Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
torsdag den 16. november 2023
Anmeldelse: DEN ANDEN på Sydhavn Teater & MØDRENES HUS på Mungo Park
Foto: Sofie Amalie Klougart, DEN ANDEN,/Sydhavn Teater
& Rumle Skafte, MØDRENES HUS/Mungo Park.
Det er to stærke og betagende scenepræstationer på Sydhavn Teater og på Mungo Park. DEN ANDEN og MØDRENES HUS er to kvindelige rejser gennem kærlighed og frem mod fødsel. Katrine Leth og Rikke Westi giver alt, hvad de har og kommer tørskoet i land. Begge er alene på scenen. Den første i et buldrende performanceværk og den anden i en stram monolog, men begge værker vokser og bliver til så meget andet og mere. At møde livet er også at blive konfronteret med mørket. Liv og død hører sammen, men begge kæmper sig frem til en afklaring. Ja, til en fødsel.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Nina Rudawski har instrueret og bearbejdet Liv Nimand Duvås roman til teater. Rikke Westi er alene på scenen i 80 minutter. Det er praktisk talt en monolog, men sådan føles det ikke. Det er en betagende rejse til Mødrenes Hus. Det er klart, at jeg som mand ikke har været på samme rejse, men efter forestillingen har jeg følelsen af det. Det er det særlige ved teater, at når det er rigtig godt, føles det som dine egne oplevelse - og så godt er det. Rikke Westi er formidabel. Hendes stærke og fascinerende spil som det fødende moderdyr på vej gennem en jungle af følelser er så mangefacetteret, at hun kunne fortjene en pris for sin præstation. Til premieren i aftes på Mungo Park i Allerød - i teatrets store scene - indtog hun scenen med den største selvfølgelighed.
Foto: Rumle Skafte.
Teksten er skøn. Den kommenterer sig selv løbende, og er frisk, fyrig, dampende af tilstedeværelse og går lige på - og så er den humoristisk. Det var den, der i første omgav betog mig. Senere var det det stærke spil i rollen som den førstegangsfødende. Selvfølgelig er et inviteret premierepublikum altid mere modtageligt og accepterende end et almindelig publikum, men alligevel var det tydeligt, at teksten og spillet i den fine instruktion kunne noget med publikum, der flere gange undervejs kvitterede med applaus.
Foto: Rumle Skafte.
Samspillet med scenografien af Sofia Stål, lyddesignet af Emil Bøll og lysdesignet af Casper Døi gjorde det til noget meget større end den faktiske historie, der er sat ind i en mytologisk ramme, hvor det handler om at komme frem til Mødrenes Hus. Et udefineret sted indeni, hvor underet sker, hvor barnet bliver født, men også et sted, hvor den fødende bliver voksen og påtager sig den funktion, som naturen har prædestineret hende til. Hun bliver til kvinde, der igen bliver til mor. Det er i dét hus, at alting falder til ro og bliver levende. Det lyder måske som en kliché, men det fungerer i praksis og især som kontrast til resten af historien, der et langt oprør mod alle de lykkeforestillinger, som en fødsel i sig selv er omgæret af. Som mand tænker jeg uvægerligt: godt at det ikke er mig!
Foto: Rumle Skafte.
Den naturlige ro som Rikke Westi bringer med sig, udgør en nødvendig klangbund for den usikkerhed, som den fødende kvinde føler hele vejen igennem. Det er en rejse gennem alle de forestillinger, som vi har om det at føde. Også som mand. Måske endnu mere som mand. Meget af det, der bliver nævnt, har jeg allerede hørt om i andre sammenhænge, på den måde er der intet nyt i forestillingen, men når alle disse småbrikker sættes sammen, bliver det kæmpestort og overvældende.
Foto: Rumle Skafte.
Det fortælles med et fokus på de bagvedliggende følelser, der gør, at jeg sagtens kan følge med og ikke på noget tidspunkt føler, at jeg bliver hægtet af.
Den skildrede fødsel tager flere dage, så det var med en vis lettelse at jeg bagefter i foyeren fik en anden fortælling om en førstegangsfødende, der fødte på under en time. Som hun sagde: Enhver fødsel er helt speciel.
Foto: Rumle Skafte.
