I Erik Triggers billedbog ONKEL ÅGES INDRE TÅGE lader han børnerim træde dansen om demens, mens Louise Johannesens illustrationer danser med og løfter den barske virkelighed ned på et niveau, hvor alt det abstrakte bliver helt konkret og til at forstå for børn. Alt det uforståelige bliver for en stund ganske forståeligt. Sygdommens grusomhed og nådesløshed får sig en kajeryster, og bliver gjort til noget, der er til at tage at føle på. Det lykkes at finde hoved og hale i den uforståelige tilstand, hvor virkeligheden glider én af hænde, når forstanden bakker ud og fantasien tager over. Børnerimene er gode til at skildre den tilstand. Alt andet ville sikkert ikke være lykkedes så godt. Vi kommer til at holde af Onkel Åge, mens virkeligheden forsvinder og smuldrer mellem fingrene på ham, når fantasien tager over – og han midt i sin omtågede tilstand flyver afsted på rimenes brede viger til et sted, hvor han kan genfinder sin værdighed.
Vi oplever Onkel Åge som et helt menneske, selv om forstanden er sejlet afsted ude på det store ocean. Vi bliver gjort opmærksom på, at mennesket stadig er der, selv om forstanden er tager afsted ud på de vilde våger. Menneskesindet går under, men rim og illustrationer fører os med videre ind i Onkel Åges sind – og vi rejser med ham ud på rejser, der går dybere ind i sindet. Vi rejser med på hans sidste rejser. Det er formidabelt, at det kan lade sig gøre at den nådesløse sygdom får et komisk skær og en leende lethed, der kun fungerer fordi dette er mestret med stor indlevelse og åbenhed. Det er på den ene side noget af det letteste, eftersom det er noget af det sværeste.
Under Åges
hovedpude
Ligger der en
sunken skude
Fuld af gode
minder
Om alverdens skønne kvinder
Vi fornemmer alt det liv, der ligger bag Onkel Åges indre tåge. Han er der stadig – men på en anden måde. Eller rettere, han både er der og er der ikke. Det beskriver rimene på fineste vis. Illustrationerne er vilde og fulde af liv. De leger med og giver liv, kraft og farver til rimene. Louise Johannesens streg er på sin vis brækket, der er noget morbidt over tegninger af Onkel Åge. Den er ikke kun rar. Vi ved, at det er på det sidste. Det kan sagtes være den sidste tåge, der har sænket sig. Det er ikke bare en glad streg. Den har noget iboende indviklet og forviklet over sig, der passer som fod i hose med rimene. Umiddelbart har jeg en modstand mod stregen, men jeg kan slet ikke gardere mig imod den som bogen skrider frem. Den kryber ind under huden på mig, hvor den arbejder sig videre og finder frem til hjertet. Til sidst synker den helt ind i mig og går i ét med rimene. Det hele kommer til udtryk på omslaget, hvor Onkel Åges ansigt er omgivet af musicerende larver. De er sjove og finurlige. Jeg smiler, når jeg ser dem. Men Onkel Åges ansigt i midten er forundret, fortabt og hjælpeløst. Det er den samme modsætning, der går igen gennem bogen. Det er virkeligheden og fantasien, der træder dansen sammen. Det er lyset og mørket, der finder sammen lige der midt i tågen.
Måske er det
lettere at finde den balance i rimene, for vi kender traditionen og de
sproglige og rytmiske melodier fra Halfdan Rasmussen. De fleste elsker at lade
sig opfange af rim og renser. Det minder om barndom, om lethed og leg. I ONKEL
ÅGES INDRE TÅGE bliver det hele elegant afbalanceret, så ord og farver finder
sammen, og genskaber den verden og den mening, der er brudt sammen for Onkel
Åge. Det er udført på smukkeste vis, selv om det der reelt skildres er grumt.
Onkel Åge er ved at forsvinde, men han genopstår på bogens sider, selv om
sindet er stukket til havs og han kun er en skygge af den han engang var. Men
han er der stadig – lige der foran os. Tåge eller ej.
Med de sidste
klare tanker
Letter Onkel
Åge anker
Og drøner så
på fire hjul
Afsted afsted
mod Liverpool
I JES OG SKELETTET I SKABET drager vi ikke bare ud i de vilde tåger. Med Jes, der er en ung knøs, der påmønstrer i Sønderho på Fanø, stikker vi afsted ud i den store vide verden. Da han fra sin udkikspost en dag får øje på det famøse skab, der rummer det skelet, der har navngivet fortællingen, får han skabet bjerget ombord, og det er dermed hans.
”Over dem og under dem, og hele vejen rundt om dem, lyder det som hylende hekse og brølende dæmoner, oven i hinanden. Det var som de var endt i en kæmpestor brusende brønd, i en rasende hvirvelstrøm fuld af søslanger og forhistoriske krybdyr. Himmel og hav var gået i et, som om horisonten var blevet udvisket, udslettet af stormens enorme kræfter.” (side 19).
Jes surrer sig fast til skabet, og da skibet synker, er han den eneste overlevende. Han bæres væk på bølgerne af sit nye skab. Det er et imponerende dobbeltopslag, tegnet af Peter Bay Alexandersen, hvor vi befinder os i orkanens øje, ombølget af hav og himmel, der står i ét. Det er et udsnit af tegningen, der også går igen på omslagets for- og bagside. På bogens næste illustration ser vi Jes stående på skabet. Han er bare en ung knøs, helt alene ude på det store hav omgivet af lutter uendelighed. Solen er lige stået op og har kastet et rosenfingret skær ud over det spejlblanke hav. Han har et skønt udtryk i ansigtet. Jo, han er fortabt, men måske også fortryllet af alt det eventyrlige, der omgiver ham. Væk er uvejret, bølgegangen og uhyggen. Han står midt i alt det ukendte. Det er nu eventyret begynder. Bare han nu klarer den…
”Et spøgelsesskib tænker han. Han havde hørt om dem, alle de gamle søfolk havde talt om det, om hvor skræmmende de var. On Klabautermanden, om forbandelser og uhyrer. Om levende døde. Fordømte sømænd på forheksede skibe. Om hvordan de tog livet af alle dem der sejlede med dem.” (s. 28)
Det bliver
også til fortællingen om ”Den Flyvende Hollænder”, spøgelsesskibet over dem
alle. Jes ender med at blive landfast, men eventyret fortsætter. Ikke mindst
da skelettet endelig slipper ud af skabet, men hvordan det går til – og hvad
der videre sker, må man selv læse sig til. Eller rettere læse op for en eventyrlysten
ung pige eller dreng, der er klar til at tage hele verden ind sammen med en
mageløs fortælling fra de varme lande. Der er masser af løse romtørstende skeletdele
og også en rejse til de dødes dag i Mexico. Hvad kan hjertet begære mere?
