torsdag den 23. marts 2017

Anmeldelse: MIN ODYSSÈ på Teaterøen


Fotograf: Ingrid Bugge

Yderst ud mod vandet ligger Magneten, der tidligere har fungeret som afmagnetiseringshal. Lige der mellem vand og land. Man kan høre vandet slå imod huset. Asterions Hus har eksisteret i 15 år, hvoraf de fleste har været ude på Teaterøen. Asterions Hus består af Peter Kirk, Martin Ammundsen og Tilde Knudsen. I ”Min Odyssé” er Tilde alene på scenen. Forestillingerne ”Minotauros” og ”Asterions Hus” var teatrets første dyk ned i det græske gudeunivers, mens ”Min Odyssé” er den seneste. Den ligger direkte i forlængelse af Tildes første soloforestilling ”Mit Rum”, der på samme måde var en afsøgning af rum og muligheder i jagten på at indkredse sig selv. Siden har der været den lige så betagende ”Leonardo”. Før det en perlerække af forestillinger, hvoraf ”Iliaden”, som teatret har spillet gennem 15 år, trak på samme mytiske stof fra det gamle Grækenland.

”Min Odyssé” er en genfortælling af Homers klassiske græske helteepos ”Odyssén”, men også en beretning om fire år med et europæisk støttet omkringsejlende teaterprojekt, “Meeting the Odyssey”, bestående af kunstnere fra en lang række europæiske lande, der mødtes og lavede forestillinger, der blev spillet rundt om i Europa, fra Skt. Petersborg til Lesbos.

Tilde Knudsen er kropslig ekvilibrist, der er lige så velfunderet i et rent sprogligt univers, hvilket hun beviste i teatrets stort opsatte opsætning af Howard Barkers ”Europa” tidligere på sæsonen. Tilde er enestående i sine skarpe kunstneriske valg, ikke mindst sekunderet af Peter Kirk, der har kigget med undervejs og støttet under forestillingens tilblivelse. Det er en dobbeltfortælling, der genfortæller den klassiske myte indlejret i fortællingen om en gruppe kunstnere om bord på et skib på rejse igennem et moderne Europa. På jagt efter den gamle myte, men også på rejse efter sig selv og de punkter, hvori de to fortællinger spejler sig i hinanden. Det bliver i Tildes optik en gnistrende fortælling om mennesker og steder, men mest og alt en forestilling om at være til i det nu som omgiver os. Det er en kropslig fortælling, der tager tilhørerne med ud på en farefuld færd. Ud over havet og dybt ind i fortællingen om 20 års udlændighed.

Publikum sidder i en kreds rundt om hende. Tilde satser det hele. Ikke mindst sig selv. Aldrig har hun taget en større chance, for her er intet til at redde hende. Af rekvisitter har hun et glas vand og et ur som hun kan orientere sig efter. Alt andet sejler – og vi tager gladelig med hende og mønstrer straks ombord på det skib, der sejler hende og Odysseus ud på jagten efter eventyr.

Som Tilde siger, ser deres fotos fra turen betagende ud. Meget mere betagende end virkeligheden egentlig var. Sådan er det altid. Det lyder så godt i referat, men består også af endeløse rundkredsdiskussioner mellem de medvirkende om, hvor forestillingen skal bevæge sig hen. En diskussion om at være og ville. Men også om forskellige måder at være menneske og kunstner på. Forestillingen er en kalejdoskopisk menneskeberetning, hvor Tilde i korte elektriske øjeblikke spiller og agerer, så vi taber vejret. Forestillingen er bundet sammen af uendelig mange små optrin og scener båret igennem af en stærk og smittende spilleglæde. Det er på én gang både medrivende, morsomt, rørende og alvorligt.

”Min Odyssé” er fortællingen om at finde sig selv, om at tage bolig i sig selv. Om hjemløshed og udlængsel. Om at tage på rejse igennem et moderne Europa, hvor mytens druknede mænd bliver til nutidens druknede flygtningebørn. Odysseus er inde i os alle, og det er Tildes fortjeneste, at det bliver den bevidsthed som vi tager med hjem.
 
 Fotograf: Ingrid Bugge

Medvirkende: Tilde Knudsen
Koncept: Tilde Knudsen
Dramatiker, forfatter: Tilde Knudsen
Producent og arrangør: Asterions Hus
Varighed: 1 time, uden pause.
Spilleperiode: 22. marts – 8. april 2017
Tid: Hverdage kl. 20.00. og lørdage kl. 17.00.
Sted: Magneten, William Wains Gade 18.
 
Teaterbussen kører ikke længere.
Der er nu kun 10 min. på cykel ud til teatret, via den ny inderhavnsbro,
alternativt kører bus 37 fra Chr. Havns Torv.

Ingen kommentarer: