VERDEN ER FULD AF VEJE: Det Rullende Teater opfører KÆRESTEBREVE

 

DET RULLENDE TEATER består af Karen Borberg (f. 1944) og Henning Hansen (f. 1934), og de tager sig i deres sensommer kærligt af kærligheden. I denne perle af et stykke dramatik spiller de de to elskende. KÆRESTEBREVE er en gribende og humoristisk forestilling om livslang kærlighed mellem to mennesker, som fra deres tidlige ungdom forelsker sig dybt i hinanden. Fra skoletidens ”Skal vi være kærester?”, til det voksne livs glæder og sorger lærer vi disse to dybt forskellige temperamenter at kende gennem deres breve til hinanden - det er sødt, sjovt og vemodigt - og sprudlende!

Karen Borberg er den vilde Melissa. Hun kommer fra en rig familie. Hun ender som fordrukken kunstnerbohème med ironisk distance til det pæne borgerskab. Henning Hansen er den artige Andy med sjælens dannelse. Han er middelklasse, flittig og retskaffen. Han arbejder sig op til en magtfuld position som republikansk senator. Hun forliser! Han svigter! Med masser af lune er Karen og Henning Melissa og Andy, der fra deres skrivebord læser smukke håndskrevne kærestebreve fra et langt liv.

……

"DET RULLENDE TEATER startede i 1986 med 7-8 medvirkende og mange forskellige forestillinger, men nu er der næsten kun mig alene, og der er næsten kun foredrag, monologer og causerier på repertoiret, undtagelsen er KÆRESTEBREVE (16 sæson) med Hennings gamle partner Karen Borberg – min gode ven, Erik, er chauffør og min elskede hustru Ane er med til det hele."

Om Henning Hansen:

Henning har været foredragsholder og skuespiller i mange år i foreninger, sognehuse, højskoler, teatre, seniorklubber osv.

Eksamen fra Fredericia Realskole i 1950. I lære som møbelpolstrer i Ålborg. Læste hos Inger Bagger (mor Karen) på Ålborg teater. Kom med i Aalborg forsøgsscene. Debuterede med Storm P. monolog i Hjørring 1952. I militæret 1954 – derefter kloden rundt som norsk sømand. Arbejdede i Schweiz som møbelpolstrer. Rejseleder i Østrig og Harzen i en periode. Jobs i Spanien i en periode. Pioner bag Perronteatret, Silkeborg i halvfjerdserne. Kulturmedarbejder for Silkeborg medborgerhus. Læste dramaturgi i Aarhus og filosofi i Silkeborg. Modtog i 1996 HKs kulturpris.

Henning rejser, som nu 90-årig, stadig rundt i Danmark (på 39. sæson) med teaterforedrag (skuespil, fortælling og oplæsning).

Om Karen Borberg:

Karen er tidligere arkæolog og arbejdede i Rom. derefter var Karen radiovært, og i nogle år var hun med DET RULLENDE TEATER som en glimrende sufflør, og hun spillede med i nogle Dario Fo-forestillinger, og da det for ca. 18 år siden blev aktuelt med KÆRESTEBREVE, var hun jo et oplagt valg med hendes fine stemme.

Karens afdøde mand, forfatter og journalist Anders Borberg (søn af Jytte Borberg og far til Peter Borberg som jo Karen er mor til) var også tilknyttet DET RULLENDE TEATER - Anders skrev både monologer og skuespil til teatret.

Oplev en 40 minutters version af KÆRESTEBREVE 

som afslutning på 2. festivaldag

 i GLOBAL Art Gallery, 

Skalbakken 8A i Vanløse

Tirsdag den 6. august kl. 15-21. 

Forestillingen er kl. 20.

KÆRESTEBREVE opføres i fuld længde med efterfølgende causeri/debat i Aktivitetshuset, Glostrup den 13 september.

 Teatrets repertoire (foredrag og teater):

KÆRESTEBREVE

”Bag om Matador – Korsbæks stærke kvinder i mit hjerte”

”Humor er vitaminer og livseliksir til livet”

”Storm P. – filosofisk humorist og humoristisk filosof”

”Fluernes Vorherre – om Storm P. og Johs.Møllehave”

”Jørgen Ryg – monologens mester”

”Den gamle mand og havet” – Ernest Hemingways mesterværk.

 

 Læs mere om festivalen.

