Gammelfestivalen II - i farver (2014)

Glimt fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet - fra den 8.-15. oktober 2014 på Betaniahjemmet på Frederiksberg.
 

Skuespiller Ebba Nørager fremførte Jens Blendstrups fyrige monolog om sex og alderdom: ”Med håb skal alder bekæmpes”. Det var gribende at opleve den 86-årige skuespillerinde med en så veloplagt tekst.

 

De afrikanske musikere Alfred Tamakloe og Sam Takyi (Ghana) sang og spillede om liv og død på afrikansk.

 

 

 

 

Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste op fra en kommende novellesamling med samme tema.

Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt og engageret om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”.

 

Festivalens alderspræsident , Stine Bitsch-Larsen (født i 1918) fortalte om en udstilling som hun var ved at arrangere, om Caspers bog, om keramikken der ikke ville og musikken der stadig gerne vil – og gav en prøve på det. Om livet som en gave.

 

Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældres historie og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie (her sammen med David Blazek).

 

 

Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 7 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang sin signaturmelodi ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun bragte en glad smittende stemning med sig, og fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. (Her omgivet af David Blazek, Laust Sørensen og Alaa) 

 

 
 
 
 
 







Teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt fortalte om Japan og den nyudgivet bog derfra: "Lidt dybere ind i Japan” med undertitlen ”Kyotos forunderlige poesi” og viste lysbilleder fra bogen.

 

Forfatter Kirsten Thorup ønskede med romanen ”Ingenmandsland” at skildre sin fars sidste tid – og demens. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale - og charmerede alle.  

 

 

Forfatter Marie Thøger fortalte om Indien, og om hvordan hendes første møde med Indien i 1953 på mange måder blev bestemmende for resten af hendes liv. Sådan som hun har berettet om det i bogen "Og freden kom" (Epigraf, 2011).

  

 

 
Psykolog og sexolog Sten Hegeler fortalte om et langt liv med at flytte normer. Det var et festligt møde med en dygtig fortæller.

 

 

 

Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været.

Forfatter Hanne Marie Svendsen (her sammen med David Blazek).

Skuespiller Paul Hüttel læste Henning Carlsens beretning om sit eget endeligt. Carlsen kunne desværre ikke selv være der – han var rejst i forvejen.

Forfatter Vibeke Marx fortalte om Tine, der er med i to af hendes bøger, hvor hun arbejder på et plejehjem. Tine har svært ved livet, men via sit plejehjemsarbejde finder hun en mening i kontakten med de gamle.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte livfuldt og entusiastisk om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun har to premierer på vej: Bille Augusts ”Stille hjerte” og Michael Noers ”Nøgle hus spejl”. Den unge 36-årige filminstruktør var overraskelsesgæst i samtalen med Ghita Nørby. Det var hans møde med morfaren som han havde besøgt på plejehjem som barn, der var hans motivation for at lave filmen om gamle på et plejehjem.

 

Ghita Nørby lukkede festivalen med at læse H.C.Andersens "Det er ganske vist".

 

 

 

Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med Michael Svennevigs énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”(1969).  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst af samme dramatiker på festivalen var det den polske skuespiller Bozenna Partyka, der gjorde indtryk i monologen ”Til det sidste…”, baseret på hendes liv - om at holde fast. 

 Forhenværende overrabbiner Bent Melchior, der er en vidunderlig taler, skulle "konkurrere" med sig selv, da han efter visningen af Hans Kragh-Jacobsens fine portrætfilm "MELCHIOR" skulle fortælle hvad livet havde budt og givet ham. Det var et møde med en stor personlighed.

 

 

Filminstruktørerne Torben og Lisbet Skjødt Jensen og Per Lykke fortalte om ”Det lange liv– en film om Vera Gebuhr”. I filmen beretter den nu 98-årige skuespillerinde om sin vej gennem livet.

 

Filminstruktøren Jannik Hastrup fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af og anstændigheden ved også at lave tegnefilm om asylbørn. At det ikke var nok med Cirkeline…

 

 

Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med koret – ledet af Louise Adrian - der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. De fyldte hele plejehjemmet med glæde og sang.

Krisztina Vas Nørby (flygel) og Naja Månsson (sang) underholdt med et Liva Weel-potpourri, men havde også ”Jacobsen” med. Det var et betagende møde med en både smertelig og morsom dansk revyjuvel.

Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen  i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.

 

 

 

Der var to film produceret til festivalen, dels ”Familiealbum” af Ole Bundgaard, baseret på Stine Bitsch-Larsen skønne gamle familiebilleder, og dels ”Gammelfilmen”, der blev spillet som forfilm i Gammelbio hver dag, af David Blazek og undertegnede med tekst/interview med Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg, Kirsten Thorup og Lise Bidstrup.
I den forbindelse var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde: ”Har jeg ikke set den film før?”

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to beboere, hvor den ene spurgte:
-Så du filmen i går?
Hvortil den anden svarede:
-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

 

Festival-links:

Gammelfestivalen (2014) - i sort hvidt:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-sorthvidt-2014.html

Gammelfestivalen (2014) - i farver:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-farver-2014.html

Halvvejs gennem Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/halvvejs-gennem-gammelfestivalen-2014.html

Baggrund, portrætter og reaktioner:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/baggrunden-for-gammelfestival-ii-2014.html

Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918):
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-stine-bitsch-larsen-fdt-1918.html

Mød Ghita Nørby:
 http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-ghita-nrby-pa-gammelfestivalen.html

Af børn og fulde folk...:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/af-brn-og-fulde-folk.html

Begravelser i Ghana:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/begravelser-i-ghana.html

Velkommen til Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/velkommen-til-gammelfestivalen.html

Velkommen til Gammelfestivalen i næste uge:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/velkommen-til-gammelfestivalen-der.html

En fortælling om liv og død:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html

Jern ruster ikke!:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/jern-ruster-ikke.html

Havevandring med naturvejlederen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

Rustent jern i grønne omgivelser:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Gammelfestivalen Det sidste suk (i 2010): http://www.forlaget-epigraf.dk/gammle.html


PRESSE-LINKS:
Frederiksberg Bladet: http://minby.dk/frederiksberg-bladet/doed-og-hygge-paa-betaniahjemmet/
Frederiksberg Lokalavis:
http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/undersider/artikler/festival%20fejrer%20alderdom%2002.10.14.pdf   
Sydsjællandske Tidende: http://www.sn.dk/vordingborg/vigtigst-er-hvordan-man-lever-livet/artikel/440278
Frederiksberg Lokalavis (2. gang): http://ftp-lokalavisen-frb.dk/arkiv/1127/mobile/index.html
TV2/Lorry: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/10/14?video_id=96187
Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/390/html5/  (se side 27)
Sygeplejersken:   http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2014-12-34-1-Anmeldelser.aspx    

Billeder fra et liv II

Foto: Helle Poulsen


Som forlægger har jeg haft fornøjelsen af at redigere Marie Thøgers erindringsbog

OG FREDEN KOM

, der udkommer til august 2011 på Forlaget Epigraf.





Vores samarbejde begyndte, da jeg havde inviterede hende til at være med i

DRØMME OG VISIONER. 13 portrætsamtalebogen om om at ville og kunne.

Både den og Maries erindringsbog udkommer samtidig.



Foto: Lone Poulsen


Under vores samtale blev det hurtigt klart at Maries historier fra hendes lange rejseliv slet ikke kunne nå at folde sig fuldt ud i portrætsamtalebogen, så jeg opfordrede hende til selv at skrive det ned. Det blev indledningen til et spændende og meget lærerigt samarbejde, der stod på i vinteren 2010/11.

Marie leverede en fantastisk historie, min opgave var bare at forsøge at få det redigeret til brug for en bogudgivelse, og nu ligger bogen klar til udgivelse den 12.8.2011 i forbindelse med

Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august
på Vesterbro og Christianshavn.

Lige efter krigen brugte Marie sine lange sommerferier som ung nyuddannet lærer på at tage rundt på frivillige arbejdslejre i Europa. Da jeg første gang hørte hende fortælle om det, måbede jeg. Jeg anede ikke at Europa havde set sådan ud i årene efter krigen. Det var en side af Europas historie som jeg aldrig tidligere var stødt på.
På forlagets hjemmeside er der lagt et tekstuddrag ud, der netop beskriver hendes oplevelse af Europa i efterkrigstiden - og især af de frivillige arbejdslejre som hun var med på i Tyskland, Finland og Frankrig.


Bagefter rejste hun som den første u-landsfrivillige til Indien.
Her er et uddrag fra bogen, hvor hun beskriver hvordan det gik til. Det var i 1953:

Unesco

En dag i foråret 1953 stødte jeg så på en annonce, som interesserede mig i lærernes blad Folkeskolen. Den handlede om en nyskabt særorganisation under United Nation, som blev kaldt Unesco, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. Man søgte folk, som var interesserede i at lade sig uddanne til arbejde i et underudviklet land. Det var den betegnelse, man på den tid brugte for de lande, som lå udenfor Europa og i de år var i færd med at ryste kolonitidens besættelser af sig. Der blev i annoncen stillet krav om, at man havde en færdig uddannelse i sit eget land, at man havde et vist kendskab til et af hovedsprogene og var villig – to adapt oneself to the situation whatsoever, to drive a motorbike or to ride a camel.
Mine sprogkundskaber var forsvindende små, men det lykkedes mig ved Johannes hjælp at flikke en ansøgning sammen på engelsk. Den sendte jeg til Unescos hovedkvarter, som havde til huse i det gamle Hotel Majestic på Avenue Kleber i Paris. I brevet fortalte jeg om mit arbejde som underviser i mit modersmål og om mine erfaringer med arbejdslejrene gennem fem år. Kort efter modtog jeg et brev med en invitation til at møde op til et interview på adressen Frederiksholms Kanal, hvor skolestyrelsen dengang havde til huse. Det blev mit første møde med John B. Bowers, som var idemanden bag dette internationale U-landskursus. Han skulle ialt bruge ni personer fra Europa, een fra hvert af de lande han besøgte. Mange forskellige danskere med høje uddannelser og gode sprogkunskaber var mødt op denne morgen. Jeg forstod kun dunkelt vores samtale, men fik kort efter et brev om at jeg var udtaget til ni måneders træning i staten Mysore i Sydindien fra begyndelsen af december 1953.
Så fulgte en travl tid med at få styr på mange formaliteter. Orlov fra skolen - uden løn naturligvis. Lægeundersøgelser, vaccinationer og den slags. Modvilje fra forældre i mine skoleklasser, men heldigvis også folk som forstod ideen bag og højlydt forsvarede projektet. Hård modstand fra især min mor, mens min far tog det mere roligt. Dengang var det ikke nogen given sag for en bondefamilie fra Himmerland, at nogen kunne regne med at vende sikkert hjem fra en tur til det fjerne Østen. Senere, da det viste sig, at breve nåede frem, blev mine forældre mere optaget af projektet. Hvis overhovedet muligt var jeg omhyggelig med at skrive hjem en gang om ugen. Min mor gemte alle brevene.

Meget trætte og pustende af varme nåede vi frem til Bombay. Straks vi var landet kom et par uniformerede mænd ombord og gik en tur frem og tilbage i maskinen med noget som lignede en flitsprøjte, og så måtte vi alle forblive i osen seks minutter, før vi fik lov at gå ud. Endelig skulle vi føle den friske luft, men temperaturen var mindst lige så høj udendørs. Med sveden trillende begyndte nu en vandring fra bord til bord for at udfylde papirer, tæt fulgt af pressefolk og fotografer. Vi var ventet.
Derefter gik turen i en Air India-bus til Taj Mahal gennem gader, som jeg ikke kan beskrive: støv, støv, støv, snavs og varme. Små butikker som bare er en åbning ind i muren på et hus. Mennesker overalt. Efter en halv times kørsel havde jeg på fornemmelsen, at vi havde passeret millioner. Der lever fire millioner i Bombay, og halvdelen sover nok på gaden, ikke pænt gemt af vejen i en krog bag en husrække eller på en bænk. Nej, midt på fortovet med et tæppe viklet om hovedet, eller på den bare jord som om de netop var faldet om der. En hel række på en stråmåtte, måske en familie. Så et boligkvarter med vajende palmer mellem enorme paladser bag blomstrende nerier og hibiscus.