Markussen & Raabo: HOLBÆK STATION

 

Foto: Michael Svennevig. 

Albumdesign: Jes Wind Andersen (”Holbæk station”) & Ole Markussen (”In Time”).

Hør podcast 

YouTube

 

Mød duoen Markussen & Raabo, 

der afslutter festivalopvarmningen

 fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i HF Prøvestenen på Amager

 

På podcasten fortæller de om deres kærlighed til musikken, der har været imellem dem gennem 35 år. Det er blevet til 2 albums. Dels det engelsksprogede album, ”In Time” (2013) og det dansksprogede album ”Holbæk Station” (2022), der udkom på vinyl her i foråret.

 

Foto: Michael Svennevig

Uddrag fra anmeldelse :

Cd´ens arrangementer er umådelig smukke. Sangene har flere steder et lokkende vemod, der synges med et stort overskud. Ja, ligefrem en smittende glæde. Det giver kontrast og et stort spillerum, der udnyttes med stor fylde og dygtighed. Favoritten, ”The Sky”, rammer mig i et blødt ubeskyttet punkt. Den flyvende og svævende fornemmelse breder sig indeni, og kombineres med en æterisk lethed, der helt stikker af med én. ”…skin against skin…”. Kombinationen af tekst og musik er så smuk, at man kan bade i den. Lade den som et lyshav splintres mod kroppen. Samtidig er den gennemvædet af denne overjordiske dovenhed. Den er så intimiderende, at den nok mest af alt skildrer en seksuel formæling med ordene: ”…let me in…”.

Læs hele anmeldelsen 

af ”In Time” (2013)

 

Albumdesign: Jes Wind Andersen (”Holbæk Station”, 2022)

 

Uddrag af teksten fra titelnummeret

HOLBÆK STATION

 

Lyd af metal og regn

Neonlyset er virkeligt og hvidt

En onsdagsnat i oktober

Det er firserne

Hjemløsheden er ikke længere en metafor

Smerten er ikke opdigtet

Jeg er virkeligt bange

 

Midlertidig tryghed på Holbæk Station

Jeg kender det her sted så godt

Her ligger jeg i læ

Den her efterårsvind mod mit ansigt

Og et ubændigt ansvar for mig selv

Ingen steder at flygte hen og intet sted at vende tilbage til

 

Jeg kender den så godt den her angst

Den her angst som jeg har benægtet

Men som aldrig har forladt min krop

Jeg har holdt hovedet højt

Aldrig rigtigt til stede

Jeg har ladet som om

Men altid flydt ovenpå

Altid holdt overfladen intakt

Coverdesign: Ole Markussen.

Musikken på podcasten:

"In the sky" 

(fra albummet "In Time)

"Holbæk station"

"700 stive skjorter"

"Mit liv for et øjeblik"

"Kærlighed på Mars" 

(fra albummet "Holbæk Station")

samt

"10.000 Solsikker"

Al musik er af og med 

Markussen & Raabo.

Foto: Michael Svennevig.

 

* 

Mød duoen Markussen & Raabo

til festivalopvarmningen

 fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i HF Prøvestenen på Amager

  *

  

 

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

 

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

 

*

Kathrine Syberg Ortega: I DAG ER JEG TYRKER

 

Fra sidste års optræden til festivalåbningen 

i HF Prøvestenen på Amager.. 

Foto: Tina Lindop..

 

Poetry slammer, total performer, sangerskriver og “rapper med mening“, kvinden Kathrine Syberg er tilbage igen. Sidste år gæstede hun festivalen med et par progressive rap poetry numre. Bedre kendt som ZenRapKat og Way back i 90 erne som Sexraptrine er på banen igen og   optræder med både sine gamle stadig relevante tekster samt en masse nyt spot-on levende givende energifyldt rap-poetry. Hun er nok Danmarks første og ældste kvindelige rapper og optræder både med og uden fede beats og har en lang baggrund med musikperformance, pædagogik og teateruddannelser og ikke mindst masser af undergrundssceneerfaring.

I dag er jeg tyrker 

Ikke svensk ik dansk ik kineser amerikaner eller ghaneser 

Nej 

Jeg er tyrker 

Tyrker med roligt blik

 brune øjne og sort 

veltrimmet hår 

som jeg er født med og 

som jeg har fra min mor 

li som jeg har fra 

min ældste bror 

I dag er jeg er her 

Og 

jeg bor her jeg ber her til min Gud 

som jeg altid har gjort 

Allah 

Som i dag på denne dag 

hvor citron theen dufter 

og hvor alkohol måske 

findes et sted 

jo jo !! , 

men uden at være en 

høj prioritets glæde 

her i vores tyrkiske 

by-højsæde-kultur 

I dag er jeg tyrker 

på alle præmisser 

For dagen for hyggen 

i skyggen 

for familien 

for fasten 

for dem jeg er nær. 

I dag er jeg tyrker med stolthed med 

traditionen tro 

med dyb ro 

med velvære på mine 

fine røde tæpper 

Og løbene henover 

de smukkeste tyrkiske 

stepper Oh ja 

Allah 

Uddrag fra 

Kathrine Syberg Ortegas 

raptekst 

"I dag er jeg tyrker"

Illustration: Kathrine Syberg Ortega.

Her er en lille tekst mere af

Kathrine Syberg Ortega:

Øjenhøjde 

Lighed og fred 

Alle kulturer har vilje 

styrke smukke traditioner 

Og en masse shit 

For den næste 

generations unge 

to tell to. 

Og vi må aldrig glemme at se os 

selv i spejlet når vi 

dømmer

Mød 

Kathrine Syberg Ortega

til festivalopvarmningen

fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i HF Prøvestenen på Amager,

Artillerivej 174/Kardinalgangen 3

Illustration: Kathrine Syberg Ortega.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN - 2023

Eva, Nynne og Lea. 

Hør om hvordan det er gået 

med deres fælles vandreudstilling, 

der har været rundt siden 2020

 - og som stadig er på vandring. 

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN 

er titlen på udstillingen, 

der bringer skitser, digte 

og malerier sammen. 

Fotos fra Espergærde Bibliotek: Madame Garborg 

Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1992) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Eva Billesbølle Tworek 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarer, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. 

”Når hun og jeg legede sammen glemte jeg hendes handicap” 

"Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede 

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe."

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget. 

Eva Billesbølle Tworek 

Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os. 

”Mange har spurgt mig

 om det har været hårdt 

at vokse op med en søster 

der har Downs 

og autisme. 

Ja 

har jeg svaret.” 

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen. 

Læs og lyt mere: 

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.

Foto: Majka Bjørnager. 

Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse. 

*

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek 

beskriver selv deres vandreudstilling med disse ord: 

Udstillingen 'Øjeblikket bag Glasdøren' formidler i ord og malerier vores betragtninger samt erfaringer med at være henholdsvis lillesøster og mor til Lea - kvinde pa 31 år med Downs syndrom og autisme. 

Vi har begge arbejdet uafhængigt af hinanden, og har nu sammen valgt at skildre vores fælles knudepunkt. En skildring, der viser, at uanset hvilke forudsætninger livet giver os hver især, vil der altid være ejeblikke, som kan forene os - hvis vi vælger at være åbne over for dem. 

Øjeblikket er derfor vores budbringer: 

Det afgørende øjeblik 

Det vellykkede øjeblik 

Det urolige øjeblik 

Det varme øjeblik 

Det kritiske øjeblik 

Det overraskende øjeblik 

Det samvittighedsfulde øjeblik 

Det ensomme øjeblik 

Det empatiske øjeblik 

Det kærlighedsfulde øjeblik 

Udstillingens formsprog er udtrykt med Nynne B. Tworeks digtsamling "Glasdøren", og malerier samt skitser af Eva M. B. Tworek. 

--- 

Mød

Eva Billesbølle Tworek 

& Nynne Tworek

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

GLOBAL Art Gallery

Skalbakken 8A, Vanløse.

Udstillingen fortsætter sin vandring.

I august 2023 kan udstillingens frise opleves på Fredensborg bibliotek. 

Den øvrige tekst er en opdateret og udvidet version af udstillingsanmeldelsen fra Espergærde Bibliotek i 2020.  Se den oprindelige anmeldelse.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

TONYS SIDSTE DANS - en monolog for to

 

Foto: Tina Lindop.

 

Hør podcast

YouTube

 

TONYS SIDSTE DANS,

 har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Hør podcastsamtale med skuespiller, komponist og scenograf om tilblivelsen og arbejdet med min monolog TONYS SIDSTE DANS. 

”Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Mellem ham og mig var der næsten ingen ord. Måske var det grunden til, at ordene bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS, der har urpremiere og opføres som afslutning på 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 8.8.23 kl. 20. 

Skuespiller: 

Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. 

Musikmontage, theremin & lyd: 

Thulla. 

Scenografi (kærlighedsplaneter): 

Eva Billesbølle Tworek 

Fotos: 

Tina Lindop.

 

"Det er stadigvæk mørkt udenfor, men det er morgen. Og sorgfuglen er landet på mig, har sat sig på min ryg – og jeg tænker, hvad skal jeg gøre.

Der er så mange, der har spurgt ind til sorgen. Lige da det skete. Men bagefter bisættelsen, så er der to, der har været i kontakt.

Det minder mig om mine egne svigt. Jeg vidste ikke, at det var svigt, det ved jeg nu.

Man skal altid gå til mennesker, der har sorg – og være der sammen med dem. Tale til dem. Vise at man har set dem i deres sorg. Det har jeg ikke selv gjort. Ofte har jeg følt, at jeg ikke har været tæt nok på. Jeg var bange for at trænge mig på. At det var ubelejligt. Men nu tænker jeg på dem, hvis pårørende jeg ikke har kontaktet.

Den eneste måde at ændre det på, er ikke at være bange for døden."

 

Foto: Tina Lindop.

Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Det hele gik så hurtigt, men heller ikke hurtigere end at jeg vidste, at det var nu, det skulle ske. Han var der ikke længere psykisk til stede. Det var kun kroppen, der var tilbage, men venskabet, opdyrket gennem så mange år, var der stadig. Men hvordan sige farvel til én, der ikke længere er der? Jo, kroppen er der stadig, men den er i smerte – og snart på vej væk.

Nu har jeg venskabet tilbage. Det er måske den største gave at sidde tilbage med.

Vi taler, vi kommunikerer og udveksler ord. Men mellem ham og mig var der næsten ingen. Måske var det grunden til, at de bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS.

Foto: Tina Lindop.

"At holde af ham, at være ansat til at tage vare på ham, var som en tråd, jeg havde indeni. En meget fin tilstedeværelse. En tråd ned til noget inde i mig selv. Min egen medmenneskelighed. Der var forbindelse til det fineste i mig selv.

Jeg ved godt, at det var et arbejde. At jeg blev betalt for det. At det var det jeg skulle, men sådan var det ikke for mig. Jeg involverede mig. Jeg følte hengivenhed for dem og gav dem mit hjerte. Den ømhed, som de fremkaldte i mig, var noget af det fineste i mig. De sørgede for, at jeg forblev menneskelig. At jeg hele tiden havde den side med mig – og det har jeg stadig, for jeg er stadigvæk ansat. Jeg er stadigvæk ikke ”professionel”. Jeg lægger armen om dem. Drager dem ind til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den side jeg møder dem med, det er den side af mig selv, som jeg kan bruge i samværet med dem.

Når vi synger, danser og laver musik sammen, forsvinder grænserne imellem os. Så er vi… sammen om det. Så indgår vi i noget fælles. 

Det, at tage hånd om nogen, det, at være der for hinanden, det var noget, jeg skulle gøre hele tiden ude hos dem. Jeg skulle mene det. Jeg skulle være der i den kontakt.

Jeg var altid helt udmattet, når jeg kørte hjem. Det var som at stå åben med alle sine følelser, som de kunne bruge af."

Foto: Tina Lindop.

Hele teksten kom buldrende som et tog igennem natten og krævede at blive nedskrevet. Alt det usagte fik form og mæle.

