Anmeldelse: TURBO på Forbrændingen & THANK YOU HAVE A NICE DAY i Dansekapellet

Fotos: Kasper Nybo Photography og Rumle Skafte.

 

Foto: Kasper Nybo Photography

THANK YOU HAVE A NICE DAY

i Dansekapellet

14.-25. februar 2023

Vi bliver budt indenfor i Center for Eskapisme. På scenen lyser et gult Smiley-ansigt op i mørket, mens der hypnotisk tælles ned til rejsens afgang og til Gunilla Lind Danseteaters opgør med livet, stående på randen af verdens undergang.

”Føler du også at virkeligheden bliver for meget?

Er dine skuldre vokset dig over hovedet?

Gemmer du dig i dine egne skørter?”

Det lyder umiddelbart voldsomt, men det groteske presser sig på – og danser med på scenen i form af to overdrevent smilende ”lykkevejledere”, men let er det ikke, når virkeligheden hele tiden presser sig på. Tryk avler modtryk, og den første kunde på klinikken er helt fastlåst i sine bevægelser, der er svære at få blødt op. Det bliver langsomt bedre, men helt godt bliver det aldrig. Scenografen Kirsten Victoria Lind har helt konkret lavet to dragter, hvor skuldrene er vokset ejeren over hovedet. Det er i samme kulørte storblomstrede stof som de øvrige tre danseres dragter. Det er festligt på en pralende, forløjet måde, der er med til at sætte forestillingens tone. Musikken er udtryksfuldt lagt i hænderne på Kristoffer Rosing-Schow. I starten virker musikken næsten anmassende, for senere at blive helt kælen. Der er indlagt grin, latter og klapsalver. Vi er helt ude på overdrevet i den visuelt overdådige forestilling i Dansekapellet. Bag det hvide snorgardin, der omkranser scenen, kan der anes store skikkelser, der bevæger sig forbi i røg og damp. Er det underbevidstheden, der trænger sig på? Det er i hvert fald betagende med disse forbiglidende skikkelser fra en anden verden, der trækker forbi på bagscenen delvist skjult  bag de agerende.

Foto: Kasper Nybo Photography

Det er med til at forstærke fornemmelsen af, at vi kigger på et postuleret rum, som var livet et stort Tv-show eller måske snarere et realityprogram. På et tidspunkt synker de fem på scenen sammen i et fælles passivt TV-kiggeri, alt imens de uden afbrydelse æder og propper sig. Det er slik og skuespil til folket.

Foto: Kasper Nybo Photography

Koreografen Gunilla Lind er ikke sådan at sætte i boks. Sidste jeg var i Dansekapellet til forestillingen, LOVEU2ND (2019),  blev jeg helt slået bagover. Bagefter anede jeg ikke, hvad jeg havde set – og det var først den efterfølgende morgen, at jeg begyndte at begribe, hvad jeg var blevet udsat for. For det var sært, overrumplende og meget mærkværdigt, men også fascinerende. THANK YOU HAVE A NICE DAY er langt fra så gådefuld og underlig, men stadig rundet af samme store lyst til med dansende billeder at bevæge sig tæt ind på livet af os. Gerne med overrumplende tableauer, overraskende drejninger, stor visuel poesi og massiv musik. Der bliver gået til stålet, selv om THANK YOU HAVE A NICE DAY er  blidere, og alligevel kunne dansernes overdrevne smil også dræbe. Det skal man ikke tage fejl af. Det er forunderligt, for netop den mandlige lykkedanser formåede faktisk at smile så afvæbnende, at det så helt tilforladeligt ud, selv om vi vidste, at de var ude på en selvmordsmission. Eller rettere gjaldt det os, for vi var draget med ud på denne mission sammen med danserne Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen og Shuli Nordbek.

Foto: Kasper Nybo Photography

”Læn dig tilbage. Træk vejret dybt. Du er nu nået ind i venteværelset på Center for Eskapisme. Benægtelsernes højborg, hvor du lærer at leve godt, mens skibet går ned. Men måske virker behandlingen ikke helt som den burde?”

Foto: Kasper Nybo Photography

THANK YOU HAVE A NICE DAY

IDÉ OG KONCEPT: Gunilla Lind

KOREOGRAF: Gunilla Lind

DANSERE: Jacob Schrøder, Marcus Alexander Roydes, Raphaël Eder-Kastling, Ruth Rebekka Hansen, Shuli Nordbek

SCENOGRAF: Kirsten Victoria Lind

KOMPONIST: Kristoffer Rosing-Schow

DRAMATURG: Josefine Elna Ibsen

PRODUCENT: Shuli Nordbek

GRAFISK DESIGN: Tilia Lind Hasselager

Danseforestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinusfonden, A. P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Beckett-Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside   & billetter  

*

Foto: Rumle Skafte.

TURBO

på Forbrændingen

14. - 25. februar 2023

(spilles også på P44, Sydhavn Teater og i Høje Gladsaxe)

Scenen på Forbrændingen i Albertslund er meget velegnet til den debuterende dramatiker Frederik Timms stærke og meget mundrette tekst i forestillingen TURBO, der er et joint adventure mellem Mungo Park og Sydhavn Teater. Det er en stærk oplevelse om forbrændingen af et menneske og de drømme, der ikke længere er relevante, når livet pludselig snører sig ind og tager vejret fra én. Mungo Parks Søren Birch Plum og Alexander Mayah-Larsen mødes på scenegulvet med Sydhavns Teaters Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard. Det er Mille Maria Dalsgaard, Sydhavns Teaters afgående kunstneriske leder, der har instrueret, så det er en fryd at opleve de fire veloplagte spillere stramt styret og sluppet endnu friere løs i forestillingen, der har dampen oppe hele vejen igennem.

Foto: Rumle Skafte.

Med en produktionstid på bare tre uger er det knald eller fald, og resultatet er  opløftende. Selv om stykket og dets karaktertegning af de fire personer er en nedstigning i mørket. Det virker symbolsk, at man skal klatre ned ad mange trin for at komme til scenen og tilskuerpladserne, for også forestillingen er en nedstigning, men det sker så veloplagt og  humoristisk, at det er umuligt ikke at blive forført af spillernes stærke energi og dynamiske sammenspil.

Foto: Rumle Skafte.

Det er meget slapstick og klovneri i forestillingen, men det bliver styret med stram hånd og bliver derved et stærkt kunstnerisk greb. Især Søren Birch Plum og Malik Grosos har en fabelagtig god kemi og energi sammen, der slår gnister. De er totalt for meget, men det passer så godt til deres karakterer, der i forestillingen kaldes ”Svampen” og ”Pelikanen”.

Foto: Rumle Skafte.

Teatret kalder det en street-absurdistisk komedie om en ung machomand, der rammes af en altopædende sygdom. I programmet forklares, at ”hormondyr” betyder veltrænet person. At ”sorte skejs” betyder penge, der ikke er blevet betalt skat af. At ”wifey” betyder kæreste med potentiale til at blive kone, og at ”gribbe” betyder kvinder, som efter ens opfattelse kun er ude efter penge. Og dermed er scenen sat.

Foto: Rumle Skafte.

Hovedrollen som Turbo spilles af Alexander Mayah-Larsen, og han gør det skræmmende godt. Det er overraskende at opleve både ham og Søren Birch Plum (begge fra Mungo Park) spille så diamentalt modsatte roller af det, de senest har spillet i på Mungo Parks musikalske ”Ingenmandsland”, men i TURBO er der væsentlig mere drøn på turbinen, og de er meget stærkere her som Svampen og Turbo. Maria Carmen Lindegaard har en voldsom scene, hvor hun binder Turbo til en stol, mens hun skiftevist hudfletter ham med medfølelse og indædt had. Det er stærkt spillet.  

Foto: Rumle Skafte.

Forestillingen spilles på Forbrændingen i Albertslund, i Høje Gladsaxe og på Sydhavn Teater og kommer derved rundt og møder et andet publikum, end den ellers ville have fået. Den får de unge i tale og gør det så godt, at publikum kvitterer med tilråb og taktfast jubel. Det er skønt at opleve.

TURBO 

Medvirkende: 

Søren Birch Plum, Alexander Mayah-Larsen, Malik Grosos, Maria Carmen Lindegaard

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Brian Larsen

Dramatiker, forfatter: Frederik Timm

Producent: Mungo Park

Co-producent: Sydhavn Teater

Arrangør: Sydhavn Teater

*

FORBRÆNDNINGEN

PREMIERE 

Tirsdag 14. Februar kl. 20

Onsdag d. 15. Februar kl. 20

Torsdag d. 16. Februar kl. 20

P44

Fredag d. 17. Februar kl. 20

Lørdag d. 18. Februar kl. 17

Mandag d. 20. Februar kl. 20

Tirsdag d. 21. Februar kl. 20

Onsdag d. 22. Februar kl. 20

Torsdag d. 23. Februar kl. 20

GLADSAXE

Fredag d. 24. Februar kl. 20

Lørdag d. 25. Februar kl. 20

Hjemmeside  & billetter  

*

Se oversigten over de 

233 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V

Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.

Absurd teater, hundeshow - og virkelighed

I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.

Foto: Lars Grundwald.

 3 URNER I STUEN

Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.

I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med. 

"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."

Foto: Lars Grundwald.

Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til. 

Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.

Foto: Lars Grundwald.

Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.

De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.

Foto: Lars Grundwald.

Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.

Foto: Lars Grundwald.

3 URNER I STUEN

3.-10 marts 2022 

Sydhavn Teaters P44-intimscene

75 min. 

MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg

SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard

PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen

SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels

SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard

INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen

TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen

PRODUCENT: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:

Ditte Menneskebarn (2021)

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - Nej tak! (2018)

D´Arc (2016)

*

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

"I had a vivid dream one night... 

I dreamt

I was a dog."

"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde. 

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.

Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.

Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.

Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.

Fotograf: Bjarne Staehr.

Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker. 

Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.

De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af  Johan Kølkjær.

Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os. 

Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt. 

"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!

Fotograf: Bjarne Stæhr.

FETCH!

5.-20. marts 2022

Gæstespil af Livingstones Kabinet

på Teater V

Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone

Instruktør: Nina Kareis

Scenograf: Johan Kølkjær

Komponist: Pete Livingstone

Dramaturg: Jörn Burmester Wium

Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon

Lyddesigner: Erik Christoffersen

Lysdesigner: Sonja Lea

FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby

Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.

Hjemmeside & Billetter

Trailer (via FB)

Fotograf: Bjarne Stæhr.

Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger: 

Canada (Bådteatret, 2020)

Kejseren (Teaer V, 2019)

KLIK (Bådteatret, 2012)

Anmeldelse: DITTE MENNESKEBARN på Sydhavn Teater

Foto: Lars Grunwald.

DITTE MENNESKEBARN blev filmatiseret i 1946 af Bjarne Henning-Jensen med en ung Tove Maës i hovedrollen, men der skulle gå næsten 100 år før romanen blev bearbejdet som teater. 

Mille Maria Dalsgaard er kunstnerisk leder af Sydhavn Teater, og er selv på scenen sammen med Maria Carmen Lindegaard i denne teaterbearbejdede udgave af den 600 sider lange roman af Martin Andersen Nexø fra 1917-1921.

Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen. Kapellet ligger gemt inde bag træerne på kirkegården. Næsten som en hemmelighed. På samme måde er Ditte Menneskebarn en slags hemmelighed, for hun lever så kort og når kun at blomstre  så kortvarigt, før hendes liv bliver blæst ud som et lys, der er brændt op i begge ender.

De to skuespiller ligger halvvejs skjult i en dynge hvidt vasketøj, da vi kommer ind. Henover loftet hænger vasketøj udspændt på snore, der kan fires op og ned i scenografien, der er skabt af Laura Rasmussen. Malik Grosos har stået for de projektioner, der vises på væggene.

Foto: Lars Grunwald.

Hun dør allerede som 25-årige opslidt af det tjenende liv hun har levet. Et liv, hvor hun den ene gang efter den anden har ofret sig for andre. Hun bliver narret og udnyttet af mændene, af samfundet - og af livet - og alligevel bliver hun ved med at tro på godheden. Den godhed som hun selv personificerer gennem et opofrende liv. Hun er tro over for sig selv, og går ikke på kompromis, heller ikke selv om det bliver hendes undergang.

Ditte kommer ud at tjene, men render af pladsen, da gårdens søn gør hende gravid, men barnet må hun give fra sig. Moren fængsles, og bliver skør af at sidde inde. Ditte sørger imens for sine moderløse søskende. Senere kommer hun ind til den store by, til København, hvor hun vil starte på en frisk. Først bliver hun ansat på et spædbørnshjem, men børnene dør og skaffes af vejen. Bagefter kommer hun i huset. Først i et fint hus, hvor alt hun gør er forkert. Bagefter kommer hun i huset hos en digter og bliver en del af familien. Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som at være trådt ind i paradisets have, men også der smides hun ud igen, og falder tilbage til den barske verden hun er rundet af, hvor alting er hårdt og ubarmhjerteligt. Men for Ditte er der ingen vej videre til noget bedre. Derfra er der kun vejen ned. At hun kortvarigt har oplevet noget andet og bedre, gør det kun sværere, da paradisets port endegyldigt smækker i bag hende. 

Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen er instrueret af tyske Mareika Mikat, der sammen med Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet romanen til teater. Det startede de på helt tilbage i 2014. Spillestilen er meget ekspressiv, og er rundet af Bertolt Brechts måde at lave teater på, hvor teatret er et politisk arnested for de nye samfundsomstyrtende ideer. Det er ikke det psykologiske teater som vi ellers er vant til, men er en mindre følende, mere vrængende og udtryksfuld teaterstil. 

Allerførst blev jeg overvældet og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide det eller ej, for det virkede umiddelbart så udvendigt, manieret og karrikeret. Nærmest som den italienske masketradition, comedia dell´arte, hvor der grimasseres og overspilles på livet løs. Det gjorde mig stakåndet og jeg gispede, men langsomt tilegnede jeg mig spillestilen og nød de energibølger, der skyllede ind over mig. Sammenspillet mellem Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard er forrygende. Deres timing er imponerende og deres nærhed og tilstedeværelse er gribende. De glider legende ind og ud af en masse roller, sådan så Ditte snart spilles af den ene og den anden.  Nærmest som var det leget frem under improvisationsøvelser. 

Det er kropsligt teater, der skildrer kvindeliv. Den eneste mand, der skildres bare nogenlunde sympatisk, er den digtende familiefar, der forfører hende ligesom de mange øvrige mænd. Han er en pseudo-kunstner, der taler om at nærme sig de fattige, men det er bare ord, der ikke er bundet i noget egentligt. Han bliver chokeret over at se at Ditte er gået i hundene, men uden at opdage at det skyldes ham selv.

Det er historien om, hvordan godheden klarer sig igennem verden. Som Bertolt Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", hvor konklusionen ligeledes er, at det er ikke let at være et godt menneske i denne verden. Godheden bliver forført og uskylden bliver tabt.

Efter forestillingen talte jeg med forestillingens tyske instruktør, Mareika Mikat, der fortalte at da hun voksede op i det gamle DDR var Martin Andersen Nexøs værker skolepensum. Martin Andersen Nexø (1869-1954) var proletarforfatter, kommunist, og talte de undertryktes sag. I Danmark havde han været med til at stifte Socialistisk Arbejderpart i 1918. Det blev senere til Dansk Kommunistiske Parti (DKP). Som erklæret kommunisk var han nødt til at flygte til Sverige under krigen. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden, hvor han levede indtil sin død tre år efter. For generationer af østtyskere havde hans værker klassikerstatus.  

 

DITTE  MENNESKEBARN

af Martin Andersen Nexø

Sydhavn Teater

i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard

4.-25. september 2021

Tekstbearbejdelse til scenen: 

Mareike Mikat & Mille Maria Dalsgaard

Instruktør: Mareike Mikat

Medvirkende: 

Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard

Scenograf: Laura Rasmussen

Lyd- og Lysdesigner: Brian Larsen

Videodesigner: Malik Grosos

Produktionsleder & afvikler: Svend M. Holst

Byg: Nyby Sceneteknik

Scenografassistent: Johanne Hornum

Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen

Kostumeassistent: Katrine Engell

Barnestemme: Carlos Alberto Lindegaard

Producent: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Anmeldelser af Sydhavn Teaters andre forestillinger:

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - nej tak!  (2017)

D´ARC (2016)

*

Se også fortegnelsen

over de øvrige 144 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: MARIENBORG – NEJ TAK! på Postcaféen

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Overboen banker panden mod radiatoren.
Igen og igen.

Hvorfor hænger han sig ikke bare
og får det overstået i en fart?
 

Tonen i monologen, MARIENBORG – NEJ TAK! af Julie Maj Jakobsen, i Postcaféen, Borgbjergvej 26 i Sydhavnen, er direkte og rå, men også befriende morsom, selv om der tydeligvis ikke er noget at le af. Der bliver ikke skudt noget under stolen. I forestillingen befinder vi os lidt længere oppe ad vejen – i nr. 1, i lejligheden under hvor Anker og Ingrid boede. Statsministerparret, der sagde nej tak til Marienborg, for det var her de følte sig hjemme – i Sydhavnen. Lyden af dem og deres liv siver ind ad væggene og konfronterer hovedpersonen med sit bekvemme, men alligevel virkeløse liv. Hun er en 35-årig arbejdsløs akademiker. Den eneste hun er i kamp med – er sig selv. Hun er frugten af forældrenes kamp på barrikaderne, men nu er der ikke længere noget at kæmpe for, for friheden er blevet så total at den også er blevet ligegyldig. Når telefonen ringer, har hun travlt, hun er lykkelig og selvtilstrækkelig. Hun smiler og hun ler, mens hun fortæller om den kronik som hun arbejder på, men når faren ringer af, er der kun gråd og desperation tilbage. Gråd over egen utilstrækkelighed og desperation over at hun ikke flytter sig ud af stedet. Hun er lænket. Hun har sit eget anker. Helt konkret er hendes ene fod holdt fast med en alenlang kæde. Hun er lænket til stedet og tiden. Hvad skal man gøre, når man har fået alt forærende fra start, men alligevel ikke kan komme ud af stedet?

På det lave bord er der en stor stofdukke, der er klædt som hende. Det ER hende, som hun ligger der viljesløs og lænket. På et tidspunkt indtager hun også selv den spagat-position som dukken ligger i. Det er også fortællingen om en bidronning på afveje, der bliver spist af søskendeparret på 10 og 12 år. Det er hende og storebroren. Han spiser kroppen, mens hun får hovedet – for bidronningen stikker ikke. Nu er han der ikke længere, for han er blevet psykotisk, og er, som hun siger, "...allerede forsvundet over på den anden siden, hvorfra man ikke kommer tilbage". Forgæves holder hun stædigt fast i at det er broren – og ikke hende – der er syg, men noget er tydeligvis galt, for selv om hun er frigjort og uafhængig, føler hun sig handlingslammet og fastspændt.



Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Det er tekstens store fortjeneste, at den formår at give hovedpersonen et liv og en fylde som hun reelt ikke har. Vi forstår hende og føler med hende. Livet og teksten er på én gang glasklar og tåget. Transparent og uigennemskuelig. Monologen er som form noget af det sværeste og mest krævende, for der er kun én skuespiller til at bære den og der er absolut intet at gemme sig bag. Teksten er skrevet direkte til Maria Carmen Lindegaard, der er fast tilknyttet teatret. Den svøber sig tæt om hende, og får det hele til at se så let og ubesværet ud, og hun fremfører den med et nærvær og et overskud, så det er en fryd. Diktionen er så tydelig, at hvert et ord høres, selv når hun ligger ned eller står med ryggen til. Der er ingen sprækker – ud over dem som teksten er fuld af.
Julie Maj Jakobsen modtog en Reumert som årets talent i 2012 for ”Forsamlingshuset” og blev Reumert-nomineret for ”Fucking Fattig” året efter.

MARIENBORG – NEJ TAK!  er  overbevisende iscenesat af Mille Marie Dalsgaard.
Skuespiller, instruktør og dramatiker udgør et trekløver, der får det hele til at se legende let ud.

Mille Maria Dalsgaard er kombineret skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af Sydhavn Teater. I november 2016 stod Sydhavn Teater og Teater Nordkraft bag den ødselt opsatte og meget vellykkede ”Jeanne D´Arc” i Dansehallerne, hvor Mille spillede hovedrollen. Det var en bedrift! Efterfølgende spillede hun i foråret 2017 egenhændigt samtlige roller i teatrets stedspecifikke vandreforestilling ”Skygge (Eurydike siger)” af Nobel-pristageren Elfriede Jelinek. Det var en svært tilgængelig tekstlig tour de force, der var ambitiøs som bare pokker. Så selv om jeg gik uforløst derfra, gik jeg ikke tomhændet hjem. Sydhavn Teater er uden fast scene, med overskriften ”Internationalt teater med lokal forandring”. Det lyder lidt smart, men der er faktisk dækning for det.

MARIENBORG – NEJ TAK! er en co-prodution med Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen spiller fra den 12.-20 marts 2018, mens den spiller på Postcaféen i Sydhavnen fra den 24. januar til 3. februar 2018. 

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

MARIENBORG – NEJ TAK!

75 min. Monolog

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Skuespiller: Maria Carmen Lindegaard

Teknik: Søren Hansen

Forhus: Malik Hansen

Producent: Mathilde Johnsen

Co-produktion med Teatret ved Sorte Hest

* 

Sydhavn Teater:
 

Postcaféen, Borgbjergvej 26, 2450 København SV

25. januar - 3. februar 2018

Hjemmeside og billetter

*

Teatret ved Sorte Hest:

Vesterbrogade 150, 1620 København V 

12. - 20. marts 2018

Hjemmeside og billetter 

 

*