mellemøstligt. Finde en model, der både er dig og hende. Hvis det var et dansk ægteskab, ville I straks begynde at slås om det.
AP: Ja, men vi slås også nogle gange. Fordi vi er forskellige, men det er godt at vi er forskellige.
MS: Men kommer hun så til dig og siger, at nu kan du godt tage og lette dig fra sofaen, og at du er alt for velbehagelig. Alt for dansk?
AP: Ja, så siger hun: -Du er al for dansk. Vær lige som os! Hvordan skal jeg så være? For jeg tager det bedste fra det danske og blander med det bedste fra det mellemøstlige. Ja, jeg ved ikke om det er det bedste?
MS: Nej, det vil hun jo nok ikke mene.
AP: Hun vil sige, at det er det forkerte. Men i mine tanker vil det stadigvæk være det bedste.
MS: Hun ser det med nye øjne, mens du er blevet "indoktrineret". Hvad svarer du hende så?
AP: Det nytter ikke noget bare at sige, at sådan er det, så jeg er nødt til at argumentere for det. Jeg forklarer det med, at det danske system er sådan.
MS: Så du forsøger altså at manipulere hende på plads med det danske system?
AP: Ja. (ler)
MS: Men er hun ikke for klog til at hoppe på det?
AP: Jeg skal argumentere for det, for ellers kommer det igen. Her i det kolde land er der meget der er anderledes, og vi kommer fra et meget varmt land.
Alan & Nohara
MS: Danskerne er så søde og rare om sommeren...
AP: Og meget passive om vinteren. Der er mange ting, der hænger sammen. Her er ingen sol. Ingen kærlighed. Når det er koldt, dør kærligheden i hjertet. Så vi må gøre noget for at holde kærligheden i live i hjertet. Vi må komme ud og se noget nyt. Bryde vores egen cirkel og lære noget nyt.
MS: Det kan du sagtens sige, men I er da ikke lette at få lokket med i teatret.
AP: Vi kom da med.
MS: Ja, men jeg skulle blive ved med at skubbe på. Men måske var det ikke noget for jer? Selv om der ikke var nogen sprogbarriere. (Vi havde været ude i Asterions Hus på teaterøen, eller Refshaleøen som det jo er, og havde set ”In Absinthia”, en amoralsk dansende forestilling).
AP: Der var stadig ord som det var svært at forstå for Nohara.
MS: Ja, men de var ikke vigtige, og ikke noget som ikke også blev sagt rent kropsligt fra scenen.
AP: Hun havde i starten været desorienteret, men så havde jeg sagt til hende, at hun skulle prøve at mærke efter, hvad det gjorde ved hende. Det har noget med bevægelser at gøre. Hver bevægelse har sin egen betydning. Og så sagde hun: -Nåe, så forstår jeg det bedre! Men nu har jeg et nyt liv. Før jeg fik asyl gjorde jeg mig en masse tanker om det, der skulle komme. Jeg ville have mit eget sted at bo, og jeg ville have en kæreste, en kone og en familie. Og nu, lidt efter lidt, kommer det. Men i starten sagde alle mine venner, at jeg skulle tage det roligt. At det ikke hastede. Jeg ville have min egen lejlighed. Og da jeg fik det, spurgte de, hvorfor jeg købte det ene og det andet, og jeg svarede dem: Fordi jeg har lyst! Jeg ville have mit eget private liv. Jeg længtes efter at være i min egen stue, så jeg kunne lægge mig og hvile mig i mit eget rum, i min egen lejlighed. Jeg ville kunne invitere mine venner og vise dem min verden og min personlighed. Og nu kommer der snart børn.
MS: Mener du barn!
AP: Det ved jeg da godt. Sådan er det danske sprog. Nu har vi et nyt liv, men det jeg har oplevet kommer
tilbage… det med at være flygtning vender tilbage til mig, fordi Nohara venter
på en afgørelse om hun må blive her.
MS: Ja, nu bliver du mindet om alt det, som du lige er sluppet for.
AP: Hvis jeg ikke havde haft den oplevelse, kunne jeg sagtens være optimistisk og sige, at det nok skal gå. Du skal nok få opholdstilladelse, men jeg har selv oplevet det sår, som forløbet gav mig, så det er svært at støtte hende, for jeg kender det alt for godt. Jeg ved alt om hvor svært det er. Så jeg siger, at heldigvis bor du her hos mig og slipper for at bo i en af lejrene. Det var så svært for mig at være alene mand, men det ville være meget, meget sværere at være alene kvinde, og det slipper hun da for i det mindste. Hun er meget følsom og bange og føler sig stadigvæk ikke tryg. Det er en ny verden for hende. Det er nye mennesker. Alting er nyt. Sproget er helt nyt. Men hun er også imponeret over danskerne. De smiler til hende nogle gange. Jeg siger, at vi skal fortsætte lige meget hvad der sker. Vi skal fortsætte med vores liv. Vi lever nu. Lige nu. Det er det eneste, der er vigtigt. Jeg vil ikke tænke på i morgen. Kun på i dag. Jeg har tænkt så meget på fremtiden og været bekymret for den. Det vil jeg ikke længere. For vi ved ikke, hvad der sker. Ingen af os ved det.
MS: Du er ambitiøs, men jo også nøjsom?
AP: Måske… betyder nøjsom at være ligeglad?
MS: Nej, det betyder, at man stiller sig tilfreds med det man har, og at være glad for det. Mange danskere ville nok lægge noget negativt i det.
AP: For de tænker mere på penge og på det, der sker senere. Ja, måske er det et godt ord… nøjsom. (smager på det) Jeg har det fint med det, jeg har, men jeg vil også gøre det bedre i morgen. Lige nu arbejder jeg som postbud i Ølstykke. Jeg cykler rundt og har en cykel med hjælpemotor. Og det er godt, for jeg vil i gang. Jeg vil ikke bare sidde her. Jeg vil i gang med en masse og prøve mange forskellige ting. Jeg er ikke bange for at tage fat. Jeg er på en tre måneders prøvetid, sådan er det for alle i starten. Men de vil gerne have at jeg bliver.
MS: Hvorfor?
AP: Fordi de synes, at jeg er kvik og hænger i, er flittig.
MS: Men når du kommer her fra København og begynder at arbejde ude på landet i Ølstykke, hvad er så værst: at være udlænding eller københavner?
AP: Københavner er værst.
MS: Kombinationen må være svær! Der har du virkelig noget imod dig.
AP: Men de er meget mere stille og rolige. Der er ingen stress. Der er ingen action dernede.
MS: Hvordan kan du mærke forskellen?
AP: Det kan jeg mærke fra sted til sted. Der er forskellige måder at tænke og opleve på.
MS: Hvordan mærker du det konkret? F.eks. når jeg er i Jylland, siger jeg hellere at jeg kommer fra Sjælland end fra København. Men med dig, kan de jo også se, at du kommer langvejs fra, så du må opleve det dobbelt.
AP: Der er stor forskel på accenten. De siger til mig, at de kan høre at jeg har jyde-accent, fordi jeg i starten boede i Esbjerg, så det første dansk jeg lærte var i Esbjerg.
MS: Hvordan kan de høre det?
AP: F.eks. når jeg bruger ordet træls. De er meget positive, også når jeg deler post ud. Jeg ved ikke om det er sådan på alle postruter? Jeg siger godmorgen til dem og smiler, og siger: -Der er post til dig i dag! Nogle gange driller jeg dem med, at der kun er regninger, og hvis der slet ikke er noget, siger jeg at de i dag slipper for at få regninger. Så griner de.
MS: Men du har vel heller ingen begrænsninger rent sprogligt, vel?
AP: Nej, jeg forstår humoren. Også selv om humoren nogle gange er abstrakt. Da jeg arbejdede i et pizzeria, hvor der kunne være godt varmt, kom danskerne ind og sagde: -Nå, kan du holde varmen?
MS: Ja, det er der ingen logik i. Overhovedet ikke. For vi mener det modsatte. Det er bare noget vi siger, som en slags hyggesnak.
AP: Jeg vil gerne lave forskelligt. Jeg har jo også arbejdet i restaurant.
MS: Ja, men det blev du for tyk af. Det er vist bedre at du kommer ud at cykle… og så er du sikkert også rarere at være sammen med for Nohara.
AP: Det er fint nok, for jeg er hjemme ved 16-tiden og har fri i weekenden.
MS: Hvad så herhjemme? Er det Nohara, der laver det hele?
AP: Nej, jeg hjælper da.
MS: Med hvad? Med opvasken?
AP: Ja, selvfølgelig. I starten ville hun ikke have det, men så sagde jeg at sådan er det i Danmark, der hjælpes man om det. Det er ikke kvinden der laver det hele. Hun synes også at det er underligt, når jeg f. eks. vil vaske gulv. Det synes hun er hendes opgave, men sådan skal det ikke være. Vi skal hjælpes ad. Sådan gør man her. Men hun synes ikke at det er mandigt at jeg f.eks. vasker gulv, men det gør jeg alligevel. Der er mange ting som hun skal vænne sig til, for hun kommer stadigvæk fra en kultur, hvor manden bestemmer alting. Og så må jeg spørge hende: -Hvad vil du gøre? Du er også menneske, lige som jeg. Så hvis du gør det, gør jeg det også. Nogle ting ændrer hun, og andre ting holder hun fast i. Men jeg vil gerne lære hende, at kvinder ikke skal gøre alt. Vi skal hjælpes ad. Vi skal hjælpe hinanden. Vi deler livet med hinanden, også arbejdet. Vi er to om det.
MS: Hvordan klarer du den danske kulde… altså de danske vintre?
AP: Da jeg kom hertil i 1999, hvor det var koldere end nu, havde jeg det fint med det, men nu er det næsten for koldt. Nu er det snart maj, og det er stadigvæk frostvejr. Men det er svært, for det jeg har været igennem gør også, at angsten bliver siddende i kroppen. Det sidder dybt i mig. På den ene side har jeg fået mere rygrad og er blevet mere sej, men samtidig også mere hudløs. Så det er svært. Man kan aldrig føle sig helt sikker, for det sidder stadigvæk i kroppen. Usikkerheden og såret, der aldrig bliver lægt.
Jeg vil helst have stilhed. Har ikke brug for lydene.
Hvis jeg vågner midt om natten, sidder mine
værelseskammerater stadig og ser fjernsyn. I mørket flimrer fjernsynslyset hen
over ansigterne. De sidder sammen, men er alligevel ikke sammen. De sidder og
kigger på skærmen, uden at sige noget. Som om de er blevet ladt tilbage i en
verden som de ikke længere er en del af. Jeg føler mig så tung, når jeg ser dem
sidde der. Et eller andet brister i mig. Det er lige så meget mig selv. Jeg er
jo selv et spøgelse, der sidder foran en skærm og venter på et program, der
aldrig kommer.
Jeg kan ikke holde det ud. Jeg klæder jeg mig på og går
udenfor.
Der er helt stille udenfor om natten. Måske er der stadig
lyde fra alle de andre værelser - musik og stemmer fra de mange tændte fjernsyn
- det gør det kun værre.
Jeg går ned til hegnet og sætter mig. Nogle gange lader
jeg min værelsesnøgle løbe frem og tilbage hen over hegnet. Bare for at høre
lyden af metal mod metal. Lyden slår imod mig med høje smæld og breder sig i
natten.
Måske drømmer jeg om at jeg står med nøglen til hegnet.
At jeg selv kan lukke mig ud og komme væk fra lejren. Men hvor skal jeg tage hen?
Jeg håber, at jeg får lov til at blive i landet. At jeg
endelig får tilladelse til at blive her. At jeg ikke bliver sendt tilbage.
Kulden slår sammen om mig, og jeg går tilbage og lægger
mig på sengen og lader som om jeg falder i søvn med det samme, for at de andre
ikke skal begynde at snakke til mig.
Jeg lukker øjnene for at glemme det trange værelse. Jeg
glemmer vores el-apparat, der står på en metalvask: der er overgang i
apparatet, det giver nogle gevaldige stød, når man rører ved vasken. Et
ordentligt rap over fingrene, får man, men jeg glemmer det. Glemmer den trange
korridor, hvor vi også laver mad. Glemmer det. Glemmer at vi har vores ting i
et ganske smalt metalskab, hvor der næsten intet kan være, og resten må vi have
i en taske under sengen. Glemmer det. Vores tøj hænger på et par knager ude i
gangen. De er så proppede, at det er umuligt at få fat i det, man gerne vil
have. Glemmer det. Og alt det andet. Det forsvinder, når jeg begynder at høre
musikken. Og mærke dansen. Ikke den fra fjernsynet, ikke støjen fra de andre,
ikke skrigene ude fra gangen…
Musikken kommer imod mig, og jeg hører sangen, mens alle
minderne danser rundt om mig.
Vi går ned sammen igennem byen, mens jeg holder min
bedstefar i hånden. Så er jeg igen den lille tykke dreng, jeg var dengang for
mange år siden i et land langt herfra. Min onkel synger og råber: ”Se, det her er min dreng. Han er noget
ganske særligt. Han er min.”
Michael Svennevig: HEGN, monolog skrevet på baggrund af
Alan Parys beretning om livet bag hegnet i Sandholm.
Foto: Mads Lending
HEGN blev opført på Teatret ved Sorte Hest i København i juni 2008
af skuespilleren Niels Vigil og sangeren og komponisten Thulla C. Wamberg.
Læs også Anne Middelboe Christensens begejstrede artikel i Information.
*
Siden vores samtale har Alan uddannet sig til
buschauffør, for efter de tre måneders prøvetid hos Post Danmark, blev han
alligevel ikke fastansat. Da han var færdiguddannet som buschauffør fik han
ruten 9A der går ud til Operaen på Holmen. Han er glad for arbejdet og ruten,
der er i et område som han ikke kendte på forhånd. Hans plan er senere at
uddanne sig videre, så han kan begynde at køre FLEX-kørsel, der er mindre
hektisk end buskørsel i byen.
I sensommeren 2013 fik Alan og Nohara af kommunen lov til
at gifte sig. Det skete ved en ceremoni i Botanisk Have. Brudeparret lignede et
par filmstjerner fra en Bollywoodfilm.
Foto: Lise Rønnebæk
I november samme år fødte Nohara deres søn Onel.
Samme måned havde Alan været her i fem år (udover årene i Sandholmlejren), hvilket gjorde at han kunne ansøge om permanent opholdstilladelse. Heldigvis faldt behandlingen af deres familiesammenføringssag ud til deres fordel, sådan så både Nohara og Onel fik opholdstilladelse inden da - samtidig med at Alan fik ansvaret for at køre på buslinjen mellem Operaen og Glostrup.
Se mere om festivalen
Thulla C. Wamberg har komponeret musikken
og sat lyd og billeder sammen.
***