”Måske skulle jeg lade ham selv fortælle det… Skrive en tekst, hvor han sagde alt det, han aldrig sagde…”

Først næste morgen, da teksten var udskrevet, forstod jeg, at det blev en monolog – for to.

*

Foto: Tina Lindop.

Min mangeårige kunstneriske sparringspartner, Thulla, der har lavet musik til flere af mine teaterforestillinger, kontaktede jeg samme morgen, og hun sagde straks ja til at komponere musikken til. Jeg elsker vores samarbejde, Thulla laver aldrig det, jeg beder hende om, men altid noget, der er meget bedre.

Bagefter sendte jeg manus til den blinde skuespiller Anna Sophie Thalbitzer Lübeck, for mit indre blik så jeg hende som en norne i den nordiske mytologi, der står og holder styr på vore skæbnetråde. Hun skulle give hans ord mæle fra scenen. Som en stemme, der både kommer udefra og indefra. En allestedsnærværende stemme. Anne Sophie er uddannet skuespiller fra GLAD Teater, og jeg har allerede samarbejdet med hende tidligere og var sikker på, at hun ville være den rette.

Til det scenografiske spurgte jeg maleren Eva Billesbølle Tworek, om hun ville skabe det store øje eller den store jordklode som nornen/Anna Sophie skulle stå med hænderne på. Det var sådan, jeg så det for mig. Jeg blev glad, da alle tre umiddelbart sagde ja. Kort tid efter afholdt vi den første læseprøve.

Foto: Tina Lindop.

"Jeg har haft et godt liv.

Det var flere af mine venner, der lå lang tid, inden de døde. Langsomt sygnede de hen. Det kan nogle gange være svært at komme herfra. Men ikke for mig. Det gik stærkt. Jeg var hurtig.

Selv til sidst… jeg fornemmede godt, at han var der. Det var to dage før jeg døde. Jeg skulle vendes. Han talte beroligende til mig, og stod lige der ved siden af og holdt fast i mig. Jeg kunne ikke sige noget, men holdt endnu fastere i ham.

Jeg kunne mærke, at han forstod, at jeg var tryg ved ham. Jeg skreg ikke, da jeg blev vendt. Det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg ellers, for jeg var bange. Men han blev ved med at tale beroligende til mig:

-Hej Tony. Det er så godt. Du er dygtig. Du klarer det godt.

Det fik mig til at slappe af. Det var også vores farvel. Det mærkede han. Jeg kunne ikke sige noget, selv om jeg forsøgte. Det blev helt uforståeligt. Bare nogle mærkelige lyde. Jeg kunne hellere ikke se noget. Det var som om forbindelsen allerede var ved at være kappet.

Jeg var kun en krop, der lå og reagerede utilpas, når den blev flyttet. De var nødt til at vende mig, så jeg ikke fik liggesår.

Jeg klamrede mig til ham. Han forstod godt, at det var min måde at sige farvel på. Eller også forstod han det først bagefter..."

Se trailer:

Traileren kreeret af Thulla med fotos af Tina Lindop.

Det gav på en eller anden måde helt sig selv. Sådan var det med TONYS SIDSTE DANS.

Jeg arrangerer festival på 16. år, og jeg vidste, at monologen skulle opføres som afslutning den 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse. Men hvad jeg ikke vidste var, at monologen skulle blive bestemmende for hele festivalen. I løbet af månederne bagefter spirede ideen videre frem, indtil den endelig tog form og blev til festivaloverskriften:

KÆRLIGHED? Festival om drømme og fællesskab. 

 5.-16. august 2023 – 5 bydele – 80 kunstnere

 

"Så forvandt jeg. Jeg opløstes og blev bare til en lille prik oppe i intetheden.

Det var som om jeg blev suget op til noget større. Noget, der var vigtigere – som når lyset går ud, og man sidder tilbage i mørket. Et trygt mørke. Et mørke, der helt omsluttede mig. Der faldt jeg til ro."

Foto: Tina Lindop.

Citaterne er fra sceneteksten,

TONYS SIDSTE DANS,

der har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Foto: Tina Lindop.

*

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

 

*