Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V

Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.

Absurd teater, hundeshow - og virkelighed

I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.

Foto: Lars Grundwald.

 3 URNER I STUEN

Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.

I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med. 

"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."

Foto: Lars Grundwald.

Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til. 

Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.

Foto: Lars Grundwald.

Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.

De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.

Foto: Lars Grundwald.

Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.

Foto: Lars Grundwald.

3 URNER I STUEN

3.-10 marts 2022 

Sydhavn Teaters P44-intimscene

75 min. 

MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg

SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard

PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen

SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels

SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen

TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen

PRODUCENT: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:

Ditte Menneskebarn (2021)

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - Nej tak! (2018)

D´Arc (2016)

*

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

"I had a vivid dream one night... 

I dreamt

I was a dog."

"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde. 

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.

Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.

Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.

Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.

Fotograf: Bjarne Staehr.

Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker. 

Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.

De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af  Johan Kølkjær.

Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os. 

Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt. 

"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

5.-20. marts 2022

Gæstespil af Livingstones Kabinet

på Teater V

Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone

Instruktør: Nina Kareis

Scenograf: Johan Kølkjær

Komponist: Pete Livingstone

Dramaturg: Jörn Burmester Wium

Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon

Lyddesigner: Erik Christoffersen

Lysdesigner: Sonja Lea

FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.

Hjemmeside & Billetter

Trailer (via FB)

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger: 

Canada (Bådteatret, 2020)

Kejseren (Teaer V, 2019)

KLIK (Bådteatret, 2012)

Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*

Anmeldelse: KEJSEREN på Teater V

Med Livingstones Kabinet ved vi aldrig, hvad der sker. Vi bliver trukket med ud på overdrevet og får udfordret de sædvanlige teaterkonventioner. Det er på én gang meget selvbevidst, men virker også legende, for det er både morsomt og alvorligt. Men først og fremmest er det blændende godt teater. Eller rettere musical. Eller måske mere en blanding med lidt af hvert. Musikalsk er vokalharmonier og musik helt i top. Det gælder også det sceniske udtryk. Intet er overladt til tilfældighederne. Alt er kontrolleret ned til mindste detalje – og alligevel virker det så legende. Det samlede sceniske udtryk er fejende flot. Det er surrealisme på speed. Det er dybt professionelt og en lækkerbisken for garvede teatergængere. Min ledsager fattede ikke en lyd, mens jeg sad og følte mig salig.

Fotograf: Bjarne Stæhr

Men hvorfor går vi overhovedet i teatret?

Er det for at møde os selv?

Er det for at blive væk i et parallelunivers?

Eller er det for at bliver underholdt - og hygge tiden væk?

Stilmæssigt henter KEJSEREN inspiration fra bl.a. Brechts og Piscators politiske teater. Med nykomponeret musik, skuespil, sang, råbekor og et stærkt visuelt sceneunivers forsøger fire skuespillere/sangere/musikere og et børnekor at vise, at Kejseren nu har poseret, regeret og marcheret længe nok, og at det er på tide med forandringer. 

                                                                                                                Fotograf: Bjarne Stæhr

”Kejseren” er baseret på HC.Andersens eventyr "Kejserens Nye Klæder". Det kender vi alle, så det er et afvæbnende afsæt, men når talen falder på sandt og falsk og på fake news, bliver det anderledes aktuelt. På den måde leger forestillingen sin alvor ind i os. Vi tror, at vi bare sidder der i mørket for at more os, men det kan vi godt glemme alt om, for det er for alvorlig en "hyggestund".

Det er en billedstorm. Det ene tableau efter det andet. Det gælder om at give slip og lade sig falde ud over kanten og glide med ind i den myldrende billedstrøm. Der er ikke en almindelige teater-forførelse, for Livingstone vil mere end det. Det kommer tæt ind på livet af os. Vi skal føle os intimiderede, for ærindet er slet ikke så tilforladeligt som det ser ud.

                                                                                                                  Fotograf: Bjarne Stæhr

Kejseren er nøgen og har iført sig fake news. Vi er omgivet af glitrende ingenting, af oppustet underholdning og letbenet satire. Der er ikke rigtigt noget, der bider mere. Det gælder om at behage og  om at tage sig ud - og lade stå til. Livingstone gør det modsatte, men forestillingen er krævende, for som publikum skal man selv sortere og ordne de mange indtryk, og er derfor på massivt arbejde for at finde mening i galskabet. Og nogle gange må man affinde sig med at der IKKE er nogen mening. Sådan er det at være sammen med ”Kejseren”. For meningen er der pludselig – og så er den væk igen, mens vi kæmper for at bevare en spinkel ligevægt i et samfund, der er blevet vendt helt rundt. Tiden standser og det er svært bare at hænge der i luften et sted lige mellem det velkendte og det fremmede. Det er der som Livingstone fører os hen - og efterlader os. Det er skræmmende nødvendigt - og dejligt.

                                                                                                                  Fotograf: Bjarne Stæhr

*

KEJSEREN

- en politisk-satirisk musikforestilling, frit efter H.C. Andersen

af og med Livingstones Kabinet 

på Teater V i Valby, 

7. februar - 2. marts 2019 

70 min. 
Forestillingen er dansk og engelsk.

Medvirkende: 

Skuespillerne, sangerne og musikerne 

Johannes Lilleøre, Birgitte Prins, Bebe Risenfors 
og Pete Livingstone 

samt et børnekor på 6-9 børn i 12-års alderen. 

Iscenesættelse: Nina Kareis 

Komponist: Pete Livingstone 

Scenografi: Julie Forchhammer

KEJSEREN spiller 7.februar – 2.marts 2019, 

ons-fre kl. 20, lør kl.17 og søn kl. 16

på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby.

Den 21. – 25. august 2019 spiller KEJSEREN 
på Den Fynske Opera i Odense.

KEJSEREN gennemføres med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgårds Fond, AP Møller Fonden, Københavns Scenekunstudvalg og Koda Dramatik – og er blevet til i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera.

*

Trailer

Hjemmeside 

Billetter

*

FAKTA: 

Livingstones Kabinet blev grundlagt af den danske instruktør Nina Kareis og den skotske komponist Pete Livingstone i 2000 på Café Teatret i Skindergade, og har siden produceret 13 forestillinger. 

I 2012 blev forestillingen KLIP præmieret af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, som et af de mest spændende scenekunstværker det år, og i 2008 blev forestillingen Babble Babble nomineret til en Reumert.

Inspireret af Bertolt Brecht (1898-1956) og hans kølige, analytiske tanker om det episke teater, der modsat det dramatiske teater ikke havde til formål at vække stærke følelser i publikum, men stærke tanker. Teatret ophørte med at være en virkelighedsflugt og blev i stedet en ubehagelig konfrontation med virkeligheden, for publikum skulle tvinges til at tænke kritisk. Med Brechts egne ord var kunsten ”ikke et spejl der skal gengive virkeligheden, men en hammer der skal forme den”.

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

KLIP (2012)

Anmeldelse: KLIP på Bådteatret

ANMELDELSE. Gæstespil på Bådteatret med Livingstones Kabinet.

Lige da vi har sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling, hvor det hele slår klik. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers, hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op, de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?

Forestillingens rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster den også livet på plads. Inden det slår klik.

På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.

KLIP – en kakofonisk sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.

29. okt. – 10. nov. 2012.  Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk  www.livingstoneskabinet.com