VERDEN ER FULD AF VEJE: Ingeniør Anders Dinsen

 

Foto: Jens Keis Dinsen. Festivalmaleri. Hanne Svennevig.

Hør podcast

Anders Dinsen, ingeniør, er dykket ned i sin egen familiehistorie. Der var meget han ikke forstod, og han har funderet over de spor, det har afsat i ham, og som har ført til den ransagelse og de opgør han har måttet tage med sig selv og sin egen familiefortid. En historie, der fører helt tilbage til 2. verdenskrig.  

Foto: Jens Keis Dinsen.

Musik: Michael Svennevig.

Uddrag fra de tekster som indgår i podcasten.

Det er Anders Dinsens skønlitterære forsøg på at give det ord.

Måske bliver det en dag til en bog. Det må fremtiden vise.

1944

Min far var kun otte da han en november ser frysende fanger i pyjamas gå i geledder nordpå til hans landsby Ladelund nær grænsen, hvor flygtninge og krigens forfærdeligheder ellers ikke blev set i samme omfang som i resten af Tyskland. Marsklandskabets flade strukturerer af vandløb, blomster og dyreliv gav ham rum til barnlig fordybelse mens den nærliggende flyveplads dog nok en gang imellem var genstand for allierede bomber og larm fra regimets nye raketfly, der blev testet der. At synet af fangerne mærkede min far ved jeg for han fortalte om det mange år senere, og han fortalte ellers aldrig noget fra dengang.

1979 

Vi er i sommerhus og jeg er cyklet til købmanden for at hente mælk og ymer. På vejen hjem kører jeg i et hul i grusvejen og mælken falder af og går i stykker. Jeg husker stadig hvordan den løb ud. Ymeren gik også i stykker. Jeg cykler hjem med resterne og fortæller, hvad der er sket. Vrede. Råben. Slag. Det kommer som lyn fra en klar himmel. Nedgørende ord følger. Hvor kunne jeg spilde det. Mor står i baggrunden. Hun er forandret. Jeg husker ikke smerten. Det var en af de gange, hvor jeg nægtede at underkaste mig hans vold. Jeg gik for mig selv på mit værelse. Fandt Anders And frem. Kiggede på knasterne i fyrretræsbrædderne på væggen. Jeg er vred. Stadig. Man skal ikke græde over spildt mælk. Men skal man råbe, slå og skrige? Spørgsmålet brændte sig fast i mig som en retorisk åre.

2000 

66 år efter at min far så fangerne er jeg 31 da smerter fysisk når overfladen og jeg ikke længere kan løbe fra dem.

*

Mød Anders Dinsen på den kommende festival

VERDEN ER FULD AF VEJE. Festival om portrætter og drømme,

hvor Anders Dinsen er med på 2. festivaldag, tirsdag den 6.8. kl. 15-21

i GLOBAL ART Gallery, Skalbakken 8 A, Vanløse.

Se program.

*

Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig.

”Kærlighed og kvindekamp” er Lucy Ludvigsens 3. roman, hvor hun skildrer årene fra 1960´erne og frem til i dag. Det er en tid og en fortælling, som hun selv har gennemlevet. Det er en skildring af kvindekamp, basisgrupper, Dannerhusets opståen, Lesbos - og et helt nyt fremspirende syn på kvinder og mænd. Men alle landvindinger skal fornyes, hvis det ikke skal gå i sig selv igen. Musik: Michael Svennevig.    

Offentliggøres fredag den 7. juni 2024.

*

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere.

*

VERDEN ER FULD AF VEJE: Maleren Hans-Peter Eder

 

Maleri: Hans-Peter Ender. Fotos: Michael Svennevig,

Hør podcast.

Maleren Hans-Peter Eder blev født i 1938 og voksede op i Nürnberg, i Sydtyskland.

2. verdenskrig kastede en lang skygge ind over Hans-Peters opvækst.

Hør hans varme beretning.

Foto: Michael Svennevig.

