Viser opslag med etiketten teaterøen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teaterøen. Vis alle opslag

torsdag den 18. november 2021

Dobbelt anmeldelse: MOON på Teaterøen og SMASK på Mungo Park

 

Foto: Søren Dø.

MOON på Teaterøen

”Vi er som den klare måne, alle har vi en mørk side.” 

Kahlil Gibran.


Hvad nu, hvis vi kunne lande på månen med et sejlskib og sejle fra Stilhedens Hav til Grænsehavet? Hvordan ville månestøvet ændre sig på rejsen? Svaret får du i denne evigtsmukke, forunderligt vægtløse og magiske månekabaret.

”I will tell you the story of how the sun loved the moon so much he died every night, to let her breathe. It all started in ancient times…” Den sungne engelske sangtekst har inkorporerede citater og uddrag af bl.a. Jorge Luis Borges og Rainer Maria Rilke. Hver af kabaretens 14 sange er allokeret et månehav og dets koordinater, der vises på bagvæggen.


Foto: Søren Dø.


Vi møder en verden, som vi aldrig har mødt før, for hvad sker der egentlig på månens bagside? Hvad sker der, når vi giver slip og lader os lokke med på denne inciterende og grænseløse rejse til ukendte dybder bag på månen og dybt inde i os selv?

Forestillingen er både poetisk højtidelig og vidtløftig. Jeg griber mig i at spænde i kroppen, for det er så forbløffende at blive inviteret med på denne overrumplende, vægtløse og betagende månerejse, men det ændres markant med sangen ”Mare ingenii” (Opfindelsernes Hav), hvor det burlesk groteske bryder ud i lys lue, og giver rum til humoren. Det er herligt overraskende.


Foto: Søren Dø.


Enkelhed er det sværeste, og forestillingen er proppet med den. Vi præsenteres ikke for meget mere en bunke sand, et lille bitte papirfoldet skib, en sølvring, to balloner, et spejl, et par lommelygter og en lyskæde. Ud af det er der opstået en utrolig forestilling, hvor hele verden er i spil, da astronauten i skikkelse af Klaus Riisager møder månen, personificeret af Tilde Knudsen – i husbonden, Peter Kirks suveræne instruktion.

Tilde Knudsen og Klaus Riisager er to kompromisløse kunstnere på hvert deres felt. Tilde Knudsen er skuespiller og danser samt leder af Teater Asterions Hus, der holder til på Teaterøen. Klaus Riager er komponist og sanger. Det er ikke første gang Klaus står på scenen, for hans måde at synge på ER indbegrebet af teater. Han er inspireret af Kurt Weill, Berliner-cabaret og tysk ekspressionisme. Gennem den gentagne opremsning af længde- og breddegrader klinger  et ekko fra Kate Bush´ titelnummer fra albummet ”50 Words for Snow” fra 2011.


Foto: Søren Dø.


Efter at have set MOON, genhører jeg forestillingens musik på Spotify. Det giver god mening, for det var sådan forestillingen blev til. Klaus Riisager komponerede og indspillede de 14 sange, der ligger som backtrack, og som han synger live til. Derfra voksede forestillingens visuelle side frem. Hvordan han formår at synge så smukt, så vildt, så hæst og så ømt, selv om han samtidig ligger på ryggen eller snor sig i de underligste fordrejede positioner, går over min forstand. Men mindre kan nok heller ikke gøre det i selskab med Tilde Knudsen, der med sin krop synger med. Det er en kropslig sang uden ord, men så meget desto mere talende. De har lavet mange forestillinger før, hver for sig og sammen, men som oftest er musikken først blevet koblet på sent i processen. En lysende undtagelse var ”Europæerne”, der var Teaterøens imponerende Howard Barker-forestilling i 2016, hvor Klaus også var med på scenen. Men i MOON var det musikken, der startede det hele.


Foto: Søren Dø.


Der er tale om en trio-forestilling. Instruktøren, Peter Kirk, sørger for at det hele lander smukt og præcist. Det er samtidig Peter, der står ved lyd- og lyspulten. For selv om setup´et er yderst enkelt, er forestillingen teknisk set yderst kompliceret, alt skal fungere som smurte tandhjul for at magien bevares. Musikken er komponeret og indspillet af Klaus Riisager, assisteret af Asbjørn Kjærgaard Pedersen. Det er en fryd at lytte til. De inkorporerede filmprojektioner af Søren Dø gør det endnu mere magisk og forførende. 


Foto: Søren Dø.


Resultatet på scenen er frugten af mange års teater- og musikarbejde, som de tre involverede har afsøgt og udviklet på hver deres måde. Det er en stor glæde og et endnu større privilegie at få lov til at se denne prægtige og sjældne måneblomt springe ud lige der foran os, hvor den indfanges af Klaus´ sære og fortryllende hæse vokal, mens Tilde indfanger det kropsligt med sine bevægelse. Det er et under! Der er ingen tvivl, bedre månelandinger fås ikke. Og det er heller ikke for ingenting, at det sidste nummer hedder: ”Casa Asterion, House of Asterion”.

”This end is the end of all ends

It happens to us all

…my friend.”

 

MOON

   Teater Asterions Hus

på Teaterøen

16. - 21. november 2021 på Teaterøen

23. - 28. november på Teater Møn

60 min.

--------

Månen: Tilde Knudsen

Astronauten: Klaus Riisager

Instruktør: Peter Kirk

Komponist/Librettist: Klaus Riisager

Koreografi: Tilde Knudsen

Scenografi, lys, kostumer, grafik, teknik – og meget mere: Holdet

Video/Foto: Søren Dø

Sound Mastering: Asbjørn Kjærgaard Pedersen

Varighed: 1 time

Hør musikken på: 

Sportify: Moon Riisager 

Hjemmeside  & billetter 

 Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

Foto: Zuhal Kocan.

SMASK

Mungo Park

i Allerød

I teatrets foyer er der opsat en kasse med et hjerte:

”Hvis du har et spørgsmål og er lidt ked

Så er du kommet til det rette sted

Læg et brev og håb på svar

Så vil vi gi´ den visdom vi har

Hvis du lidt gode råd af os vil nasse

Så stil et spørgsmål til vores

Kærlighedsbrevkasse”


Foto: Zuhal Kocan.


De sidder allerede i en sofa på scenen, da vi kommer ind. Yderst Nana Morks, i midten Sara Fanta Traore, halvvejs skjult bag et bjerg af bamser, og yderst Henrik Prip. De sidder så tæt, at Prip må læne sig til siden for at kunne være der. Han rejser sig og går over til en automat med drikkelse, men kan ikke få den til at virke. Da Morks lidt efter gør det samme, virker den igen. Et grønt lys tændes over døren og signalerer, at det er den næstes tur. Prip kommer for sent, og det er i stedet Morks, der igen kommer først. Da de begge er væk, er der Traores Miriam tilbage. Hun vikler sig ud af bamserne, der er syet sammen til en kæmpemæssig bamse-poncho. Manden er gået fra hende og har fundet en anden. Sammen har de datteren, som nu bor på skift hos dem. Miriam er ved at gå i spåner over det. Hun spiller rollen som Hella Joof ville have gjort det. Underspillet og tilbageholdt, med momentvise vulkanske udbrud. Vi forstår hende godt, for hun er ved at gå til af jalousi, og der er ingen enkel vej ud af det, når man befinder sig i følelsernes vold. I sin desperation taler hun med en af bamserne, og den svarer hende kækt og frejdigt. For datteren er som snydt ud af næsen på faren. Det er det alle siger, og hun kan næsten ikke have det. Det er som at få salt gnedet endnu længere ned i det i forvejen betændte kærlighedssår. Det hele får en ganske overraskende ende. ”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første ud af tre forvredne kærlighedshistorier, der sammen udgør Mungo Parks SMASK, der er instrueret og bearbejdet af Anastasia Nørlund. Det er hun sluppet godt fra.


Foto: Zuhal Kocan.


”Svedeture, grædeture, søvnløshed, udslæt på arme og hals, ømme muskler og led, synsforstyrrelser, svimmelhed, stirren op i det blanke loft, ligge i timevis, dagevis og se edderkopper trække tråde på kryds og tværs hen over dit hoved, som fælder. Net, der langsomt strammer ind om din krop. At blive ondskabsfuld af kærlighed. En oplevelse af fission: at dit hjerte er radioaktivt, at for mange atomer spaltes på én gang, at det vibrerer i dit bryst. At gå og vente på en ulykke. Og paranoia.” (fra ”Med venlighed hilsen din ekskone”af Zakiya Ajmi - den første af SMASKs tre dele)


Foto: Zuhal Kocan.


I Rasmus Krones ”Allehelgensaften” kommer døden på besøg, klædt ud som et blomsterbesmykket Halloween-spøgelse. Henrik Prip har lige vinket farvel til konen, der er kørt afsted med sin halvdel af deres indbo. Han smiler forceret, for herregud… Men smilet falder længere og længere ned, mens virkeligheden langsomt går op for ham, da han finder ud af, hvem han har fået på besøg.


Foto: Zuhal Kocan.


I ”Klubben”, der er den sidste af de tre fermt sammenvævede historier, deviset og bearbejdet af Anastasia Nørlund efter en ide af Marie Bjørn, møder vi den ulykkeligt forelskede datter og faren, der har startet en latterklub for at dulme smerten efter sin egen skilsmisse. Men latteren er forceret, og hver gang han ler, græder datteren. Det er ur-komisk, fordi det i bund og grund er så desperat og tragisk. De er begge anspændt og kærlighedsramte på hver deres måde, og det giver en komisk kontrast, som de begge udnytter til det yderste. Nana Morks´ og Henrik Prips gråd og latter veksles til frydelig latter hos publikum. Dertil kommer Prips maniske latterøvelser, der forplanter sig til publikum, og vi går sørme med på spøgen, for det er udført så overbevisende. Også selv om det er langt ude i hampen. Forestillingen balancerer på en knivsæg mellem det morsomme og det tragiske. Det er en svær balance, der lykkes.


Foto: Zuhal Kocan.


SMASK er velfungerende og meget morsom på en pinagtig, overvældende måde. Vi bliver simpelthen charmeret og vundet over af den fine iscenesættelse og det gode spil i de tre roller, og får lyst til at le med, når der grædes mest intenst på scenen.


SMASK

Mungo Park

På repertoiret fra den 16. november 2021

Medvirkende: 

Sara Fanta Traore/Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip 

Iscenesættelse og bearbejdelse: 

Anastasia Nørlund, ”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi ”Allehelgensaften”: Rasmus Krone ”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund 

Scenografi: Frederikke Dalum 

Lyddesign: Emil Bøll 

Lysdesign: Mikkel Givskov

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

Foto: Zuhal Kocan.


Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:




(Mungo Park Kolding)


 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*

torsdag den 22. oktober 2020

Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

 

Foto: Emilie Carlsen

”Spis mig!  Spis mig!”

12 runde hønsefoderbøtter er placeret rundt om Tilde Knudsen i en halvcirkel på en ellers nøgen scene. Der står hun og tager imod os, klædt i sort, da vi kommer ind. Smilende og årvågen. Hun er afslappet, men alligevel på spring.

Tilde tager et lille stykke kvadratisk papir op af en af de tøndeformede bøtter, og ruller det til et rør, tager endnu et stykke og ruller det til ét rør mere, og holder dem op på hver side af hovedet, og straks har vi kaninen fra Alice i Eventyrland, der står og hopper foran os. Transformationen bliver fuldstændig ved at hun forinden måske allerede er faldet igennem hullet, for hun har sat sig i en af de tøndeformede bøtter og er gledet ned i den, så da hun rejser sig, følger bøtten med op, og med de to ører er forvandlingen komplet. Hun tripper og hopper dirrende op og ned. Lidt forskræmt og overrasket. Publikum griner, børn som voksne, for det er så overraskende og enkelt.  Sådan er det hele vejen igennem. Det gælder i begge versioner af forestillingen, der er en fantasi bygget over Lewis Carrolls fortælling af samme navn fra 1865.


Foto: Emilie Carlsen

Papirstykker med huller sættes sammen med små clips, og vupti bliver ét, to, tre, fire, fem, seks, syv og otte stykker papir til en verden af ophøjet poesi, som Tilde svøber omkring sig og fører os dybere ind i.

Vi befinder os i en underverden. Alice er gledet eller faldet igennem kaninhullet. Ned i en underverden. Måske befinder vi os under vandet. Sådan er bevægelserne, understøttet af Klaus Risagers spændstigt drømmende musik, der leder os endnu længere ned i kaninhullet. Helt derned, hvor alting forsvinder og samles igen, mens vi kigger os forbløffet og forundret omkring: For er vi vågne eller drømmer vi?


Foto: Emilie Carlsen

Forestillingen er ordløs, med undtagelse af ordene: 

”Spis mig... Spis mig!”

Jo, og så lige sætningen i voksenforestillingen: ”Jeg ved hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg har forvandlet mig adskillige gange siden da.”

Tilde Knudsen er skuespiller, danser og leder af Asterions Hus, der producerer forestillingen i to versioner. Teatret har allieret sig med den engelske kostumedesigner, Susan Marshall, bosat i Milano. Som teatret skriver: ”Normalt i skabelsen af en teaterforestilling er kostumerne noget, der kommer med sent i processen, men Susan Marshall har forsøgt at vende bøtten på hovedet: hvordan ville en teaterforestilling se ud, hvis det var kostumerne der inspirerede til at lave forestillingen og ikke omvendt?”


Foto: Emilie Carlsen

Scenografien af stof og papir fylder ingenting, og ville snildt kunne sendes med en flyver sammen med Tilde hele jorden rundt. På samme måde som vi som publikum bliver fløjet gennem en hel verden i forestillingen.

På rejsen møder Alice det ene væsen efter det andet. De trylles frem for vore øjne med de simpleste virkemidler, der understøttes enkelt, men præcist af bevægelser, lyd og lys.  

Det er så forunderligt, at både børn og voksne – ligegyldigt om det er i børne- eller voksenversionen – bare sidder og stirrer, mens vi lader os fortrylle.

Det er stor kunst at lave noget så enkelt. Det ser ud af næsten ingenting, men tag ikke fejl. Det er det sværeste. Denne forenkling kræver, at alt overflødigt er skåret væk i det intense og enorme forarbejde, der går forud. Og så kræver det selvfølgelig en eminent timing og en rigtig god instruktør. Det hele er heldigvis til stede i makkerparret Tilde Knudsen & Peter Kirk. Tidligere var de tre i Asterions Hus, men nu er det reduceret til dette makkerpar.

Men hånden på hjertet, nåede jeg alligevel at tænke: er det ikke andet? Skal jeg bare sidde og kigge på hønsefoderbøtter, hvide gevandter og papirkvadrater, der flyver rundt mellem hinanden?

Men alligevel så vokser det. Både inde i mig og ikke mindst efter teateroplevelsen. Det er sikkert det, der gør, at publikum til de to forestillinger overgav sig betingelsesløst, for hvad andet, var der at gøre?


Foto: Emilie Carlsen

Det er en decideret crowdpleaser, da Tilde på et tidspunkt mimisk synger en opera-arie, mens hun skifter attitude alt efter hvilken hat hun tager på. Underforstået, det er et stykke papir, der kan vendes, vrides og placeres på hovedet i uendelig mange forskellige positioner og straks ageres der i forhold til det. Det sker lynsnart, og resultatet skal simpelthen opleves. Det er fabelagtigt. Sikke en timing. Sikke en forrygende kropslighed!

Det er som at rejse tilbage til barndommen. Tilbage til den første overraskelse, til den første forundring, så derfor giver det god mening, at forestillingen både er skabt i en 40 minutters børneudgave og i en 20 minutter længere voksenudgave. I voksenudgaven er der mulighed for at trække flere af scenerne yderligere ud, gøre dem stærkere og også mere uhyggelige og give dem lidt mere kant. Men surdejen er den samme – og den virker i begge udgaver. Både for børn – og for voksne.

Det er lidt som at betragte livet igennem et forstørrelsesglas. Eller bare en regndråbe, sådan som HC Andersen gjorde i et af sine eventyr. Det er noget med at lade eventyret nå én. At give det lov til at bemægtige sig én. At give det lov til at gå i ét med én. I dette tilfælde er det svært overhovedet at lade være.

Blide bølgende bevægelser og formmæssigt udflydende figurer og karakterer defilerer forbi som skyggebilleder mod et stort lærred. Det er ganske overraskende og frit fabulerende. Pudsigt nok var der mere latter fra de voksne end der var fra børnene under de to forestillinger på premieredagen, men alle var lige opslugte af det magiske, der udspandt sig på scenen. Det er en fornem hyldest til fantasien af Asterions Hus.

"Spis mig! Spis mig!"


Foto: Emilie Carlsen

ALICE I EVENTYRLAND

Asterions Hus på Teaterøen

Børneversion (5-10 år): 40 minutter

Spilleperiode: 23. 10. – 1. 11. 2020  kl. 11. 

(den 24. 10.dog  kl. 17)

Voksenversion: 60 minutter

Medvirkende: Tilde Knudsen
Kostumier: Susan Marshall
Instruktør: Peter Kirk
Komponist: Klaus Risager

Koreografisk konsulent: Liv Mikaele Sanz

Forestillingsbillede: Emile Carlsen

Hjemmeside og billetter

 *

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen

2019

kvindeLIG

Macbeth

2017

Rodin

Carthares

Min odyssé

2016

Europæerne

2015

Leonardo

Mit rum

2012

Asteroiden

*


 Se også listen over 

de øvrige 117 anmeldelser

      * 

 

torsdag den 21. november 2019

Anmeldelser: FØRSTE PARKET, LOVEU2ND og KVINDELIG


Første Parket. Foto: Carla Gianetti.

Fest på scenen og i privaten

Der er feststemning over ugens tre store forestillinger, hvor vi inviteres indenfor i privaten på Jægersborg Allé, når Kunstkollektivet FAMILIEN byder på et møde med overklassen på FØRSTE PARKET. Festen fortsætter i Gunilla Lind Danseteaters LOVEU2ND i Dansekapellet, og slutter med nytårsshow af WunderVerk på Teaterøen med forestillingen KvindeLIG.
Alle tre steder inviteres vi ind i fremmede verdener, for at møde os selv og hinanden. For at blive konfronteret med vore egne fordomme og spejlbilleder. Men det er meget forskelligt, hvad vi ser inde i spejlet. Hvad der ved første øjekast virker rart og gemytligt på Jægersborg Allé er måske en sandhed med ikke så få modifikationer. For selv om vi hygger os, er vi måske bare til en "hygge-parade"? Hvad der virker lækkert og umiddelbart betagende i Dansekapellet bliver langsomt til en skræmmende fremtidsvision, hvor al menneskelighed hurtig forsvinder. Så måske er Teaterøens meget forvrængede og forvredne kvindeunivers af et nytårsshow alligevel den mest reelle af de tre festinvitationer, selv om det mildest talt både er underligt, men samtidig også fascinerende og uforglemmeligt. Måske er de bedste fester dem, som vi ikke forstår. Dem, som bliver liggende oppe i baghovedet, fordi vi ikke kan blive af med dem. De sætter sig på tværs, og vil ikke lade én i fred, for de bliver ved – og ender aldrig.
Her er en gennemgang af de tre fester:

Foto: Carla Gianetti

FØRSTE PARKET af Kunstkollektivet FAMILIEN
Vi bliver budt indenfor i velhavervillaen af værtsparret Lis & Ole. Faktisk bliver vi budt velkommen hele tre gange for Lis & Ole findes i tre udgaver, ens påklædte, for hvert par tager sig af sin gruppe, da vi efter velkomstdrikken og velkomsten i forstuen, deles op og guides videre rundt i huset.  Allerede ved ankomsten pointeres det, at parret i huset godt kan lide spøg og leg. Men selv om det klinger hult, er der lagt op til fest. I ”Quiz med Lis” skal vi gætte os til villaens oprindelige salgspris tilbage i 1994, om hvilken selvstændig virksomhed værtsparret arbejder med, og hvor mange af deres tre børn, der i dag er beskæftiget i firmaet. Vi får chokoladeguldmønter i præmie. På kontoret/herreværelset ovenpå beretter Ole om at være chefen for det hele. Et ansvar som han påtager sig med glæde, selv om det er sværere for ham at huske de ansattes navne.
”Jeg er bare et almindelige menneske” fortæller Lis ude på badeværelset. Vi sidder på kanten af det fyldte badekar, mens hun lægger ansigtsmaske. Efter en lur og en tur på toilettet inviteres vi på hummer og hvidvin i køkkenet og samles afslutningsvist omkring den oplyste swimmingpool i haven.
I ”Første Parket” bliver vi taget med på businessclass, men jeg bliver ikke fløjet mod nogen større mellemmenneskelig forståelse. Vi bliver snarere holdende på landingsbanen, mens vi drømmer om de ferier, der ikke er os forundt, hvad enten det gælder sommerhuset på Mallorca eller skiferien i Aspen. Pengene adskiller os.  
Hvordan er det at være rig – og hvilke tanker gør man sig om det? Tanker om at høre til – eller at være udenfor? Om at være en del af en social klasse, om at være sig klassebevidst, om at gamle penge er bedre end nye penge. Om måske at føle skyld over de medfødte privilegier. Tanken om at pengene placerer én et sted, hvor man på den ene side er urørlig, mens man måske på den anden side stadig føler sig udsat og sårbar.
Forestillingen er tænkt i forlængelse af Kunstkollektivet FAMILIENs populære og meget vellykkede site-specific-forestilling ”En landsby på højkant” (2016), hvor deltagerne/publikum på samme vis blev inddelt i mindre grupper og blev ført rundt i højhuset og bedt om at ringe på fremmedes døre, for derefter at blive budt indenfor for at høre fortællingerne om beboernes liv, fremført af dem selv.
Sceneinstruktøren Lene Skytt og Kunstkollektivet FAMILIEN er gode til at give stemme til mange af de uforløste historier, der omgiver os. Senest dykkede de tilbage i historien til Danmarks problematiske koloniseringshistorie og lavede et vellykket samarbejde med Teater Faar302 med forestillingen "Hvid uskyld" (2018).
Huset på Jægersborg Allé fortæller sin egen historie. Teksten er baseret på interviews. Vi kommer ind bag den store omgivende hæk. Vi sidder i deres sofaer, ligger i deres senge, spiser i deres køkken og går rundt om deres swimmingpool. Men lærer vi dem bedre at kende? I stedet for at tale om følelser, bliver der talt om besiddelser.  Det var den gyldne indramning, som vi blev præsenteret for, mens selve billedet blev ved med at være ude af fokus. Det blev aldrig rigtig tydeligt på ”Første Parket”, men måske var det netop pointen. Men sikke en iscenesættelse – og sikke en fest, det var!

Foto: Carla Gianetti

 Spilleperiode: 8.- 30. november 2019

Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN


Kunstneriske ledere: Gry Guldager & Lene Skytt Pustelnik

Kunstnerisk sparringspartner: Rosa Sand

Performere: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson

Tekst: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry Raaby, 
Azadeh Ghavamrad

Dramaturg: Tanja Diers

Komponist: Nils Foss

Instuktør assistent: Azadeh Ghavamrad

Scenograf: Allan Frausing

Kostumier: Camilla Lind

Produktionsleder: Gry Raaby

Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson

PR, Presseansvarlig og Foto: Carla Gianetti

Administration: Teater Får302

Støttet af: Statens Kunstfond, 
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Hvor: Jægersborg Allé 108, 2920 Charlottenlund


Hvornår: 8. nov. – 30. nov. 2019. 
Tirsdag, onsdag og fredag kl. 20, lørdag kl. 17

Varighed: ca. 1 time og 30 minutter


------

Foto: Kasper Nybo

LOVEU2ND af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet

Vi er inviteret til galla-modeshow, koreograferet af Gunilla Lind. Siddepladserne, på hver side af den store og lange catwalk i midten, afsluttes med en trappe, der samtidig fungerer som siddeplads, sådan så der er publikum på tre sider. I modsatte side sluttes catwalken med forhæng, hvor modellerne toner frem. Musikken er fra begyndelsen monumental og massiv. Den presser os op mod catwalken og spænder vores forventninger. De fire mannequiner bevæger sig parvist langsomt fra hver sin side af catwalken frem mod hinanden. De er ens klædte og bevæger sig i glidende, nærmest drømmende, langsomme bevægelser. Spændingen øges som de nærmer sig hinanden, snart vil de mødes, men kun for ubemærket at passere hinanden. Men senere glider de parvist sammen til væsener med to hoveder, fire arme og fire ben. De imponerende dragter af Kirsten Victoria Lind fremhæver det fremmede og umenneskelige. Det er robotter, der langsomt vækkes til live. Øverst på trappen for enden af catwalken ifører de hinanden nye beklædningsdele. Det sker nærmest ceremonielt.
Vi er tilskuere til et militært, totalitært, fascistoidt modeshow. Mannequinernes store plateaustøvler kunne lige så godt have været militærstøvler. Det hele afvikles som en parade af replikkanter fra ”Bladerunner”-filmene, for de er lækre. De kropsklæbende plastikbenklæder sidder som støbt på de medvirkende. Kvindekroppene er flotte og spændstige, men samtidig bevæger de sig som forprogrammerede udtryksløse, døde maskiner. Æstetikken er i top. Det er lækkert at se på, men fuldstændig tomt. De er flået for indhold. Tomme skaller. Det er forbandet smukt – og meget skræmmende. 
Men modeshowet opløser sig. For øjnene af os transformeres det til noget, der kulminerer i et kæmpe lys- og lydorgie, hvor modellerne bades og indsvøbes i et hav af guldkonfetti, der ejakulerer ud over dem som i  en orgastisk ekstase, hvor alt bliver til guld på catwalken. Det bliver til dansen om guldkalven eller til civilisationens endeligt. Det bliver til en verden, der æder sig selv. Det bliver til ”Dødens Triumf”, hvor verden går til og går under. Det bliver til et orgastisk møde med døden. Alting hidses op og eksponeres. Som om verden er ved at føde sig selv, men før det sker, må den gå under. Det bliver til et stort civilisationsspil. Intellektuelt er der ikke meget at hente. Men det er billedskabende, om noget er.
Koreografi, kostumer, lyd og lys fungerer upåklageligt. Det er en stor smurt maskine, der får danserne til at funkle, selv om det udgør en meget skræmmende fremtidsvision. Det er en  dødsparade. Et dødeligt og superlækkert modeshow, der eksploderer og efterlader tilskuererne klæbet ind i guldkonfetti og med smadrede sanser. Det er rasende flot – og ganske forfærdeligt.  



Foto: Kasper Nybo

Spilleperiode: 13.-16. november 2019
Gæstespil af Gunilla Lind Danseteater
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Medvirkende: Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrina Holm, Shuli Nordbek Azoulay
Koreograf: Gunilla Lind
Dramaturg: Betina Rex
Scenograf: Kirsten Victoria Lind
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Komponist: Kristoffer J. Rosing-Schow
Producent: Gunilla Lind Danseteater
Varighed: 50 minutter
------------

Foto: Henning Sjøstrøm

KvindeLIG af WunderVerk på Teaterøen

Festen fortsætter på Teaterøen, hvor KvindeLIG præsenteres som ”årets nytårsshow”. De to maskebærende kvinder står parate på scener og tager imod os, da vi kommer ind. Iført lyserøde badekåber. Den ene er tynd og anæmisk. Masken er bleg og udtrykket er undrende og udsultet. Den anden har mere fyldige former. Masken er rundere, og munden er malet rød. Der står et vippespejl yderst i den ene side, en badekabine står i midten, og i den anden side står der et stativ, hvorpå der er hængt tøj, kropsafstøbninger på bøjle og polstrede skumfyldte strømpebukser trukket i mærkelige former og faconer. Det ligner reservedele til en vældigt kropsgarderobe.
”Den gamle” skyder showet i gang. Hun bærer en hvidpudret maske med en lang grå paryk og er iført en lang, skinnende, hvid affældig morgenkåbe. Hun går foroverbøjet, tysser på publikum og har manerer som en gammel udtjent monark. Forsøget på at holde nytårstale bliver ikke til meget andet end højtidelig tågetale. Bagefter byder hun velkommen til de fem kvinder, hun præsenterer til nytårsshowet. Det er bl.a. Anni Knudsen, niecen, Miss Midnight og Amanda.
Inde i badekabinen har den første gæst gjort sig parat... Vi befinder os i en surrealistisk verden, som sprunget ud af maleren Michael Kviums makabre billedvunivers. Personerne har ofte for mange lemmer. Fødderne vender den ene vej, mens hovedet vender den anden. Sådan er det med Anni Knudsens niece, der nok er forestillingens mest (for)underlige og fascinerende kvindefigur. Det er på én gang smukt og bizart. Det er én person, der bærer rundt på en anden, skjult under en stor kjole, så det ser ud som om de forskellige kropsdele vender hver sin vej. 
De præsenterede kvinder er udstafferet og polstret med alt godt fra kropsgarderoben, så de fremstår forvrængede og forvanskede. 
Ide og scenesættelse er af Anette Asp Christensen, der selv spiller "Den Gamle". Med på scenen er Stine Q. Pagh og Ingrid Tranum Velasques. Maskerne er kreeret af de tre i fællesskab. Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velasques har bl.a. tidligere samarbejdet om det meget flotte interaktive flygtningedrama "Herfra min verden går", der gæstespillede på Riddersalen sidste år.
”KvindeLIG” er en god titel, der spiller på den fremhævede dobbeltbetydning. Det handler om LIG. Lig i lasten – og på scenen. Om døde rollemodeller. Men det hele er skabt og præsenteret med et vældigt overskud. Selv om det skildrede bliver mere og mere fortegnet og mørkt, er det alligevel skabt med en smittende skaberglæde, så intentionerne med det og den iver som det er skabt med, står i skærende og meget frugtbar modsætning til hinanden. Musikken og de indlagte reklameindslag - begge dygtigt kreeret af Rune Søchting - fungerede meget fint.
Da forestillingen er færdig, sidder min ellers ordglade ledsager tavs, men siger så: ”Jeg er helt blank... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige!” Det er netop forestillingens styrke. Det er en billedstorm, der overmander én, for vi er med den trådt ned i en surrealistisk underverden, hvor ordene slipper os af hænde, og dem der er smuldrer væk, og efterlader os forundrede og fortumlede. Det er passende og velvalgt for en forestilling med titlen ”KvindeLIG”.


Foto: Henning Sjøstrøm

Spilleperiode: 20.-23. november 2019

Medvirkende: Stine Q. Pagh, Ingrid Tranum Velasquez & Anette Asp Christensen
Idé og iscenesættelse: Anette Asp Christensen
Dukker: De medvirkende
Musik: Rune Søchting
Producent: WunderVerk   
Varighed: 45 minutter.