Det er nok det, der gør forestillingen så universel. Jeg føler ikke, at jeg træder ind i et kvindeunivers, selv om det jo er det, jeg gør. Men sådan føles det ikke. Med denne forestilling har Mungo Park endnu engang bevist, at de er et væsentligt teater. Tillykke med forestillingen.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Medvirkende: Rikke Westi
Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski
Forestillingsdramaturg: Felicia Ohly
Scenografi og kostumedesign: Sofia Stål
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Casper Døi
Instruktørassistent: Michelle Bak
Konsulent: Jordemoder Marie Vedsted Christiansen
Baseret på romanen „Mødrenes Hus“ af Liv Nimand Duvå,
udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 3. december 2023
8 skærme af forskellig størrelse er placeret rundt på væggene i det hvide modtagelsesværelse. På den viste film, der kører lidt forskudt på de forskellige skærme, er en kvinde ved at rasere et køkken. Hun hiver forskellige fødevarer frem og hælder indholdet ud over sig selv og rundt i køkkenet. Det stemmer umiddelbart ikke mine forventninger særlig højt. Jeg er lidt træt af at se performere rulle sig i diverse væsker, men sådan skulle det heller ikke blive til premieren i forgårs på Sydhavn Teaters lille eksperimenterende scene på Borgbjergvej 44 st. tv.
DEN ANDEN er en undersøgelse af kærlighedens komplekse natur og ambivalensen i at dele sig selv med en anden. Gennem "et maksimalistisk billedsprog, hvor nænsomhed og vold eksisterer side om side, oplever vi angsten og voldsomheden i denne hengivelse", sådan skriver teatret om DEN ANDEN. De kalder den også "et visuelt kærligheds-mareridt, en sammensmeltning af scenekunst og billedkunst". Det er iscenesat af performeren Katrine Leth og scenografen Freya Sif Hestnes.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Der er nogle teateroplevelser, der taler til intellektet, og så er der de andre, der går direkte i kødet på én. Jeg sover altid på oplevelsen, for dagen efter at se hvad teaterrejsen har aflejret i mig. Nogle gange er der intet, og andre gange - som det er tilfældet med DEN ANDEN, er det som om oplevelsen først folder sig rigtig ud i tilbageblikket. Det er en oplevelse, der sniger sig ind på én. Det gjorde den i hvert fald på mig.
Jeg vil ikke sige, at jeg forstår den bedre dagen efter - og det er heller ikke det vigtigste - men det føles som om alle sanseindtrykkene først da, endelig har fundet på plads indeni.
Det er en overvældende billedrejse. Egentlig ønsker jeg ikke at forstå den, og alligevel har den lagt sig til ro i mig i to halvdele. Der er det, jeg kan forstå, og der er det uforståelige: det som jeg ikke kan trænge ind i, men som alligevel står og vibrerer inde i mig - og det er betagende. Men det er også ubehageligt, for dele af forestillingen føles som at blive sænket ned i fremkaldervæske, hvorved alting bliver meget tydeligere. Uhyggeligt tydeligt. Det er så forsvarligt lavet og gennemtænkt, så uhyggen blev efterfulgt af en himmelsk afklaring. Den er også nødvendig for at kunne rumme forestillingen. Det er den, der gør, at det hele giver mening. Det er ikke bare et spørgsmål om at blive skræmt. Den øredøvende efterfølgende fred matcher den krybende uhygge. Det bliver til sider af samme sag. Det er denne dualisme, der er så betagende, og som bagefter fylder i sindet.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Det er kun plads til lige knap 20 tilskuere. Det virker eksklusivt. Måske Eller er det rigtigere at kalde os "deltagere". Men det ved vi endnu ikke, da vi sidder i det første rum og venter. Uvisse om hvornår det begynder, og om det allerede er begyndt. Om det er dette, der ER forestillingen. Det er en spændende og krævende forestilling. Hele installationen eller forestillingen foregår på tre lokaliteter. Hvis den første er en slags limbo, er den næste helvede og den sidste himlen.
Det første, der fanger mig ind, er teksten af Sonja Ferdinand. Den repeteres i en uendelighed, men med variationer. Den bevæger sig rundt i cirkler. Den er dynamisk, og alligevel flytter den sig ikke. Den giver lige akkurat mening nok til at fastholde min opmærksomhed, men ikke nok mening til, at den kan tolke noget af alt det vi oplever. Den kører parallelt med oplevelserne i de tre rum.
I begyndelsen ser vi hendes ansigt i nærbillede. Hun taler til den anden - til os. Hun gør det på en sær hypnotisk måde. Hun taler beroligende, og det er tiltrængt, for vi bliver udsat for lidt af hvert. Det er hele tiden lige på vippen af, hvad der er rart. Det er en knivskarp balancegang, som forestillingen mestrer til det yderste. Det er imponerende og flot - og slet ikke let.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Men hvad sker der egentlig - eller hvad sker der IKKE?
Vi bevæger os ned ad en billedstrøm, hvori vi selv indgår med vores kollektive accept af det, der sker. Vi er med, når det gang på gang fører os videre ned af den fortsatte billedstrøm. Vi er som flodens vand, der føres videre fra lokalitet til lokalitet.
Det er sjældent vellykket endsige behageligt, når publikum skal engageres og ligefrem aktiveres, men her sker det indfølt og stumt insisterende, og det fungerer overraskende godt. Uden at nogen tilsyneladende føler sig tvunget eller udnyttet, men det er sære situationer og scenarier, som vi bevæger os igennem sammen med kvinden fra skærmen fra det første rum.
En vigtig del af oplevelsen er netop det overraskende, man kan opleve i hvert af de tre lokaliteter, derfor skal det heller ikke afsløres her. Det vil ødelægge oplevelsen, men involverer nybrygget kaffe, blod på væggene, et kæmpemæssigt hjerte og skumfiduser på fade.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Musikken af Anders Bach er serielt gentagende i en uendelighed, men uden at det virker enerverende, for musikken er i høj grad stemningsbærende. Den er på samme måde både strømmende og statisk. Kirkeklokkeklang strækkes ud til én lang lyd. Er det en helikopter, der bevæger sig ind over lydbilledet? Sådan fornemmes det. Det er et vældig lydhav, der støtter godt op om de visuelle oplevelser. Det meddigtende lys er designet af Felipe Osorio-Guzmán.Når musikken bliver uhyggelig, afbalanceres de høje drøn af beroligende guitarfingerspil. Sådan er det hele vejen igennem. Når uhyggen bliver for stor, lyder der straks beroligende ord eller toner - og det er også nødvendigt for balancen.
Først og fremmest er den timevange oplevelsesdrøm betagende. Det ER som drøm. En vågen drøm, hvor lys, lyd og bevægelse spiller sammen. Vi kommer mange gange ud på oprørt hav uden udsigt til redning og alligevel viser der sig hver gang en redning i nærheden.
Det er stærk oplevelse af bevæge sig igennem installationen/forestillingen. Jeg kom til at tænke på Samuel Beckett og "Mens vi venter på Godot". Teksten er hele tiden på vej, men den går straks i stå, vrister sig løs og går videre, for et øjeblik efter at gå i sig selv. Det sker igen og igen, hele forestillingen igennem. Vi ledes på vej, og det hele er lige ved at give mening, men gør det så alligevel ikke. Forskellige ord og fraser stikker ud, som fx. "Jeg elsker dig! Gør det noget?"
Det ene udsletter det andet, og vi står tilbage med tomme hænder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg befinder mig væsentlig bedre i himmeldelen end i helvedesdelen.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Katrine Leth bærer hele fortællingen og er frygtløs. Det er betagende, hvordan hun ukueligt fører historien igennem i et tæt samspil med tilhørerne. Det lykkes på en nænsom, ubesværet og alligevel direkte måde, der virker overrumplende og engagerende, selv vi ved, at vi bliver bondefanget. Det er kun med nød og næppe, at vi slipper ind i himlen efter helvede.
Sydhavn Teater er et Lille Storbyteater under Københavns Kommune. Teatret har fire platforme: Østre Kapel, Karens Minde Kulturhus og i P44 – deres performancespace på Borgbjergsvej 44.
DEN ANDEN
Sydhavn Teater
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 2. december 2023
1 time, hvor publikum går med og er siddende og stående
(ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede)
En sammensmeltning af scenekunst og billedkunst,
iscenesat af performer Katrine Leth
og scenograf Freya Sif Hestnes.
Musik: Anders Bach
Dramatiker: Sonja Ferdinand
Lysdesign: Felipe Osorio-Guzmán
Scenografassistent: Stine Stub Nielsen
Produktionsleder: Emilie Topp Meyer
Teknisk support og afvikling: Jon Bernstorff Lehmann
Ingen kommentarer:
Send en kommentar