"Jeg er født lige inden krigen gik i gang. Min far havde en bagerforretning i udkanten af Nürnberg. Alle i bageriet boede tæt sammen, og jeg blev smittet med tuberkulose af en bagersvend. Mine forældre sendte mig op i bjergene, for at jeg kunne blive rask. De optog smalfilm og filmede min rejse. Det gør, at jeg kan huske meget af det, selv om jeg kun var 3 år. Men vi var heldige, for min far købte en hytte 30 km øst for Nürnberg, det var vores sommerhus, hvor vi boede under krigen, mens mine forælde kørte frem og tilbage hver dag med toget til Nürnberg. Ofte var der luftalarm, hvor de måtte ud af toget og søge dækning.  

Jeg havde fornemmelsen af, at vi boede 100 mennesker i hytten, for der var altid mange mennesker. Hytten lå på en skråning, og jeg husker, at der kom bombeflyvere fra Tjekkiet, og de fløj i samme højde, så vi kunne se piloterne inde i flyene. En gang så vi, at piloten udløste en bombe lige for øjnene af os. Jeg var 5-6 år på det tidspunkt. De ville bombe togstationen, men ramte den ikke. Det var meget uhyggeligt, men for mig som dreng var det også meget spændende.

Det er en del af mig, som jeg ikke skal glemme. Det varede 12 år, og det gjorde dybt indtryk på mig. Jeg har egentlig ikke ord for det. Senere var det litteraterne, der igen bragte det på bane, mens de fleste helst ville fortie det. Min far var også med i partiet, men jeg tror ikke, at han var nazist. Det var mere af nød for at kunne beholde sin bagerforretning.

Min far blev indkaldt til hæren som 40-årig. Han blev såret, og mens han lå på sygehuset, der blev passet af nonner, sagde de, at alle der overhovedet kunne, skulle skynde sig væk for ikke at komme i krigsfangenskab, nu da krigen sluttede. På vejen væk blev han taget til fange, og det var kun med snarrådighed og meget stort held, at det lykkedes ham at komme tilbage til os."

Foto: Michael Svennevig.

 Hans-Peter er konditor, og fik arbejde på et tysk bageri i Columbia. Senere uddannede han sig til psykoterapeut. Historien om, hvad det forårsagede det, er en historie helt for sig. 

Hør den muntre fortælling på podcasten.

Maleri: Hans-Peter Ender. Foto: Michael Svennevig,

Hans-Peter har vandret pilgrimsturen til Santiago de Compostela, og gik en måned ad gangen og brugte i alt 5 år på det. 

"At vandre skridt for skridt kan blive til en meditativ tilstand, men jeg gjorde det ikke af religiøse grunde, for jeg er ikke religiøs. Men hvis man tager på udflugt, så tager man bare ud og hjem, men jeg var nysgerrig. Jeg ville se og opdage, hvad der var på den anden side af horisonten. Jeg har altid været nysgerrig." 

Maleri: Hans-Peter Ender. Foto: Michael Svennevig,

Musik: 

Sophus Rosenvinge

"The Slowdown"

Foto: Michael Svennevig.

*

Næste uges podcast:

Offentliggøres den 19. april 2024

CINDY LYNN BROWN

Foto: Michael Svennevig.

Den dansk/amerikanske digter Cindy Lynn Brown har været på lydkursus, og hør hvad der sker, når lyd og ord befrugter hinanden og skaber helt nye historier. 

Lydmontage: Cindy Lynn Brown. 

Offentliggøres den 19. april 2024.

 *

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen.

#verdenerfuldafveje

*

Anmeldelse: INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Det er som at befinde sig i en ond drøm. Bogens univers lukker sig omkring læseren. Vi kender det alle, når vi uforvarende falder i søvn og fortumlede vågner op igen, uden først at vide, hvor vi er, og hvad der er sket. For bogens hovedperson er det en tilstand, der fortsætter hele bogen igennem.

”Alt er gråt i gråt omkring mig. Jeg er selv grå helt igennem. Indefra og ud. Lukker øjnene og forestiller mig jeg befinder mig i en kølig park. Ligger i græsset og ser op mod en klar gennemsigtig himmel. Ser lige ind i den blå uendelighed. Hvor længe har jeg været undervejs i denne trykkoger? Det var mørk nat da jeg stod på toget i Hamburg og derefter dag og så nat igen. Nu er det endnu en dag som allerede er ved at gå på hæld. Jeg har rejst gennem dage og mørklagte nætter. Gennem tidløsheden.” (side 10)

Foto: Michael Svennevig.

Det er voldsomt at blive overladt til at skulle gennemvandre og gennemleve tiden under krigen, efter at Harriets mand er blevet skudt ned i tysk krigstjeneste i Finlandskampen mod russerne. I starten var han en helt, men i sommeren 1942 er de politiske vinde skiftet. Hun vil gerne konfrontere sig med, hvad det er han døde for, og tager imod en invitation til at komme på et par måneders ferie hos venner i München. Hun forklarer selv, at hun har fundet det bedst tænkelige børnehjem til børnene, mens hun er afsted, men faktisk har hun bare ringet til det første det bedste, for at få dem anbragt og komme hurtigt afsted. Allerede dér skrider det, og det bliver kun værre, og jo længere hun begiver sig ind i den tyske virkelighed, des mere forvrænget og forkert virker det. Mødet med Tyskland bliver et chok for hende. Et chok hun aldrig kommer sig helt over. Heller ikke selv om hun er rundet af Ollerup-bevægelsen i Danmark, hvor hun mødte sin mand, og var beruset af de nye tanker. Lederen Niels Bukh (eller ”Fatter” som han kaldtes) var en forløber for nazismen. Men alt afhænger af øjnene der ser – og Harriet ser og mærker kun tidens begejstring for de nye ideer, og ser ikke meget af det, hun ikke bør se. Bevares, hun slår sig i tøjret og har et andet menneskesyn, men føler sig også løftet af tidens nye tanker og deler mange af de samme ideer, som med nazismen buldrer hen over Tyskland og alle de omgivende besatte lande. Ægteparret, hun besøger, er privilegerede, for manden er med i nazipartiets top, så de stadig kan holde festmiddage med fem retter, mens alle andre sulter. Vi følger med hende rundt i München, og Kirsten Thorup tager os med overalt. Igennem romanens 422 sider er der ingen mulighed for at undslippe. Fortællingen holder os i et stramt greb, der ikke løsnes undervejs. Snarere tværtimod. Det er umådelig intenst, og næsten ikke til at holde ud. Vi er prisgivet ligesom alle andre var på den tid. Men romanen viser også, at nogle var mere prisgivet end andre. Måske er Harriet lidt vel blåøjet. Men det er let at være bagklog. Alt for let. Romanen forsøger ikke at retfærdiggøre eller undskylde Harriets holdning, men alene at følge og skildre et menneske, der er fanget midt i en turbulent tid. Det er en svær balancegang, for missionen er ikke at udstille eller forhåne Harriet, men alene at skildre et menneske i en svær tid – og det lykkes. Kirsten Thorup er den store fortællings mangefacetterede skildrer. Hun skriver sig ned under eksistensen for at konfrontere sig selv og læserne med det, vi helst vil være foruden, for hvad er sandheden? Det er derfor, at det er så ubehageligt og nådesløst. Det er en sjælelig ransagning - og en præstation. Det er betagende, hvor intenst og ufravigeligt beretningen er ført frem. Langsomt bliver Harriet trukket længere og længere ud mod kanten. Den kant, der til sidst adskiller os fra den menneskelighed, som vi troede var både naturskabt og medfødt. Titlen siger det hele. Det er indtil vanvid, indtil døden.

”Jeg ser mig omkring i Münchens bylandskab. Der er ligesom et slør over det hele. En forskudt virkelighed, der er blevet dagligdag. Som en by besat af en ond ånd der er krøbet ind i dens indbyggere. Måske er jeg selv blevet besat. Måske er den slørede virkelighed for tæt på til at jeg kan se den med det blotte øje.” (side 329)

Foto: Michael Svennevig.

Kirsten Thorup:

INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN  

(Gyldendal, 2020)

Mød Kirsten Thorup til festivalåbningen

Læs opslag 

Hør podcast  

Læs mere om festivalen

HVOR REGNBUEN ENDER

*

Hvor blev tolerancen af?

Forud for arrangementet HVOR BLEV TOLERANCEN AF?

den 20.9.2015 i Apostelkirken på Vesterbro

har jeg opfordret de medvirkende til at komme med udsagn eller præsentationer af det som de medvirker med til arrangementet.

Stig Dalager er aktuel med romanen "Rejse uden ende", der udkom tidligere på måneden. At læse romanen er en meget stor og betagende rejse, der tog vejret fra mig. Det har jeg beskrevet her.

