Festival-anmeldelse:
Jesus Almodovar:
”Jeg vil gerne tildeles Ridderkorset for min eminente
elskovskunst”
Baggårdsbaronerne, 2019
48 sider
Digtsamlingen
er en sproglig eksplosion og et bredt anlagt medmenneskeligt dokument.
Det
er dokumentation for et kort liv inden for psykiatrien, men samtidig en higen
efter hverdagslivet udenfor. Det er ikke en higen efter noget stort og
prangende liv, men bare ønsket om plads nok til at trække vejret og langsomt
generobre den hverdag, der er gledet hovedpersonen af hænde.
Godt
nok er digtsamlingen skrevet under pseudonym. Umiddelbart virker det som en
stækkelse af autenciteten, men gennem digtene, hvor jeg´et gentagende gange
taler om, at virkeligheden forsvinder, og at han er ved at tabe sig selv eller
rettere at det allerede er sket, giver det fin mening. I den kontekst betyder
det straks mindre, hvem det ”jeg” er, der er gået i opløsning. Som tilsigtet
giver det mulighed for uforstyrret at dykke ned i digtsamlingen og blive
betaget af alle de iltfattige undervandssvømninger, som digtsamlingen inviterer
læseren med ud på.
Vi
dykker dybere og dybere ned i eksistensen. Det er på én gang ganske tæt på og
samtidig fortalt med en vis berettende distance. For det er 2 digtsamlinger,
der er skrevet sammen til én. Man kan sige, at det faktisk er 3 beretninger, der
er skrevet sammen til én. Dels beretningen inde bag de lukkede mure, dels den
efterfølgende tilbageerobring af det tidligere liv og mødet med kærligheden uden
for murene - og så beretningen om det gule lys.
Det klare og skærende gule lys, der er ubehageligt for øjnene, trænger
gennem det hele, som et forklarelsens lys, men også som et rædselsvækkende
klarsyn, for den lille tynde digtsamling på 48 sider rummer det hele, og
efterlader læseren afklaret og rystet. Det er en bedrift.
Forsiden
med den skønne titel: ”Jeg vil gerne
tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst” er skrevet i sølv
på gult papir. Resten er bogen er tegnet eller skrevet i hånden med versaler - ligeledes
på gult papir. Altså ingen computergenereret sats. I nogle af digtene er teksten
skrevet i én blok, hvor det er op til læseren selv at inddele og afgrænse hver
sætning. Det er en kreativ udfordring, men det stimulerer læsningen og gør det
til en kunstnerisk oplevelse. Sjældent har en så lille digtsamling favnet så
bredt.
Forfatteren
har været elev på Outsiderens skriveskole, der er et skriveværksted for folk, der har været i clinch med psykiatrien. Forlaget Baggårdsbaronerne har arbejdet
med på bogen, og det er der kommet en meget flertonet og smuk, men også rystende
digtsamling ud af.
Fortællerstemmen
er på én gang ganske tæt på, men samtidig også nøgternt observerende. Midt i al
alvoren, lyner den groteske humor gennem digtene. Det virker næsten som om det
er tilfældigt, hvilket det selvfølgelig ikke er – og derfor fungerer det netop
så godt og befriende. Ja, som gult lys gennem mørket.
Selv
om det der berettes er grænseoverskridende, formår digteren umærkeligt at
alliere sig med læseren, sådan at alt det forrykte og underlige ikke bliver
mærkeligt, men bare beskrivelser, som det ikke er farligt at tage imod. Som
læser er det ikke svært at gå med, for vi bliver guidet skånsomt igennem.
Eller måske snarere ærligt, for det er tydeligt at det der berettes om ikke
bliver medtaget for effektens skyld. Alting er holdt i en meget sober og
fornuftig tone – især det der er allermest ufornuftigt og skrigende.
Digtsamlingen
er skrevet frem mod at give og danne en oplevelse hos læseren af, at dette bare
er menneskeligt. Det er ikke farligt at have med psykiske sygdomme at gøre – i
hver fald ikke som læser. Det giver en indsigt og en forståelse af, at sindet
kan rumme det hele, også selv om det nogle gange brænder sammen. Men vi er
trods alt mennesker. Og som mennesker forstår vi hinanden langt hen ad vejen.
Hurra for det – og for denne fine digtsamling. Jo, Jesus Almodovar bør skam
tildeles ridderkorset for sin eminente elskovskunst.
Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER
