søndag den 10. maj 2026

Buzor Nenic & Samson William Nenic duo til SOMMERFESTEN 2026

Fotocollage: Michael Svennevig.

DE ER FAR OG SØN. 

Mød dem til Sommerfesten på lørdag. 

Begge spiller accordion (harmonika) 

og sammen udgør de 

Buzor Nenic & Samson William Nenic duo.

 

Buzor Nenic, voksede op i Helsingør og begyndte at spille som 4-årig. Hans spillelærer var faderen, Nikolaje Nika. Familien har en 300-årig tradition for at spille folke- og romamusik fra Balkan, som også gik i arv til sønnen, der igen har ladet det gå videre til sin søn.

Allerede som 10-årig vandt Buzor Nenic DAU’s (Dansk Accordion Union) musikkonkurrence samt talentprisen.

Buzor fortæller: ”Da jeg var dreng, solgte min far min accordion. Jeg fik ikke et nyt, for han mente ikke at mit talent var stort nok.”

Måske gjorde det ham kun endnu mere stålsat, for ikke desto mindre opnåede Buzor Nenic 2. pladserne ved VM i Internationaler Akkordeonwettbewerb Klingenthal (Tyskland) og VM i harmonika i Primus Ikaalinen (Finland) samt VM i harmonika i Citta di Castelfidardo, Ancona (Italien).

 


Om sit forhold til musikken, 

fortæller Buzor Nenic:

”Jeg er Roma. Musikken, sangen og dansen har vi fået ind med modermælken. Det ligger i generne og går igen i kulturen og sproget, og er en vigtig del af vores livsstil. Det er det vi kan. At musicere er en vigtig del af mig og min familie, og en måde at føre traditionen og kulturen videre på. Det er hele min eksistens, og det er vigtigt at videreføre dén kunst, jeg har fået og arvet gennem mine forfædre og direkte via min far og farfar. Det er min glæde og inspiration. Det er fordybelse og nærvær. Jeg glæder mig, både når jeg spiller og lytter. Det er noget unikt og delikat ingen kan tage fra mig. Det er noget, jeg ejer. Hvis jeg ikke kan spille, er det som at have brækket armen eller ikke kunne få luft. Jeg bliver nødt til at spille for at få kroppen og sindet i gang. Det er åndelig føde, som ikke kan gøres op i penge. Det er hævet over alt andet. Det at spille, øve og spille med andre, og at indstudere nye stykker, er et bevis på, at jeg er i live. Det er det, jeg er sat i verden for at gøre. Det det, der giver mening. Det er min måde at forstå mig selv på. Det er mig og min musik, der gør mig til den jeg er. Til hverdag, når jeg ikke spiller, komponerer og underviser jeg. 

Når jeg spiller, er jeg den rigeste mand i verden. Rig på glæde og inspiration. Det giver overskud og gåpåmod. Det er verdens bedste fitness, hvor man både underholder sig selv og publikum. Kom bare an! Jeg har min accordion og jeg er klar. Det er min glæde, min trøst og mit våben. Med musikken skaber jeg glæde og samhørighed. Musikken har ført mig rundt i Europa, men også i USA og helt til Hanoi i Vietnam, hvor jeg underviser og spiller koncerter. Uden den ville jeg nok blive i vores lille Danmark. Men Danmark er for lille. Europa går lige an. Men hele verden er meget bedre. Det gælder om at nå så langt ud som mulig. 

Musikken kender ingen grænser. Den sætter os fri. Det er lige meget, hvem du er, og hvor du er og hvor du kommer fra. Sådan føler jeg det, når jeg spiller, så er jeg urørlig. Musikken kan det hele. Sammen rejser vi afsted med musikken. Helt til toppen. Det er mig og min accordion. Festen og rejsen er allerede i gang. Væk med våben. Ind med musikken. 

Vi ses nok snart over en god kop D-mol med en snert af en Fmaj7.”

*

Buzor Nenic er en meget alsidig accordionist og musiklærer. Hans musikalske kunnen spænder over roma- og folkemusik fra Balkan, jødiske klezmer, franske musetter, klassiske accordion-stykker, argentinske Piazolla-tangoer og skandinaviske folkeviser. På lørdag spiller han sammen med sønnen Samson William Nenic, der vandt Berlingske Klassisk Musikkonkurrence i 2007. 

Mød dem begge i gnistrende samspil på plænen til Sommerfesten.


Fotocollage: Michael Svennevig.

*