VERDEN ER FULD AF VEJE: Cindy Lynn Brown, livsskriver

Fotograf: Isabella Seofryd.

 "Tilbage i 2010 skrev en veninde til mig. Hun havde bemærket, at jeg underviste i at skrive erindringer på AOF og Folkeuniversitet. Hun havde selv tidligere skrevet et par livsfortællinger for et firma og spurgte, om ikke jeg ville være med til at starte vores egen lille biks, hvor vi skrev livsfortællinger. Jeg sprang til, og vi startede op med cvr-nummer, hjemmeside og omtale i lokalavisen osv. og fik hurtigt vores første kunder. Firmaet eksisterer ikke længere, men lige siden har jeg skrevet livsfortællinger on and off for mange vidt forskellige mennesker, der gerne ville fortælle deres historie eller en lille del af den, men ikke selv kunne nedfælde og strukturere stoffet til en egentlig samlet fortælling. Siden den spæde begyndelse har jeg lært meget på den hårde måde om at lave klare aftaler, så min faktiske arbejdstid ikke løber helt løbsk i forhold til honoraret, og også om at være nænsom uden at blive terapeutisk, for det sker ofte, at folk deler meget private og svære oplevelser i et interview, som de ikke nødvendigvis ønsker at få med i den færdige bog.     

 

Lisbeth Eunkyung Seofryd: "Spejlbarnet"

Vi laver en række interviews typisk af halvanden time, antallet afhænger af, hvor meget personen har på hjerte, om det er hele livet, der skal berettes om eller udvalgte episoder og perioder.

Når vi er færdige, transskriberer jeg det hele. Det er en opgave, der tager virkelig lang tid – halvanden times interview kan sagtens tage seks timer at transskribere eller længere, hvis det en, der taler hurtigt. Men det er en absolut nødvendig del af processen at gøre det, for det er der, jeg for alvor lærer stemmen at kende. Bemærker hvornår der tøves, hvilke vendinger og idiosynkrasier der går igen og alt om tonefald og tryk osv., det er al den information jeg behøver for at kunne gengive en persons stemme, så det skrevne lyder ligesom når de taler, selvom det reelt slet ikke er talesprog. Det er det, der er afgørende for at personen jeg skriver for, føler sig mødt og gengivet og er genkendelig for venner og familie, der læser bogen. De transskriberingsprogrammer, der findes på markedet, rydder op i sproget og gengiver en glat og upersonlig stemme, der kun rummer de informationer der tales om, ikke alle dem, der ligger udenom. De er derfor uanvendelige, selvom man kunne indvende, at de ville spare mange ugers arbejde. Men jeg tror så også, jeg kommer dybere ned i stoffet ved selv at få det gennem fingrene i denne del af processen.   

Fotograf: Isabella Seofryd.

Den næste fase rummer skrivning, strukturering og redigering. Interviewet er selvsagt talesprog, fyldt med halve sætninger og udsagn, der bliver uforståelige, når de bliver skrevet ned.  Så alt skal genskrives og omformuleres. I et interview springer man ofte frem og tilbage mellem tidspunkter, kommer i tanke om tilføjelser til noget, vi var inde på tidligere og knytter kommentarer til, der hører nutiden til. Selvom vi oftest aftaler at strukturere en fortælling kronologisk, er der tusind ting, episoder og relationer at tage stilling til, der kunne placeres mange forskellige steder i bogen. Min opgave er at gøre det sammenhængende, læseværdigt og vedkommende, så læserne ikke bliver hægtet af, men tværtimod nysgerrige og berørte. 

Alt i alt er det et kæmpestort arbejde, som strækker sig over mange måneder og ofte år, inden processen er helt færdig, fordi der også er perioder, hvor jeg venter på, at personen gennemlæser, mærker efter og vender tilbage med tilføjelser og rettelser. Men samtidig er det en unik chance for at komme helt tæt på et fremmed menneske og få indblik i utrolige begivenheder i liv, der ved første blik måske virker almindelige og for dybere psykologisk indsigt. Hvad driver os mennesker til at træffe beslutninger gennem livet, til at gentage mønstre der ikke gør os godt og til at ændre dem? Det er en enorm tillidserklæring, når et fremmed menneske lukker mig ind i intimsfæren og fortæller om alt det gode og svære i deres liv, det er rørende og en stor ære at påtage mig det ansvar, og var kemien der ikke, ville det være umuligt.    

Jeg ved ikke, hvor længe jeg fortsætter med at skrive livsfortællinger. Jeg laver så mange andre ting også, og det er en af de mest krævende opgaver jeg har lavet, men belønningen, når man står med den færdige bog i hånden, er også tilsvarende stor og givende."

 

Om Cindy Lynn Brown:

Foto: Michael Svennevig.

Digteren Cindy Lynn Brown fortæller: ”Jeg er født i Århus og opvokset i en dansk/amerikansk familie, og har altid været et skrivende menneske og vidste allerede som 6-årig, at jeg ville være forfatter. Eller rettere forfatter og småkageopfinder.
Alle mine bøger er forskellige, fordi jeg arbejder tematisk og også sigter efter at udfordre mig selv formmæssigt i hver ny bog. Det, teksterne har til fælles, er at de ofte kredser om verden - dens mangfoldighed, skrøbelighed, rædsel og absurditeter". Læs mere og hør podcast (2024).

*

Mød forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown på festivalen

til festivalopvarmningen

torsdag den 1. august kl. 16-21i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro

hvor Cindy læser egne digte

på 2. festivaldag

tirsdag den 6. august kl. 15-21 i GLOBAL Art Gallery, Skalbakken 8 A i Vanløse

i samtale med Lisbeth Eunkyung Seofryd, hvis livsfortælling hun har skrevet og som udkom sidste år med titlen:   

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16 i Gårdhaven hos Dansk PEN, Dronningengade 14 (i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 - et par gader derfra - på Christianshavn.

i samtale med den pakistanske Fribyforfatter, Mushida Zaman, hvis novellesamling, "Ustandseligt Forår", Cindy for nylig har oversat til dansk.

 *

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN - 2023

Eva, Nynne og Lea. 

Hør om hvordan det er gået 

med deres fælles vandreudstilling, 

der har været rundt siden 2020

 - og som stadig er på vandring. 

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN 

er titlen på udstillingen, 

der bringer skitser, digte 

og malerier sammen. 

Fotos fra Espergærde Bibliotek: Madame Garborg 

Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1992) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Eva Billesbølle Tworek 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarer, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. 

”Når hun og jeg legede sammen glemte jeg hendes handicap” 

"Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede 

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe."

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget. 

Eva Billesbølle Tworek 

Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os. 

”Mange har spurgt mig

 om det har været hårdt 

at vokse op med en søster 

der har Downs 

og autisme. 

Ja 

har jeg svaret.” 

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen. 

Læs og lyt mere: 

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.

Foto: Majka Bjørnager. 

Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse. 

*

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek 

beskriver selv deres vandreudstilling med disse ord: 

Udstillingen 'Øjeblikket bag Glasdøren' formidler i ord og malerier vores betragtninger samt erfaringer med at være henholdsvis lillesøster og mor til Lea - kvinde pa 31 år med Downs syndrom og autisme. 

Vi har begge arbejdet uafhængigt af hinanden, og har nu sammen valgt at skildre vores fælles knudepunkt. En skildring, der viser, at uanset hvilke forudsætninger livet giver os hver især, vil der altid være ejeblikke, som kan forene os - hvis vi vælger at være åbne over for dem. 

Øjeblikket er derfor vores budbringer: 

Det afgørende øjeblik 

Det vellykkede øjeblik 

Det urolige øjeblik 

Det varme øjeblik 

Det kritiske øjeblik 

Det overraskende øjeblik 

Det samvittighedsfulde øjeblik 

Det ensomme øjeblik 

Det empatiske øjeblik 

Det kærlighedsfulde øjeblik 

Udstillingens formsprog er udtrykt med Nynne B. Tworeks digtsamling "Glasdøren", og malerier samt skitser af Eva M. B. Tworek. 

--- 

Mød

Eva Billesbølle Tworek 

& Nynne Tworek

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

GLOBAL Art Gallery

Skalbakken 8A, Vanløse.

Udstillingen fortsætter sin vandring.

I august 2023 kan udstillingens frise opleves på Fredensborg bibliotek. 

Den øvrige tekst er en opdateret og udvidet version af udstillingsanmeldelsen fra Espergærde Bibliotek i 2020.  Se den oprindelige anmeldelse.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

TONYS SIDSTE DANS - en monolog for to

 

Foto: Tina Lindop.

 

Hør podcast

YouTube

 

TONYS SIDSTE DANS,

 har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Hør podcastsamtale med skuespiller, komponist og scenograf om tilblivelsen og arbejdet med min monolog TONYS SIDSTE DANS. 

”Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Mellem ham og mig var der næsten ingen ord. Måske var det grunden til, at ordene bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS, der har urpremiere og opføres som afslutning på 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 8.8.23 kl. 20. 

Skuespiller: 

Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. 

Musikmontage, theremin & lyd: 

Thulla. 

Scenografi (kærlighedsplaneter): 

Eva Billesbølle Tworek 

Fotos: 

Tina Lindop.

 

"Det er stadigvæk mørkt udenfor, men det er morgen. Og sorgfuglen er landet på mig, har sat sig på min ryg – og jeg tænker, hvad skal jeg gøre.

Der er så mange, der har spurgt ind til sorgen. Lige da det skete. Men bagefter bisættelsen, så er der to, der har været i kontakt.

Det minder mig om mine egne svigt. Jeg vidste ikke, at det var svigt, det ved jeg nu.

Man skal altid gå til mennesker, der har sorg – og være der sammen med dem. Tale til dem. Vise at man har set dem i deres sorg. Det har jeg ikke selv gjort. Ofte har jeg følt, at jeg ikke har været tæt nok på. Jeg var bange for at trænge mig på. At det var ubelejligt. Men nu tænker jeg på dem, hvis pårørende jeg ikke har kontaktet.

Den eneste måde at ændre det på, er ikke at være bange for døden."

 

Foto: Tina Lindop.

Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Det hele gik så hurtigt, men heller ikke hurtigere end at jeg vidste, at det var nu, det skulle ske. Han var der ikke længere psykisk til stede. Det var kun kroppen, der var tilbage, men venskabet, opdyrket gennem så mange år, var der stadig. Men hvordan sige farvel til én, der ikke længere er der? Jo, kroppen er der stadig, men den er i smerte – og snart på vej væk.

Nu har jeg venskabet tilbage. Det er måske den største gave at sidde tilbage med.

Vi taler, vi kommunikerer og udveksler ord. Men mellem ham og mig var der næsten ingen. Måske var det grunden til, at de bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS.

Foto: Tina Lindop.

"At holde af ham, at være ansat til at tage vare på ham, var som en tråd, jeg havde indeni. En meget fin tilstedeværelse. En tråd ned til noget inde i mig selv. Min egen medmenneskelighed. Der var forbindelse til det fineste i mig selv.

Jeg ved godt, at det var et arbejde. At jeg blev betalt for det. At det var det jeg skulle, men sådan var det ikke for mig. Jeg involverede mig. Jeg følte hengivenhed for dem og gav dem mit hjerte. Den ømhed, som de fremkaldte i mig, var noget af det fineste i mig. De sørgede for, at jeg forblev menneskelig. At jeg hele tiden havde den side med mig – og det har jeg stadig, for jeg er stadigvæk ansat. Jeg er stadigvæk ikke ”professionel”. Jeg lægger armen om dem. Drager dem ind til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den side jeg møder dem med, det er den side af mig selv, som jeg kan bruge i samværet med dem.

Når vi synger, danser og laver musik sammen, forsvinder grænserne imellem os. Så er vi… sammen om det. Så indgår vi i noget fælles. 

Det, at tage hånd om nogen, det, at være der for hinanden, det var noget, jeg skulle gøre hele tiden ude hos dem. Jeg skulle mene det. Jeg skulle være der i den kontakt.

Jeg var altid helt udmattet, når jeg kørte hjem. Det var som at stå åben med alle sine følelser, som de kunne bruge af."

Foto: Tina Lindop.

Hele teksten kom buldrende som et tog igennem natten og krævede at blive nedskrevet. Alt det usagte fik form og mæle.

”Måske skulle jeg lade ham selv fortælle det… Skrive en tekst, hvor han sagde alt det, han aldrig sagde…”

Først næste morgen, da teksten var udskrevet, forstod jeg, at det blev en monolog – for to.

*

Foto: Tina Lindop.