I forlængelse af romanen, der skildrer Raoul Wallenbergs idealistiske kamp under 2. verdenskrig, er det oplagt at tale om engagement og ansvarlighed. Det er ord og begreber, der klinger fint ind i den aktuelle politiske situation.

Forud for arrangementet satte jeg Stig Dalager og Kirsten Thorup stævne og lod dem fortælle om noget af det, der ligger dem på sinde. Det kan man se på filmen her - og nu giver jeg ordet til Stig Dalager, der har denne dagfriske kommentar: 

 

"Tolerance er afledt af tolerare: 'tåle, tolerere', det handler ikke om blødsødent at acceptere hvad som helst, men om ud fra tværtimod en fast tankestruktur at kunne rumme og respektere andre tankemåder og væremåder end ens egne eller de konventionelt accepterede. En respekt, der hverken udelukker kritik eller selvkritik – eller humor. Den franske filosof Descartes viste vejen allerede i 1600-tallet, da han selv – overbevist katolik – efter en 30-årig ødelæggende religionskrig i Europa ikke kunne forestille sig ikke at respektere sine angivelige modpoler: lutheranere og calvinister. Det har gennem mange år i Danmark knebet med tolerancen overfor indvandrere, asylansøgere og flygtninge, senest har det politiske Danmark indrykket annoncer rundt om verden beregnet på at holde (muslimske) asylansøgere og flygtninge ude af landet, og kommer de endelig ind i et begrænset antal satser man på en bevidst fattiggørelse af dem. Til stor overraskelse for de danske politikere er der nu under indtryk af flygtningestrømmene i Europa, hvor mennesker søger ly fra krig og sult, en folkestemning for at tage varmt imod langt flere, end man med den lille tabel har kalkuleret med. Det at være dansk handler nu ikke så meget om kolonihaver og en formel indfødsret, men mere om en lang tradition for støtte til mennesker i nød med nationale stjernestunder som hjælpen til de danske jøders flugt under den tyske besættelse af landet eller den udstrakte hånd til ungarerne på flugt fra det kommunistiske Ungarn eller til flygtningene fra Balkan-krigen i 1990´erne. Et andet Danmark end det nul-punkts Danmark, der p.t. præsenterer sig for Europa under forhandlingerne om en fordeling af flygtninge-kvoterne er ved at vokse frem. Et mere mangfoldigt, tolerant og rummeligt Danmark, der ønsker fælleseuropæiske løsninger. Mennesker, der flygter fra krig og islamistisk terror fortjener vores fulde respekt – og medmenneskelighed. Og det værdiernes Europa, som den tyske forbundskansler Merkel taler om og mener de humanistiske værdiers Europa, har vi alle historiske forudsætninger for også at vælge som vores."

 

Hilsen Stig Dalager

 

Anmeldelsen i Berlingske:
http://www.b.dk/boeger/han-var-en-ganske-saerlig-helt
Interview I Radio 24-7 :
http://www.radio24syv.dk/…/…/12111554/ak-24syv-26-08-2015-2/
Læs mere:
http://www.stigdalager.dk/





Se samtlige blogindlæg fra HVOR BLEV TOLERANCEN AF?:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af.html

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-1.html

http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-2.html
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-3.html
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-4.html
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-5.html
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/09/hvor-blev-tolerancen-af-6.html

Anmeldelse: REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager

 

Men det er sandt, jeg lever i denne verden, hvor man ofte roses, når man gør ondt, mens det at gøre godt betragtes som et farligt vanvid.

 

Meget betegnende indledes REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager med dette citat fra Shakespeares Macbeth. Dalagers 600 siders roman om den svenske diplomat Raul Wallenberg (1912-1947?) er en rejse ind i sindet på hovedpersonen, men også en tindrende mørk og spændstig undergangsfortælling, der er fortalt med et gnistrende overskud. Alt det mørke og onde transcenderes af forfatterens (og hovedpersonens) vovemod og inspirerende humanisme. Det er en forbavsende veloplagt roman – emnet taget i betragtning - med en dragende rammefortælling, der til fulde drager fordel af at man aldrig har fundet ud af, hvordan eller hvornår hovedpersonens liv endte. Fra at have levet et så aktivt liv under krigen forsvandt han ud i glemslen. Det har Stig Dalager fået det optimale ud af i en slutning, som slynger sig rundt om hovedpersonen og om læseren og gør dét som (stor) litteratur netop er så eminent til, at skabe nye overraskende rum som vi med vores fantasi kan befolke og farvelægge. På trods af romanens overvældende volumen er teksten stramt komponeret og har den længde som den skal have for at kunne tage livtag med så svære og utilnærmelige emner. Overordnet ønsker både forfatter og hovedperson at forstå det uforståelige: Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det lade sig gøre at en så stor jødeudslettelse fandt sted under 2. verdenskrig?
 

Wallenberg rejser til Budapest i håb om at frelse nogle få hundrede ungarske jøder fra deportation og udslettelse, men med stor organisatorisk snilde og lige så stort vovemod bliver det til mange tusinde. Det er en god historie fra en ond tid. Alle Dalagers bøger handler stort set om trangen til at forså det uforståelige. Det er en stor humanistisk undren, der slippes løs. Dalager er socialt engageret og indigneret, og hans værker fungerer som kommentarer til verden omkring os – også når de foregår til andre tider og andre steder. Han er en dreven fortæller, der tager livtag med alt det kollektivt fortrængte og svære – uden at vige tilbage. Dalager skriver om livet, sådan som det farer hen over os og skildrer hvordan vi affinder os med det, når livet er tungest. Han insisterer på glæden og betydningen af at være aktiv og udrette noget. For at give det en mening. Det skal vi være ham taknemmelig for. Sådan fungerer REJSE UDEN ENDE også.
 

 

 

 

Wallenberg følte en form for rastløshed – sikkert lig forfatterens egen. Wallenberg havde både virketrang og foretagsomhed. Han var indigneret over nazisternes opførsel overfor jøderne…

 

Efter en filmvisning af den forbudte ”Pimpernel Smith” med Leslie Howard udbrød han: ”Det vil jeg også!” Det havde man leet af, men kæresten havde lænet sig op ad ham og sagt” “Hvis der var nogen, der kunne gøre det, var det faktisk dig!”

Til gengæld blev det aldrig til noget med kæresten, men savnet bærer han med sig videre. I Budapest møder han den beslægtede Berber, og i mødet med hende spindes romanens kærlighedstråd videre. Det handler om at nå frem til kærligheden. Selv om den kun spiller anden violin i romanen er den alligevel en vigtig drivkraft, for det er i kærlighedsmødet at de vigtigste ting bliver sagt. Som her (s. 168):  

  

– Hvorfor gør du det? siger hun pludselig.   

–Hvad?                                                                                                                                                            

– Hvorfor er du rejst herned for at redde ungarske jøder? 

– Jeg blev spurgt, om jeg ville, og det ville jeg.       

– Ja, men hvorfor?                                         

– Fordi jeg er opdraget til at ta’ et ansvar.        

– Ja, men vel ikke for hele verden?                                

– Nej, men hvis jeg ved, at der er folk, der lider, så kan jeg ikke bare vende ryggen til. På mine rejser i Tyskland blev jeg oprørt over det, jeg så og hørte, ligesådan i Palæstina. Allerede mens jeg var i Jaffa – det var før krigen – og så, hvordan de tyske jøder kom tomhændede til byen, ribbet for alt, hvad de ejede, tænkte jeg, at det lige så godt kunne være mig, der var blevet smidt ud af mit eget land. Jeg er også tiltrukket af spændingen ved at møde modstand og udrette noget, det er for mig en måde at føle mig levende på. Og så er der sikkert også et eller andet, jeg flygter fra, jeg ved bare ikke helt hvad, måske fra stilstand eller fiasko eller det bare at være én i rækken, som min farfar sagde. Han havde store forventninger til mig.

 

 

Wallenberg reflekterer videre over det (s. 101):

 

Men hvem er han, hvorfor skulle lige netop han have evnerne til at komme dem i møde? Skulle han være noget særligt? Han ler en smule, først og fremmest ad sig selv, men også ad noget andet, som han ikke helt ved hvad er, og som forbinder ham med noget større, noget der har lejret sig omkring hans for længst døde far, og som netop med dets uforståelighed giver ham kræfter. Det er noget fra en anden verden, en verden, han kun kan se gennem en sprække i en dør, en verden med elementer af lys. Og han tager nogle flere sug af cigaretten. 

 

Han ville ellers have været arkitekt, men hans farfar ler, da han hører det, og svarer (s. 139):

 

– Ved du, hvad det vigtigste er, som du kan uddanne dig til?

 – Nej, farfar, siger han.   

– Det er at blive et menneske og menneskelig. Det skal vi forsøge.

 

Selvfølgelig bliver han spurgt om han er jødisk og svarer (s. 27):

 

- På min mors side var der en jødisk forfar, sagde han. Jeg er, hvad man kunne kalde en sekstendedels jøde.

- Altså er De først og fremmest svensker!  

- Det afgørende er faktisk, at Wallenberg ikke fremstår som jøde, brød den høje, tynde Hollander ind.

-Wallenberg skal forhandle med både tyske og ungarske nazister.

  

 

For Wallenberg drejer det sig først og fremmest om… (s. 251):

 …mennesker, ethvert menneske fortjener at have visse rettigheder, uafhængig af hvem vi taler om. Se nu blot på Deres egne slægtninge i Rumænien, der er havnet i fjendeland. Vi kan alle pludselig risikere at være “den fremmede”. Hvis der ikke er love, der beskytter “den fremmede”, så går civilisationen under. I går og i dag var og er jøderne “de fremmede”, i morgen kan det blive ungarerne.

Dalagers roman griber fat i fortællingens strøm, der fører helt ind i hjertets mørke. Helt ind hvor enhver mening forstummer, og alligevel er der dette lys som skinner gennem det mørkeste, i hvert fald når Dalager er med som rejseleder. Ikke bare i denne roman, men det går som en rød tråd gennem store dele af hans forfatterskab. Det foregribes allerede i romanen ”Davids bog” (1995), der bæres af samme undren over historiens gang og skildrer, hvordan det tager sig ud fra et barns synspunkt. Der er i begge romaner en gennemsigtighed til stede midt i alt det grumme, selv om rejsen er farefuld. Det er så let at tabe sig selv. Det gælder om at holde fast, for Dalager lader os sejle ind i det ukendte. Som her (s. 30):

 

Det var, som om de i deres indre modvilligt på en tømmerflåde sejlede ned ad en flod til et punkt, hvor tusmørket havde sit sted – et sted, som indtil nu kun havde eksisteret i deres mareridt. Og alligevel var han ikke bange. Der var noget i ham, som var tiltrukket af at kunne finde vej i mørket – også i hans eget, som han var god til at skjule bag latter og charme. Havde han ikke det meste af sit liv været vant til at bringe liv til sin far, dette skyggebillede, han havde foran og bag sig? Var han ikke i fantasien trænet i at bringe de døde til live, at gå ud over den grænse, hvorfra de døde ikke vender tilbage, og var han ikke opsat på at vise alle, at det navn, han bar på sin fars vegne, Raoul, betød noget særligt og var bestemt til noget mere end det familiegravkapel, som hans far selv havde tegnet og havde ligget i, allerede fra før han selv blev født? Døden var ikke fremmed for ham…

Karakteristisk for romanen, og for Dalagers forfatterskab i øvrigt, er en beskrivelse som denne, hvor vi kommer tættest på det at være menneske (s. 16):

 

Han er som en bestandig rejsende i et ingenmandsland, et land af tåge, kulde, store tundrasletter, uendelige himmelstrøg og indespærring, der giver ham fornemmelsen af at være uden tyngde, forankring og tilholdssted, nærmest vægtløs med sine udpinte længsler efter frihed og sin drøm om kun en enkelt gang mere at se sin familie og Stockholm flagrende efter sig. En hvileløs ånd på vandring, der midt i sin udmattelse også længes imod det sted, hvorfra ingen vender tilbage. En skygge med rystende hænder, gråt hår og gebis.

Slutningen fungerer fint på flere planer, og meget betegnende er bogens sidste ord: 
 

Hånden har nået cigaretetuiet i lommen og lukket sig om den. Den skælver ikke mere.

                             ------------- 

 

Hør Stig Dalager fortælle om tolerance og om romanens relevans for den tid vi lever i til arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” den 20. september 2015 i Apostelkirken på Vesterbro.  Ulla Henningsen læser op fra romanen.

Hør Stig Dalager og  Kirsten Thorup i en samtale om tolerance fra filmen ”Tolerancen – Hvad blev der af den?”, der er lavet som opvarmning til arrangementet. Se film. Se trailer.

Den 23. september er Stig Dalager i samtale med Ghita Nørby i Politikens Boghal.

Stig Dalager: REJSE UDEN ENDE (People´s Press) udkommer i dag, den 1. september 2015.

Anmeldelse: HOS DE DØDE, roman af Niels Peter Juel Larsen

 

Stødte på Niels Peter Juel Larsens roman, "Hos de døde" (Lindhardt og Ringhof, 2000), antikvarisk. Først og fremmest syntes jeg at omslaget var smukt og kombinationen med den barske titel, fik mig til at tage bogen til mig.
Det interesserer mig med fiktionsskrivning, der favner det faktuelle og sætter det ind i romanens fortættede ramme, sådan som forfatteren så eminent gør i "Hos de døde". Det er tydeligt at han ejer evnen og har rutinen (fra sit arbejde med dokumentargenren, velsagtens) til at klippe og skære en historie til, for jeg har nydt at føle mig fastholdt i fortællingens faste greb. Jeg holder meget af nødvendige historier. Sikkert fordi der er så mange af de modsatte.
Det er tonen og stemningen som jeg godt kan lide. Dens pågåenhed. Det ubønhørlige. Som fortæller bider han sig fast, både som forfatter og som hovedperson i romanen.

”Stedet er Berlin i årene før, under og efter Murens fald, hvor den danske journalist Jonas Kjær møder og forelsker sig i en tysk pige med det jødiske fornavn Hannah … samtidig med at han søger efter sin fars, modstandsmanden Paul Kjærs, mordere…. en roman om to elskende, der stadig lever i skyggen af nazismen – enten som børn af bødlerne eller af ofrene: den ene besat af hævn, den anden besat af glemsel…” (uddrag fra bogens bagsidetekst)

Dog har jeg svært ved at forstå og identificere mig med den tyske type, Hannah. I modsætning til alle romanens øvrige personer fremstår hun flad og endimensionel, men det kan selvfølgelig være hans pointe, at hun netop skal fremstå fremmed. Men hvis det er tilsigtet forekommer persontegningen som et brud i forhold til romanens øvrige naturalistiske præmisser. Alligevel må jeg sige at hun fungerer som plot-omdrejningspunkt, for jeg blive ved med til det sidste at være spændt på, hvem og hvad hendes far var. Var det en af bødlerne?

Det er en fornemmelse af noget uopretteligt, der sniger sig ind på mig. Det kryber stille ind i mig, mens jeg bevæger mig gennem det nøje tilrettelagte romanspor, mens forfatteren på næsten kinesisk æskevis kun langsomt og nødigt giver fortællingen fra sig og kun ganske afmålt lader den sive ud igennem teksten. Det er meget klogt og viist administreret - og gør det så meget desto mere ubønhørligt.

Jeg tror, at det er vigtigt og nødvendigt at insistere. På sandhed, retfærd og på oprigtighed. Sådan som forfatteren gør det i romanen - både som forfatter og som selvbiografisk fortællende romanfigur.
I DRs arkiv findes Niels Peter Juel Larsens dokumentarudsendelse baseret på samme historie. Selv om det er en gentagelse af meget af det jeg allerede ved fra romanen, er det en gysende spænding der opstår i samtalen med især Mikkelsen, hvor hans hoste siger det hele.

Bagefter står et spørgsmål tilbage. For hvor har disse historier ført forfatteren hen? Har det ledt igennem det uforståelig og frem mod måske ikke en forståelse, men så en afklaring eller i hvert en måde at forlige sig med fortiden på?

Det har jeg efterfølgende skrevet og spurgt den nu Berlinbosatte forfatter om. Han svarede:

”Man bliver aldrig faerdig, maaske lidt afklaret, men det er alt, maaske ogsaa lidt klogere. Men aldrig befriet.”

Læs den, hvis du tør?

Forfatterens hjemmeside: http://www.nielspeterjuellarsen.com/biografi/