Anmeldelser: FØRSTE PARKET, LOVEU2ND og KVINDELIG

Første Parket. Foto: Carla Gianetti.

Fest på scenen og i privaten

Der er feststemning over ugens tre store forestillinger, hvor vi inviteres indenfor i privaten på Jægersborg Allé, når Kunstkollektivet FAMILIEN byder på et møde med overklassen på FØRSTE PARKET. Festen fortsætter i Gunilla Lind Danseteaters LOVEU2ND i Dansekapellet, og slutter med nytårsshow af WunderVerk på Teaterøen med forestillingen KvindeLIG.

Alle tre steder inviteres vi ind i fremmede verdener, for at møde os selv og hinanden. For at blive konfronteret med vore egne fordomme og spejlbilleder. Men det er meget forskelligt, hvad vi ser inde i spejlet. Hvad der ved første øjekast virker rart og gemytligt på Jægersborg Allé er måske en sandhed med ikke så få modifikationer. For selv om vi hygger os, er vi måske bare til en "hygge-parade"? Hvad der virker lækkert og umiddelbart betagende i Dansekapellet bliver langsomt til en skræmmende fremtidsvision, hvor al menneskelighed hurtig forsvinder. Så måske er Teaterøens meget forvrængede og forvredne kvindeunivers af et nytårsshow alligevel den mest reelle af de tre festinvitationer, selv om det mildest talt både er underligt, men samtidig også fascinerende og uforglemmeligt. Måske er de bedste fester dem, som vi ikke forstår. Dem, som bliver liggende oppe i baghovedet, fordi vi ikke kan blive af med dem. De sætter sig på tværs, og vil ikke lade én i fred, for de bliver ved – og ender aldrig.

Her er en gennemgang af de tre fester:

Foto: Carla Gianetti

FØRSTE PARKET af Kunstkollektivet FAMILIEN

Vi bliver budt indenfor i velhavervillaen af værtsparret Lis & Ole. Faktisk bliver vi budt velkommen hele tre gange for Lis & Ole findes i tre udgaver, ens påklædte, for hvert par tager sig af sin gruppe, da vi efter velkomstdrikken og velkomsten i forstuen, deles op og guides videre rundt i huset.  Allerede ved ankomsten pointeres det, at parret i huset godt kan lide spøg og leg. Men selv om det klinger hult, er der lagt op til fest. I ”Quiz med Lis” skal vi gætte os til villaens oprindelige salgspris tilbage i 1994, om hvilken selvstændig virksomhed værtsparret arbejder med, og hvor mange af deres tre børn, der i dag er beskæftiget i firmaet. Vi får chokoladeguldmønter i præmie. På kontoret/herreværelset ovenpå beretter Ole om at være chefen for det hele. Et ansvar som han påtager sig med glæde, selv om det er sværere for ham at huske de ansattes navne.

”Jeg er bare et almindelige menneske” fortæller Lis ude på badeværelset. Vi sidder på kanten af det fyldte badekar, mens hun lægger ansigtsmaske. Efter en lur og en tur på toilettet inviteres vi på hummer og hvidvin i køkkenet og samles afslutningsvist omkring den oplyste swimmingpool i haven.

I ”Første Parket” bliver vi taget med på businessclass, men jeg bliver ikke fløjet mod nogen større mellemmenneskelig forståelse. Vi bliver snarere holdende på landingsbanen, mens vi drømmer om de ferier, der ikke er os forundt, hvad enten det gælder sommerhuset på Mallorca eller skiferien i Aspen. Pengene adskiller os.  

Hvordan er det at være rig – og hvilke tanker gør man sig om det? Tanker om at høre til – eller at være udenfor? Om at være en del af en social klasse, om at være sig klassebevidst, om at gamle penge er bedre end nye penge. Om måske at føle skyld over de medfødte privilegier. Tanken om at pengene placerer én et sted, hvor man på den ene side er urørlig, mens man måske på den anden side stadig føler sig udsat og sårbar.

Forestillingen er tænkt i forlængelse af Kunstkollektivet FAMILIENs populære og meget vellykkede site-specific-forestilling ”En landsby på højkant” (2016), hvor deltagerne/publikum på samme vis blev inddelt i mindre grupper og blev ført rundt i højhuset og bedt om at ringe på fremmedes døre, for derefter at blive budt indenfor for at høre fortællingerne om beboernes liv, fremført af dem selv.
Sceneinstruktøren Lene Skytt og Kunstkollektivet FAMILIEN er gode til at give stemme til mange af de uforløste historier, der omgiver os. Senest dykkede de tilbage i historien til Danmarks problematiske koloniseringshistorie og lavede et vellykket samarbejde med Teater Faar302 med forestillingen "Hvid uskyld" (2018).

Huset på Jægersborg Allé fortæller sin egen historie. Teksten er baseret på interviews. Vi kommer ind bag den store omgivende hæk. Vi sidder i deres sofaer, ligger i deres senge, spiser i deres køkken og går rundt om deres swimmingpool. Men lærer vi dem bedre at kende? I stedet for at tale om følelser, bliver der talt om besiddelser.  Det var den gyldne indramning, som vi blev præsenteret for, mens selve billedet blev ved med at være ude af fokus. Det blev aldrig rigtig tydeligt på ”Første Parket”, men måske var det netop pointen. Men sikke en iscenesættelse – og sikke en fest, det var!

Foto: Carla Gianetti

 Spilleperiode: 8.- 30. november 2019

Hjemmeside og billetter

Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN

Kunstneriske ledere: Gry Guldager & Lene Skytt Pustelnik

Kunstnerisk sparringspartner: Rosa Sand

Performere: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson

Tekst: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad

Dramaturg: Tanja Diers

Komponist: Nils Foss

Instuktør assistent: Azadeh Ghavamrad

Scenograf: Allan Frausing

Kostumier: Camilla Lind

Produktionsleder: Gry Raaby

Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson

PR, Presseansvarlig og Foto: Carla Gianetti

Administration: Teater Får302

Støttet af: Statens Kunstfond, 
Foreningen af Danske Sceneinstruktører

Hvor: Jægersborg Allé 108, 2920 Charlottenlund

Hvornår: 8. nov. – 30. nov. 2019. 
Tirsdag, onsdag og fredag kl. 20, lørdag kl. 17

Varighed: ca. 1 time og 30 minutter

------

Foto: Kasper Nybo

LOVEU2ND af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet

Vi er inviteret til galla-modeshow, koreograferet af Gunilla Lind. Siddepladserne, på hver side af den store og lange catwalk i midten, afsluttes med en trappe, der samtidig fungerer som siddeplads, sådan så der er publikum på tre sider. I modsatte side sluttes catwalken med forhæng, hvor modellerne toner frem. Musikken er fra begyndelsen monumental og massiv. Den presser os op mod catwalken og spænder vores forventninger. De fire mannequiner bevæger sig parvist langsomt fra hver sin side af catwalken frem mod hinanden. De er ens klædte og bevæger sig i glidende, nærmest drømmende, langsomme bevægelser. Spændingen øges som de nærmer sig hinanden, snart vil de mødes, men kun for ubemærket at passere hinanden. Men senere glider de parvist sammen til væsener med to hoveder, fire arme og fire ben. De imponerende dragter af Kirsten Victoria Lind fremhæver det fremmede og umenneskelige. Det er robotter, der langsomt vækkes til live. Øverst på trappen for enden af catwalken ifører de hinanden nye beklædningsdele. Det sker nærmest ceremonielt.

Vi er tilskuere til et militært, totalitært, fascistoidt modeshow. Mannequinernes store plateaustøvler kunne lige så godt have været militærstøvler. Det hele afvikles som en parade af replikkanter fra ”Bladerunner”-filmene, for de er lækre. De kropsklæbende plastikbenklæder sidder som støbt på de medvirkende. Kvindekroppene er flotte og spændstige, men samtidig bevæger de sig som forprogrammerede udtryksløse, døde maskiner. Æstetikken er i top. Det er lækkert at se på, men fuldstændig tomt. De er flået for indhold. Tomme skaller. Det er forbandet smukt – og meget skræmmende. 

Men modeshowet opløser sig. For øjnene af os transformeres det til noget, der kulminerer i et kæmpe lys- og lydorgie, hvor modellerne bades og indsvøbes i et hav af guldkonfetti, der ejakulerer ud over dem som i  en orgastisk ekstase, hvor alt bliver til guld på catwalken. Det bliver til dansen om guldkalven eller til civilisationens endeligt. Det bliver til en verden, der æder sig selv. Det bliver til ”Dødens Triumf”, hvor verden går til og går under. Det bliver til et orgastisk møde med døden. Alting hidses op og eksponeres. Som om verden er ved at føde sig selv, men før det sker, må den gå under. Det bliver til et stort civilisationsspil. Intellektuelt er der ikke meget at hente. Men det er billedskabende, om noget er.

Koreografi, kostumer, lyd og lys fungerer upåklageligt. Det er en stor smurt maskine, der får danserne til at funkle, selv om det udgør en meget skræmmende fremtidsvision. Det er en  dødsparade. Et dødeligt og superlækkert modeshow, der eksploderer og efterlader tilskuererne klæbet ind i guldkonfetti og med smadrede sanser. Det er rasende flot – og ganske forfærdeligt.  

Foto: Kasper Nybo

Spilleperiode: 13.-16. november 2019

Gæstespil af Gunilla Lind Danseteater

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Hjemmeside 

Medvirkende: Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrina Holm, Shuli Nordbek Azoulay

Koreograf: Gunilla Lind

Dramaturg: Betina Rex

Scenograf: Kirsten Victoria Lind

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke

Komponist: Kristoffer J. Rosing-Schow

Producent: Gunilla Lind Danseteater

Varighed: 50 minutter

------------

Foto: Henning Sjøstrøm

KvindeLIG af WunderVerk på Teaterøen

Festen fortsætter på Teaterøen, hvor KvindeLIG præsenteres som ”årets nytårsshow”. De to maskebærende kvinder står parate på scener og tager imod os, da vi kommer ind. Iført lyserøde badekåber. Den ene er tynd og anæmisk. Masken er bleg og udtrykket er undrende og udsultet. Den anden har mere fyldige former. Masken er rundere, og munden er malet rød. Der står et vippespejl yderst i den ene side, en badekabine står i midten, og i den anden side står der et stativ, hvorpå der er hængt tøj, kropsafstøbninger på bøjle og polstrede skumfyldte strømpebukser trukket i mærkelige former og faconer. Det ligner reservedele til en vældigt kropsgarderobe.

”Den gamle” skyder showet i gang. Hun bærer en hvidpudret maske med en lang grå paryk og er iført en lang, skinnende, hvid affældig morgenkåbe. Hun går foroverbøjet, tysser på publikum og har manerer som en gammel udtjent monark. Forsøget på at holde nytårstale bliver ikke til meget andet end højtidelig tågetale. Bagefter byder hun velkommen til de fem kvinder, hun præsenterer til nytårsshowet. Det er bl.a. Anni Knudsen, niecen, Miss Midnight og Amanda.

Inde i badekabinen har den første gæst gjort sig parat... Vi befinder os i en surrealistisk verden, som sprunget ud af maleren Michael Kviums makabre billedvunivers. Personerne har ofte for mange lemmer. Fødderne vender den ene vej, mens hovedet vender den anden. Sådan er det med Anni Knudsens niece, der nok er forestillingens mest (for)underlige og fascinerende kvindefigur. Det er på én gang smukt og bizart. Det er én person, der bærer rundt på en anden, skjult under en stor kjole, så det ser ud som om de forskellige kropsdele vender hver sin vej. 

De præsenterede kvinder er udstafferet og polstret med alt godt fra kropsgarderoben, så de fremstår forvrængede og forvanskede. 
Ide og scenesættelse er af Anette Asp Christensen, der selv spiller "Den Gamle". Med på scenen er Stine Q. Pagh og Ingrid Tranum Velasques. Maskerne er kreeret af de tre i fællesskab. Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velasques har bl.a. tidligere samarbejdet om det meget flotte interaktive flygtningedrama "Herfra min verden går", der gæstespillede på Riddersalen sidste år.

”KvindeLIG” er en god titel, der spiller på den fremhævede dobbeltbetydning. Det handler om LIG. Lig i lasten – og på scenen. Om døde rollemodeller. Men det hele er skabt og præsenteret med et vældigt overskud. Selv om det skildrede bliver mere og mere fortegnet og mørkt, er det alligevel skabt med en smittende skaberglæde, så intentionerne med det og den iver som det er skabt med, står i skærende og meget frugtbar modsætning til hinanden. Musikken og de indlagte reklameindslag - begge dygtigt kreeret af Rune Søchting - fungerede meget fint.

Da forestillingen er færdig, sidder min ellers ordglade ledsager tavs, men siger så: ”Jeg er helt blank... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige!” Det er netop forestillingens styrke. Det er en billedstorm, der overmander én, for vi er med den trådt ned i en surrealistisk underverden, hvor ordene slipper os af hænde, og dem der er smuldrer væk, og efterlader os forundrede og fortumlede. Det er passende og velvalgt for en forestilling med titlen ”KvindeLIG”.

Foto: Henning Sjøstrøm

Spilleperiode: 20.-23. november 2019

Hjemmeside, billetter og trailer

Medvirkende: Stine Q. Pagh, Ingrid Tranum Velasquez & Anette Asp Christensen

Idé og iscenesættelse: Anette Asp Christensen

Dukker: De medvirkende
Musik: Rune Søchting

Producent: WunderVerk   

Varighed: 45 minutter.