Lige da vi har
sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand
i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en
længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er
lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man
senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver
det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi
er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet
liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er
genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår
med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver
til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere
lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens
overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og
bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke
tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første
tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling,
hvor det hele slår klik. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor
enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers,
hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører
hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens
forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone
i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri
og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor
alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er
brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende
mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt
liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som
vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op,
de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres
oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet
af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker
der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?
Forestillingens
rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske
elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de
fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart
sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et
tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en
drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der
svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i
luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men
når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster
den også livet på plads. Inden det slår klik.
På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch,
Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse:
Nina Kareis. Komponist: Pete
Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.
KLIP – en kakofonisk
sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.
29. okt. – 10. nov.
2012. Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk www.livingstoneskabinet.com
