onsdag den 22. oktober 2014

Gammelfestivalen II - i farver (2014)

Glimt fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet - fra den 8.-15. oktober 2014 på Betaniahjemmet på Frederiksberg.
 

Skuespiller Ebba Nørager fremførte Jens Blendstrups fyrige monolog om sex og alderdom: ”Med håb skal alder bekæmpes”. Det var gribende at opleve den 86-årige skuespillerinde med en så veloplagt tekst.


 
De afrikanske musikere Alfred Tamakloe og Sam Takyi (Ghana) sang og spillede om liv og død på afrikansk.





 
 
 

 
Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste op fra en kommende novellesamling med samme tema.



Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt og engageret om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”.


 
Festivalens alderspræsident , Stine Bitsch-Larsen (født i 1918) fortalte om en udstilling som hun var ved at arrangere, om Caspers bog, om keramikken der ikke ville og musikken der stadig gerne vil – og gav en prøve på det. Om livet som en gave.

 
Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældres historie og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie (her sammen med David Blazek).

 
 
Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 7 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang sin signaturmelodi ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun bragte en glad smittende stemning med sig, og fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. (Her omgivet af David Blazek, Laust Sørensen og Alaa) 
 
 
 
 
 
 







Teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt fortalte om Japan og den nyudgivet bog derfra: "Lidt dybere ind i Japan” med undertitlen ”Kyotos forunderlige poesi” og viste lysbilleder fra bogen.
 

Forfatter Kirsten Thorup ønskede med romanen ”Ingenmandsland” at skildre sin fars sidste tid – og demens. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale - og charmerede alle.  
 
 
Forfatter Marie Thøger fortalte om Indien, og om hvordan hendes første møde med Indien i 1953 på mange måder blev bestemmende for resten af hendes liv. Sådan som hun har berettet om det i bogen "Og freden kom" (Epigraf, 2011).
  
 
 
Psykolog og sexolog Sten Hegeler fortalte om et langt liv med at flytte normer. Det var et festligt møde med en dygtig fortæller.
 
 
 
Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været.


Forfatter Hanne Marie Svendsen (her sammen med David Blazek).



Skuespiller Paul Hüttel læste Henning Carlsens beretning om sit eget endeligt. Carlsen kunne desværre ikke selv være der – han var rejst i forvejen.


Forfatter Vibeke Marx fortalte om Tine, der er med i to af hendes bøger, hvor hun arbejder på et plejehjem. Tine har svært ved livet, men via sit plejehjemsarbejde finder hun en mening i kontakten med de gamle.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte livfuldt og entusiastisk om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun har to premierer på vej: Bille Augusts ”Stille hjerte” og Michael Noers ”Nøgle hus spejl”. Den unge 36-årige filminstruktør var overraskelsesgæst i samtalen med Ghita Nørby. Det var hans møde med morfaren som han havde besøgt på plejehjem som barn, der var hans motivation for at lave filmen om gamle på et plejehjem.
 
Ghita Nørby lukkede festivalen med at læse H.C.Andersens "Det er ganske vist".
 
 
 
Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med Michael Svennevigs énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”(1969).  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst af samme dramatiker på festivalen var det den polske skuespiller Bozenna Partyka, der gjorde indtryk i monologen ”Til det sidste…”, baseret på hendes liv - om at holde fast. 



 Forhenværende overrabbiner Bent Melchior, der er en vidunderlig taler, skulle "konkurrere" med sig selv, da han efter visningen af Hans Kragh-Jacobsens fine portrætfilm "MELCHIOR" skulle fortælle hvad livet havde budt og givet ham. Det var et møde med en stor personlighed.
 
 

Filminstruktørerne Torben og Lisbet Skjødt Jensen og Per Lykke fortalte om ”Det lange liv– en film om Vera Gebuhr”. I filmen beretter den nu 98-årige skuespillerinde om sin vej gennem livet.

 
Filminstruktøren Jannik Hastrup fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af og anstændigheden ved også at lave tegnefilm om asylbørn. At det ikke var nok med Cirkeline…
 
 
Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med koret – ledet af Louise Adrian - der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. De fyldte hele plejehjemmet med glæde og sang.

Krisztina Vas Nørby (flygel) og Naja Månsson (sang) underholdt med et Liva Weel-potpourri, men havde også ”Jacobsen” med. Det var et betagende møde med en både smertelig og morsom dansk revyjuvel.

Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen  i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.
 
 
 
Der var to film produceret til festivalen, dels ”Familiealbum” af Ole Bundgaard, baseret på Stine Bitsch-Larsen skønne gamle familiebilleder, og dels ”Gammelfilmen”, der blev spillet som forfilm i Gammelbio hver dag, af David Blazek og undertegnede med tekst/interview med Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg, Kirsten Thorup og Lise Bidstrup.
I den forbindelse var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde: ”Har jeg ikke set den film før?”
En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to beboere, hvor den ene spurgte:
-Så du filmen i går?
Hvortil den anden svarede:
-Det kan jeg ikke huske!
Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.
 

Festival-links:

Baggrund, portrætter og reaktioner - Gammelfestival II (2014)


Oprindelig var titlen "Død og hygge på plejehjemmet" mit oplæg til forstanderparret, Laust og Kirsten Sørensen, på Betaniahjemmet. Det var for at afprøve grænserne. Jeg tænkte, at hvis forstanderparret havde lyst til (eller turde!) at være med til at lave noget med dén titel, ville de være gode samarbejdspartnere. For det nytter ikke at lave noget på et plejehjem, hvis vi ikke inddrager døden. Og det var de klar til!
De havde opfordret mig til at lave en kogebog krydret med historier og livsberetninger. Jeg syntes at det kunne være spændende at skrive livshistorier UDEN madopskrifter, og vi aftalte at jeg skulle komme forbi med min digitale optager i onsdagsbaren. Det blev til mange camparier, mens jeg faldt i snak med beboere, personale og frivillige. Det viste sig at vrimle med historier. Det myldrer med livshistorier på et plejehjem. Efter fire besøg havde jeg stof noget til en over 100 siders Gammelreportage. I første omgang gjaldt det en bog, senere også en festival og en film.

 
Fra starten viste det sig at der kom meget humor med. Som om den bagvedliggende alvor kaldte på humoren. Som om de to var forbundet.
Alle medvirkende blot ved fornavn, og stedets navn blev ændret til Plejehjemmet Tusindfryd, for at sikre at bogen ville kunne bruges over hele landet - uden at blive tilknyttet en specifik lokalitet. For at gøre den så almen som muligt. For yderligere at åbne tematikken og bogen op så bredt som muligt, inviterede jeg 35 forfattere til at bidrage med tekster. Det var især vigtigt at invitere stemmer/historier udefra, for at sikre at de ikke blev for snævert. Det var vigtigt at der kom kontraster. Af samme grund er de medvirkende børne- og ungdomsstemmer vigtige i helheden. Uden dem kunne det let blive alt for monotont. Kun 5 af bogens tekster har tidligere været offentliggjort. Resten består af helt nyt materiale.
Bagefter var det oplagt at involvere mange af de medvirkende forfattere i bogen til også at medvirke på selve festivalen. Da der alligevel skulle være en bogreception, hvorfor så ikke også lave en festival? Ligesom da jeg tilbage i 2010 havde lavet Gammelfestivalen Det sidste suk - på Vesterbro. 
 
At sammensætte en stor festival er som at lægge et kæmpestort puslespil, men det er først, når brikkerne er lagt på plads at det endelige mønster bliver synligt. Det er en gensidigt påvirkelig proces. Hver stemme bliver unik i sammenhængen.

 Mange medvirkende har sagt ja pga. undertitlen: ”Død og hygge på plejehjemmet”. Det er en titel, der har fået mange til at studse og endnu flere til  at tænke sig om. For hvad betyder det? Er det alvorligt ment?




Nye samarbejdspartnere giver nye ideer - og muligheder.
Da jeg mødte Kirsten og Laust ved en festival året forinden, udvekslede vi film og bøger. Jeg fik deres film og de fik mine bøger. For de havde produceret flere film - og de inviterede mig til at besøge sig på plejehjemmet. Det undrede mig, for jeg mente ikke at de var gamle nok til at bo på plejehjem. (Men det var også inden jeg vidste at de bestyrede plejehjemmet på Frederiksberg). Da vi mødtes tænkte jeg derfor også i filmbaner. Mødet med stedets fysioterapeut, David Blazek, der havde en fortid som professionel tjekkisk isdanser, kom til at åbne endnu flere muligheder, for da jeg en dag så ham filme til et arrangement på plejehjemmet, vidste jeg at han kun ville gøre det, hvis han mestrede det til fulde. Så selv om han hårdnakket benægtede det, og sagde at han "ikke var professionel", fik jeg fik lov til at "låne" David én dag, så vi kunne tage rundt og interviewe nogle af festivalens medvirkende - og lave en trailer for Gammelbogen og Gammelfestivalen. Det resulterede i den 10 minutter lange GAMMELFILM 2014 (http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-2014.html).

Mange af festivalens medvirkende har efter deres optræden på festivalen stillet op til interview. Der er der kommet en række korte, finurlige og veloplagte optagelser ud af. Nu forestår der et større redigeringsarbejde – for ud over det, er alle oplæg, samtaler og optrædener på festivalen også blevet filmet, og de skal klippes ned og redigeres. Det er igen David, der har kastet sig over det omfattende redigeringsarbejde, og hvad det munder ud i, er endnu for tidligt at sige. Det afhænger af de materialet, men ingen tvivl om at de mange dages optagelser er i de bedste hænder. Mere om det senere…

 
Næsten alle gengivne Gammelfestival-fotos her på bloggen er stills fra filmoptagelserne under festivalen  - og derfor taget af David Blazek.
 De rustne metalskulpturer omkring scenen er kreeret af billedkunstner Alice Maud Guldbrandsen og naturvejleder Lis Vallentin.



Festival-links:







 

Gammelfestivalen II - i sort/hvidt (2014)

 

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der kun er halvgammel. Jeg har fulgt en masse mennesker på en rejse ind i et land som jeg endnu ikke selv er nået til. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? For det er ikke et spørgsmål om at blive klogere. Det er i højere grad et spørgsmål om at stå ved sin nysgerrighed og finde ud af, hvordan det ser ud der. Omkring 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet og døden. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig lige der mellem livet og døden?


På den første Gammelfestival i 2010 var det overraskende, hvor muntert det blev. På trods af temaet, eller måske netop på grund af det. Om livet og døden - og den meget korte afstand, der kan være imellem dem. Det at italesætte det usagte, frisætter en masse energi. Latteren vokser videre ud af det. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, knytter det os sammen og gør os mere nærværende. Vi bliver synlige i al vores skrøbelighed, og det styrker os. Og latteren gør os endnu stærkere. De der går og ruger over det, eller de som er bekymrede for det der kommer, tænker det, men siger det ikke højt.  Men på en Gammelfestival er det muligt at tale om det. Det knytter sammen og giver fællesskab. Det bliver en kvalitet, noget værdifuldt, at have viden, kendskab og erfaring. Især på en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet. Alt det der plejer at ligge gemt ude i periferien blev trukket ind i lyset. Det viste sig at meget af det ikke var nær så privat som vi måske troede. Det var noget vi var fælles om, for det handlede mere eller mindre om det samme. For hvad står vi tilbage med inden lyset slukkes? Hvad er der tilbage af os? Hvor meget kan vi redde med på vejen hen mod det endegyldige slutpunkt?
Som forfatter Egon Clausen sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden der er syg. Han sammenlignede det med en teenager, der er rastløs og som hele tiden vil videre. Det er klart at det bevirker at en masse mennesker kommer i klemme imellem de eksisterende normer, når det understøttes af ungdommen, der naturligt nok er rastløs, utålmodig og altid på spring.














 
Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en drømmerejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Per stedfortræder oplever vi noget som vi ellers ikke selv kan nærme os – før tiden, hvor en skuespiller med sin stemme og sin krop giver det liv. Det skete også med sang og musik.  Musikken trænger ind bagerst i bevidstheden og frisætter glemte minder, der ellers synes tabte.
Samtalerne var en vigtig bestanddel af festivalen. En samtale er noget af de mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. Og forstår at lytte. En vigtig del af at tale sammen - er at lytte. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig. Selv er jeg ikke gammel nok, så jeg ser det fra et andet sted. Men det betyder også at jeg ser på det med yngre øjne, for selv om jeg er halvgammel, er jeg med mine 50 år stadig kun lidt mere end halvt så gammel som festivalens ældste gammelgæster.
I  Jacob Jessens plejehjemsfilm ”Den sidste station”, der blev vist på kulturnatten, følger vi  fire gamle kvinder, der flytter ind på Betaniahjemmet. Det stærke ved filmen er netop at det bliver set gennem den unge instruktørs øjne. Hans ungdommelige stemme klinger mod de gamles rynker. Det giver en musikalitet. En slags dynamisk modsætning.