Min mangeårige kunstneriske sparringspartner, Thulla, der har lavet musik til flere af mine teaterforestillinger, kontaktede jeg samme morgen, og hun sagde straks ja til at komponere musikken til. Jeg elsker vores samarbejde, Thulla laver aldrig det, jeg beder hende om, men altid noget, der er meget bedre.

Bagefter sendte jeg manus til den blinde skuespiller Anna Sophie Thalbitzer Lübeck, for mit indre blik så jeg hende som en norne i den nordiske mytologi, der står og holder styr på vore skæbnetråde. Hun skulle give hans ord mæle fra scenen. Som en stemme, der både kommer udefra og indefra. En allestedsnærværende stemme. Anne Sophie er uddannet skuespiller fra GLAD Teater, og jeg har allerede samarbejdet med hende tidligere og var sikker på, at hun ville være den rette.

Til det scenografiske spurgte jeg maleren Eva Billesbølle Tworek, om hun ville skabe det store øje eller den store jordklode som nornen/Anna Sophie skulle stå med hænderne på. Det var sådan, jeg så det for mig. Jeg blev glad, da alle tre umiddelbart sagde ja. Kort tid efter afholdt vi den første læseprøve.

Foto: Tina Lindop.

"Jeg har haft et godt liv.

Det var flere af mine venner, der lå lang tid, inden de døde. Langsomt sygnede de hen. Det kan nogle gange være svært at komme herfra. Men ikke for mig. Det gik stærkt. Jeg var hurtig.

Selv til sidst… jeg fornemmede godt, at han var der. Det var to dage før jeg døde. Jeg skulle vendes. Han talte beroligende til mig, og stod lige der ved siden af og holdt fast i mig. Jeg kunne ikke sige noget, men holdt endnu fastere i ham.

Jeg kunne mærke, at han forstod, at jeg var tryg ved ham. Jeg skreg ikke, da jeg blev vendt. Det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg ellers, for jeg var bange. Men han blev ved med at tale beroligende til mig:

-Hej Tony. Det er så godt. Du er dygtig. Du klarer det godt.

Det fik mig til at slappe af. Det var også vores farvel. Det mærkede han. Jeg kunne ikke sige noget, selv om jeg forsøgte. Det blev helt uforståeligt. Bare nogle mærkelige lyde. Jeg kunne hellere ikke se noget. Det var som om forbindelsen allerede var ved at være kappet.

Jeg var kun en krop, der lå og reagerede utilpas, når den blev flyttet. De var nødt til at vende mig, så jeg ikke fik liggesår.

Jeg klamrede mig til ham. Han forstod godt, at det var min måde at sige farvel på. Eller også forstod han det først bagefter..."

Se trailer:

Traileren kreeret af Thulla med fotos af Tina Lindop.

Det gav på en eller anden måde helt sig selv. Sådan var det med TONYS SIDSTE DANS.

Jeg arrangerer festival på 16. år, og jeg vidste, at monologen skulle opføres som afslutning den 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse. Men hvad jeg ikke vidste var, at monologen skulle blive bestemmende for hele festivalen. I løbet af månederne bagefter spirede ideen videre frem, indtil den endelig tog form og blev til festivaloverskriften:

KÆRLIGHED? Festival om drømme og fællesskab. 

 5.-16. august 2023 – 5 bydele – 80 kunstnere

 

"Så forvandt jeg. Jeg opløstes og blev bare til en lille prik oppe i intetheden.

Det var som om jeg blev suget op til noget større. Noget, der var vigtigere – som når lyset går ud, og man sidder tilbage i mørket. Et trygt mørke. Et mørke, der helt omsluttede mig. Der faldt jeg til ro."

Foto: Tina Lindop.

Citaterne er fra sceneteksten,

TONYS SIDSTE DANS,

der har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Foto: Tina Lindop.

*

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

 

*

Lean Pejtersen: "HER ER DER INGEN, DER GRÆDER OM FREDAGEN"

 

Foto: Kasper Rebien. Omslag: Thit Thyrring..

Hør podcast:

YouTube

Lean Pejtersen debuterede med kortprosasamlingen ”Her er der ingen, der græder om fredagen” på Forlaget Harpyie i 2022. Der består af bearbejdede tekster, der igen er udvalgt fra et meget større stofmængde. Der er også medtaget en masse anonyme udsagn fra debatfora på internettet, hvor der eksisterer mange fora, hvor man kan fortælle alt hvad man vil og alle kan læse med. Det kan være ganske enkle spørgsmål som ”Hvordan har din dag været på arbejdet?” eller ”Hvornår har du sidst været sur på sin chef?”

Omslag: Thit Thyrring.

”Jeg kom fra Sønderjylland med kæreste og to små børn og skulle prøve at finde mig til rette arbejdsmæssigt i København. Det endte med mange små og mindre ansættelser mange forskellige steder, så jeg endte med at gå ind og ud af andres arbejdspladser, så derfor var det nogle tanker der optog mig: hvad er arbejde og hvad gør det ved os? Da jeg skulle lave en workshop for 150 kursister, valgte jeg det som temaet, så jeg opfordrede dem til anonymt at skrive om deres forhold til deres arbejde. De måtte skrive lige, hvad de ville. Det skulle også rumme en indrømmelse og også gerne en beskrivelse af, når de ikke syntes at de levede op til det."

Foto: Kasper Rebien.

"Det blev til nogle meget lange besvarelser, og karakteren af det de skrev lignede nærmest betroelser. Mange af dem fik noget meget ømt og intimiderende over sig. Som om det kunne være skrevet til en far og mor. Jeg bearbejdede det og læste det op for dem. Igen var der en meget overraskende respons. Det var tydeligvis et emne, der satte meget i gang – og det berørte også både skam og noget tabueret."  Hør mere på podcasten.

Uddrag fra ”Lean Pejtersens 

”Her er der ingen, der græder om fredagen” 

(Forlaget Harpyige, 2022):

"Jeg har ikke været på arbejde mere end et kvarter, og jeg har allerede våde øjne, folk tænker måske, hvad sker der så næste gang, han bliver presset, jeg er ikke nogen god sælger, har jeg fundet ud af, vi har et sæt lamper over skrivebordene, der lyser i forskellige farver, alt efter hvor godt vi klarer det, og de gør det meget tydeligt. Jeg er bare så led og ked af at stå op om morgenen og tænke, ”så er der én dag mindre til weekenden”, men jeg tror ikke, at jeg er den eneste, for her er der ingen, der græder om fredagen." (side 53)

Uddrag fra ”Her er der ingen, der græder om fredagen”:

"Prøv at sige, gudskelov er det snart mandag, i stedet for at glæde dig til fredag. Prøv at sige, i dag er første dag i resten af mit arbejdsliv. Prøv at sige, for hvert problem, der findes, findes der en løsning. Prøv at sige, okay, jeg trækker vejret, jeg lever." (side 59)

 Oplæsning: Lise Kamp Dahlerup.

Musik: Rosenvinge, Christensen & Svennevig.

*

 Mød Lean Pejtersen

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 6A, Vanløse

*

  Næste uges podcast:

7/7/2023

Fotos: MØLLER. 

Rithva Landler: 

“Dance first. Talk later!”

Billedkunstneren Rithva Landler fortæller i samtalen: "Dance first. Talk later!" om et liv med kunst, tegning og maling. Om genbrugskunst og om at aflære alt det, man har lært, for at finde ind til det egentlige. ”Kunst er et sprog uden ord. Mit sprog. Alle de valg - jeg tager – materialer, strøg, farver… er min melodi, min passion, min livsholdning, der kommer til udtryk.” Jeg kan bedst lide kunst, der er sig selv og som kan stå alene, hvor man ikke har brug for lange forklaringer. Det umiddelbare! At give plads til hinanden og at være opmærksomme og til stede i nuet, er nogle af de vigtigste livsværdier. Det er kunsten med til at skabe. Kunst skaber nærvær og kommunikerer. Man kan sige, at beskueren taler med sig selv via kunsten. Selvfølgelig afhængig af, hvad modtageren har i bagagen, og hvor meget man er villig til at gå i dialog med et værk. Man lægger meget af det man selv har med sig i et værk. Folk, der opsøger kunst, kan blive meget begejstrede for et værk, når de fornemmer en genkendelse. Det er kunstens største mål. Man udtrykker noget og så ser man, hvad modtageren får ud af det. Men jeg holder også meget af at lave genbrugskunst, og hopper gerne op i en container for at se, om der er noget jeg kan bruge der!” Offentliggøres den 7. juli 2023.

*

*

Lyt også til:

1. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

2. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

3. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere. 

&

4. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*