 
Et af de store privilegier ved at arrangere en stor festival er kontakten til en masse mennesker, der reflekterer over hvad de har oplevet og hvad det har afstedkommet af nye tanker for dem. Jeg har fået lov til at citere to af de tilbagemeldinger som jeg har modtaget:

"Før forstod jeg det, men nu er det som om at jeg kan mærke det. Jeg hørte på de gamle mennesker og jeg hørte at de gamle mennesker ikke troede at børn havde så mange tanker om det at være gammel og jeg hørte hvordan de gamle mennesker kæmper for ikke at miste værdigheden i vores samfund og hvordan de mærker på egen krop at blive skubbet længere og længere ud – der er ikke plads til dem på fortorvene og der er ikke længere nogen der vender sig om og kigger interesseret efter dem. Jeg kom til at tænke på et forsøg, jeg har hørt om, hvor en dansk kvinde iklædte sig en burka og prøvede at tage med en offentlig bus. Hun oplevede at blive betragtet og behandlet på en helt anden og dårligere måde end når hun normalt tager bussen. Måske er det det samme for ældre mennesker, desværre. Vi skal alle lære hinanden at kende, så alle kan blive behandlet med respekt af alle. Jeg tænker meget over hvad min rolle er i det her, hvad jeg kan gøre for at hjælpe andre, så de har det bedre. Hvordan jeg kan gøre en forskel for andre i mit liv, hvad det er jeg skal satse på. Men lige nu i skrivende stund, så tænker jeg at jeg bare skal blive ved med at være lyttende, nærværende og nysgerrig i forhold til andre mennesker, men jeg er så bange for at ikke at være på vej mod et mål, bange for at gå i stå og glemme at gøre noget i hverdagens trummerum, hvor jeg jo sidder godt og grundigt fast. Jeg får til tider udlængsel og drømmer om hvordan livet ellers kunne være, men jeg elsker også det liv jeg har. Jeg vil bare så gerne gøre en forskel og have mig selv med."

 Sheila Anni Andersen har indsamlet de børne- og ungdomsstemmer, der går som en rød tråd igennem Gammelbogen. Derudover har hun også fået sine tre børn til at reflektere over det at være gammel. Læs mere om det her.
  



Alice Faber (konsulent og tegner) sendte mig disse ord:
 "Det at blive gammel er et utrolig spændende emne og det er så væsentligt, at du tager dette emne op. Der ligger lige under vores overflade en nedvurdering af gamle mennesker og stadig en stor undren over, at man kan noget, når man har en del års erfaringer. Bare det, at blive mødt med, at man ser yngre ud end årene siger, er dybest set noget underligt noget."




Det har været en meget stor glæde at se og opleve, hvor fint det hele har forplantet sig. Som initiativtager er det muligt at udstikke en kurs og farve en del af stemningen, men det forplanter sig kun, når det sker i et dynamisk samarbejde med de medvirkende og samarbejdspartnerne, sådan så alting passer sammen og forstærker hinanden, sådan som det viste sig at gøre på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet.

Der skal også lyde en varm tak til alle der så generøst har stillet op til festivalen (faktisk alle, der er blevet spurgt!). Men alt dette havde slet ikke været muligt, hvis ikke Betaniahjemmets forstanderpar Laust og Kirsten Sørensen  havde lagt den varme menneskelige klangbund for alt det, der kom til at udspille sig under festivalen, hvor også David Blazek og Jette fra Betaniahjemmet  var med til at forme og gelejde hele afviklingen af Gammelfestivalen igennem. Betaniahjemmet øvrige ansatte, beboere,  pårørende og især de frivillige var med til at sørge for den gode stemning og med til at generere det overskud, der lagde varmt sig rundt om alle festivalens arrangementer.

En hjertelig tak skal lyde til alle dem, såvel medvirkende som samarbejdspartnere, der har været med i processen.

 




 
Alle fotos af David Blazek.
 
Festival-links: